The moon reflects in your eyes - James Black

Lød det gennem den stille nat ved havet, med en smuk kvindestemme, yndefuld, klar og fortryllende. Nede på broen, helt ude for enden, sad den unge pige der sang den, i sin røde kjole. Hun havde med lukkede øjne og nød denne nat. Det var sjældent at det var så klart så man kunne se alle stjernerne på en gang, og månen, oh månen, den var så smuk og klar i aften, som om den prøvede at lyse hele verden op på en gang. Det kunne den dog ikke, og lige nu ramte den kun stranden, og lidt af naturen bag.


Det lød som en vuggevise som man sang i gamle dage. Og for Emmilie var det også en vuggevise som hendes mor havde sunget for hende da hun var barn. Men hun huskede stadig den første del af sangen, men aldrig det sidste. Det gjorde dog ingenting for det var stadig et minde om hendes mor.  Emmilie åbnede sine øjne og så ned ad sine nøgne ben.  Det ene ben med sin yndige blege hudfarve, dog ikke så bleg som man så nogle med her i byen, men stadig ikke farvet af solen. Det andet ben bestod af et stort brændemærke, som førte op under hendes kjole, hen over siden og noget af maven. Det førte hen over hendes arm og op af hendes hals til ansigtet. Det var healet for længst, men var der stadig.

Emmilie nynnede melodien videre for sig selv og lukkede øjnene igen.

Det var ikke længe siden solen havde gået ned, og månen havde kommet frem på himlen med de mange stjerner som man kunne se. Det var en ret så smuk aften, når der ikke var nogle skyer oppe på himlen og man sådan rigtigt kunne drømme sig væk i de mange stjerner. Det var jo næsten ligefrem en perfekt aften i mange folks øjne, hvis de overhovedet opdagede den eller de bare havde deres øjne på fjernsynet hjemme i deres stuer. Sådan havde det jo endt med at mange folk havde blevet til, at de ikke kunne se det smukke i mørket som lå udenfor deres vinduer og døre. Der var jo bare nogle andre som kunne se det, de mørke væsner som kom ud om natten og nød noget af det smukkeste syn nogensinde. Mørket! som havde så mange hemmeligheder som de væsner havde, det var jo næsten som om mørket forstod dem på en eller anden måde og ønskede dem i verden. Måske også det eneste som endelig holde af de mørke væsner, og det var de vel endelig også ligeglad med? de brugte jo deres liv på at dræbe eller gemme sig blot i mørket, også var det jo ligemeget om lyset væsner som man kunne kalde dem... kendte til dem, så længe de viste at mørket kende til dem. 
En af dem som bestemt mere nød mørket end lyset, endda i de dage hvor han kunne kalde sig for menneske havde mørket været så meget mere perfekt at være i. Vampyren James, som ligefrem havde det svært med at holde sig indenfor når det endelig var blevet mørkt. Ikke engang denne aften havde La Rosa Rossa, perfekte mure ikke kunne holde ham indenfor. De fleste kvinder lå alligevel og så i deres senge, så kunne han godt tage fornøjelsen i at smutte ud i mørket og bare nyde de forskellige lugte som han indåndende for hver gang. Hans skridt var langsomme, også selv om han kunne løbe ret så hurtigt. Hans hænder som var bag hans ryg, og med den stilrene udseende som fik ham til at ligne mere en gentleman end han endelig var. Han havde ikke noget mål, og lod som altid sine fødder føre sig hen igennem mørket og uden at stoppe. Han kunne lugte flere gange blod i de forskellige gyder han kom forbi, og det fik da også smilet engang imellem frem på hans læber. Det gik ikke længe før han fik havlugten lige kastet mod sig, og først der fandt han ud af hvor han var på vej hen. Stranden! et af de smukkeste steder han kendte til, dog ikke så smukt som hans eget hjem. Han lod de alt for fine sorte sko, glide ned i sandet som var kviksand. Selv om sandet gjorde det svære at gå, så forsatte han alligevel sin fært ned mod vandkanten. Han drejede først til den ene side, når vandet en gang imellem rørte de fine sko. Hans fødder sank bare længere ned, men han gik alligevel elegant som de fleste mennesker ikke kunne. Lyden af sang rørte blidt hans øre, og fik hans øjne til kort at glide i "mmh.. jeg er ikke alene" sagde han kort og det charmerende smil kom langsomt frem på hans læber, mens han begynde at gå mod lyden af sangen. Det gik heller ikke længe før han fik øje på hvem stemmen tilhørte *sådan en stemme, kan da heller ikke tilhøre andet end en køn kvinde* tænkte han for sig selv og gik tættere på hende "de synger smukt" sagde han med en dyb og mandelig stemme.

Hendes nat alene var blevet afbrudt af en stemme, der uden nogen tvivl var kommet fra en mand. Det interesseret hende egentlig ikke om det kom fra en mand eller en dame. For i hendes verden var det bare en der havde afbrudt hendes stilhed. Det gjorde dog intet, for selskab var altid en god ting, og alene kunne man altid være derhjemme. Hun drejede sit hoved og så sig over skulderen uden at dreje for meget af sin overkrop. Jo det var en mand, klædt som en gentleman, fin i tøjet og alt for dyre sko. Men det gjorde nu ikke noget, for udseendet var ikke vigtigst hvis personen var helvede selv. Hun smilede lidt til ham og nikkede som tak uden at sige noget med det samme.

Hendes røde kjole flagrede en gang i en lille brise der kom, kun ganske kort før det blev stille igen. Den blev revet ned fra kanten af broen og lod sig falde ned i vandet til hendes fødder. Før havde hun siddet med fødderne nede i vandet, og kjolen liggende ovenpå broen. Kjolen var nemlig længere end hun selv var, så hun vidste den ville blive våd hvis den fulgte hendes ben. Gennemsigtig var delen ved hendes ben hvorimod resten ikke var. Normalt når hun gik med den kjole, ville hun trække den op og sætte noget af den fast i den bælte hun havde om livet, men ikke når hun sad ned. Hun så ned mod den, sådan som enderne lå nede i vandet. ”Tak” sagde hun så henvendt til manden bag hende. ”Havde dog ikke regnet med at nogen ville komme og lytte til den” Hun så mod ham igen og smilede så fuldt denne gang, et yndigt smil der fremhævede hendes brændemærke over ansigtet.

 Hendes blik var rettet direkte mod hans, så nu ville han tydeligt kunne se hendes blå øje og hendes blinde øje der var hvidt som månens lys. Historien bag var kort og klar. Hendes barndomshus var brændt ned med hende fanget indeni, således også hendes forældre, men de var omkommet og hun overlevet. Og siden havde hun levet med brændemærket, men ikke som om det var en hemmelighed, nej tværtimod. Pigen gik gerne i korte shorts og toppe for at vise det frem, for hun syntes det var anderledes på en smuk måde. Bare tær ville man også oftest se hende med, for hun havde et eller andet med sko. De var nyttesløse i hendes øjne.


”Hvad bringer dem til stranden på sådan et tidspunkt?” spurgte hun ham så uden at fjerne blikket. Men i stedet kunne hun have stillet sig selv spørgsmålet, for hvad lavede et menneske dog nede på stranden på dette tidspunkt, og i sær et pigebarn som godt kunne gå hen og blive voldtaget hvis hun ikke passede på. Men det bekymrede hende ikke. Hun var gået herned fordi hun bedst kunne lide natten, og denne nat i sær, når den nu var så smukt oplyst af månen og stjernerne.  Hun ventede på et svar mens de tanker kørte rundt i hendes hoved.

Sangstemmen blev jo ligefrem stoppet i det øjeblik han havde snakket, hvis bare han havde blevet forblevet stille så havde han haft mulighed for at høre videre på den. Det var jo alligevel bare hans egen skyld, at han ikke længere kunne høre på den. Det havde vel også været forkert at forblive stille, og ligefrem stå der som en eller anden skummel stodder som bare stod og gloet på en kvinde som sad og sang. Så meget viste han om at være en gentleman, at kan aldrig skulle gøre kvinder bange i det. Hans skridt var langsomme i det han nærmede sig hende, mens de sølv øjne han havde undersøgte hende fra top til tå. Som de ligefrem gjorde med alle som han mødte på sin vej, det havde de altid gjort siden den nat han fik dem lavet. Han stoppede op ved siden af hende, og så udover vandet hvor man kunne se de mange stjerner der spejlede sig ned i vandet. Han tog en dyb indånding når vinden kom lige mod dem, hans øjne lukkede sig automatisk i af duften af hende "mmh" sagde han kort og vende langsomt sit blik ned mod hende, han lag godt mærke til hendes brændmærker.. men det var ikke noget han havde lyst til at sige noget om, han viste jo udmærket godt hvad man kunne sige til en kvinde og hvad man bare skulle lade være med at sige "det var da trist.. de synger ellers smukt, skal de da ikke holde for dem selv" sagde han og sende hende et af sine charmerende smil, mens han nikkede en enkel gang. Han tog sig til sidst sammen og satte sig ned ved siden af hende, betragtede hende kort med sine øjne og vende derefter sit blik ud mod havnet igen. Han tog sine sko og strømper af, før han lod sine fødder glide ned i vandet sammen med det nederste af sine bukser "mig?" sagde han kort og pegede ud over havnet "natten og dens skønhed" sagde han og vende langsomt sit blik mod ham igen "hvad med dem selv? spurgte han om og var næsten sikker på at hun måtte havde de samme grunde, ellers var det bare ren dumhed at komme ud om natten som menneske og mest som kvinde. Man viste jo aldrig hvilke skumle typer der var, kunne finde på det ene og det andet. Han frarådede endda sine egne kvinder om at gå ud om natten, da han jo godt viste hvad der kunne ske der ude. Mørke væsner som havde en sult som skulle tilfredsstille, og skumle mænd som ikke kunne få en kvinde ved at charme sig ind. Han holde smilet på sine læber, mens hans sølv øjne kiggede på hendes ansigt "jeg hedder forresten James.. James Black" sagde han og rakte sin ene hånd hen mod hende.

Hendes øjne fulgte ham medens han bevægede sig hen ad broen til hende. Selv da han lukkede øjnene og nød vinden så hun på ham. Ikke fordi hun troede han ville finde på at gøre hende noget, men fordi hun godt gad holde øje med ham, se hvad han havde tænkt sig at gøre. Og det ville være uhøfligt ikke at kigge på en man har en samtale med medmindre man var blind på begge øjne, så kunne det være en ligegyldighed om man kiggede eller ej. Da han havde placeret sig ved siden af hende, lod hun sit opmærksomhed på ham forsvinde og lod i stedet sit blik føres ud i mod havet, ud i mod månens genspejling på vandoverfladen, som kun blev brudt meget lidt af nogle små bølger der nogle gange kom, men som stadig var så små og stille at det alligevel ikke ødelagde billedet.
 
”Man lever kun en gang, så oplev det du kan selvom livet måske kortes ned på grund af det” Sagde hun som svar på spørgsmålet om hvorfor hun var hernede på dette tidspunkt. Hun havde altid ment at man skal opleve alt det man kan, og nyde det smukke i livet, også selvom døden lurer om det hjørne man kiggede. Nej, altid var ikke ordet. Før ulykken for mange år siden havde hun ikke tænkt sådan, men på grund af den gør hun. En så smuk nat som denne skulle ses.
 

Hun lyttede til hvad han sagde og så på ham igen, James det lød som et meget fornemt navn, men så igen han gik også i det der lignede meget dyre sko. Så det passede nu meget godt sammen, når hun lige fik vendt det i sit hoved. ”Emmilie” sagde hun stille og så ud mod havet igen. ”Emmilie Amelia D'Noir” Fortsatte hun så før hun blev stille igen. Det var ikke så ofte hun præsenterede sig selv med sit mellemnavn også. Det var jo ikke nødvendigt at vide, alligevel havde hun sagt det denne nat uden tøven. Hun begyndte at nynne, ikke noget bestemt, bare en melodi hun tænkte selv. Sådan noget gjorde hun tit. I hendes hoved fungerede det lidt som en musikafspiller, og lige nu kørte hun en del sange igennem i mens hun prøvede at finde på en ny sang at synge for sig selv. Og nu også for den herre der sad ved siden af hende. 

Hun lukkede øjnene og nød luften omkring hende. Duften af havet og mørket der omringede hende men som stadig blev brudt af månens lys. En brise tog fat i en tot af hendes hår og lod det glide hen ad hendes kind. Hun åbnede ikke øjnene og fjernede det heller ikke. For hvorfor skulle hun hvis det ikke var irriterende. Hun åbnede øjnene igen og så på ham. ”Natten er en mystisk ting, og flere nyder den mens andre frygter den. Men hvad er der at frygte?” spurgte hun uden at forvente et svar. Hun vidste godt at natten førte til frygt for voldtægt eller frygt for ting man ikke kunne se, som oftest var ens hjerne der spillede en et pus. Emmilie havde dog ingen tanke på nattens væsner da hun sagde dette for hun vidste det ikke.