Torture - Amy og Sansiss.

Amy havde tilbragt dagen sammen med Saniss, de havde været inde, men de sidste par timer havde de faktisk tilbragt udenfor. Det havde ikke generet hende med regnen, og det virkede heller ikke til at det generede Saniss synderligt. En spinkel bleg hånd gled igennem hendes ildrøde hår, som dog var gennemblødt af vandet.

En duft af våd hund nåede hende, og hun så langsomt rundt efter duften med et faretruende glimt i de røde øjne. Enten var det en meget uheldig hund, eller også var det en endnu mere uheldig varulv. Begge dele, ville dog betyde en fin underholdning til hende. og andet betød sådan set ikke noget, uanset hvad der så ville ske med vedkommende.

Denne kølige aften havde hun et par jeans på, samt en mavetop. Mavetoppen var mest for at glæde Saniss. Samt en sort læderjakke der stoppede ved lænden. Med lette skridt fortsatte hun imod duften, mens hun skævede efter Saniss. Han var forsvundet igen, hvor mon han dukkede op denne gang. Det ville være synd for vedkommende når først Sansiss fik fat i personen. But oh well.. han trængte sikkert til at myrde igen, det var jo længe siden. Kort efter kom en skikkelse til syne, hun kunne se det var en tøz, hvilket blot gjorde det værre for denne stakkel.

Han var usynlig.
Eller det ville enhver som ikke havde forstand på skyggemagi ihvertfald tro, for med den rette træning, som hans tidligere vært tilfældigvis havde haft, ville man være i stand til at blive ét med skyggerne.

Han havde fornemmet den unge varulv før selv Amy fik færten af hende, og med et smil var han trådt ind i skyggerne og havde benyttet sig af sine magiske kræfter.

Nu holdt han øje med de to unge kvinder et sted fra skyggerne... usynlig for det utrænede øje...

Der gik ikke længe før en mørk skikkelse kom til syne mellem træerne. "Hvem er du? Hvad laver du her?" Elisabeth trådte stille fem skridt bagud, for at komme på afstand af den hvid hudede kvinde som stod foran hende.

I starten koncentrerede Elisabeth sig om kvinden foran hende.. Men pludselig var der en anden lugt som stille gled forbi hendes næse. "Hvem har du med dig?" Spurgte hun mistænksomt og prøvede på at finde ud af hvor lugten stammede fra.

Hun gik væk fra kvinden og fuldte lugten, indtil hun pludselig stod foran et træ hvor et åndedrag ramte hendes ansigt.

Amy smilte legende da pigen fik øje på hende, hun lod kort den ene hånd glide ned i sin bukselomme, inden hun bed sig lidt i læben. Glimtet i hendes røde øjne var ikke til at tage fejl af. Dette skulle nok blive underholdende.

"Hvem jeg er kommer virkelig ikke dig ved søde.. Og hvad jeg laver her, jamen jeg fulgte bare stanken af våd hund, og se.. der var du jo" smilte hun køligt og skævede kort rundt efter Saniss. Hun kunne tydeligt fornemme ham, og havde også en ret så god ide om hvor han gemte sig, men hun viste det ikke lige med det samme. Han ville sikkert udnytte det til hans fordel.

Det virkede til at pigen fik færten af Saniss, men okay før eller siden ville hun vel også opdage ham. Spørgsmålet var nu om hun opdagede hvor han var henne. "Det tror jeg bedst selv han kan svare på" svarede hun roligt.

Langsomt gik hun tættere på pigen for at afskære hende vejen væk.

Åndedraget der ramte pigens ansigt, var med fuldt overlæg, et pust nærmere end det var et åndedrag.
I samme øjeblik det ramte hende, var han væk, og stod nu, som var han dukketop ud af ingenting, lige bag ved hende.

Han tog en dyb indånding og smilede koldt.
"Jamen dog... hvad har vi her...?" sagde han med en legende og iskold stemme.

Han var iført en simpel, mørkegrå skjorte og et par mørke bukser. En simpel beklædning som passede godt til hans lange, hvide hår og hans uhyggelige, røde øjne.

Da ham som pustede Elisabeth dukkede op, spjættede hun og stod helt stille. Hendes åndedrag var blevet paniske og en tåre fandt sin vej ud af hendes venstre øje og ned af hendes kind. "Hva.. Hvad vil.. I?" Spurgte Elisabeth stammende og vendte sig stille om.

Hun vidste at hun måtte væk der fra.. Men.. Hvordan? Hun så op.. En tyk gren hang over hovedet på hende. "Gad vide om jeg kan nå den?" viskede hun spørgende sig selv. 

Hun stod i et minuts tid og tænkte.. Det var jo forsøget hver ikk? Så uden at tænke nærmere over det, sprang hun op i luften og fik kun lige fat i grenen. Hun skyndte sig at hive sig op så hun sad på grenen. Okay.. Nu var hun kommet op.. Men der var ingen andre grene som var tykke nok til at kunne holde til hende. Hvad skulle hun så gøre nu?

Amy smilte roligt for sig selv da Saniss pustede pigen i hovedet. Så havde Amy alligevel haft ret i hvor han var henne. "Oz jamen vi vil da bare lege lidt, det da ikke så svært at regne ud, er det?" spurgte hun legende og gik op på siden af Sansiss. Hun smilte drilsk til ham.

De røde øjne fulgte pigens blik op imod grenen. Stakkels forvirrede pigebarn, det ville ikke hjælpe hende overhovedet at hoppe op på den gren. Men okay, hvis det gjorde hende glad at prøve.

Da pigen kort efter hoppede op i træet, så hun udfordrende på Saniss. "Henter du hende?" smilte hun drillende og bed ham ganske kort i øret. Self kunne Amy også godt, men det var alligevel sjovt at spørge ham. De havde jo deres egen form for leg, og hun hjalp gerne hvis han bad om det.

Langsomt trådte hun lidt tilbage.

Han lod pigen springe op på grenen, selvom han sikkert godt havde kunnet nå at gribe fat om hende og forhindre hendes sparsomme flugt... men flugtforsøget gav ham bare en muliged for at jage en skræk i livet på hende.

Han smilede da Amy trådte tilbage, og sagde: "Ja da.."

Så rakte han en hånd op mod træet, pegede på stammen der hvor grenen stak ud, og med et smil sagde han: "Hellfire."

Med et brøl dukkede en klynge af voldsomme, rubinrøde flammer op ved stammen.
Han sprang tilbage, og efter bare et par sekunder havde flammerne ædt sig igennem grenen, simpelthen klippet den af træet så den faldt mod jorden.
Han havde sørget for at de rubinrøde flammer ikke ramte pigen - med mindre hun var dum nok til selv at springe ind i dem.

Hun sad stadig på grenen og panisk så sig omkring for at finde en udvej.. Bare et sted hvor hun kunne hoppe hen for at komme væk. Men inden hun nåede at tænke nærmere over en udvej brød grenen op i flammer. "Nej." Sagde hun stille. Ilden fik ikke bare brændt hende fysisk da hun spjættede af forskrækkelse, men også psykisk efter noget som skete da hun var 9 år gammel. 

Tåre gled ned af hendes øjne. Og i forhastet forsøg på at komme væk sprang hun så langt væk fra dem som muligt, og landte på den hårde og bestendede skovsti. Hun lå der i noget tid.. Ude af stand til at kunne bevæge sig.. Hun var sikker på at hun ville kunne rejse sig og løbe videre.. Men hvorfor flygte? De ville nok finde hende alligevel.

Så hun blev liggende på skovstien uden at bevæge en eneste muskel i hendes spinkle krop. "Jeg ved ikke hvad i vil.. Eller hvorfor.. Men jeg gider ikke flygte, bare for at i kan jagte mig." Hun satte sig op og så på dem.. Hun rejste sig ikke, der var ingen følelser at finde i hendes øjne eller nogen andre stedet på hende.. Hun sad bare der og så på dem, det eneste man kunne se på hende var opgivelse og søvnighed. 

Hun var så træt.. Træt af at være bange og flygte fra alt. Nu kunne de gøre hvad end de havde i tankerne med at gøre ved hende.. Hun gad bare ikke flygte mere, nu ville hun bare få det overstået.

Da Saniss gik hen imod træet, smilte Amy ondskabsfuldt for sig selv. Stilte sig lidt væk fra træet for ikke at stå i vejen. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne, men kendte ham godt nok til at vide hun ikke skulle stå for tæt på træet.

Ilden der brød ud fik hende til at betragte det hele med et roligt blik. Ilden havde altid været ganske pæn efter hendes mening, selv dengang han var blevet vred på hende, men dengang havde hun også selv bedt om det. Tænkende strakte hun sig og grinte lidt for sig selv.

Betragtede pigen som hun faldt på jorden sammen med grenen og bare blev liggende. Let strøg hun Sansiss over armen og hen imode pigen. Skubbede til hende med fodem. "Se den lille pus.. Hvad skal vi gøre ved hende?" drillede hun smilende og så hen imod Sansiss. Han havde som regel altid massere af planer, det var jo ikke første gang de gjorde det her.

"Der er så mange ting vi kan gøre..." sagde han mens han betragtede den unge varulv.
Han lænede sig op ad et træ og smilede koldt, og så kiggede han over mod Amy.

"Denne gang vil jeg lade dig bestemme, min kære."
Han så ned på pigen igen.
"Hun er køn... det gør det bare endnu bedre."

Elisabeth bevægede sig ikke.. Selv ikke da kvinden skubbede til hende med foden. Hun lå bare der hvor hun var landet og lyttede til deres samtale om hvem der bestemte hvad de skulle gøre ved hende.. Hendes vejrtrækning var så stille at man næsten ikke kunne se at hun trak vejret. 

Elisabeth lukkede hendes øjne, for at tænke.. For at be til at en eller anden kunne give hende et tegn til hvad hun skulle gøre. Men ingen tegn kom frem.. Det eneste hun fik ud af at lukke øjnene i et kort øjeblik var hendes mors stemme der stille viskede til hende: Elisabeth.. Min elskede pige. Du må ikke give op så let.. Stol på dig selv min skat.. Også skal du nok komme væk. "Jamen.. Hvordan?" Viskede Elisabeth stille med en tåre glidend ned af hendes kind. Hun så så ynkelig ud med hendes ansigt som var gjordt vådt af tåre, og hvor noget jord havde sat sig fast i tårene på hendes kinder. 

"Mor jeg elsker dig." Var det eneste hun fik sagt, før hun hyldede så højt som hun kunne i håb om at kunne lamme dem.. Bare i 5 minutter. Men i stedet for at vente på at se om det virkede, rejste hun sig hurtigt op og løb.. Løb så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Hun løb hen til hendes hus og åbnede døren, løb ind og smækkede den efter sig. Hun så over på sengen som stod i den anden ende af stuen og skubbede den hen mod døren, for derefter at tilte den op på siden så den stod op af døren. Hun gik nogle få skridt bag ud og satte sig på gulvet. Nu kunne hun ikke gøre andet end at vente..

Amy smilte roligt for sig selv.

Med et køligt blik på pigen, trak hun en anelse på skuldrene.

"Hvad med.. At vi ser hvor meget blod hun har i kroppen?" sagde hun drillende, og så legende om på Sansiss.

Mere nåede hun dog ikke at gøre, før pigen var sprunget op og styrtet væk fra dem.

Let så hun efter pigen og grinte for sig selv.

"Jamen dog.. jeg tror vi skal ud på en lille jagt min skat."

Hun strakte sig og begyndte at gå mod huset som pigen var flygtet hen imod. De kunne sagtens komme ind jo.

"Vil du forskrække hende i skyggerne?" smilte hun drilsk mod Saniss.

Latteren sad i halsen på ham, men han kvalte den. I stedet smilede han grumt, ildevarslende, da pigen løb.
Flugt var umuligt, med mindre hun var hurtigere end dem... eller meget snedig.

Han så på Amy og nikkede.
"Med største fornøjelse..." hvislede han med ondskaben lysende ud af øjnene.

Så forsvandt han i skyggerne.

-

I skyggeverdenen bevægede han sig hurtigere end en falk flyver, og han kom hurtigt ind i huset uden så meget som at åbne døren eller lave en lyd.
Stadig ét med skyggerne, brugte han et par sekunder på at gennemsøge huset - indtil han nåede hendes værelse.

-

Gulvbrædderne knirkede ganske let da han trådte ud af de natsorte skygger bag varulven.
Hans egen skygge lagde sig over hende, og op ad døren så hun ikke kunne undgå at opdage at han stod bag hende.

Elisabeth sad stadig på gulvet og ventede.. Hun sad og rystede så meget at det lignede jordskælv. "Please bliv væk.. Please bliv væk." Sagde hun og begyndte at rokke frem og tilbage. Men pludselig knirkede gulvet bag hende, og hun sad helt stille. Hun bevægede sig ikke det mindste.. Selv ikke da en skygge kom over hende.
Hun sad bare der.. Indtil hun til sidst fik presset nogle ord ud af sig selv. "Hvorfor.. Hvorfor gør du det her?" Spurgte hun med en rystende stemme. Hun vendte sig ikke om.. For at være ærlig havde hun ikke lyst til at vende sig om.

Amy smilte ondskabsfuldt for sig selv, og grinte idet han forsvandt i skyggerne.
Dette morede vidst ham ligeså meget som det morede hende.
At det ikke morede den stakkels varulv.

Med et hårdt velrettet slag, fik hun døren til at gå op inden hun med et legende blik fulgte efter følelsen af Saniss.
Kort efter opdagede hun også pigen der lige nu virkede utroligt skræmt over at der var to personer efter hende.

"Well lille ven.. det er meget simpelt. Vi mangler en at lege med, og du var lige det perfekte legetøj for oz" drillede hun smilende.
Med et let blik mod skyggerne hvor Sansiss stod, og blinkede let.

Med rolige skridt gik hun hen imod pigen.

Dette skulle nok blive sjovt.

Da han var klar over at varulvetøsen muligvis ville forsøge at flygte igen, reagerede han hurtigt da Amy havde talt:

Han tog et skridt over mod pigen, gik ned i knæ og forsøgte at gribe fat i hendes arme.
Hvis han fik fat, ville han rejse sig og hive hende med, hvorefter han ville holde hendes hænder på hendes ryg og smile koldt til Amy.

"Hvad skal vi finde på...?"

Da sparkede døren ind og stilte sig ved siden af personen bag Elisabeth så hun hen mod døren og begyndte stille at rykke sig frem for at stikke af.. Men pludselig bukkede manden sig ned og tog fat i hendes arme. "Slip mig!" Råbte hun da han hev hende hen mod kvinden som stadig stod bag ved dem. "Lad mig være!" Råbte hun igen og vred sig fra side til side for at slippe fri.. Men han var for stærk til at hun kunne vride sig fri.

Så efter at have stået lidt og tænkt over hvad hun kunne gøre bed hun hans arm så han gav slip, for derefter at spurgte ud af døren og lod varulvens udholdenhed tage over. "Jeg kan godt.. Jeg kan godt.. Jeg kan godt slippe væk." Råbte hun efterfulgt af et ulvehyl som ville skære i deres øre, med mindre de kunne lukke af for lyde selvfølgelig.

Amy smilte roligt for sig selv, idet hun så hen imod Sansiss. Så mange muligheder der var i det her tåbelige pigebarn. Og hun vidste ikke en gang selv at hun bare gjorde det værre og værre. Det var sjovere når de kæmpede imod.

Som Saniss tog fat i pigen og holdt hendes arme, så hun en anelse tænkende ud. Ja hvad skulle de dog finde på. For mange muligheder til at hun bare kunne vælge en af dem. Med et skuldertræk smilte hun drillende til Sansiss og gik hen til dem begge, strøg Sansiss over armen.

"Årh der er jo så mange muligheder" grinte hun roligt.

Da pigen begyndte at hyle, fandt Amy et tørklæde og bandt om munden på hende. "Øj det var da en irriterende lyd hun kan" smilte hun roligt.

"Jaa, det må man sige... der er alle de muligheder vi kunne ønske os." sagde han og smilede koldt.
"Hvis ikke du kan finde på noget, kan jeg jo komme med et par forslag..." fortsatte han, ondt som det var.

"Vi kan se om hun er bange for ild... vi kan lede efter hendes svage punkt eller punkter... og hvis du vil, kan vi se hvad hun har under kjolen." hans smil blev bredere for hvert forslag, og en vanvittig og gennemsyret ond sadisme lyste ud af hans øjne.

"Go ahead, love."

Hun sad bare der på gulvet.. Ynkelig som hun så ud og følte sig.. En svag varulv var lige hvad hun var. Hun hørte dem snakke om hvad de skulle gøre ved hende.. Nu kunne hun jo ikke engang. Prøve på at komme væk nu når hun havde fået det tørklæde i munden.

Da hun hørte ham snakke om ild kom et kort flashback, efterfulgt af at hun vred sig fra side til side og spjættede som et byttedyr der ville overleve.. For lige nu var det den følelse hun havde i sig. Hun blev ved i lang tid indtil hun kunne mærke hans greb blev lidt svagere, og måske kunne hun komme fri og løbe.. Men kun måske.