Sun rising. People fall.

Hendes blik lå stadig imod ham. Hun havde absolut ingen idé om, hvad hun skulle være med ham. Han lå jo bare der. Mere eller mindre bevidstløs. Hun havde ikke rigtig noget at få sagt noget til det, det øjeblik han var blevet bragt ind på hendes kontor. Hun havde ikke haft noget valg her. Hun havde ikke nået at få afvist, det de så end ønskede hun gjorde. Hun kendte ham ikke. Og hun var ret sikker på, de mænd der havde bragt ham her til, heller ikke kendte ham. Ikke mere end hun selv gjorde i hvert fald. Hvorfor havde de overhoved taget ham med sig? Han måtte selv vide, man selv skulle beskytte sig selv, siden han var taget til Di Morga. Byen var jo langt fra sikker. Man kunne ikke gå nogle steder uden at have være ude for en chance om at blive slået ned, røvet eller dræbt. Denne unge mand var heldig, han ikke stadig lå udenfor. Solen ville snart bryde frem. Hun så sig hen over skulderen. Hen imod alle vinduerne, som omgav to vægge af det egentlig ret store kontor. Hun sikrede sig at gardinerne var trukket godt og grundigt for. Hun havde ingen intentioner om at blive ramt af solens lange stråler. Hun vidste, hvad de kunne gøre ved sådan en som hende.
Kort efter at have forsikret sig selv sin sikkerhed i rummet landede de dybe røde øjne imod den anden blodsuger i lokalet. Hvad var der også sket med ham? Han virkede ret forslågen. Det kunne ikke bare have været et enkelt spark i maven eller et gok i hovedet. Forhåbentlig havde han ikke bare stået der og taget det hele ind, med et ønske om død. Det ville være idiotisk. Åndsvagt. Hun sukkede lavmælt og lod sine arme falde fra korslægning til ned langt siden. Der var ikke meget andet for hende at gøre. Jo hurtigere end vågnede og fik det bedre, jo hurtigere ville han være ude af hendes liv, og hun kunne komme videre med det arbejde, hun var blevet forstyrret i.

Maya stillede forsigtigt skålen, der var godt fyldt op med frisk vand fra vandhanen, på sofabordet, der fint stod foran sofaen, hvor den unge mand endnu lå. Hun nærmede ham. Satte sig elegant på hug imellem rummet mellem bordet og sofaen. Sørgede ubevist for at nederdelen ikke krøllede på nogen unødvendig måde. Så greb hun ellers omkring kluden, hun havde lagt i blød i vandet. Hun vred den godt og grundigt, så den ikke var drivvåd men kun fugtig nok. Så begyndte hun da ellers at duppe den kolde klud hen over de små skrammer hans ansigt havde taget. Det kom ikke rigtig bag på hende, at de allerede var i gang med i en fantastisk healing proces. Det var næsten som om hun bare vaskede blod væk. Kluden blev igen lagt ned i vandet, og små spor af blodet, der blev vasket af kluden, farvede vandet så det fik et gennemsigtigt rødt skær. Ganske svagt. Så gentog hun ellers med at vride og duppe. 
Efter lidt tid følte hun ikke rigtig hun kunne gøre mere. Det havde været noget besværligt at få kørt støttebindet omkring hans mave, men det så da ud til at have lykkedes hende uden de største problemer. Hun op atter op og stå i sin fulde højde. Hun strakte armene højt op over hovedet, og strakte ryggen ordentligt ud. Så landede hendes blik igen imod ham. Hun kunne ikke lade være med at undre sig over hvad han havde haft gang i. Han virkede ikke som typen der hængte ud med de forkerte. Men hun kunne endnu ikke få information fra ham. Hendes lille evne havde det med ikke at virke, med mindre folk var vågne. Hun skulle til at fjerne sig helt fra område, han befandt sig i, men i stedet førte hun sin finger op imod sine læber. Hun bed stille sig selv i fingeren. De skarpe tænder, hun besad, brød med det samme igennem den sarte hud på fingerspidsen, og et dråbe blod kom med det samme til syne. Så kørte hun ellers sin finger hen over hans læber. Det havde blot været en spontan tanke der havde strejfet hende. Hun havde ingen idé om det overhoved hjalp noget, eller bare var blevet gjort for ingenting. Fingeren blev puttet tilbage i hendes egen mund, for at slikke resterne væk til det lille prik var helet igen.