Står og venter - Echo

S: Kaffebar
V: Regn, overskyet
T: Sent på eftermiddagen.
O: En del mennesker.

"Det bliver 17,87" sagde Nathan, med et falsk smil. "Undskyld, kunne du gentage det?" spurgte damen, så venligt hun kunne. Ikke at Nathan brød sig om det af den grund, men han var vant til at folk ikke kunne forstå hvad han sagde på grund af hans læspen. "Jeg sagde det bliver 17,87" gentog han, stadig med det falske smil. "Hvad siger du?" Nu havde han bare lyst til at give op. "Stella!" kaldte han. En pige med langt blond hår sat i en hestehale så over på ham. "Det min medarbejder prøver at sige er at det bliver 17,87" sagde hun venlig. Den ældre kvinde, som Nathan havde ekspederet, tog pengene frem og skyndte sig væk uden videre. "Du må prøve at gøre noget ved din læspen" sagde Stella sukkersødt. Nathan himlede med øjnene. "Ja, og du må til at gøre noget ved din bitchness" "Bitchness er ikke et ord" "Hold din kæft Stella" Og med det var deres samtale afsluttet.

"Anyway, jeg har fri nu. Vi skrives" sagde han så og tog forklædet han havde haft på af, sammen med den latterlige kasket. Derefter greb han sin pung og telefon, inden han gik ud derfra. Han tog sine '3D'-briller på og sin sorte hoodie med et rødt og et blåt ærme over den grimme gule t-shirt, som han var tvunget til at have på når han var på arbejde og rettede på sine sorte bukser. Denne morgen havde ikke været til hans held, så han havde to forskelligfarvede sko på. En grøn og en gul. Ikke det bedste førstehånds indtryk når nu han skulle møde sin gamer-veninde for første gang. De skulle mødes her på hans arbejde når han havde fri. Han blev stående hvor han var, lige ved indgangen til kasserne og tog sin mobil frem.

hey, er du på vej? jeg 2tår og venter. Send. Han begyndte af ren vane at bide negle da han naturligvis var nervøs. Hvad hvis hans gamer-veninde i virkeligheden var en eller anden klam mand på 50 år? urgh. Bare tanken gjorde ham mere nervøs. Fuck. Hvad hvis hun blev skuffet over at se ham? Hun havde jo kun hørt hans stemme, da hans webcam var i stykker. Fuck... Fuck fuck fuck fuck... Hver gang klokken over døren til kaffebaren ringede så han nervøst op fra sin telefon, men det så aldrig ud til at nogen ledte efter en anden. Måske havde hun glemt ham? Nej selvfølgelig ikke, de havde planlagt det i flere uger, for at det passede sammen.

Han kørte sin hånd igennem sit hår og stønnede irriteret da han fandt ud af at han var brudt ud med bumser i panden. Hvad fanden var han? En hormonel teenager? Fuck, det her skulle nok blive den værste dag i hans liv. Hvad hvis nu at 'Echo', som hun kaldte sig selv, var fucking lækker? Urgh, hans liv stank virkelig, sammen med hans held.

Echo gik med sin mobil foran sig. Hendes fingre fløj hurtigt hen over tastaturet da hun skulle trykke sin kode. Echo var ikke en der ville have folk rodede ved hendes ting, det vil sige at pille ved hendes mobil, og derfor kigge på sms'er, billeder og alle de andre private ting man kunne have på en mobil. Et bip kom fra hendes mobil og hun åbnede hurtigt beskeden som hun havde fået. Echo var på vej til et møde med hendes gamer-ven. Det var første gang de skulle mødes selvfølgelig var hun lidt nervøs, men hun tog det helt roligt. Beskeden var fra ham. Han var allerede færdig? Havde han ikke først fri om ti minutter? Echo tastede hurtigt et svar til ham.
undskyld! jeg er på vej! jeg troede først du havde fri om ti minutter! Send. Echo to nogle større og hurtigere skridt så hendes hætte fløj ned og lod hendes sorte hår komme til syne. Hun havde en mørkeblå stor hættetrøje på og inden under en sort tanktop. Selvfølgelig havde hun også bukser på. De var så helt normale ud med den helt normale mørkeblå jeans-farve. Echo bed sig blidt i læben, mens hun lod sin ene hånd skubbe hendes store briller længere op på næsen.
Nervøsiteten steg for hvert skridt hun tog. Hun stoppede ude foran cafeen og kiggede ind af døren. Hun overvejede faktisk bare at gå, men hvis hun skulle gå, skulle hun gå den samme vej tilbage som hun var kommet fra, og det kunne måske se lidt mistænkeligt ud at hun bare gik et sted hen og så smuttede igen.
Hun valgte at tage sin mobil op og begyndte at skrive en masse beskeder til ham. Beskederne indholdt tekst som sagde hun var der, at hun kiggede på ham og sådanne ting. Det eneste var at hun ikke havde nogen anelse om hvordan han så ud. Han havde heller ikke nogen anelse om hvordan hun så ud bortset fra hun engang havde sendt ham et billede – men det kunne selvfølgelig også bare have været en 50årig gammel mand som havde fundet en smuk pige på en side og sendt billedet. Da Echos tanker faldt på at hun måske kunne være blevet tænkt på som en ældre mand, kunne hun ikke lade være med at tænke at han måske var en eller anden lille liderlig dreng.
Echo havde fået sendt otte beskeder før hun gik ind af døren til cafeen. Da hun hørte en klokke over sit hoved, kunne hun ikke lade være med at dukke sig en smule, da hun troede noget ville falde ned i hovedet på hende. Efter få sekunder, hvor hun havde stået, holdt døren åben så kulden kom ind og lignede en idiot, slap hun døren og rettede sig op og satte hænderne i hendes hættetrøjes lommer. Hun lavede et hurtigt sving med hovedet så det lange sorte hår fjernede sig fra hendes højre øje. Hendes sorte lange hår var en smule bølget af regnen og fugtigheden i det hele taget. Hendes hår var delt i nakken og ned over hendes brystkasse. Echo gik tættere på disken og så på hvad de havde af ting. Hun overvejede at købe noget, vejret var jo ikke ligefrem det bedste og var ret koldt. Hun gik helt op til kassen og hun blev hurtigt betjent. "En lille grøn the" sagde hun hurtigt og kiggede slet ikke på den der betjente hende. Hun kiggede i stedet rundt. Hvem af dem her kunne være ham?
Hun mærkede at noget i hendes hånd vibrerede. Hun tog hånden ud af lommen og kiggede på sin mobil og fik hurtigt tastet på tastaturet. Var det en påmindelse eller en besked? Var denne Nathan virkelig hvem han sagde han var? Echo kunne ikke andet end at være åben for alt der kunne komme hende i møde. Mens hun ventede på at få sin the kløede hun sig på sin kind. Hendes hud var meget blød - særligt fra alt det væske hun drak, i forholdt til hun var djævel af Satan og derfor blev svækket hvis hun var gennemblød.

Da Nathan modtog hendes besked hoppede han næsten en meter i luften og han skyndte sig at få sin mobil frem for at tjekke hvad der stod. Han brummede lavmeldt over hendes svar. det overra2ker miig iikke 2å meget 2om det burde send. Fedt. Hvor lang tid skulle han så vente? Han havde ingen idé. "Mens du venter på din webdate dukker op, kan du så ikke hjælpe her?! hvæsede Stella, som havde travlt, da der var kommet en del folk ind på grund af vejret. "Jeg har fri Stella" sagde han blot med et skrævt smil. Det var indtil hans overordnede kom hen til ham og han pludselig følte sig lille, selvom han var et hoved højere end hende. "Hjælp lige lidt. Jeg skal nok skrive det på" sagde hun så.

Nathan himlede med øjnene, men gik om bag disken og begyndte at lave te, kakao og kaffe sammen med Stella. Det gik langt bedre nu hvor de var to, især fordi at Nathan havde arbejdet der i noget tid efterhånden. Da han endelig havde tid til at tjekke sin mobil havde han allerede fået otte beskeder fra echo. Fuck. jeg 2tår bag dii2ken, 2om den ene2te uden forklæde og ka2ket på. iidiioterne bad miig om at hjælpe men2 jeg ventede skrev han hurtigt. Han tog en muffin og begyndte at spise af den af ren nervøsitet... og fordi han var lidt sulten... Han satte sig op på kanten af disken og begyndte at snakke med nogle af sine medarbejdere, indtil en person kom over og hende, som ellers stod i kassen var gået. Fantastisk.

Han hoppede ned derfra og gik over til personen, mens han hurtigt tjekkede sin telefon, for flere beskeder. "Hvad skulle det være?" spurgte han, stadig med sin tydelige læspen. Det var altså indtil han hørte personen snakke. Han så straks op fra sin telefon. Han havde hørt den stemme så mange gange og han var sikker på at han kunne genkende den stemme i søvne. "Echo?" spurgte han, lidt tøvende. Fuck. Nu gjorde han forhåbentlig ikke grin af sig selv? Hvad hvis det ikke var hende?! Urgh... Det var så typisk.

Det mindede ham faktisk om grunden til at de skulle mødes. Det var startet med at han ville skrive det, men ville trække det tilbage. Hans hånd havde faktisk rystet en anelse og derfor kom han til at trykke enter i stedet for at slette. Han havde været så tæt på at trække det tilbage, da Echo havde svaret at de godt kunne. Han var både glad og sur over det. Men den her person var i hvert fald ikke en mand på 50 år og hun lignte... ja det billed hun havde sendt. Han havde bare ikke haft højt nok selvværd til at sende hende et billed i tilfælde af at hun syntes at han så nørdet ud... hvilket han nok også gjorde.

Echo kiggede ned på sin mobil så snart hun havde bestilt og så det var fra Nathan. Bag disken, jamen så måtte han jo være lige i nærheden. Hun kiggede op lige så snart hun havde læst beskeden, og hørte medarbejderen sige hendes navn. Kort rynkede hun på brynene, men opdagede hurtigt at der ikke var noget forklæde eller nogen kasket. ”Nathan!” sagde hun overrasket og smilede. Var det virkelig ham? Hun hendes smil var bredt og lettere drillende. Selvfølgelig havde Echo ikke haft nogen anelse om hvordan Nathan så ud, men havde selvfølgelig haft sine fornemmelser. Han kunne have været så mange ting. En fed mand eller måske en lille dreng. Men det her var hverken det ene eller det andet. Det her var bare en helt normal dreng. Bort set fra de der 3D-briller. Men umiddelbart ville hun sige at han så ret så sød ud.
Hun rettede sig lidt op. ”Hvor bliver min the af?” spurgte hun og smilede drillende. Hun var ligeglad med om han havde fri, og at han kun skulle hjælpe til hun var kommet, men det ville være lidt sjovt at blive serviceret af ham. Hun tænkte hurtigt over hans læspen. Den var meget være i virkeligheden en når de havde snakket sammen. Måske var det hans mikrofon der ikke var så god som den kunne være. ”Du ved godt at din læspen er meget værre i virkeligheden, ik'” spurgte hun med et drilsk smil. Hun var jo djævel, så det gjorde vel ikke noget hun var lidt djævelsk mod ham. Det havde hun også været når de spillede coop. Når hun tænkte over det, så var det ret ofte at hun skød ham eller bare dræbte ham, også selvom de var på hold sammen. Nogle gange var det ikke meningen, andre gange var det bare for sjov.
Nu vidste hun jo også hvor han arbejdede og kunne nemt komme og irritere ham på arbejdet. Diskret sniffede hun lidt til lugten der var der. På visse punkter var hun lidt som et dyr. Hvis der var en bekendt lugt, følte hun sig mere tryg, og vidste bedre hvor hun var. Hun vidste at hun i hvert fald også ville have et snif af ham – måske også lige smage på ham – nu måtte de jo se hvordan det kom til at gå.
Echos hår var endnu en gang faldet ned over hendes ene øje, så hun måtte tage sin hånd og fjerne det. Hendes grønne øjne kneb sig lidt sammen mens hun kiggede bag Nathan for at se hvad hans kollegaer lavede. Men hun kiggede op på Nathan igen. Det så ud som om de snakkede hemmeligt, men Echo regnede med det ikke var noget negativt og bankede med fingrene lidt i disken, som om hun var utålmodig.

Nathan kunne ikke lade være med at grine lidt da det viste sig at det var Echo. Fuck det her var både mega akavet, men også utroligt sjovt. Han havde ikke regnet med at han ville ende med at ekspedere hende eller noget i den stil. "I egen høje person" sagde han med et smil, som kun kunne betegnes som nørdet. Men nu hvor han tænkte over det, var han et godt stykke højere end hende. Hvilket betød ingen højde-kommentarer fra hende.

Egentlig havde Nathan glemt alt om at hun havde bestilt noget, og himlede med øjnene, da hun kommenterede der. "Sheesh, okay da prinsesse. Andet du vil have?" spurgte han, inden han gik over - kun omkring to meter fra disken - og begyndte at lave hendes te, samt en kakao til sig selv. Det tog ikke lang tid før han var færdig og han satte papkruset foran hende. Han tastede det ind på computeren, inden han kørte et kort igennem."Vær' glad for at du ikke behøver at betale når jeg er på arbejde" mumlede han, mens han hurtigt tastede en kode ind og lagde kortet diskret tilbage. Han måtte egentlig ikke bruge det, da der skulle være en leder i nærheden for at godkende det, men de fleste var lidt ligeglad med reglerne.

"Jeg smutter nu" kaldte han, og hans overordnede nikkede bare, da der også var kommet lidt mere ro på efter de mange kunder var blevet servicerede. Han tog sin halvspiste muffin, samt sin kakao og hoppede dovent over disken, da han ikke gad at gå udenom. Han var faktisk ret tilfreds med hvordan det hele forløb, indtil hun kommenterede hans læspen. Var det virkelig nødvendigt? "Er den det? Virkelig, det vidste jeg ikke, fortæl mig mere!" sagde han sarkastisk og himlede endnu en gang med øjnene. "Som om jeg ikke var klar over det i forvejen" tilføjede han så, tydeligvis ikke overdrevet glad over sit taleproblem. Han havde prøvet at få det tonet ned, men hans tunge syntes ikke at ville samarbejde med ham. Han var bare glad for at hans mikrofon ikke tog det særlig godt. Man kunne godt høre det, men det var ikke så slemt som i virkeligheden.

"Kom, jeg ved hvor vi kan sidde henne uden der er for mange mennesker" sagde han så og hoppede ned fra disken og gik over til et hjørne hvor der næsten ingen mennesker var. Det var for det meste her han holdte sine pauser. Han skubbede en stol ud og satte sig. Der var endnu en stol overfor ham, som han regnede med at hun satte sig på. Udover den var de eneste ledige siddepladser i nærheden enten på selve bordet eller hans skød.

Echo grinte lavmeldt af hans i egen høje person. Lød lettere dramatisk og film agtigt og hans smil gjorde det kun bedre. Et lille tandsmil kom fra hendes læber og blev kun bredere da han kaldte hende prinsesse. ”Nop´” sagde hun tilfreds og tog i mod sin te. Hun skulle til at finde nogle penge frem indtil hun hørte at han kørte et kort igennem. Echo smilede over hun lige sparede lidt fordi det var ham. ”Jamen tak da,” sagde hun og tog et sip af sin te. Hun kunne se han var lidt diskret over kortet og regnede med han egenligt ikke måtte gøre det – men han gjorde det for hende, hvor sødt.
Echo rykkede sig lidt til siden så hun ikke ville få et ben eller en fod i hovedet. Et lidt højere grin kom fra Echo da han snakkede sarkastisk om sin læspen. ”Det kunne jo godt være du ikke vidste det” sarkasmen kunne ikke andet end at trække tydeligt igennem. Da Nathan endelig hoppede ned fra disken, lod hun sin hofte slå ind i hans – kun for at drille. Det var noget som man kunne sige var typisk hende.
Hun fulgte glædeligt efter ham hen til et hjørne, hvor han satte sig på den ene stol. Echo satte sin kop på kanten af bordet og satte sig så op på det med, med siden til Nathan, tog sin te igen og kiggede på Nathan. Hun var var egenligt lidt ligeglad om man måtte sidde på bordene eller ej, hvis ikke ville hun jo bare sætte sig et andet sted. ”Hvor længe har du arbejdet her?” spurgte hun for at få en samtale i gang og tog endnu et sip fra sin te. Den var ret varm, men det gjorde ikke noget, varme var kun noget som hun godt kunne lide. Endnu en gang fjernede hun på en tot hår som havde forvildet sig frem foran hendes ansigt og rettede derefter på sine briller. Det fik hende lidt til at tænke hvorfor Nathan egenligt havde 3D-briller på. Hun ville egenligt spørge med det samme hvad de var til og for, men hun lod være, det kunne komme på et andet tidspunkt. Det var i hvert fald mystisk. Man så jo ikke rigtig folk gå rundt med 3D-briller til hverdag. Det var kun i biografen...

//Undskyld at det bliver kortere og kortere//

Da Echo sagde at hun ikke ville have noget trak Nathan blot på skuldrene. De havde både cookies, små kager og muffins. Han kunne personligt sige at deres muffins var gode. På den anden side, der skulle ikke meget til at gøre ham tilfreds. Han levede trods alt af kopnudler, knækbrød med smør, sodavand og junkfood. Det var kun når han skulle hjem til sine forældre - hvilket han gjorde så lidt som muligt - at han fik noget ordenligt mad. Og alligevel var han på ingen måde tyk - hvilket man ikke kunne sige var takket være den motion han fik. Det meste motion han fik, var når han gik fra sin computer og ud til nærmeste pizzaria fordi han ikke gad at spise nudler.

"Du har ret, hvor ufølsomt af mig ikke at tænke over det, for det er jo ikke fordi jeg med vilje bruger en mikrofon, som får det til at lyde af mindre, så folk ikke bliver distraheret, eller siger at jeg er gay, når jeg spiller online, det har du helt ret i" sagde han, endnu en gang med masser af sarkasme. Det var nok en af hans stærke sider: sarkasme. Han var nok mere eller mindre præsident af sarkasme, hvis ikke konge. Det var også noget som Echo vidste om ham, fra når de spillede sammen, eller bare skrev. Han brugte sarkasme så ofte som muligt for at understrege at det hun sagde var forkert. Det eneste problem var nok at hun kunne være mindst ligeså stædig som han var, når det kom til spil, og når de spillede Portal, spammede de nok nærmere hinanden ved at pege alle mulige steder hen, frem for at komme videre, fordi de begge ville have ret i hvad de skulle gøre.

Da de endelig var alene i det som arbejderne kaldte 'Nathans hjørne', følte han sig faktisk utroligt tilpas sammen med Echo. Han havde egentlig regnet med at de havde været helt vildt akavede og ikke anet hvad de skulle snakke om, uden en skærm i mellem dem. Det overraskede ham overhovedet ikke da Echo satte sig på bordet, da han havde fået et godt indblik i hendes personlighed efterhånden. Egentlig havde han intet imod hende. Hun var flink nok, og spildte ikke følelser ud over ham, som så mange andre gjorde. Hun snakkede om det nødvendige, frem for om hendes liv og hvor hårdt det var at være hende.

"Siden jeg var 16 tror jeg... Så det er omkring... seks eller syv år tror jeg" svarede han tænkende. Det lød rigtigt nok. Han havde arbejdet her lige siden han kunne og da lønnen var fin nok, havde han beholdt det. Han var blevet spurgt mange gange om han ikke ville forfremmes, men han gad det ikke. Han ville bare arbejde her indtil han var færdig med at læse til IT-programmør. Så forhåbentlig skulle han ikke arbejde her så meget længere. "Jup, syv år her til juni" sagde han så med et nik. Det var længe for en ung fyr at arbejde det samme sted, men han havde ikke sådan rigtigt noget i mod det. Plus han fik gratis kage og kakao, så det var fint med ham. Apropos kakao, tog han en tår af sin kakao og brugte den til også at varme sine hænder. Han frøs altid om fingrene, fordi han havde dårligt blodomløb. Hans mor havde altid sagt at det var fordi han havde et varmt hjerte, hvilket altid kunne bringe et smil på hans læber. Hvor tog hun dog fejl.

Echo himlede med øjnene, over hans sarkasme med mikrofonen. Selvfølgelig kunne hun ikke have vidst at han havde købt en, som med vilje ikke opfangede hans læspen. Så hun lod bare være med at svare. Hun var efterhånden van til hans sarkasme efter at de havde spillet sammen, og hun for eksempel havde dræbt ham i et spil og hun sagde noget med 'jeg troede du var på det andet hold!' og han så ville sige noget lig med 'ja for min dragt er lilla ligesom det andet hold, den er slet ikke gul ligesom din!'. Nogle gange så dræbte Echo ham bare i spil fordi at han blev stille, eller fordi hun ville have noget at snakke om.
Echo satte det ene ben hen over det andet og støttede sig med den ene hånd på bordet og den anden holdt hendes kop med te. Hun lod sit hår glide ned langs hendes arm på bordet hvor det landede bordet og lavede nogle små vand streger. Mens han fortalte om hvor lang tid han havde arbejdet der drejede hun sig så hun vendte mod ham så hun havde front mod ham. Hun blev næsten nysgerrig. Hvor gik hans grænser?
Alt det som de skrev sammen, virkede det næsten kun som om han ikke var så meget i kontakt med hende som når han var på arbejde. Altså lavede han måske ikke andet? Hendes drilske sider kom mere og mere frem i hende. I spil ville hun for det meste bare begynde at dræbe sine holdkammerater. Men i virkeligheden ville hun begynde at bide efter folk, slikke dem, dufte til dem eller prøve deres grænser af.
Echo smilede lidt da han fortalte at til juni var det ottende år. ”Du har godt nok været her længe så,” sagde hun med en lettere drilsk stemme. Det mindede meget om hvad hun kunne sige når hun syntes folk havde været i live i et spil i længere tid end hende. Hun tog sit ben ned fra sit andet ben og smilede bredt og en anelse drilsk. Echo fjernede sig fra bordet og satte sig med front mod ham, ned på Nathans skød. Hun var for en gangs skyld ikke helt sikker på hans reaktion. Dette var jo ikke et spil, dette var jo virkeligheden. Det er ikke bare virtuelle berøringer. Echo satte sine hænder på hans skød med fingrene pegende ind mod hinanden. Hendes ild manipulation var svækket, men hendes krop var alligevel meget varm i forhold til at hun var kommet ind fra regnen for nogle minutter siden.
”Du kold..” sagde hun og lod sine grønne øjne prøve at kigge gennem hans 3D-briller. Hun ville gerne tage hans briller af, men hun syntes hendes hænder var placeret så godt, og så kunne hendes hænder måske også køle lidt ned. Hun smilte lidt drillende i et spil ville hun nok allerede have dræbt et par stykker, i forhold til nu hvor hun var i en lille fase af hvad hun kunne blive til.

Nathan lagde hovedet på skrå mens han betragtede Echos bevægelser nøje. Han var typen, som helst ville aflæse folk, ligesom med koder. Mennesker var bare meget avancerede koder i hans øjne, ikke så meget andet. Mennesker var lavet af små dele af en større kode som ledte til forskellige handlinger, reaktioner og tanker. Hvis han ikke kunne læse en på nogen måder, blev han utilpas og modsat blev han utilpas hvis andre kunne læse ham. Når man sad og lavede koder hele dagen, begyndte man også at se i koder, om det så var i spil eller virkeligheden.

Ved Echos ord, hævede han et mørkt øjenbryn. Han havde hørt den sætning alt for mange gange, ofte kort inden han blev dræbt når de to spillede. Han så det næppe som at Echo ville slå ham ihjel i virkeligheden, men hun var klart igang med at lægge planer. Men udover det, reagerede Nathan ikke som sådan. "Ja, det har jeg" mumlede han, en anelse mistænksom. Hun var helt klart ude på noget, men hvad det kunne være, det måtte jo vise sig. Nathan kendte hende jo ikke personligt. Han vidste ikke hvilken hjerne, som gemte sig bag brugernavnet og det kønne ansigt. Han vidste jo ikke engang om hendes navn rent faktisk var Echo! For at være ærlig, troede han ikke som sådan på det. Echo var trods alt ikke det mest normale navn i verden.

Men bare fordi Nathan vidste at hun var ude på noget, betød det ikke at han havde gennemskuet hendes næste handling. Tvært imod blev han ret overrasket af at hun satte sig overskræv på hans skød. Han så nu op på hende og var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre. Især ikke da hendes (utroligt varme) hænder gled ned på hans skød. Han var ikke vant til at folk var så nærgående og han følte sig lettere utilpas for at være ærlig. Det kom dog lidt i konflikt med hans mere hormonelle side, da hun var en pige, som sad på hans skød. For på den side havde han absolut intet imod det.

"Og du er varm..?" sagde Nathan så, en anelse tøvende. Han vidste ikke rigtigt hvad der foregik længere oppe i pigens hoved. "Og når nu vi er færdige med at konstatere ting, kan du så forklare mig hvorfor du sidder på mig?" spurgte han så, en anelse tøvende.

Echo kunne tydeligt hører at han vidste at hun var ude på noget. Men han virkede selvfølgelig forvirret. Han kendte hende kun nok til at vide at hun var en dårlig vidner og at hun også var en dårlig taber. Hun kom altid med en undskyldning – så følte hun selv at hun havde vundet. Echo syntes klart det var sjovt at eksperimentere med hans reaktioner. De kendte jo hinanden ret godt, men så alligevel ikke.
Echo bed sig selv blidt i læben, mens hun kunne mærke at varmen fra hendes fingre stille smittede af på hans lår. Eller det regnede hun i hvert fald med, siden hendes fingre blev koldere og koldere. Hum smilte blidt. ”Jeg er altid varm,” sagde hun og smilede lettere kækt. Det var i hvert fald ikke lige frem normalt hvis man så hende kold. ”Mh” sagde hun kort og overvejende, ”Fordi jeg fik lyst,” sagde hun med et bredt smil. Det var selvfølgelig fuldkommen som når de spillede og hun dræbte ham. 'Fordi jeg fik lyst'. En typisk ting for Echo at sige. ”Okay, måske også fordi jeg havde et lidt varmt,” sagde hun og smilte bredt. ”Og det er sjovt nok mig der lige er kommet udefra, og dig der har været inde for i... Nogle timer,” Hun vidste ikke lige hvor længe han havde været på arbejde, hun var ikke van til menneskernes arbejde, ikke så meget i hvert fald.
”Jeg ved ikke om det er et dumt spørgsmål... Men de der... 3D-briller... Hvorfor?” sagde hun og lænede sig langsom frem mod ham, mens hun sagde det. Hun prøvede virkelig at se igennem dem, men det var ikke ligefrem nemt. Hun kunne i det mindste se at han havde øjne! Selvfølgelig havde han øjne, hvordan skulle han ellers spille! ”Vent! Vent! Ser du så i 3D!?” spurgte hun en smule ivrigt. Havde et øjeblik glemt, at 3D var sådan man så normalt. ”Hov.. Nej.. Shhh! Det hørte du mig ikke sige!” sagde hun med et lettere tøvende smil. Hun havde når hun sagde noget som ikke gav mening. Hun var jo ikke dum, hun lod jo bare tankerne løbe – i stor stil. Hun satte sit fokus på at se hans øjne. Hendes grønne øjne bevægede sig lidt hele tiden fordi for at kigge på hvert øje, det gjorde dog bare at hun hele tiden skulle vænne sig til at kigge igennem det nye farvet glas.

Nathan prøvede at lægge mærke til hvor varme hand kinder føltes, som han mærkede varmen fra hendes fingre sive igennem hans bukser. Han placerede sine hænder over hendes, for at være sikker på at hun ikke ville køre dem op af hans lår eller noget i den stil. Han følte sig faktisk utroligt tøset lige nu. Han rødmede og frygtede at Echo ville køre hænderne op af hans lår. Virkelig? Han måtte have været for meget på internettet, for når han tænkte over det, gamede han oftest med piger. De var sikkert begyndt at smitte af på ham. Jep. Det måtte være det.

Da hendes typiske svar kom, slappede han mere af, og himlede også med øjnene, for at vise hvor typisk det egentlig var. "Jeg har generelt dårligt blodomløb, så det må være det" mumlede han, da han også begyndte at lægge mærke til hvor varme hendes hænder var på hans egne. Okay, nu følte han sig virkelig tøset, hvem fanden havde givet Echo lov til at være mere mandelig en ham?!

"Det startede ud som en joke med at jeg foretrækker de to farver, især når jeg sætter computere op fordi det gør det mindre irriterende at se på, og siden har det bare været en vane at gå med dem" svarede han med et skuldertræk. Han havde naturligvis kontaktlinser i, nu hvor han havde været på arbejde, men ellers var det også for at skjule hans øjenfarve(r). Egentlig også lidt fordi at man altid kunne se lidt forskel på hans øjne hvis man kiggede på dem i længere tid og solbriller var blevet brugt for meget hvis du spurgte ham. Bare for at lade som om at der ikke var noget galt med hans øjne, skubbede han brillerne ned for at se på hende med sine brune øjne, inden han satte dem tilbage på plads.

Echo var faktisk en okay person. Indtil hun kom med den dumme kommentar. Lige der, overvejede han at afslutte deres venskab. Waoh. Kunne man virkelig være så blank? Heldigivs redede hun den igen, og han himlede med øjnene. "Jeg er ked af at ødelægge det for dig Echo... Men det er kaldt at se normalt" sagde han, mens han himlede med øjnene.

Echo smilede lettere kækt, da han placerede sine hænder på hendes. Enten ville han have varmen i fingrene, eller så ville han ikke have hun kom nærmere med sine fingre. Var han for meget hjemme eller hvad? Men han var nok heller ikke den der var ude og feste hele natten. Det gamede han nok med hende. Ja, det måtte vel være det. Men før det? Han havde nok altid været betragtet af spil.
Hun grinede lidt da han kom så let og elegant hen over hans dårlige blodforløb. "Så må mit vel være fantastisk!" sagde hun og grinte lidt drillende. Hun vende sine hænder om greb om hans fingre. Regnede med at det var okay at hun ville varme hans fingre.
Mens hun lyttede lidt til det Nathan fortalte om de to farver forstillede hun sig det i billeder. Hun blev næsten helt ivrig for at se hans øjne. Hun skulle til at give slip på hans ene hånd for at hive hans briller ned på hans næsetip, inden han selv lige viste hende det. Det lille øjeblik hun så, lagde hun hurtigt mærke til en lille kant. En kant som er på normale kontaktlinser. "Er du langsynet?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun havde ikke lagt så meget vægt på hans ene øje så en lille smule anderledes ud. Hun havde faktisk ikke lagt mærke til det. "Eller nærsynet?" Hun kiggede med et mildt smil på ham.
"SHHH!" tyssede hun af ham, "Du hørte det ikke! Og du har ikke beviser!" Sagde hun med et serriøst ansigt, selv om hun var ved at dø af grin. Han var nærmest som lattergas for hende. Euforiserende stoffer, det var lige hvad han var.