The End

”Slap af, Adamidis.. Det er ikke første gang, han har lukket dig ude af hans hoved. Nogen gange, er det bare behageligt at have sine tanker for sig selv, hm?” Den blide stemme gled igennem luften, og mødte de nervøse øregange som silke imod hud. Men hvor stemmen, og den marmor hvide kvinde normalt magtede at berolige denne herre, gjorde det ingen effekt denne gang. Adamidis 'Karaktar' Barabas var ganske vist tit nervøs for dem der var ham nærmest, og for sin klan, men aldrig på denne måde. Der var noget galt, og Karaktar nød det ikke.
”Ikke sådan her.. Det var ikke ham. Der var.. Noget andet.. Der gik i vejen for mig.. En langt.. Lysere. Tilstedeværelse.” Mumlede den høje person stille, imens gamle lak sko, nervøst traskede frem og tilbage i den store fugtige grotte. Ved hans side lå den smukke unge Nosferatu, der gik imod alt hvad Nosferatu klanen ellers var kendt for. På en kold våd sten formation lå den lange kurvede krop, med et langt ben over den ene kant, dinglende frem og tilbage, imens den rødlige sky i hendes øjne, betragtede loftet over dem.
”Orh hold nu op, Adamidis. Du ender med at gøre mig nervøs.” Mumlede kvinden, nu en anelse små irriteret, i det hendes blik blev drejet væk fra den høje, sortøjet Nosferatu. Den samme nervøsitet der hang i Adamidis' blik, hang ligeså i Mi'serables. Hun mærkede det også. Manglen på det. Manglen på en hvis kraft, der altid mindede hende om bedre tider. Tider hvor Nosferatuerne ikke skulle gemme sig for omverdenen. Under en leder, der ledte dem til storhed. For så at ødelæge det helle, grundet blind troskab til sine nærmeste. Denne leder manglede. Og det var forkert.
”Hvordan skulle jeg kunne holde op. Dette burde ikke ske. Burde ikke være muligt. Min evne har altid været fejlfri. Men så nu. Nu kan jeg ikke engang føle hans...” Den høje Nosferatu blev stoppet i hans ord, da en bidende smerte skød igennem ham. Som blev hans krop brændt indefra. Små flammer bag hans hud, der kun bed sig vej ind af, og flåede hans kød istykker. Et gisp lod sig tvinge forbi hans læber, i det han måtte tage et skridt baglæns, for at holde sin balance. De sorte øjne blev åbnet på så intenst vidt gab, at det skabte dybe rynker i hans ellers stramme blik. Den grålige hud han bar, blev langsomt mere hvid og blank, som smerterne bredte sig i ham.
”N.. Nej..” Mumlede han lavt, i det hans føder gled en anelse, for at reetablere hans balance. Mi'serables røde øjne blev hastigt skudt tilbage imod den høje Nosferatu, og betragtede ham i hans forsøg på at holde sig oprejst. Hurtigt kom hun på benene, og tog et skridt imod ham.
”Hvad sker der!? Er det V...” Hun blev ligeså afbrudt i hendes ord, da hendes hånd hastigt blev rejst imod den venstre side af hendes brystkasse. Hendes negle blev næsten boret ind i huden på hende, i det et hidsigt hvæs skød sig løs fra hende. Hvæset var ikke i smerte, men i stedet en blanding af melankolsk sorg og brændende vrede. De ellers normal afbalancerede øjne, begyndte pludselig at eksplodere i et væld af farver. Hendes hud begyndte at skifte farver, og lave et væld af pletter, i forskellige nuancer af hvid og grå. Hendes kamelionske kræfter gik amok, da en dyb sorg slog sig imod hendes døde hjerte, og en rødlig streg, lod sig langsomt falde ned over hendes blanke hud.
”N... Nej.. Nej, nej.. NEJ!” Skreg hun i en dyb sorg, inden hun hidsigt slog ud med sin højre hånd, og ramte i dette klippe formationen hun før havde ligget på, der splintres grundet slaget. Hendes ben satte hende da i løb, ud af den dybe grotte. Den høje Nosferatu der blev efterladt, mærkede langsomt sin store krop falde i knæ, med en hånd imod sin brystkasse. Selv, mærkede han nu en rødlig nuance former sig i kanten af hans sorte øjne, og langsomt glide ned af hans kinder. Langsomt gled hans øjne imod loftet, og lod sig så lukke, i et dybt blik af smerte.
Mi'serable nåede udgangen til grotterne, og lod solens stråler møde hendes kaotiske hud. En hvislende lyd lod sig lyde, i det hendes kolde lunge lod et højt, hidsigt skrig kaste sig over skobens ynde. Nu et truende hvæs, med hendes skarpe, lange tænder næsten skydende frem fra hendes mund. Solen blev ved med at gøre sit bedste, for at gøre en ende på denne hidsige kvindes skrig, men hun fjernede sig ikke fra dens stråler. Som om denne smerte var så overfladisk, at hun blot kunne ignorere den. Smerten af hendes hud, der langsomt brændte og døde ind. Næsten heller hendes krop havde modtaget adskillige, voldsomme brandsår, inden kvinden trak sig tilbage i mørket. Og det der før havde været et skrig af had, blev nu til en hjerteskærende hulken, i det den ellers stærke kvinde, langsomt faldt sammen i en kugle på jorden. Fra en lomme fandt hun en gylden ring, med ord indgraveret på indersiden. Med ringen på hendes håndflade, blodige tåre smurt ud i ansigtet, lå hun nu hulkende på jorden, med øjnene imod disse indgravering. Vladimir Rasputin – Olga Rasputin

Overalt igennem Nain Des' bjerge, og mange, mange kilometer derfra, lod der sig den nat høre Nosferatuernes skrig i smerter. Et truende spektakel, der fik dyr og mindre eksistenser til at løber tilbage i deres huller. En varsel om en fremtid, langt mindre passiv, end den tid de havde befundet sig i Di Morga. En varsel, om at en langt mere rød fremtid, lod sig komme.


”Dine rædselsfulde gerninger, måtte komme til en ende, Vas Korund Kerind.” En lav, truende, lys herre stemme, lod sig bryde igennem det dybe mørke, og danse en dans imod de kolde metal væge. Den næsten rungede i det lille rum, og gjorde alt meget mere mørkt.
”Eller. Det navn. Fortjener du ikke længere. Du er nu ikke mere end en råden skal, af hvad du engang var, Vladimir Rasputin!” Råbte stemmen nu, og lyder af en klinge imod hud skød igennem rummet, i det mørkets sorte tæppe blev fjernet, og den høje, forrådne figur nu kom til syne. Vladimir gav knap nok en lyd fra sig, som en Elver klinge skar sig vej kors over hans brystkasse. En lav brummen, var alt Elverens klinge fik ud af sit angreb.
”Tyranisk ledte du et kongerige af Monstre, der forsøgte at sluge et helt land op. Men i blev stoppet af jer selv. Ædt op af grådighed. Så vi blev ikke nød til at gribe ind. Men nu. Nu prøver i det helle igen. Og denne. Blinde by... Vælger at vende den anden kind til, og lade din... Ækle eksistens.. Eksistere, på grænsen af deres skove. Men ikke længere. Vi vil stoppe det. Men det stopper ikke blot med Nosferatuerne. Alle de andre, lige så.. De levende døde. Lycanerne. Helvedets skabninger. Menneskets falske guds agenter. De vil alle blive fjernet. De vil alle blive brændt væk, med retfærdighedens flammer. Fjernet, for at rede moder jord. Den levede længe før nogen af jer monstre. Og -vi-, vil ikke lade jer ødelægge alt dette. Og det vil starte med dig. Rasputin.” Sagde stemmen igen, i det en høj, elegant skikkelse trådte frem fra skyggerne, og ind i den lys kugle Vladimir befandt sig i, der kun viste ham, den nyankommede Elver og de kæder der holdt Vladimirs arme spredt over hans hoved. Med ridsede knæ imod kold jord, og med et hoved foroverbøjet. Blod dryppede fra den ellers stærke Nosferatu's læber, og havde skabt en lille sø for hans knæ. Langsomt, blev blikket rejst imod den høje Elver, der stod klædt i en gylden brynje, der skinnede skarpt i det klare lys fra en blokeret pære, hængende i et tyndt kapel over dem.
De hvide, tøre, matte øjne stirede nu tomt op på Elveren foran dem, og blev langsomt knebet i, inden et smil langsomt bredte sig over hans læber.
”Dig.. Og dine ynkelige.. Legetøjssoldater.. Har ingen.. Anelse om. Hvad i går imod. Dette.. Er et land.. Splidtet.. Af idealer. Had.. Afsky. Ingen ledelse. Ingen kontrol. Men prik til dem.. Med dit fesne lille spyd. Tru med tomme ord. Tru med udryddelse. Og de vil stille sig sammen... Det du.. Starter i dag. Lysander. Vil blive din død...” Mumlede den svage, udtømte Nosferatu, med det samme tomme blik, og et småligt smil over de rådne læber. Elveren foran ham lo kortfattet, og rystede på hovedet, med rullende øjne.
”Og du tror.. At dette ynkelige sted, vil rejse sig i forenet styrke, for at hævne din død? Hah! Du er ingenting. Det eneste vi for ud af denne dag. Er endeligt at få en stopper, for en æld gammel fejltagelse... Vi skulle aldrig have brugt din uduelige søn, til at nedbryde dit imperium. Vi skulle blot have taget os af dig, selv...” Klukkede Elveren.
Dette skabte en reaktion i Vladimir. Hans øjne blev langsomt spændt op, på hvid gab, og hans blik blev trukket ud i noget, der meget sjældent var set. En dyb sorg. Han havde lemlæstet hans søn, troen at han havde gjort hvad han gjorde, af egen vilje. Men det havde været Lysander. Fra starten. Den lusede lille rebellerende Elver leder, der havde stået imod hans styre.
”Nej.. De smålige grupper der samles, vil ikke kunne stå imod os. Vi er stærkere nu. Og hvorfor starte med en enkelt, ødelagt Nosferatu? For at se smerte i dine døde øjne, inden din ende. For at se dig bryde sammen, når du lære at al din vrede. Alt det had du gav Ivan, efter han forrådte dig. Var rettet imod et uskyldigt offer. Et offer... Der i blind troskab og kærlighed for dig.. Og i dyb sorg over, at han var svag nok, til at lade necromanisk magi styre ham.. Lod dig straffe ham, for noget han ikke gjorde...” Elverens læber bredte sig igen til et stort smil, i det han trådte til siden, og lyden af aluminium imod aluminium gled igennem luften. Langsomt, begyndte vægen foran Vladimir at forsvinde. Langsomt blev lysets stærke arme bredt ud i rummet, fra fode, imod loft. Så langsomt, at Vladimir kunne se dens rensende varme, få fugt og vandt til at dampe fra asfalten foran ham.
Men i stedet for at skære et blik af smerte, bevægede hans hvide øjne sig op imod Lysander's, med et sammenknebet blik.
”Kun meget få.. Vil rejse sig.. Grundet mit fald. Men resten.. Vil rejse sig, for retten til at eksistere.. Og alle disse, vil kæmpe imod dig, for at besejre din styrke. Men.. De få.. Der rejser sig, for mig... Vil flå dig levende. Lade dig se til, i det at de river dine legemer af din krop. Lader dig se dit bankende hjerte. Inden det.. Stoppes.” Mumlede Vladimir stille, med en let hoppende overlæbe.
Men som solens stråler lod sig ramme Vladimir's ben, let beklædt i yderst slidte, grønne jeans. Som solens stråler skinnede igennem de mange huller i bukserne, begyndte røg at stige fra den udmattede Nosferatu. En Nosferatu, der levede sin eksistens, i en grådig tilstand. Men kun ganske få ting, fortrød han. Og som solens stråler, langsomt rensede det forrådnede korpus fra bund til top, lod disse ting sig glide igennem hans tanker, imens stærke, truende øjne, fortsat stirede imod Elveren.
Olga og Alvar. Som han lod slippe væk. I den tro, at han hadede hende. Hvor han i stedet elskede hende. Følelser, han aldrig havde været god til at vise. Og hvor meget han end hadede Alvar, nåede han aldrig at sige, at han var glad for at han gav Olga, hvad Vladimir aldrig kunne.
Ma'lakel, Kilia og Jade. Han havde lovet Kilia at beskytte hendes nyfødte barn. Imod andre fare, og hans fader. Hjælpe Ma'lakel med at overkomme hadet, og indse den kærlighed en søn fortjente. I stedet for at sørge for at alt dette skete, skred han. Skred, for at passe sin egen familie. Brød et løfte.
Ivan. Hans egen søn. Han tog en arm fra et offer, i troen at han var synderen. Forkryblede sin egen søn, i blind vrede. Det, var den største af hans synder. Og under den. Fortrø han intet.
I et hvislende, hvinene hav af gnister og flammer, blev et ellers stærkt, stolt kreatur, forvandlet til ingenting. En legende for nogen. En skygge for andre. Det betød intet nu. Alt hvad der ville blive efterladt, var en bunke askende tøj, bedækket af et støv tæppe.






Røde øjne blev langsomt åbnet, fra den behagelige lænestol det forrådne kreatur lå i. Langsomt blev dennes ryg rejst, og blikket gled imod vinduet foran den. Langsomt blev øjnene knebet sammen, og fingre blev knyttet omkring lænestolens læder, og disses klør skar åbne sår, hvor lænestolens indhold pjuskede frem.
”Tak for al din hjælp, Lady Sübell. Men min far er død nu. Og min tid i skam, er ovre. Jeg rejser imod Di Morga. Din hjælp, har betydet meget. Men det er på tide, at min uskyld kommer frem. Jeg har grædt krokodile tåre, længe nok.” Sagde den høje Nosferatu bestemt, og lod sig rejse fra sin stol, og bevæge imod udgangen. Hans højre hånd, lod sig ligge imod den venstre arms stump, hvor hans krop var blevet lemlæstet, og gnubbede imod det helede skin, der nu var en brat ende på hans arm, lige under hans albue. Dette, skulle ikke være enden på Rasputin's familie navn.




//Et tribute til dem, der har betydet mest for denne gamle karakters eksistens, og har gjort det fantastisk at spille ham. Men som vi alle ved, er der en ende på alt. Selv det gode. Så med dette, vil jeg sætte et punktum på Vladimir Rasputin, og åbne op for mine andre karaktere. Vil gerne takke alle dem der hjalp mig med at gøre Vladimirs rejse, devilishly jolly. Dette gælder ikke kun de nævnte i denne tekst, men alle der har emnet med Vladimir, igennem hans levetid.
*Bukker* Vladimir, takker af.