I'm not her ~ Goran.

Sted: La marécage.
Omgivelser: Der er et par af diverse racer omkring søen, en del myg, fluer og andre insekter der hører med til en sø.
Vejr: En tyk tåge skjuler en stor del af søen og den modsatte bred, men komplet vindstille og omkring 10 grader. Solen er på vej ned.
Tid: 21:42

Lux ville gerne væk fra byen, væk fra alt det der mindede hende om hendes mor. Hun ville tænke på noget andet, leve igen. Hun havde bevæget sig langt væk hjemme fra før hun fandt det perfekte sted at være. En sø, der var ikke mange dernede, så hun kunne godt slappe af der uden nødvendigvis at støde på andre. En del af hende ville gerne have hjælp med de forandringer der skete i hendes liv, mens en anden del bare ville finde sin mor og bede til at alt blev normalt igen. Men inderst inde vidste hun godt at det aldrig ville ske. Hun var forandret og det kunne ingenting ændre. Lux havde det underligt når solen gik ned, så begyndte forandringerne at påvirke hende rigtig meget. Hun havde svært ved at se ansigter, i stedet så hun omridser. Auraer havde hendes mor vist nok kaldt det. Hun kunne se alle væsner, selv hvis de gemte sig i mørket. Det skræmte hende, hun havde ikke brug for at vide der var nogle der ikke ville vise sit ansigt. De måtte med glæde glemme sig og så kunne Lux gå forbi som om hun ikke vidste det var der. Lux gik forbi nogle træer og nåede ind til søen. Hun gik hen til bredden og satte sig ned med fødderne i vandet, det var dejligt afkølende. Hendes omgivelser blev til en sløret masse fordi hun ikke længere fokuserede på dem, hun tænkte på hendes mor. Lux ville ikke opgive før hun fandt sin mor. Hun ville lede indtil hun fandt tryghed igen. Uden hendes mor var hun bare ikke tryg. Luxs mor var hendes sikkerhedsnet, hun greb hende når hun faldt, hun sørgede for at der ikke skete hende noget. Men nu var hun alene, hvem ville beskytte hende mod den verden som hendes mor så mange gange havde advaret hende omkring? Der var ingen der kunne gøre lige så meget for hende som hendes mor havde gjort.

Lux blinkede flere gange før omgivelserne igen gav mening for hende. Træerne stod tæt omkring søen, insekter sværmede omkring søen med høje summende lyde, fisk fik små bobler til at dukke op på vandoverfladen, en svag fuglesang kunne høres i det fjerne. Naturen var utrolig beroligende, Lux følte sig mere beroliget end hun havde været længe, hun følte at alt der var sket i hendes liv de sidste dage ikke længere var noget at bekymre sig om. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.