Efterladt til sig selv - Privat

Selv om alt omkring søen virkede så stille og afslappet, var der mere eller mindre kaos inde i hovedet på Mia, da befandt sig på knæ i græsset få meter fra søen. Hende øjne var lukket for at holde tårene inde - fange dem bag øjenlågende. "Hvad er der sket med dig?" hviskede hun næsten uhørlig. Hendes hendes der lå slappe i hendes skød rystede stadig af rusen fra det friske blod i hendes krop.

Det var kun få minutter siden hun havde fundet frem til søen. Det var det eneste sted hun kunne komme til at slappe af igen, efter et af sine voldsomme udbrud, som altid blev efterfuldt af drabet af mindst et uskyldigt menneske. Et drab der - så snart hun vågnede fra sin rus - stak hende hårdt i hjertet og mindede hende om hvad for et monster hun var blevet.

Hun tog en dyb indånding, kneb øjnene hård sammen og lagde hovedet tilbage og udstødte et højt og smertefuldt skrig, "ARHG!" hvor efter hun faldt sammen på jorden, hele hendes krop væltede ned over hendes ben og hendes vejrtrækning var hurtig. Hun var så tæt på at bryde ud i tårer men kunne ikke får sig selv til at græde. Hvad hjalp det? Hun var alligevel alene - som altid... Ingen ville være i nærheden af et sådan monster. Men hun forstod dem, hun ville heller ikke have haft lyst til at omgives hende, hvis hun havde haft valget.

Påklædning::. En slid t-shirt, hulede jeans også et læder armbånd på højre hånd, plus en sort stok.

Aftnen var kølig, smuk og dejlig, et perfekt vejr til at gå en tur, bare nyde alting, mens man intet kunne se. Han støttede sig til stokken og gik videre ned mod søen, et smuk sted, han elskede at opholde sig, lugten, følelserne og bare omgivelserne var dejligt. Dog opfangede han lyden af en pigens stemme, mens han gik nysgerrigt afsted, af hvad han kunne høre lød hun ikke til at være særlig glad.

Han gik nysgerrigt mod stemmen, det smertfulde skrig, der kom lidt efter. Det smertede ham at høre nogen i smerte, han hade når andre var i smerte, han fik det selv dårligt at det, "undskyld er de okay" spurte han blidt og gik videre mod stemmen, eller der han havde hørt den fra. Han stillede stokken ned på jorden og gik hen til hende "er der noget galt" spurte han blidt og holdte hænderne oppe. Det var dog tydeligt at han ikke kunne se noget, for hans øjne så det forkerte sted og mødte nok aldrig hendes.
//har virkelig ingen krea sorry ^^

Mia løftede forskrækket hovedet da hun hørte nogen tale - åbenbart til hende. Hun havde inderligt troet og faktisk også håbet at hun var alene. Lige nu var ikke tidspunktet til small talk. Hun åbnede langsomt øjnene og blev mødt af synet af en pæn mand iført t-shirt og jeans. Hun kunne tydeligt dufte at han blot var et menneske, altså var der intet der tydet på at han skulle være nogen eller nogle specielt, bare endnu et almindeligt menneske der skulle komme til at risikere livet, fordi han om lidt, ved et uheld, fik fremprovolerede hendes vampyr instinkter - altså alt bortset fra at han tydeligvis talte til hende, men så lige forbi hende.

Hun vendte hovedet for at se om det skulle være noget eller nogen bag hende, selv om hun var temmelig sikker på at det ikke var andet end skov. Og hun havde ret, der var ikke andet et træer og mørke, så hvad så han efter?
Mia vendte blikket mod ham igen og nikkede uden så meget som en lyd, selv om hun havde det af helvede til lige nu, fik hun hurtigt stablet en facade op. Ingen skulle vide at hun var svag og næsten bange for sig selv. Ingen måtte kunne bruge det mod hende, det havde hun allerede lært et halvt år efter sin forvandling - aldrig måtte man vise sig svag, når man var skabt til at være et frygtløst væsen der tørstede efter blod og levede af at dræbe - eller stod man i hvert fald selv forskud.

"Hvad vil du" hvæsede hun lettere irriteret over at han bare stod der og stirrede hende hen over skulderen. Hun var så sur på sig selv over at hun ikke havde hørt ham komme. Ingen skulle se hende sådan her, hun var alt for skrøbelig.