Growth and Decay?

Sted: I den mere afsondrede del af Sombre-parken
Tid: Hen mod modnatstimen
Omgivelser: En gammel bænk i den del af parken hvor folk sjældent kommer alene, med vinder sagte hylende i de gamle træer

Det ville have været hans fødselsdag i dag... Matthew...Selvom det var mange år siden, føltes tabet stadig som et frisk åben sår. Khá havde plantet et nyt lille træ i parken. Hver fødselsdag plantede Khá noget nyt for at hellige det liv der blev taget for så mange år siden. Ganske vist havde han lært at elske igen, men tabet af hans lille søn ville altid gøre ondt...

Hans ærkemagerkåbe blafrede sagte i vinden. Der var stille som graven i den her del af parken, men et stykke væk kunne man sagtens høre en masse unge mennesker der festede over weekendens begyndelse. Et enkelt par havde forvildet sig væk fra de andre, nok for at give efter for deres lyster men fik øje på Khá der stille gik hen af stien. Dette fik dem til at stoppe op men hurtigt var de videre. Det var nok det meget svage lys der gjorde de ikke lagde mærke til Khá's askegrå hud. Khá var rimelig atletisk af bygning og helt klare smaragd-grønne øjne.

Det unge par var åbenbart ikke færdig med Khá og havde besluttet sig for at drille ham lidt. Den unge mand kastede en sten efter Khá og grinede, men lige inden stenen ramte Khá blussede dn op i klar blå ild og blev til aske. Khá's øjne blussede op af de klare blå flammer da han kiggede over på dem. De blev rædselsslagne og faldte nærmest over hinanden da de løb væk. Hvis man havde forstand på magi ville man kunne mærke at flammerne var magi i sin reneste form. "Den Arkane Flamme".

Flammerne forsvandt fra hans øjne og han slentrede roligt videre. Der virkede til at være forandring i luften

Parken Sombre det var et af de steder Gretchen sagtens kunne begive sig hen for at være og for at slappe af, hun betragtede let parkens omgivelser mens hun gik sin rolige spadsere tur. Vejret var helt roligt hvilket faktisk var rart men alligevel trængte hun til mere solskin men nu var det jo ved at være ved nattetimerne. (Hvis jeg har forstået det ret?) Gretchen travede videre mens hun endte i den del af parken hvor folk ikke lige frem altid kom hen, men sådan var det jo til tider. Hun gik roligt hen af stien mens hun roligt standsede op fordi hun så et ungt par løbe væk fra et sted. Hun lagde hovedet let på skrå, gad vide hvorfor de flygtede? Mon der var et overnaturligt væsen i nærheden? Hun smilede ved tanken, hele dagen havde hun været i blandt mennesker nu trængte hun bare til at være sammen med andre overnaturlige væsner som hende selv, dog behøvede de jo ikke lige frem at være af samme race hun var ligeglad med hvilken race de var, men hvis de have hugtænder. Havde de bare med at holde dem for sig selv hun gad bestemt ikke have huller efter bid i sin ellers så smukke hud.

Nok var weekenderne en af de ting Gretchen elskede mest undtagen når det gjaldt de forskellige ferier der efter hånden kom i løbet af årets gang. Hun sukkede roligt inden hun fortsatte hen af stien, hun standsede roligt op da hun så en person komme gående hen af den samme sti ja selv samme sti. Hun betragtede ham let med hænderne hvilende ned langs siden, mon det var ham der havde skræmt det unge par væk? Eller var det noget helt andet, det kunne hun ikke vide men han virkede ikke til at være helt menneskelig, så måske havde hun været heldig med nu at møde et andet overnaturligt væsen. Hun begyndte stille at gå hen mod ham.

"Hej har du noget at gøre med at skræmme folk væk? For der løb i hvert fald et skræmt ungt par væk fra denne retning af" Kom det roligt fra hende, oprigtig var Gretchen ligeglad med om hun havde skræmt det unge par hvis det da var ham. Det kunne jo bare give et godt grin en gang i mellem, Gretchen lod en hånd glide igennem det lange røde hår som hang og dinglede ned af hendes ryg, hun elskede sit hår mest fordi det krøllede så let som ingen ting.

Hun betragtede let den fremmede som hun ikke helt vidste hvad race var, efter noget tid rettede hun lidt på sin sorte jakke inden hun kiggede ned af sig selv. I dagens anledning havde hun iført sig et par grå jeans, og en hvid top og denne sorte jakke som hun ellers var vældig glad for. Hun flyttede let på vægten fra hendes højre tennis sko til den venstre tennis sko.

Det kan man vel godt sige jeg har. Jeg har ikke noget imod at kåde mennesker nyder hinanden. Men når du begynder at kaste sten efter mig så er mit humør sjældent godt. Jeg gjorde dem dog ikke noget andet end en smule ild så de forstod mit budskab.

Det var dog en særpræget nysgerrighed den unge dame udviste. Det var dog naturligt for de fleste Aspara'er. Taget i betragtning i forandringen i hans liv, kunne han sagtens kende en aspara når han mødte en af dem. Dog var det ikke dem han typisk mødte en så sen aften i parken. De fleste asparaer han havde mødt var meget forsigtige af natur. Men hende her virkede mere som om hun havde et barns nysgerrighed. De fleste havde nok også valgt at gå hen og se til det unge par i stedet for at gå hen til kilden.

Men hun havde jo ikke gjort Khá noget som helst og lignede heller ikke en der havde intentioner om at gøre det.Han vendte sig ordentlig imod hende så hun bedre kunne se ham. De smaragdgrønne øjne, og den atletiske kropsbygning. Og selvfølgelig den askegrå hud. Han bukkede høfligt for hende og sagde:

Undskyld mine manerer mit navn er Khá. Hvad laver de i den her del af parken så sent?

"Det er da også for dumt at kaste sten efter nogen man slet ikke kender til" sagde hun efter at have lyttet til det han havde sagt. Hun var da fuld forståeligt over hvorfor han havde skræmt dem en smugle, men der skulle mere til før hun selv kunne finde på at skræmme folk. Gretchen elskede at være uden for om aften, specielt når der var køligt så kunne hun nøjes med at tage en tynd jakke på, også bare gå en af sine sædvanlige spadsere ture. Hun spidsede dog ører da han snakkede om at han havde brugt ild at at skræmme dem væk. "Ild? Jeg har aldrig mødt en anden en som også kunne have med ilden at gøre" sagde hun muntert, manden var nok en af de første hun havde mødt som også beherskede ildens ædle kunst. Dog brugte hun sjældent sin ild.

Hun betragtede let manden da han vendte sig om, hun lige specielt mærke til hans øjenfarve, hun kunne godt lide selve farven mest fordi den var grøn. "Du behøver ikke at undskylde Khá mit navn er Gretchen, og selv de bedste kan risikere at glemme at præsentere deres navne" kom det roligt fra hende til sids.t

Ja dog er det ikke normal ild jeg behersker. Jeg bestemmer selv hvem den skal brænde og jeg former den efter hvordan jeg synes den skal se ud. Men jeg vil gerne udveksle erfaringer om brugen af ilden hvis de vil være interesseret?

Det var også en dejlig aften så han kunne sagtens forstå at hun nød spadsereture her. Og det var en del af parken hvor der ofte var mere ro. Han nød selv den kolde aftenluft. Det af den han nu kunne mærke. Hans sorte ærkemagerkåbe flagrede let i den vind der hviskede let i træerne. Der var dog så sagte lys her at man knapt kunne ane de arkane symboler der sad på den.
Khá var stille og roligt på vej videre af stien og men stoppede kortvarigt op og vendte igen ansigtet imod hende og med et roligt smil kiggede han på hende og sagde:

Måske vil de gøre mig selskab på den videre spadseretur og så kan vi snakke videre om hvadend der falder os ind?