Et møde med fortiden* Angela *

( Tid* 22:00) (Sted* værtshuset) (Omgivelser* få folk rundt omkring) (Vejr* regn og mørke)

Klokken slog 22:00 og natten var endnu engang stået op til sin dåd, til endnu en nat fyldt med mystik og farlige væsner, forkerte steder og dårligt vejr. Regnen som hele dagen havde gjort gaderne og alt andet vådt, var stadig i gang og havde efterladt vandpytter og sjaskede jord, de få folk som befandt sig ude var iført i regntøj eller gik med paraplyerne oppe for at undgå de mange dråber som uendeligt strømmede ned fra de mørke grå skyer på himlen, skyer der skjulte nattens smukke stjerner og selv månen havde givet op og blev blot sovende i stedet for at stå op og kaste sit blege skær over den ellers mørke himle.
Folk med gode hjerter eller blot mennesker befandt sig ikke længere på gaderne da de ikke ville risikere at ende i fare eller problemer, der gik masser af sager om bortførelse, drab og lignede som politiet prøvede at komme til bunds i men dette var vel umuligt i en by som denne?
Her kunne selv det reneste væsen vise sig at være djævel yngel eller måske ende som blodsuger for resten af livet, i denne by skete ting som ikke burde kunne lade sig gøre, ting som mennesker skrev bøger om og som gik under navnet eventyr, fantasy eller sagn.
Et lille snuskede værtshus lyste let op gennem de fedtede ruder, på en ellers mørklagt gade i Terre dog ikke den pæne del men lidt mere beskidte og mystiske del af gågaden dog lå denne på en lille sidegade.
Trådte man ind af den tunge dør, kom man ind i et let tilrøget lokale med små sofaer og borde ,med stole, samt en bar hvor glassene hang ned fra loftet i et her til indrettet stativ, bag baren stod en ældre herre i fuld gang med at pudse et glas som dog ikke så ud til at kunne blive rener.
Denne aften var der ikke fyldt op med folk, kun få grupper af mænd og kvinder sad rundt omkring, nogle af dem var i gang med at spille kort eller holde lavmælte samtaler hen over et krus øl eller lignende.
Over ved vinduet sad en lidt malplaceret person og kiggede ud på den mørke gade uden rigtigt at ligge mærke til noget, denne person var en ung med et specielt skær over sig som tydligt viste at han var engel og enligt ikke var i sikkerhed her.
De dybblå øjne så trætte ud imens de smalle læber ikke viste noget som helst, det blonde hår sad som altid let uglet men på en overvejet måde, på overkroppen bar han en simpel blå skjorte som stod åben og afslørede en sort T-shirt, udover det bar han et par sandfarvet jeans og et par simple all stars i mørkeblå sad solidt fast på ´hans fødder.
Silius sukke let hvorefter han løftede ølglasset og tog en tår af den gyldne væske, han spekulerede på sin fortid og på det liv han havde håbet på havde været bedre og ikke fyldt med skræk og rædsel som det ellers havde indeholdt, dog var han enligt ikke stolt af at være blevet engel for allerhelst ville han gemme alt om sin fortid men gud havde ikke fjernede de frygtlige minder men blot bed ham om at hjælpe andre mennesker så det ikke også ville ske for dem, men hvordan skulle en engel kunne gøre?

Tunge sorte støvler ramte en af de brostensbelagte gader i midten af Terra, disse støvler var snøret omhyggeligt sammen omkring en yngre kvindes fødder, hendes ben var dækket af en sort nederdel som var skåret op i begge sider, hvilket afslørede de smukke blege ben, hver gang hun to et skridt, på overkroppen havde hun en sort langærmet bluse med rullekrave, og den stumpede samme sted som den mødte hendes navle. For at denne kvinde kunne holde varmen i det, som hun mente var dårligt vejr, bar hun en lang sort jakke fyldt med alverdens spænder, denne stod åben og lod resten af hendes beklædning komme til syne. Den ene hånd holdt hun en sort paraply i så hun undgik det værste regn, den anden hang ned langs siden, og svingede let med, af gammel vane fra militæret. Hun stoppede hårdt op, midt på gaden og kiggede rundt, egentlig havde hun ingen anelse om hvor hun var på vej hen, hun var mest af alt ude for at udforske byen, måske også for at finde sig aftenens underholdning. To drenge, af knap så fin afstamning, og iført halvødelagt gammelt tøj drejede ind af den sidegade kvinden stod ud for, og af nysgerrighed fulgte hun efter dem. Disse to drenge førte hende til et værtshus, et gammelt et af slagsen. Mens de muntre gik ind stod kvinden udenfor og kiggede ind af de dukkede vinduer *det kan vel gå an* tænkte hun, lukkede paraplyen og gik ind af døren, enkelte kiggede op for at se hvem der nu kom ind, og da de først havde gjort det, blev deres øjne hængende lidt længere, for at betragte denne kvinde. De var ikke helt så vant til at se en kvinde helt i sort, noget af det eneste der ikke var sort på hende var hendes røde læbestift, og den blev der også lagt mærke til. Hun lukkede for en kort stund øjende, lod blikkende falde tilbage på den eller det de før havde set på, hvorefter hun gik over til baren. ”et glas vodka” en kort og klar besked, og manden bag baren tog hurtigt et lille glas og fyldte det, hun så skævt på det, men bundede så, dernæst tog hun en dyb indånding og de sorte øjne så straks over mod hjørnet af baren, en velkendt duft, ikke fordi hun kendte personen, men fordi hun genkendte racen. Og det var længe siden hendes tænder havde sat sig i en engels kød. Hun smilede, det var en underlig og bizar ting at gøre ved lugten af en engel, men tanken bag det var vel lige så bizar som smilet. Hun tog hurtigt hånden ned i lommen, fiskede en pengeseddel op og lagde den på bordet, dernæst gik hun hen mod englen, satte sig ved den anden side af det korte bor, uden at lade ham se hendes øjne ”jeg håber ikke det gør dig noget at jeg sidder her?” kom det venligt fra hende, hun genkendte ham ikke, mest af alt nok fordi hun ikke havde set på ham endnu, men hans lugt var heller ikke den samme som den engang var. ”Det ligner ellers ikke et sted for dig” hendes stemme var silkeblød og venlig, og hun så stadig ikke op på ham, skjulte nærmest sit ansigt lidt for ham, for ikke at gøre byttet alt for uroligt.

Han udstødte et svagt suk igen, da tiden efterhånden føltes at stå stille omkring ham og at han blot var den eneste der kunne se det. Endnu engang blev glasset hævet for at blive genforenet med de smalle læber som let lod glasset røre hvorefter han tog en tår mere af den gyldne øl, han brød sig enligt ikke om smagen af øl men denne aften havde han åbenbart valgt at bestille en så han var vel nød til at drikke den?
De dybblå øjne så kort op idet døren blev åbnet men dog kiggede han igen ud af vinduet som om intet var hent. Han vidste at han ikke var i sikkerhed her sådan et sted på denne tid af døgnet, men det var åbenbart ikke nok til at holde ham væk her fra han havde været her et par gange siden han blev sendt tilbage på jorden af sin skaber.
Endnu engang faldt han hen i sign egen verden, derfor lagede han heller ikke mærke til at en ung kvinde netop tog plads overfor ham. Det var først ved lyden af hendes stemme at han løftede hovet let for at betragtede hende" det gør vel intet?" svarede han roligt med sin bløde rolige stemme som dog ikke var forandret den havde altid lydt sådan.
Han kørte let en hånd gennem det pjuskede hår imens ham betragtede hende med et nysgerrigt blik i de dybblå øjne dog genkendte han hende ikke lige med det samme og vis han havde gjort det var han vel også allerede nu stukket af, for kvinden der sad overfor ham var rent faktisk skyld i at han nu var engel, eller på en måde hun var skyld i hans død en alt for tidlig død derfor måtte han nu også gå rundt og bære på et ungt udsende da han kun nåde at blive 21 år, før han blev dræbt.
Han rakte så let en hånd frem imod hende "undskyld mine manere, jeg er vist ikke helt mig selv i dag, navnet er Silius og de er?"svarede han så høfligt for at bryde tavsheden da han enligt ikke kunne lide stilheden nok efter de mange år i fangeskab hvor han også var blevet efterladt et par gange.

Hun rynkede brynene, og satte sig lidt tilbage i stolen, kendte hun ikke denne stemme? Hun tog endnu en dyb vejrtrækning, nej duften kendte hun ikke, og hun ville helt sikkert kunne huske duften hvis hun kunne huske stemmen. Der gik et øjeblik, hvorefter hun rakte en hånd i vejret, for at få en af servitricerne til at komme over til hende ”en dobbelt whisky, uden is” igen kom bestillingen som var de sagt som en ordre, bare med lidt mere følelse. Det var gammel vane for hende, og hun vidste ikke rigtig hvorfor hun stadig havde den. Hun betragtede den unge mand som hun sad over for, og den bevægelse han lavede, det lyse hår mindede hende om noget men, om en, men hun kunne ikke bestemme hvem.
Hun smilede et kort smil, lukkede øjende mens hun så op på ham og rakte hånden frem til ham ”Angela” kom det venligt fra hende, og hun gav hans hånd et kort klem, han ville nok kunne mærke hendes høje kropstemperatur. Da hun havde taget hånden til sig igen, åbnede hun øjnende brat, ”Silius?” mumlede hun *umuligt, han er død, med mine hænder, det kan han ikke* tænkte hun, så kom hun i tanke om engleduften, *hvad fanden er oddsene?* tænkte hun for sig selv, rystede på hovedet og lukkede øjende, mens hun smilede til ham ”undskyld, du minder mig bare om en” kom den venligt fra hende. Få sekunder efter blev hendes drink serveret, et koldt smil kom i få sekunder frem på hendes læber, men hun lod det forsvinde hurtigt igen, i håb om at han ikke nåede at se det *man skulle tro den dreng ville blive træt af livet… men han får det åbenbart aldrig som han vil have det* hun overvejede kort om han kunne genkende hende, men indtil videre så det ikke ud til at han vidste hvem hun var. Hun greb stille om hans håndled, og nussede det let. ”bliver du aldrig træt?” kom det koldt fra hende, hun pressede om hans håndled, for at lade ham vide at han ikke skulle prøve at rejse sig ”bare rolig, der er for mange mennesker lige nu” hun så op på ham, lod ham se de sorte øjne, med den velkendte røde streg omkring øjenæblet, som han havde set så mange gange før. ”jeg troede jeg havde set det sidste til dig, men jeg er glad for at se mit yndlingslegetøj igen” hun smilede, som havde hun netop vundet et eller andet. ”nu skal du se hvad du aldrig fik at se på basen” kom det lavmælt fra hende. Han havde aldrig set hendes dæmonform, eller i det hele taget vidst at hun var dæmon, så nu var det endelig tid til at lege fuldt ud. ”kom lad os gå udenfor lidt” hun strammede grebet omkring hans håndled, det var ikke et spørgsmål, men en ordre, som en af dem han havde modtaget så mange gange før. ”still og roligt” Hun rejste sig, gav slip på hans håndled og vendte sig mod udgangen ”du vil vel ikke have at det bliver et blodbad her inde, det er mange tabte liv at være skyld i, specielt når man er en engel” kom det trugende og skadefro fra hende, hvorefter hun gik mod udgangen. Hun holdt døren for ham ”efter dig”

Han kunne ikke rigtig genkende hende og det bragte ham i problemer nu, men dette var hans egen fejl han burde genkende stemmen men det var også et stykke tid siden han havde set denne frygtlige kvinde der havde ødelagt hans liv allerede fra en ung alder.
Han lod let hånd ligge på bordet imens han betragtede hende dog skød et øjenbryn i vejret da hun sagde hans navn som om det var noget chokerende og farligt, men det faldt dog let på plads igen og et forsigtigt smil gled over den smalle læbe. Silius spærrede øjne op idet samme som hun koldt sagde bliver du aldrig træt? han gav et let gisp fra sig "det er dig" mumlede han chokeret og skulle til at rejse sig men stoppede idet hun strammede sit greb om hans håndled" dit monster" mumlede han så hadefuldt hans stemme kunne mønstre, de dybblå øjne stirrede vredt på hende men blev dog sænket svagt da hans øjne mødte hendes grufulde sorte øjne" jeg skal adelens ikke være dit legetøj igen"lød det så vredt fra ham dog kun så hun kunne høre ham.
Silius sank let en klump da hun bad ham rejse sig og gå med hende ud, men han var tvunget til det han kunne ikke være skyld i disse menneskers død det ville gud ikke tilgive ham for så derfor rejste han sig op og rettede ryggen let, de lange ben førte ham roligt afsted mod døren som han så åbnede let og trådte ud i det dårlige mørke natte vejr.
De blå øjne så afvendende mod hende " jeg troede heller aldrig jeg skulle se dig igen" vrissede han surt idet han lænede sig mod muren ved siden af døren for at vente på hende, at stikke af ville ikke nytte noget det havde han lært på den hårde måde i sit tidligere liv den gang han blot havde været et menneske.

Hun smilede ide han gik ud af døren, som havde hun allerede nu vundet over ham. Hun betragtede hans krop, han havde været meget mere spinkel den gang, og virkede meget mindre. For en kort tid tænkte hun tilbage på dette, den leg hun havde haft med ham, han havde aldrig vidst at hun var en dæmon, selvom han havde spurgt om de sorte øjne flere gange, altid havde han fået samme svar ’stil aldrig spørgsmål om mig’ derefter havde han fået en straf for dette. Hun huskede de forskellige ting hun havde gjort, tævet ham halvt til døde, skåret i ham, druknet ham halvvejs i en spand beskidt vand. Hver eneste dag hade hun gjort grusomme ting ved ham, selv de dage hun ikke havde været hos ham, vidste hun at han havde det elendigt! Enkelte gange havde hun været ved ham, holdt om ham, gjort ham tryk ved hende, aet ham og mindet om en forstående moder eller søster. Alt sammen kun for at knuse ham dobbelt så hårdt igen bag efter, hun kendte hans svage steder, hvor det gjorde mest ondt, hvad hun skulle sige for at få ham til at tie.
Hun rystede tankerne af sig, sammen med det grusomme smil der sad på hendes læber. Idet samme gik hun over og langede ham en lussing med det bagerste af hendes hånd, i en let og elegang bevægelse ”du ved udmærket at du ikke taler i den tone til mig” uden at se på ham, og med en kold stemme kom dette fra hende, det ville ikke undre hende hvis han faldt lidt tilbage efter dette var sket. ”respekt, Silius… har du slet ikke lært noget?” hendes stemme virkede blød da hun sagde dette, og hun gav ham allernådigst et blik, men fjernede det hurtigt igen. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på dette, og det var netop dette der gjorde det sjovere end det plejede. Længe havde hun manglet hendes yndlings legetøj, men nu behøvede hun ikke mangle det mere, det var blevet forbedret, for blot blodet fra en engel var nok til at kunne holde hende kørende. Han var et nyt og forbedret legetøj, med andre kræfter, han kunne holde til mere, og han var en kilde til mad. ”det ser ud som om, du aldrig behøver at forlade mig igen… du skal aldrig undvære mig mere” kom det skadefro fra hende. Alle disse tanker, alt det hun havde nået at sige og gøre siden hun havde givet ham den lussing, det gik utrolig hurtigt, og hun glædede sig til at se hans reaktion på det, nød spændingen indtil hun ville se hvordan har blevet, det morede hende, som var hun et barn med et nyt legetøj.

Han holdt et vågent øje med hende, han huskede tydligt alt det grusomme hun havde gjort ham og alle de år hun havde holdt ham fanget blot for at pine ham og for hendes egen morskabs skyld, hvis han huskede rigtig havde han vist aldrig fået grunden af vide hvorfor hun netop havde valgt ham. Efter hans død og da han genopstod begyndte han hurtigt at træne sin krop imens han forsøgte at gøre sig stærkere fordi han aldrig ville lade det samme ske igen, OG nu stod hun så her foran ham igen noget han ikke havde regnet med eller drømt om faktisk ville han ønske hun var død.

Silius vågnede lidt efter de mange minder som væltede op i ham igen, da hendes hånd ramte hans kind og afslørede et rødt håndtryk dog tog han sig ikke særlig meget af det stirrede bare stift på hende" JEG skal ikke være din igen, jeg kom ikke her til for at ende hos dig igen" lød det hårdt fra ham eller så hårdt hans stemme nu kunne mønstre dog kunne man se hadet i de dybblå øjne som ikke længere så glad ud.
Han trådte let et skridt frem og dermed også væk fra muren bag ham, han rettede sig helt op og stirrede på hende som var hun et monster" Og hvad jeg lærte hos dig, var at du er en kælling" lød det hadfuldt fra ham hvorefter han spyttede ned foran hendes fødder dog uden at ramme dem. Han vidste at dette var dumt, men han ville vise hende at han ikke var den skrøbelige lille knægt mere men en mand der kunne sige sin mening og turde svare igen.

Hun smilede, nød hans reaktion. ”there there my little one” kom det silkeblødt og kælent fra hende. ”Har du ikke savnet mig”  hurtigt kom hun om bag ham i en elegant bevægelse, og holdt ham ind til sig, trykkede hans hoved mod sit bryst, som hun havde gjort det før når hun havde narret ham til at tro at hun holdt af ham. ”jeg tror ikke du forstår… Du har altid været min… og du vil altid være min” kom det dunkelt fra hende, hun slap ham, hun havde holdt godt fast i ham så selvom han havde forsøget at vriste sig løs fra hende, så havde det ikke været muligt for ham.
Der var noget der undrede hende, hun så præcis ud som da hun havde myrdet ham, ingen ændring var at sporer på hendes krop, hun havde ligeledes set sådan ud den dag hun kidnappede ham. Hvorfor han ikke spurgte hende nu vidste hun ikke, dog vidste hun hvorfor han aldrig havde spurgt hende under hans ophold i fangerummet, han kendte konsekvenserne. ”hmm” mumlede hun og trådte lidt væk fra ham. Vidste han ikke bedre? Efter alle disse år, havde han ikke lært noget? At fornærme hende, hvad tænkte knægten dog på? Måske var det en opfriskning af hans minder, eller reglerne han skulle have? Et grumt smil voksede frem på hendes løber, og hendes øjne lyste nærmest af glæde.  ”men dog… har du helt glemt, hvordan du behandler mig?” hun placerede en finger under hans hage for at få ham til at se i hendes øjne, om han gjorde modstand måtte han jo selv om, men det var nu nok ikke det bedste at gøre lige nu. Nej hun var langt fra ophidset, irriteret, vred eller noget som helst i nærheden af dette. Hun var ekstatisk, overspændt og på sin egen foruroligende måde, var hun lykkelig for at se ham igen. Hvis man ellers kunne bruge dette ord om hende. ”I missed you little one” hendes stemme lød nærmest giftig da hun sagde disse or dog smilet der få sekunder efter gled hen over hendes læber så mindst lige så giftigt og forstyrrende ud. Endnu engang trådte hun om bag ham, bukkede sig let frem og hviskede iskoldt I hans øre“never again, shall I loose you” Hun trådte hurtigt væk fra ham, måske havde han lært at slå fra sig, det ville blot være endnu mere morsomt.

Da hun trak ham ind til sig prøvede han forgæves at komme væk fra hendes modbydelige bryst som hans hove var placeret ved, ordne fik ham til at hvæse svagt" JEG har aldrig været din og ønsker aldrig at blive din"lød det kontant fra ham, hans eneste fordel var at han var stædig og altid havde ord at sige " skulle jeg have savnet et svin som dig?"lød det forarget fra ham da det langt fra var hvad han havde ønsket, faktisk havde han håbet at hun var blevet dræbt.
Da hun slap ham rykkede han hurtigt hen til muren igen imens han lage armene over kors ved sit bryst, men uden at tage blikket fra hende.
Silius kiggede på hende, havde heller ikke helt endnu vænnet sig til tanken om at hun var her, lige foran ham og farligere end nogensinde før og lige meget hvor stærk han var blevet, ville han altid være svag for hendes kræfter, men alt dette hun havde ødelagt ville han aldrig tilgive hende for og dette var denne vrede der lyste de dybblå øjne.
Da hun gik hen mod ham skød et øjenbryn op dog rørte han sig ikke men mødte hendes giftige øjnes blik" måske vidste jeg ikke før, hvordan du skulle tales til"svarede han blot igen imens de dybblå øjne så vredt ind i hendes, da hun maste sig om bag ham og hviskede i hans øre fnøs han let men dog kom en ubehagelig følelse op i ham dog kunne det ikke ses på ham " du drømmer" lød det stille men iskoldt fra ham og i det samme hun trådte væk fra ham, fløj en knyttede næve mod hendes mave men dette var det eneste slag han lavede, før han igen krydse hænderne imens han lænede sig op af muren bag ham.
De dybblå øjne så på hende afvendte hendes reaktion og hvad hun ville sige, dog fik han tvunget et svagt smil frem på sine læber da han lige nu følte sig sikker men det ville nok ikke vare længe og sådan som han opførte sig var ikke det smarteste men hvad skulle han ellers gøre? Det ville være dumt at ligge sig ned og bede om ikke at blive hendes.

Hun nød hans respons, nød at han lige nu havde energien til at forsvare sig selv, i al fald med ord. Det skulle nu forhåbentlig ikke vare længe, nej hun brød sig ikke om de ting han sagde til hende, men tanken om at han var lige der, og hun havde mulighed for at lege med ham, gjorde at hun overså disse ting. Indtil videre i al fald. ”oh dear, how is it that you are behaving?” hun smilede kort og skadefro, som svar til det han sagde. ”Du har aldrig behandlet mig sådan før” hendes stemme var kælen og giftig på samme tid, og hun stirrede ind i de hadesfyldte dybblå øjne, aldrig havde hun set dem være så levende før, stråle så meget, på trods af at det var had der var i dem, så så de så levende ud.
Hun havde for længst set det da han slog ud efter hende, men for at lege lidt ekstra med ham spændte hun blot i hendes muskler og lod slaget ramme, hendes mave var hår af hendes muskler, og hendes smil grumt og koldt. Hun bukkede let samme, og man ville tro at man kunne høre bare en lille smugle luft komme ud imellem hendes læber, men nej, ingenting kom der. Hun rettede sig op, fra den let foroverbøjede stilling, og lod hendes smil vokse, alt imens hun lod ham trække hånden til sig. ”man lægger aldrig hånd på sin herre” kom det iskoldt fra hende, smilet forsvandt ikke, i stirrede hun ind i de blå øjne, alt imens hendes sorte øjne blev større og den røde streg der normalt var omkring hendes øjne forsvandt, det sorte i hendes øjne, blev ved med at vokse helt til hele øjet var udfyldt. Dette var både for at skræmme ham men også for at kunne udnytte sin evne ordentligt hvis hun ønskede dette. ”hvorfor nu det? Jeg havde egentligt tænkt mig, ikke at ødelægge sig så meget i aften” hendes stemme var iskold og det grusomme smil sad stadig på hendes læber. ”nu du er blevet en lille engel, så går jeg ud fra at du kan heale dig slev… bare lidt? Det plejer i at kunne… så kan jeg nemlig lege meget mere med dig” hvis han ikke havde været utryg før, så var det bedst at blive det nu, for han skulle ikke være for glad for situationen. Hurtigt og elegant tog hun et skridt frem, og stod derfor lige foran ham, hun greb hurtigt omkring hans hals og stirrede ind i de dybblå øjne ”aldrig” gentog hun, for at understrege pointen i det hun netop havde sagt. Hun strammede grebet voldsomt omkring hans, og det ville blive yderst svært at få hende til at give slip igen. ”Du skal ikke blive for kæphøj over at du fik en chance til” knurrede hun koldt, men smilet blev på hendes læber, for at understrege at hun stadig morede sig, og at det stadig var en leg for hende, hun var ikke vred, eller irriteret. Ikke endnu.

Han holdt øje med hende, hun var ikke forandret ikke spor men hvorfor havde kan ikke genkendt hende før? al dette var sket det kunne han have undgået ved at genkende hende og forlade stedet før hun havde set ham, men det var ikke endt sådan desværre men nu var problemet det at han ville væk men ikke kunne flygte fra hende, hans tanker arbejde på højtryk blot for at finde på en måde at flygte på.
Da hun snakkede faldt han ud af sit tankespind og kom til sig selv igen, ordne irriterede ham dog meget men han måtte lige få styr på sin egen vrede" Ens opførelse ændre sig når man dør eller bliver dræbt og så senere genopstår" lød det køligt fra ham imens de dybblå øjne betragtede hende nøje.
Sidst hun havde set dem havde de været bange, trætte og fyldt med håbløshed, men nu var de fyldt med had men også med gnist, håb og tro derfor så de så forandret ud nu, men hvor længe ville de forblive sådan nu hvor hun var her?
Da hun lod som om slaget sårede hende, kom et fnys fra ham"drop dit skuespil kære" lød det let fra ham, imens han kørte en hånd igennem det gylden blonde hår som blot blev mere uglet efter hånden som let blev placeret i bukselommen imens han kiggede på hende.
Han kiggede på de nu sorte øjne mærkede at hans krop fik lyst til at tage bene på nakken og stikke af men hans sind tvang ham til at blive stående" som sagt du er ikke min Herre, jeg har en langt strækkere herre"sagde han køligt dog kunne man godt se at han var begyndt at blive utryg " nøj, det var da godt opdagde"lød det svagt fra ham, mere nåde han ikke at sige for i næste sekund stod hun foran ham med en hånd om hans hals, han kunne tydligt mærke hvordan den blev svære at få vejret dog kæmpede han ikke imod, men mødte de sorte øjne" hmm"lød det svagt fra ham et sted langt nede i halsen.
At have hende så tæt på fik hans krop til at skrige på flugt, men det var umuligt han var gået i en fælde"hvorfor valgte du mig den gang?" lød det hakkende og halvt hostende fra ham da hendes hånd var begyndt at stramme for meget"hvorfor mig?"lød det let fra ham dog mest henvendt til sig selv.
Han havde aldrig kunne forstå hvorfor hun havde valgt ham, den gang var han en spinkel genert knægt på 13 år som ikke lavede andet end at skrive historier og læse bøger da han den gang havde drømt om at blive en verdens berømt forfatter, men den drøm knuste hun, ligesom hun knuste hans stakkels forældre som han den gang elskede.

Det at han anstrængte sig om at finde en løsning, bebrejdede sig selv for ikke at kunne huske hende, og derfor sætte sig selv i denne position, det kunne ses i hans ansigt. Hun smilede sit grusomme smil, det var herligt at se, at han ikke følte sig tilpas, det var fantastisk, og hun var som en der var ved at gå i blodrus, men over noget helt andet. Nemlig ham, det var en utrolig effekt han havde på hende. Og hun kunne ikke rigtig selv forklarer den. Her var han igen, hun stirrede ind i de dybblå øjne, stærkere end før, mere at kæmpe med, og en større gevinst hvis hun knækkede ham. Det ville være for altid, og altid ville være længe for en lille englebasse som ham. Det var for hende smukt at tænke på. Hun smilede og fnøs ved det han sagde ”en stærkere herre?” hun rystede opgivende på hovedet ”hvilket vrøvl er det du forsøger at bilde mig ind” som om den såkaldte almægtige gud kunne gøre noget som helst her nede på jorden ”hvorfor skulle han ha brug for engle hvis ha skulle være så stærk? Han har ingen magt hernede, det er derfor han sender jer her hed” hun rettede ryggen, og så pludselig meget mere fornem og overlegen ud, både i ansigt og i holdningen, dog holdt hun stadig godt fast om hans hals. Det blik der for et kort øjeblik havde forladt hans øjne, da hun havde svareret ham imod, mødte ham igen. Hendes stolthed havde for et kort sekund taget overhånd, men nu var hendes koncentration ved ham igen. Hendes blik lyste op og smilet forsvandt igen da han spurgte ind til hendes valg, valget om at have taget ham. ”dig?” mumlede hun, og de sorte øjne blev let matte, og et lettere sindssygt smil kom frem på hendes læber. ”fordi…” hun var tavs og grebet blev løsnet lidt, hun så tænksom ud, og hendes smil blev større, noget der så lettere skræmmende ud. ”kan du huske din mor” hun så væk fra ham, og de sorte øjne blev endnu mere matte. ”hun elskede dig så højt” smilede voksede endnu engang, og hun så helt forkert ud. ”og din far, ham elskede du? Gjorde du ikke?” det var som om hun frøs, uden faktisk at gøre det. Så rystede hun kraftigt på hovedet, og de sorte øjne blev klare som glas og smilet forsvandt, hun rystede minderne og tankerne af sig, strammede igen sit greb omkring hans hals og stirrede ham ind i øjende ”fordi din mor skreg så herligt da jeg pinte hende, som hun dog kunne bløde, i flere timer skar jeg hende op og lod hende bløde ud over det hele, mens din far bare sad der og så på, det eneste der holdt ham, var et halv tykt reb, han forsøgte ingen gang at hjælpe hende, selvom hun skreg, og skreg, skreg om hjælp højere end nogen anden, han sad bare der og sad! Og hun skreg! Til sidst rev jeg hovedet af hende og kastede det hed til din far, så lænkede jeg ham og lod ham rådne der, med din døde mor, senere kom jeg tilbage, og for at overleve havde han spist noget af din mor” Hun grinede og smilede sit grusomme smil. Historien var ikke en løgn, det var præcis hvad der var sket, men hun havde taget ham før noget af dette var sket, og hun havde stadig ikke givet begrundelsen for hvorfor hun havde taget ham. Hun trak vejret hurtigt, som var hun forpustet, og så afventende på ham.