Kaos i Gågaden -Fri for alle-

Tid: ´ca kl 9 om fromiddagen
Sted: Gågaden, udenfor Johns bygning
Omgivelser: Rodet og kaotiske, håndværkere og forbipasserende
Vejret: Koldt og blæsende, der er for en gang skyld ophold i sneen, meen det vare nok ikke ved.
Påklædning: John har for engang skyld tager, hansker, hue óg halstørklæde på, ud over det den samme jakke som altid, mørke jeans og i dag en grøn skovmands skjorte og nye støvler.

Han så ud over det Kaos han var skyld i, Lastbilen hold parkeret sådan at det kun lige var muligt at komme rundt om den. Facaden var dækket af, der var kun een vej ind el. ud af bygningen for de mange håndværkere.

Folk på gaden bandede over den rodet og kaosset, nogen stoppede op og plejede. Vrede stemmer blandede sig med nysgerrige udbrud. Et koldt vind stød farede gennem den smalle passage der blev skabt af lastbilen og byggerodet, og de folk der var ude på gaden, og stod og betagtede dette Kaos, Skuttede sig, selv John måtte trække jakken sammen om sig.

En håndværker kom over til ham, det var lederen for morgen holdet, han var en kraftig ældre herre, med gråt hård og en hængerøv der var så voldsom at john måtte koncentrere sig om ikke at grine, manden så på john og smilede, og afslørede et sæt tænder der var gule af årtiers kaffe og rygning, "såå er vi ved at være klar.. vi kan flytte bilen om en times tid, så skulle der blive åbent op" John smilede, lod en hånd glide gennem sit hår.. "Det lyder godt" hans stemme var munter og frisk, med en klang af humor "Hvor længe kommer det her ca til at tage?" spurte han, mere af nysgerrighed end af noget andet. "det er svært at sige" svarede den anden mand, han kløede sig på hagen "det er ikke til sige" han hev sine bukser op og fortsatte " men jeg vil da tror at det ikke kommer til at tage mere end et par uger" meden imponerende lyd formede han en en grønhakker og spyttede på gaden " Det ser ik så slemt ud som vi forventede" John gussede sig over manden, men smilede og nikkede " godt, det lyder godt" håndværkren vendte tilbage til arbejdet og John ryste på hovedet.. Han havde ansat denne mand og hans hold fordi de var hurtige og effektive, og efter deres ry at dømme gode.

John så på Området og slukkede, og smilede han viste at snart ville stedet være klar til at hjælpe. Hans øjne var klare og og der var en indre ild i dem. Hans krop talte et tydeligt sprog, og det var klart for en hver at han var stolt og forventningsfuld.

Umbra havde gået rundt og observeret et af de mange mennesker der gik, ned gennem gågaden, da han pludselig lagde mærke til den støre folke mængde der havde ophobede sig længere nede af gaden, hans hvide øjne lyste nærmest op med spænding. Hvad laver de mærkelige væsner dog nu? med det som tanke begyndte han at gå ned mod mængden, skulder presset så tæt mod muren som han kunne komme, og skridt så lette at man ikke kunne høre for ikke at trække opmærksomhed, dette endte dog miserabelt.

hvad enden det var den gule regnfrakke, der havde sorte tar pletter de fleste steder, med hætten trukket så langt ned at man kun kunne se halvdellen af et ansigt i bandagerer, som var fedtet i noget sort, det samme galte hans hænder som stak ud af frakken, dækket i bandagerer,hvor man kunne skimte et par klør stikke ud enden på fingrene, eller de to forskellige par sko, som bestod af en nedslidt støvle og en løbesko vis mærke for længst var blevet uigenkendelig, med et par lassede bukser til at gøre "sættet" færdigt. Eller om det var lugten der stod langt væk af død og tar, som gjorde at han de fleste folk sendte et par mærkelige blikke imod ham, eller gik lidt væk fra den tilsyneladende syge bums. Som han nærmede sige kunne han høre de vrede stemmer, og overvejede om det nu var det værd at se på, men fandt alligevel sig selv hende ved folkemængdens kant kort tid senere, eller så tæt som han kunne tillade sig selv at stå på dem, hvilket bestod af mindst 2 til 3 meter.

Hans hvide øjne faret hurtigt rundt over gruppen, og prøvede at få så meget med som muligt, mange af ordne som blev nævnt i de vrede toner, var han ikke engang sikker på hvad betyd, det var alt sammen så overvældende, hans blik faldt hurtigt, over han to af "skyggerne" vis efter tone var mænd, som stod over snakkede, men om hvad mon, et øjeblik over vejede han at gå hen og finde ud af det, indtil at han hørte noget i folkegruppen som trak hans opmærksomhed, og som et barn med ADHD, mistede han hurtigt interessen om dem, og så ud i mængden.

//Ja som du nok kan se er jeg meget ny til sådan her sidder, men jeg håber at det her er acceptabelt. vis ikke så vil har jeg ikke noget imod at rette det, man lærer jo med konstruktiv kritik xD husker det her som off-game mærket//

En kuldegysning passerede i gennem hans krop, han kunne mærke en tilstedeværelse.. Han rettede sit blik ud over folkemængden.. snart faldt det på den sære høje skikkelse i regnjakken der stod og kiggede på optrinnet,..

Han begyndte bevæge sig over mod manden, og som han kom tættere på mærkede han igen, kulden.. han var sikker i sin sag, denne mad var død.

da han nåede maden smilede han stadig, og med tydelig nysgerrighed i blikket så han på manden.
"Jamen goddag, er de ikke lidt ude af deres rette element?"

//jeg er selv ret ny til det her så det kunne jo være vi kunne hjælpe hinanden^^//

Umbra havde været så optaget i at se mængden myldre rundt, at han slet ikke lagde mærke til, at en høj mand var nærmet sig ham, og som torden fra en klar himmel lyd pludselig en stemme.
Umbra tog automatisk et par skridt tilbage, og han så med støre øjne på manden der sagde noget, i et lille stykke tid stod han bare og så før han hurtig så ned, for at undgå øjen kontakt, som på refleks fandt hans tog hænder hinanden foran ham, og begyndt at høre rundt om hinanden, han så lidt rundt som for at lede efter en vej til at flygte, før han kort etableret øjen kontakt med manden, så han kunne så det bandageret ansigt før han så ned igen.
"Jo jeg nok lidt væk fra hvor jeg burde være."
*Hvad ville den her ham mon, og hvorfor sagde den 'de' der var jo kun ham, eller talte den til de andre, jeg kunne også bare løbe nu.* sådan løb tankerne igennem ham på rekordtid. Men manden virkede jo venlig nok, så mon ikke det var sikkert nok.
Hans hænder forsatte deres lille dans, og han begyndte at tap fødderne lidt, i sit desperate forsøg på at dulme hans nerver, før han så enlig så op på manden, så man kunne se bandagerne trække sig, i hvad der måtte være et smil, *sådan gør mennesker vidst når de venlige.*

"Du skulle vil aldrig vide hvorfor de har samlet sig, eller hvorfor de store fartøjer holder her?"
Man kunne vil ligeså godt høre manden ad tænkte han, de det eneste mængden så ud til at snakke om, var hvor internere det, men intet om hvorfor, hvilket var dybt frustrerende.

//det lyder skam godt for mig :D//

John genkendte kulden og energierne omkring manden og det interesserede ham meget hvad han lavede her. John smilede igen og svarede venligt "Det gør jeg, jeg er ved at få renoveret en bygning, så det er min skyld.. jeg håber at kunne åbne et værested for unge her""

Umbras hænder stoppede brat deres dans, da han hørte mandes venlige forklaring, han stirret på ham med undrende øjne i et længere stykke tid, nok hvad de fleste folk ville kalde ubehageligt langt stykke tid, før han endelig rynkede brynende. "Jamen hvorfor dog, hvad har de dog gjort for dig? Er det din familie?" spurgte han forundret hvorfor ville han dog give fremmed folk et hjem, en ting var at havde gæster, men det her virkede absurd, at hjælpe fremmede?
Kort tid efter han spurgte farede hans øjne op og han kiggede hurtigt ned på sine fødder igen, samtidig med at hans hænder forsatte deres dans, han kunne jo måske havde fornærmet manden, indså han.
Men hvorfor skulle alle disse folk også være der, et par af dem var begyndt at stirre på ham, hvilket gjorde ham endnu mere utilpas, hvor han dog havde at være blive kigget på. Han trak skuldrende lidt sammen som reaktion på opmærksomheden.

John lo, den fremmede var tydeligvis ude af sit rette element, "nej de er ingen af delene, men jeg gør det for de det er det jeg føler er det rigtige at gøre.. Jeg tror på at alle fortjener en extra chance.." John kløede sig i skægget "du ved næstekærlighed og alt det der"

//undskyld vente tide, det beklager jeg meget//

Umbras hænder stoppede brat hans hænders dans, og rynkede kraftigt brynende ved mandes ord, eller det måtte man i værdfald gå ud fra, efter hvordan bandagerne træk sig, med skeptisk øjne analyserede han kort hvad han sagde, det virkede bare lidt mærkeligt i hans øre, sådan havde andre da ikke været over for ham, venlige uden grund altså, men igen denne mand virkede da rar, så han turde ikke gå spørge videre om hans årsag, måske ville manden blive som de andre, vis han gjorde. Hans bandager træk sig, i hvad der måtte være et smil, og nikkede det gjorde mennesker vist når de var enige, manden behøvede vil ikke vide at han ikke forstod det.
Umbra kiggede over mandens skulder mod huset, som manden havde talt om, og kiggede der efter kort på manden før han kiggede ned og lod hans hænder starte dansen igen.
"kunne jeg måske få lov at se bygningen, eller den ikke klar til at træde ind i, Umbra kunne godt huske en gang han gik en i bygning, hvor folk havde snakket om renovation, og endte med at falde i gennem gulvet, ikke noget han var interesseret i at prøve igen.

//det skam okay, vi svare når vi kan jo :D og i lige måde xP//

John betragtede med interesse mandens reaktioner, den sære mand virkede som om der var mange ting på spil i han hoved.
Dan han spurte om han måtte se bygningen lyste john op i et smil. "Ja da selvfølgelig må du det, der er en del byggerod, men den er i fin stand" John vente sig mod huset, så til bage på manden og smilede så "det er denne vej" han tog et par skridt stansede så og så afventende på manden

Umbra hoppede kort, ved svaret han havde det skulle nok blive interessant, han smilede så bredt at bandager træk sig rundt om munden så man kunne se de mange spidse/dyriske tænder, han tøffede hurtigt om ved siden af manden da havde vendt sig om, næsten før manden så bag ud, han blev altid overgiret når han kunne opleve noget nyt. Han så med store øjne på manden, øjne som gav udtryk for at han var langt mindre end hans højde hentyde, ger vide hvad der er den ende, hvor stort er det mon, kan vi mon tage noget med hjem. sådan lyd de mange tanker der fløj gennem ham i, han stoppede kort op dag han opdagede, at han havde gået foran manden i sin spænding, og stilte sig tilbage ved siden af ham. Manden virkede jo venlig nok så der var vil ikke nogen grund til at være nervøs omkring ham.