Uskyldige hvide gader

af Gæst Lør 19 Okt 2013 - 22:52

Tid: Omkring 21 tiden
Vejr: Stjernefuld himmel og halvmåne
Sted: Lige udenfor skoven

Det var begyndt at blive helt stille på gaderne omkring i Di Morga, og de fleste mennesker var begyndt at flygte indenfor bag deres trykke mure. Vinteren var begyndt at nærme sig, og de mange mennesker havde smidt sommertøjet ned i kisten og fundet deres vintertøj frem. Det fik bare den stærke duft af mennesker, som plejede at være rundt i gaderne til at forsvinde. De dækkede jo ligefrem deres dufter ind, i de store tykke jakker som de tog på deres overkrop. Klokken var næsten lige slået 21, da sneen var begyndt at falde ned fra himlen. Corinne en kvindelig vampyr kvinde, var næsten lige gået ud af hotellet som hun boedet på. Hun havde endnu ikke fundet sig et sted at bo, det var ikke fordi hun havde besluttet sig for at blive i byen endnu. Hun havde dog alligevel været der i et stykke tid, og hun havde da også mødt et par stykke. Sin skaber! og en gammel ven! Di Morga, var nok det sidste sted hun havde regnet med at møde nogen af dem. Det fik bare stedet til at virke som et eller andet sted, som et hjem hvor hun faktisk kunne slå sig ned. Det var bare et problem, en lejermorder kunne da ikke blive boende et sted? Hun havde denne aften efterladt sine knive på hotellet, gemt væk fra alle som ville kunne finde dem. Hun havde taget et par stramme jeans på, og en sort t-shirt. Hun havde også sine militær støvler på, som man ikke ofte så hende ude. Hendes røde hår, hang som altid ned af ryggen af hende i de fine prinsessekrøller. Hun bevægede sig bare hen af skoven, mens hun hørte de mange lyde som kom fra skoven. Hendes isblå blik, gled ned mod sneen som begynde at dække vejen som hun gik på. Et smil som man ikke ofte så på hendes læber, kom endelig frem på hendes læber. Hun følte sig næsten ligefrem som et lille barn, når hun så gaderne som ligefrem blev uskyldige hvide i det.

af Gæst Lør 19 Okt 2013 - 23:09

Længere inde i skoven bevægede der sig en skikkelse. Skikkelsen kom fra en mand, han var ude at gå aftentur, han havde ikke al verdens tøj på, endelig kun et par hullede jeans og så en grå t-shirt og en skovmands skjorte. Hans hår var mørke-brunt og krøllet, og var ikke så skrækkeligt langt. Han havde været på arbejde hele dagen og tænkte at han lige ville gå lidt i skoven, inden han ville gå hjem og sætte sig foran brændeovnen. Han havde gået i lidt tid da han hørte noget, men det var ikke noget han lagde mærke til lige med det samme. Men stille og roligt blev det højere og højere, og det lød som en der kom gående i retning af ham.
Han begyndte at kigge rundt om sig, for at se om han kunne få øje på hvad det kunne være. Lige pludselig ser han en skikkelse i mørket, han kan se det langsomt tager form, og at det er en kvinde. Han begynder langsomt at gå over imod hende, og da han kan se at de har lagt siger han. *Godaften frøken*, han bukker kort for hende.

af Gæst Søn 20 Okt 2013 - 13:20

Corinne elskede virkelig den tid på året som så mange andre ikke gjorde, koldt og vådt er det ord de fleste folk beskriver vinteren. Hun ser det bare på en helt anden måde end de fleste gør, ligefrem et smukt sted som ingen kan ødelægge. Sneen der gemmer alle hemmeligheder som byen indenholder væk, og får de fleste til at blive barnlige i det.. børn, voksne og endda gamle mennesker bliver som små børn. Der er bare noget magisk over vinteren, som er en af de få ting som menneskerne ikke har undersøgt endnu. Det var hun ret så glad for, så kunne den få lov til at beholde den magi som en hemmelighed. Hendes sorte t-shirt blev ligefrem dækket af den kolde hvide skønhed som kom fra himlen af. Falder ned i hendes røde hår, og fik det til at glimte som 1000 diamanter. Hun gik ligefrem i sine egne tanker, ned af den lille grusvej. Hendes fødder tog et lille skridt efter det andet, mens hun betragtede hvordan sneen smeltede under hendes store støvler. Hun opdagede ikke engang at hun ikke længere var alene, hendes tanker lå så dybt nede i sneen at hvem som helst kunne overfalde hende og hun ikke engang ville opdage det. Hendes isblå blik gled hurtigt mod stemmen som snakkede til hende, og slog hende helt ud af sine tanker. Hun havde ligefrem stoppet op uden at tænke over det "godaften" sagde hun og gav et svagt nik med sit hoved, som man ligefrem skulle kigge godt efter for overhovedet at kunne se. Hendes blik gled kort ned af ham, blot for at læse hans kropsprog. Hun viste udmærket godt at man ikke kunne stole på nogen i mørket, og det var der jo en grund til. Hun var der ude og hun var ikke ligefrem en man kunne stole på, hun var jo en af dem som gjorde hvad der passede hende.

af Gæst Søn 20 Okt 2013 - 14:24

Han så at han forskrækkede hende en bette smule, og lod da hver med at gå tættere på, han så sig derfor omkring efter noget han kunne sidde på. Han fik øje på et faldent træ som dog havde sne på sig, han gik langsomt over til det, strøg noget af sneen væk, og sætte sig. Han så op og ned af hende en gang, og så hendes former, og hendes lange pæne hår. * Undskyld hvis jeg forskrækkede dem frøken, det var ikke min mening, men jeg var bare ude for at gå en aften-tur, hvad med dem?.* Han havde endelig håbet lidt på at han også ville møde en, da han gik og følte sig lidt ensom, det kunne der godt blive ude i skoven.
Månen skinnede igennem træerne, og fik lyst manden lidt op. Man kunne se ham tydeligt nu.

af Gæst Søn 20 Okt 2013 - 19:29

Hun kunne tydeligt se at han ikke viste hvem hun var, han virkede jo ligefrem rolig omkring at være i nærheden. Hun elskede det ligefrem, når folk følte sig alt for tryk hos hende også kunne hun næsten gøre hvad der passede hende. Hun fulgte ham bare med sit blik, når han gik hen og satte sig som om han havde regnet med at hun ville blive at snakke med ham. Hun satte en tot af sit hår bag øret, mens hun holde sit blik over på ham "du forskrækkede mig ikke" sagde hun også selv om det ikke passede, hun var da blevet en smugle forskrækket også selv om hun ikke ville indrømme det. Hun var en af dem som ikke ville vise at selv om hun var en vampyr, så havde hun de samme følelser som et menneske og derfor også kunne blive forskrækket "nyder vejret" sagde hun og strakte sine hænder ud til siderne, mens sneen fald på hendes lyse arme som ligefrem så helt skrøbelige ud. Hun gik bare et par meter hen mod ham, med elegante skridt og satte den ene fod foran den anden som om hun gik på en line "har din mor ikke lært dig... at man ikke skal snakke med hvem som helst som går alene?" spurgte hun om og lag sine tommelfinger i hver sin lomme på bukserne, mens hun lænede sin overkrop lidt tilbage. Hun stoppede op når hun var få meter fra ham, og man sådan rigtigt kunne se hendes iskolde øjne. Hun havde dog et svagt smil på læberne, som havde en drillende følelse i sig.

af Sponsoreret inhold

Uskyldige hvide gader

Uskyldige hvide gader

Sv: Uskyldige hvide gader

Sv: Uskyldige hvide gader

Sv: Uskyldige hvide gader

Sv: Uskyldige hvide gader

Sv: Uskyldige hvide gader