Tonight, we're drinking from the bottle

Vinden var kølig, modsat temperaturen, som – taget i betragtning af døgnets tidspunkt – var overraskende lun. Dog, blev dette camoufleret af den vedvarende vind, som af og til blæste et par vildfarne blade hen ad vejen, eller som fangede et stykke skrald her og der, og flyttede det et helt andet sted hen. Skrald var der en del af. Dette bestod dog mest af halvt maste cigaretpakker, tomme dåser, tomme flasker osv. Resterne af det, som folk indtog, røg etc. Sådan så der altid ud, udenfor diskoteket. Oprydningen krævede som regel et kæmpearbejde, fordi de halvfulde (og meget fulde) folk befandt sig udenfor diskoteket 50% af tiden. Man måtte ikke ryge indenfor – det var vel hovedårsagen. Op af muren, på nogle bænke.. overalt var de. Nogle stod op, andre sad og der var også nogle som brugte helt alternative måder, at opholde sig på; som at ligge halvt ovenpå hinanden på en bænk, og være i gang med at æde hinanden. Folk havde ingen hæmninger med alkohol i blodet. Og alkohol – det havde de fået. Det kunne købes i et væld af former og farver i baren indenfor.

Diskoteket var indrettet således, at der var plads og mulighed for langt det meste. Der var borde og stole, til dem der blot ville derind for en drink eller to.. eller mange. Der var en bar, hvor folk kunne sætte sig op, hvis de ønskede at bestille selv, men det var også muligt at sætte sig ved et bord, bestille hos en af de arbejdende piger, og få det bestilte bragt ned til bordet – hvis de havde placeret sig et sådant sted. Et dansegulv var naturligvis også at finde, og et par store højtalere, sørge omhyggeligt for, at der var musik at bevæge sig til. Eller, diskotekets version af musik, som oftest var mest bestående af en kraftig bas. Ofte, kunne man knapt nok høre, hvilken sang der blev spillet gennem højtalerne – i princippet var det også lige meget. Folk var fulde – og for det meste også en smule ligeglade.

Evangeline vandrede rundt mellem de tomme borde med en klud i hånden, og tørrede dem af, inden der kom besøgende nye til. I takt med jo mere alkohol folk indtog, jo sværere blev det åbenbart for dem, at ramme munden, hvilket resulterede i en masse rengøring fra personalets side. Men en fraværende bevægelse satte hun lok af det lange, lyse hår om bag øret – denne havde revet sig løs fra hendes hestehale, som var blevet sat af praktiske årsager. Et bord mere blev tørret af, og hun bevægede sig videre til det næste. Hun mærkede en ældre mands blik på hende, idet hun lænede sig ind over bordet, for at gøre det helt rent. Det var i grunden ikke så mærkeligt, at han kiggede – for hun vidste hvad han kiggede på. Hendes påklædning var ikke ligefrem.. dækkende. Hun var iført en hvid skjorte, som var en anelse gennemsigtig. Ikke meget, men det var nok til, at man kunne skimte en sort BH under den. ”Over” skjorten havde hun en højtaljet og utroligt stram, sort nederdel på. Denne var ret kort, og fremhævede mere, end den egentlig skulle skjule. Hun bar ikke rigtigt nogle smykker, men havde til gengæld et par sorte stilletter på, som fik hendes ben til at se endnu længere ud, end de var i forvejen. Hun så da egentlig meget godt ud – det var i hvert fald den opfattelse hun havde af sig selv, og det var da egentlig også det hun hørte fra andre. Fulde som ædru.

Evangelines blå dådyr-agtige øjne vendte sig mod et stort ur, som hang på et af diskotekets vægge. Der var gået to minutter mere, siden hun sidste havde gjort det. Arbejdet på baren, var ikke noget hun just glædede sig til. Hun kunne sagtens komme i tanke om andre steder, hvor hun hellere ville være. Lønnen var heller ikke specielt høj. Den var faktisk direkte lav. Men med hendes økonomi, havde hun ikke råd til at være kræsen, og måtte bare tage det arbejde hun kunne få. Der, havde hun – ifølge hende selv – bare ikke været så heldig, som hun måske kunne havde ønsket sig.
Hun boede i en lille lejlighed i Terre. Den var ganske velholdt, møbleret og alting – men hun havde knapt nok råd til at beholde den. Men hun klarede det – og det var trods alt det vigtige. Hun brød sig ikke om, at være afhængig af andre. Hverken økonomisk eller på andre måder. Hun holdt af, at hun var i stand til at forsøge sig selv. Hun havde ikke brug for en gavmild far eller en rig kæreste. Pengene ville naturligvis falde et tørt sted, men hun foretrak til hver en tid, at bruge sine egne penge frem for andres.

Hendes blik vandrede af sig selv mod uret igen. Der var knapt noget gået halvandet minut. Tiden gik uendeligt langsomt, når man gerne ville have den til at gå uendeligt hurtigt, konstaterede hun i sine tanker, og forsatte med at gøre de andre borde rene.
”Hey”, en stemme afbrød den unge piges tanker. Hun havde ryggen til stemmen, men hun vidste alligevel at den var henvendt til hende. Da hun vendte sig om, blev hun kun bekræftet i dette. En ældre mand – den samme som havde nydt synet af hende få minutter tidligere – forsøgte at komme i kontakt med hende. Hun smed kluden på det bord, hun var ved at gøre rent, og gik hen mod ham, så hurtigt som det var hende muligt, i de høje hæle.
”Ja?”, hun var træt og ville gerne hjem, men hun forsøgte af al magt at opretholde et smilende ansigt, og en frisk stemme. Det lykkedes delvist. En god skuespiller havde hun altså aldrig været.
Manden bestilte og Evangeline gik op i baren, for at hente det ønskede. Hun vidste, at han kiggede efter hende, da hun gik. Hun var ligeglad. Blikkende vendte man sig lynhurtigt til – det kunne man i hvert fald blive nødt til. For slippe for dem, det gjorde man ikke.
Kunden fik, hvad han ønskede, og hun kunne genoptage sit forehavende. Hun var fraværende, gik i sine egne tanker. Imens vandrede hendes øjne af sig selv op til uret endnu engang. Tre minutter siden, hun sidst kiggede.

Fristelsen havde simpelthen været for stor... Efter 20 års afholdenhed fra cigaretter, måtte han dog endelig tage et sug, som sendte røgen ned i lungerne, hvor det kradsede noget så genkendeligt. Følelsen var på samme tid både rædsom og vidunderlig. At det var så let, at give efter for en enkelt forespørgsel fra en eller anden klæbende kvinde, overraskede ham måske en smule. Især fordi han udmærket huskede, hvor svært det havde været, at holde op med at ryge sidste gang. Denne klæbende kvinde havde givet ham en cigarret, og med hvilken tilbagebetaling? Jo, han skulle bare holde hende med selskab udenfor klubben i nogle minutter. Selvfølgelig ville denne klæbende, og meget fulde kvinde, sikkert hellere have, at han gik igang med den fulde offentlige kvalme-forestilling, som flere havde gang i på bænkene rundt omkring. Alligevel formåede han, at holde hende lidt på afstand. Hun var blot et menneske... Et lille puf med hånden, og hun kunne knap holde balancen. Især ikke med det kæmpestore indtag af hård spiritus, som en eller anden havde klemt i hende. Selvfølgelig blev hun ved med at insistere på, at Gideon jo skulle med hende hjem. Ingen interesse blev dog udvist for dæmonen, der stod og røg med blikket vendt mod gaden foran, hvor butiksvinduer lyste sig op og biler susede forbi. Der gik end ikke lang tid, før han måtte tvinges til at skodde cigaretten i jorden, hvoraf han dog havde nydt hvert eneste sug af den kærlige nikotinsholdige røg. Dernæst vendte han sig om, og vandrede ind i klubben - forbi kvinden, som om hun var den rene luft.

Han havde selv fået en del alkohol indenbors. Alligevel lod det ikke til at påvirke ham spor. Mængden ville måske afholde de fleste mennesker fra at gå lige, men Gideon kunne ikke rigtigt mærke alkoholen i blodet endnu. Der skulle altid mere til. En mængde der ville gøre et menneske bevidstløs, om man vil. Og det var det han kom her for - at drikke. Samtalerne han førte med folk gennem larmen, som de unge måtte kalde ´musik´ - bestod ofte af halve sætninger, hvoraf størstedelen sikkert var lamme scorereplikker fra modpartens side. Ikke fordi det generede ham... Ellers ville han jo blive i lejligheden og drikke istedet. Det sociale liv interesserede ham skam, og i et sted som dette, kunne han nyde de manglende forpligtigelser der var ved det. Bylivet tilldod én at slå hovedet og bekymringerne fra. Musikken generede tankerne, og tillod sanserne at kicke ind istedet. Og selvom Gideon altid forsøgte at dæmpe de dyriske sanser i sig, så var der alligevel noget frigivende ved det.

Frakken hev han af, mens han masede sig forbi nogle fordrukne tøser, der bestemt var for unge til at opholde sig i klubben. Men dørvagterne lod altid til at være mere blide overfor de uskyldige piger, der havde udseendet med sig. Det var ganske uetisk - men det var nu også Di Morga. Gideon begav sig dernæst hen mod et ledigt bord. Et bord der stod lidt væk fra de store højtalere, og tillod ham at få et bedre udsyn over klubben, og samtidig et bord som tillod ham at vige lidt fra alles blikke. Når han mødte folk - overnaturlige - fra sin skoletid, måtte han ofte anstrenge sig selv grueligt for ikke at angribe dem. For de fleste havde ikke ændret sig meget siden dengang. De syntes stadig at han var en freak, fordi han forsøgte at holde sin sande natur indespærret. Og måske havde de ret. Han havde mødt dem et par gange i byen. De fleste han kendte fra Di Morga, havde trods alt aldrig forladt stedet.

Han satte sig ned på stolen ved bordet, og skubbede et glas væk, som havde læbestiftmærker på kanten, hvoraf indeholdet i glasset alligevel stadig syntes at være uberørt. Dernæst lod han de blå øjne glide rundt i lokalet. Ved bordet ved siden af, sad en ældre mand, som netop havde fået sin bestilling bragt, af en blond, og ganske attraktiv servitrice. Alligevel syntes mandens egentlige bestilling, at være, at få nogle ekstra sekunder til at overbeglo hende. Gideon kunne næsten forestille sig savlet løbe over den ældre mands hage, mens han betragtede hende gå og blot gøre sit arbejde. At manden end ikke slog blikket væk fra servitricen, da han havde taget sine første tre slurke af drikken, syntes at få det til at vende sig endnu mere i Gideon, som betragtede forløbet temmelig årvågent. Som om han ventede på, at manden ikke længere kunne holde sit sultne blik for- eller generelt resten af kroppen for sig selv. Da den ældre mand begyndte at sidde mere utålmodigt i sin stol, følte Gideon sig blot mere kvalm. At sidde og glo på en halvliderlig mand hele aftenen, var bestemt ikke noget der faldt i hans smag. Derfor rejste han sig op, og tog frakken med sig. Han vandrede et par borde væk, og sad nu tættere på dansegulvet... for guds skyld. Den klæbende kvinde fra før, dansede nu med en større flok mænd, der var nogle år ældre end hende. Hele hendes attitude klæbrige udstråling, skreg jo også på problemer. Gideon dumpede ned på stolen, og løftede hånden for at give tegn til den nærmeste servitrice. Årh, perfekt... Han sad netop tæt nok på dansegulvet, til at det farvede lys sommetider gled over mod ham, og skar i øjnene. Stærkt lys var som regel ikke dæmoners kop te, men alt var vel bedre end at glo den ældre mand.

Den ting Evangeline nok hadede allermest ved sit arbejde var, at uanset hvilket humør man var i, skulle man smile, være glad og lade som om, at man havde en god dag, og en god "fest". Selvom hun ikke på nogen måde kunne være en del af den, eftersom hun skulle passe sit arbejde, og under ingen omstændigheder måtte indtage alkohol, imens hun udførte sit job. Men hendes chef mente, at en glad og smilende servitrice lokkede kunder til - det havde han naturligvis ret i, men det gjorde det ikke mindre irriterende, at gå rundt en helt nat, med et falsk smil - selvom hun forsøgte at få det til at se så naturligt ud som overhovedet muligt. Men helt ærligt? Folk var fulde. Chancen for at de kunne se forskel var vidst ikke så forfærdelig stor.

Evangelines klare, blå øjne løb af sig selv mod uret endnu engang. Det føltes næsten som om, at tiden gik langsommere, jo flere gange hun lod uret fange sin opmærksomhed. Hendes tidsfornemmelse var enormt dårlig, når hun lavede noget, hun ikke kunne vendte med, at blive færdig med. Minutter føltes virkelig som timer - og det, uden nogen som helst form for overdrivelse.
Hun arbejdede forsat, som hun havde gjort det meste af aftenen allerede. Hun gjorde det pr. automatik. Hendes hænder, vidste hvad de skulle gøre, og hendes ben vidste, hvor de skulle gå hen. Hun havde gjort alt, hvad der skulle gøres, så uendeligt mange gange før, at det føltes som vaner det hele. Hvilket kun gjorde det nemmere for hende, at lade tankerne vandre alle de steder hen, hun ikke selv kunne komme fysisk på daværende tidspunkt, eftersom hun var nødt til at passe sit arbejde.
Hun regnede sammen i sit hoved, hvor længe hun havde arbejdet denne aften. Var det en 5-6 timer allerede? Ganget med timelønnen. Lagt til lønnen for alle de andre dage... Evangeline var ikke videre begejstret for matematik, men når hun lod tankerne flyve på sit arbejde, begyndte de næsten pr. automatik at regne ud, hvor mange penge hun havde tjent, for derefter at sammenligne dem med de penge, hun skyldte. Dette gav ofte et minusbeløb. Også denne gang - hun måtte tage nogle ekstravagter. Hun nægtede simpelthen, at miste sin lejlighed, men det var naturligvis svært at skaffe arbejde til en høj løn, i en alder af 16.

De matematiske tanker havde holdt hende så beskæftiget, at hun ikke havde opdaget den løftede hånd fra en nyankommet kunde, som naturligvis betød, at han ville have noget at drikke. Hun vidste ikke hvor længe han havde siddet der. Hun mente da, at hun havde set et glimt af ham, ovre i nærheden af den mand hun tidligere havde betjent. Havde han rykket sig? Hun kastede et blik over på det bord, som den nyankomne havde forladt (det bord hun mente, at det måtte have været), og fik øje på glasset med læbestiften og resterne af en drink i. Dog lignede det, at det meste af drinken stadig var i glasset. Der var tilsyneladende ingen ejermand til den, og hun noterede for sig selv i tankerne, at hun skulle have gjort det bord rent, efter betjeningen af den nye kunde.

"Hvad kan jeg gøre for dig?", spurgte hun med et smil. Dette var dog ikke så falsk, som det hun havde sendt den anden mand. Men det smil, skulle jo også dække over den væmmelse hun følte for ham. Denne nyankomne virkede anderledes, og det var nok til, at en smule ægte fik forvildet sig ind i det falske smil. På baren tiltalte man aldrig kunderne på nogen fin eller formel måde, uanset hvilket familie, slægt etc. de kom fra. Man var bare ikke fin og formel der, men man regnede jo sådan set heller ikke med, at det var det folk forventede, da de trådte ind på baren
Evangeline havde placeret sig, så hun bedst muligt dækkede for dansegulvets skinnende lys. Hun syntes selv, de var ubeskriveligt irriterende at se på i længere tid af gangen, og hun regnede med, at hun ved at stå og skygge for dem, gjorde den nye kunde en tjeneste.

Gideon sænkede sin hånd, efter han var sikker på, at en af servitricerne ihvertfald måtte have taget notits af ham. Dernæst satte han albuerne mod bordet, mens blikket roligt gled igennem klubben. Sommetider var det så fascinerende at betragte de dødeliges måde at leve på - ja, og feste på, for den sags skyld. Oftest var der dem som drak alt for meget, og måtte blive sendt fluks til udpumpning. Andre gange satsede de alt ude på dansegulvet, selvom de lignede de største idioter til dato. Deres scoringer virkede mere værd, og udvekslingen af oplysninger mellem nye bekendtskaber, virkede som en investering. Gideon ville ikke sige, at han direkte var faldet af på den med årene, men af frygt for at få alle de dyriske instinkter frem, ved et kæmpestort indtag af alkohol, ville han nu hellere holde sig lige under - eller lige på grænsen. For det var nok det han hadede mest - ikke at være i kontrol over sig selv. Ganske vist kunne de menneskelige da også miste kontrollen, men oftest nåede deres krop at sige fra, som en forsvarsmekanisme. Desuden var de jo ikke i stand til at flå hovedet af hvem-som-helst.

Gideon gned sine tindinger i et kort sekund, og rykkede sig en anelse til side på stolen, så han sad mere med ryggen til dansegulvet. Det var ikke kun på grund af lyset, men nok også en ren sikkerhedsforanstaltning for ikke at få Frøken Klæbrig, på nakken igen. Hun ville sikkert have været ganske charmerende, hvis hun var ædru - og alligevel lod det ikke til at tiltale ham. Ikke den mindste smule.
Han lod en hånd løbe gennem det mørke hår, der som regel altid var mærket, at hans konstante forsøg på at skubbe totterne lidt væk. For oftest sad det lidt tilbage. Lokkerne var ligeså mørke som de tykke øjenbryn, og som øjenvipperne var. Generelt formede hans udseende sig i en kontrast, der måske kunne skyldes hans race. Huden var lys, og det samme var øjnene: lyse. Den blå nuance i dem, fik noget uskyldighed frem i hans ydre selvom de kunne fremstå hårde som sten. Han var bestemt ungdommelig af ydre. Faktisk var det ikke en sjældenhed at han blev spurgt om ID, hvilket var lettere pinligt for en dæmon på 101 år. Men det havde han efterhånden vænnet sig til. Han klædte sig altid temmelig diskret. T-shirts, jeans og sneakers, hvis det var det han havde i rækkevide. Det var ikke noget han bekymrede sig om. Nej, penge blev som regel altid spenderet på alkohol.

Gideon blev nærmest vækket fra sin tankestrøm, da han hørte stemmen tæt ved sig. Han rettede øjnene op mod servitricen fra før. På tæt hold måtte han nu også indrømme, at hun bestemt havde udseendet med sig. Hun virkede så forbandet... fejlfri. Ja, og ung. Hun var sikkert ligeså tomhjernet, som de andre af nutidens unge. At dømme så hurtigt, var ikke just noget Gideon var stolt af, men han følte at hvis han altid satte bedømmelsen lavt, ville han kun blive overrasket. I mange tilfælde, kunne han dog også have ret.
"Først og fremmest kan du love mig, at opholde dig i befærdede områder, når du skal hjemad.." han lavede et nik over mod den gamle mand, uden at flytte blikket derover. For han var hundrede procent sikker på, at han stadig kiggede: "Det ville overraske mig meget, hvis ikke han fulgte dig ud."
Næsten helt upåvirkeligt af sin forhenværende kommentar, så han dernæst op mod baren; "Ja, og så kan du vel lige skaffe mig et glas Bourbon.. Nej vent, tag hellere flasken med." stemmen var ufattelig rolig, og han trak endda lidt på smilebåndet, da han igen mødte hendes blik.

Evangeline benyttede lejligheden til at betragte gæsten kort - altså på nært hold. Nu var hun jo tæt på, og det kom hun nok ikke igen, medmindre kunden ønskede mere at drikke. På den anden side, var det de færreste kunder, som kun ønskede én drink. Den ene tog som regel den anden, og det var det der gjorde, at folk blev så berusede.
Manden så ældre ud end hende. En 7-8 år var hendes umiddelbare gæt, hvilket vel også var noget af en aldersforskel. Hun havde erfaret, at hun var en del yngre, end de gennemsnitlige besøgende på baren. Samtidig, havde hun også erfaret, så sent som for et par minutter siden, at ældre mænd foretrak "ungt kød". Hun væmmedes ved tanken om manden fra tidligere, som åbenlyst havde beskuet hende bagfra.. og forfra for den sags skyld. Skjorten var trods alt, halv-gennemsigtig, og afslørede en fyldig barm i en sort BH.

Kunden havde mørkt hår, som han kørte hånden igennem en gang i mellem, fordi det ikke rettede sig efter hans anvisninger, omhandlende hvor og hvordan det skulle sidde. Hun kendte det alt for godt selv. Hun havde endda udviklet sig den vane, at hun, hver gang en nervøsitet byggede sig op i hende, røg hånden igennem håret. Det var enormt afslørende, for det var som regel noget, folk genkendte og lærte at læse ganske tidligt i deres bekendtskaber til hende. Hun havde også oplevet, at folk hun slet ikke kendte, også læste ud fra bevægelsen, at nervøsiteten pressede sig på. Det var grænseløst irriterende, og gjorde det svært for hende, at skjule det - og det kunne ind imellem være ganske rart, at kunne dække over den slags ting.
Mandens øjenbryn havde samme mørke farve som håret, og øjnene var blå og omkransede af et par sorte øjenvipper. Han så ganske godt ud, måtte hun indrømme. Udseendet, havde han bestemt været heldig med.

Overraskelsen var tydelig i de blå dådyr-agtige øjne, over kundens bemærkning. Det var ikke den slags hun normalt hørte fra kunderne, når de bestilte drinks. Sagde de andet til hende, var det normalvis noget, som mest af alt mindede om et lettere perverteret kompliment omkring hendes udseende. Det var oftest når folk havde noget at drikke. De lagde normalt ikke skjul på, at de ikke ville have noget imod, at tage hende med hjem. Men hun havde efterhånden vendt sig til det, og kunne da trøste sig med, at de ofte drak sig så fulde, at de glemte deres planer om, at tage hende med hjem.

"Oh.. ham derovre?", spurgte hun smilende, og nikkede diskret hen mod manden, hun før havde serveret for. Uden at vente på svar, forsatte hun. "Ham skal du ikke være bekymret for. Han har drukket så meget, inden aftenen er omme, at han ikke vil kunne stå på sine egne ben. Og, så er det ham der har brug for at blive fulgt hjem".

"Desuden", begyndte hun. "Er der ikke rigtig nogen her, jeg vil lade følge mig hjem". Hun grinede kort. Hendes latter var mild og blød, såfremt en latter ville kunne beskrives således.

Hun nikkede af bestillingen, og skulle til at bevæge sig op mod baren, og hente det ønskede, da han tilføjede, at hun bare kunne tage hele flaksen med.
"Javel", svarede hun, med en drillende undertone, og bevægede sig op mod baren, med så yndefulde bevægelser, at en ballerina ville have været jaloux. De høje hæle, besværede ikke hendes gang på nogen måde.

Kort tid efter, var den blonde servitrice tilbage med en flaske og et glas efter kundens ønske. Med et lettere charmerende smil på læben, satte hun glasset på bordet foran kunden, åbnede flasken og hældte op, til glasset var fyldt. Det var ikke noget hun normalt gjorde for kunderne, men ham her var ikke en ulækker, gammel mand - og lidt tid sammen med ham, skadede vel ingen. Slet ikke, når de andre kunder, var langt mindre interessante, og langt mere berusede.
"Ellers andet?", spurgte hun, og lagde hovedet en anelse på skrå. Afventende.

Nej, selvfølgelig kom det bag på hende. Gideon havde ikke forventet andet. Som regel afholdte han sig fra overhovedet at snakke med folk, som han ikke enten ønskede noget fra, eller som han ikke var tvunget ud i en situation med. Han kunne meget vel have ladet situationen glide over hovedet, og ladet bekymringerne om den ældre mand falde i glemmebogen. Alligevel lå det ikke til hans natur... Natur. Begrebet var for ham, stadig uforklarligt. For det var vel netop til hans natur, at afholde sig selv fra at udvise sig selv som empatisk og rådgivende. Var det ikke meningen, at han skulle være mere fikseret på sig selv, frem for andre? Efter at have levet med disse spekulationer, og med denne identitetskrise i hundrede år, måtte dæmonen nu erkende, at han ikke havde et eneste svar på disse spørgsmål. Der var vist heller ikke noget direkte facit. Det eneste han vidste var, at han ikke ville lade det forblive usagt. Han havde levet for længe, til ikke at komme til sagen, frem for at spille kostbar.

Gideon kunne ikke drømme om hvor meget man måtte blive udsat for et sted som dette. Ikke når man havde denne piges udseende. Ganske vist så hun temmelig ung ud. Yngre end ham ihvertfald, selvom han ikke kunne bedømme med hvor mange år. Alligevel var der noget ved hendes udseende, der gjorde ham skeptisk. Hun var jo denne ideelle skønhed, og hun virkede ikke så menneskelig, som han på afstand havde formodet. Men i Di Morga, var sammensmeltningen mellem racerne så dominerende, at det var svært at skelne imellem. Derfor tog han ikke ofte alder i betragtning. For ofte lod udseendet til at snyde. Han var jo et godt eksempel på netop dette faktum.

Han lyttede til hendes ord, med et let løft omkring det ene øjenbryn. Gideon tvivlede ikke på, at den ældre mand havde fået meget indenbors. For hans utålmodighed, som han sad dér, virkede ikke kun som hvis det var grundet rastløshed. Nej, alkoholen havde vist et fast tag i ham. Gideon tvivlede ikke på, at manden oven i købet ville stinke af spiritus.
Ved den unge kvindes tilføjelse, måtte Gideon lade en let latter undslippe læberne: "Nej, det lyder nu som en meget fornuftig beslutning," sagde han så med et nik, og en let morskab i stemmen. Nej, naiv var denne unge kvinde vist ikke i netop dette tilfælde.
"Ingen hér, er vist alligevel noget at samle på." Netop fordi dette ville indbefatte ham selv, fremstod ironien og humoren klart i hans ord. Alligevel var det vel sandt. Der var mange sørgelige tilfælde her, og han ville ikke udelukke at han var én af dem, selvom han langt fra var ligeså påvirket som gennemsnittet måtte være.
Det kunne selvfølgelig nå at ændre sig.

Selvom han flyttede blikket fra hende, da hun vandrede hen mod baren, var der alligevel noget der tvang ham til at se hen mod hende igen. Måske var det fordi, han også mærkede andres blikke bevæge sig hen mod hende. Fornemmelsen af at blive overvåget på denne måde, var ikke noget han til denne grad kunne sætte sig ind i. Og selvom han måske var halvt så diskret som de andre i klubben, så kiggede han jo også på hende. Ihvertfald i et par sekunder, før han slog blikket ned i bordet, og gav sig til at skrabe lettere utålmodigt i bordpladen. Var det cigaretter han havde brug for? Hvis en afhængighed opstod så hurtigt, måtte det da virkelig komme bag på ham... Nej, måske var det nærmere rastløsheden, som ofte opstod efter mørkets frembrud. Han hadede denne del af sig selv. Denne trang til, at lede de fornuftige tanker over i at udtrykke forskellige følelser og behov i stedet. Det var heldigvis dér alkoholen kickede ind og gjorde sit. Det dulmede de mest dominerende af de instinkter der vist hørte med til at være en dæmon, selvom de også gjorde ham kort for hovedet.

Da hun vendte tilbage til bordet igen, tillod han sig, at hæve blikket igen. Han mødte hendes blå øjne med sine egne, hvorefter han nærmest taknemmeligt, så ned på glasset, som snart blev fyldt med den klare, og stærke væske. "Tak." Kom det fra ham, mens hun skænkede op. Han havde været her før, og var kun sjældent modtaget med en sådan behandling. Der var jo mange kunder, og som regel, forsøgte mange af de ekspedierende ikke at være høflige eller fine på formerne medmindre man virkelig var noget specielt.
Da hun spurgte om der var andet, havde han netop hævet glasset lidt op mod sine læber. Han tog en slurk, og lod som om han tænkte grueligt over spørgsmålet. Netop da han satte glasset mod bordet igen, gled en tilfreds mine over hans ansigt: "Hmmm... Nu har jeg noget at drikke - så jeg er bestemt godt kørende..." Han lagde hovedet lidt på skrå, og så op på hende; "Alligevel er det lidt meget til én person, men jeg kan hverken tvinge dig til, at hente en person der kan dele flasken med mig - eller tvinge dig til at drikke i arbejdstiden." Der var en lidt kæk tone i hans stemme, selvom han talte ligeså roligt og fattet som altid: "Du kan forstå, at det er et kæmpe dilemma jeg er ude i her."

Ganske vidst så Evangeline ung ud. Ja, hun lignede en på 16, og det var også den alder hun gav sig ud for at have. Ydermere, var det også så gammel hun følte sig. Hun lod sig på ingen måder mærke med, at hun måske havde været 16 i længere tid, end hvad naturligt var. Hun så ikke sig selv som værende et godt stykke over 100. Hvorfor skulle hun dog også det, når hendes udseende på ingen måde afspejlede det? Der var mange gode ting ved, at være fanget i en alder af 16 år. Den evige ungdom? Hvor mange mennesker var det ikke lige, som længtes efter det? Mennesker. Så skrøbelige. Og så almindelige. Men almindelig på en.. unik måde. Alle overnaturlige væsener var.. overnaturlige. Den overvældende skønhed, den fejlfrie natur – den var overalt, hvis man vidste, hvor man skulle finde den slags væsener med en race, som indebar det. Men det ikke fejlfrie.. det var unikt. Anderledes. Men det var sjovt, som menneskene ville stræbe efter at opnå noget, som i overnaturlige kredse oftest blev anset for at være noget der ”bare fulgte med”. Det var i hvert fald den holdning hun selv havde. Hvad andre tænkte og hvordan andre opfattede det, var ikke noget hun havde kendskab til. Det var ikke noget hun snakkede om så tit, men mere noget hun gik og tænkte over, når hun var alene – eller på arbejde.

Hun havde ikke set, om manden havde kigget efter hende, i det hun var begyndt at gå mod baren. Men et sted i hende ønskede det næsten. Hun havde nemlig på fornemmelsen at et blik fra denne mand, ville være en form for anerkendelse. Altså, af hendes udseende. Der var et eller andet anderledes over denne mand, som hun fandt en ganske attraktivt. Hun var ikke i stand til at sætte ord på det, og hun vidste end ikke, om det havde noget at gøre med, at han – modsat alle andre – var ædru.

”Jamen, det var da så lidt”, svarede hun smilende, på hans tak. Det fik hun ikke normalt, når hun serverede. Der blev normalt langt penge på bordet. Hvor mange der blev lagt udover det egentlige beløb afhang af, hvor tiltrukket kunden var af hendes udseende. Det gav hende faktisk rigeligt med drikkepenge, nu hun tænkte over det.
Men han havde nok også takket hende, fordi den behandling han havde fået, var en smule ekstraordinær i forhold til, hvordan hun behandlede mange af de andre kunder – og helt sikkert også i forhold til, hvordan de andre servitricer behandlede de kunder, som de fik.

Igen måtte den kønne blondine, afsløre overraskelsen i sine øjne. Hun gentog hans ord et par gange i sine tanker, for at være sikker på, at hun havde hørt rigtigt. At hun ikke havde misforstået noget. Men den var umiddelbart ikke til at tage fejl af. Det lød bestemt som om, at han indirekte bad hende om at sidde ned. Det var bestemt ikke noget, han behøvede at sige to gange. Ganske vidst kendte hun ikke den fremmede, men førstehåndsindtrykket af ham var godt personlighedsmæssigt, og udseendet havde han bestemt også med sig. Så hvorfor ikke?

”Et dilemma er aldrig sjovt”, sagde hun med en påtaget alvorlig mine, efter fulgt at et kort grin. Hun lod de blå øjne, glide op mod uret, hvor de alligevel var 80% af tiden, og kunne konstatere at hendes vagt stort set var slut. 10-15 minutter fra eller til, hvem talte?
”Jeg tror faktisk, at jeg har en løsning på dit problem..”, tilføjede hun smilende, og forsvandt igen op mod baren, hvor hun var gået op for at hente den bestilte alkohol. Hun tog et glas med i farten, råbte noget til en af de andre servitricer, og bevægede sig så tilbage til bordet hvor kunden sad. Glasset satte hun på bordet ved siden af hans, hvorefter hun trak en stol ud og satte sig ned.

”Din løsning er hermed ankommet”, annoncerede hun smilende, hvorefter hun hældte en smule af indholdet i flasken over i sit eget glas. Hun ville ikke fylde det op, af ren høflighed. Det var jo ikke hendes. Hun tog en slurk af den klare væske, imens hun halvt i smug betragtede manden foran hende.
Efter at have sat glasset på bordet foran hende igen, lod hun en hånd finde vej til elastikken som holdt hendes hår sat op i en hestehalen. Hun trak den forsigtigt ud af håret, og de lyse lokker faldt ned, fra opsætningen og faldt ned omkring hendes skuldre og ryg i bløde bølger. Et charmerende smil bredte sig på hendes læber endnu engang.

Det virkede forfriskende for ham, at blive betjent på en sådan måde. En personlig måde, hvoraf han ihvertfald ville være overrasket over hende performance, hvis det hele viste sig at være skuespil for at få ekstra drikkepenge. Han formodede bestemt, at denne unge kvinde, måske blot var mere venligsindet og overskudsagtige, end dem han førhen var blevet betjent af på klubber som denne. Alligevel kunne det hele jo blot være en fascade. Det gjorde ikke ham noget, hvis det virkelig var tilfældet, og hun ikke var så glad for sit arbejde, som det måske kunne fremstå. Hvem ville også udsættes for fulderikker 24/7?

Han skævede ned til flasken med bourbon og foretrak en kort grimasse. Orv, ja. Han startede sgu også godt ud selv. At påstå, at han ikke ville kunne drikke flasken på egen hånd, var jo en løgn. Hvis han ikke formåede at drikke flasken hér, ville han tage den med hjem og færdiggøre den der. Desuden var grunden til at han ikke allerede havde disket op med pengene jo ganske simpel: han plejede som regel altid at sidde ved samme bord, og lade alkoholen komme ned til sig hen ad aftenen, hvoraf han skulle betale for en enorm regning til sidst. Det triste var, at han jo ikke just var velhavende. Langt fra. Det enorme forbrug af alkohol og generelt ture i byen, kostede ham en del. Alligevel nænnede han ikke at bruge sit evige liv på, at leve småligt. Hjemme i lejligheden i havnen var der sparet nok på møblerne, til hvad han egentlig ville kunne udeholde.

"Nej, det er det bestemt ikke." sagde han så og rystede på hovedet. Han fik det respons, han havde fisket efter. Hun havde nemlig set efter uret, før hun med dé ord, havde vandret op mod baren igen. Han kunne ikke lade være med at trække på den ene mundvige da hun forsvandt. Som regel anede han ikke hvad han rodede sig ud i. For lidt siden havde han bedømt hende som værende en tomhjernet, flot blondine - og nu havde hun rent faktisk vakt hans interesse. Noget der faktisk krævede en del, eftersom Gideon kunne fremstå som ganske fordomsfuld, når han mødte nye personer.

Da hun vendte tilbage på bordet, fulgte Gideon hende opmærksomt med øjnene. Et roligt smil formede sig om hans læber, mens han holdt sit eget glas mellem begge hænder, som hvilede mod bordpladen: "Har løsningen på mit dilemma, et navn?" kom det så ledende fra ham. Blondie... Som regel syntes han at give folk han mødte i byen, navne - som om han derved bedre kunne huske dem. Alligevel ville det vel ikke være et problem i denne situation. Måske nærmest fordi han rent faktisk havde en chance for at snakke med denne pige, uden at skulle råbe gennem en øredøvende larm. Nu var han ganske taknemmelig for, at de stadig var lidt på afstand fra højtalerne.

"Nu håber jeg da ihvertfald ikke, at dine kolleger bliver skuffede over, at jeg har stjålet dig i lidt tid." Han så over mod baren, hvor andre servitricer skænkede op i klare glas. Alle var ligeså let påklædt. På mange måder fandt Gideon dette ganske uetisk, men alligevel var han vel også gammeldags. Enhver i dette århundrede måtte vide, at jo mere hud man viste - jo flere drikkepenge lod der til at flyve om ørene på én; "Arh, men hvem bekymrer sig da egentlig om det.." tilføjede han så, og viftede afværgende med hånden: "Kunden har jo altid ret, ikke?"

Gideon lod igen blikket flytte sig hen til hende, hvorefter han tog en slurk af sit glas. En slurk der ikke just var sparsommelig, men selvfølgelig var det kontrolleret som altid. Det var mærkeligt hvor anderledes han følte sig i bylivet, end i hverdagen. Når han vidste hvor uforpligtende det var, lod han også til at give sig selv lov til at åbne mere op for andre personer. Lidt flirten her og der gjorde aldrig skade, og hvis man kunne snakke med nogle interessante personer, så var det kun et plus.

Evangelines behandling af kunden var ganske ekstraordinær. Det var ikke noget hun gjorde tit – det kom an på, om hun havde lyst til at blive ved kundens bor i længere tid. Altså, afhang hendes imødekommenhed naturligvis af kunden. Denne mand virkede interessant, og som en hun faktisk godt kunne tænke sig at bruge lidt tid på. Så hendes smil overfor ham var ægte – ligeså var interessen. Det skulle dog ikke være nogen hemmelighed, at hun næppe kunne beskrives som værende glad for sit arbejde. Men det var jo ikke ensbetydende med, at det gik udover kunderne, eller muligheden for et nyt bekendtskab, som denne mand, bestemt var potentiale til at være.

Hun havde på fornemmelsen, at hun havde reageret, som han ønskede, at hun gjorde. Hun synes dog heller ikke, at han kunne have været mere tydeligt med sine kække hentydninger. Noget hun fandt ganske charmerende, og selvfølgelig handlede hun ud fra, hvad hun fik ud af hans hentydninger. Men det var nu mest fordi, hun rent faktisk gerne ville sætte sig ned og nyde en drink sammen med ham. Hun var glad for, at de var placeret ved et bord, hvor larmen var minimal i forhold til, hvad den var på dansegulvet eller andre steder på diskoteket. Fandtes der stille områder, måtte bordene kunderne kunne side ved, være det. Det gav mulighed for udveksling af bemærkninger, og måske endda en længerevarende samtale, uden man behøvede at råbe til hinanden, for at have en chance for, at føre noget, der bare tilnærmelsesvis kunne minde om en samtale.

”Jeg hedder Evangeline”, svarede hun, da han spurgt efter sin dilemma-løsnings navn. Hun fandt det ganske morsomt, at han ”kørte” videre på denne lille interne spøg, som de havde gang i. Hvis man da kunne kalde den det. Men en alternativ måde, at spørge om hendes navn på, var det i hvert fald.
”Og du hedder?”, spurgte hun ham igen. Hun ville hellere end gerne kunne sætte navn på kunden, ligesom for at løfte det hele op på et lidt mere personligt plan, hvor forholdet mellem dem kunne skifte fra ”ansat og kunde” til ”bekendte”.

”Jeg har alligevel tidligt fri, og så meget har de ikke at se til”, konstaterede Evangeline, efter hurtigt at have kastet et blik i sine kollegaers retning. De havde ikke særlig travlt, og der var nok et par stykker af dem, der godt kunne have holdt fri, og kunderne ville stadig ikke være nødt til at vente. Enten var de for få på arbejde, eller også for lidt. Det var svært at forudse hvor travlt det ville blive de forskellige aftener og nætter.
”Den gyldne regel”, tilføjede hun, idet den fremmede nævnte, at kunden altid har ret. Det var det hun var blevet bedt om at huske allerflest gange, imens hun havde været ansat på diskoteket. Det var kunderne de skulle leve af, og for at de skulle have lyst til at komme igen, skulle de behandles som om, man havde lyst til at se dem igen. Den gyldne regel der, var som regel bare at give dem ret – også selvom de ikke havde det. Hvis man gav kunden ret, hvis noget var gået galt, sagde hendes chef altid, at kunden ville få et boost til sit ego, og dermed have lyst til at komme igen. Det var i hvert fald sådan, hendes chef have valgt at formulere det.

Chefen var en mand, på alder med den mand, som Evangeline tidligere havde betjent. Endda med lignende interesserer i ”ungt kød”. Han var udmærket godt klar over, at hud på unge piger solgte – ydermere var det et syn, han også selv fandt ganske interessant. Så man kunne vel ikke sige så meget andet, end at han var havnet i den rigtige branche, om ikke andet.

´Musikken´ som de vel kaldte det her, lod virkelig til at få Gideon til at føle at han kom fra en anden tidsalder... Hvilket han så selvfølgelig også gjorde. Han følte sig ganske vist stadig ung, men når han så hvordan mange ting havde ændret sig, følte han ikke selv at han havde fulgt udviklingen godt. Ganske vist lignede han vel hver anden ung mand, og det var ikke ligefrem hans udseende skreg på at han var overnaturlig. Faktisk blendede han godt ind lige på dét punkt. Det var mere hans attitude der fik ham til at skille sig ud fra mængden. Han stod ikke på dansegulvet, eller skraldgrinede med sine fordrukne venner. Oftest fandt han sig selv i en situation, hvor han nærmest bare drak i tavshed, mens hans blik gled over de andre festende. Måske fordi det var så fandens fascinerende, at følge menneskernes tåbelige forsøg på at omgås i det sociale liv. Gideon kendte allerede sin plads... Ihvertfald på en eller anden facon. Måske lå grunden til hans rolige adfærd, også i, at det jo krævede så meget alkohol at frigøre ham helt, fra hans meget kontrollerede væsen.
Og lige med dén tanke, tog han en ekstra slurk af sit glas med bourbon. Et glas hvoraf, der ikke engang var nok tilbage til en halv mundfuld.

"Jeg er dig meget taknemmelig, for din fine betjening, Evangeline," sagde han, netop da hun havde præsenteret sig selv. Ordene blev sagt med et let nik og et lidt halv-fjoget smil om læberne. Han lænede sig dernæst lidt tilbage i sin stol, og skævede over mod baren i et kort sekund. To kvinder i slutningen af 20´erne stod og diskutterede med hinanden, og selvom man knapt nok kunne høre deres stemmer gennem musikken på denne afstand, så var det ganske morsomt at se deres munde knævre løs, ganske lydløst. Selvfølgelig brugte de kæmpestore og dramatiske armbevægelser. Det var næsten distraherende.
Derfor havde han knap nok hørt servitricen - Evangeline, rette spørgsmålet mod ham selv. "Gideon." sagde han så og vendte de blå øjne mod hende. Ofte når han præsenterede sig selv, måtte folk få ham til at gentage navnet. Hvor havde myndighederne også været ironiske, da de fandt ham i havnen for 94 år siden, og navngav ham... At give ham et bibelsk navn, når han kort tid efter viste sig at være en dæmon.. Ja... Det havde jo været for sent at ændre det.

Han skubbede lydløst sit glas frem og tilbage mellem hænderne, mens han stadig havde blikket rettet mod hende: "Nårh, så bør jeg jo ikke have dårlig samvittighed. Det er jo dejligt." Kommenterede han så, og sendte hende et let og flygtigt smil.
Gideon havde egentlig altid hadet teorien bag denne ´gyldne regel´. Især fordi mange kunder virkelig syntes at udnytte dette, steder som disse. De brugte det nærmest som en undskyldning til at behandle de ansatte ganske diskriminerende eller hårdhændet. Alligevel måtte man vel lide for pengene. Noget Gideon havde erfaret gennem sine tidligere jobs. Det job han havde nu, var det første han havde været komfortabel med. Ihvertfald noget han ikke havde hadet at møde op til hver eneste dag.

"Er det pengene værd?" Kom det så fra ham, "Dette arbejde mener jeg?" spørgsmålet var direkte, og måske var det også fór meget at spørge om så hurtigt. Især fordi han direkte antydede at jobbet ikke måtte være det bedste. Derfor rystede han roligt på hovedet af sig selv: "Jeg mener bare - at I må blive udsat for lidt af hvert, når man tænker på de mennesker der opholder sig her hver aften" Forklarede han så med en rolig tone i stemmen. Han så selv ironien i at bruge ordet ´mennesker´. Ganske vist var mange i klubben sikkert menneskelige, men det var ikke just dem han frygtede for i nattelivet. Det var tværtimod dem med ondt blod i årerne - som ham selv - som han ikke stolede på.

”Det var da så lidt”, Evangeline smilede til den fremmede, som hun stort set havde gjort hele tiden. De slanke hænder førte glasset til hendes mund. Halvdelen af indholdet lod hun passere sine læber, og videre rundt i systemet. Alkohol påvirkede hende ikke specielt hurtigt. Hun skulle ofte drikke en del genstande, for at kunne mærke det. Ikke som menneskene på baren, som nok ikke behøvede nær så meget, for at blive berusede. Dog havde de i hvert fald drukket det, og dobbelt så meget igen, sådan som nogen af dem sejlede rundt. Det værste var dog pigerne i deres tårnhøje stilletter, som efter en ordentlig omgang alkohol ingen kontrol havde over deres ben længere. Det var nok alligevel lidt af en overdrivelse, men det var godt nok det dét lignede. Evangeline ville blive overrasket, hvis ikke mindst en af dem, endte med at forstuve en fod.

”Gideon”, gentog hun, da den fremmede præsenterede sig med navn, akkurat som hun selv havde gjort et par minutter forinden. ”Ikke et navn man hører så tit”, konstaterede hun, med det stadige charmerende smil pyntende på de fyldige læber. Evangeline kendte ingen af det navn. Så vidst hun vidste, så kendte hun ikke engang nogen, som kendte nogen med det navn. Alligevel syntes en klokke at ringe et sted. Hun var sikker på, at hun trods alt havde hørt navnet før i en eller anden sammenhæng.

Endnu engang lod Evangeline glasset føre til sine læber, hvor hun igen smagte på indholdet. Dog, tog hun ikke resten, men lod det stå. Hun nød for en gang skyld at drikke noget alkohol. Det gjorde hun ikke så tit længere, fordi hun hovedsagligt brugte sine aftener på baren – men i arbejdstøj. Eller, hvad man nu ville betegne hendes ikke-så-dækkende outfit som. Hun havde ikke rigtig tid til at drikke sig fuld, og selv hvis hun ville, var sandsynligheden for, at hun så valgte at tage i byen der med en flok veninder, ganske stor. Hun ville helst undgå at skabe et dårligt billede af hende selv i fuld tilstand, på hendes ”arbejdsplads”. Så det var nok i grunden det, der holdt hende væk i sidst ende.
Men nu sad hun der altså alligevel. Til og med i selskab med en ældre mand, hun aldrig var stødt på før. Lagt dertil at de begge sad med et glas, og var i færd med at tømme flaskens indhold.

”Om det er pengene værd?”, Evangeline hævede det en øjenbryn, i det spørgsmålet blev hende stillet. Den slags spurgte folk hende ikke så tit om, men hun havde intet imod at besvare det efterspurgte. Ærligt endda.
”Helt ærligt, så nej. Jeg er forfærdeligt lavt lønnet, og jeg arbejder her udelukkende kun, fordi der ikke er dukket et bedre tilbud op”, kom det hudløst ærligt fra den blonde skønhed.
”Jeg har bare ikke råd til at sige op”, tilføjede hun forklarende. Hendes økonomi var på randen til at bryde sammen, og hun havde brug for alle de penge, hun overhovedet kunne komme i nærheden af. Så al arbejde tog hun imod med kyshånd. Desværre, var hun bare ikke lige heldig hver gang, og denne her gang, var så en af de værre.

”Man ved jo aldrig, hvem der forsøger hvad, når man tager hjem herfra”, fortalte hun så. Sætningen blev fremsagt i selskab med et kort grin.
”Det ville jo næsten være sikrest ikke at gå hjem alene”, forsatte hun, imens hun holdt de blå øjne på Gideon. Hun hentydede naturligvis til, at han godt måtte følge hende hjem, og hun forsøgte at få det til at lyde så overtydeligt som overhovedet muligt. For det første for, at han skulle forstå hvad hun mente, selvom hun var ret sikker på, at han havde forstået hentydningen uanset. Men det var nu også for, at få ham til at grine, da det – ifølge hende – var åbenlyst, at hun havde joket lidt. Dog ville det ikke gøre hende noget, hvis han rent faktisk besluttede sig for, at følge hende hjem.

I et sekund, var det nærmest som om han vurderede hendes måde at drikke på. Faktisk morede han sig over det. Ikke fordi det lod til at være nyt for hende - tværtimod. Det var nok nærmere fordi han rent faktisk lod sig overraske over, at hun kunne drikke denne meget stærke drink, uden at lave en grimasse eller rynke på næsen, som han havde set mange unge gøre. Især de kvindelige. At man formåede, ikke at skære ansigt når man drak ren whisky, viste man tydeligvis at man kunne håndtere et godt glas af slagsen - i dette tilfælde den amerikanske slags; bourbon - noget der bestemt ikke var billigt, hvis det var en god slags, men noget der rent procentmæssigt satte et spark i blodet. Gideon mærkede ikke meget til det endnu. Den eneste forskel var, at varmen havde spredt sig en smule til hænderne, der var blevet kølet grueligt af udenfor. Der skulle flere glas til, at få øjnene til at svømme. Måske flere flasker til, at han knapt kunne gå. At slå ham helt ud med alkohol ville nok være en bedrift.

Da Evangeline kommenterede hans navn, rystede han roligt på hovedet; "Kreativ navngivning, vil jeg tro." sagde han dernæst, og blottede den øverste tandrække i et smil der var ligeså flygtigt som dét tidligere. Sådan var det som regel med ham. Han sad ikke og storsmilede hele vejen gennem en samtale, selvom han morede sig. Udtrykket lå nok nærmere i øjnene, som netop nu, også var præget af en opmærksom nysgerrighed.

Gideon tømte sig eget glas. Væsken fløj ned, ligeså roligt og kontrolleret, som de tidligere. Han ville aldrig indrømme højt, at han var temmelig afhængig af det stads. Det var ligesom, at han sikkert ville fornægte, at han havde røget en smøg denne aften. Selv overfor sig selv, eftersom han nu havde været røgfri indtil nu. Det virkede måske naivt og tåbeligt, og alligevel var det let for ham at gøre. Bare lade som om problemet ikke herskede. Nu var det største problem med alkoholen og rygetrangen jo blot, at det kostede ham forfærdeligt mange penge. Penge han ikke ejede, fordi han brugte sine ellers fine løn, ubeskrivelig dårligt. Det var bestemt en ond cirkel, han var ude i.
Da han igen hældte op i sit glas, bemærkede han også at hendes næsten var helt tom. Uden egentlig at spørge om hun skulle have mere - hældte han op i dette. I et kort sekund fundrede han lidt over hvordan det måtte se ud. Selvom aldersforskellen mellem dem, nok ikke handlede om mere end få år, så strejfede tanken ham alligevel ganske let. Han rystede nærmest på hovedet over sig selv, og hældte hendes glas op til midten, for ikke at hælde alt for meget på hende. Dernæst stillede han igen flasken på bordet. De var godt på vej mod at tømme flasken.

Evangelines hudløse ærlighed, lod igen til at overraske ham. Han kunne ikke lade være med at hæve den ene mundvige lidt over den anden, mens han lyttede til hendes ord. Enhver anden havde måske forsøgt at argumentere for (selv om dette var en løgn), at jobbet faldt i deres smag. Blot for ikke at tabe ansigt. Alligevel lod Evangeline til at forstå hans hentydning, og derfor var svaret ligeså ærligt og uden omsvøb, som hans spørgsmål havde været. Det virkede pludselig ikke så upassende, og det viste måske bare, at de begge ikke rigtigt havde en trang til kun at tale om de ´overflødige´ ting, som man havde en tendens til, når man var i byen og mødte nye mennesker.
"Man må jo tage hvad man kan få." sagde han så, og trak let på skulderne. Dernæst lagde han den ene arm over bordet, og gav sig til at dreje sit glas med bourbon, lidt rundt om sig selv: "Hvis du havde...-" begyndte han så roligt, "Råd, mener jeg - hvad kunne du så finde på at lave?" Hovedet blev lagt en anelse på skrå.

"Nej, det er jo rigtigt." Konstaterede Gideon med en munterhed i stemmen, ved Evangelines kommentar, om de lidt skumle typer man kunne blive udsat for i Di Morga.
Han lænede sig lidt ind over bordet, ved nu at lægge begge arme over bordpladen. Et let grin gled over læberne. Han så dernæst på hende, og sænkede det ene øjenbryn en smule; "Har jeg ikke allerede fastslået, at ingen her er noget at samle på..?" Sagde han så, i en lettere udfordrende tone, trods han selvfølgelig helt og holdent havde fattet hentydningen: "Stol aldrig på folk der drikker." Han blottede tænderne i et fjoget smil, og løftede med den kommentar sit glas, og tog en slurk der bestemt ikke hørte til de sparsommelige af slagsen.

Evangeline var vant til at drikke. Ikke, at det var noget hun gjorde meget i, som hun havde erfaret, at en del andre besøgende på baren gjorde. Hun var ikke afhængig af den slags på nogen som helst måde. Ej heller, røg hun. Hun vidste hvad den slags kunne gøre ved mennesker – hun havde set resultaterne på sin såkaldte ”arbejdsplads”. Der, var det selvfølgelig alkoholen, der gjorde værst skade. Hun havde set hvordan almindelige mennesker besøgte baren for første gang, hvordan de med kortere mellemrum kom tilbage og hvordan de til sidst tilbragte samtlige efter ved et bord i baren, hvor deres eneste selskab bestod i den flaske whisky, vodka m.m., de havde bestilt.

Hun forstod slet ikke, hvordan man kunne helt derud. Så langt ud på et sidespor, at man var villig til at svigte familien, til fordel for alkoholen, og at man uden at blinke brugte hver en krone på at få fyldt sit glas op. Hun havde direkte ondt af disse mennesker, selvom hun dog ikke helt var sikker på, hvorvidt hun skulle mene, at det var deres egen skyld eller ej. Man havde altid et valg.. men hun var dog også af denne tro, at man ind i mellem, ikke kunne være i stand til at vælge. Uanset hvad, så ønskede hun ikke denne tilstand og afhængigheds forhold til alkoholen, som man kunne spotte flere eksempler på der.

Ærlighed, var noget Evangeline satte højt, skønt det ikke altid var noget hun benyttede sig af. Når man arbejde et sted som dette, kunne en hvid løgn af og til, anses for at være en god idé. Et løgn om éns lejligheds geografiske placering, var en hun jævnligt fyrede af, når nogle af de ældre, berusede mænd, ønskede at følge hende hjem. Det var også kun på sådanne tidspunkter, at hun benyttede sig af uærlighed. Normalt, ønskede hun at være ærlig overfor folk hun kendte, eller gerne ville lære at kende, eftersom det var noget, hun gerne så gengældt. Derfor havde hun ikke set noget problem i , at fortælle den fremmede – som hun nu kendte navnet på – at hun i virkeligheden ikke var så fantastisk begejstret for det arbejde hun havde, men at hun helt ærligt foretrak et hvilket som helst andet.

”Jeg har ikke råd til andet”, besvarede Evangeline, efter at han havde sagt, at man jo må tage hvad man kan få, hvilket hun sådan set mente, at han havde ganske ret i. Det var jo også det hun havde gjort, så lige på det punkt, var de enige.

”Hvis jeg havde råd? Så ville jeg ikke lave en skid. Jeg ville være derhjemme og svømme i mine penge..” Hun kunne om muligt ikke forestille sig noget mere tilfredsstillende og afstressende – for ikke at sige let – at have så mange penge, at man ikke ville blive berørt af, at skulle af med et par tusinde kroner engang i mellem. Hun kunne ikke lade vær’ med at misunde dem, så levede en sådan tilværelse, og havde et sådant liv, når hun selv manglede så meget, som hun gjorde.

”Jo, det har du fastslået”, besvarede Evangelines hans spørgsmål og betragtede ham smilende imens han lænede sig ind over bordet. Hun gjorde som ham; satte hænderne i bordpladen, og lænede sig også frem, så deres ansigter var tætte på hinanden. ”Selvom jeg tror du tager fejl – jeg kan i hvert fald se en, der nok er værd at samle op, hvis det skulle være”, tilføjede hun, og kiggede direkte på ham med de blå øjne, da hun sagde ”en”, som for at fortælle ham, at det ikke var hvem som helst hun hentydede til, men altså ham.