Alone in the dark :: Ahngel

Parkens eftertragtede rygte var så overfladisk som det var uoriginalt. Denne kedsommelige og sorgmodige lille plet af Terre havde ingen personlig affektionsværdi tilbage.. Ikke engang for de sølle stakler, som behandlede de overgroede plæner og skæve ornamenter som en tørkeramt jagtmark. Dette var et spild. Denne tidligere forlystelsespark var ikke velset.. Hverken af mennesker eller de skabninger de så ignorant kaldte ’væsner’. Tiderne havde skiftet og nu levede kun de imbecile på fordelende ved at være skrækindjagende – Som havde de glemt alt intelligens der var blevet dem givet og spildt. Forlystelsesparken antog knapt gespenster som gæster og dette havde ladt stedet falde hen i skygge og rust, som var området en lille tidslomme fra en apokalyptisk fremtid hvor alt metal var forfaldent og alt biologisk nedbrudt til muld. Det var dog ikke sagen. Stedet var blot glemt og forladt af civilisationen og kun få gange kunne det høje græs prise sig heldigt ved nye stier lavet af besøgendes nysgerrige eller forvildede skridt.


En eksistens langt anderledes end det nærmende menneske havde allerede indtaget mange mundfulde af den trykkede luft, trods han ikke behøvede den for at holde fast i livet. Det var nærmere end smag på luften og et naivt ønske om at vende ryggen til storbyens os. De sorte skyer kamuflerede dog kun de syndige, menneskeskabte pletter over himmellegemet. Så langt var det ikke fra byen og hvis man blot lukkede øjnene og lyttede godt efter, ville selv de mindre sanseligt bemidlede fange en sirene, som kørte igennem de ydre gader med hast. En langt mere farverig kollage af lyde og indtryk kunne dog fanges af det fremmede væsens kyndige hørelse… Og det gjorde han en selvretfærdig, stor nytte af. I en af de tilbagestående kupéer i pariserhjulet var et lille fristed født. Hvor der engang havde været barnehvin og elskendes offentlige skandaløshed, var der nu stille. Dørene manglede og udgjorde gabende afsatser, som glanede ned på resterne af denne morskabskirkegård. Hængslerne var tvistede og udgjorde skarpe faldgruber for hvem der end kunne finde på at bestie denne vakkelvorne bebyggelse. Nu var de nærmere en beskyttelsesordning, som udgjorde en sikkerhed for roen i kabinen. Her absorberedes lyde fra byen og naturen omkring dem imens tanker vendte dem og fordrejede deres meninger. Et suk blev drevet ud i lavtrykket… Afslappet eller problemafvisende. Roen havde været tiltrængt til trods for at dens relativitet. Det var andet end en kimende telefon og et konstant forsøg på at gennemtrænge vampyrens hjerneskal. Det var hans egen skyld… Han havde ikke kontaktet Jean eller nogen anden. Lejlighederne blev uden tvivl besøgt af egne mænd, ført af Jeans bekymring. Det var et barnagtigt forsøg på at slippe for virkeligheden, men Ahngel tillod sig selv denne selviske luksus. Han var ikke klar til at gå tilbage endnu. Han var ikke klar til alle øjnene igen. Bare fem minutter mere. Bare et par åndedrag mere. Han ville forlade stedet når han hørte den næste lærke. Det var aftalen.


Røde øjne åbnedes og brød mørket med en unaturlig glød. Som et natdyrs blik fanget i et kameras blitz. Blikket skød imod loftet og det røde, forsømte plastisk, som omgav kabinens skrog. Dette var ment som en munter farve, men det mindede mest om efterladenskaberne fra en forældet slagmark. Dets forpinte udseende var dog ikke hvad der havde forstyrret Ahngels – for en gangs skyld – letsindige dagdrømmen. Bænken han lå på begyndte at stikke til hans komfort, nu det havde hans opmærksomhed. Den generelle stilhed omkring ham blev igen belastet af lydende af rustens metal og et hult ekko i de efterladte maskiner. Virkelighedens verden møvede sig ind og gjorde fuglefløjten en smule sværere at fokusere på. Måske grundet fodtrinnene, som nærmede sig udefra. Han var ikke alene på grunden længere og det i sig selv fik ham til at rejse sig fra sin filosofiske dødsseng for at bevæge sig lænende over kabinens ødelagte åbning for at se scenen an.

Igennem tusmørket blev skikkelsen af et pigebarn opfanget: Usikker på benene og tilsyneladende kun på jagt efter eventyr i en mindre eventyrlig omegn. Det var jo kun et spørgsmål om tid før endnu en faldende kabine ville knække et ’uskyldigt’ liv over med sin vægt. Ideen var blodig, men videreførte ingen åbenlys lyst.  Allerede her mærkedes den manglende stræben efter livets krydderi, siden Ahngel knapt skænkede jagt og drab en tanke. Mange af hans slægtsdelende ville beskrive ham som fortabt af den usanselige verden og et mistet individ, men sandheden var, at han blot manglede motivationen og ønsket om at høre et hæst kvindeskrig. Ondskabsfuldheden var mangelvaren denne nat. Måske fordi det tilbagevendende had og angeren ikke havde gjort sit rendezvous med Ahngels mentale dagsorden og således ikke gav ham meget at reagere med. Denne aften føltes han tom. Hul som en skulptur af skrøbeligt opvarmet ler… Og i denne spøgelsesagtige rus ønskede han at forblive. Bare en enkelt nat mere inden han blev kaldt tilbage til sin metaforiske, magiske olielampe, udsmykket med granater, blodsten og citrin.

 

Et blik blev vendt imod den grå himmel og dens tykke fortætning af skyer. Ikke engang et hint om månens helhed blev givet derfra, desværre. Sommerens frugtbarhed derimod… Få byge-dryp ramte vampyrens spidse næse idet han lod ansigtet vendes op imod det tomme rum over dem. Han havde ikke i sinde at dele dette kolossale frirum med et eventyrlystent menneske, så hans ellers vemodige tilværelse i den ødelagte kabine blev brat afsluttet med den unge kvindes tilstedeværelse. Velkamufleret i mørket, grundet de mørke farver i sin beklædning, trådte vampyren ud over afsatsen, som glanede under den dør-manglende kabine. Man skulle tro det frie fald ville brække begge vampyrens ben, som han ville møde noget af pariserhjulets fundament.. Men som var han et kattedyr, upåvirket af tyngdekraftens magtgalhed og suget i maven over selve faldet, landede han på benene med en overraskende lethed. Der kom knapt en lyd fra metallet under ham, som normalvis ville runge i et forskudt ekko ved blot et stenkast imod det rustne skrog. Som det lange, sorte hår afbød fra faldet genvandt pladsen over den øverste del af ryggen og sine skuldre, vendte vampyren ansigtet imod pigen, som villet have nået videre i sin undersøgende færd. Et enkelt bekræftende blik inden han ville fortsætte i den modsatte retning: Væk fra forlystelses-kirkegården og gerne ud imod skovområdet, som omgav det. Hans skridt var langsomme og beskrev hans manglende destination og fokus på sin nuværende, overgroede omverden. For en tid ville han vandre og debattere med sig selv uden blottet stemme, men som han endelig var nået et stykke væk, bød lyden af ødelæggelse ham at dreje ansigtet tilbage. Som sagt: Det var kun et spørgsmål om tid hvornår pigebarnet ville komme til skade eller omkomme blandt de forfaldne dødsfælder.

Han vendte om og begav sig igen tilbage imod centret af den forfaldne park og fulgte lyden, hvis ekko allerede var dødt for dødelige ører… Fra Ahngels sanselige synspunkt dog, kunne det ligeså vel tegne en sølvfarvet linje på jorden, som viste ham vejen imod ulykken. Var hun knækket, skulle hun ikke spildes… Var hun i live… Måske værd at prikke til. I løbet af de næste få minutter blev pigebarnets usynlige fodspor fulgt igennem bygningen, som engang var hovedåre for morskab og gys. Barnehvin syntes at hænge som genhør i de genspejlende lofter og i de ødelagte spejlstumper over gulvet herskede stadig farvemyriader og genskær fra en daværende tids glade folkemængde. Kort blev disse farver dog overskygget og medtage af hvid, sort og rød som vampyren trådte over dem og knuste få under sine såler. Klynkende klir var alt de gav ham inden få blev indviet i faldet, som pigen i sin tid var faldet ned af. Ahngel lænede sig en smule over hullet i gulvet, skuede ned, og så han ikke nået endnu, drog han en dyb vejrtrækning for at samle hende uheldige historie med sin lugtesans: Blødte hun? Græd hun? Var hun draget videre mons tro?               

De små, ellers usynlige refleksioner i pigebarnets hår blev observeret for en stund af eftertænksomhed. Vurderende havde røde øjne lagt sig over hendes person, som prøvede deres hersker at finde en måde at gøre brug af hende og hendes… lille problem. Ville hun forsøge sig at klatre op af den stejle vinkel, som væggen foran hende udgjorde? De små lys blev set væk fra og et ligeså vurderende blik blev givet til den omtalte forhindring. Tvivlsomt. Forsøgte hun sig ville hun sikkert dratte ned igen og muligvis beskadige sig selv. Kluntede mennesker med utilregnelige evner. Og dog formåede de at være det herskende væsen i dagsvandrernes verden. Så talrige, at deres tro på andre skabninger blot var mytologier og forældede i deres troværdighed. Mon det var hvad bragte hende ud i den øde del af hendes verden? Og hvor langt straktes samme areal? Ahngels koncentration blev atter krævet af en melodi, som vaktes til live af – måske hendes nervøsitet? Ensomhed? Ligegyldigt hvad, var det ikke en reaktion, som vampyren havde regnet med. En lyst vækkedes i ham. En lyst til at vække hendes gru og bringe hendes tanker ned af en mere logisk sti. Normalvis var en sådan grusomhed ikke en permanent del af Ahngels tankespild, men en boblende sans for uretfærdighed steg igennem hans velanimerede korpus og efterlod ham med en hunger efter at se skræk oplyse hendes øjne og håbløshed kvæle hendes trøstende sang. Hvorfor råbte hun ikke efter hjælp?

Hendes sang blev ikke taget megen notits af. Teksten var ham ligegyldig og sjældent havde en menneskelig tone været i stand til at vække hans indre kunstelsker. For megen tid var brugt iblandt hans egne, hvis musik var lig det afkommende af en sirene. Den simple skønhed ved en enstemmig, menneskelig sang krævede en anden mental tilstand end den vampyren vaklede rundt i disse dage. Det var vel sagtens bare endnu et fabrikat af nutidens opfølgere alligevel. En tone, som ville forsvinde og forgå med sine søskende. Eventuelt blev sangen til en nynnen, som havde den allerede mistet en smule af sin eksistens og tilbage var naturens lyde i omegnen og det anormale, højlydte fald fra smulderet i den faldefærdige væg. Mon ikke hendes søgen var meningsløs? Opgangene, som før blev brugt til at nå dette elektronikkens tilholdssted var højst sandsynligt langt værre tilset end rummet hun var havnet i. Trapper var kollapsede og lofter faldt ned om ens krop med blot en enkelt fejlagtig bevægelse. Det bragte Ahngel til det spørgsmål, som pigebarnet sikker havde stillet sig selv mindst et dusin gange allerede:

 

Hans stemme ville ikke opfanges fra menneskets øre, som kom den fra en person lige bag hende, men nærmere, som om rummet havde våget over hende og endelig lod sin ellers hvilende stemme glide igennem væggenes sprækker med nysgerrighed. Støvet og melankolsk som samme, var stemmen dog ikke. Trods et rungende efterkald af en beskeden dysterhed, var vampyrens stemme forførende blød imod ens sanser. Om man ville, kunne den beskrives som hypnotisk og truende i den forstand, at man kunne svømme væk i den, hvis man lod tankerne flyde fjernt. En mandestemme uden tvivl, men ikke hæs eller overvældende dyb. En let accent af fransk afstamning kildede konsonanterne og ord blev udtrykt med en silkeblødhed, som syntes forældet til en ellers ungmoden stemme. Kiggede hun sig om igen, var stemmens ejermand stadig ikke gunstgivende nok til at tilgive hende den mindste vished. I sidste ende, kunne det have været hendes egen fantasi, som spillede hende et ildevarslende puds.