Sleeping Beauty

Vinden var blid, kølig men blid. Det havde været en lang og udmattende dag, en dag man helst ville være fri for. Lørdage var altid ensomme, ved mindre man havde penge og venner. Selskab.

Nicole havde som altid været på biblioteket og studerer, mest fordi hun ikke havde andet af give sig til, dog var hun også fanget af bøger og avis artikler om vampyr. Modbydelige, skræmmende væsner, som boede i verden, samt Terre, dog hvor mange der boede i den samme by som hende, ja det vidste hun så ikke.

Hun var født engle/aspara, de smukkeste racer blandet sammen i en uskyldig pige, aldrig bidt af en vampyr, dog kunne man aldrig være for forsigtig, fordi så vidt hun havde hørt, så skulle hun være en blanding af to delikatesser, som vampyr tydeligt kunne lide.

Hun var taget en tur i parken for at studere i den friske luft, samt for at slappe lidt af, dog var hun faldet i søvn. Typisk hende. Hun gabte en smule og åbnede langsomt de tunge øjenlåg. Hendes to farvede øjne, blev mødt af solens blide aftens skær. Orange/pink blå himmel, med et strejf af solens sidste stråler. Langsomt satte hun sig op og strakte sig en smule. Hun betragtede himlen, mens dens himmelske lys blev opslugt, opslugt i mørke.

Nicole havde et højre øje, der var mørke brun som mørk chokolade, mens det andet øje, var isblåt, ja næsten gråt i belysning. Hun var iført shorts i mørke blå, med små huller her og der, samt en hvid tank top og en grå lynlås trøje med hætte, uden over. Hun pillede lidt ved sine grå allstars og endte så med at falde i søvn, op af træet igen og med bogen om vampyr, trygt i sin favn.

Mange af hans artsfæller ville nok mene det var en tåbelig ide. Men et eller andet sted var Caleb et glimrende eksempel på en "håbløs romantiker". Så hvis han kunne driste sig til at se en solnedgang, så gjorde han det. Det var også fantastisk inspiration til hans malerier. Aftenens sidste stråler dansede på himlen og Caleb havde vovet sig ud i parken. Han sørgede for hele tiden at holde sig i skyggerne, men det var nu et fantastisk syn. Det var som om himlen stod badet i bedrøvede flammer.

Noget fangede hans næse. Duften var fantastisk. Der var en i nærheden af ganske unik karakter. Han kunne ikke sige hvad det helt præcist var men det fængede nu hans nysgerrighed. Han fulgte den sagte aftenvind for at se hvor duften kom fra. Han måtte stadig holde til skyggerne lidt endnu. 

I aften havde Caleb et par jeans på og en hvid t-shirt der understregede hans atletiske muskulatur. Der udover havde han en sort trenchcoat af rigtig god kvalitet. 

Der sad en ung pige op af et træ ikke langt derfra. Og det var fra hende duften kom. Han smuttede lidt tættere på. Hun lod til at have studeret et stykke tid. Og grundet hvordan bogen lå, havde hun læst til hun faldt i søvn. Han blev mere nysgerrig over hvad bogen handlede om. 

Han gik forsigtigt hen til hende og satte sig på hug foran hende og ruskede meget forsigtigt i hendes arm og sagde: Frk? Er du sikker på du burde ligge her og sove?

Hun rørte en smule på sig, i det hun mærkede noget koldt mod sin arm, skønt hun bar sin trøje, samt den ruskende bevægelse, gjorde det ligefrem ikke bedre eller nemmere, at forblive i søvnland. Blidt adskilte hendes rosa pink læber sig fra hinanden, og ud af hendes mund, gled en blid uskyldig tone ud, i form af en mumlende sætning. " luk vinduet far.. det trækker ". Efter at ha sagt disse ord, vendte hun blot siden til den fremmede der havde prøvet at vække hende, dog opfangede hendes underbevidsthed alligevel... lidt af hans sætning. 

Langsomt gled hendes front mod hans, i det hun søvnigt åbnede sine øjne. De to farvede øjne blev mødt med mørke, i det solen var gået ned. Hun gned sig en smule i sine øjne og gabte kort, før hun prøvede at fokuser på det foran sig. Den eller rettere DET.. viste sig at være en person. " hm?... omg! ". 

Da det gik op for hende, at der var en ud over hende selv, gav hun sådan et ryk fra sig, at bogen gled ud af hendes favn, samt hun slog ryg og baghoved ind i træet. " arh!.. ". Hun rømmede sig en smule, i det hun nu kunne se klart og tydeligt. Hun betragtede fyren en smule og sagde tøvende " det ikke særlig høfligt at snige sig ind på fremmede ". Hun gav et lille grin fra sig, der spillede over de fyldige læber, før hun bed sig en smule i underlæben og spurgte. " hvad er klokken?? ".

Han grinede forsigtigt af hende og sagde: Det var skam heller ikke min mening at snige mig ind på dig sådan. Jeg synes bare det var synd de skulle sidde her ude og sove. Parken er ikke altid et sikkert sted at være så vidt jeg kan forstå. Kl? Den er ved at være midnat. Her. Må jeg ikke hjælpe dig op?


Han rakte hende hånden som en gestus til at hjælpe hende op at stå.Det var nok heller ikke sikkert hvis hun endte med at overnatte her ude. Caleb havde godt hørt om nogen af de ting der kunne ske i parken så sent. Det var jo langt fra alle væsner der havde Calebs manerer. Han samlede også hendes bog op og gav den til hende. Han kiggede godt nok lidt på den. Skulle han afsløre at han var vampyr? Nej det rette øjeblik kom jo nok. Og der var heller ingen grund til at vifte med det faktum. Det var jo heller ikke til at sige om det var af fascination eller frygt at hun studerede vampyrer

Jeg håber ikke du slog dig søde. Navnet er Caleb. Lidt hyggelæsning?

Hun kunne umuligt undgå at rødme en lille smule, eftersom det var første gang, nogen nogensinde havde været så galant overfor hende. Hun nikkede en smule flovt, især efter forskrækkelsen og at hun slog sig mod træet bagved hende. Hun rejste sig op, en smule ubalanceret, men heldigvis havde hun caleb, som hun hurtigt tog fat i, i det hun nær var faldet. Hun gav et kort smil fra sig og mumlede " undskyld ", i det hun slap hans jakke/ærme, som hun havde grebet fat i, i faldet.

Hun tog sig en smule til hovedet og sagde. " Nej, jeg okay ". Hun studerede kort caleb, i det han rakte hende, hendes bog. Hun tog imod den, dog gav det hende et lille chok, da han spurgte ind til den. " årh?, øhm.. Ja ". Hun anede ikke hvad hun skulle svare, men hun vidste at han ville tro hun var sindssyg, vis hun sagde sandheden. 

" Mit navn er Nicole ". Hun gav et lille smil fra sig og strøg en forvildet hårlok, om bagved hendes øre. Hun havde mørke brunt hår, dog var hun født med platin blond hår, men det var ikke så tydelig at se ved hår rødderne, ny da der var mørkt. " så hvad bringer dig her ud?.. alene om natten ".  Hun tog sig en smule til ryggen og mærkede noget varmt, blod. Hun måtte ha skåret sig på en gren, da han forskrækkede hende.

Der er skam ingenting at undskylde for. Jeg vækkede dig jo selv så det var vist mest af alt min egen skyld.


Hun virkede lidt nervøs over at svare på hans spørgsmål. Enten var det fordi hun havde regnet ud hvad han var eller også var hun bare nervøs over at blive betragtet som sindssyg. Han bukkede let for hende og gav hende hånden: Hyggeligt at møde dig Nicole. Man kan vel sige jeg samler inspiration. Jeg er kunsthandler og maler selv en del også.Det er de underligste steder hvor man kan finde inspiration


Det gik op for Caleb at hun havde skåret sig så der lugtede af blod. Og hendes duftede fantastisk. Han kunne mærke sulten røre på sig men kunne dog holde det under kontrol. Men at hans øjne begyndte at lyse en lille smule og kunne han ikke rigtig gøre noget ved. Hvor ville han dog gerne smage....

" kunst handlere? ". Hun så en smule overrasket ud, i det hun slet ikke havde regnet med at han ville være til kunst. Hans krops bygning skrig mere.. boksning, eller dørmand, ja måske portør.. men ligefrem kunst handlere samt kunstner selv. " wauw, det må jeg nok sige. Jeg troede mere du var... du ved ". Hun gjorde bokse bevægelser med sine arme. Kort. Hun stoppede dog hurtigt igen. 

" så hvad maler du?. Portrætter, nøgenhed?, eller måske mere noget i nærheden af landskaber, eller abstrakte figurer?? ". Hun var pludselig blevet rigtig nysgerrig angående denne person, dog var det heller ikke hver dag, hun mødte en vaske ægte kunstner. " kunne du male mig vis det var? ". Hun smilede oprigtigt, ja helt ekstatisk, i det hun altid havde drømt om en dag, at få lavet et maleri af sig selv. 

" arrhh.. ". Hun kunne mærke hvordan smerten kom snigende. Hun havde måske revet sig et stykke op af ryggen. " tror du.. at der nogen steder de har åbnet.. hvor jeg kan få plaster.. eller ide mindste tjekket min ryg? ".

han lo forsigtigt og sagde: Det er ikke første gang nogen har tænkt den slags om mig. Bokser? Nej du godeste nej jeg kan bare godt lide at have en sund krop hvis du forstår. Det var lidt sjovt at hun regnede med han var bokser eller noget i den stil men så igen han var jo rimelig atletisk bygget så alle kunne tage fejl. Og han havde ikke ligefrem sit fine tøj på i aften.

Jamen jeg maler alt fra nøgenmodeller til landskaber. Ja alt hvad der kan males kan man vel sige.
Han trådte et skridt tilbage og holdt hendes arme ud fra siden og kiggede op og ned af hende med et flabet smil.
Hmmm... Jo det kunne jeg sagtens. Hvilket slags billede havde du tænkt dig?


Han koncentrerede sig om ikke at fange for meget at duften af hendes blod, men det var svært. Han kiggede lidt undrende og mumlede meget stille: Det her kunne jeg lukke meget hurtigt


Han rystede lidt på hovedet og sagde: Ja følg med mig jeg har et førstehjælpssæt i min bil. Han støttede hende hele vejen op til den store sorte Bentley og fandt sættet frem fra bagagerummet. Hvis du lige vender dig om så jeg kan kigge på det. Han trak vejret dybt et par gange for det kom til at kræve koncentration på grund af blodet. Han rensede såret og lagde noget Bactigras (penicillin-behandlet stof) i såret og lukkede til med et par plastre.

Så... skulle du være så god som ny...

Et uskyldigt smil, sneg sig frem på de rosa pink læber, da han nævnte 'sund krop'. Han havde sikkert en virkelig flot krop. Hun kunne ikke lade være med at føle... at han ikke var menneskelig. Øjnene. Hans øjne virkede glødende, næsten som om de skulle til at lyse op?.et smil viste sig igen, i det han så hende an. " blot et almindeligt portræt, fordi nøgenhed er ikke lige mig ". 

Hun var jo stadig jomfru, samt hun var slet ikke van til at være nær fyre. Hun løftede kort det ene øjenbryn, i det hun syntes at høre Caleb mumle noget. Hun mærkede et stik i hjertet, som prøvede hendes krop at fortælle hende, at denne fyr.. var farlig.

Hun fulgte dog alligevel med ham, mest fordi han virkede sød og hjælpsom. Hun betragtede hans sorte Bentley og sagde " hold da kæft!?!.... er det din? ". Hun betragtede den flotte bil, der måtte ha kostet en god sum penge. " er du millionær? ". Hun grinte lidt og smilede drillende til ham, før hun satte sig og hev op i trøje og top. 

Hun bed sig i den fyldige underlæbe, da han rensede det. Det gjorde ondt, men smerten kunne hun dog holde ud, lidt i nu... i hvert fald.
" såh?.. bor du alene ". Hun anede ikke om han var gift, bøsse eller faktisk noget om ham, andet end at han var kunstner. Hun vendte sig om da riften var klaret. " tusind tak Caleb ". 

Hun så lidt på ham og sagde tøvende " så angående det maleri... kan du.. måske lave det i aften?? ". Hun gav et lille smil fra sig og lænede sig op af hans Bentley. " så kunne du måske også vise mig resten af dine værker? ".

Han kunne ikke selv lade være med at grine lidt over hendes kommentar om bilen og svarede smilende: Ja det er jeg godt nok. Men det kommer med den familie jeg kommer fra. 
Han viftede let med fingeren hvor hans signetring sad inden han gav sig til at pakke førstehjælpssættet sammen igen. Men ja jeg bor alene. Jeg har ikke været i byen så længe og ved endnu ikke helt om jeg bliver. Men byen har nu en vis charme.


Han stillede sig op af bilen ved siden af hende og kiggede op mod hilmen der efterhånden kun blev lyst op af månen. Han kom med et dybt tilfreds suk og så derefter tilbage på hende med et smil. Sulten var nemmere at undertrykke nu hvor hendes sår var lukket og pakket væk igen

Han så kortvarigt undrende på hende, men svarede flabet: Jamen jeg har ikke lige andet jeg skal. Så det kunne sagtens være. Hvilken slags maleri kunne du godt tænke dig da? Og mon ikke jeg ahr et maleri eller to hængende


Gløden fra hans øjne var tonet lidt ned igen, men hans øjne lyste næsten altid med et grønt skær

Hun så chokeret på Caleb, da han fortalte at han var millionær. Hun havde aldrig nogensinde forestillet sig.. at hun ville møde en millionær, samt være så tæt på en også. " omg!.. seriøst?. Er du virkelig millionær ". Hun følte et kort sekund, at alt luft forsvandt fra hendes lunger. En millionær.. og han snakker med hende.


Hun smilede lidt, da han fortalte om sin kunst. Hun nikkede kort og svarede " vis du viser mig nogle af dine værker, så må du bestemme hvordan jeg skal poser, samt hvilket slags maleri det skal være ". Hun smilede uskyldigt, eftersom hun ingen bagtanker havde. 

Lige siden hun var lille, var hun interesseret i kunst, malerier samt fotografier, alt der kunne fange et minde, begivenhed, opmærksomheden.. hun elskede virkelig kunst, fordi det var sådan en smuk måde at udtrykke sig på. Hun så kort på Caleb og rødmede en smule, i det hun sagde " så bor du langt her fra?? ".

Han smilede bare og sagde: Ja jeg er millionær. Men så igen jeg er langt mere end mine penge. Penge er bare papir. Ganske vist meget praktisk papir men ikke desto mindre papir. 


Han åbnede bagagerummet og trak et maleri ud og lagde det på bagsmækken. Det forestillede et billede af Terre set om natten lidt oppefra. Farverne var brugt så de var meget flydende og komplimenterede hinanden godt så billedet ikke blev rodet at se på men havde et rart flow af farver. Han kløede sig i nakken og sagde: Ja det her er det nyeste jeg har malet. Det er blevet okay, men langt fra det bedste jeg har malet. Men inspirationen var der ikke rigtig. Jeg har heller ikke malet et bybillede i ca 250 år. Ups


Det gik op for ham at han noget skødesløst havde afsløret han i hvertfald ikke var menneske. Han smilede da han fortalte om sit maleri og havde ikke tænkt over at hans hugtænder nok var blevet synlige. 

Men må jeg foreslå et naturmotiv til dit maleri?

Hun gik med Caleb om bagved bilen, dog vidste hun 
ikke helt hvad der ville ske. Hun så dog med et fascineret glimt i øjnene, da han trak maleriet frem, et så smukt maleri.. fortjente en plads, hvor alle kunne beskue dens skønhed, ikke en plads i et mørkt bagage rum. 

Hun så på billedet og sagde lamslået. " det fantastisk.. vidunderligt ". Forsigtigt strakte hun sin hånd frem og berørte det, fulgte hver et pensel strøg. * wauw *. Hun havde altid ment, at mennesker havde en gave, især dem det kunne male eller tegne, nuet og fortiden. 

" såh?.... ". Hendes sorte pupiller blev store, i det de så med frygt på Caleb. * hugtænder... 250 år.. v-vampyr.. omg han er en vampyr *. Pludselig ændrede situationen sig. Hun trådte hurtigt nogle skridt væk fra Caleb og så nu på ham med foragt. " du en vampyr ". Hun hadet vampyr, skønt ingen havde smagt på hende, så hadet hun dem alligevel. 

" ved du hvad jeg er.. ". Hun kunne forstille sig at han vidste det, eller at han kunne dufte at hun ikke var menneske.

Han rystede på hovedet og tog sig til panden. Han sukkede dybt og kiggede på hende med et blik der sagde: "Here we go again..."

Ja jeg er vampyr...... Jeg er en blodigle.... Et frygteligt monster der stjæler spædbørn og æder jomfruer..... Prøv nu at hør her. Hvis jeg ville gøre dig noget havde jeg allerede gjort det. Men det har jeg ingen interesse i overhovedet.... Jeg er sikker på der er en pind et sted du kan hamre gennem mit hjerte....


Han bredte armene ud til siden som et tegn på han kom med fredelige hensigter. Han snuste godt ind og sendte et undrende blik. Der var en duft der var velkendt. Duften af helligdom var ikke svær at genkende. Men der var noget andet end det. Noget han ikke helt kunne placere. 

Han satte sig ned på kanten ved det åbne bagagerum og kiggede på hende med et opgivende blik og sagde næsten lige så opgivende: Noget engel vel? Men der er også noget andet jeg ikke kan placere.... 

Hun så en smule usikkert på ham og svarede " engle og aspara.. jeg født sådan ". Hendes mor var aspara og hendes far.. engle. Hun havde aldrig følt sig helt normal, især efter dengang en vampy prøvede at æde hende. Hun så kort over mod Caleb og grinte kort, i det han jokede med sig selv, ja?, måske var vampyr ikke så slemme. * nej Nicole.. du skal ikke falde for nogen tricks *. 

" så du vil ha at jeg skal tro på.. at der findes vampyr ude i verden, der ikke dræber alt og alle ". Hun så en smule spydigt mod Caleb. Hun kunne ikke lide dette her. Hvordan kunne hun dog være så dum?. Hun følte sig pludselig svag, svag i forhold til sådan en mægtig race, samt han var en mand.

" du ikke en blodigle.. nærmere en parasit, der lever af andre levende væsner ". Hun vendte kort ryggen til ham og svarede " din familie er sikkert kommet til penge gennem Folke mord ". Hun kunne lige forstille sig det. Hun vendte hurtigt fronten mod ham og sagde fast. " vi har intet mere at snakke om.. jeg kan ikke tag chancen ". Hendes blod havde før drevet en vampyr sindsyg, så hvorfor ville det ende anderledes her.

Da hun vendte sig mod ham skiftede hans øjne til en mere dyb rød. Dette skete når han var blevet rasende. Meget sammenbidt sagde han: Så er du nok rigtig glad for at få at vide jeg er den eneste vampyr i min familie. De døde i deres senge af alderdom for omkring 300 år siden..... Min familie har altid gjort i kunst..... Jeg er det sidste medlem af hus DeBayle. Så jeg er meget ked af hvis dit verdensbillede er blevet knust.... Jeg har gået gennem 300 år uden noget der bare mindede om familie.....


Han fandt en rimelig tyk gren og knækkede den over så der var noget der mindede om en spids. Han satte den mod sit hjerte og øjnene blev langsomt grønne igen. Han sagde nærmest bedrøvet: Så tryk den i hvis jeg er sådan et frygteligt monster... Jeg kan garantere jeg er den sidste DeBayle...

Hun så en smule undrende på ham, i det han pludselig snakkede om sin familie, dog da hun hørte om dem, fik hun det rigtig dårligt. * hvordan.. hvordan kunne jeg finde på at sige sådan noget.. noget så sårende.. *. Hun følte sig pludselig rigtig led.. modbydelig. " vent! ". 

Hun nåede kun at høre hans navn, samt lyden af gnister og gadelys der sprang, før hun mærkede det.. sin evne. Hun kunne suge elektricitet til sig, som en svamp ville sige vand, indtil nogle klemte, dog udløste hun dem selv denne gang. Hun mærkede strøm glide ud mellem sine finger, i det hun havde taget hårdt fat i Caleb's arm, den der holdte spyddet. 

Der var strøm nok til at slå en elefant ud, så det ville helt klart slå Caleb ud, ja måske sætte ham i en falsk koma i nogle dage. Da hun slap ham, kunne hun ikke andet end at sige " fuck! ". Det var ikke meningen.. hun ville blot forhindre ham i selvmord.

Vis han var besvimet.. ville hun slæbe ham ind i hans bil og tage hans nøgler, for derefter at søge under hans navn, for så at køre ham hjem. Det var hendes skyld at han jo var faldet om.

Caleb var utrolig glad for at hans krop var så hårdfør som den var. Men styrken af den strøm der kom fra hende var voldsom så han blev sendt i knæ, hvor han sad med hænderne i jorden og rystede. Man kunne stadig se gnister springe rundt på ham. Han prøvede at bevæge sig og endte med at sidde stærkt omtåget op af bilen. Hans krop havde stadig krampetrækninger af den voldsomme strøm der lige havde ramt ham.

Han kunne ikke helt orientere sig og famlede lidt rundt i luften foran sig. Langsomt begyndte han at tale: En.... gang.... til.... og navnet De...Bayle stopper... sin eksistens...... 
Ville.... du ikke st...oppe det hjertel..øse monster jeg er?


Han prøvede at støtte sig op af bilen så han kunne komme op at stå, men han sank sammen og satte sig på jorden igen, og på bilen hvor hans hænder var kunne man se de dybe mærker efter hans negle. Neglene var som resten af hans skelet hårde som stål og neglene var sylespidse og virkelig skarpe

Hun så nervøst på Caleb og sagde med anger i den nu skrøbelige stemme. " nej undskyld.. det.. det var ikke med vilje.. undskyld ". Hun turde ikke rigtig rør ham. Hun lyttede til navnet igen og sagde " vi må ha dig ind.. ". Hun ringede til en veninde, mens hun ringede en taxi op. Hun låste bilen med hans nøgler, som hun snuppede. Da taxien kom, tog hun den med ham. 

Den førte dem hen til en ven, der boede i et forladt ligene bolig kompleks. Hun tog Caleb's arm over den ene skuldre og fik taxi chaufføren til at tag den anden side. " han er blot.. lidt fuld ". De gik op af nogle trapper  og kom ind i et hvidt rum, med maling her og der på gulvet, samt staffelier. Der var en seng i hjørnet som hun lagde ham på. Hendes veninde kom ud fra badeværelset og betragtede dem lidt. 

" det var hurtigt ". Hun gik hen til Caleb, mens Nicole betalte chaufføren. Hun kom derefter hurtigt op igen og lukkede døren efter sig. " jeg kom til at sappe ham, please Kimi.. hjælp ham ". Kimi så kort på Caleb og lagde sine hænder på hans bryst. Der gik få sekunder, før alt strømmen var ude af hans system. Hun trådte væk og gik så hen til Nicole og hviskede noget, før hun gik sin vej. " shit... er du okay ". 

Hun vidste at hun ikke kunne styre sin evne, men det var første gang den havde skadet nogen. Kimi kunne trække ting fra folk og heale dem inden i. Nicole havde beskadiget nogle organer hårdt, så Caleb ville ha været død, vis han havde været menneske. Kimi havde trukket strøm og smerte ud af hans krop, samt forstærket hans healings evne, så han ville heale hurtigere inden i. " undskyld, det var virkelig ikke med vilje ".

Meget vredt satte han sig op i sengen han var blevet lagt i. Caleb's øjne glødede nærmest rødt. Lugten af det brændte tøj hang i luften og stak ham i næsen. Han lukkede øjnene kortvarigt og koncentrerede sig om at flade ned igen. Da han åbnede øjnene igen var hans øjne tilbage til den sædvanlige lyse grønne kulør. Han rejste sig fra sengen, men måtte stadig støtte sig lidt til den. Han skulle lige orientere sig igen og kiggede vredt på hende og hvæste næsten:

Hvad i alverden undskylder du for? Du havde nær dræbt en parasit. Var det ikke det du kaldte mig? Ville du ikke rydde verden for parasitten her? Nu er jeg svækket så nådestøddet burde ikke være så svært. Eller valgte du at se udover din egen fortid? 


Han blev nødt til at lægge sig halvt ned på sengen igen. Smerterne var ikke helt væk. der kom stadig nogle krampetrækninger der fik de sylespidse negle til at bore sig ned i sengen

Nicole så skræmt på Caleb, i det han rejste sig op, for tydeligt at vise hans utilfredhed, angående hvor vidt han var stadig i live. Hun kunne ikke få ordene på gled mere. Hun havde aldrig mødt en sød vampyr før, en betænksom vampyr, så hvorfor skulle hun ikke dømme ham i starten, som alle de andre dræber, der gik rundt på denne jord... kolde mordere. 

Hun trak sig en smule tilbage, da han satte sig ned i sengen, dog da hun hørte hans ord.. fik hun nok. Hun gik hen til køkkenbordet og tog en kniv frem og sagde " jeg havde min grund!, her er den ". Hun skar sig over håndledet, dog ikke så hun ville dø. Smukt blodrøde blod.. gled ned af hånden, til mellem hendes finger. 

Mørkt.. flydende blod, der nu dryppede ned på det plastik belagte gulv. " se på det!.. duft til det og sig sandheden... er det ikke rigtigt.. at mit blod er tiltagende, lokkende.. mere end andres ". Hendes mor var blevet vampyr.. selv hendes egen mor havde ikke kunnet styre sig, en dag da Nicole faldt og slog hul på sit knæ. Hendes mor havde fortalt om den delikate smag engle havde.. ren. Aspara havde dog en næsten giftig virkning på vampyr.. eb hvis afhængighed samt specielt lokkende duft.. og Nicole var begge racer. 

Hun holdte sin hånd ud mod Caleb og så vredt mod ham og sagde " jeg bange for jer. Og med god grund!.. min egen mor.. selv ikke hun kunne holde sig fra.. fra mit forbandet blod ". Hun mærkede tårerne komme snigende men lod dem ikke falde.

Caleb rejste sig og tog et tørklæde fra sin jakke og haltede hen og lagde det på hendes sår. Han skulle ganske vist koncentrere sig om ikke at lade sulten styre ham, men det gik. Han tog forsigtigt hendes anden hånd og lagde så hun selv kunne holde tørklædet til det ville holde op med at bløde. Han ville ikke lukke det på den måde hun næsten udfordrede ham til.

Han satte sig forsigtigt på sengen og sagde udmatttet: Ja det er rigtigt. Blod af engle smager fantastisk. Og dit blod er mere end lokkende. Jeg har jo lukket et stort sår på dig en gang. Men du af alle burde forstå den forbandelse der kan komme med at være anderledes. En forbandelse du er ude af stand til at gøre noget ved. Du må bare ride stormen af når det sker. Hos mig er det bare nødvendigheden af blod. Jeg kan ikke gøre noget ved den. Men det burde heller ikke være nødvendigt at forsvare hvem eller hvad man er. 

" så det passer. I vampyr drikker blod, men for at overleve? ". Hun kendte intet rigtig til vampyr, andet end dem i tv og serier, samt bøger og manga'er. Forsigtig strammede hun tørklædet, hvorefter hun satte sig ned. 
Det var underligt at tro på, at der faktisk fandtes gode vampyr. Hun så kort over mod Caleb og så derefter skamfuldt væk. Hun var et forfærdeligt menneske.. at ha dømt han, for derefter at give ham stød. " hvorfor.. hvorfor ville du smide dit liv væk.. så frivilligt ". 

Den måde han havde opfordret hende.. den måde han blot havde sagt.. stake me. Hvordan kunne han smide sit liv væk, hvordan kunne nogen frivilligt, smide sit eget liv væk, som var man intet. Hun så kort over mod Caleb og rejste sig langsomt op. Gnister kunne høres, i det hun langsomt forvandlede sig for hans øjne. Hendes brune øje blev isblåt, ligesom det andet var. Langsomt forsvandt den brune hårfarve, der blev hurtigt opslugt af platinblond hår, hvidt som sne. 

Huden blev porcelæns bleg og så skrøbeligere men renere ud. Langsomt nærmede hun sig Caleb, i det hun fjernede tørklædet, for at lade elektriciteten glide ud mellem fingerne, nu tydeligere end før. Forsigtigt satte hun sig for sengens kant og så alvorligt på ham. " vis du spytter ud med så store råb om selvmord, ja så kan det være.. at der en dag er en der vil opfylde dit ønske ".  Forsigtigt rakte hun sin hånd frem mod han, de. Hånd med blod. " hvorfor ønsker du at dø ".

Han rettede sig lidt op og trak sig lidt tilbage for han var sjovt nok ikke interesseret i at få stød en gang til. Han ømmede sig lidt og sagde derefter: 
Det ville jeg heller ikke. Jeg er ikke interesseret i at dø. Jeg ville have dig til at forstå, at bare fordi ens natur ar forbandet behøver man ikke være et monster. Jeg drikker blod for det skal jeg for at overleve. Og dine fordomme er kraftige så jeg måtte ty til lige så drastiske metoder.


Han rejste sig og gik i en lille bue udenom hende og haltede mod døren. Det v ar tunge skridt men der var ingen interesse i at skulle forsvare sig hele tiden. Det havde Caleb gjort så rigeligt. Og på et tidspunkt måtte man sige fra i stedet for at blive dømt på grund af en uheldig vane og et par hugtænder. 

Inden han nåede døren vendte han sig om og sagde roligt: Nicole jeg håber at du lærer at en dårlig oplevelse ikke ligger fundamentet for resten af din fremtid. Et hvert væsen er unikt. Selvom det har hugtænder. Bare fordi man har remedierne, gør det ikke en til morder