Geden er en Djævel.

Sted: Kirkegården, ikke langt væk fra selve byen.
Tid: Tidligt på sommeraftenen.
Vejr: Mørke skybundter, der fylder himlen med en truende varsel på snarlig regnskyl.
Omgivelser: Grave, sten, monumenter og alt det der.

De tunge skyer med deres faretruende løfte om langvarig regn skræmte ikke den midaldrende herre ved et par stenmanglende grave væk. Der havde simpelthen ikke været råd til den slags pjat, hvor folk kunne læse en kort tekst om personens sociale respekt. Der var således heller ikke grund til at bruge dyrebare sedler på at lade en professionel skrabe en ulæselig skrift ind på ydersiden af stenene, når man selv kunne finde hammer og en eller anden form for stenhuggermejsel. Så enkelt var det og en af hovedgrundene til at herren nægtede at lade sine forældre bliver æret med gravtekstur. Men som sagt mest på grund af hans status som fattiglus.

Træerne virkede nærmest lige så kedelige, som de halvvisne blomster i hans hænder, snuppet fra en eller anden afdød greves hvileplads. Ikke at manden skulle bruge dem alligevel, så hvorfor ikke lade andre nyde godt af dem, var den tanke der strejfede herrens kølige sind.
Jorden under hans fødder var klistret og prøvede nærmest at trække de hvide træsko ud af fødderne på ham, hvilket var let, siden intet stoppede hans hæle fra at glide bagud når uheldet var ude. Svovlende over den klamme følelse af mudderet, der hang sig fast på den blottede hud, lod han blomsterne falde hårdt ned imellem de to grave, før kroppen lod sig vende rundt, resulterende i at stå i front imod den veststående udgang.

Der var intet som den medlidenhed folk udviste, hver gang de så ham beære sine afdøde familie med et kort, hvad burde have været følelsesladet besøg. Men det var den slags medmenneskelighed, der fik ham til at føle sig ubehageligt tilpas over deres anstrengelser. Der var ingen forståelse fra ham, når man sådan prøvede at være venlig, selvom det egentlig kunne være ligegyldigt for deres vedkommende. Selvfølgelig yndede han sig selv en smule trøst i form af øl eller slik, men når det kom fra andre, føltes det så falskt og på ingen måde tiltrængt. Bare de ville lade ham være i fred, de tåbelige gruppeterapi-gående fjolser.

Ethvert menneske har sin svaghed, og således han. Alkoholen kaldte nærmest på ham med sin tyste, lystgivende stemme, der med sine snu fingre lokkede de sidste penge ud af de varme bukselommer. Hans undskyldning var ikke eksisterende, for i hans verden, var det et bevis på at han kunne elske. At det kolde væske havde en bivirkning eller to var ikke en grund til at hade det, siden alt har en snavset bagside. Som han altid sagde, var det jo egentlig bare om at se den.