Expecting - Åbent

STED	TID	OMGIVELSER	VEJR
Sombre Park, på en lille bar i nærheden	Omkring eftermiddag	Udsigt til børn på parken, ellers kun alkoholikere i baren	Nogenlunde skyet, lidt sol. Forårs agtigt

Baren var egentlig ikke et stille sted som så, men det betød jo ikke at man ikke kunne opholde sig der. Desuden var udsigten til parken og de mange legende børn og familie skovturer, der åbenbart var startet tidligt på året, et fryd for øjet. Ikke fordi han brød sig om familie livet i det hele taget, mere fordi det havde en behagelig afslappende atmosfære omkring sig. Som om det påvirkede alle omkring, og man roligt kunne finde ro igen i sjælen. Det var dog ikke i alle tilfælde at det var således. Faktisk de færreste havde det sådan, men det var der ikke noget man kunne ændre på. Jo med en god omgang terpende psykisk indsigt fra en psykolog ville det sikkert forfremme vedkommendes fatte evne for denne sindsro der nu kunne findes.

Med næsen vuggende let hen over glasset, bøvsede manden ved hans side. Han havde tydeligvis fået for meget at drikke, og det var bestemt ikke helt ubegribeligt at få øje på. Den unge mand sagde dog intet, betragtede bare dette ynkelige eksemplar på en stærk natur der havde overvundet langt mere end hvad man kunne drømme om. De andre skabninger havde haft rige muligheder for at udrydde denne race, men de havde ikke gjort det, sikkert fordi at den vagte så mange andre muligheder med sig. Dog ville der sikkert ikke gå længe førend at denne race oplevede dette vanvid af et spektakel som hærgede byerne. Deres folkeslæng dødt og ødelagt. Men der var efterhånden ikke et menneske i denne by der ikke vidste at væsnerne ikke var til. Der havde været så meget ballade, så megen uro at det var umuligt, syntes han. Medmindre man selvfølgelig kom udenfor muren og aldrig i sit liv havde sat sin fod i Di Morga.

Kane, manden der sad ved siden af den vuggende fulderik, der var ved at døbe sin næse ned i sit øl fad kiggede imod parken med de legende børn, og den smule sne der endnu befandt sig, lod sine tanker gå på gled med den ellers underfundige idé om et mindre herredømme over menneskerne. Dog var han ikke en ond mand af natur, han gjorde onde ting i den skikkelse som hans blod var blevet besmittet med ved fødsel. En tragisk tilgang ganske vidst. Hans far havde dræbt hans mor, i hendes forsøg på at redde hendes barn, Kane. Dette lykkedes dog ikke, og da det var slut flygtede hans far bort, da Kane havde taget benene på nakken og løbet sin egen vej. Senere hen på årerne da han var ung teenager opsøgte han sin far for at gøre hævn, og han fik den så ganske vidst også. Han fortrød det ikke, han takkede nærmere sig selv for at have haft styrken og modet til det. Men nu var det heller ikke hele verdenen der brød sig om ham, så måtte han jo bryde sig om sig selv. Det skadede i sidste ende ikke at være en lidt stolt Melsheimer.

Hænderne drejede let på kruset, imens de brune øjne betragtede den hårde sprukne revnede hud hans hånd bestod af. Langsomt brummede han, inden han bundede det sidste af sin øl, og knækkede kort nakken som om han forventede noget grufuldt skulle ske. "Hmm..." brummede manden igen, inden han rejste sig og gik op til baren for at bestille en ny. Han var arbejdsløs på nuværende tidspunkt, trods for at han ellers havde nogle fantastiske talenter indenfor mange fag.

Det var altid lettere at prale med at få noget gjort, end det rent faktisk var, at fuldføre det. Tænderne gnaskede imod tobakkens knastørre kød, der næsten fik det til at gå fra hinanden. Man kunne altid finde midlerne frem til at få det gjort, men at få andre med på den, var den svære del af opgaven. De buskede, skidtbrune øjenbryn kæmpedes om at støde ind i hinanden, kun afbrudt af en lille hudfolde i midten. Mange forstod ikke hvorfor man overhovedet prøvede, imens andre nemt kunne overtales til at følge den sag man fremlagde for dem. Cigaren blev smidt ned på den grå asfalt, trådt til atomer af militærstøvlens hårde, polerede snudeskaft. Et par tunge metaldøre spærede vejen, men blev let skubbet til siden af to grove, mudderfarvede hænder, hvis neglekante var ujævne af bar pommerens til.

En uforandret stank af kraftig mandesved, barskduftende ølstænk og enkelte, indtørrede bloddråber fra tidligere slåskampe stak nærmest manden iført de tunge militærstøvler en usynlig knytnæve lige på tuden. Dunk, dunk, dunk lød det gentagne gange, idet manden marcherede non-chalant indenfor. Ignorerede de enkelte blikke, der blev ham skænket, og lod sit ansigt forblive på sit såkaldte "skræmme-mode". Det betød, udover de sammentrykkede øjenbryn, at de harpiksfarvede øjne stirrede på alting, og blinkede maks én gang per 30 sekund. Og at overlæben automatisk løftede sig en anelse; bare svagt afslørede det nederste af de hvide tænder, som om han skulle til at knurre af hans omgivelser.

Der blev svunget en høj barstol lidt ud til siden, og takket være de halvtunge muskler, der dækkede det meste af Jeffs krop - hvilket havde været mandens navn fra barnsben af - sank stolen et godt stykke, da rumpen af hans placerede sig på det formelige sæde. Jeff udstødte et kort suk, der varslede emotionel svaghed, da hans knytnæve bankede sig ned på det aflange træbord.

"En Kamikaze! Ekstra lime".

Jeff viftede arrogant af bartenderen, der straks begyndte at blande den noget frygtede drik sammen. Tit kendt for at vælte selv de bedste jernmaver efter et par glas, og derfor den bedste slags, på dette tidspunkt. Som mand, især med et udseende som Jeffs, ville det betyde selvmord at vise svaghed på noget punkt overfor disse barske, fordrukne muskelhjerner.

Det høje, rundformede glas blev stillet foran Jeff med et hårdt dunk, så det tykke skum næsten fløj ned på bordet. De tykke fingre af Jeffs blev sneget rundt om glassets kolde krop, inden den blev løftet, og en stor slurk af indholdet skyllede den tørstige hals af hans. En kort smasken, håndryggen langs de fugtige læber, og så blev glasset igen placeret trygt imod bordfladen.

Der lød et rabalder ikke langt fra Jeff, og som nysgerrigheden tit pirkede i en, tvang han sig selv til at kigge til siden med et hurtigt nakkesving - en af de ekstra fordrukne, tydeligt hjemløse mandslinger var faldet i søvn og havde væltet sit tomme krus ned på siden. Det truede langsomt med at falde ned af bordkanten, og smadre på det faste gulv - men blev i tide reddet af den kvikke bartender.
Det tog ikke andet end sekunder, så var spændingen atter væk, og det hele blev dysset ned til en søvnig summen, der vibrerede i den lune luft, der herskede i baren.
Jeff rømmede sig, og stirrede på et billede, der stod på en vægramme bag disken. Snakkede ud i luften, ikke rettet til nogen, men kunne sagtens svares på af den der lystede.

"Fandens til helligånder.. Hvorfor er der ikke en loyal bastard at finde i denne forbandede by? Og her som man troede ens forretning ville blomstre her, med det omdømme man blev fortalt at disse steder havde.. Humbuk!"

En stank af noget som katten havde slæbt med, indhyllede baren. Som i tegnefilmen Chihiro og Heksene, hvor flod ånden kom iklædt som et stink monster. Derefter fandt de ud af at det egentlig ikke hvad det havde givet sig ud efter, men i virkeligheden dette flodmonster som åbenbart var mægtig af en eller anden art. Han brummede lidt inden han tog sit glas med op til baren for at overrække det brugte glas, og derefter bede om en ny omgang øl.
Ganske vidst havde han ikke særlig mange penge tilbage, men han havde planer om at hacke en eller anden gammel millionærs konto, og trække nogle penge hen til sig via en lukket firewall. Derved kunne han få fyldt sin, konti op og lige forsørge sig selv de næste mange måneder, inden han igen ville få behov for at hacke nogle penge ud fra systemet.

Manden lyttede til hvad den ny ankommende sagde, og betragtede sit glas som var det en hypnotiserende dart skive, der blev ved med at snurre rundt, som dem som de der hypnotisører havde på sig og begyndte at tale omkring det ene eller det andet. Efter at Bartenderen var færdig med den frygtindgydende drink som manden havde bedt om, vendte hun sig imod Kane med et hævet bryn, imens hun skævede kort til den ildelugtende mand ud af øjekrogen.
”Et fadøl.” brummede han imens han betragtede denne bartender som stod yndigt i hendes lidt for stramme skjorte, og lange tætsiddende jeans på hendes lidt buttede ben. Det var nu ikke fordi hun var grim, men hun havde nogle fremtrædende former. Egentlig ikke noget som Kane kunne brokke sig over. Han havde altid haft lidt af en svaghed for en kvinde med fyldige former. Så længe man kunne finde ud af at forføre sig fremad med sådanne former.
Dog brød han sig langt fra omkring det med at spille kostbar, det klædte ikke nogen. Hvis man ikke var interesseret så var det det, mere skulle der ikke var, man skulle bare sige det.

Den lille salme som Kamikaze-manden kom med omkring hvad han havde brug for, hvad der manglede for at han kunne få sin forretning, eller virksomhed til at komme op og kører. Han var nok ikke en af de der fine tjenestemænd for staten som gjorde alt hvad loven bad dem om at gøre. Og holdte sig fra det der virkede for i øjenfaldene. Han virkede faktisk som en satans forretnings mand som man helst ikke ville blande sig med.
Men Kane var nu heller ikke ligefrem den der lod sig skræmme af et par hårde hænder og en utilfreds hjerne. I et kort øjeblik stirrede han lidt på manden inden han vendte sit blik væk, og fik fat i sit fadøl. Manden han havde siddet ved siden af førhen, var faldet på snuden ned i glasset, imens en boblende snorken kom fra ham, som havde han en voldsom forkølelse og tilstoppet næse.
Kvinder og børn der gik uden foran det vindue han havde siddet ved traskede hurtigt af sted, mest for at undgå udsynet af deres mulige far der måske sad derinde og drak den ud, inden han tog afsted for at forfører en pige, og tage op til hendes lejlighed. Derefter ville tingene gå sin gang.
Kane betragtede sceneriet, og hørte i det samme en hund gø over på den anden side af gaden, oprørsk som den var, trak den i sin kæderem, imens dens faretruende øjne kiggede på dets mulige bytte på den anden side af gaden. Han kunne næsten hører dens talende sprog; ”kom her din idiot!! Jeg æder din indvolde og vender vrangen ud på dig!”

Jeff ignorerede den anden mand, der ikke så helt ueffen ud, så meget som hans interesse tillod ham. Han bundede sin drik, der fik spiserøret til at trække sig sammen og tungen til at danske tango, takket være den forfærdelige smag. Men det var netop denne harske effekt fra væsken, der fik Jeff til at føle sig som en rigtig mand. Desværre dulmede smagen sig hurtigt, og Jeff skubbede langsomt gruset imod bartenderens side af bordkanten, for at indikere at hun bare havde at fylde den op igen. Gerne hurtigst muligt.

Imens at bartenderinden havde travlt med at blande endnu en afskrækkende kamikaze, besluttede Jeff sig for at afprøve lykken med denne unge mand, der betragtede et eller andet dyr et godt stykke væk. Han vendte sig en anelse, men ikke for meget da han ikke ønskede at virke for interesseret, for at klappe bordfladen en enkelt gang; som for at fange mandslingens opmærksom. Efter at have rømmet sig, udbrød han stille med sin robuste stemme, uden at mandslingen ville kunne afbryde;
"Du ser ud som en fyr, der gerne udfører svære opgaver men for gode penge.. Eller snakker jeg til en hædersmand?"
Jeff kunne ikke holde en smal latter tilbage, idet en hædersmand så sandelig ikke ville aflægge denne beskidte kro et besøg; medmindre hædersmanden i virkeligheden var korrupt af natur.

Men inden Jeff kunne få sit svar fra mandslingen, blev fordøren slået til siden, idet en middelaldrende, lettere spinkel fyr trådte ind, fuldkommen fugtig over hele kroppen - hvilket ikke så ud til at blive skjult på nogen som helst måde. Han nærmede sig hastigt, og Jeff fik hurtigt genkendt ham som et tidligere forsøg på at tilføje en mand til sin kommende mafia. Manden havde dog før afslået med snakken om at hans arbejde hos banken var fuldkommen rent. At hans bankdirektør aldrig ville gå med til beskidte handler.

Da bankmanden endelig stod foran Jeff, skulle han til at tale, men Jeff kom ham i forkøbet med en viftende hånd.
"Nå da da. Du er da ham Tobi, der afviste mit tilbud. Hvordan har din ærlige boss det?" Han snøftede med et nærmest selvglad smil, og tillod endelig Tobi at svare.
"Grufuldt! Han har virkelig udført beskidte sager bag min ryg, fordi han kendte til min morale! Og politiet var endda ligeglad!... Det er hårdt for mig, Jeff.. Men jeg vil gerne være med alligevel, men på den betingelse, at du ikke holder noget som helst hemmeligt for mig..."
Tobi sukkede dybt og kiggede Jeff i øjnene, viste hvor hårdt det havde ramt hans før så stolte sjæl, at blive bedraget. Jeff nikkede bare tavst, og vendte atter sin opmærksomhed imod mandslingen ved siden af ham selv, der havde bestilt en øl.
"Vi mødes samme sted som før, imorgen aften klokken 8, Tobi.. Lad mig ikke vente."
Jeff tog imod det færdige grus fra bartenderinde, og bundede det atter, så den grufulde men elskede følelse af mandighed kom tilbage; selvom det kun varede et par korte minutter.
Tobi skyndte sig atter væk fra baren, på vej hjem til sin store lejlighed i det halv-fine kvarter, for at få spist og sovet godt igennem inden mødet imorgen.