Little Twinkletoe (Åbent for Alle)

Place:
En, ifølge menneskene, forladt by bag den enorme skov.
Time:
16:23
Surroundings:
Hvad der nu er at finde i en gammel, støvet og efterladt by. En hel del boder, lige udenfor de mange bygninger.
Weather:
Overskyet, faldene sne, kølig rolig blæst & skjult sol.


I fugleperspektiv lignede de en strøm af farverige fisk, der hver og især havde et specielt mål i hovedet. Spredtes let ud foran de mange boder, der blev bestyret af de særeste væsner, men kun for at samles til en klaustrofobisk masse af individer igen. Det var en inspiration af betragte de afslappede sjæle, hvor de fleste havde et skrækindjagende ydre look, men opførte sig som lidt for pæne forstadsfolk, der sjældent kæmpede over mere end den sidste småkage på det russiske sølvfad. Enkelte smukke kroppe kunne spottes i den varierede flok, men sjældne var de, da deres menneskelige udseende tit fik dem til at søge bopæl i menneskebeboede kvarterer. Til tider skete det, at et overnaturligt væsen vænnede sig så meget til den humane levestil, at de fik børn med de skrøbelige, magiløse sjæle, med halvblodsbørn, der måske aldrig ville finde ud af deres fars eller mors fantastiske arvegen.
De mørke øjne, der mindede om 2 solformørkelser der var lige ved at forsvinde for igen at give solen sin lyse magt tilbage, iagttog den flæskede dæmonunge, der uden de voksnes viden, var i færd med at berøve samtlige punge. Det chokerede den unge dæmon, der stod midt i luften uden vinger eller andre hjælpemidler, som om det var normalt at frie himmel kunne betrædes. At et lille, men dog bredt væsen, som den bevortede unge dernede omringet af nysgerrige sjæle, kunne stjæle så lydløst og perfektioneret, ville fascinere enhver, der fik øje på det. Men sikkert også gøre dem forargede, medmindre dæmonens forældre ligefrem havde oplært den lille knøs til at blive en udspekuleret tyv af første klasse. Men det var selvfølgelig altid en fejltagelse at dømme en, godt nok ret grim, bog på dens betændte omslag.
Dæmonen, der stod over de mange hoveder, begyndte pludselig at tilte svagt. Som om luften efterhånden var ved at splintres grundet den ekstra vægt. Det fik ham til at vende sin hvidklædte krop i en yndefuld cirkel, inden han med langsomme, større skridt gik ned imod den faste, svagt mudrede jord. Solen var dækket af utallige flossede, æggeskalsfarvede skyer, der gjorde himlen lige så hvid, som den let betrampede sne på jorden.
Bunden af de sorte laksko ramte endelig bunden, og nervøsitet over at kunne falde og brække et eller andet var endnu engang forsvundet. Dæmonen ønskede ikke at forlade stedet, men havde mistet den flæskede dæmonunge af syne. Et typisk uheld, der aldrig ramte forkert, på de rigtige tidspunkter.

Det var et godt stykke tid siden at man normalt fik rundt kappeklædt, men der befandt sig nu alligevel en enkelt lille skikkelse blandt mængden af forskellige væsner. Hele kroppen var dækket. Man kunne kun lige skimme de små fødder, der var iført et par sorte ballerinaer i et værdifuldt ruskindsmateriale. Og blot ved at studere selve formen af fødderne, sammen med den gang denne person havde, blev kønnet nemt afsløret. Men intet var helt sikkert. Ansigtet lå endnu i skygger, hver gang blikket var rettet mod jorden.

I princippet gjorde hun intet for at skjule sig selv. Denne kappe var ikke for at holde sig usynlig eller uset. På nogen måde. Hun havde intet imod at blive opdaget. Hun havde jo intet at skjule. Men hvis man rigtig nok kendte bedre til hendes eksistens ville man hurtigt vide hvorfor hun alligevel bar på kappen. Solen var endnu fremme. Og selvom den lå bag skyer, havde den stadig en effekt på hende. Lige meget hvor meget hendes hud kunne virke som metal, blev den altid umådelig sart under det klare dagslys. Men det enormt tykke stof, som kappen var lavet af, så ud til at holde det skadende lys på af stand. Farven var dog ikke specielt stilet, men den hjalp hende smelte bedre ind.
Hvor savnede hun dog de ældre dage. Hvor det hele virkede mere festligt, når hun gik på markedet. Nu var det hele bare et stort kaos, der omhandlede at få skrabet så mange ting til sig som overhoved muligt. Hvis ikke hendes balanceevne havde bygget sig op i løbet af de mange år, ville hun helt sikkert være usikker på sine ben allerede nu. Men som forventet, og som altid, svang hun let omkring de bredskuldrede mænd, og børn der syntes at hygge sig gevaldigt nede omkring hendes ben. Hun havde intet imod børn, som sådan, men hun var endnu fast besluttet at hun aldrig ville ønske at have et selv. Lige meget om hun så kunne eller ej. Hun morede sig vel omkring dem i ny og næ, men hun mistede for hurtigt interessen for at lege med dem, og hun blev for hurtigt irritabel omkring dem. Så der var ingen chance for at hun nogensinde ville ende med en mindre udgave af sig selv. Det var absurd at tænke på.

Maya hævede roligt sit hoved, og afslørede det smukke ansigt, der gemte sig under kappens hætte. Omringet af det bølgende brune hår, hvis spidser også tittede frem. Endnu med hånden omkring et æble, fik hun hurtigt øje på den mærkværdige mand der nærmest så ud til at svæve. Hun var ikke imponeret. Hun havde set den slags små tricks mange steder. Og hun kunne være ret sikker med sig selv, hvis hun så længere ned af gaden, ville hun se endnu en, der kunne gøre kunsten efter. Men trods den viden, havde hun vel stadig lov til at være nysgerrig. Hun var jo endnu midt i sine teenageår. Hvis man så efter hendes udseende.
Hun tog ikke sine øjne fra ham. Ikke før han stod solidt på jorden igen. Så drejede hun sit hoved bort. Forhåbentlig inden hun blev opdaget. Der var ingen grund til at give signaler om stirrende blikke der dømte ved synet. Hun så igen mod det røde æble i sin handskebeklædte hånd, men lagde det bare fra sig. Der var ingen grund for hende at købe menneskeføde. Hun kunne jo alligevel ikke indtage det. Og dem hun havde til pynt derhjemme, var endnu ikke blevet rynket endnu. Et svagt suk løb over de fyldige læber, som hun lod sin hånd komme ind under kappen, og hun så ellers vandrede videre. Nok meget bevist i samme retning som denne flyvske dæmon. Men så alligevel ikke helt.