look were you point// Felicity//

S-gågaden
T-15.00
O-mennesker og sådan
P-Skjorte som sad løs over ham ellers bare krop og et par bukser og sko og en jakke han holder i hånden.
V-sådan midt imellem koldt og varmt.



Zankuji havde bevæget sig en tur udenfor hans hus mure og ud på gågaden uden sådan og vide hvad sådan en dejlig dag som i dag ville byde ham på og alt det da der jo kunne ske så meget på meget lidt tid ville han mene.
Han gik sådan og kiggede på de forskellige butikker som var i gågaden men det var ikke sådan noget der tiltalte ham i at han bare måtte ha det eller noget, han gik hen og fandt sig en bænk hvor han satte sig ned og kiggede rundt men der var bare ikke noget eller nogen som fangede hans opmærksomhed lige nu og her på den måde som det plejede. Han sad bare der og lavede ikke noget lige nu og her men, han håbede på at der ville komme en eller anden som han kunne snakke med eller noget.
Han kiggede rundt der var alligevel mange mennesker og alt det der gik rundt her i gågaden det var ikke til at fatte nogen gange af der kunne være så mange på sådan et sted som dette, men det kunne der og det var godt nok *hvad pokker skal jeg give mig til at lave*tænkte han for sig selv og kiggede bare rundt og havde jo ikke travlt eller noget som halst i den forstand der.

Det var ikke ofte, at Felicity bevægede sig ud i Terres byliv, af én simpel grund; for ikke at farre vild. Og det var præcis, hvad der var sket. Hendes hånd klamrede om sin stav, som var det hendes livslinje, mens forvirringen og frustrationen bredte sig til hver krog af hendes spinkle krop. Med dirrende åndedræt prøvede hun at falde til ro og tænke logisk. Hvordan skulle hun komme hjem? Hvis bare hun kunne finde bussen... Men hun var jo hjælpeløs i sin tilstand, og der var kun én ting at gøre. Spørge sig frem. Noget, der måske lød som en simpel ting, men for Felicity, der var genert som bare fanden, var det næsten en for stor mundfuld. Men det var jo noget, der skulle klares.

Hun fandt til sidst en bænk, som hun slog sig ned på, mens hun lyttede opmærksomt og på den måde orienterede sig om sine omgivelser. Et roligt åndedræt til på hende fortalte, at hun ikke var den eneste på bænken. Forsigtigt drejede hun hovedet i personens retning - dog i en vinkel, der skjulte hendes uklare og ufokuserede øjne. Hun hadede, når folk så dem.

"Undskyld mig," begyndte hun, hvorefter hun indså, at hun ikke anede hvordan hun skulle tiltale personen. Var det en mand eller kvinde? Barn eller voksen? Til sidst besluttede hun sig for, at det ville være for ydmygende at spørge om, så hun forsatte i stedet. "Ved De, hvor jeg finder bussen 8A?"

Han havde ikke noget som han skulle så han blev bare siddende der på bænken og roligt så han på en som kom gående og alt det halløj der, roligt kiggede han på hende da hun pludselig satte sig ned på den selv samme bænk som han sad på og roligt kiggede han på hende.
Han kiggede på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad han skulle gøre ellers, roligt hørte han på at hun snakkede til ham noget om en eller anden bus "øhm jeg kan godt gå med dig hvis du har brug for det kan nemlig bedre finde den ved at gå med"sagde han roligt og var venlig overfor hende lige nu, han kiggede på hende og slappede roligt af og viste ikke hvad han skulle sige ellers for bussen var ikke det han var bedst til at fortælle hvor var og alt det halløj der.
Han så på hende "navnet er Zankuji"sagde han roligt og var bare venlig overfor hende lige nu og her, han var jo den han var og alt det.