What Is Home? - Mallorie

Sted: Udenfor Mallorie's forældre's hus
Omgivelser: Ingen.
Tid: 17.00
Vejr: Solskind, ca. 20 grader.

Nathan var netop kommet hjem fra Rom. Han var blevet dejlig solbrun og hvis han selv skulle sige det så havde han haft 3 fanastiske måneder. Han havde været sammen med alverdens piger, drukket hver eneste weekend og en smule mere end alkohol havde han da også fået i kroppen. Han havde tjent næsten 250.000 Euro på de fire måneder han havde været væk og det havde været en oplevelse han aldrig ville glemme.

Dog kunne han ikke løbe fra at der var en person der havde været i hans hoved meget af tiden. Nemlig Mallorie. Han havde det dårligt med at han havde såret hende, men Nathan kunne ikke gøre det om.. Han var ked af at deres forhold var sluttet som det var, for han havde jo faktisk elsket hende som den eneste han nogensinde rigtigt havde elsket. Men af og til var han bare ikke så god en person som han gerne ville være og han lod sig hurtigt friste af kvindekroppe og efter måneder med hende faldt han i og brugte en nat i Terre med en smuk brunette imens han havde alt for meget alkohol i blodet. Han havde naturligvis fortrudt det og han havde været ærlig overfor hende fordi han vidste det var dumt. Han vidste hun ville blive sur og det gjorde hun også, og han havde derfor på forhånd sagt ja til jobbet i Rom. Men nu var han tilbage for at arbejde i Frankrig det næste stykke tid.

Nathan stod nu foran hendes hus og han kunne mærke hans hjerte hamrede en smule, han var ikke fan af hendes forældre, men han ville alligevel gøre forsøget for at snakke med hende. Han bankede roligt på og afventede og da døren blev åbnet af hendes mor spurgte han roligt om han godt måtte snakke med Mallorie, fordi at det var ret så vigtigt. Nathan kunne nu ikke gøre andet end at stå og vente.

Mallorie havde ligget på sit værelse det meste af dagen og bare brugt den på ingenting. Hun havde ikke rigtig været sig selv de 3 sidste måneder efter bruddet med Nathan. Hun var stadig rasende på ham over den måde, som det hele havde sluttet på. Ikke nok med, at han havde været hende utro med en eller anden tøs i byen, men så var han også skredet fra hende for at tage 3 måneder til Rom. Hun kunne tydeligt huske sin reaktion, da han havde fortalt hende det. Det var nok den første gang, hun virkelig havde været i hjertesorger og stadig var det, for det ikke skulle være løgn. hun kunne ikke afholde sig selv fra at tænke på ham, selvom hun godt vidste, at det ikke nyttede noget. Han var væk og havde sikkert glemt alt om hende nu.

Derfor overraskede det hende også virkelig meget, da hendes mor kom ind af døren til hendes værelse og sagde, at han stod ude i entreen og insisterede på at snakke med hende. Hun anede ikke, hvordan pokker hun skulle reagere på den. "Hv...HVAD?!" sagde hun med en ret høj stemme og prøvede på at ryste på hovedet. Det måtte være noget hun drømte. Hendes forældre havde ikke været særlig glad for ham, de få gange de faktisk havde mødt og snakket med hinanden og da slet ikke Luke. Han var overhovedet ikke glad for ham og hun var glad for, at han ikke var hjemme på daværende tidspunkt. Hun rejste sig fra sengen og trak sin t-shirt på, samt noget andet ordentligt tøj, da hun ellers kun sad i nattøj.

På vej ned af trappen overvejede hun, om det hele kunne være en ondsindet joke, men det havde ikke set sådan ud på hendes mors ansigt og da hun smuttede forbi sin far igennem stuen, så han heller ikke alt for tilfreds ud. Da hun endelig fik øje på ham vidste hun ikke, om hun skulle grine eller græde. "Hvad vil du?" spurgte hun blot i en ufattelig kold tone, som hun aldrig havde brugt overfor ham før og lagde armene over kors, imens hun lænede sig op af trappen med den ene skulder.

Nathan stod blot og ventede, han vidste godt at hun måtte være sur på ham, rasende for at sige det mildt og han forstod hende godt. Han havde været en kæmpe idiot og han kunne ikke gøre andet end at forsøge at snakke med hende igen. Han havde været fuld, han kunne knap nok huske pigen han havde været sammen med og det var nyt for ham at være i forhold. Det var uden tvivl en smutter og han fortrød det noget så inderligt, og han satte pris på at Mallorie's mor overhovedet ville gå ind og forsøge at få Mallorie ud. Nathan anede ikke hvor meget forældrende vidste, men han håbede ikke hun havde fortalt dem alt, alene tanken fik ham til at skamme sig en smule mere end han allerede gjorde.

Da han fik øje på Mallorie i døren kiggede han kort ned i jorden. Han havde et sort jakkesæt på med hvis skjorte og butterfly som kom han lige fra en galla, og det gjorde han nu også. Han var taget afsted fra velkomst festen for ham og de andre mandelige modeller der var tilbage. Han havde kun drukket en øl, så fuld var han bestemt ikke, men han kunne ikke få Mallorie ud af hovedet og han følte sig nødsaget til at opsøge hende, også selvom der var en stor chance for at hun ikke ønskede at tale til ham.

Nathan kiggede roligt på hende over hendes spørgsmål, det var tydeligt at se at han var ydmyg og at han skammede sig, han havde aldrig haft det så dårligt med at være en idiot som han havde det lige nu: "Jeg håbede du ville snakke lidt" sagde han med et helt stille stemme og lod sine øjne møde hendes ganske kort: "Bare en kort gåtur eller noget" sagde han roligt og slog blikket i jorden og derefter over på hende.

Mallorie anede ikke selv, hvordan hun kunne være så standhaftig, som hun var lige nu. Som regel havde hun kastet sig i armene på ham for længst, også selvom de havde været igennem de problemer, som de stadig stod overfor. Hun kiggede kort ned af ham. Han så godt ud, men det var der nu ikke noget nyt i. Hun havde en vild lyst til at komme med en spydig kommentar til ham. Bare så han kunne føle, hvordan hun havde haft det, da han indrømmede sin utroskab overfor hende. Hun kunne ikke engang være glad for at se ham og blev stående i den samme position, med armene over kors, men hendes blik løsnede sig en smule, da hun så hans blik mod hendes.

Han skammede sig faktisk over det. Det var tydeligt at se i hans blik, men alligevel kunne hun ikke se igennem det. Hun var slet og ret rasende stadigvæk. hun gav et suk fra sig og nikkede derefter over hans spørgsmål. "Jojo..." sagde hun stille og prøvede på at opretholde den kolde tone. Dog blev det svært for hende, da hendes sko stod lige foran ham. Hun tog et par rolige skridt i hans retning og jokkede derefter ned i sine sko. De var ikke mindre end 20 cm væk fra hans fødder, så hun kunne ikke undgå at komme tæt på ham, men ænsede ham ikke et blik, som hun tog dem på. Hun trådte derefter væk igen og tog sin jakke ned af knagen ved siden af sig.

"Lad os gå" sagde hun stille og kiggede sig kort over skulderen, hvor hendes far stod og kiggede underligt mod hende. Hun sendte ham et "det er ok" blik og gik derefter ud af døren. Hun stoppede op, da hun var nået til deres forhave og ventede tålmodigt på at Nathan skulle komme ud af døren, så hun kunne lade sine forældre slippe for det skænderi, hun vidste ville komme inden længe og de tårer, som hun med garanti ville slippe. "Hvad vil du snakke om?" spurgte hun så derefter uden faktisk at vide, om han var kommet ud af døren.

Nathan skamte sig skam også, det var jo ikke første gang i sit liv at han havde været en kæmpe nar, men han kunne jo desværre ikke gøre noget ved det, udover at lære at holde op, men det var desværre ikke helt så let som det virkede. Nathan stod afventende og kiggede på hende, han kunne godt forstå hvis hun ikke gad tale med ham, han havde jo ikke ligefrem været det sødeste menneske nogensinde.

Nathan gik ud og gik roligt efter hende ned af trapperne og rundt om huset, han anede ikke hvor han skulle gå hen, lige nu ille han bare gerne ud og gå rundt, prøve at snakke lidt med hende ogå selvom han ikke var sikker på at hun ville snakke med ham alligevel: "Hvordan har du det?" spurgte han med en rolig stemme og turde næsten ikke kigge på hende, en blanding af dårlig samvittig og at han var bange for at hun ville få et flip på ham hvis han virkede alt for selvsikker.

Nathan trak vejret tungt ind: "Jeg er ked af at jeg skred på den måde" sagde han en smule usikkert, det var han nu helt oprigtigt også selvom hun måske ikke var interesseret i at høre det. Men faktisk så var han ked af det, han var ked af at han havde såret hende for det havde på ingen måde været hans mening. han ville bare gerne at de to kunne fungere, men han dummede sig, han havde dummet sig og han kunne gdt forstå hvis det aldrig blev de to igen, han ville jo selv ikke kune tilgive utroskab hvis det havde været hende, så hvorfor skulle hun?

Mallorie vendte sig mod ham og kiggede på ham med lyn i øjnene. "Hvordan jeg har det?! Hvad tror du ærlig talt selv? For helvede Nathan!" sagde hun rasende og kunne ikke længere holde sine tårer tilbage. De begyndte at strømme ned af hendes kinder. Hun knyttede næverne og satte i gang væk fra huset. Hun ville ikke have sine forældre til at se hende på den måde. De ville bare blive endnu mere rasende på Nathan, end de allerede var og det ville hun inderst inde ikke have. Hun ville på en og samme tid stikke ham sådan en flad, så han blev slået helt ind i næste uge og holde ham tæt, fordi hun var så glad for ham, som hun stadig var. Det kunne hun ikke løbe fra.

Jeg er ked af, jeg skred på den måde. "Ja. Det er du sikkert" sagde hun stille og vidste ikke rigtig, om hun faktisk troede på ham. hun havde ingen grund til faktisk at stole på ham nu, efter alt det der var sket de sidste par måneder. En ting var i hvert fald sikkert. Han havde ikke været så ked af det, at han havde holdt sig i skindet, imens han var afsted i Rom. Det vidste hun med sikkerhed. Hun blev ved med at gå med faste skridt imod parken, hvor hun til sidst satte sig ned på en bænk og lagde hænderne foran ansigtet. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Overhovedet ikke. Og det blev ikke bedre af, at lysten til at være i hans arme voksede for hvert sekund.

Hun kiggede op på ham igen efter lidt tid. "Hvor mange piger har du så været sammen med i Rom?" spurgte hun med en kold og følelsesløs stemme, men alligevel kunne man se i hendes øjne, at hun allerede vidste svaret. Hun vidste det godt, men havde brug for at få bekræftet det. Hvordan skulle hun nogensinde kunne stole på ham igen, efter alt dette? Det ville ikke kunne give nogen mening, men hun ville kunne tilgive ham. Det troede hun i hvert fald på, at hun ville kunne. Der skulle bare MEGET arbejde til at gøre det og det håbede hun, at han var klar over.

Nathan kiggede roligt over på hende han var glad for at han havde drukket to øl som havde fået ham til at få modet til at kigge på hende og til at stille op foran hendes dør, der skulle alligevel en smule mod til. Han svarede ikke da hun spurgte hvordan han troede at hun havde det, han kunne jo sagtens se det på hende og det var svært for ham at håndtere. Nathan kunne være en kæmpe nar, et rigtigt røvhul, men på bunden var han god nok. At se hende så ked af det over noget han havde gjort var bestemt kke sjovt, de andre gange han havde været en nar ovefor piger havde han været ligeglad, men lige nu havde han svært ved bare at være ligeglad, for han holde af hende og han vidste hun var et skønt menneske.

Nathan vidste slet ikke hvad han skulle sige, han var usikker på om det var klogest at blive ved hende eller om han burde gå og lade hende være. Selvom der var gået nogen måneder nu, så måtte det jo stadig sidde under overfalden på hende, det kunne han jo tydeligt fornemme.

"Mallorie, er det ikke ligemeget?" sagde han blot med et suk. Hvem han havde været sammen med i Rom, hvor mange eller om han slet ikke havde været sammen med nogen. Var det ikke ligemeget? Han kunne ihvertfald ikke se hvad hun skulle bruge den information til, og han afventede derfor blot for at se hvad hun svarede: "Hvad med dig, har du fundet dig en sød fyr?" spurgte han og lagde tryk på ordet sød, nu hvor Nathan ikke havde været det håbede han at hun måske i det mindste havde fundet sig en som hun kunne bruge tiden sammen med.

Mallorie så på ham med et suk. Hvad skulle hun stille op med ham? Han var tydeligvis ikke den mindste smule i tvivl om, hvordan hun havde det lige nu og hun kunne ikke lade være med at blive en smule ked af det over, at han i det mindste ikke prøvede på at trøste hende. Var det alligevel bare hende, som ville have det til at være, som det var før? Han ville vel et eller andet med det, ellers havde han ikke troppet op foran hendes hus, men stadig. Det virkede bestemt ikke sådan. Hun vidste i hvert fald en ting, som hun sad der og kiggede op på ham, hvis han gik nu, så ville hun aldrig snakke til ham igen. Hun ville have det til at fungere... eller i hvert fald bare få rodet noget af det ud, hvis det da var muligt.

Om det kunne være ligemeget? Det kunne det vel i grunden godt og det var også svar nok for hende. Hun vidste nu, at han havde været sammen med i hvert fald nogen og det fik hende til at føle sig endnu mere dum. "Nej Nathan.. Det er det faktisk ikke" sagde hun så endelig og rejste sig op fra bænken. Hun tørrede den sidste tåre væk fra nu og gik helt over foran ham. Da han kom med den næste sætning blev hendes ellers lige fundne kolde attitude brudt igen. Den.... "Nej. Det har jeg ikke" sagde hun blot og tog et skridt væk fra ham igen. Hvem prøvede hun på at narre? Han ville ikke have hende tilbage.

"Jeg har brugt de sidste tre måneder på at ønske noget, som tydeligvis er komplet ligegyldigt for dig" sagde hun stille og kiggede ned i jorden. Tårerne begyndte igen at strømme ned af hendes kinder, som hun vendte sig med ryggen til ham. Hun ville ikke lade ham få fornøjelsen af at se hende græde igen. Det hele var for åndsvagt, det vidste hun jo godt. Hun var udmærket klar over, at hun kunne få bedre end ham, men det var bare.... hun elskede ham jo stadig. "Hvad var meningen med at møde op foran mit hus helt nøjagtigt?" spurgte hun og vendte sig mod ham igen, dog uden at se på ham. Hendes blik var mod jorden mellem dem.

Nathan regnede eller forventede ikke at hun bare ville kaste sig i hans arme og tilgive ham, det virkede næsten for nemt. Men han håbede det dog alligevel. Han var glad for hende, og det var han også selvom de ikke havde set hinanden i lang tid. Mange ting havde ændret sig imens han havde været væk, ihvertfald i hans eget hoved: "Okay... Jamen.... Mange!" sagde Nathan blot en smule bestemt, han kunne da ikke tælle hvor mange piger han havde været sammen med i Rom, men mange. MÅske en hver eneste aften i gennemsnit, og da han havde været afsted i 90 dage så var det jo blevet til en del: "Men hvad har det med noget at gøre?" spurgte han blot, hvor mange han havde knaldet var vel ikke vigtigt.

Han lyttede til hendes ord, tre måneder på... hvad? "Hvad mener du?" spurgte han en smule usikkert og stoppede op og kiggede på hende da hun trådte væk fra ham, okay hun var tydeligt ikke kommet videre de tre måneder der var gået og det gjorde helt ind i hjertet på ham.

Nathan lod hende vende ryggen til ham og stod så stille og afventede hende imens hun talte. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvad var overhovedet rigtigt at sige i denne situation: "Jeg ville bare gerne snakke med dig" sagde han og kiggede bare over i mod hende: "Fordi jeg har savnet dig" sagde han med en stille stemme og kom med et halvkvalt smil, også selvom det måske intet betød for hende når han nu havde fortalt at han havde været utro og knaldet det halve af rom.

Mallorie kiggede op på ham med et suk og mødte for første gang hans blik. Hun havde ikke regnet med, at hun ville være så stærk omkring det hele og faktisk holde så længe, uden at springe i armene på ham. Hun var tydeligvis blevet klogere siden sidst. Hun var nu godt klar over, at hun skulle tænke det godt og grundigt igennem, før hun lod ham komme ind i sit liv igen. Alt andet ville være komplet idiotisk. Da han kom med sit svar rystede hun blot på hovedet og sukkede kort. Hun måtte bide sig i læben for ikke at komme med en meget ond kommentar. Det var ikke lige det, som var nyttigt lige nu. Dog kunne hun ikke lade være med at blive endnu mere ked over det, selvom hun selv havde spurgt ham.

Hun så på ham og trak vejret dybt. "Det kan være komplet ligegyldigt" startede hun ud og holdt sit blik på hans. "Jeg er ikke kommet videre okay? Men det er du tydeligvis" fortsatte hun og bed tænderne sammen for ikke at springe i hovedet på ham med onde kommentarer omkring alverdens ting. Hun trak vejret igen og prøvede på at få ro på sit hjerte, som bankede afsted af ren vrede.

Hun kunne ikke lade være med at grine en smule over hans svar. Savnet hende? "Ja det er tydeligt at se" sagde hun spydigt til ham og lagde armene over kors, imens hun trådte et skridt tættere på ham, så de nu kunne snakke nogenlunde ordentligt. Hun stod ca en halv meter fra ham nu. "Hvorfor er du her Nathan?" spurgte hun igen. "Du har jo fundet andet sjovt at lege med nu, hvorfor skulle du så tilbage til mig?" fortsatte hun og prøvede at få bare en eller anden form for følelse ud af ham.

Nathan havde bestemt haft det sjovt i Rom. Han havde det altid sjovt når han var omgivet af alkohol, piger og penge. På mange punkter kunne man desværre ikke kalde ham et særligt fornuftigt menneske, heller ikke selvom Nathan selv mente at han var utrolig ansvarlig: "Jeg kan godt se du ikke er kommet videre" sagde han roligt og tog en dyb vejrtrækning: "Og det er jeg ked af, det var aldrig min mening at såre dig på den måde" sagde Nathan blot roligt og smilede kort til hende, han ville virkeligt ikke have såret hende og han var ked af at han nogenside havde været utro, det var ikke det han ønskede med deres forhold, han ville gerne have været en god fyr og holdt sig på den rene sti: "Desuden har jeg ikke sagt at jeg er kommet videre" sagde Nathan bare en smule koldt og kiggede over på hende.

"Det har jeg jo lige sagt" sukkede han, han var der fordi at han savnede hende og hun havde vel ikke brug for at vide mere: "Og hvad snakker du om? Vil du bare have at jeg kysser dig eller hvad?" spurgte Nathan med et halvt grin. HUn var naiv af og til.

Naturligvis ville han gerne bare kysse hende og være sammen med hende igen, men på den anden side så var han også chokeret over hvis hun ville tage ham tilbage så nemt, efter alt havde gjort i mod hende, været utro, knaldet en masse tøser i rom. Måske ikke lige det sødeste som en fyr kunne gøre.

Mallorie vidste ikke hvorfor, men hun var ved at bløde en smule op. Hun var ikke ligeså anspændt og rasende som hun havde været tidligere. Det kunne alligevel ikke nytte noget at stå og råbe op i hovedet på ham. Det ville det ikke blive bedre af. "Det ved jeg godt, det ikke var" sagde hun stille og slog blikket ned i jorden, imens hun trak vejret langsomt og sikkert. Hun ønskede virkelig at deres forhold kunne fortsætte, men vidste også godt, at det ville være en meget dårlig ide for hende at stole på ham bare sådan lige igen. Selvom han sagde det i en kold tone, var hun alligevel overrasket over det. "Hv...hvad?" spurgte hun så igen med et tydeligt overrasket tonefald.

Hun måtte bide sig i læben for ikke at smile over hans spørgsmål. "Vil du virkelig have mig til at svare på det der?" spurgte hun så og rystede på hovedet. "Det beviser ikke rigtig noget og nej. Så nemt slipper du sku ikke" tilføjede hun med et lille grin og kiggede ordentligt op på ham. Hun havde lyst til at kysse ham, selvfølgelig. Hvem havde på den anden side ikke det? Hun sendte ham et minimalt smil og prøvede på at finde ud af, hvad hun nu skulle gøre ved alt det her.

"Okay.." sagde hun så endelig. "Jeg bliver nødt til at vide det her, før vi kan komme nogen vejne. Vil du have det her forhold til at fungere igen?" spurgte hun ham ordret. Hendes svar omkring det var nok tydeligt nok. Hun måtte være sindsyg, men alligevel ville hun gerne give ham en chance mere, hvis han altså kunne bevise, at det var det han gerne ville.

Nathan trak vejret tungt, han vidste ikke engang hvad han skulle sige, det hele var så frusterende og så forvirrende. Han ville bare gerne være sammen med hende og han ville bare gerne glemme at han havde være sådan en kæmpe nar. Han vidste det jo godt, men han havde jo til sit forsvar også været utrolig fuld, så meget at han næsten ikke kunne se hvad der var frem og tilbage, men alligevel så var det et faktum at han havde gjort det helt frivilligt og det var også et faktum at han havde haft en fest i Rom, og det fortrød han ikke. Selvom han jo ikke ville have gjort det hvis han stadig havde været samme med Mallorie på det tidspunkt.

Nathan kiggede blot roligt på hende, han anede ikke hvad han skulle sige. Han ville gerne være sammen med hende igen, men på samme tid så var han bange for at såre hende igen. Han var glad for hende og netop derfor ønskede han bare at hun havde det godt, og han vidste at han havde en dårlig indflydelse på hende og at han aldrig ville kunne blive hvad hun drømte om.

Da hun spurgte om de to kunne finde sammen igen kiggede han blot roligt på hende og tøvede let med sit svar og fugtede roligt sine læber imens han overvejede sit svar og inden han næsten nåede at tænke gik han et skridt frem og kyssede hendes læber imens han lod en hånd glide omkring nakken på hende, en smule nervøs for om hun mon kunne finde på at trække sig væk og stikke ham en lussing. Men den smule alkohol han havde fået i blodet havde ham nok gjort en smule mere modig end han normalt ville være, ellers var han jo slet ikke dukket op ude foran hendes forældres hus i første omgang.

Mallorie kunne godt se på ham, at han virkelig tænkte over det og hun bebrejdede ham ikke for det. Det var også meget forvirrende for hende og hun var ikke sikker på, om det overhovedet var en god ide at give ham en chance til. Det måtte hun få af se og så vidste hun også konsekvensen af det denne gang, hvis det skulle gå galt igen, hvilket hun selvfølgelig ikke ville have. Det var virkelig frustrerende at stå og tænke for meget over. Han var ikke perfekt. Nej. Men det var der på den anden side ingen der var. Hun kunne ikke komme udenom det. Hun elskede ham stadig og det fik også hendes ellers så logiske hjerne til at vride sig fuldstændig. Kærlighed gør blind, som så mange rendte rundt og sagde. Det var først nu, det faktisk virkelig gik op for hende, hvad det betød.

Hun stod og kiggede roligt på ham, imens han prøvede på at komme et svar og havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at han ville gøre andet end det. Lige indtil han trådte et skridt frem og lod sine læber møde hendes. Den samme følelse, som hun havde haft så mange gange før ramlede op i hende som en eller anden form for stof. Noget hun ikke kunne få nok af. Han lagde armen omkring hendes nakke og hun trak sig af ren automatik tættere på ham, så hun kunne mærke hans brystkasse mod sin. Hun burde gøre et eller andet drastisk, men det kunne hun ikke. Hun kunne ikke gøre andet end at lukke øjnene og nyde det.

Efter nogle sekunder fik hun endelig taget sig sammen til at slippe hans læber. "Hvilken del af "så let slipper du ikke" var det lige du ikke forstod?" spurgte hun så med et grin og kiggede op på ham. Hun rystede på hovedet, lod sine arme glide op omkring hans nakke og stilte sig på tærer for at kunne nå hans pande mod sin egen. "For fanden knægt. Du er da heller ikke til at stå for" hviskede hun stille og lod sine øjne møde hans.

Nathan vidste godt han var en idiot men han kunne ikke andet end at gøre sit bedste. Måske han skulle foreslå hende at de to fik et åbent forhold? Han burde nok ikke foreslå det lige nu, men engang hvis han kunne mærke at lysten kom igen. Så kunne han vel lige så godt tage den på forkant end først når det var for sent at gøre noget. Han elskede hende naturligvis stadig, ellers var han slet ikke dukket op. HUn var hans første kæreste, ligesom at han var hendes. Forskellen var bare at rækken af One Night Stands for Nathan ikke var kort.

Nathan kunne ikke lade være med at grine en smule flabet da de slap hinandens læber og hun begyndte at tale: "Hvornår er jeg nogensinde begyndt at høre efter hvad folk siger til mig?" sagde han med et drillende grin.

Det var rart at stå sammen med hende igen og han lod roligt deres læber mødes i endnu et kys, han var glad for at hun ikke havde fundet en ny fyr og han var glad for at mærke hende i mod sig igen. Ingen af de piger i Rom kunne måle sig med hvordan han havde det med hende og med at stå så tæt op af hende: "Jeg har savnet dig" hviskede han stille da han endeligt slap kysset og lod roligt en hånd ae hendes ryg. Han havde slet ikke lyst til at slippe hende igen.

Mallorie grinede til ham over hans ret så flabede svar, men der var nu alligevel noget ved snakken. Hun var heller ikke ret god til at gøre, hvad hun fik besked på og det kom slet ikke som nogen overraskelse, at han heller ikke kunne. "Point taken. Men nu er jeg jo heller ikke hvem som helst" sagde hun med et grin og lagde sin pande mod hans. Det håbede hun da i hvert fald ikke, at hun var, men det kunne hun næsten ikke tro. Hun vidste godt, at han var en idiot uden lige, men hun kunne med næsten stolt stemme sige, at han var hendes idiot og ingen andres. De havde jo været hinandens første kæreste og det betød alligevel en del, i hvert fald for hende.

Hun trak sig tættere ind til ham igen, da deres læber mødtes i endnu et kys. Der var bare et eller andet specielt over at stå sådan sammen med ham. Hun elskede det virkelig. Der var ingen, som kunne måle sig med den følelse hun fik hver gang han var tæt på hende. Den irriterende, men alligevel ufatteligt dejlige følelse som hun ikke kunne løbe fra, at hun virkelig havde savnet. "Jeg har også savnet dig" sagde hun stille og kyssede ham kort, inden hun lagde hovedet mod hans brystkasse og nød hans hånd ae hendes ryg. Hun kunne stå sådan for evigt, hvis det skulle være sådan. Hun ville mest af alt bare blive sammen med ham så længe det kunne lade sig gøre.

Hun rykkede sig en smule væk fra ham efter lidt tid og kiggede på ham med et stort smil. "Du er godt klar over, at du ikk er tilgivet endnu ikke?" spurgte hun så og løftede det ene øjenbryn imens hun prøvede på at se alvorlig ud. Ikke at det virkede, men nu havde hun da prøvet og hun mente det også. Der ville gå en del tid, før hun stolede 100 % på ham igen.

Nathan smilede let, han var glad for at mærke hendes kys og mærke hendes puls i mod hans. Han elskede at mærke hendes varme og at mærke hende tæt på. Han havde bestemt savnet hende imens han havde været i Rom, og dog var han næsten glad for at det var gået som det gjorde, for var de stadig kærester imens han var i Rom så havde det bare endt galt, de fristelser var jo uretfærdige når han stadig var så ny i at være i et forhold hvor han ikke bare kunne pille ved alle piger han så og fandt interessant.

"Nå ikke, og hvad kræver overbeviselsen?" sagde han flabet og kyssede stille hendes hals. Han prøvede ikke at tænde hende, det var jo højlys dag og udenfor, men han ville alligevel gerne forsøge bare at pirre hende en smule.

Han slap hende og gik så hen af fortorvet og slap hende så hun kunne gå med og han kiggede over på hende med et let usikkert blik: "Hvad med dine forældre?" spurgte han. De ville vel gerne slå ham ihjel, alt efter hvor meget hun havde fortalt dem, så de ville nok ikek være glad for at han gerne ville være en del af deres familie igen. Men Nathan vidste godt han var en lort og han indrømmede det gerne. Men han gjorde sit bedste for ikke at være det og han prøvede så hårdt han ovehovedet kunne for at være en god fyr for hende.

Mallorie grinede til ham. Det var helt befriende at være så tæt på ham igen. Hun elskede virkelig hans berøringer og de 3 måneder uden ham havde sandelig heller ikke været nemme for hende. Hun havde savnet ham helt forfærdeligt og det var næsten helt ... uvirkeligt at de stod sådan sammen igen. Det havde hun ikke forestillet sig kunne ske. Virkelig. Det var helt utroligt. Hans kys og hans varme var ikke til at modstå og hun kunne sandelig godt forstå, at mange piger rendte efter ham. Sådan havde hun jo også selv været på et tidspunkt, men havde bare været så heldig at komme helt tæt på ham.

Hun nåede ikke at svare på hans spørgsmål, før han gav sig til at kysse hendes hals. Et meget unfair trick, når han vidste hvor følsom hun var lige der. Hun gav et lille støn fra sig og kiggede ondt på ham. "Ikke .. fair..." sagde hun stille, men gjorde intet for at trække sig væk fra ham, hvorfor skulle hun det? Det ville være helt åndsvagt, også selvom det var højlys dag og de stod midt inde i en park.

Hun gik med ham i et roligt tempo, da han slap hende igen og gik ned af vejen. Hun sendte ham et stort smil og vidste godt, at det spørgsmål ville komme på et tidspunkt. "Hvad med dem? Hvor meget tror du lige, jeg har fortalt dem?" grinede hun kært og gik op på siden af ham. "Bare rolig.. Jeg fortalte dem vi holdt en pause, fordi du skulle til Rom og at vi havde skændtes en smule før du rejste, så det var derfor jeg nok ville være lidt sur, når vi engang mødtes igen" forklarede hun og sendte ham et stort smil. Hun håbede på, at han ville blive lidt mere rolig over hendes forklaring, da hun ikke havde fortalt dem ret meget.

Nathan kunne ikke lade være med at grine en smule flabet da hun sagde at ahns kys ikke var fair: "Jeg spiller aldrig fair" sagde han en smule flabet og kyssede hende et par gange til innden de gik idee. Nthn var bare en flab, ikke helt så meget som sin storebror. Nathan var meget mere en drengerøv end Dean var, hvor at Dean måske mere var lidt gangasta agtig. nathan havde også taget stofer og været sammen med mange piger, men slet ikke på den hårde måde som Dean levede sit liv på. Savnede han sin bror? Ja det gjorde han, megget og ofte, men han vidste at Dean ikke ønskede at tale til ham og med årene havde han fundet ud af at det bedste han kunne gøre var at acceptere det, for Dean ændrede sig aldrig og Nathan var ikke villig til at ændre sig mere for sin bror end han allerede havde gjort.

"Du svarede stadig ikke på hvad jeg skulle gøre for at overbevist" sagde han med et lille grin og kiggede roligt på hende.

Han nikkede da hun snakkede omkring forældrende: "Arh smart..." sagde han blot og satte pris på at hendes forældre ikke hadede ham mere end højest nødvendigt, hun var jo stadig kke så gammel så det var vel ikke så mange forældre der ønskede at deres datter datede en fyr med en fortid som hans og en idiot som han jo havde været overfor hende.

Mallorie rystede blot på hovedet over hans flabede kommentar og kys. "Nej det har jeg efterhånden fundet ud af" sagde hun stille og sukkede. Det kunne forstås på to forskellige måder. Den gode og den dårlige og desværre kunne hun tænke på ting til begge sider. Han var noget af en drengerøv, men alligevel kunne hun ikke lade være med at holde af den side af ham. Der var bare noget spændende over at være sammen med ham. En følelse, som hun ikke havde haft med nogen andre. Sjovt nok.

Hun kiggede på ham med et lidt mere alvorligt blik, da han kom med sin kommentar og overvejede længe, hvordan hun skulle sige det til ham. Hvad hun skulle sige til ham. Hvordan hun skulle formulere det, så det ikke kom til at lyde koldt, men det kunne hun ikke og måtte til sidst opgive det og bare sige det ligeud. "Du skal bevise overfor mig, at jeg kan stole på dig. Hvordan du vil gøre det, det ved jeg ikke, men det er det, der skal til" sagde hun stille og kiggede væk fra ham. Hun fortsatte ned af gaden mod sit hus og havde mest af alt ikke lyst til at tage hjem igen. Ikke efter den samtale. hun havde lyst til at blive hos ham.

Hun sendte ham et lille smil. "Ja ikke?" sagde hun så lettere flabet og kiggede op på ham. De havde ingen grund til at vide det hele. Der var faktisk ingen andre end hende selv, som vidste hele historien og det var nok også meget godt, da det ikke var noget, som alle folk skulle vide. Hendes far ville slet ikke lade ham sætte fod i huset, hvis han vidste det hele. "Hvad.. Hvad så nu?" spurgte hun og hentydede til lige nu. Hvad de nu gjorde...

Nathan grinede kort, han var glad for at være i nærheden af hende igen, og ja han var en drengerøv og det ville han nok aldrig helt komme sig over. Nathan kunne lide at have et skævt smil på sine læber, han kunne lide at være flabet og ikke gøre som der altid blev sagt. Han elskede at tjene penge og han elskede at være i nærheden af de folk han elskede. Han hadede at arbejde, men gjorde det for at tjene de mange penge han ønskede at have så han fortsat kunne bo i sin fede lejlighed som dog snart var skiftet ud med et hus. Med de penge han havde tjent i Rom var en lejlighed slet ikke god nok til ham længere.

Nathan smilede roligt for sig selv og vidste ikke helt hvad han skulle sige: "Du kan stole på mig Mall... Det var en fejl" sagde han og tvivlede dog let på sine egne ord som altid, kunne hun stole på ham? Det håbede han inderligt og han ville gøre havd han kunne for at det var en realitet.

"Det ved jeg ikke" svarede han på hendes spørgsml og kiggede roliggt på hende: "Jeg tænker måske at vi kunne ses i morgen? Jeg er ved at flytte ind i et nyt hus udenfor byen der skulle stå klar i morgen aften... Du kunne jo kigge forbi til middag?" sagde han roligt, han ville gerne tættere på hende og bruge mere tid på hende, men ikke lige nu. Han skulle tilbage til åbnings festen og han turde ikke tage hende med, hun ville bare drukne i historier om Rom som hun helt sikkert ikke havde lyst til eller brug for at høre lige nu.