It'll hunt you.

Solen stod stadig overraskende højt på himlen, trods dagen så småt var ved at være omme. Det var ikke underligt, når man tænkte på årstiden. Sommeren gangede altid op på de lysetimer. Lige som vinteren reducerede dem. Det var nok det hun sad og savnede ved de kolde dage. Det at bare sidde og glo ud af vinduet, for at få lov til at betragte solens smukke gang ned bag horisonten. Og sneen var væk. Hvilken skam.
Utroligt hvordan hun bare kunne lade sine tanker flyde ind hinanden og lukke alt andet ude her sidst på dagen. Det var altid på dette tidspunkt, hun startede med at have svært ved at koncentrere sig om det der nu engang foregik nede ved tavlen. Lige meget hvor spændende det så end var, fandt hun sig altid i samme stilling med blikket rettet imod det samme. Albuen var blevet sat imod bordet og hovedet støttet i hånden. Den anden hånd godt optaget af at vippe en mekanisk blyant frem og tilbage hen over tommefingeren, og de dybe abnormalt blå øjne så ud af vinduet ved sin side. Den eneste grund til hun overhoved ankom tidligt. Vinduespladserne havde jo altid været populære. Hun sukkede svagt og tvang sit blik væk fra udsigten for hellere at se sig omkring i det egentlig ret store lokale, hun befandt sig i dag på dag. Hun studerede de andre studerende der sad nogenlunde som hende. Kun få lignede ikke nogle der var ved at falde i søvn og så var der dem der allerede lå hen over deres bøger og var fløjet tilbage til drømmeland. Hvem ville bebrejde dem. Det var fredag. Sidste dag i ugen. Og så stod den på weekend. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Det var nu behageligt at være her. Det betød i hvert fald, hun ikke skulle være derhjemme. Og hun nød timerne. Tingene hun lærte interesserede hende. Så selvom hun blev så nemt distraherede, betød det ikke, hun kedede røven ud af de tætsiddende jeans, hun så fint havde sat sammen med den løse grå jumper, hun sådan elskede. Dejlig afslappet.
”Frøken Nephal. Undervisningen foregår hernede.” Den skarpe stemme brød hurtigt igennem Autumn’s lille mur af distraktion, og hun fik hurtigt drejet hovedet for blot at se professoren stå og holde øje med hende. ”Ja. Jeg undskylder.” svarede hun kort og sendte et enkelt undskyldende smil, inden hun rettede sin opmærksomhed imod bøgerne foran hende. Så med det samme imod den lille tegning nede i det ene hjørne af notathæftet. Hun greb ordentligt fast i sin blyant og fik lavet et par afsluttende streger før hun følte sig tilfreds med resultatet. Hun fugtede diskret sine lettere tørre læber med tungespidsen, alt imens hun roligt løftede sin frie hånd op for at skubbe brillerne bedre op ad næseryggen med enden af blyanten og lige få strøjet en tot hår, der havde fundet sin vej ud af den pjuskede knold, om bag øret igen. Automatisk gloede hun hen imod året, der yndefuldt hang hen over tavlen og tikkede sig frem. 16.15. Bare en times tid tilbage. Forhåbentligt ville den gå hurtigt. Hun trangt faktisk til noget frisk luft. Måske skulle hun tage en omvej hjem?