Around in the dark // Calthos //

T: Omkring midnat
S: Gyderne
O: Mørke
V: Vindstille, men temmelig varmt.

Mallorie havde lullet rundt i gaderne nogle timer nu, uden rigtig at lave noget. Hun kunne ikke tage hjem, eller.. Hun ville ikke tage hjem. Efter det skænderi hun havde haft med sine forældre, så havde hun ikke ligefrem den vildeste lyst til tage hjem igen og høre på dem igen. Edward var desværre ikke hjemme, så hun kunne heller ikke flygte over til ham. Luke var heller ikke. Der var ikke andre steder for hende at flygte hen denne aften. Ud over selvfølgelig gyderne. Der var overraskende fredeligt på denne tid af aftenen. Det var ikke sent nok til, at de fulde svin var kommet frem fra barene, så der åndede en form for ro over den gyde, som hun lige nu gik rundt i.

Med en øl i hånden slændrede hun ned af gyden, kun for at vende om og sætte ned igennem en anden. Det var ikke noget specielt hun lavede. Hun gik bare rundt og ventede på at hendes forældre ville sove tungt nok til, at hun kunne krybe ind i seng uden at skulle skændes med dem igen. Det gad hun virkelig ikke denne aften. Som hun smuttede om et hjørne mere og så ned af den ufattelig mørke gyde. Woaw. Adrenalinen kørte op i hende igen, som hun med forsigtige skridt gik ned af den.

Selvom det var midnat, så var det ret varmt alligevel. Det var en perfekt aften at vandre rundt og kigge på stjernene eller slappe af. Calthos stod oppe på et af hus tagene og kiggede sig omkring. Der var stille, et par mennesker gik fulde rundt på gaden og grinede. Han rystede let på hovedet med et smil, for en gangs skyld var mennesker der havde detsjovt imensde var fulde og ikke mennesker der var ude på at gøre andre fortræd. Der var ikke rigtig nogen nede i gyderne, forståeligt nok, de var ret mørke. Eller det troede han da i hvert fald ikke at der var. Han fik øje på en person dernede som vandrede rundt, det så ud tilat hun var fuld. Han vidste ikke hvad hun lavede dernede, men gyderne kunne stadig være farlige på den her tid af natten. He satte i spring efter personen og villeholde sig oppe på tagene. Men han var udmattet, så han kunne knap nok teleportere sig rundt omkring. Han kiggede rundt for at se om han kunne få øje på et eller andet han kunne tage energi fra.

Nede i gyden var der et elektrisk apparat, det var sikkert nogle sikringer til lejlighederne i bygningen. Der ville ikke rigtig ske noget ved at han gik hen og tog energi fra den, så han hoppede ned fra taget og landede på fødderne. Dette ville så ikke være ret langt fra pigen nede i gyderne. Han kiggede på apparatet og tog en dyb indånding. Han tog et par skridt tilbage og placerede den højre fod bagved den venstre og førte armene imod apparatet. Det ville begynde at lyse op. Gyden ville blive lyst op imens at strøm fløj fra apparatet og ind i hans hænder, han kunne mærke hvordan han fik mere og mere energi ved dette.

Hun kiggede sig omkring inde i gyden og kunne ikke rigtig se ret meget. Hun vandrede rundt i nogle minutter, uden faktisk at ane, hvad fanden hun foretog sig. Hun var ikke direkte fuld, da den øl var den eneste hun havde fået den aften. At blive fuld var til gengæld en meget god ide, nu hun tænkte videre over det. Det ville i hvert fald gøre det en del nemmere at komme hjem igen. Måske skulle hun alligevel gøre det? Det var dog ikke noget hun tænkte over for længe, før hun tog en tår mere af flasken og så til sin egen skuffelse, at den var tom. ”Pis også” sagde hun med et fnys og kastede flasken fra sig, så det gav genlyd i hele gyden. Hun gad ikke finde en ny, men at den var tom gjorde hende en smule trist.

Hun kiggede sig omkring, da hun pludselig hørte noget fra gyden af. Hun prøvede på at se, hvor lyden kom fra og fik øje på en mand, som stod ved noget der lignede en strømkasse for de lejligheder, som lå lige i bygningen ved siden af. Var der overhovedet lejligheder i denne del af byen? Nå ja. Så blev hun det klogere. Hun trak kort på skulderne og skulle lige til at vende sig om, da hun så noget lyse op. Hans hænder?! Hendes øjne blev store som tekopper, som hun trådte tættere på ham for at se, hvordan fanden det var muligt. ”Hvad… Fanden?!” sagde hun overrasket, da hun var kommet tæt nok på til at han ville kunne høre hende.

Han var midt i at tage energien fra kassen og var næsten færdig, men da han hørte at der var nogen der kome nærmere stoppede han op med det samme. Det var som om at det var en refleks for ham, men han hoppede væk fra hende og sigtede på hende med sin knyttede næve imens at der fløj små lyn rundt om. Han stirrede på hende og stod bare der uden at sige noget i et stykke tid, før at han egentlig besluttede sig for at hun ikke var nogen trussel. Lynene forsvandt og der var nu stilhed imellem de to. Han åndede langsomt. Han stod i en lang sort jakke der gik ned til knæene, den stod åben og han havde en grå t-shirt inden under. Jakken havde en hætte som han havde over hovedet, i mørket ville man ikke kunne se hans ansigt. Han havde grønne camoufalge bukser på og sorte kindisko, på hans hænder var der et par sorte handsker, hvor fingrene var fri.

Efter nogen tid snakkede han endelig. "Hvad fanden?" Gentog han bare. Han var ikke sikker på hvad det var hun mente, måske var hun forvirret over det han gjorde, men det var jo normalt for ham. Han kiggede over på kassen igen, den var næsten drænet for energi, der ville ikke vrære meget strøm i lejlighederne, nogle af vinduerne var også blevet mørke eftersom at han havde taget den del af strømmen. Han kiggede over på hende igen bagefter og trak let på skuldrene.

Hun stod og stirrede meget stift på manden foran hende. Måske var hun alligevel mere fuld, end hun først troede hun var? Det virkede da i hvert fald sådan, efter det hun lige havde været vidne til. Han stoppede op, i det samme hun kom over til ham og hun kiggede blot underligt på ham, som han stod i kampposition. ”Du kan lige vove på at gå til angreb på mig” sagde hun med en kold tone og lagde armene over kors. Det var en ting at hoppe væk fra hende, men ligefrem true med at angribe hende? Det fandt hun sig sku ikke i! De små lyn der fløj rundt omkring ham viste med det samme, at han i hvert fald ikke var et menneske. Som lynene forsvandt igen, smilede hun blot tilfreds. Hun kiggede ned af sig selv og trak vejret roligt. Hun stod i en nederdel, der gik lige over hendes knæ, bare ben, en t-shirt med et billede af et par rulleskøjter og et pat slidte sneakers.

Han gentog hendes spørgsmål og hendes blik blev udskiftet til et løftet øjenbryn. ”Hvad fanden som i: Hvad har du gang i?” sagde hun med en neutral tone, som var en smule nysgerrig over, hvad pokker han egentlig foretog sig. Hun kiggede mod lejlighederne, hvis vinduer nu var væsentlig mindre oplyste end før. Havde han virkelig drænet energien fra det? Han trak let på skulderne og hun lagde i samme sekund hovedet en smule på skrå.

Han kiggede på hende og nikkede. "Jeps, og jeg havde ikke i tankerne at angribe dig, så du har ikke noget at være urolig for." Sagde han og vendte sig imod kassen igen efter at have stillet sig foran den igen. Hen begyndte endnu engang at dræne energien fra den indtil at vinduerne i lejligheden var helt mørke. Nu kunne han heller ikke trække mere energi ud af den. Han kiggede over på hende igen bagefter og strakte armene ud til siden. "Hvad laver du i det hele taget her?" Spurgte han lidt efter og kiggede på hende med armene over kors. Han belsuttede sig for ikke at være uhøflig og ville tage hætten af. Han hår var langt og gik ned til skuldrene, det var svært at se i mørket, men det så ud til at være brunt. Han kløede sin hovedbund lidt efter at han havde taget hætten af.

Han kiggede op imod vinduerne eftersom at der kunne høres råben deroppe fra på grund af den pludselige strømafbrydelse. Han kiggede over på kassen igen og kom med et lavt "Ups." Men det var højt nok til at hun kunne høre det. Han ville bagefter vende sig over imod hende igen og tage en dyb indånding. "Og hvad jeg har gang i? Jeg er en lyn dæmon, men jeg har fundet ud af at istedet for at dræne energi fra andre væsner, så kan jeg dræne energi fra elektriske ting. Det skader ikke nogen. Det irritere nogen, men.. Skader ingen." Svarede han og snakkede som om at det var en helt normal ting at gøre.

Hun så mod ham og lagde hovedet på skrå. ”Godt så… For ellers havde du fået slag” sagde hun med en hvis form for humor i stemmen og sendte ham et smil. Det var nu ikke rigtigt, men man kunne da altid true en smule, selvom hun ikke ville kunne få noget som helst ud af det. Som han igen begyndte at dræne energien, kiggede hun igen underligt på ham. Hun mødte hans blik igen og himlede med øjnene, da han kom med sit spørgsmål. ”Hvad jeg laver her? Slipper væk fra virkeligheden…” sagde hun stille og kiggede mod jorden. Hun var i forvejen ikke i ret godt humør, så hun kunne ikke overskue, hvis han begyndte at komme med talen omkring, hvordan søde piger ikke burde opholde sig i gyder. ”Og lad være med at komme med ”Du burde ikke opholde dig her på denne tid. Der kan jo ske alt mulig frygteligt” – talen. Det kan jeg virkelig ikke overskue” sagde hun med et suk og lagde armene over kors, imens hun lænede sig op af væggen ved siden af kassen.

Hun kiggede mod vinduerne igen, så godt hun nu kunne, da hun stod med ryggen til dem. ”Flot …” kommenterede hun med et smil, da hun også kunne høre nogen klage over den manglende strøm. ”Se det gav mere mening” sagde hun til hans forklaring og nikkede. ”Dog er det nok ikke ret smart at gøre på steder som disse” sagde hun og kiggede endnu engang op mod vinduet, hvor nogen stak et hoved ud og kiggede mod kassen. Dog var det for mørkt til, at hun kunne se noget som helst og det blev hurtigt lukket igen.

Han løftede et øjenbryn og trak på skuldrene. "Det havde jeg heller ikke tænkt mig. Folk opholder sig på steder hvor de kan klare sig. At du gik herind er dit eget valg, der er ikke sket noget med dig, så det ville være nyttesløst at komme med den tale." Svarede han og kiggede op imod vinduet der blev åbent. Det var for mørkt til at se dem, men alligevel vinkede han bare til personen. Da vinduet blev lukket kiggede han igen over på hende og lænede sig på af muren på den modsatte siden. "Men flygter fra virkeligheden? Så må der være sket et eller andet?" Sagde han og trak let på skuldrene igen. "Ikke at det kommer mig ved." Sagde han så bagefter og ville egentlig ikke spørge ind til det. Han regnede med at hvis hun ville fortælle det, så kom hun selv og sagde det.

Efter lidt tid med stilhed snakkede han endnu engang. "Hm, Calthos." Han rakte hånden frem efter at have talt og kiggede på hende. Det var svært at se, men han smilede da idet han kom nærmere. Han kunne lige så godt lade være med at være uhøflig. Hun var den første han havde mødt i byen. "Jeg er ny her, såeh.. Jeg aner ikke hvor ting er." sagde han stille og masserede sin nakke lidt. Hans ansigt så ud som om at den var øm.

Hun kiggede på ham med et tilfreds smil og nikkede derefter. ”Gid der var flere der tænkte ligesom dig” sagde hun stille og strakte sig kort. Hun overvejede faktisk at sige et eller andet til den kvinde, som stak hovedet ud af sit vindue, men lod alligevel være, da det nok ville være en dårlig ide. Hvorfor skulle hun også det? Hun rystede på hovedet og kiggede mod ham igen, som han fortsatte med at snakke. ”Det rager faktisk ikke dig nej…” startede hun ud, men havde nu mere lyst til bare at fortælle ham det, for at få en sten væk fra sit bryst. ”Mine forældre er ikke til at holde ud lige for tiden…” sagde hun stille og orkede ikke at forklare mere, da hun kiggede op mod den mørke himmel.

Hun tog hans hånd og rystede den kort, da han rakte den frem mod hende. ”Mallorie” sagde hun kort og nikkede en enkelt gang, inden hun slap igen og kiggede rundt omkring sig. Blot for at være sikker på, at der ikke var nogen omkring dem. ”Okay så… Nogen steder du gerne vil se?” sagde hun så og kiggede mod ham. Hun kunne ligeså godt lave et eller andet fornuftigt, da hun ikke skulle hjem de næste mange timer.

Han løftede et øjenbryn da hun sagde at det ikke kom ham ved, men da hun alligevel begyndte at fortælle starten på det hele, besluttede han sig for at lave lidt sjov. Da hun var færdig kiggede han på hende. "Hm? Hvad?" Sagde han blot og blinkede et par gange og så ret forvirret ud. han lod som om at han ikke havde hørt hvad hun sagde. Dog ville han smile, men det var som sagt ikke til at se når det var mørkt. Det kom jo egentlig heller ikke ham ved, og det var jo heller ikke sikkert at man lige havde allermest lyst til at forklare sådan nogle ting til en vildt fremmed.

Han trak på skuldrene og kiggede sig omkring hvorefter han kiggede ned på hende igen. "Aner det ikke. Jeg ved jo ikke rigtig hvad der er her i byen. Men du behøves heller ikke at vise mig rudnt hvis du ikke vil." Sagde han stille og roligt imens at han kiggede på hende. Han vidste jo ikke hvad der var omkring, så det var lidt svært at sige hvad han ville se. Desuden, så ville det nok også være lidt bedre at se tingene om dagen hvor det var lidt lysere og hvor ting rent faktisk havde åbent. Han rystede sine hænder en smule for ikke at stå alt for stille.

Hun sendte ham et smil og rystede så på hovedet, da han løftede et øjenbryn imod hende. Som han spurgte mere ind til det, blev hendes smil blot større og hun kunne ikke længere holde det grin inde, som var på vej ud igennem hendes læber. ”De er bare lidt for nysgerrige” sagde hun stille, imens hun stod lænet op af væggen med den ene fod mod den og den anden plantet mod jorden. Hun vidste, at hun blev nødt til at være mere specifik, hvis hun skulle have nogen forståelse, så hun fortsatte med at snakke nogle sekunder efter. ”De er helt oppe og køre over, at jeg har et meget… svingende forhold til min kæreste, eller hvad fanden han er lige nu” sagde hun med et stille suk og sendte ham et smil.

Hun skubbede foden en smule bagud, så hun kom ned og stå på jorden med begge ben igen, før hun kiggede over på ham. ”Jeg har ikke andet at lave, så kom du bare med” sagde hun stille og begyndte så at gå ud af gyden mod gågaden. Nu hvor hun ikke havde tænkt sig at komme hjem lige det næste stykke tid, så kunne hun ligeså godt finde på et eller andet at lave.

Han nikkede imens at hun snakkede, som tegn på at han stadig hørte efter. Han kunne ikke lade være med at smile da hun nævnte at det var et svingende forhold. Det var ikke første gang han havde hørt det. "Den har man hørt så tit, men jeg håber at i finder ud af det." Sagde han og skubbede sig selv lidt væk fra den mur som han stod op af. Nu var det ikke fordi at han selv havde haft tid til at have en kæreste, så han havde aldrig prøvet det halløj, han havde brugt det meste af sin tid på at flygte og finde nogle steder at gemme sig, så at fjante rundt med det andet køn var der ikke særlig meget tid til for ham. Han gabte og strakte sine arme ud til siden og åndede tungt ud imens at han kiggede på hende med et smil.

Han blinkede et par gange og kiggede på hende. "Men, hvor tager vi så hen?" Spurgte han og kløede sig i nakken. "Der er da ikke rigtig noget der har åbent på den her tid? Så der er vel ikke rigtig noget at se, er der?" Medmindre at der var et eller andet han ikke vidste, så var alle steder da lukket på den her tid, ja alt lige undtagen steder hvor man kunne få lov til at drikke. Han tænkte lidt over det og valgte ikke at spørge mere ind til det, men at han bare ville følge efter hende og se hvor i alverden hun vil tage ham hen.

Hun sendte ham et smil og kunne nu godt lide, at han faktisk hørte efter. Det var ikke normalt, at folk gad at høre på hendes brok. ”Tja. Det håber jeg nu også” sagde hun stille og smilede, da han gik med hende. Hvor de skulle hen? Det anede hun faktisk ikke. ”Du sagde, at du ikke anede noget om, hvad du ville se, så vi starter bare fra en ende af med at gå ned af gågaden” sagde hun stille og sendte ham et smil. Der var ikke noget åbent lige nu nej, men det var sådan set lige meget, hvis man bare skulle på rundtur i byen.
”Det er sådan set lige meget, om tingene er lukkede eller ej, for vi skal ikke ind nogen steder” sagde hun henkastet og sendte ham et smil mere. Der var massere af ting at se, selvom det var midt om natten. Eller okay… det var ikke midt om natten endnu da. Det var da kun omkring midnat. Hun drejede ned af gaden og gik ned af den meget tomme gågade. ”Her er gågaden. Der er alt imellem himmel og jord i butikker og sådan”

Han nikkede til hende en enkelt gang som et svar på at han også håbede det. Selvom at han hverken kendte hende eller hendes forældre, så var det ikke sjovt at skændes med sine forældre, det er jo alligevel dem der har taget sig af en og sørget for at man har det godt. På en eller anden måde, så var det som om at snakken om forældre fik hans smil til at forsvinde i en kort stund, men det kom igen dengang at hun begyndte at snakke endnu engang. "Nej okay, det er vel ikke nødvendigt." Hen kiggede på hende og derefter op på et af tagene. "Hmm.. Mallorie?" Sagde han og stoppede op midt ude på gågaden og sørgede for at hun også stoppede op. "Hvad siger du til at.. Se byen på en anden måde? Selvfølgelig, hvis du ikke er bange for højder." Sagde han og pegede med tommelfingeren op et af hustagene med et smil på læberne. Hun vidste jo ikke hvilke evner han havde, men hans plan var at teleportere dem begge to op på et af tagene. På den måde kunne hun jo også vise ham byen lidt nemmere grundet det bedre overblik man ville have derope fra.

Hun sendte ham et lille smil og begyndte sin gang videre ned af gaden. Det var nu dejligt at vide, at nogen faktisk håbede på, at de ville finde sammen igen, selvom hun nu ikke troede på at det ville ske. De havde haft så meget drama på det sidste, at hun var begyndt at tvivle. Hun rystede kort på hovedet, da hun ikke gad at tænke over det mere og kiggede dernæst på ham igen. Hun nikkede over hans kommentar. ”Det er netop det” sagde hun anerkendende. Hun stoppede op midt på gaden, da han snakkede til hende og vendte sig om mod ham, da hun havde gået nogle meter foran ham i sine egne tanker, for at tænke over, hvor de skulle hen bagefter og hvad hun ellers kunne vise ham. ”På en anden måde? Hvad mener du?” sagde hun lettere forvirret og kiggede rundt. Hun gik en enkelt gang rundt om ham, før hun stoppede op foran hans ansigt igen. ”Har du vinger eller sådan noget?” spurgte hun og sendte ham et smil. Det havde hun i hvert fald prøvet før. ”Og nej. Jeg er ikke bange for højder”

Han smilede og kunne ikke lade være med at grine en smule da hun tog en omgang rundt om ham. Han rystede på hovedet før han svarede. "Nej, jeg har ikke vinger. Jeg rejser på en anden måde. Det kræver lidt af min energi, men jeg burde være i stand til at teleportere os begge to op på et hustag. Hvis jeg da kan se det." Sagde han og smilede til hende. Tanken om at hun så nysgerrigt tog en omgang rundt om ham gjorde at han ikke kunne lade være med at smile. Han rystede tanken af sig og talte derefter igen. "Som sagt, så kræver det noget energi, men som du så tilbage i gyden, så tog jeg jo strøm fra lejligheden for at.. Jeg tror man kan sige genoplade?" Sagde han og ville fortsætee den egentlig at tænke over om hun mon ville finde det spændende eller ej. "Det virker på to måder. Jeg kan vælge at suge energi fra levende væsner, lidt ligesom vampyrer suger blod, dog bliver de ikke til dæmoner, men jeg kan dræbe dem ved at suge for meget energi. Min metode er så bedre, jeg tager bare strøm fra elektriske apperater." sagde han som om at det faktisk var en ganske normal ting at gøre og trak på skuldrene bagefter.

Hun sendte ham et smil og afventede hans svar. Hun kunne ikke rigtig komme på nogen anden forklaring, end at han måtte have vinger ligesom engle. Selvom hun ikke troede, at han var en engel. Det lignede han i hvert fald ikke. ”Det lyder ganske spændende. Det kan vi da godt!” sagde hun med et fnis og overvejede, hvordan det dog ville foregå at blive teleporteret op på et af de høje hustage. Højder havde aldrig været noget problem for hende, så det skulle ikke være noget videre problem. Hun fokuserede igen på ham, da han fortsatte med at forklare omkring sine evner. Hun kunne ikke lade være med at grine, da han fortsatte med at snakke. ”Du lyder som et genopladeligt batteri” måtte hun sige, imens hun prøvede på ikke at dø af grin på samme tid. Hun tog sig sammen igen og prøvede på at stoppe med at grine. Hans videre forklaring fik hende igen til at smile. Han lød ikke som en dårlig fyr. Ikke ond i hvert fald, så meget havde hun regnet ud. Hun gik helt tæt hen til ham, imens hun vendte nakken opad. ”Skal vi smutte?”