What's happening to me? - Shane

Tid: 06:00
Sted: Gyderne
Vejr: Køligt og gråt
Omgivelser: Ingen mennesker omkring da det er meget tidlig morgen
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Det var meget tidligt om morgenen, så tidligt at der ikke var menesker omkring overhovedet. Det eneste der kunne høres var vinden der blæste igennem gyderne. Der var stadig lidt mørkt på grund af årstiden. I en af gyderne bagved husene var der dog en person, en brunhåret pige der lå midt i det hele. Hun så ud til at være bange, hun havde helt kalrt grædt og hun havde vandret i lidt tid. Hun kiggede ned af sig selv som hun sad der op af en af husene, hun var nøgen, fuldstændig nøgen.

Hvad var der sket? Hvad havde hun lavet sidste nat? Der var så mange spørgsmål, hun kunne ikke huske hvad der var sket, det meste af dagen før var også væk, som om at det var fortrængt. Hun vidste slet ikke hvor hun var henne eller hvad hun skulle gøre. hun følte sig fortabt. Hun kunne huske skrig, men det var det eneste. Var hun blevet voldtaget? Det troede hun ikke, men hun kunne jo ikke sige det med sikkerhed. Det sidste hun huskede var en ulidelig smerte, men så blev det hele sort bagefter og hun kunne ikke huske resten af natten, men et eller andet sagde hende at det ikke var fordi at hun havde sovet. Hun kunne dog huske at hun havde været ude i skoven, men hvordan var hun havnet her? Og hvordan kan det være at hun var nøgen? hun turde ikke rigtig at gå ud nogen steder i frygt for at folk skulle se hende, men hvad hvis de kom herind? Hun følte sig så fortabt.

Hun kiggede sig hurtigt omkring da hun synes at hun havde hørt nogen eller noget komme gående. "H-hallo?" Sagde hun meget stille, ikke engang højt nok til at det rigtig kunne høres, hun pressede bare sig selv imod muren.

Imens at hun sad og græd og kiggede sig omkring kunne hun godt fornemme at der var en der stod og kiggede på hende i mørket. Hun kravlede længere op af muren indtil at hun fandt ud af hvem det faktisk var der stod og kiggede på hende. Hun kunne mærke at jakken blev viklet omkring hende og hun pressede den imod sig da hun kunne mærke den. Hun kiggede derefter op på ham med tårer i øjnene og greb fat i hans trøje og pressede hendes hoved imod hans brystkasse. "Hvad sker der med mig?" Spurgte hun i al sin grød imens at hun pressede sig selv imod ham.
Shane.. Den eneste person i hele verden som hun kunne stole på og den eneste person i verden som hun vidste hun kunne finde tryghed ved. Han var der altid for hende når hun havde brug for det. Selv nu, selv efter alt hvad der var sket, så var han der for hende. Hun vidste godt at han ikke havde den største gave indenfor at vise følelser, men igennem årenes løb så har hun nærmest udviklet en sjette sans for at vide hvornår han var sur og hvornår han var glad, men det var heller ikke altid at den virkede. Hun blev ved med at presse sig imod ham imens at hun græd, dog lidt bange for at han ville gå fra hende efter at have givet hende jakken. "Jeg... Jeg kan ikke huske noget som helst." Sagde han lidt efter og bevægede hovedet væk fra hans brystkasse for at kigge op på ham. Lige nu var hun faktisk ligeglad med at det hende hun havde på bare var hans jakke og ikke andet, hun stolede nok på ham. Hendes blå øjne kiggede bare op på ham imens at de løb i vand, hun kunne ikke lide følelsen af at hun ikke vidste hvad der var sket, men at hun alligevel havde på fornemmelsen at hun havde gjort et eller andet slemt.

Hun ville gnide sit hoved imod ham, det var dog klart at hun prøvede at stoppe med at græde, men ikke kunne. Han kiggede undrende på ham da han begyndte at snakke i gåder. Hun hadede og elskede når han gjorde det. Men lige på det her tidspunkt, så var det måske ikke lige det bedste for hende at skulle til at gætte på hvad det var han mente, så hun besluttede sig for ikke at sige noget.
Hun fik et lettere chok idet han tog hendes skuldre og begyndte at snakke hårdt til hende. Det gjorde hende kun mere ked af det, men på en eller anden måde så hjalp det hende også til at slappe af. Hun ville nemlig gerne vise overfor ham at hun var stærk og at hun sagtens kunne klare det her, hun ville gerne gøre ham stolt. Hun havde tit været i tvivl om hendes følelser for ham, men han havde i hvert fald altid passet på hende, fra da hun var helt lille. Hun blinkede et par gange da han endelig fortalte hende hvad det var som at der var sket. En varulv? Det kunne da ikke passe? Hende? "Hvad.. Jeg.. N-nej.. Det.." Stammede hun imens at hun kiggede på ham. Jakken hang åbent så der var frit udsyn til det hele, men det gjorde hende intet når det var ham hun var sammen med. Hun stod bare stille da han lukkede jakken og rystede stille på hovedet. "Varulv? Men.. Hvordan.. Hvad.." Sagde hun derefter imens at hun stadig kiggede på ham. "Jeg vil ikke være varulv! Hvad skal jeg gøre?!" Spurgte hun ham højlydt, hvilket nok ikke ville være det bedste fordi folk ville kunne høre hvad hun var.