The blod of the night

:: Godt vel lidt over midnat :: Porten :: Det er mørkt, men ellers en meget suk aften, havnen er tom, hvis man ser bort fra det ene menneske og ellers de få væsner der er i mørket. :: Det er koldt i vejret, så koldt man kan se ens ånde for sig :: Tilegnet Caiden ::

Den lille skikkelse af den unge mand, alt lige fra hans mørke frakke, til hans halv lange sorte år. I mørket kunne mange ting forsvinde, men for denne unge mands forfølger, stod alt frem. I mørket, et stykke fra mennesket, kunne man svagt ane, de neonblå øjne, der lyste op og da hans indre dæmon var tæt på overfalden, blev de elektriske og strålende turkisgrønne.
En svag knurren, opløste stilheden og mennesket vendte sig om, han var tydeligvis bange og kunne fornemme, selvom han intet kunne se, at han ikke var alene i denne nat, det ville være umuligt for ham og alt skreg i ham at det var han netop ikke. Det var præcis det, dette monster, denne Nathaniel ville have, adrenalinen ville pumpe rundt i hans krop og det resulterede i at blodet ville få en bedre smag, det gav ofrene en bedre smag og derved også en bedre lugt.
Som mennesket gik mod havnen, fulgte Nathaniel stille med, han kunne mørke hvordan hungeren trak ham af sted og hvordan han blev trykket mod denne unge mand, alt i mens han så for sig hvordan han ville tømme han, hvordan han ville blive mæt på hans livs energi og hvordan hans indre dæmon ville blive tilfreds

//håber dette er godt nok

Tagtoppene havde altid været Caidens foretrukne tilholdssted, når han var på jagt. Herfra havde han udsigt til alle gaderne, hvilket gjorde det nemmere for ham at denne sig et overblik over situationen og udvælge sig det helt rigtige menneske, der vandrede alene omkring i mørket. Det var altid bedst at vælge folk, der var alene. Han skulle jo nødig vække opsigt, selvom han dog havde på fornemmelsen, at han allerede var eftersøgt i hele landet. Det bedste ved det hele var dog, at det aldrig var lykkedes for nogen at sætte ansigt på ham.
Det var længe siden, han sidst havde været på en såkaldt jagt. Han hungrede ikke længere efter smagen af menneskeblod på samme måde, som han før havde gjort. Nu tog han til takke med råt kød, men det skete af og til, at blodtørsten igen overmandede ham, sådan som den havde gjort her til aften.
 
Det tyndede ud i høje bygninger, som han nåede længere ud til havnen, og til sidst var der kun enkelte huse tilbage. Han måtte springe langt for at nå fra tag til tag, men han var adræt som en kat på rov, så processen forløb ganske ufejlbarligt.
Først da han nåede det hus, der lå tættest på vandet, stoppede han op. Han kiggede sig omkring. Kunne det virkelig passe, at der ikke var nogen ensomme sjæle på færde? Indtil videre var han kun støt på klynger af unge mennesker, sikkert på vej til fest, og et enkelt kærestepar. Han ville ikke have noget imod at slå sig løs i en hel flok mennesker, men det dér med opmærksomheden i medier, der fulgte med dagen efter, var han ikke så glad for.
Han sukkede dybt og sparkede opgivende til et stykke tegl, der var blevet slået løs af husets tag. I det samme fik han øje på to skikkelser i mørket, og han faldt ned på maven, så de ikke kunne se ham, netop som teglet ramte vandets med et dybt blop.
 
Den forreste af de to skikkelser var et menneske, ingen tvivl om det. Det var en ung mand med halvlangt, sort hår. Han var ikke ligefrem en fryd for øjet, så Caiden vendte opmærksomheden imod den næste skikkelse. Han indhalerede dybt og pustede luften ud imellem sine tænder igen, netop som der voksede et smil frem på hans læber. Fyren lugtede som en dæmon, og så alligevel ikke helt. Den velkendte duft af en artsfælle var blandet med en rådden, død lugt… Det tog ikke mange sekunder for Caiden at regne ud, at fyren måtte være halv vampyr eller sådan noget.

Så lydløst som muligt sprang han ned fra taget og bevægede sig om bag blandingsracen, så de nu gik tre skikkelser på række i mørket, alle tre kun fokuserende på det, der var foran dem. Det lykkedes Caiden at snige sig helt tæt på hybriden. Han formede sin hånd som en pistol, sådan som børn altid gør det, og pressede sine fingre imod fyrens ryg alt imens han lænede sig frem imod ham, så tæt, at fyren ville kunne mærke hans varme ånde imod sin øreflip.

"Ham der er min," hviskede han og hentydede selvfølgelig til mennesket foran dem. Hans øjne var gyldengule i mørket og smilet havde ikke forladt hans læber et eneste øjeblik.

Som hans neg sig frem mod sit valgte bytte, ramte lugten af noget andet ham, hvem end det var så var vedkommende af dæmon racen, hvilket ville sige det var halvt af hans race, men om de havde samme problem som ham, vidste man ikke. Dog tvivlede han englelig stærkt på det, da han var blevet snydt af en dæmon, der havde lovet ham et godt liv, med alt han nogensinde kunne ønske sig. Det var dog endt med at han nu på må og få, i sin forstand delte krop med en dæmon, så alligevel ikke, for der var ikke andre end ham, men der var bare denne sult han skulle stille, en sult der var større end kort efter han var blevet forvandlet.
Som han gik frem mod mennesket, blev lugten af dæmon større og til sidst ramte pistolens hoved hans ryg og et koldt smil dannede sig på hans læber. Han skulle ikke vise den mindste smule frygt, som han altid sagde, man levede ikke så længe som ham selv, ved at udvise frygt for en lille pistol. Et iskoldt smil dannede sig på hans læber og de lysende turkisgrønne øjne blev kolde og mindede om blåt glas, der alligevel havde det turkisgrønne over sig og de to farver blandet sammen, gav ham et blik man kun kunne tro var kontaktlinser, da ingen kunne have disse øjne.
Han fik vendt sig om og så direkte mod denne unge dæmon "skyd endelig...jeg elsker et par huller" hviskede han og greb fat om hans nakkehår, trykkede ham tættere mod sig. Alt i ham, skreg han skulle bide, det havde været noget tid siden han sidst havde fået føde og nu ville han bare havde stillet den sult, en sult der måske endda var værre end den var hos en nyfødt vampyr "eller nej, nu hvor du ødelagde min jagt, hvad med at jeg bare tager dig" knurrede han og hans dæmon var ved at tage over, hvilket var tydelig at se hvad hans øjne, hvor pupillen udvidede sig og om lidt ville den nok havde fyldt hele øjet ud, så de ville blive helt sorte og han ville officielt være i sin blodfeber.
Denne blodfeber, var ganske enkel når hans dæmon, var så meget fremme at den begyndte at dukke op i hans udseende, det var blandt andet at se i hans øjne og i hans mund, der med et mindede om en slanges, med tungen og gift tænderne der kunne lamme folk. Dog kom det så også at han fik det meget dårligt efter dette, det var som et monster, der kun dukkede op når han virkelig var sulten og det kun var hungeren der trak i ham, der næsten ingen vaj var tilbage for ham end at lade den komme frem og som situationen så ud, var hans dæmon ikke skide glad for denne anden dæmon

Skyd endelig? Det skulle fyren ikke sige to gange. Caiden lavede en klikkelyd med tungen, før han hævede sin hånd, hvor fingrene stadig var formet som en pistol, og pegede den imod den fremmedes ansigt.
”Bang,” sagde han med mangel på entusiasme, før han stak hænderne i lommerne på sine bukser. Okay, så fyren var ikke hoppet på hans falsk-pistol-trick, men så igen… Hvem gjorde også det efterhånden? De fleste – bortset fra dem, der gik i panik bare ved tanken om en forstående død, i hvert fald – kunne sagtens mærke forskel på et par fingre og spidsen af en pistol.
 
Selvom den anden havde vendt sig om og de nu stod uhyggeligt tæt, blev Caiden stående, hvor han var. Han stod og betragtede den anden, alt lige fra hans brune hår til hans turkisblå øjne. Hans blik sugede det hele til sig. Og så var der den fremmedes duft. Den var så… så… så velkendt, og dog så fjern. En sær fornemmelse af to forskellige verdener, der kolliderede.
Da fyren sagde, at han bare kunne tage Caiden i stedet for den unge mand, slog Caiden en latter op. Deres bytte var allerede forsvundet i mørket, uvidende om at han havde haft to blodtørstige væsner efter sig, men Caiden mente, at han havde en idé om, hvor det lille lam var blevet af.
 
”Neeej, sådan hænger det ikke sammen,” svarede han. ”Der er ikke noget, der hedder noget for noget. Du må finde dig din aftensmad et andet sted.”
Han lagde en hånd på hver side af blandingsracens ansigt, før han plantede et kys i hans pande. Så trådte han forbi ham og spejdede ud i mørket. Nå, hvor var hans aftensmad blevet af…?

Han hævede øjenbrynet "aha, nu ligger landet sådan at jeg så den først og tror mig når jeg siger du er på dybt vand, helt ude hvor du ikke kan bunde knægt" knurrede han og så på ham med et par øjne der var så skinnende, elektriske og klare, de havde en farve der var endeløs, ligesom havet, et hav man kunne svømme i, drukne i, dø i. Dog havde han virkelig ikke forventet hans lille stunt, da han med et lade sine hænder på hver side af hans ansigt og som han forventede et slags i hoved med hans pande, følte han i stedet hans bløde læber mod sin pande. Et par læber, der overraskede ham, de var bløde og et kort sekund kunne han næste forestille sig hvordan de ville være mod hans læber.
Dog fik han styr på sig selv og vendte sig mod ham, bøjede sig ned og med et forsvandt alt hvad der kunne virke menneskeligt i ham og hans øjne blev helt sorte, munden fik form efter slangen, den var stor og to fine gift hug tæner kom feem, samt hans slange tunge "pas på med hvad du gør" knurrede han og med sin vampyr fart var han henne mod ham, kiggede på ham, som var denne dæmon aftens mad og ikke det menneske de begge havde set an for kort tid siden.
Denne dreng, var virkelig på dybt vand, hans indre monster, hans indre dæmon så ikke forskellen på væsnerne når først han var så langt ude i sin hunger, i sin sult efter blod og i øjeblikket var hans hunger efter blod rettet mod denne dreng

Den andens ord om, at han ikke kunne bunde, fik Caidens smil til at blegne. Når man var ude på dybt vand og ens fødder ikke længere kunne nå bunden, så svømmede man. Man sparkede for livet løs, padlede fremad med sine arme og nåede ind på land igen, hvor man var i sikker havn. Men ikke Caiden. Han havde aldrig lært at svømme og det var udelukkende på grund af den skræk, han havde fået jaget i livet, da han var faldet i vandet i den flod, der løb igennem hans stammes reservat. Dens vand strømmede så stærkt, at intet dyr turde krydse den, og kun de modigste mænd fra hans klan havde vovet sig over den. Derfor havde Caiden selvfølgelig som tiårig gået rundt om pralet op om, at han sagtens kunne krydse floden, udelukkende for at indgyde en smule respekt i de ældre børn, der altid var efter ham. Som det så ofte sker med den slags overdrevne løgne er der ingen, der tror på dem. Så hvad gjorde Caiden? Han hev tre af de ældre drenge med ned til floden for at vise dem, at han sagtens kunne krydse den.
Men inden han havde nået at vende sig imod floden for at bevise sit værd, blev han skubbet i vandet.
 
Han rystede på hovedet og kom med ét tilbage til nutiden.
Foran ham stod den fremmede nu. Caiden rynkede på næsen og knurrede af ham. Han hadede, når han ikke fik sin vilje. Han ville have det menneske, og god forbyde det om den hybrid skulle forhindre ham i at nå sit mål!
 
”Hold dog væk,” hvislede han. Efter et tredje øjekast bemærkede han, at fyrens øjne havde ændret farve til… Sorte? Og hans tænder var vokset sig lange og sylespidse, næsten ligesom en slange. Caiden blottede sine øjne tænder, der var spidse, men ikke på samme slangeagtige måde. Nærmere som hjørnetænderne på en hund, skarpe nok til at bide en pulsåre over.
Der var dog et eller andet ved den fremmedes pludselig skift i udseende, der virkede bekendt. Det var, som om dæmonen i ham havde taget over. Hans duft havde også ændre sig… På trods af sin vrede rettede Caiden sig pludselig op, fornyet med interesse for denne fremmede.
 
”Pas du hellere selv på,” fortsatte han, nu med et smil på læben, ”ellers bliver det værst for dig selv.”
Han gik hen på den fremmedes ene side, hans hånd på hans skulder; den gled hen over hans ryg, som Caiden bevægede sig om på den anden side af ham. Han lænede sig ind over ham igen, indsnusede hans duft. Fascinerende.
Så lod han sin tunge glide over mandens hals. Hans ene tand strejfede den bløde hud.

”Jeg holder mig nemlig heller ikke tilbage.”

han knurrede dybdt, helt nede fra brystet, lød mere som et dyr end et menneske eller noget som helst med to ben, han fik langsomt klør og hvæssede værre end noget andet. Denne dreng var virkelig kommet ind på hans dårlige side, som det så ud nu var dette en kamp om et bytte der var forsvundet, selvom han var bevidst om dette, så han i øjeblikket rødt og hans vrede, hunger og sult var rettet mod dæmonen foran ham.
Han grinede, hvad der skulle lyde som et grin, blev dog til en hæs klukken, blandet op med en knurren "skulle jeg passe på, hvad kan du dog gøre ved mig, som jeg ikke allerede har oplevet" spurte han koldt, fuldkommen uden følelser, han var nød til at leve igennem helvede hver evig eneste dag, med en dæmon han bogstavelig talt kunne føle kradse indvendig, den ønskede at myrde alle på sin vej og med vampyren i ham, var det hele bare blandet op til en masse møj....han havde bare været dumt dengang han havde sagt ja.
Han var bevidst om drengen gik mod ham og han fulgte hans hånd med øjnene, da den landede på hans skulder og gled ned af hans ryg. Uheldigvis kunne han ikke rigtig styrer sin egen krop, så med et brød en svag spinden igennem luften, en der som hans knurren kom ned fra brystet af.
Med en masse blinken, fik han styr på sig selv og hurtigt stod han med fronten til ham, lagde en hånd mod hans lænd, den anden mod hans hage, som han tvang hans ansigt væk. Han strammede sit greb om hans lænd, trak ham ind mod sig, mens han lod de skarpe tænder glide hen over hans blege hals, en hals hvis hud han meget gerne ville bryde igennem med sine tænder, for så at tømme ham for blod

Okay, så manden havde ikke tænkt sig at stå stille og blive drænet for blod. Caidens plan mislykkedes, men så igen… Hvad havde han regnet med? At fyren bare ville stå forstenet af rædsel, ude af stand til at bevæge sig, alt imens dæmonen tog for sig af hans bløde, varme hals? Nah. Sådan skulle det åbenbart ikke være.
I stedet syntes den fremmede at han pludselig skulle have lov til at suge Caidens blod. Fandeme nej! Caidens blod var noget af det mest dyrebare, han ejede, og det ville han under ingen omstændigheder dele ud af. Selvom vreden over at den fremmedes forsøg på at vende situationen boblede i ham, og irritationen over at hans bytte var sluppet væk ikke helt var dampet af, forholdt han sig dog roligt.
For nu, i hvert fald.
 
”Hvad vil du nu, lille missekat?” pirrede Caiden. For ja, han havde godt hørt, hvordan den anden havde spundet, da han havde aet ham over ryggen. Det gav ham en idé og et emne, han kunne drille manden med. Det virkede som om vilddyret i ham havde en lille, fredelig huskat gemt i hjertet. ”Tigger du efter lidt kærtegn?”
Det sædvanlige smil trak i hans mundvige, idet han førte sin hånd op til dæmonvampyrens kind og strøg den med sin tommelfinger. Han kiggede ind i de sorte øjne med et roligt blik.
 
Så, ud af det blå, lagde Caiden al sin kraft i sin hånd, som han skubbede mandens ansigt væk. Den af mandens hænder, der havde fat om hans hage, snappede han ud efter med sine spidse tænder.
Han trådte flere meter bagud. Hans humør var vendt på en tallerken, og nu var raseriet for alvor dukket frem til overfladen hvor det viste sit røde, ildglødende ansigt.

”Du lod mit bytte slippe væk!” bebrejdede han. Han samlede en sten op, som han kastede efter den fremmede. "Skrid af helvede til, dit skadedyr!"

Han hvæssede af ham, hvorfor han med et var begyndt at spinde, havde han i sandhed ingen ide om, det virkede lidt som om alt i ham bare virkede anderledes, som om han ikke kunne kontrolere sin egen krop. Alt hvad han havde arbejdet med hele sit liv, forsvandt med et og han havde ladet sig selv næsten nyde noget, han ikke burde. Hans lille fornærmelse, fik ham til at hæve øjenbrynet...en missekat....hvad helvede var en missekat? "hvad jeg vil....ganske godt spørgsmål" hvislede han koldt.
Han rynkede brynet, da hans spørgsmål, med et kom frem, han havde aldrig mærket den blide hånd, i hans tid som menneske, var de hårde, man skulle gøre hvad der blev sagt, gjorde man ikke blev man tæsket eller dræbt, det galdt om at vise dominans allerede fra 6-års alderen. Han gispede da han med et følte hans tommelfinger mod sin kind, dog kom det ikke just som en overraskelse, da han blev skubbet væk, han fik fjernet sin hånd, men da han trådte tilbage, rev han ham hen over hoften med sin anden hånd, der havde haft hvile mod hans hofte.
Med kulden der voksede i sit blik, blev hans øjne igen turkisgrønne og hans mund, fik normal form "du skal passe på, for næste gang jeg ser dig, bare fornemmer dig....vil jeg vise dig helvedes sande farver, jeg vil sørge for at når du ser noget....ser du kun smerte, du føler den kun" hvislede han.
Nede ved hans hånd, kunne man i hans håndflade, se noget komme frem, hvilket var hans evne, han kunne fremane en form for knive og får dem til at dukke op i sin hånd. Han kastede den hurtigt og med vilje ramte han forkert, så da den havnede på sin landingsplads, var det få cm fra hans fod

Caiden fulgte interesseret med, da fyren fremmanede en kniv. Han flyttede sig dog ikke, da den fløj igennem luften imod ham, for selv fra den afstand kunne han lynhurtigt bedømme, at den fremmede ville ramme ved siden af. Og selv hvis han ramte, havde han kun ramt Caidens fod, og hvad så? Ja, det ville gøre ondt af helvedes til i et par minutter imens såret helede, men så ville hans evne også have sørget for, at der ikke var så meget som en rift at se, og så ville alle minder om denne fremmede være slettet for altid. I hvert fald fysisk.
 
”Helvedes sande farver… ” gentog Caiden og fnøs. ”Helvedes er en illusion, og jeg tør vædde med, at dine såkaldte sande farver ikke er meget bedre.”
Han trådte yderligere et par skridt bagud og stoppede først, da hans hæl stødte imod en løs brosten. Han spejdede omkring sig og sukkede opgivende. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at tumpen der havde jaget det eneste lette bytte i miles omkreds væk. Det ville komme til at tage ham mindst et kvarter at finde fyren igen, og så var han garanteret allerede gået indenfor eller havde fundet sig en flok at følges med.
 
”Nu må du have mig undskyldt. Jeg har et bytte, jeg skal have indhentet.”

Han bukkede dybt for den fremmedes, og med de ord forlod han havnen.



// Out

Han trak på skulderne "det må du jo selv finde ud af" sagde han køligt, han var en mand, der holdte af at torturere folk, det var i hans mening, den bedste måde at få information ud, hvorfor dog skyde folk...en pistol var for ham direkte kedelig, nej en kniv vidste virkelig personens sande jeg frem, den ville vise hvem og hvordan vedkommende var, lige fra deres mening til hvad de gjorde.
Han rullede med øjnene da han med et bukkede og lysten til bare at rive hans hoved af, dukkede med et op, denne dreng blev helt sikkert en stor smerte for hans tåldmodighed, det var da helt sikkert. Bare den effekt han havde på ham allerede, vidste at det nok skulle gå hen og slide på ham.
Han trak på skulderne og straks efter drengen var forsvundet, kløet han siog hen over brystet, det kradsede i ham og sulten var stor nu, han måtte bare finde en eller anden, som han kunne tømme for blod, ellers endte det næppe godt.
Han vendte sig straks om og gik ud i natten, ud i sin søgen efter noget at spise, noget som kunne fratage ham denne hunger, han havde fået sig

//out