Typical saturday night ~ Vanadon

Med usikre skridt vaklede den lave skikkelse ud fra gyden, imens hun trak sine shorts op. Hendes fødder vendte let ind mod hinanden for hvert skridt hun tog, hendes ben syntes at virke blødere og blødere, hun følte det som om hun gled tættere og tættere på asfalten, men så fandt hun støtte til højre for sig. En uskyldig lygtepæl, der stod og kastede sit kedelige, gule lys ned på gaden. Hun lagde den ene arm om den og så tvang hun bukseknappen ind i hullet, der virkede så meget mindre end normalt. Hun rystede kort på hovedet og da hun så havde fået kæmpet lynlåsen op, lod hun en hånd løbe igennem det mørkebrune hår. Hun løftede blikket og lod det søge mod den bænk hvor hun havde siddet før – den hvide pose, hvori hendes flydende ”guld” lå, lå placeret præcis samme sted som hun havde efterladt den. Hun vaklede derover, støttede sig til ryglænet som hun satte sig ned.

Dette simple menneske var nok et af de mest kyniske mennesker nogensinde, hvis man spurgte hende selv. Hende navn var Eventide, hun foretrak dog at blive kaldt Eve. Hun var sytten år gammel, undervægtig og meget, meget beruset. Hun lod begge sine hænder vikle ind i sit hår, som hun lod sig læne frem af så hun kunne kigge ned på posen med hendes elskede Jägermeister og hendes to sidste øl. Hun løftede posen fra jorden og trak en af øllene op. Hun placerede den mellem sine knæ imens hun fandt sin lighter, i læderjakkens inderlomme, så hun kunne knappe den op. Plop, og en fin metalprop fløj gennem luften. Hun løftede den gyldne væske op til læberne, og på få sekunder var øllen væk.

Hun var iklædt en Jack Daniels top, en rød skovmandsskjorte, der var bundet løst om livet på hende, og den sad helt klart ikke som planlagt. Hun havde et par sorte, selvsiddende nylonstrømper på, hun havde sat fast til shortsene, hvori hun havde syet clips til lige præcis denne ocassion, så hun fik det typiske amerikaner rebel-look. Hun kastede flasken tværs henover gaden og så trak hun det ene ben op under hagen. Hele verden snurrede rundt for hendes øjne. Det var en af de mest behagelige følelser nogensinde – ingen tanker, ingen stress, ikke noget som helst. Hjernen var bare sat på standby, den kørte på autopilot. Ah, så befriende!

Da hun hørte flasken smadre mod brostenene, følte hun straks den brusende fornemmelse ved nyt alkohol i blodet. Hendes kinder var varme og hun havde lyst til at smide jakken. Desværre, hvis hun gjorde dette, ville hun måske blive nødt til at slæbe en blærebetændelse eller en ond forkølelse med hjem. Hendes blik løb henover brostenene, da hun pludselig følte sig underligt fjern fra sin krop. Hun lænede sig forover og løftede posen, for at finde den næste øl, men blev afbrudt, da der pludselig syntes at bevæge sig noget ved siden af hende. Så satte det sig ned på bænken – hun kunne sågar mærke hvordan den gav efter for den ekstra vægt.

Et par sekunder sad de i komplet stilhed, indtil den fremmede endelig åbnede munden. ”Drunk night, huh?”. Hun lod langsomt øjnene glide imod ham imens hun løftede den anden øl op og placerede den ved siden af sig. Hun løftede også Jägermeisteren og tvang låget af, for så at tage en ordentlig slurk af den. Så skruede hun låget på igen, imens hun skar ansigt – hun burde efterhånden have vænnet sig til smagen. Efter at have brugt stort set hver weekend siden hun var tretten på at drikke Jäger, Jack D, vodka, hvadend hun kunne komme i nærheden, så burde hun ikke skære ansigt efter at have taget en tår – men det gjorde hun nu. Hun stillede flasken solidt mellem hendes fødder, der bar et par slidte militærstøvler, hun havde dekoreret med nitter. Hendes ansigt blev langsomt drejet mod gaden igen, hendes øjne var dog stadig fikseret på den fremmede. Et let skuldertræk og et suk kom fra hende.

”I guess so,” sagde hun og lænede sig tilbage. Et par sekunder lod hun sig selv slappe af i hans nærvær – han syntes ikke lige så.. normal, som alle de andre folk hun omgik sig med. Men han syntes ihvertfald heller ikke specielt venlig. Der var noget skræmmende over ham. Noget skræmmende, som Eventide fandt tiltalende. Hun greb øllen, åbnede den og rakte den til ham. ”You said drunk night. Here, have a beer,” Man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun var påvirket. Hun havde ikke den ellers så automatiske ”Fuck af, skrid, lad mig være i fucking fred”-attitude på. Hun syntes næsten.. Ligeglad.

Eventide trak på skuldrene og lænede sig tilbage. Hun registrerede ikke hvor hurtigt han bundede øllen, eller at den derefter blev kastet et par meter opad og bagud, så da den ramte jorden med et højt smæld, satte hun sig hurtigt op og kiggede sig forskrækket omkring – det havde ihvertfald vækket hende. Hun drejede ansigtet mod ham og studerede hans bevægelser; måden han tog smøgen op til munden på; måden han ledte efter lighteren; måden han tændte den på og derefter fik liv i sin smøg, for så derefter at falde afslappet tilbage, som om det var det eneste der betød noget. Da han skilte sine læber for at spørge hende om det ret overfladiske spørgsmål, sendte hun ham bogstaveligt talt et blik der kunne dræbe – hvis blikke altså kunne dræbe.

”Fuck no,” svarede hun kynisk og stirrede på ham. ”Why would you think that?” hvæsede hun som en kat. Hun drejede sig halvt mod ham og svingede det ene ben over det andet, så det der var øverst vendte mod ham. Hun lagde sin albue på bænkens ryglæn og placerede trygt ansigtet i håndfladen. ”And even if I did, it would be none of your business. Would it?” Hvis man havde mødt hende før, vidste man at det var sådan hun opførte sig. Et kæmpe ”fuck dig”-stempel blev placeret på hvert eneste menneske hun kom i nærheden af, død eller levende. Hun havde helt klart et attitudeproblem. Hun skannede ham kort med blikket, indtil han selv rettede sit blik mod hendes og rakte hende pakken med smøger. Hun tog en ud og nikkede højtidligt. ”Thank you very much.”

Hun placerede den imellem læberne og tændte den, for så at tage den over i den anden hånd, så hun igen kunne side lænt med hovedet mod sin håndflade. Hun tog et par hvæs af cigaretten før hun fortsatte med at tale: ”I’m Eventide, by the way.” Et par sekunder gled ubemærket forbi. ”Okay, let’s cut the bullshit. Just call me Eve. All this long-name-shit, it doesn’t really matter. Eve’s easier to remember and Eventide is just an ugly ass name,” rantede hun midt i sin noget så fulde tilstand. Hun gnubbede panden et par sekunder og lod så sit blik smelte ind i hans øjne. ”What’s your name?”

Et eller andet sted, dybt nede var der noget der bevægede sig i hende. Hun kunne ikke sætte sin finger på hvad. Det var nok alkoholen der talte. Hans smil var charmerende og han så ud til at kunne overkomme hendes spydigheder. En svag latter forlod hans læber og så introducerede han sig selv. Vanadon. Navnet klikkede rundt i hendes hjerne flere gange – hun havde aldrig hørt det før. Mon han var udlænding? Hun kiggede på ham og så brød hun ud i en højlydt, boblende latter da han sagde hun kunne kalde ham Van. ”Yeah, I’m not doing that,” sagde hun fnisende. ”Your name isn’t a nickname-kinda-name. And if you really want a nickname, let it be Don or something. Just not Van,” Da hun sagde det højt, begyndte hun at grine igen. Åh nej, det var meget sjovere end det burde være. Hans nynnen fik hende dog til at holde en.

”So what’s your deal?” blablabla. Noget med en hjemmefraløben rebel. Kunstner. Hun forstod det ikke helt, så hun viftede bare med hånden. ”What is this deal you’re talking about?” spurgte hun først og kiggede indgående på ham. ”I don’t have a certain.. deal. I’m boring,” Så løftede hun flasken med Jäger, rækte den halvt mod ham, sagde skål på russisk og gav sig til at bælde cirka halvdelen af dens indhold – endnu engang skar hun ansigt. Denne gang så det bare noget mere underholdende ud end før.

”This is my deal,” sagde hun og viftede med flasken for så at række den til ham. ”But after that, I have nothing more to deal with this evening,” Hun lænede sig veltilfreds tilbage og lod hovedet falde let bagover. Hun sugede det sidste af smøgen i sig og knipsede den væk fra sig, for så at lade begge hænder blive placeret i nakken. Hun stirrede op på nattehimlen, hvor hun kunne se stjerner blinke og glimtre. Det var virkelig en smuk aften i aften.

Eventide gemte ansigtet i hænderne, imens hun fnisede. Hun lænede sig halvt ind mod ham, og så rettede hun sig op igen og kiggede på ham. Da han nævnte vinen vågnede hun nærmest som ved et trylleslag. Hendes øjne begyndte at skinne. Åh, hun elskede vin! Al vin! Rød, rosé, hvid, mousserende, boblende, det hele. Hun rettede ryggen fuldstændigt ud og studerede ham, imens han tændte sin smøg. ”Can I have one as well?” spurgte hun og lod sig falde ned i en mere afslappet position.

”By the way, I ain’t going to try any funnystuff. I’m not into that kinda thing.” Sætningen og det dertil medhørende dumme smil han formåede at fyre af, fik hendes kinder til at blusse så meget at hun kiggede ned og skubbede skuldrene frem, så hendes ansigt blev dækket halvt til. Han måtte for alt i verden ikke se hende rødme. Da hun følte hendes kinder ikke var lige så varme mere, rettede hun nakken ud og skubbede skuldrene tilbage. ”I’d love to share a bottle of wine with you, Vanadon,” sagde hun og smilede. Et varmt smil. En form for smil, hun ikke havde smilet i flere måneder. Det føltes komplet fremmed for hende at gøre sådan.

Hun strakte benene fuldstændig ud og rettede så sin fulde opmærksomhed mod sin bænkkammerat igen. ”But wait.. You said hotel. Aren’t you from around here?” spurgte hun og rynkede det ene øjenbryn. Det ville forklare navnet. Hun rejste sig op og strakte hele kroppen ud og trak jakken af, for at ligge den på bænken, så hun få rettet sit tøj. Det første hun gjorde var at binde skjorten op og lade den falde ned langs siderne. Derefter trak hun ned i den oversized Jack Daniels top, så den faldt perfekt ned om hendes hofter og underliv igen. Derefter trak hun lidt op i ærmerne på den, så den ikke var for nedringet. Så bandt hun skjorten fast om livet igen og derefter trak hun den lidt oversized biker-læderjakke på igen. Hun havde fundet den i en gammel flyttekasse derhjemme, det var sikkert hendes fars gamle.

Eventide inhalerede tungt, imens hun lyttede til hans stemme, der forklarede det. Rodløs. Ligesom hende selv. Og så nævnte han whiskey – hun rettede blikket mod ham og grinede lidt. ”No, that’s true of course.” Hun lod igen hænder løbe igennem det korte hår og så rystede hun på hovedet for at få det til at falde på plads. Hun trængtetil at få klippet pandehår. Hun pustede lidt til det og så drejede hun ansigtet mod Vanadon, som rakte en hånd frem mod hende, imens han snakkede. Hun vidste ikke om han hentydede til hun skulle tage den, eller ligge et eller andeti den eller lignende. Hun kiggede bare hurtigt op på hans ansigt igen.

”Is it far away?” spurgte hun og trak lidt ned i jakken, så den blev rettet ud. Hendes blik gled hurtigt ned af gågaden – luderen der tidligere havde stået der var vendt hjem, og det fjogede, elskende par hun havde været tvunget til at høre på inden Vanadon havde sat sig ned hos hende, var også forsvundet. Det var kun hende og ham tilbage på gaden, alene, i mørket. Tanken fik det til at sitre indeni. Det var mærkeligt. Hun havde ikke været alene med en ældre fyr i lang tid. Meget lang tid. Ikke siden hun stadig gik i skole. Hun blinkede et par gange og så skilte hun læberne:

”If you want to spend money on a cab, feel free. I prefer walking. Everywhere.” Hun pegede ned på støvlerne. ”That’s why I have the best boots in the world,” sagde hun smilende. Hendes blik søgte ned mod hendes fødder. De udtrådte støvler havde snart begået hver gade og stræde i Di Morga i både fuld, skæv og upåvirket tilstand – i vrede, glæde, sørgelige, lykkelige og for længst glemte øjeblikke, havde de besat hendes fødder og støttet hende i henholdsvis positive og negative situationer. Hun elskede de støvler, hun elskede dem nærmest mere end sit eget liv. Men det hadede hun jo også, så logisk nok. Et skævt smil bredte sig i hendes højre mundvig, øjenbrynene blev løftet lidt. Igen løftede hun blikket op mod sin partner.