Where's my date?

Tid: 19:20
Sted: Bon appétit
Vejr: Det er en anelse køligt udenfor - til gengæld er der ikke en vind, som rører sig. Solen er også gået ned.
Omgivelser: Restauranten er fyldt med mennesker, som spiser, snakker etc.

Klik, klik, klik.. Giselles lange negle med en perfekt fransk manicure, tromme på skift mod bordpladens glatte overflade. Først en negl, så en anden, så en tredje - og så det hele forfra igen. Hendes tålmodighed var hårdt sat på prøve, og med sin trommen med neglene mod bordpladen, gjorde hun også det faktum temmelig tydeligt. Igen og igen lod hun de store øjne vandre rundt i lokalet, søgende.. for til sidst at kigge op mod uret og konstatere, at der var gået endnu et minut, uden at han havde meldt sin ankomst.
Rundt omkring hende sad folk ved bordene og spiste. Hver især havde forskellige ærinder, men til fælles havde de, at de alle sammen så ud til at nyde at være der. I hinandens selskab. Den glæde kunne Giselle desværre ikke tage del i, eftersom hun endnu ikke var i andres selskab end sit eget.

Giselle var vant til at få, hvad hun ønskede, præcis når hun forlangte det. Hun var også vant til, at tingene gik efter hendes hoved, langt det meste af tiden. Så det forstærkede blot hendes irritation, ved at hendes aftale så ud til, at være 20 minutter forsinket. De fleste drenge ville give meget for en date med hende, og med ham her havde hun sagt ja - og han havde været som et barn før juleaften resten af dagen. Tænk, så mange den blonde skønhed kunne glæde med sin blotte tilstedeværelse, hvis de alle ville reagere sådan, over en date med hende. Desværre, var hun ikke typen der glædede folk. Det lå ikke til hendes natur, at gøre ting for andre. Så hvorfor begynde nu?

Hun var i aftenens anledning iført en midnatsblå kjole fra Versace. Den sad stramt omkring hende, og fremhævede hendes former, præcis hvor den skulle. Den var stropløs og kig hende til midt på låret. Kanten - både foroven og forneden - var dækket af små sten, af den slags som lignede diamanter, dog uden at være det. Om halsen havde hun en halskæde med små diamanter hele vejen rundt. Det samme design gjaldt for armbåndet om sit højre håndled. Der havde hun nemlig altid sine armbånd, eftersom der på venstre håndled befandt sig en tatovering med skriften "Dracomir", som var hendes efternavn.
I sine ører var et par øreringe i samme design som halskæden og armbåndet.
Hendes hår var krøllet og lå blidt henover hendes ene skulder.
På fødderne havde hun et par sorte Louboutin-stilletter med den klassiske, røde sål, som gjorde hende 13 cm højere. Hun havde tjekket, at hendes date stadig ville være højere end hende, selvom hun tog skoene på. Alt andet, ville jo være vildt kikset..

Igen vendte Giselle sit blik mod lokalet og derefter uret - men intet var ændret. Hendes date var endnu ikke dukket op efter en halv time. Hun sværgede for sig selv, at hvis ikke dukkede op inden for fem minutter, ville hun i den grad hævne sig. Det var ydmygende at sidde alene på en restaurant og være brændt af. Og ingen.. ingen brændte Giselle Dracomir af.

Giselle så ikke engang op, da en ung mand, som hun formodede var sin forsinkede date, gjorde sin ankomst. Hun var utroligt fornærmet, og samtidig utroligt overrasket over, at der var en som trodsede hende så meget, at han tillod sig at komme en halv time for sent til en date, som han forresten var umådeligt heldig, overhovedet at have fået. En aftale med hende, hang ikke på træerne, og det burde han vide. Om ikke andet, ville han komme til, at lære det på den hårde måde.
"Du er heldig, at jeg stadig sidder her. Jeg venter ikke - men du lod mig vente i en halv...". da hendes "date" begyndte at tale, gik det op for hende, at stemmen ikke tilhørte den, hun ventede. Dette var ikke hendes date. Hun så op, og ganske rigtigt blev hun bekræftet i det, hun allerede havde konkluderet. Det her var ikke ham, hun havde forventet at se. Men, han opførte sig som om, de havde en aftale. Hvorfor troede folk, at de kunne tillade sig alting i dag? Først blev hun brændt af - hvilket var groft nok i sig selv - og så dukkede denne fremmede op, og lod som om, han hørte til, hvor han sad. Vidste folk da slet ikke hvem hun var? Der var virkelig nogen, hvis liv ville blive utroligt surt mandag morgen. I hvert fald hendes dates. For denne unge mand, havde hun aldrig truffet før.

Hun løftede vantro det ene øjenbryn, da han lagde sin hånd nænsomt over hendes. Hendes øjne mødte hans. Han så godt ud. Var meget almindeligt klædt, og lignede i det store hele de mænd, som plejede at komme på restauranten. Hans sorte hår var redt pjusket tilbage, og hele hans fremtoning var generelt charmerende. Disse tanker skubbede hun dog hurtigt, til sidste og fjernede sin hånd fra hans med en hurtig bevægelse. Han skulle ikke tro, at han kunne troppe op, i stedet for hendes date, og opføre sig som om, han var velkommen. Uanset hvor charmerende han var.

"Selvfølgelig er jeg det", kom det tør fra Giselle, som svar på hans kompliment. Intet tak, intet smil. Ifølge hende, var det naturligvis en selvfølge at hun var det. Dog, kunne hun have takket for komplimentet, hvis hun havde været i sit flirtende humør, bare så hendes date ville føle sig værdsat. Dette ville hun dog kun benytte sig af, såfremt hun selv fik noget ud af det. Og i dette tilfælde, havde hun bestemt ikke tænkt sig, at få noget ud af, at tilbringe sin ellers kostbare tid i den fremmedes selskab. Så hun fejede ham af, og lod ham vide med sit ansigtsudtryk, at hans komplimenter var ligegyldige.

"Du er ikke Derek", kommenterede hun, i det hun lænede sig tilbage i stolen, så hun med vilje skabte afstand mellem hende selv, og den fremmede. Derek, var den dreng, som efter aftalen skulle have siddet på den fremmedes plads. Denne, så ældre ud end Derek, dog lavere. Han var langt mere charmerende end Derek var, selvom Derek nok mere var typen som adlød Giselles mindste vink. Noget sagde hende, at den fremmede ikke var dén type. Der var dog også nogle ligheder mellem dem. Giselle var naturligvis typen, som lagde mærke til folks stil og tøjvalg, som noget af det allerførste. Så hun genkendte naturligvis hvordan Derek normalt gik klædt, og genkendte den fremmedes tøjvalg som værende lig hans.
"Men dit tøj ligner noget, han kunne have haft på", tilføjede hun så, med sit kønne hovede lagt en anelse på skrå.

Hun holdt forsat afstanden mellem dem, og brød sig ikke om hans ubehagelige smil. Der var noget over ham, som hun ikke var tryg ved. Hun var dog ikke i stand til at sætte ord på hvad, det var, som gjorde hende utryg.

Efterhånden som den fremmede snakkede om Derek, gik det op for hende, at han vidste hvem han var.. og også, hvor han var. Dog håbede hun inderligt hun tog fejl, men hendes bange anelser blev bekræftet, da han fortalte hende, at Derek lå en i en gyde sammen med nogle rotter. Hun håbede inderligt, at han lå der af egen fri vilje, selvom tanken virkede temmelig absurd. Al håb forsvandt dog, da den fremmede gjorde hende opmærksom på, at jakken var hans. Og at man godt kan stjæle fra de døde, eftersom de jo ikke skal bruge tingene mere. Den information kunne Giselle ikke sætte sammen i sit hoved lige med det samme. For, hvis det han sagde var rigtigt, var Derek ikke i live. Dette gik dog først op for hende, da han fortalte hende, at han ikke engang smagte godt.. Så slog det hende. Derek ville ikke dukke op til deres aftale. Nogensinde. Han var blevet forhindret. Ikke, fordi han havde glemt hende, eller lavede noget andet, men fordi han simpelthen ikke var i live mere. Dette var nok ikke naturligt dødsfald - og hun sad muligvis overfor hans morder på nuværende tidspunkt.

Hvis ikke den fremmedes ord, havde overbevist hende om dette, havde hans grumme smil - som dog stadig havde en antydning af charme - gjort det. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, og om hvad chancen var for, at den fremmede ville gøre hende fortræd.

Han kiggede hende i øjnene igen, og arrogancen forsvandt et kort øjeblik. Hun så blot ind i hans øjne, og forsøgte at få informationerne i hendes hoved til at give mening. Dette var langt mere, end hvad hun kunne overskue på en aften.
Idet den fremmede smilede lagde hun mærke til hans hjørnetand - og så var det heller ikke sværere at ligge to og to sammen. Hun kendte nok til vampyr-racen til at vide, at hun nu sad foran en. Hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle håndtere situationen.

Hun blinkede et par gange i det den fremmede kaldte på tjeneren, og vendte så sit blik væk. Hun forsøgte at holde hovedet koldt, og genskabe sig den sædvanlige arrogance, som altid var over hende. Men denne fremmede gav hende lyst til at kaste med ting, og skrige efter ham, at han var en morder. Men hun lod være, og forsøgt at bevare roen, skønt det var svært. Især for en højrøvet rigmandsdatter, som var vant til, at alt gik efter hendes hoved.
Hvor absurd var det ikke også lige, at hun sad her, og skulle til at drikke vin med Dereks morder?

Giselle brød sig virkelig ikke om den ubehagelige situation, som hun var blevet sat i. Hun kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre, sige eller overhovedet tænke. Hvad kunne det her ikke føre til? Manden måtte jo åbenlyst være farlig, siden han med lethed, og uden omsvøb, kunne koste en andens persons liv. Hvordan kunne hun overhovedet sidde overfor ham?

Giselle blinkede et par gange, da hun ved uheld kiggede ind i blitzen, i det hun ikke var forberedt på, at billedet blev taget. Hun løftede det ene øjenbryn i vantro, men nåede ikke at gøre yderligre ved situationen, før tjeneren allerede have været henne ved dem, og så spurgt efter, hvad de kunne tænke sig. Han afbrød hende, inden hun nåede at fuldføre sætningen, og bestilte imens hans øjne stadig hvilede på hende. Det var ubehageligt, hun kunne næsten mærke hans blik på sig, når hun ikke kiggede på ham.

Hun betragtede i stilhed tjeneren, som kom med den bestilte vin. Hun havde ikke engang lagt mærke til, at det var det, som han havde bestilt. Hendes tanker var et helt andet sted, hvor hun planlagde sit næste træk. På den ene side, ville hun ikke lade denne fremmede slippe godt fra, hvad han havde gjort. Men på den anden side, havde hun heller ikke en anelse om, hvordan hun skulle gøre det. Faktisk var hun ganske sikker på, at det var en umulighed for hende at gøre, såfremt hun ville derfra i live.

Men alligevel, han skulle ikke bare sidde der og tro, at han kunne gøre, hvad der passede ham. En lille smule arrogance og selvsikkerhed vendte tilbage til hende, og hun følte sig en smule mere som sig selv. Hun kastede et blik på det glas vin, som han så venligt havde skænket op til hende, greb glasset, og fremtvang et stort, falsk smil.
"For de minder vi gør os i aften". Hun løftede sit vinglas og førte armen frem mod den fremmede, som ville hun skåle med ham. I stedet for at "skåle" færdig med ham, rejste hun sig fra bordet, og vendte glasset med bunden i vejret, så den røde væske væltede ned over hovedet på den fremmede.
"Du skal ikke røre mig, mine venner eller familie nogensinde igen, blodsuger. Du har ingen anelse om, hvem du har lagt dig ud med". Hun var ganske overrasket over sin stemme, som lød langt mere selvsikker end hun følte sig.

Giselle løftede sendte den fremmede et overraskende blik. Hun havde lige hældt vin udover ham, og nu stod han der og grinede? Hvad var der dog i vejen med ham? Hun vidste godt, at hun på ingen måde udgjorde nogen form for seriøs trussel mod ham, men alligevel ville hun ikke gøre det nemt for ham. Hvad end, han havde tænkt sig, ville hun gøre modstand. Vise ham, at han ikke bare lige kunne gøre med hende, som han ønskede sig. Det var der ikke nogen der kunne, så hvorfor skulle han dukke op og tro det? Med et koldt og irriteret blik i de blå øjne, hørte hun på, hvad han sagde, og priste sig lykkelig for, at der var et bord imellem dem, trods alt. Skønt dette snart blev lavet om, eftersom den afstand hun havde søgt så meget efter, ikke var en afstand, som den fremmede havde tænkt sig at bibeholde. På starten af aftenen havde hun ikke brudt sig om den fremmede, men nu havde hun intet imod, hvis man blev ramt af en bus. Han troede virkelig, at han kunne tillade sig alting. Der var ingen, som tillod sig den slags ting overfor hende normalt - og hun kunne ikke lide det. 

"Han er ikke min kæreste", oplyste hun, da han nævnte, at han var ligeglad med om han rørte hendes familie, venner etc. Men om Derek havde været hendes kæreste eller ej, var jo for så vidt også underordnet. Uanset hvad, gav det jo ikke blodsugeren lov til, at myrde ham. Eller bære hans tøj. Det var så forkert. Hvilket sadistisk menneske, var hun dog stødt på? Giselle bakkede et par skridt væk fra bordet, for at gøre afstanden mellem dem yderligere. Dog kunne hun godt have sparet sig besværet, eftersom den fremmede bevægede sig fra sin side af bordet og over på hendes. Chokeret så Giselle til, idet han løftede hende op, som om hun slet ikke vejede noget. Hun var så overrasket, at hun slet ikke nåede at reagere. Hverken på det han sagde til dem mange stirrende mennesker, eller det faktum, at han bare havde løftet hende op, og båret hende ud af resturanten. Selvom han virkede meget drengerøvet og morsom, havde hun en fornemmelse af, at han ikke ville tøve med, at gøre hende ondt, hvis det var det, som faldt ham ind. Hvis det var det, han havde lyst til.

Det var først, da han ændrede sin måde, at bære hende på, at hun fik "vågnede" op, og reagerede på, hvad han gjorde og sagde. Hun irriterede sig vanvittigt over, at hun lå sådan over hans skulder, at det var en umulighed for hende, at sparke med med sin stilethæl. Ellers havde hun gjort det. I virkeligheden var hendes muligheder ganske få, eftersom hun hang som en anden sæk kartofler over hans skulder. Hun var ganske sikker på, at han ikke havde i sinde at sætte hende ned, bare fordi hun bad om det. Men det stoppede hende ikke - slet ikke, efter han havde klappet hendes røv, som om den havde været en hund eller et andet kæledyr.

Med et lille smil, lod hun hånden glide igennem hans hår, så det var viklet godt om hendes fingre, og trak til. "Sæt mig ned", befalede hun, som var hun en dronning, der kunne få alle til at adlyde hendes mindste vink. Det var blevet lettere for hende, at fremtvinge hendes gamle, arrogante jeg - der følte hun sig hjemme. 

Giselle nåede at ånde lettet op, da han fortalte hende, at hvad hun ønskede, skulle hun få. Hun regnede dog ikke med, at han ville lade hende slippe. At han ville lade hende gå. Men et svagt håb i hendes sind, kunne ikke stoppes i at blomstre. Så meget desto mere, måtte skuffelsen melde sig, idet hun ramte jorden. Hvilket, bestemt ikke fandt sted blidt, eller med hensyntagen til den blondeskønhed - eller de designervarer som var det eneste, hun ville ses i. Så nu lå hun der. På jorden, imens Dereks morder, stod tårnet over hende, som havde han overmandet hende. Som stod han med magten til, at gøre som han ville med hende. Sådan virkede det, når hun lå på den kolde jord, i hendes elskede kjole, imens han stod over hende. Hun gjorde en mine til at rejse sig, men inden hun nåede så langt var hans fod allerede solidt placeret på hendes brystkasse. Det gav hende et klart billede af, hvor han ønskede at hun skulle være. Så der lå hun. Hun følte, at valget i den grad, var blevet taget for hende. 

Den fremmedes blik var køligt. Giselle kunne ikke placere det, kunne ikke umiddelbart danne sig en mening af denne fremmede. Han opførte sig ganske unaturligt i forhold til, folk hun kendte og havde mødt. Og opførte sig i den grad fuldstændigt forkert, ifølge hende, i forhold til, hvordan hun var vant til at folk gjorde omkring hende. Idet hans hånd kærtegnede hendes kind, vendte hun hovedet væk. Hans hånd blev ikke skubbet væk, af denne bevægelse, men hun havde forhindret sig selv i, at se ind i hans øjne. Disse havde en unaturlig, gylden farve - endnu en grund til at tro, at denne fremmede var alt andet end normal. Dog, var det en tanke, hun for længe siden, havde tænkt og - efter sin egen mening - også bekræftet.

Hun bed sig i læben, og vendte blikket mod hams igen, idet hans hånd bevægede sig mod hendes gyldne hår. Hun havde en anelse om, hvad han havde tænkt sig, og ville for alt i verden undgå dette. Hun regnede med, at hendes angreb på hans hår havde gjort en smule ondt - og dertil havde hun også på fornemmelsen at hans måde at gøre det på, heller ikke var helt smertefri. Hun hørte hvad han sagde, og fandt det logisk, at han muligvis ville have hende til at give ham ret. Hun vidste naturligvis ikke, om det var  det han ville - eller, om han ville rive til i hendes hår uanset, hvad hun gjorde. Dog, var hun tilbøjelig til, at give ham ret, blot han slap de gyldne lokker. "Du er bedre end Derek", hendes øjne var mørke af vrede, da hun tilføjede "slip mig så". Hun gjorde ikke noget, for at lyde specielt overbevisende. Han måtte da også havde gennemskuet hende - også selvom hun rent faktisk, havde gjort noget ud af, at lyve. Frygten var at spore i hendes stemme, eftersom hele situationen havde taget en helt uventet drejning, for hendes vedkommende. Det, som hun troede skulle have været en date, havde udviklet sig til noget helt, helt andet.