Summer bubblegum

Trey's dage gik i ring, der skete altid det samme og han lavede næsten altid de samme ting. Men faktisk så gjorde det ham ingenting, han kunne lide tingene som de var og han kunne lide at han vidste hvad der skete. Så småt begyndte de mange kvinder at vågne når klokken var omkring seks om aftenen, hvilket nok svarede til tidlig morgen for dem. Deres døgnrytme lå jo på den anden ende og han kunne fint lide det på den måde. Da klokken var halv syv vågnede Trey endeligt op.

De fik alle spist morgenmad, Trey drak af de piger han ønskede, som oftest stod Amy for tur, og pigerne. Ja de skaffede deres blod rundt omkring. Dagene var dejlige og Trey kunne lide dem præcist som de var. Han snakkede kort med Dylan over morgenbordet og han smilede let for sig selv imens den blonde fyr kom med et par dårlige jokes. Dylan kunne godt fornemme at Trey var facineret af Nicole og hun havde da også været et samtale emne om morgenen. Mest fordi at Dylan mente at Trey skulle opgive det, ikke nok med hendes race, så havde hun også en far som de begge kendte det. Det var en dårlig kombi og en endnu dårligere idé at opsøge hende igen. Trey burde bare droppe det, også kigge noget mere i mod Amy, som han dog istedet var ved at være en smule træt af, især efter alt det med Kajika dengang. Det var jo trods alt ikke så længe siden set i betragtning af hvor mange år Trey havde levet.

Trey gik udenfor da mørket endeligt var fremme og han stod i kanten til det store hus, han elskede at være i skoven, det eneste sted udenfor han følte sig tryg, og der gik ikke længe før hans lugtesans fik færden af noget. Nicoole var i skoven. Trey begyndte roligt at gå så man kunne høre hvordan bladende under hans fødder knasede og han gik rolgit igennem skoven. Han gik i mod søen, var hun virkeligt ved søen? Den pige måtte jo være skør. Desuden var hun taget i skoven alene, som han ellers havde fortalt hende var en dårlig ide. Han var jo trods alt ikke den eneste derinde og hvis en flok af hans piger faldt hende alene ville han ikke kunne svare for følgerne.

"Sagde jeg ikke til dig at du ikke skulle være alene i skoven" sagde han med en bestemt og dyb stemme da han fik øje på hende i søen, selvom han kun svagt kunne se hendes skikkelse så var han overbevist om at det var hende og han stod derfor blot ved kanten med korslagte arme: "Du kunne være død nu" advarede han, hun måtte da enten være naiv eller dum.

Chokeret over den pludselige stemme, endte det med at Nicole gled ud af sin dejlige trance og ned under overfladen af vandet, så hendes lange mørkebrune løvinde manke, endnu engang var blevet drivvåd. Hun kom op til overfladen med et gisp og strøg vandet bagud, med det lange tunge hår, der nu lå ned af hendes ryg, mens spidserne gled som et åkande blad, på den fine blanke vand overflade. Hun så chokeret mod personen der pludselig havde hevet hende ud af hendes drømmende trance. * Trey!? *. Hun så stadig ligeså chokeret ud som altid og de ord han havde sagt, var skam forlængst forsvundet i strømmen af tanker. * hvorfor er han her?.. hvorfor.. hvad sagde han egenlig?? *. Hun så flovt på ham og svømmede ind af mod kanten af vandet og lod sig langsomt træde op.

Splitter nøgen og med dryppende vand, ned af de strittende bryster og den slanke stramme mave, samt de fine arme gled langsomt hen over brysterne for at dække dem, mens det lange hår smukt klaskede ind mod hendes slanke ryg. Hun gik i et normalt tempo, hen mod sit blå håndklæde og smøgede det om sin krop og satte enden mellem de fyldige bryster, før hun berørte det våde hår lidt og vred det. " Hvad laver du her? ". Hun så undrende på ham, men kunne dog ikke undgå at lade et lille genert smil glide forbi, mens en rødmen kunne ses hen over hendes kinder. Hun havde intet imod at vise ham sin krop, den var jo smuk og vidunderlig, så hvorfor ikke vise den frem, samt Trey skræmte hende ikke det mindste.

" Hvad sagde du egenlig før? ". Hun så afventende på ham og kunne ikke skjule et lille grin, i det hun syntes at genkalde hvad han havde sagt. " Undskyld mig, men siden hvornår har jeg bedt om en barnepige.. eller babysitter nærmere ". Hun rakte drilsk tunge til Trey og gik lidt tættere på ham og stillede sig direkte overfor ham, mens hun flettede sit hår i en sidelænds fletning, der nu gled ned af venstre side af hendes nøgne skuldre. " Er du her alene? ". Hun så kort rundt og smilede til Trey og sagde så " Død?... er du sikker på du ikke overdriver bare.. en lille smule ". Hun gjorde kort fakte med sin ene hånd, hvor pegefinger og tommeltot på højre hånd, lavede et lille mellemrum, som tegn på HVOR meget.. en lille smule han overdrev. " Så hvad bringer dig væk fra dit slot, Prince ". Hun smilede kort til ham og vendte ham så ryggen og gik hen til sit tøj, for at samle det sammen.

Trey betragtede hende roligt, i mørket kunne han ikke se meget, men han kunne skam sagtens se at hun var nøgen. Men at dømme udfra hans ansigt så var det ikke ligefrem noget der rørte ham, men heldigvis kunne hun ikke læse hans tanker, for naturligvis var hun smuk. Ikke kun fordi hun havde en flot krop, og ikke kun fordi at hun var en race som han godt kunne lide, men lige så meget fordi at hendes krop sikkert var varm, hun havde en puls og hun var levende. Det var jo helt igennem fantastisk og noget han ikke var vant til. Selvom han elskede vampyr kvinder højere end noget andet, så følte han sig uden tvivl draget af Nicole.

"Hvad jeg laver her? Jeg bor her?" sagde han med en mørk og helt rolig stemme imens han kort hævede det ene øjnbryn, han boede trods alt i skoven eller tæt på den, og han havde jo fortalt hende at skoven var hans domæne og at han aldrig bevægede sig udenfor: "Spørsmålet er vidst mere hvad DU laver her" sagde han med et et kritisk blik, hvorfor var hun kommet tilbage til skoven, havde hendes far ikke forbudt hende det? Hun boede jo ved ham, undrede han sig ikke over hendes besøg.

"Hva sagde jeg?" spurgte han uforstående imens han stadig stod med armene over kors, og nej hun halvde måske ikke bedt om en baby sitter: "Jamen så skal jeg da nok lade dig være fremover" sagde han advarende, måske hun lavede sjov med det, men Trey vidste uden tvivl at det ville blive hendes død: "Slet ikke" sagde han og rystede på hovedet, han mente bestemt ikke at han overdrivede overhovedet, han kendte skoven og det gjorde hun jo trods alt ikke: "Lugten af... MAd" sagde han og kiggede på hende med et skapt blik der gjorde hans øjne røde så de næsten lyste om i hele skoven, mest for at skræmme hende.

Hun kunne ikke lade være med at ryste en smule på hovedet. " Bor her.. hele skoven er vel ikke dit hjem? ". Hun lagde hovedet en smule på skrå. Hun syntes det var lige i overkanten at sige, at man boede her.. at han faktisk boede i skoven.. nærmest hentydet at skoven var hans. Hun slap håndklædet, så det gled ned af hendes krop. Hun begyndte så småt at iføre sig sine trusser og derefter sin bh, som hun lukkede foran i stedet for bagved. Hun så kort over mod Trey, i det han så mere.. alvorligt på hende?.. uanset hvad, så kunne hun ikke lide hans tone overfor hende, samt det blik han sendte hende med de ord. " Undskyld mig, men siden hvornår har du fået skødet til hele skoven? ". Hun tog kort håndklædet og klaskede det over sine skuldre, så det nu lå ned af begge hendes skuldre. " Hvad jeg laver, vedkommer egenlig ikke dig, eftersom vi knap nok kender hinanden T.r.e.y.. ". Hun stavede hans navn, for at gør ham opmærksom på, at hun ikke fandt sig i hans ejer fornemmelse overfor hende, eller skoven.

Da hun havde iført sig sin tanktop, gik hun helt i stå i sine elegante bevægelser, i det hun hørte Trey sige ordet mad, samt han ligefrem vovede at prøve at skræmme hende, med hans ildrøde øjne, der lignede noget fra en gyser film. Hun tog hårdt fat i håndklædet og kastede det mod hans overkrop, i det hun gik standhaftigt mod ham og pegede så direkte mod hans bryst og sagde med en hård stemme. " Jeg fandeme IKKE MAD!. Jeg er et levende væsen, samt jeg er en kvinde, så hvad fanden jeg laver her eller gør ALENE, vedkommer ikke en playboy som dig TREY.. desuden ser jeg ikke dit navn på nogen steder af min krop, så stop med at få det til at lyde, som om du EJER MIG ". Hun prikkede ham lidt hårdt mod brystet, hvor hans døde hjerte måtte være, under den iskolde hud. " Jeg er ikke en skid bange for dig eller dine baby vampyr tænder!.. you got that! ".

"Jo..." sagde han blot roligt, skoven var hans hjem og han kendte den ud og ind, han kendte alle kroge og han kendte alle væsner der boede i den, det var netop også derfor at at han vidste hvordan tingene var og hvordan at hun skulle passe på med hvor hun gik: "Jeg har boet her i over 200 år" pointerede Trey og kiggede roligt på hende, 200 år var vidst nok til at udforske de omkring 2000kvm skov, så stort var det jo trods alt heller ikke.

Trey kiggede irriteret på hende, overvejede blot at gå og lade en eller anden tage hende, måske en varulv eller noget i den stil. Så kunne hun i det mindste lære at han faktisk havde ret når han sagde noget, for man kunne jo rligt sige t hun var ung og naiv, ikek at han kunne ændre det, men han ville ønske at han kunne. Han kiggede roligt på hende da hun havde fået tøj på, anede ikke helt hvad han skulle sige og overvejede kort at lade hende være og gå væk.

Trey kunne mærke hvordan hun langsomt tændte hans vrede med sine ord og han overvejede at øjeblik hvad han skulle gøre for ikke at explodere. Hans røde øjne glødede stadig og da hun prikkede til hans bryst tog han hårdt fat omkring hendes håndled: "Du skal IKKE udfordre mig Nicole" sagde han bestemt og kiggede på hende med sit aggresive blik imens hans stemme endnu var dyb og bestemt: "Du kan passe dig selv... Og kom ikke kravlende tilbage når du har brug for hjælp" sagde han bestemt og i en hurtig bevægelse skubbede han hende hårdt tilbage så hun fløj i mod søen, og inden der var gået et sekund var Trey forsvundet tilbage i mod sit slot. Nu måtte guderne vide hvad der skete.

Havde Trey det dårligt med at forlade hende alene i skoven? Ja det havde han nok. Men han følte ikke der var andre muligheder. Hun var ung, hun var tydeligt teenager og frem for alt så var hun naiv. Hun gjorde grin med ham og hun gjorde grin med skoven. Hun mente åbenbart at det hele var en leg. Trey kunne ikke finde på at skade hende, men han kunne sagtens finde på at lære hende en lektie eller to, for hendes eget bedste og det var præcist hvad han følte at han gjorde. Hun behøvede ikke at frygte ham, men hun skulle stole på ham og hun skulle respektere ham. NÅr han sagde noget så løj han aldrig, og det var noget han ønskede at få banket ind i hovedet på hende, og nu havde han efterhånden erfaret at der kun var en måde at få det gjort på, og det var ved at lade hende opleve skoven alene om natten, for et rart sted det var det bestemt ikke.

Trey var taget hjem i mod pigerne, men havde efter ordre bedt Dylan og en af pigerne om at tage ud og holde øje med NIcole. Han ønskede ikke at hun skulle blive slået ihjel, og Trey vidste bestemt at det var en oplagt mulighed. Hendes blod kunne lugtes næsten på kilometers afstand af både vampyre og varulve, og om hun skulle frygte det ene væsen mere end det andet vidste han snart ikke, men bange det burde hun være, og det håbede han at hun omsider snart ville forstå.

Trey blev siddende nede i sin hule, på sit eget værelse imens han ordnede en masse ting. Han tænkte på NIcole var tid til anden, især nu hvor timerne gik imens Dylan og Sasha, som pigen hed, stadig var ude. Trey havde udtrykkeligt sagt til dem at de ikke måtte vise sig eller blande sig, med mindre hendes liv direkte var i fare, for han var skam interesseret i at hun oplevede skoven lidt på egen hånd, også selvom hun jo faktisk ikke var helt alene. Men det ville hun jo ikke vide.

Da fire timer var gået bankede det stille på Trey's dør og Amy stak hovedet ind: "De er tilbage" sagde hun stille. Trey rejste sig op og gik ud i det store rum hvor der var helt stille og alle pigerne stod og kiggede i mod NIcole som lå livløst i Dylan's arme. Dylan forklarede sig og lagde Nicole ind i et af de små rum hvor der var en seng og en stol. Adrian satte sig ind til hende og satte en klud på hendes pande imens hun afventede at hun ville vågne.

Den dejlige fugt, der blev presset mod panden, fik de tunge øjenlåg til langsomt at løfte sig. Bagved de tunge øjenlåg, var de smukke tofarvede øjne, et blåt og et brunt. De smukke tofarvede øjne, så med et livløst blik mod Adrian, dog da det endelig gik op for personen bag de livløse øjne, hvor hun egenlig var.. fik de hurtigt liv. " Adrian?... ". Hun satte sig langsomt op og ømmede sig lidt. Hun havde rifter, men de havde for længst dannet sår, så der intet blod slap ud. Hun kunne ikke heale som vampyr kunne.. men hun havde skam heller ikke brug for det. Hun kunne faktisk godt lide at se mindre ' fin ' ud.. eftersom hendes krop fortalte sin egen historie.

Hun tog sig til hovedet og udstødte et lille ømmende suk. Hendes hoved føltes tusind gange tungere end normalt, men måske var det fordi hun havde grædt sig selv i søvne?. Hun så lidt rundt og spurgte så. " hvor er jeg? ". Hun havde aldrig nogensinde været inde på en af pigernes værelser, så hun vidste faktisk ikke at hun var i Trey´s hjem.. i hans slags tortur kælder.. sådan føltes det ihvertfald. " Omg.. ". Det var så pinligt at være endt med at komme tilbage. Hun tog sig en smule til hjertet og mærkede dets hurtige banken. Hun var pinlig berørt, samt hun var nervøs.. nervøs for hvad der ville ske.. samt hun var flov. " V...v-ar det ham der bar mig her hen.. ". Hun prøvede at overveje mulighederne om at ha gået i søvne, men så skulle det altså være en første gang, så det kunne hun ikke ligefrem forstille sig, at hun altså havde gjort sådan.. pludseligt.

Hun rystede en smule på hovedet og tog blidt fat i armen på Adrian og sagde" Please ikke sig til ham at jeg vågnet.. jeg.. jeg vil helst ikke se Trey ". Hun vendte sit blik skamfuldt væk fra Adrian´s øjne, der muligvis ville søge efter en forklaring, men Nicole´s ansigt sagde alt.. at hun ingen ville give og at hun IKKE ville se Trey, om hun så skulle gemme sig som et eller andet barn under senge lagnet. Hun gav en lille hosten fra sig og sagde" Ham der bar mig.. ". Hun huskede at være vågnet sådan halvt om halvt på turen.. havde set en flot fyr der bar hende trygt i sine arme. " Jeg vil gerne sige tak.. personligt til ham ". Hun ville ha ham ind til sig, så hun kunne sige tak til ham, men så dog heller ikke MERE end et tak.

Adrian smilede kort da Nicole endeligt åbnede øjnene og hun tog roligt kluden fra hendes pande: "Ikke bevæge dig for meget" sagde Adrian da Nicole ville sætte sig op, hun måtte lige tage den med ro et stykke tid, især efter at hun ude i skoven havde været så bange og nervøs som hun nu engang havde.

"HVor du kom fra... Trey's" sagde Adrian roligt og imens hun dog stadig kiggede på hende med et let bestemt blik som i at hun skulle ligge stille og holde op med at bevæge sig, for det ville hendes skrammer bestemt ikke blive bedre af. Da Adrian havde været menneske arbejdede hun på et hospital som sygeplejeske, og hun havde bestemt ikke glemt de mange itng hun havde lært dengang, det var også derfor hun gerne ville have Niole lå stille, selvom hun godt kunne fornemme at Nicole ikke helt havde samme opfattelse af situationen

"Nej det var det ikke" sagde hun roligt og rystede på hovedet, det var trods alt Dylan der havde fået hende og Trey der havde været herhjemme, men sådan var det nu ganske ofte. Trey var ikke altid så glad for at blande sig i ting hvis han kunne slippe: "Det kan du desværre ikke" sagde Adrian venligt og rystede på hovedet. Dylan var ikke typen der snakkede med folk og slet ikke uden Trey. Nok var Dylan den mest magtfulde på hele dette sted, men på samme tid så var han også den som måske tænkte MINDST selv og han kunne intet gøre eller foretage sig uden Trey og hans ordre.

Nicole kunne ikke lade være med at give et lille grin fra sig. Hun kunne godt lide at høre Adrian´s strenge side komme frem. Hun lænede sig en smule mod Adrian og smilede en smule sensuelt til hende, i det hun hviskede sukkersødt i hendes øre. " Og hvad vis jeg nægter? ". Hun kunne ikke lade være med at drille Adrian lidt. Hun syntes at de trængte til at kvikke lidt op, især efter alt der var sket. " Angående ham fyren. Kan du ikke sige tak fra mig så? ". Hun vidste ikke hvad hun skulle gør ellers, eftersom hun jo ikke måtte sige det personligt til ham, hvilket var vildt mærkeligt, men sådan var det vel her nede. Weird Vampires.

Hun lænede sig en smule tilbage i sengen og pressede sin ryg mod de mange puder der var lagt bag hende, sådan så hun kunne sidde behageligt op. Hun lukkede sine øjne en smule i og tog sig lidt til hovedet. Hun snuppede blidt Adrian´s håndled og lod sine finger glide op af det, indtil hun fangede det bløde stof af kluden. Hun trak blidt kluden ud mellem de lange finger på Adrian og gav et lille smil fra sig, i det hun åbnede øjnene og placerede den fugtige klud på sin pande igen.

I mellem tiden.
Kimi havde så småt prøvet tusinder gange at ringe til Nicole, men der havde ikke været et eneste svar. Hun mærkede så småt hvordan det begyndte at stramme i hendes bryst. Nervøsiteten spredte sig, mens sveden meldte sig. * Fuck fuck fuck!.. hun lovede at komme.. det 4 timer siden *. Hun prøvede at spore Nicole´s iphone med iphone sporing. Hun så chokeret på mobilen, i det hun så at Nicole´s mobil var i skoven stadig. " Nicole.. hvad har du nu rodet dig ind i ". Hun iførte sig sit overtøj og nogle støvler, hvorefter hun tog sin cykel og cyklede hele vejen ned til skoven, hvorefter hun stod af og tog sin lommelygte frem. Hun gik med stien, hen af mod hvor mobilen skulle siges at være, dog da hun så en mobil tændt.. læggende for sig selv på den fugtige jord, sammen med en taske og et nu tørt håndklæde.. så kunne Kimi ikke mere holde det ud.

Hun ringede Dean op og forklarede ham situationen, at Nicole var blevet lidt for at bade, men havde lovet at komme inden mørket faldt på, men at hun aldrig var dukket op og at hun nu havde fundet hendes sports taske med ekstra tøj, samt mobil. Hun så rundt og fandt fodspor der førte ud i skoven, væk fra stilen. " Hun er løbet væk fra stien!... Omg Dean, undskyld.. undskyld det alt sammen min skyld.. jeg skulle ikke ha gået ". Hun begyndte at mærke tårerne glide ned af kinderne og begyndte så småt at snøfte, mens hun pakkede Nicole´s ting ned i tasken, samt også hendes mobil. " Du nød til at komme!.. hun har været væk i flere timer! ". Hun så nervøst rundt og løb så tilbage til sin cykel med tasken og stod nu og ventede uden for skoven, på Dean.

I mellem tiden, lå Nicole og fik sovet lidt ekstra, efter at ha drillet Adrian lidt, dog havde hun ikke vildt mange kræfter, mest fordi hun var udmattet i hovedet, af alt det tuderi, samt alle sine tanker.. dog da hun vågnede, gik det op for hende, at hun helt havde glemt alle sine ting og mest af alt.. sin mobil. " Fuck! ".

Adrian nikkede stille, hun skulle skam nok takke også selvom hun vidste at Dylan ville være mere eller mindre ligeglad. Dylan gik kun op i at han gjorde noget som gjorde at Trey kunne lide ham, og det kunne man jo bestemt sige at han gjorde. Adrian smilede roligt til hende og lod hende få kluden imens hun let rynkede på panden: "Du må kalde hvis der er noget" sagde Adrian roligt og rejste sig så op fra sin stol og gik roligt ud af rummet og lod døren tå på klem. HUn havde brug for blod og mest af alt nok også et hvil.

Da Nicole igen stille vågnede var det efterhånden højlys dag. Da Trey hørte hendes lille udbrud gik han roligt hen i mod hendes værelse og med en finger skubbede han stille døren op og lænede sig stille op af dørkarmen: "Sovet godt?" spurgte han en smule provokerende og lod hans læber glide op i et flabet smil, han var glad for at have Nicole i nærheden, hun var lige så smuk som sin mor, og lige så svær at nå indtil. Kajika havde jo heller ikke ligefrem været nem og han ahvde aldrig helt sporet sig ind på hende.

Trey måtte dog ærligt sige at han stadig frygtede Dean, ville han komme på besøg? Ville han måske prøve at slå ham ihjel? Der var så mange spørgsmål og derfor var han udover at være glad for at Nicole var ved ham, også bange for at Dean pludseligt dukkede op: "Har du brug for noget?" spurgte Trey roligt.

_________________

Dean hørte præcist hvad han havde brug for og der gik ikke fem sekunder før han var på vej i mod skoven. Han elskede Nicole, meget højt. Men af og til så var hun en møgunge. Desværre nok noget hun havde arvet efter ham, men ikke noget han satte pris på.

Da Dean kom ind i skoven begyndte han hurtigt at vandre ned i mod Trey's hytte, han var slet ikke itvivl om hvem der havde fået lokket Nicole afsted i mod sig.

Trey betragtede hende blot roligt: "Hvorfor pludseligt så flabet?" spurgte han roligt imens han betragtede hende. Hun var præcist som sin mor og det forvirrde ham mere end noget andet. Det ene sekund virkede hun glad og nysgerrig på hvm han var, og det næste øjeblik virkede hun sur og afvisende. Det var ikke nemt at blive klog på og det var også derfor at Trey ikke havde nogen følelser omkring Nicole, ihvertfald forsøgte han at holde dem så langt væk som han overhovedet kunne, han ønskede ikke at forelske sig i Nicole, for han vidste at det på ingen mulig måde ville ende godt, det ville det aldrig. Især ikke med Dean som far.

"Jeg tror Amy har dit tøj" sagde Trey roligt, han var ganske sikker på at pigerne havde givet sig til at vaske det i ren venlighed: "Men jeg skal nok sørge for at de bringer det til dig så snart at det er rent" sagde Trey roligt og gik med langsomme skridt hen i mod Nicole og satte sig på sengen ved siden af hende og lod sine øjne let glide ind og kigge på hende: "Jeg vil dig intet ondt Nicole, jeg vil bare gerne have at du har det godt" sagde han og kunne godt høre at den sidste sætning lød en smule mere blød end han kunne lide, og han lod let en hånd ae hendes hår om bag hendes skulder.

___

Try åbnede munden og skulle til at tale, men han nåede ikke langt. Dean var på vej, og han nærmede sig hurtigt. Han kom flyvnde med sine vinger så store som de nu engang kunne være, og med en fart hurtigere end hvad normale folk ville kunne nå at løbe. Han landede foran Trey's hule og uden at banke på eller noget andet fik han sparket døren op ind til hvor Nicole og Trey sad.

"DIG!" råbte Dean hen i hovedet på Trey og rakte ud med hånden så en stol fløj direkte hen i hovedet på Trey der satte armene op foran hovedet for ikke at komme for meget til skade. Men Dean var hurtig og greb fat omkring halsn på Trey og klyngede ham op af væggen: "Hvad FANDEN bilder du dig ind" råbte Dean og kunne have sagt hundrede ting om Kajika og Amy foran Trey, men han valgte ikke at gøre det foran Nicole: "Nicole, gå ud herfra. Nu!" sagde han og gjorde klar til at gøre en ende på Trey. Nu havde han fået nok.

Hun valgte at forblive tavs, da han spurgte ind til hendes flabethed. " Amy?? ". Hun var ikke så bekendt med pigernes navne, samt hvor mange piger der overhovedet var, så derfor valgte hun blot at nikke. * mit tøj.. *. Hun så en smule ned af sig selv. Renlig. Hun huskede hvordan hun løb på livet løs gennem skoven. Skræmt som et lille lam. " Nårh ja.. jeg lignede sikkert lort da i bragte mig her til ". Hun huskede regnen.. mudret.. jorden og de bløde blade, der klistrede til hendes kolde krop. Hun betragtede Trey, i det han satte sig ved siden af hende. Hun forstod ham virkelig ikke... først var han sød, så led og så sød igen??... måske var det blot en vampyr ting, men det var dog stadig svært at følge med. " jeg har det godt.. så please.. ikke bekymre dig såen om mig ". Hun havde ikke brug for to fædrelige typer. Hun så stadig rødmende på Trey, i det han skulle til at ytre et ord, dog før det kom så vidt.. blev døren sparket ind og helved brød løs. Det føltes som om alt var i slowmotion. Hun gav et forskrækket skrig fra sig og gemte sit ansigt i sine hænder, da stolen kom flyvende, dog da Dean tog fat i halsen på Trey, kunne hun ikke mere være i den lille verden af slowmotion. " nej far please stop!. Han har intet gjort!, han reddet mit liv!, please slip!!... slip ham så ". Hun tog hårdt fat i Dean, men selvfølgelig var hun for svag.. indtil. Hun mærkede alt elektricitet om sig, hver gnist og ladning. Hun fyldte sin krop op.. lod sig opslugte af det. Øjnene blev lysende blå, samt hendes hår Hvidt, i det hun lagde hånden på hovedet af Dean og sendte strøm igennem hans krop, nok til at slå ham bevidstløs i nogle minutter. " Undskyld far, men jeg kan ikke tillade dig at skade Trey ".