Blood and Ale (Santino)

Tid: omkring 22:00
Sted: Værtshuset "Den Glade Sigøjner"
Omgivelser: Værtshuset summede allerede af aktivitet, og de første fulde væltede rundt

Hvad i alverden laver jeg dog her?
Dette var Calebs første tanke da han kom ind på stedet. Det var ikke ligefrem et sted han normalt ville komme. Men han havde fået skældud for det af sin far før 300 år siden. Caleb kunne egentlig godt lide at mænge sig med pøblen som man så smukt sagde den gang. Han kom frem til at det var derfor han var her nu. Der var ingen handler der skulle overståes lige nu. Så det var bare en fredelig aften. Den skulle så bruges på at mindes det liv han en gang levede. Og det kunne da også sagtens ske at det ville ende rigtig godt

Selvom det var knapt så fin et sted, så havde Caleb stadig god smag. Det kom også til udtryk i aften. Et par dyre sko af italiensk læder og et sort jakkesæt syet i Firenze. Det blev toppet med et sort silkeslips og en mørk-violet skjorte. Signetringen på hans højre hånd var ligeledes blevet poleret og håret var sat en anelse tilbageredt.

Han gik op til hvad der lignede en bar og tænkte han ville bestille en mørk øl. Imens der blev hældt op kiggede han rundt i lokalet og man kunne godt s at der var nok nogen der mente han var noget malplaceret her. Det tog han sig dog ikke så nøje af. Det lod til der skulle noget livemusik i gang af en art. Det kunne være det var værd at bruge tid på. Han satte sig ved et ledigt bord og smagte på sin øl. Han rynkede godt nok noget på næsen af den, da smagen overraskede ham. Det var meget længe siden han havde drukket øl. Det havde han ikke siden han blev vampyr. Men det virkede som noget der skulle prøves et sted som dette.

Hans første liv optræden dog var stedet ikke lige ham, men han havde fået en okay pris for at spille denne aften og selvom han havde penge nok, ville han spare sin egne op selvom hans far havde levet en pæn stor konto til ham men den ville han kun bruge i nødes stund desuden var det fint at tjene sine ege penge.

En høj spinkel dog muskuløs fyr, stod i det lille beskidte baglokale hvor han gjorde sig klar til aftens forestilling, han trak en pæn grå skjorte over den solbrune muskuløse overkrop for så at knappe de mange knapper. Det næste blev et par stramme sorte bukser som blev trukket op og lukkede før han stak fødderne i et par pæne sorte lædersko. Det let lange tykke krøllede brune hår blev redt let tilbage med lidt hårmuse før han så kiggede sig i spejlet og nikkede let, de brune smukke øjne kiggede let tilbage fra spejlet" så det nu" lød det let fra ham med en lidt dyb stemme med tydelig italiensk accent.

Santino var klar, han skubbede døren op og tog den brune guitar med sig ud før han tog plads på den gulvplads der var lavet til ham, der stod en stol og så et stativ med en mikrofon, han satte sig let ned kiggede kort ud over mængden før hans stemme lød i mikrofonen " Mit navn er Santino og jeg skal underholde jer her til aften"lød det roligt fra ham.

Han kiggede s ned på guitaren hvorefter han begyndte at spille en munter melodi dog ikke en folk kendte, så begyndte han at synge med sin smukke rene stemme på flyende italiensk, en sang om solens vandren over himlen, det lød fortryllende men det mest mystiske af det hele var at et billede af en sol på vej op over et hav dukkede op i folks sind, det forsvandt så og man så igen solen men nu vandre den blot over himlen, lige før sangen sluttede så man en solnedgang hen over et snedækket landskab og så forsvandt det hele da sangen sluttede.
Santino kiggede let rundt før han begyndte med en ny sang dog var denne en mere kendt engelsk sang, billeder der passede til sangens tekst fløj gennem folks sind endnu en gang.

Han havde efterhånden vænnet sig til den mørke øl og den smagte egentlig ikke tosset. Men det var alligevel kun en man skulle have en enkelt af. Den bitre eftersmag passede slet ikke Caleb. Han gik i stedet op til baren og spurgte om ikke de havde en god rødvin eller noget der passede mere til ham. Det var åbenbart muligt for den rette mængde penge. Caleb smed et par sedler og fik en god flaske med sig. Det var en mix af blod fra kvinder og en kraftfuld rødvin. Slet ikke dårligt

Han havde kun lige nøjagtigt skænket op i sit glas inden aftenens underholdning kom. Det var en nydelig ung italiener. Der var dog noget specielt over ham der ikke helt var til at placere dog. Men Caleb tænkte ved sig selv at han kunne da give musikken en chance. Han blev da også overrasket da Santino begyndte at synge og endnu mere da billederne dukkede op i hans sind. Han rystede kortvarigt på hovedet for at se om det hjalp. Han klappede op mod scenen da nummeret var slut

Santino sluttede sangen af, hvorefter han kort så rundt da hans øje fik øje på en lidt mere fornem herre, han sendte ham et charmende smil før hans så sang en ny sang, endnu en sang folk kendte og ny billeder dukke op i folks sind, billeder der passede perfekt til sangen, nogle folk sad næsten helt i trance  af sangen og billederne.

Santino sluttede den sang af hvorefter han sagde i mikrofonen" så kommer mit sidste nummer for denne aften" lød det muntert fra ham før han så vendte blikket mod guitaren.
Santino satte gang i musikken igen, denne gang var melodien langsom og mere sørgmodig, efter starten begyndte han igen at synge dog var denne sang på engelsk. Folk begyndte igen at se billeder som passede til sangen, det første viste to drenge der lignede hinanden på en prik bortset fra den ene var et hovet højre desuden kunne man se at den højeste af dem var Santino. Det forsvandt og blev afløst af et nyt som viste en bil, inde i bilen sad en mand og en dame forrest og bagved sad fyrene fra før, så forsvandt det hele og et nyt dukkede op, bilen fra før stod totalt smadret ved et træ ved en landevej, foran bilen lå den mindste af de to fyre livløs med blod over alt, forældrene stod grædende og så ned på ham imens Santino lå ind over ham og grad som aldrig før.
Så forsvandt det og man så en kirke hvor en kiste blev boret ud og så sluttede sangen.

Da den var slut rejste han sig op, bukkede let for der folk der klappede før han smutte ud i baglokalet hvor han lagede sin guitar. Santino smilede tilfreds og gik ud igen for så at gå op til baren hvor han bestilte en italiensk  drink i en rødlig farve, han sad afventende på barstolen imens han kiggede let rundt.

"Vinen" var slet ikke så tosset. Det faldt straks mere i Calebs smag. Han sad og sukkede tilfreds over vinen imens han vendte opmærksomheden mod scenen igen. Musikken lød faktisk slet ikke tosset, selvom Caleb ikke var tilfreds med at der dukkede billeder op i hans hoved uden sin egen accept. 

Den sidste sang Santino sang, lod til at gøre folk helt sørgmodige. Den havde en utrolig trist handling og Caleb blev selv trist til mode af den. Det lod til at være en virkelig fortælling om Santino's liv eller også var den virkelig godt opdigtet. Men ikke desto mindre sad Caleb og tænkte glade tanker for at få humøret op igen. Det gik også nogenlunde når han tænkte tilbage på sin tid her i byen. For der var faktisk intet at klage over overhovedet.

Omkring samtidig at Santino kom ud igen og op mod baren, sad Caleb med hænderne kortvarigt begravet i sine hænder inden han tog er ordentlig slurk og sagde: Det var kun en sang gamle dreng. Han hældte et glas mere op og skålede mod Santino

Santino vendte roligt imens han kort kørte en hånden gennem håret, efter hans mening var det gået godt og endnu engang ville hans tvilling blive husket, faktisk var sangen ikke opdigte men skrevet af ham selv for at mindes hans bror og den værste dag i hans liv.

Han betragtede lidt de folk der var omkring ham, manden han tidligere havde set sad nu med en falske vin og et glas, han studere ham let efter hans mening var han en flot fyr.

Da han fik sin drink betalte han roligt, før han igen så mod fyren, i det samme skålede fyren mod ham. Santino sendte ham et smil før han selv hævede glasset og tog en tår, før han så rejste sig med glasset i hånden og begav sig ned mod fyren dog da han kom nærmer kom lugten af vampyr mod ham men ha ignorere det, han kiggede let på fyren "godaften, selvskab?"spurgte han høfligt og nikkede mod den tomme stol overfor fyren.

Caleb havde godt nok kigget væk men det var ganske tydeligt at Santino var engel eller som minimum noget der hen af. Den friske sødlige duft var slet ikke til at tage fejl af. Caleb måtte også koncentrere sig fordi der var meget få ting i verden der var sødere end smagen af en engels blod. Det var en delikatesse i Calebs verden. Men i det her tilfælde beherskede Caleb sig dog.

Han samlede dog lige tankerne og tog en tår mere inden han svarede Santino: Ja selvfølgelig sæt dig endelig. Jeg var lige væk kortvarigt. Tilgiv mig mine manerer. Jeg hedder Caleb. Ganske smuk sang der oppe. Men hvis jeg må være så fri hvorfor slutte af på så trist en sang? Burde man ikke slutte på noget mere muntert hvis festen skal fortsætte?

Santino stod roligt og så afventende på ham, han skulle ikke rigtig nå noget nu hvor han havde optrådt var natten fri og han kunne gøre hvad der passede ham. '
Han smilede høfligt til ham imens han let tog en tår mere men sænkede dog glasset da fyren snakkede.

Santino tog let plads på stolen overfor hvorefter han satte glasset fra sig, imens de rune øjne betragtede fyren ved navn Clabe, han smilede skævt"det brudte man min gode herre, men jeg ville opnå et budskab om at man skal nyde livet imens man har det "sagde han let" desuden er det blevet en vane for mig at slutte af med den"tilføj han let men dog utrolig høflig.

Engle gløden lå rundt om ham som en rolig aura i en oranges farve, men selve engles skønhed lå også let over hans italiensk udsende, hans være måde var venlig, meget rolig og høflig men også utrolig livsglad.

Caleb smilede og nikkede til hans svar. Det gav jo sådan set meget god mening. Men alligevel ærgeligt at den var så sørgelig. Men hvis man tænkte budskabbet igennem så var det en anden sag.

Det kan jeg skam godt se når det bliver sat op på den måde, og jeg beklager din families skæbne. Ja jeg ville egentlig gerne byde dig et glas men er ikke sikker på hvor tiltalende du vil finde den her "vin". Det er også en rigtig smuk sang at slutte af med. Det giver dig et vis trademark


Caleb smilede til ham og skålede stille igen. Santino virkede egentlig rimelig dybsindig men i et sted som det her kunne han nok blive upopulær eller virke en kende naiv

Santino smilede skævt til fyren, han godtog vidst hans ord og det var nu fint han var blot glad så længe folk ville mindes hans bror så han aldrig ville blive glemt.

"verden er barsk, men der sker dog også gode ting. Men ja nogle gange dør de forkerte"sagde han let, imens han kørte en hånd igennem håret og lagede hovet på skrå" tak, jeg har det nu også bedst med den her"sagde han hvorefter han løftede sit glas hvor en rødlig væske flød, han tog roligt en tår imens han betragtede denne vampyr.

Selvom han måske så helt rolig ud, arbejde hans sanser på højtryk for at holde øje med fyren, man vidste aldrig hvad en vampyr kunne finde på, Santino bar trods alt på dyrebart blod som kun få de flestes blodsugers tænder til at løbe i vand.

Han lænede sig let frem og satte albuerne på bordet for at hvile hovet på hænderne og for at snakke lidt laver" hvad laver en finere herre som dig enligt her Clabe?"spurgt han så lavmælt imens de brune øjne kiggede nøje på ham og et charmende smil lå let på de pæne læber.

Caleb sad kortvarigt og faldt lidt i staver over den store gyldne signetring på hans finger. Med en melodisk og næsten sørgmodig stemme sagde han: Indimellem er verden et barsk sted ja.... Men hvem afgør om det er de rigtige eller de forkerte der dør? Jeg tror ikke der er nogen der er rigtige eller forkerte til at dø. Men det sker ikke desto mindre.....


Caleb rystede kortvarigt på hovedet og kiggede op på ham nærmest lidt forlegent inden han tog en tår af sit eget glas og sagde: Det må du undskylde, fik lige et flashback til familien der. Jamen jeg er her vel mest af alt for at mindes et liv jeg en gang levede.


Calebs øjne glødede stadig grønt da han kiggede op på Santino

// undskyld tiden skulle lige lave mad ;)//

Santino betragtede ham let, det så ud til hans sang havde påvirkede ham mere end han havde forventet men det var jo også forskelligt fra person til person.
Han sukke svagt "ja det var synd for dem at jeg øhh de skulle miste en søn"sagde han lidt fumlende da han nu havde afsløret at han var en den af den familie dog var han ikke den der døde under ulykken.

Han drak det sidste, hvorefter han skubbede let til glasset og så tænksomt på det"ja på en måde var det skønt at være sådan rigtig levende"mumlede han let, han havde ikke selv bedt om at dø, en flok unge fyre havde syntes det var sjovt at tæske ham, slå, sparke og endda bruge knive mod ham før de så forlod ham såret alene i en gyde hvor hans liv endte.

Han kørte let en finger over glassets kant, men opdagede ikke det lille hak der var i og fik derfor lavet et lille hun i fingere hvorefter en bloddråbe gled ned af glasset, dog opdagede han det ikke selv...

Caleb blev en del mere nysgerrig da Santino lavede den svipser og afslørede han havde en rolle i ulykken. Det kunne være spændende at høre mere om hvad der skete og hvad Santino's rolle var i den. Det var ikke sikkert han ville sige det, men det påvirkede tilsyneladende Santino en hel del.

Var rigtig levende? Hvad skete der den gang hvis ikke det gør noget jeg spørger? Det virker ikke til at have været specielt tiltalende. 


Caleb fik øje på bloddråben der gled ned af glasset og hans øjne blev øjeblikkeligt mere klart grønne som om de glødede mere nu. Han kunne dufte blodet og det var berusende. Han havde mest af alt lyst til at tage glasset for at lade tungen glide ned i sin hals, men kunne godt se at det ikke nødvendigvis ville gå fantastisk godt. Han kiggede ned i jorden og sagde nervøst: Du har skåret dig på dit glas Santino....

Santino løftede blikket og kiggede let på ham, han overvejede om han burde fortælle tingene eller om det ville være dumt? hvad nu vis et af de der sindssyge syner ville komme frem igen?
men han tog dog chancen

" den dag i bilen, det var mig og min tvilling bror Millo som var på vej hjem sammen med vores forældre, da en spøgelses bilist om kørende mod os på landevejen, min far nåde lige at dreje men endte så direkte ind i træet og men bror der et kort øjeblik havde haft selen af fløj op gennem forruden og ja mindste livet på stedet"sagde han trist"den dag mistede jeg en del af mig selv, men jeg kom igennem, men jeg døde af en hel anden årsag en hel anden historie"sagde han let.

Santino løftede blikket og kiggede på sin fingre, i det samme så han sin døde brors krop foran sig, hans krop begyndte og skælve hvorefter han hurtigt rejste sig op.
Han så hel forkert ud hans øjne stirrede lige ud, kroppen skælvede men han løb, han løb ud baren ud på gaden, men nåde ikke langt før han faldt og slog sit knæ, han gispede imens tåre trillede ned af kinderne.

Santino sad stille og holdt om sit knæ, langsomt begyndte han at blive sig selv igen, hvorefter han så lidt forvirret rundt"ikke igen"mumlede han let da han opdagede at et af hans syner havde fået ham til dette.

Jamen det er da godt du.... ja... Det er da godt du har vendt din egen eksistens til det bedre trods af den modgang du har haft. Det er altid admirabelt når man kan få vendt den slags til det bedre. Eller det går jeg da ud fra det er. Ellers ville du jo nok ikke være her.


Caleb blev meget forvirret over at Santino blev så underlig og pludselig stormede ud der fra. Gad vide om han havde sagt noget forkert? Eller om det var et grimt flashback eller noget i den stil. Han sad først og var lidt paf over hvad der skete, og løb derefter ud efter Santino. Da han kom der ud, var Santino faldet og Caleb smilede forsigtigt og fandt et silketørklæde frem og satte sig på hug foran ham. 

Caleb kiggede venligt på ham og sagde: Det var da noget værre noget det der. Kom så sætter vi dig ned ved min bil og så får vi kigget på det sår der

Santino sukke svagt, prøvede at rejse sig men hans knæ tillod ham ikke at stå så han væltede pænt ned på jorden igen, dog blev  han liggende denne gang.

Han løftede let et øjenbryn i det Clabe kom løbende hen til ham, han sukke svagt"undskyld, jeg ville ikke flygte sådan, jeg kan ikke rigtig styre det men jeg så et syn af min brors døde krop igen, det sker kun få gange"sagde han let blot for at undskylde at han sådan var stukket af.

Santino kiggede let ned på sit knæ, et pænt så kunne anes under de stramme bukser og der kom da også en våd plet af blod ved knæet "gerne "mumlede han stille imens han langsomt kiggede på ham.

//det er tilladt at smage en smule ;)//

Jamen kom du med her så, du er ikke tjent med at sidde her ude.


Caleb hjalp ham op og lod ham støtte til sig. Han tog ham med hen til den sorte Bentley, åbnede ind til bagsædet og satte ham der. Caleb satte sig på hug og kiggede på ham og sagde: Nu ødelægger jeg godt nok dine bukser lidt men det er så jeg kan komme ind til såret. 
Caleb brugte hans stålhårde og sylespidse negle til at fjerne det stykke omkring såret og begyndte at duppe såret for at fjerne snavs. En dråbe af blodet dryppede ned på Calebs finger og hans øjne glødede lidt mere kraftigt og han så sit snit til at smage på den enkle dråbe og nød det i fulde drag. Engleblod smagte stadig berusende og han måtte lige sunde sig inden han bandt silketørklædet om Santino's ben og sagde:

Så skulle du være så god som ny

Santino nikkede let og hjalp til med at komme op at stå, hvorefter han på vej mod bilen støttede sig til Clabe, brugte det raske ben til at ligge al sin vægt i, for ikke at støtte for meget på det dårlige knæ, dog vidste han at i morgen ville hans krop ha helet skaden så det var kun smerten nu han skulle holde ud.

Han satte sig forsigtig ned, imens han kiggede på Clabe betragtede hvordan han let lage en forbinding om såret, han syns enligt det var godt klaret af vampyren. Han smilede skævt "tak du"sagde han let, hvorefter han så smilede mere charmerende" vis du køre mig til byens hotel, vil jeg gi et glas vin"sagde han så let høfligt, nu hvor de var på to mands hånd ture han godt flirte en smule.

// du må gerne bide så længe han ikke dør;) måske du kunne bide ham efter de havde fået en drink kunne Santino invitere dig op på sit værelse, hvor du så kunne bide?? vis du vil//

Caleb rejste sig stille og sagde venligt: Det var skam så lidt. Jeg kunne jo ikke bare lade dig sidde såret ude på gaden. Det ville ikke være rigtig af mig. Men jeg kan sagtens køre dig til dit hotel hvis det er. Og et enkelt glas kan jo ikke skade nogen. Hop ind


Caleb startede bilen og sad lige kort og nød motorlyden. Så længe havde han ikke kørt bil, dog omkring 70 år. Han kunne stadig nyde en rigtig flot motorlyd. Han satte roligt kursen mod hotellet imens han sagde: Nu spørger jeg måske lidt direkte men hvad var det for noget med din bror der?


Ikke længe efter parkerede han ved hotellet og ventede lidt på Santino viste vej

Santino tog plads ved siden af ham i bilen, han kiggede stille ud af vinduet imens tanker kørte rundt i hovet på ham så han ¨slet ikke kunne følge med længere.

Spørgsmål forvirrede ham lidt" hvad mener du?" spurgt han let da han ikke helt vidste hvad spørgsmålet gik ud på, da bilen stoppede gik han let ud og lukkede døren bag sig.
Han kiggede efter Clabe og da han kom op ved siden af ham begyndte han let at halte mod indgangen.

Efter kort tid, sad de begge i baren Santino havde bestilt et glas vin til Clabe og han selv havde valgt en rom og cola med ekstra rom, nu sad han let og betragtede den smukke vampyr" nå hvad var det så du mente, der du i bilen?"spurgt han let.

Caleb smagte på vinen og den var egentlig okay. Det var ikke så tit at han drak vin "rent". Der var gerne noget i for at holde hans sult nede hvis det nu skulle blive nødvendigt. Og så synes han heller ikke det gav en dårlig smag overhovedet.

Caleb satte sig til rette og kiggede lidt undrende på Santino inden han sagde: Jamen det er ikke så ofte jeg ser folk kollapse på gaden fordi de har set en død bror eller noget lignende. Oplevelsen må jo have været frygtelig.


Han vidste godt det var meget direkte spurgt, men måske var det det der skulle til for at hjælpe Santino lidt

Santino tog let en tår af sit glas, imens han sad og betragte Clabe lidt uden at sige noget blot betragte ham, han overveje et par små ting imens han sådan var lidt fraværende.

Da han talte vågnede han dog op og sukke svagt" du må forstå at vi havde et meget tæt bånd, vi kunne altid se når den anden var dårlig, vi havde vores eget sprog og ja vi forstod hinanden som ingen andre."startede han let ud før han tog en tår mere før han forsatte " da jeg så min bror ligge død, tænkte jeg hvorfor vi ikke begge var blevet dræbt? det ville være så meget nemmer, for efter den oplevelse fik jeg angst, for al transport og u vendte ting, men jeg fik hjælp ude fra så angsten forsvandt men nu ser jeg kun syner meget få gange"sluttede han af hvorefter han tømte sit glas.

Santino så lidt afvendende på ham, imens han let kørte en hånd igennem håret, det var sjældent ´han snakkede så dybt med andre.