The meeting - James Black

Mørket var atter falder hen over skoven som aldrig før, det var endnu en af de smukkeste nætter som man kun kunne finde i det område. Selv om mørket var noget de fleste skulle holde sig væk fra, det var jo farligt eller mere farligt de væsner som kom frem når mørket fald på. Det var dog ikke alle mennesker som havde indset det, og det var vel også godt for de fleste vampyr at det lå sådan. Så var der altid et eller andet dumt menneske, som de kunne spise når deres mave ønskede mad alt for meget. Stjernerne stod hop på himlen, mens månen var på vej op mod dem. Den skinnede skarpt og lyste de mange blade op, som sad på de høje smukke træer. Det var ikke ligefrem en aften hvor James kunne holde sig indenfor, han skulle bare ud og nyde aftenen som aldrig før. Han gik ud af den kæmpe villa, og lige om i baghaven og mod skoven. Lamperne blev slukket en efter en i villaen, og røgen stod højt op af skorstenen og fik villaen til at se meget hyggeligt ud. Han kiggede sig ikke engang tilbage, i det han forsatte ud i skoven og lag sine hænder ned i lommerne på sine bukser. Han havde et par sorte dyre sko som passede til hans jakkesæt, som sad næsten ligefrem perfekt på ham. Det var næsten ligefrem stille i skoven, udover de få gange vinden tog fat i bladene og fik træerne til at hviske. Han forsatte bare sin fært over skovbunden, før lyden af en kvindelig stemme kom lige mod ham. Han hævede bare sit ene øjebryn, og så sig lidt omkring mens han gik videre "mmh.. hvorfor så nysgerrig?" spurgte han om, mens der sprede sig et smil på hans læber.

Elisabeth så ned i jorden og var helt stille i nogle minutter, før hun endelig svarede. "Altså.. Det ved jeg ikk.. Det ligger nok bare til mig." Svarede hun stille, med et lille nervøst smil på læben. 

Egenlig så var hun ikke altid nervøs.. Men der skulle ikke meget til før hun blev det, men tilgengæld hvis man havde vundet hendes tillid, var det forevigt. 

Blodet fra det stakkels egern som havde endt med at blive frokerst, drøppede ned af hendes fingre og landte på jorden og danedede sig en lille blodpøl. Hun så nervøst på manden som stod foran hende, og skyndte at gemme hendes blodige hænder for ham.

"Nå men om du har lyst til at svare mig eller ej, så hedder jeg Elisabeth." Sagde hun og rettede ryggen, for ikke at virke så bange og nervøs som hun så ud. Hun gik et par skridt tilbage.. For selvom hun rettede ryggen for ikke at se nervøs ud, så var hun det altså.