the blue sea - Prismia

S: søerne
V: letter skyet  med en lun luft
O: en sø og det man finder ved en sø
T:  omkring kl. 10 om morgen.

Mari gik rundt i skoven hun hvis ikke hvad hun skulle lave da det ikke så ud som om det var nogen hun kunne snakke med i dag, have hun bestem sig for og tage hen til søen, mest for og slappe af, men også for og se om der var kommet nogen der ned, som der så tit gjorde. Mari kom til søen, hun have sin taske med sig som hun nogen gang have, hun fandt et træ og satte sig op en gren der gik ud over vandet så hun kunne kigge ned i det mens hun tænkte på hvad hun skulle lave.

Prismia var tit ved søerne, og nu var hun der så igen. Hun smilede. Hun kunne godt lide stilheden, der hang over dette sted som en slags beskyttende tæppe. Med Yumi løbende i forvejen gik hun lavt sygende ned mod søen. Hun satte sig med ryggen op af et træ og så på, at Yumi vadede ud i søens vand. Af en, der var druknet at være var hun lidt af en vandhund. Det havde altid undret Prismia, at hun ikke var bange for vandet . Hun kiggede lidt rundt og lagde mærke til en skikkelse i et af træerne. En pige, der var et eller andet over hende noget bekendt. Prismia lagde hovedet på skrå, hun var sikker på, at hun havde set hende før, men hvor og hvornår kunne hun ikke huske.
//Info om Yumi står i min profil ^^//

Mari sad og tænkte i træet, hun lukkede sine øjnene, hun nød stilheden og fuglen der sang, hun åbnede dem igen da der komme nogen, en pige der satte sig ved træet og så noget der løb ud i vandt hvad det var kunne hun ikke se hvad det var eller hvem. Hun rejste sig og gik på grenen ind til stammen og kravlede ned på en af de nederste gren, hun hag sig ned fra den og derefter gave hun slip og landende på benende et stykke fra hende der sad ved træet, hun smilte til hende." hej, hvad bringer dig her ud til søen i dag?"Spurgte hun venligt og satte sig ned ved hende.

Prismia fik lidt af et chok, da pigen pludselig hoppede ned fra træet og satte sig ved siden af hende. Men hun så ikke noget dårligt ved pigen og blev enig med sig selv om, at hun godt kunne snakke med hende. Dog kunne hun ikke ryste følelsen af at have set hende før af sig. Hun smilede "Jeg kan godt lide det her sted, her er fredligt, jeg er her tit," sagde hun stille. "Og så kan Yumi godt lide vandet, hvilket stadig underer mig," røg det ud af hende. Nu ville hun sikkert tro, at hun var sindssyg eller noget i den stil, andere kunne jo ikke se Yumi. Prismia så lidt bekymret ud et øjeblik, men slog så tanken ud af hovedet. "Hvorfor er du her så?" spurgte hun lidt tøvende, men med et lille smil.

Mari så hun fik et chok da hun hoppede neden. " det må du undskylde der var ikke min mening at skræmme dig. "Sagde hun og så på hende med en undskyldende blik, hun lå hoved på skrå og så på hende mens hun fortalte om hvorfor hun var der, hun snakkede om en det hedde Yumi, men hvem det var hvis hun ikke. "Jeg kan bare godt li og være uden for især i skoven og her ved søen." Sagde hun og smilte til hende, hun mindede hende om en hun kendte. "forresten hedder jeg Marilyn." sagde med et venlige smilte og viste ikke om hun stadig var nervøs for og snakke med hende, men det kunne man jo lærer ikke og være hvis det være.

"Jeg hedder Prismia," sagde hun og smilede lidt mindre nervøst. "Du minder mig altså om en eller anden," udbrød hun uden at tænke over det. Hun lagde hovedet på skrå. Ja der var helt sikkert et eller andet. Hun kendte de øjne, det var hun sikker på, men hun kunne ikke huske, hvor fra. Det var som om nogen havde flået minderne om lige netop den her pige ud af hendes tanker og kun efterladt små stumper, der skulle sættes sammen igen. "Du er ikke tilfældigvis en animagus...vel?" spurgte hun tøvende og så studerende å hende med store grønne dukkeøjne.

hun så på hende, Mari hvad hørte hendes navn før, det var ikke fornylig men lang tid tilbage, hun så på hende da hun spurgte om hun var animagus og nikkede så." jo det er jeg eller det meste af mig er, du er elver er du ikke?" Spurgte hun da hun kunne lugt det, mens hun så ud over søen kom hun til at tænke på sin tid ved sin mor og blev letter overrasket over det store grønne dukke øjen hun kiggede ind i nu. " Jeg har det på samme måde, du minder om en ven jeg have da jeg var minder og borede ved min mor." sagde hun venligt og satte sig helt op i sted for og hænge. "kender du en gammel blomster butik der hed den blå lagune?" spurgte hun og kiggede på hende med sin gule øjne

"Jo jeg er en elver," svarede hun med et lille smil. Prismia tænkte et øjeblik over det næste spørgsmål om blomsterbutikken, , og så begyndte minderne at vende tilbage. "Ja det tror jeg...min veninde og jeg var der vidst en masse, jeg kan ikke huske om det var ,fordi hendes forældre arbejdede der elller...," svarede hun tøvende. HUn kunne ikke helt huske det, men brudstykker af små glemte barndomsminder var pludselig ved at oversvømme hende. "Vi lavede altid blomsterkranse," hviskede hun næsten uhørligt. "Og drak te," hun smilede. "Hun kunne forvandle sig til en ulv," huskede hun pludselig..