Even in the darkest hour...there will always be light -(Walton)-

___________________________________________________________________

Aften var smuk, nok kølig men meget smuk og dejlig. Allerede fra da solen var væk, gemt bag horisonten, hvor den ville bevæge sig videre til det næste land, var hun ude og fri i naturens skønhed.
Parken var rent faktisk det sted hun helst ville opholde sig, det mindede hende om tiden som menneske, men samtidig også om et håb om noget bedre, noget man kunne elske. Da hun var et natur menneske...eller havde været det som menneske, var der tider hvor hun meget gerne ville gå ud, bare for at opleve det ting man ikke altid oplevede.
Parken var som altid smuk, rolig og lyden af hendes høje hæle var i det store hele næsten det eneste der gav en lyd i den tomme park. Med armene omme bag ryggen, lod hun de skarpe grå øjne, der som altid bar et flabet udtrykke glide rundt og lande på en forladt bænk. En bænk hun meget vel kunne efterlade, men rent faktisk gik hen til og lod sig glide ned på.
Hun lagde benene over kors, samt armene dette var blot en af hendes få ynglings beskæftigelser hun nød sig af, men ikke sagde til andre hvorfor...vidste hun ikke, der var jo som så ikke noget galt i det, men sådan var verden vel sat op, folk holdte hemmeligheder for hinanden og endda endnu værre ting. Dette var blot en af livets mange gøremål og ting der skete

//håber det er godt nok ^^

//Det er fint. :)//

Efter en lang dag, som havde indeholdt hele to lektioner på universitetet, burde Walton ligge hjemme og dovne den af i sin lejlighed. Rutinen var efterhånden blevet en vane. Sådan går det ofte for fattige studerende som ham. Men i stedet for at tilbringe aftenen på måden, han allermest foretrak, havde han i stedet trukket i sin jakke og sko, for at bevæge sig ud i Di Morgas natteliv. Det var dog ikke natklubber, han havde tænkt sig at opsøge. Steder som dem havde aldrig rigtigt tiltalt ham. I stedet havde han valgt at berige parken med sit selskab. Parken var en af de få steder i byen, der fik ham til at føle sig tættest på sit andet hjem, og hvis han skulle være ærlig, var det når hjemveen pressede sig på, at han besøgte stedet. Det var dog ikke noget, han kunne drømme om at indrømme.

Så der sad han. På den trofaste, dog ensomme bænk, og stirrede på stjerneshowet over sig. Han ville til hver en tid foretrække dette show, end de show, som byen kunne tilbyde. På mange måder havde han ikke tilpasset sig byens nådesløse levemåde, og det havde han heller ikke lyst til. Folk opførte sig åndsvagt. Men det var en nødvendighed for hele stammen, at han færdiggjorde sin uddannelse, så han kunne videregive sin viden senere.

Med ét blev han slynget ud af sit tankespind, da han hørte lyden af hæle mod asfalten. Lynhurtigt fik han lokaliseret kilden og så en pige komme gående i sin retning. Han var med det samme klar over, at der ikke var tale om et menneske - han var blevet utrolig god til at sortere dem fra, når han stødte på folk. Men det var nu heller ikke svært. Væsener havde en glans over sig. Næsten noget guddommeligt, hvis man altså spurgte dem selv.
Pigen vækkede ikke hans interesse ved første blik; hun var sikkert beruset og forret vild. Det var de fleste, der var alene på dette tidspunkt af natten. Men så fik han øje på hendes T-shirt. Nirvana. Hmm. En ven fra universitetet havde introduceret ham for en masse musik, som mennesker åbenbart lyttede til. Det var slet ikke som melodierne i stammen. Faktisk betragtede han det som larm. Men stoltheden over at kunne genkende bandet resulterede dog i et dovent smil.