Et skud //Zankuji

O: Nær byen
S: Skoven
T: 6.30
V: Skyet med let vind

Foxina var lige vågnet, som ræv, i sin nu større og mere udhulede hule. Hun havde meget mere plads end før. Hendes mave knurrede som sædvanlig, heldigvis lå der en by i nærheden. Hun kravlede så lidt efter udenfor. En lille blæst ramte hendes blide ræveansigt, og straks var hun spurtet mod den søde lille by, som snart vågnede, efter hendes mening. På et tidspunkt havde hun holdt øje med menneskene og hvornår de stod op. Men de havde jo også nogle gårde at passe og markerne dermed. Vent, der var sgu et menneske som var oppe. Nåh, det var bare gamle hr. Olsen som altid skulle se til sine høns, og tælle dem hver dag. Han havde ellers lagt fælder ud for rævene, men ingen var gået i fælderne endnu. Dog en ræv, som Foxina havde hjulpet ud af et bur. Senere blev den fanget igen, og denne gang blev den skudt af hr. Olsen. Foxina var blevet vred på ham, fordi hun havde set ham skyde hendes stakkels, hjælpeløse ven. En forfærdelig stor storm af raseri voksede indeni hende og hun havde gået til angreb på ham og havde bidt ham i nakken, så han til sidst blødte. Derefter styrtede hun ind i skoven efterfulgt af et skud og nærmest begravede sig selv i hendes hule.

I dag ville hun nappe en af hans høns, efter han var gået indenfor igen. En perfekt timing hun var vågnet op til. Efter han var gået indenfor igen, listede hun sig ned mod byen. Bare 'en høne, det gjorde vel intet, vel? Hr. Olsen var efterhånden også gammel, så han kunne vel ikke se hvor mange høns han havde. Et par minutter efter, var hun lige foran hønsegården. De alle så så lækre ud, det gjaldt bare om, at undgå fælderne og grave sig ind under hegnet og hapse en af hønsene. Pludselig stod hun inden i hønsegården, omgivet af høns der sprang til alle sider og klukkede højt og skræmt. De styrtede allesammen ind i hønsehuset og gemte sig. Hr. Olsens søn, Carsten efterfulgt af Hr. Olsen havde hørt hønsene og var skyndt sig udenfor med geværet. De gjorde store øjne, da de så ræven halvt inde i hønsehuset, og lidt efter havde den en død høne i munden. Foxina sprang nærmest op, da hun så Hr. Olsens søn og Hr. Olsen med geværet. Det var om at komme væk nu, ellers endte hun som de andre ræve, nemlig med deres fine pels på deres væg. Carsten sigtede geværet mod hende, og lavede dræberøjne til hende. Heldigvis havde hun gravet et hul i jorden, så hun skyndte sig ud af gården mod skoven. Desværre blev hun ramt på sin skulder, utroligt nok, løb hun videre med hønen i munden, men smerten skar i hende, og hun humpede som hun løb mod hulen. Hun skulle ikke ud lige foreløbig efter hun havde spist hønen. Hendes skulder dunkede og blødte meget. Bare den vil holde op, tænkte hun og pev af smerte.

Zankuji havde ikke slappe af så længe som han havde nu hvor han var taget på ferie væk fra det hele hjemme ved huset og byen, han kiggede sig omkring i en skov som han var inde i *hvor pokker er jeg*tænkte han og syns han kunne høre noget i skoven som lød som jagt.
Han kiggede rundt og prøvede på at finde dette her sted hvor det hele forgik som han kunne høre, han gik bare vidre og alt det til han fandt det, i det han hørte et skud fandt han det hurtigere end før, og han så dette her gevær der havde skudt fra den mand af og roligt så han på selvgeværet og lavede en lille ild stråle fra hånden af, og hen på selve geværet og fik det roligt til at smelte i mandets hænder og sådan.
Han kiggede rundt og syns ikke han kunne se mere af den slags der linede et gevær og sådan, roligt gik han rundt og fik fundet der hvor skudet var rettet imod og undrede sig over at der var et hul *et dyr måske eller der kan jo altid være noget andet*tænkte han roligt og slappede af mens han ventede på at se hvad der ville ske, han kiggede på hulet "er der noget her"spurgte han roligt ned i hulet for at høre om der kom nogen.

Foxina ømmede sig gevaldig over det skud, der havde ramt hende. Hun begyndte så at slikke på hendes sår, så det ikke blødte nær så meget mere. "Bare det her snart vil holde op." tænkte hun, mens smerten langsomt forsvandt fra hendes skulder. Pludselig hørte hun nogle udenfor komme. Lugten af dæmon var meget tydelig, og hun var bange for, at Carsten ville skyde ham, men hun havde ikke hørt noget skud endnu. Hun hørte pludselig en stemme udenfor hendes hule. Skulle hun gå derud? Om det var Carsten, vidste hun med det samme, at det ikke var.

Stemme havde hun genkendt med det samme, hvis det var Carsten, men det var det ikke. En fremmed stemme. En ny jæger måske? Den lød bare så venlig, den stemme, så det kunne nok ikke være en jæger. Hun valgte at udfordre skæbnen, og liste sig udenfor hulen. Hun opdagede dog hurtigt at det VAR en dæmon, som sad der. Hun kunne dog også se Carsten et stykke fra hende. Hvor var geværet, tænkte hun undrende, og slap ikke blikket fra Carsten, som stirrede rasende på Zankuji og hende. Hu valgte, at angribe ham, så han blev bange for hende. Hun løb frem mod ham, og hoppede op på ham og bed ham hårdt i nakken. Godt, hun ingen sygdomme havde, for ellers vil han dø. Han skreg af smerte og fik slået hende væk og løb ned til hans gård igen. Der blev stille og hun luntede hen til Zankuji, men ikke for tæt, for hun stolede ikke på ham endnu.