Make it a whisky. A double, thanks.

Tid: 18:30
Sted: "Confess for Less" (AKA Random bar nr. 117)
Vejr: Skyet, med få solskinsstråler.
Omgivelser: Enlige mænd og kvinder, få vennepar.

"En dobbelt whisky. Jameson... Nej vent, Tullamore Dew." Bartenderen skrev det ned, og forsvandt bag bardisken i et par sekunder. Vanadon stod blot og ventede på, at hans bestilling var gennemført. Hans fingre bankede utålmodigt på bordet, i en fin lille rytme. Bam, ba-dam bam. Bam, ba-dam bam. Hans opmærksomhed blev fanget af en telefon, der spillede op i en eller anden tilfældig persons lomme. Han kiggede hen imod lyden, og så en brunette der måtte afbryde samtalen med sin veninde, for at tage telefonen. Vanadon smilede halv-skummelt. Han koncentrerede sig et kort øjeblik. Måske et lille sekund. Og pigebarnet hylede op som en stukket gris. "Hvad skete der?!" Veninden til Vanadon's intetanende offer farede op og tog fat i den skrigende og grædende kvinde. "Den lortetelefon gav mig stød! Av for helvede det gjorde ondt!" Vanadon sad og smågrinte lidt henne ved baren. Han stak en hånd ned i lommen, og tog en pakke cigaretter op. Jeg bliver aldrig træt af det nummer. Han tændte en cigaret, og i det samme kom hans whisky også på bordet. Han nikkede pænt til bartenderen, og tog en god slurk af sit glas. Han kunne mærke på det hele, at dette ville blive en god aften.

En aften i byen? tjo hvorfor ikke. Han skulle mødes med hende inden så forfærdelig længe så hvorfor ikke fordrive tiden med at more sig over mennesker der drikker sig til socialt mod. I aften blev en ny bar. Det var ikke noget finere sted, men det var heller ikke nogen snask af en smugkro.
Det virkede ikke som nogen speciel aften men det kunne det jo blive

Khá havde taget sin ærkemager/trenchcoat på. Håret i en stram hestehale. Man var ikke i tvivl om at han var en mand med mange penge. Han stod kortvarigt og kiggede sig om inden han gik op i baren. Der var mange unge mennesker. Det var som regel også de mest underholdende. Ignorance eller arrogance prægede dem ofte og bragte dem i problemer. I aften var åbenbart heller ikke nogen undtagelse. En ung pige fik et "mystisk stød" fra sin mobiltelefon. Hun lignede nu heller ikke en der tænkte at en mobil ikke kunne give så kraftigt stød normalt

Han lagde mærke til en "ung mand" oppe i baren der sad og morede sig over pigen der fik stød. Ikke nogen normal ung mand. Khá havde set sin del i sine mange år, og det umiddelbare gæt var dæmon af en eller anden art. Khá gik op i baren og lagde en mønt af det pureste guld og sagde: Black Glenfiddich uden is Da han fik sit glas rejste han sit glas mod den unge mand i en høflig gestus. Bartenderen spurgte om han ville have resten tilbage selvom han ikke vidste hvad værdien var. Khá kiggede bare på ham og sagde: Det kan være jeg vil have mere at drikke og vil jeg ikke det så beholder du bare resten

Vanadon lagde mærke til manden der havde placeret sig ved hans side, der tilsyneladende skålede i hans retning. Han rettede sit glas i hans retning, og tog resten i ét væk. Han satte sit glas ned igen, og tog endnu et hvæs af cigaretten. "Det er da noget lidt specielt kluns at møde op i. Jeg ville have gættet på munk, men du har jo stadig håret!" Han smilede til manden. Mon ikke han var lidt usædvanlig, ikke meget ulig ham selv? Han vidste ikke præcist hvad han var, men han var ikke normal i hvert fald. Eller også var han bare et menneske, uden den store sans for mode.
"Såeh... Hvad bringer dig så ud på en så stille og rolig aften?" Vanadon vidste godt selv hvad han skulle lave. Han skulle lave rav i den for idiotiske teenagere, der var ude på deres første druktur. Ingen drab, men at sætte en skræk i livet skulle nok næppe blive et problem. Han vinkede bartenderen hen, og bad om en opfyldning af sit glas. Det fik han, og han tømte det næsten lige så hurtigt. Han blev ikke hurtigt fuld, så det passede ham ganske fint. Endnu en tøs tog sin telefon, og endnu engang kunne Vanadon ikke holde sig tilbage. Endnu et stød, og han brød ud i latter.

Munke tror ikke på den slags de her symboler betyder, og at kalde mig noget tilnærmelsesvis helligt vil være.... forkert.

Khá tog en lille flaske frem fra frakken og hældte en smule i sin whisky. Havde man stærkere end normale sanser ville man næsten kunne høre smerteskrig fra glasset. Det var som om væsken var smerte. Eller noget i den stil. Hvis man kunne lugte det, ville man automatisk få lyst til at smage. Og drak man noget, ville man få lyst til mere. For normale mennesker var det stærkt vanedannende. Væsken i sig selv lignede tyk, mørk blod. Var man andet end menneske kunne man nærmest fornemme smerten. Og det var nærmest euforisk for andre end djævle.

Mit gæt er at jeg er her for lidt ala det samme som dig. Mine metoder er bare anderledes. Jeg kommer som regel sådanne steder for at lave en handel. Det involverer dog ikke at lade objekter med lyn min dæmoniske ven

Med et let flabet smil hævede han på ny glasset og tog en tår

Vanadon kiggede indgående på flasken, som manden trak op. Da han lukkede den op, gav antydningen af et skrig... Nej, flere skrig... Genlyd i hans øre. Han skar en grimasse, og koncentrerede sig istedet om den cigaret han sad med i hånden. "Ah, er det den leg vi leger nu?" Han pegede over på en fedladen, rødmosset mand, der sad for sig selv med en kande øl, og et glas.
"Lav et sjovt trick med ham. Og jeg skal kunne grine af det. Ikke noget med at lade ham bløde ud af fingrene, eller tabe hovedet. Bare en prank, m'kay?" Han ventede spændt, men kunne ikke selv lade være med liige at få fadølsanlægget til at slå gnister. Og gnister slog det. Bartenderen gik hurtigt hen, og kiggede indgående for at se, om der var noget réelt galt med det. Ingenting. Det var fint og friskt. Og igen lod Vanadon et lyn slå igennem den. Bartenderen blev så forskrækket, at han næsten fløj tilbage, og væltede en flaske Jack Daniels ned fra hylden, der gik itu på gulvet.
"Årh, helt ærligt! Kunne det ikke have været den billige vodka istedet? Ingen drikker det sprøjt alligevel..."

Bare rolig jeg har slet ingen interesse i at gøre den slags uden grund. Bare rolig jeg skal skam nok være sød. Bare lidt...

Khá kiggede diskret over mod det udvalgte mål. Khá kneb øjnene en smule sammen og mandens skæg brød ud i blå flammer. Manden løb skrigende rundt og ledte febrilsk efter noget at slukke det med. I desperation løb han op mod baren og bartenderen sprayede manden i hovedet med en skumslukker. Da skummen havde lagt sig var der ikke sket det mindste ovehovedet. Manden stod og var fuldstændig paf og vidste ikke om han skulle grine eller græde da der jo ikke var sket noget

Jack Daniels er næppe værd at kalde en whisky

Han viftede bartenderen hen og bad om en Black Glenfiddich til den unge mand. Der gik dog til grundet påstyret.
Han tog den lille flaske ind i frakken igen og sagde Det her skal du nok slippe for

Vanadon kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da mandens skæg brød ud i flammer. Blå flammer. Noget usædvanligt. Men han havde godt bemærket, at den mystiske mand ved hans side, ikke var helt normal. Da bartenderen greb ud efter skumslukkeren og tilsprøjtede den fortvivlede mand, brød han ud i et latterbrøl. Folk kiggede godt nok lidt mærkeligt efter ham, men hva' fanden. Det kunne da ikke være så slemt?
"Okay, det var faktisk virkelig sjovt!" Han kiggede sig lidt omkring, spejdende efter et offer. Han fik øje på en kvinde, der var i selskab med to fyre. To fyre, der åbenlyst nok ville i bukserne på hende. Han tænkte sig lidt om, og gik derefter over til dem. "Er der én af jer, der har en cigaret i kan undvære?" Den ene af mændene tog en pakke Marlboro frem, og stak Vanadon en enkelt. Idet der var kontakt, lod han forsigtigt en usynlig lynkile køre igennem cigaretten, og hen til manden, der fik et stød.
Vanadon gik tilbage til sin plads, og så, at hans glas var fyldt igen. Han formodede at det var den gode herre han skænkede bekendtskab med, og skålede. Imens ventede han blot på, at manden han havde rørt ved, ville begynde at tage nogle små skridt hen imod at røre ved kvindemennesket han sad med.
Og det gav pote. Hun skreg, fór op og bankede hovedet op i lampen lige over sig. Manden ømmede sig også en smule, imens den sidste prøvede at trøste kvinden, da hun havde slået hovedet idét hun bankede det op i lampen. Vanadon morede sig ganske kosteligt.

Min slags er slet ikke så slemme altid. Det er bare et spørgsmål om hvordan man vælger at se på os. Lidt sund respekt kommer man langt med. Jeg regnede med at de godt kunne drikke et glas mere?

Khá tog en lille tår af sit egen glas inden han selv grinede en smule over hvad den unge mand havde gang i. Det var godt nok meget banalt, men simpel humor var der vel heller ikke noget i vejen med. Manden hvis skæg for et øjeblik siden stod i flammer, kom hen og skubbede til Khá og sagde: Synes du det var sjovt dit svin! Skal du have nogen på hovedet?!

Khá rejste sig meget bestemt og kiggede manden dybt i øjnene og man kunne se Khá's øjne blusse op med den klare blå flamme. Han tog fat ved mandens hage og sagde vredt: Hvis du vil have lov at trække vejret i morgen vil jeg anbefale dig at smutte. Den flamme brændte dig ikke fordi jeg synes den ikke skulle. Næste gang skal den nok få lov at brænde

Manden væltede skræmt ud af baren og Khá's øjne blev normale igen. Han vendte sig om mod bartenderen og gav ham en lille stak penge som kompensation. Så vendte han sig imod den unge mand og rakte ham hånden efterfulgt af ordene: Undskyld mine manerer mit navn er Khá

"Man kan altid bruge et glas mere!" Vanadon gik nu igang med det tredje glas i løbet af blot få minutter. De havde jo ikke været der så længe, men det gik altid lidt hurtigt for ham. Mest fordi han selv fik det til. Da manden fra før kom over og pustede sig op foran den endnu ukendte man, sukkede Vanadon blot. Bevares, det var en joke. Og jokes griner man bare af. Han forstod desuden ikke mandens reaktion, havde han ikke selv for blot et øjeblik siden grint og grædt på samme tid over situationen? Men Vanadon var ligeglad, så han vendte sig mod sit glas igen, og skodede resterne af cigaretten han holdt i hånden, og tændte den som de fremmede havde rakt ham.
Han lyttede halvt om halvt med på samtalen der foregik bag ham. Powerplayer, huh? Lad mig se... Masser af penge tilsyneladende, render rundt med en afskyelig væske, blå flammer... Han er ikke en af vores, det er helt hundrede. Men han kan heller ikke være langt fra... Vanadon's ansigt var helt uden udtryk. Neutralt som et blankt papir. Og da manden præsenterede sig, smilede Vanadon bekræftende, og tog hans hånd. "Vanadon her. Og skidt med manerer, det får dig alligevel kun så langt som personen selv." Selv var han ikke den, der syntes manerer var det vigtigste. Tværtimod, formalia og alt det fis kunne for hans skyld godt forsvinde ud af verden.

Nå fortæl så er det lyn og elektricitet du har i din magt eller er der andet gemt i en spøgefugl som dig selv? Dit tidsfordriv har kun afsløret det ene indtil videre. Eller er der en anden hobby eller beskæftigelse du går med?

Khá tømte sit glas og købte en ganske normal øl. Meget diskret dryppede han 3 dråber af den mørke væske ned i øllen og gik hen til et bord og gav øllen til en tilsyneladende tilfældig mand. Khá undskyldte for det påstyr der havde været. Han bukkede ærbødigt og gik op til baren igen.
Kort efter drak manden sin øl. Først fik han kramper i maven han forsøgte at gemme. Det så yderst ubehageligt ud. Ikke længe efter lyste manden op og ledte febrilsk efter noget. Men han var ikke klar over hvad det var han ledte efter. Eller sådan så det ud.

Han viftede bartenderen over og fik sit glas fyldt op på ny. Han kiggede over på den febrilske mand og grinte lidt for sig selv inden han tog en tår.

Lad min unge ven her være med på en drink mere.
Det virkede som om Vanadon morede sig med at drille på den her måde, men hans liv virkede også en smule indholdsløst så Khá var noget spændt på hvad Vanadon ville svare på hans spørgsmål

Vanadon smilte. "Tjah... Lad os bare sige, at hvis jeg siger jeg har set nogen før, så er det aldrig en god ting." Vanadon var en dæmon, ja. Energi var det han kunne, men han havde et trænet øje. Et højst trænet øje. Og det gav ham ofte en fordel, hvis situationerne tilspidsede sig. Han kiggede på Khá hurtigt. "Hvad med dig? Er der andet en bare infernalske partytricks gemt oppe i ærmet?" Han smilte skævt. Manden overfor ham var ikke dæmon. Han måtte være noget andet. Men næppe en vampyr, da ild ikke ligefrem var deres ting. Og heller ej en sortelver. Så havde han været mørk i huden.
Han bad bartenderen om en martini, og kiggede så diskret i sin inderlomme. Jep, den lå der stadig. Hans elskede Magnum .44. I tilfælde af, at han skulle komme meget galt afsted. Jovist kunne han løbe sig fra det, men hvor var det sjove i det? Det følte han ikke, at han kunne være sig bekendt at gøre overfor folk der gjorde sig det besvær at true ham.

Infernalske party tricks? Ja den har jeg alligevel ikke hørt før. Det er dog ikke normal ild, så jeg kan nogle sjove ting med den. Men ja jeg har mere end bare "infernalske partytricks" i ærmet. Man kan vel på sin vis sige at døden er mit speciale. Jeg går ud fra at den Magnum 44 i deres lomme også er mere end bare en rekvisit?

Khá kiggede hen mod den lomme hvor den omtalte håndkanon befandt sig. Man lever trods alt ikke over 400 år uden at have lært nogle ting. Khá var trods alt blevet jaget af stort set alt der kunne bære våben, så hvor man gemte dem var ikke nødvendigvis svært at se.

Igen måtte Vanadon trække læberne op i det smil. "Et halvt sekund." Mere sagde han ikke. Han rejste sig, og gik hen ved dartskiven, der kunne ses bagerst i lokalet. Han placerede sig så langt væk fra den som han kunne, hvilket var cirka 10 meter fra væggen. Han boostede sin hastighed til maks, trak Magnumen, skød den af, og ramte lige i midten. På godt og vel et halvt sekund. Bull's Eye. Folk rejste sig op, så forfærdede ud. "Tag det roligt, jeg er bare en blærerøv, intet usædvanligt."
Han gik tilbage til sin plads, og satte sig ved siden af manden. "Det er sjældent at jeg kommer til skade. Jeg når som regel at skyde først." Han var stolt af sit boldøje. Han behøvede ikke magi, eller elementerne for den sags skyld til at tage livet af nogen. Han havde trænet sig selv indædt for at kunne gøre det. Og ingen kunne måle sig med ham. Endnu havde han ikke mødt sin overmand.

Admirabelt skud. Men i visse tilfælde er normale skydevåben bare ikke nok. Min egen krop i sådan set død, så normale skydevåben vil bare være ubehageligt. Intet mere. Jeg kan bringe udøde under min kontrol hvis jeg ønsker det eller reanimere døde. Og skulle jeg ønske det kan jeg helbrede og holde døden for døren. Nu du sagde blærerøv...

Khá løftede sit glas og tog en tår. Kortvarigt blussede hans øjne op og dartskiven brød ud i blå flammer og et sekund efter lå der en lille bunke aske på gulvet. Så hævede han sin hånd og tre små flammer formere sig til tre dartpile der svævede rundt over hans hånd. Han blinkede kort med øjnene og de tre dartpile fløj om bag ham og satte sig i det hul i væggen efter skuddet.
Han gav bartenderen en stak penge for skaderne

Man lærer en del ting når man har levet så lang tid som jeg har

Vanadon himlede med øjnene. "Jaja, det er fint. Du kan bruge magi. Det er næsten skudsikkert. Næsten." Vanadon kiggede på manden igen, og fandt det egentlig lidt kedsommeligt. Fint, han kunne nogle tricks. Men det involverede for meget hokus pokus til, at det overhoved imponerede ham. Selv brugte han det mest som afledning, eller lammelse.
Han tændte endnu en cigaret. Han følte, at det her kunne blive en lang aften. Hvis ikke det var fordi han havde et job indenfor den næste halve time. Et simpelt job. Han skulle bare afbryde en mindre pokerturnering, og skyde dealeren. Simpelt og enkelt job. Næsten alt for let, i forhold til de penge han fik for det.
"Færdigheder, min ven. Menneskelige færdigheder. Du er, som du selv siger, død. Upraktisk." Han smilede. Han ville aldrig selv give sit liv for magt. Hvis han var en af de levende døde, havde han nok opsøgt selvmord. For ham var det de simple glæder der gjorde det det hele værd.

Jeg tror skam du misforstår mig. Jeg har ikke selv valgt at min krop er død. Men jeg er ikke fri for de glæder dødelige er. Jeg kan skam sagtens nyde. Jeg har skam ikke altid været sådan her. Men selvom jeg er sådan her nu, kan jeg stadig nyde et glas. Eller en kvinde hvis jeg ønsker det.

Khá gjorde igen gestus til bartenderen, sådan at Vanadon's glas ikke var tomt. Han var bare et ungt "hothead" men der var selvfølgelig også potentiale i den slags. Khá havde med tiden lært at holde af den generation. Nok var de korte for hovedet en gang imellem, men når de først var der så var de loyale. Og om ikke andet så kunne de være underholdende.

Men så kunne det være at det var dig jeg skulle have fat i hvis der var en jeg ville have... Væk...

Vanadon trak let på skuldrene. "Hvis du har penge, så har jeg redskaberne." Han kiggede hurtigt på en lampe i den anden ende af rummet, der stille og roligt gik ud, idét han trak energien til sig. Hans hånd lignede en ustabil Tesla Coil i et kort øjeblik, før det forsvandt, og han stak hænderne i lommen. Opladt og frisk, kiggede han på uret igen. Tyve minutter igen. Det var nok, for stedet lå ikke engang 5 minutter fra hvor han var på nuværende tidspunkt.
Han tømte igen sit glas, og mærkede stadig intet til alkoholen. Han kunne tåle en del, og med god grund. Han forbrændte det næsten lige så hurtigt som han indtog det, fordi hans krop passivt trak alt det ud af det som den kunne. Al den energi som der kunne være i en væske.
"Såh... Har du brug for at nogen skal forsvinde, eller var det bare en konstatering?"

Penge har jeg masser af. Midler har jeg sådan set også. Men det er en der har trodset mig for mange gange. Jeg handler med ham, og han har forsøgt at snyde mig en gang for meget. Jeg har en anden aftale så jeg har ikke selv tiden til at gøre noget ved det.

Khá tømte sit glas og kiggede på sit lommeur. Igen kunne man se at han var en der satte stor pris på kvalitet. Uret var øjensynligt af rent guld. Han gav en sten til bartenderen der så ud til at være yderst værdifuld. Bartenderen vidste udemærket hvad det betød. Diskretion.

Han fandt et lille visitkort frem og holdte det imellem sine askegrå fingre. Med et igen fyldt glas hævet og et rimelig alvorligt blik sagde han: Manden skal fjernes fra jordens overflade. Helt. Han har ikke længere en tunge så han skriger ikke. Og så har han forhåbentlig en ibenholt-æske i sit hjem. Der er bonus hvis du får æsken med tilbage. Ikke kig i den. Hvad skal det koste?

Vanadon kiggede skeptisk på visitkortet. Meget skeptisk, endda. Han tog imod det, kiggede hurtigt på det og smed det i inderlommen. "Jeg skal bruge et navn. Evt. smådetaljer. Vampyr, varulv, whatever." Vanadon kiggede på manden foran ham. Han var begyndt at irritere ham en smule. Der var noget suspekt over ham. Noget, som Vanadon ikke kunne sætte fingeren på. Han havde en god idé om hvad manden var. Højst sandsynligt en uddød.
Og den slags var lidt småklamt. Hvis han overhoved kom forbi den ibenholt-æske som manden snakkede om, ville han nok åbne den alligevel, og se hvad der var i den. Om en destruere det. Den her mand virkede ond. Ikke trickster-ond, der laver harmløse tricks med folk. Men outright straight evil. På en ufed måde. Vanadon gav slet ikke udtryk for sine tanker. Helt neutralt, og ikke én eneste tanke kunne fanges i hans blik eller ansigt.

"Det er nok ikke noget, der volder mig problemer alligevel." Vanadon betragtede pænt sin Magnum i inderlommen, og tændte endnu en cigaret. Når han endelig var på barer, så blev han den vildeste kæderyger. Hans blik vandrede rundt i lokalet, imellem de forskellige, rastløse folk, der nervøst havde deres øjne rettet imod ham og Khá halvdelen af tiden. Når ikke de hviskede til hinanden omkring hvordan og hvorledes.
"Du har stadig ikke nævnt et navn. Jeg venter stadig på det. Uden et navn, kan jeg ikke rigtig gøre noget ved det." Han kiggede lettere utålmodigt på manden. Han havde givet ham alle mulige oplysninger, nyttige så vel som ligegyldige. Men det forbandede navn. Hvis det var en han kendte, ville han højst sandsynligt ikke tage jobbet. Og lige med den her gut, håbede han faktisk næsten på, at det var en kontrakt han ikke ønskede at tage.

Hans navn er LeBeau. Det står også på kortet. Du kan være ganske rolig jeg tror næsten at du vil hygge dig med jobbet. Den mand sælger alt der kan sælges. Alt fra kaffe til børneblod. Bare rolig ikke til mig

Khá fandt et bundt penge der diskret blev listet over til Vanadon. Der var 50000 euro. Så nød han det sidste af sit glas og satte sig godt tilbage og afventede svar. Han hilste lige på en enkelt ung mand der bukkede ærbødigt for ham. Den unge mand hviskede til to piger han havde med. Var ens sanser nogenlunde stærke ville man kunne høre "Ja det er ham han reddede min søster..."

De har stadig ikke nævnt en pris så det der er start tilbuddet. Og en bonus på lignende størrelse såfremt de finder æsken. Ønsker de en regulering af tilbuddet kan vi sagtens finde ud af det.

Vanadon kiggede på manden foran ham. "Du siger han er sælger. At han sælger et bredt udvalg. Mange vil stille spørgsmål, så jeg må bede om 20000 oveni, for at dække sporene, og betale politiet for mulige... Efterforskninger." Han overhørte kort parret. Hmm... Han lyder ikke som typen. Og alligevel. Men det kunne lige så vel være falskneri. Jeg ved jo ikke hvad han er i stand til ellers. Et vågent øje, for nu.
"Hvor rent vil du have det? Og hvordan skal det se ud? Der er mange muligheder, det kunne ligne en ulykke." Dette ville blot være en ekstra udfordring for Vanadon, intet der kostede ekstra. Han fik et smil på læben. Et listigt smil. For ham var det en slags sport. En sport, han tog ganske seriøst. Og dog var det let som en leg.

50000 nu og 50000 når jobbet er overstået. Hvor rent det skal være, vil jeg lade være op til dig. Han skal bare fjernes. Det eneste krav er det ikke skal kunne forbindes til nogen, så hvis du kan få det til at ligne en ulykke så vil det være fint. plus 30000 for æsken selvfølgelig. Mit hjem ligger uden for byen op mod bjergene. Der kan de aflevere æsken og afhente resten af betalingen. Med mindre de selv har en procedure?

Khá kunne godt se på ham at han var mistroisk over opgaven. Men hvem ville egentlig ikke være det, når de handlede med en djævel? Men det var nu sjovt at se hvordan han nærmest lyste op ved tanken om en potentiel udfordring