Fri leg

We can’t play hide and seek…:

Det var som om, at mørket omkransede Helené, og gjorde det seende øje blindt. Hun huskede intet fra dagen før, alting var på en eller anden måde bare tåget. Og selvom hun blinkede utallige gange, så blev det ikke mere klart, overhoved…
Ak ja skæbnen var lunefuld. Så huskede hun pludselig… Hun vidste pludselig hvorfor… og ikke mindst hvordan. Det var de vigtigste af hv-spørgsmål, som hun nu kunne besvare. Og så alligevel ikke, for man kunne aldrig være sikker. Aldrig være sikker på, hvem der lurede rundt om hjørnet. Også selvom at man ikke kunne ”lure” i denne verden. I verdenen for de døde kunne ingen gemme sig.
Hun vidste hvor hun var. Hun var her, som så mange gange før. Forsvundet for næsen af den seneste hun havde mødt, og hun skammede sig. Skammede sig over manglen på kontrol over sig selv. Men det var vel skæbnen med sit grimme, selvironiske ansigt. Flere gang var hun også blevet kaldt det, lunefuld, så var hun skæbnen? Nej.. det kunne hun ikke være. Sådan villehun ikke være.
Hun lukkede øjnene, og forsøgte at genkalde sig hvilket som helst vilkårligt sted, for at forsøge at nå op til overfladen igen. Til de levendes verden. Det var der hun ville være, ikke her i en afart af det man kaldte landet for døde. Hun ville ikke været omgivet af stemmerne uden sprog, og væsnerne uden ansigter…
Det første der mødte hende, da hun slog øjnene op var et træ. Et ganske ordinært et af slagsen, og alligevel så vigtigt. Fingrene strejfede den grove bark, for at se… ja se om hun virkelig var tilbage. Hun lukkede øjnene, og indsnusede den krydrede lugt af jord blandet med halvvisne blade. Men med åbne øjne var de kun tydelige for den opmærksomme, og kun i en lille kreds om den stolte eg. Vinden var let i dag, men alligevel drilsk, da den purrede op i det krøllede, mørkebrune hår. Hun skubbede en halvlang lok til side, hendes ellers så kunstfærdige frisure var faldet sammen. Hun gav dukkerten i søen tidligere skylden, også selvom at hun ikke vidste, hvor længe hun havde været væk denne gang.
En let knirkende lyd sneg sig ind på hende, og gjorde hende opmærksom på, at der var andre end hende. Hun så op mod himlen, skyerne så ud som om, at de kunne sprænges hvert øjeblik. Som om at himlen ville åbne sit vældige gab, og der snart ville skylle en mindre syndflod ned over landet. Foran hende var en legeplads ”anbragt”. Hun vidste jo godt, at den havde været der hele tiden. Det var bare først nu, det gik op for hende. Men hun havde det selvfølgelig også med at være lidt distræt. Hun huskede heller ikke, om hun havde været der før.
Hun stod halv ved siden af, halvt bag den store eg, der for hende var et skjul, en skærmende kappe af tryghed. Hun havde ikke lyst til at træde frem i lyset, ikke sådan som hun så ud nu, eller troede at hun så ud. Endnu en ulempe ved at være spøgelse, eller en af de evigt vandrende, man kunne ikke se sit eget spejlbillede. Ej heller i søens vand, for det ville straks blive oprørt af uhyrligheden, som forsøgte at beskue sig selv i naturens spejl…
(Genialt navn til emnet du ^^’)

The guy over there give me the creeps:

Helené stod, let skjult af sin ”kappe”, og betragtede den anden. Han så ret normal ud, lokalområdet taget i betragtning. Normalt stødte man på væsner som enten havde for lange tænder, menneskeracen taget i betragtning, eller var mere pelsede end hvad godt er. Sådan havde det været længe, selvom hendes begrænsede hukommelse ikke rakte til at huske hvor længe, eller hvor lang tid hun selv havde været her.
Tiden er nu en spøjs ting… Begrænset og alligevel så endeløs. Dengang hun levede, så var det ikke muligt at tælle tiden, eller jo det var det, men i et langt mere begrænset omfang end i dag. Hun følte sig pludselig bange, og en følelse af en klamfugtig hånd om hendes nakke blev pludselig en realitet. Hun havde før haft den følelse, men ikke så pludseligt…
Men måske var der en grund? Selvom han så ganske almindelig ud, så skræmte han mig også, af grunde hun ikke kendte. Måske var det det faktum, at han så så almindelig ud? Så almindelig at han alligevel blev anderledes? Det lidt drømmende udtryk blev erstattet af noget mere anspændt hos den anden, hvilket gjorde Helené lidt utryg, hvad skete der nu?
Endnu en gang måtte hun stryge en af de snoede lokker væk fra øjnene. Det var utrolig at hår til lidt over skuldrene kunne være så irriterende, i den længde burde det være nemt at have med at gøre. Det havde hendes mor altid sagt... HOV! Hvor kom det minde fra? Hun vidste det ikke, men tanken skræmte hende. De fleste genfærd higede efter at finde ud af noget om dengang de var levende, og nogen endda også deres død, men ikke Helené. Hun havde ikke behov for at forholde sig til sit dengang levende liv.
Hun forsøgte at synke, men kom i tanke om, at det var endnu en af de ting – sammen med det at trække vejret – der var blevet gjort umuligt af døden. Alligevel havde hun det som om, at det var svært at trække vejret. En kvælende fornemmelse, og kolde hænder om hendes hals. Lange fingre der snoede sig om den, mens hun forsøgte at synke. Hun var på vej til at blive trukket ind i en af sine mange mareridt, endnu en gang.
Hun forsøgte med sit specielle trick, at lade som om, at hænderne og deres ejer ikke fandtes - hvilket de heller ikke gjorde, men i hendes fantasi, eller hvad det nu hedder, når man ikke ligefrem hører til blandt de levende.
Hun glattede forhastet folderne på den sorte kjoles skørt, og forsøgte ikke at ryste, da ”den” slap sit greb i hende, heldigvis. Hun havde virkelig ikke lyst til at blive trukket væk, som en anden… en anden viljeløs kludedukke. Hun ville vide hvem denne fyr – eller mand, alder var hun dårlig til at bedømme – var. Hun lagde en hånd på træets grove bark, og forsøgte at ”suge” lidt energi til sig. Hun følte sig helt drænet… Det hjalp ikke rigtig, alligevel valgte hun at sætte vejen forbi den fremmede. Initiativ var noget hun tit tog, men der er oftest meget langt mellem tanke og handling.
Mens hun bevægede sig hen over græsset, videre mod sandet ”under” gyngerne, så følte hun sig på en måde splittet. Fyren på gyngen gav hende kuldegysninger- ret godt klaret i betragtning af hendes tilstand -men prikkede samtidig til hendes nysgerrighed. Der var noget mærkeligt ved den her dag. Det var som om, at der manglede et eller andet. Hun vidste dog ikke hvad, der var bare så underligt… stille(?) på en eller anden måde?

I'm from the same world as you?:

Den lettere forvirrede Helené drejede hovedet imod den ukendte fyr. Han så meget almindelig ud, ingen syret hårvækst eller usædvanligt spidse tænder. Men hun havde svært ved ikke at le af hans sletskjulte overraskelse, som kom til udtryk i både måben og stirren. Hun fandt hans spørgsmål lettere usædvanligt, for hun var da fra samme verden som ham? Ja hun var spøgelse – eller genfærd, hvilket navn man nu foretrak – og langt ældre end de fleste, men ligefrem fra en anden verden?

Hun overvejede længe, hvordan hun skulle besvare hans spørgsmål, uden at det blev for underligt. En besvarelse hvor hun også undlod at fortælle om sin øøh… tilstand. Det der jeg-er-død-men-er-stadigvæk-i-de-levendes-verden er ret svært at forklare til de levende. De udøde er lidt nemmere at få til at forstå, men mennesker – som denne fyr ligner umiskendeligt – er helt umulige. Eller i hvert fald de fleste af dem. De er bange for os, hvis de tror på at vi findes – hvilket hun ikke kan se logikken i, for findes man så findes man, det er ikke et spørgsmål om at tro på det eller ej – eller også benægter de vores eksistens.

”Fra samme verden fra som dig går jeg ud fra? Medmindre du altså er fra en anden verden end denne?,” sagde hun og forsøgte at virke skødesløs, dog var hendes stemme præget af en forsigtighed, som af en eller anden grund altid dukkede op. Desuden vidste hun nu, hvad der manglede. De var væk! For en gangs skyld var de væk! Hun havde den største lyst til at danse af glæde, og tog sig – i det store og hele – alligevel ikke ret meget af, hvad den anden tænkte om hende. Så hun slog et enkelt sving til højrer, og lavede en lidt rædbrækket udgave af en piruette. Det var trods alt lang tid siden, at hun havde danset, sidst...

Helené, som var en lidt "privat" type, begyndte at føle sig lidt begloet af den fremmede. Temmelig ubehageligt, sådan i længden.

Først da hun svarede valgte Thomas at tage sig sammen og blinke. Underkæben blev samlet op fra sandet og sat på plads. I et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle svare. Hun havde tydelig misforstået sætningen og antaget den som værende et konkret og seriøst spørgsmål; noget der langtfra var tilfældet.
Lavede hun sjov med ham? Det så ikke sådan ud, måtte Thomas indrømme og han skulle netop til at svare, da hun kom med nogle uforberedte spjæt. Hvad kvinden havde gang i, var Thomas ikke klar over, men han konkluderede at euforiserende stoffer helt sikkert havde noget med det hele at gøre.
Alarmklokkerne blev ignoreret ligesom hendes svar, og i stedet spurgte han på ny:” Hvad har du gang i?” Tonen vaklede mellem tydelig mistro og den selvsamme forundring, der endnu ikke havde sluppet Thomas’ legeme. Kun på mirakuløs vis undgik han at benytte et bandeord.

Hendes tøj var decideret mærkeligt og passede perfekt til hendes person. Håret lignede en rede, og han var sikker på, at hun havde tilbragt de sidste døgn udenfor. (Højst sandsynlig på jagt efter efterårets første svampe). Hendes tilværelse irriterede ham faktisk. Af alle steder var hun dukket op netop her, og var der noget han ikke ønskede, så var det at blive belemret med en eller anden fortidskvinde. Thomas rettede på sit tankespind; Selvfølgelig var hun ingen fortidskvinde, det stod klart; nok nærmere et offer for de utiltalende genbrugsbutikker som skød op alle steder. Kvinden var tydeligvis et fortabt hjerneblæst fjols, som kravlede uvidende rundt på det nederste lag af den sociale lagkage. En vaskeægte taber, og var der noget Thomas ikke havde tid til, så var det dét.
 
”Du har vist taget de forkerte svampe.. ,” brummede han mere henvendt til sig selv end den fremmede og gjorde derpå antydning til at rejse sig fra gyngen.  Det eneste gode ved situationen var, at de mærkværdige hop havde stoppet kvinden i at gå tættere på ham.

I'm not grazy...:

Den stakkels fyr så helt forkert ud i ansigtet. Hvad mon han tænkte på? Det var en evne, som altid havde fascineret Helené, det med tankelæsning. Men den havde både fascineret og skræmt hende, for flere stemmer inde i sit hoved behøvede hun altså ikke. Det tre hovedstemmer + ”koret” var rigeligt for hende.

Han så på hende med et ret ”delt” udtryk, men hun valgte at tolke det som forundring. Dog forsøgte hun ikke at forklare, hvad hun mente. Det var trods alt ham der havde stillet hende et underligt spørgsmål først, så måtte han altså holde styr på sine egne ord, hun havde trods alt rigeligt med forvirring og rod i sit hoved i forvejen.

”Eehm… gang i?” hun lagde hovedet let på skrå, hvilket endnu en gang resulterede i totter af krøllet hår i øjnene, som hun irriteret strøg til side med samme håndbevægelse, som havde det været en myg eller en flue. Hun var stadigvæk ikke særlig god til de mere moderne udtryk, mest af alt fordi, at de var svære at huske. Så hun sammenlignede det med andet hun havde hørt, for at kunne nå frem til en eller anden form for konklusion alt imens hun endnu en gang glattede sit skørt. Hun måtte se herrens ud…

”Når hvad jeg laver? Eeeh… det er jeg faktisk ikke helt sikker på, altså dit spørgsmål. Det er vel ret tydelig, at jeg står og taler med dig?” hun var lidt forundret over den betydning hun kom frem til, men prøvede alligevel at svare efter bedste evne, hvilket gav et lidt blandet resultat. Hun håbede dog, at den anden kunne ”tyde” det, og nå frem til hendes mening. Et spinkelt håb hun før havde klynget sig til, uden noget godt endeligt.

Da hun hørte hans andet spørgsmål, godt nok lidt lavt udtrykt, men bestemt til hende, var hun sikker på. Men det – spørgsmålet – skød de mørke øjenbryn ret så langt op i panden af ren og skær forundring, for hvad snakkede han dog om? Hentydede han til, at hun var skæv? Ej men altså, han måtte da være lidt gak? Det udtryk kendte hun udemærket godt, det var der mange der før havde hentydet til...

”Jeg har altså ikke røget noget, hvis det er det du hentyder til” sagde hun og lagte forurettet armene over kors, mens hun med et løftet øjenbryn så på den anden.

Pludselig lød der nærmest en hel bølge af forskellige stemmer. Stilhed før stormen blev det her vidst kaldt. De råbte og skreg af hende, den ene beskyldning efter den anden haglede ned over hende i form af ord. Tungtvejende ord…

”Er du skæv igen lille Helené? Skæv, skæv, vind og skæv! Gakket? Har du tabt hovedet? Falder det af, så løber det røde! Varmt og klistret! Død, død, død igen, Helené!” skreg de inde i hendes hoved. De blev ved og ved og ved. De lyttede ikke til hendes stille bønner…

”Klap i!” snerrede hun iltert i et forsøg på at få dem til at forsvinde, eller i det mindste tie. Hun slog kort efter hånden op for munden. Fyren der stod foran hende troede jo i forvejen, at hun var gak, og det med at råbe af noget der ikke var der, gjorde nok ikke situationen bedre…

Hendes øjne blev let blanke, endnu en stilhed før stormen oplevelse, og det var bestemt ikke behageligt. Nu troede han sikkert, at hun var skør. Men det var selvfølgelig ikke noget nyt. Så ville han nemlig bare tro det samme som alle andre...

Hendes modsvar forvirrede ham atter.
”Ja, du ved.. gang i, som hvad fanden laver du?” I kold irritation over dens andens mangel på intelligens, var et bandeord hoppet med i sætningen. Heldigvis var Carl der ikke til at kræve den pengeseddel, som de ellers havde aftalt han skulle få, hver gang Thomas sagde et ’fy-ord’.
Så svarede hun. Endnu et tåbeligt svar, der bundede ud i, at hun tog alting alt for bogstaveligt. Hvad havde kvinden taget? Opgivende trak han på skuldrende og rejste sig fra sin plads på gyngen. Ikke at han ville spilde et sekund mere på hende den tossede.  Stadig uden at gå for tæt på hendes stoppede skikkelse, trådte Thomas frem, for at se hende nærmere i øjesyn og indprente sig det uønskede ansigt, så han kunne undgå det i fremtiden.
”Jeg er ikke ude på at røve dit lager eller smide dig i spjældet, så du kan lige så godt droppe den løgn der.” De mørke øjne endte i hendes hår, og han svor på, at han kunne se antydningen af en nøgen fugleunge som lå gemt deri. Med væmmelse drejede han hovedet bort.

Skyerne var efterhånden kun pletter på eftermiddagshimlen. Vinden havde efterladt sin styrke.  Dagen ville klare op, ingen tvivl om det. Inden længe ville solen vise sit savnede ansigt og så ville legepladsen atter rumme leende børn. Tanken ramte ham i samme øjeblik, at Thomas ellers havde besluttet at gå; forlade den skingrende tosse og den sidste rest af nostalgi. Forbandelser blev stumt slynget i mod sig selv, da han indså, at det sidste han kunne gøre var at gå. For solen ville komme… og med solen fulgte børnene..

  Thomas havde nået at vende ryggen til hende. Han havde skjult ansigtet, som i erkendelsesmomentet var præget af tvær bitterhed. Irritationen over sin egen uheldighed blev bygget op, skrøbeligt og vakkelvornt, klar til at vælte af den mindste lille ting..
Det var hendes sidste ord, der fik det til at svaje. Selvom hendes ord næppe var henvendt til ham,(Han havde jo haft ryggen til, så kunne ikke vide sig sikker) bildte han sig selv ind, at de to sølle ord, som var blevet spyttet ud af hendes tåbelige mund var rettet mod ham, Thomas.  Yderst langsomt drejede han rundt, så fronten atter var mod hende, og nærmest hviskende svarede han:” Hvad..? Jeg fik vist ikke fat i det sidste..”
Et ubærligt ønske om at hun ville vælte det skrøbelige irritationstårn var vakt..

I’m so sorry...:

Hun bevægede sig ikke. Den anden følte jo tydeligvist væmmelse ved hende, og det var på grund af denne væmmelse, denne irritation, at hun undlod at svare på hans irriterede, udslyngede spørgsmål. Hun brød sig ikke ret meget om bandeord, sådan generelt, de gjorde hende utilpas. For fanden var i hendes verden – man er vel ikke katolik for ingenting? – symbolet på det onde, så hun forstod ikke brugen af det ord. Især fordi at det blev brugt i de mest mærkelige sammenhænge.

”Jeg er altså ikke skæv? Bare lidt anderledes… Jeg er jo et…” det første sagde hun igen med et forurettet drag om munden, og armene over kors. Hun stoppede dog sig selv inden hun udtalte det sidste, og forbudte, ord i denne verden. Det ord som alle kendte, men ingen ville høre eller erkende, ”spøgelse”.

Hun sank en klump - eller følelsen var der i hvert fald, for teknisk set, så var det jo ikke muligt – og undgik øjenkontakt med den anden. Hun kunne mærke at solen var på vej, hendes døde krop blev altid lidt mindre isnende, når den lysende og klare dukkede frem fra sit skjul. Det fik hende til at føle sig mere behageligt tilpas, men hun undrede sig også da den anden vendte ryggen til hende. Ville han gå nu eller…?

Hans ord ramte hende som et piskeslag. Også selvom at han ikke havde sagt dem særlig højt, for hans ord var en hvisken, og der var ingen tydelig betoning på hans ord. Måske var det måden han gjorde det på? Det lidt langsomme ved ham? Havde det ikke været fordi, at hun vidste, at han ikke havde lange tænder, så havde hun troet ham som værende vampyr. Han agerede som et rovdyr…

”Det… det var ikke til dig!” stammede hun, og mærkede hvordan det rislede hende kold ned af ryggen. Dette udløste en hel del paniske reaktioner på en gang. Store, forskræmte øjne, og så det faktum, at hun trådte et skridt baglæns, for at komme væk fra ham på en eller anden måde. Hun følte sig som byttedyret, mens han var den der blot ventede på, at hun skulle løbe, så han… Nej! Sådan måtte hun ikke tænke, hun måtte fokuserer, bevare roen, og forsøge at bevare bare en smule af sin værdighed. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen? Bebrejdelser hamrede ned over hende, som knyttede næver. Dog var dette at foretrække, hendes egne bebrejdelser, fremfor deres...

I’m not grazy, okay?!:

Helené følte et stik af ubehag. Menneske eller ej ham her var decideret ubehagelig… Hun rakte bagud, og at finde noget, som hun kunne støtte sig op af, men hendes knogle-tynde fingre favnede kun luft. Hun begyndte at blive en smule.. bange(?) for fyren over for hende. Der var noget ved hans fremtoning og attitude, som bare sagde ”skrid!”. Men denne vrede og åbenlyse hån, dette had, som var rettet mod hende opdagede hun først nu. Hendes hjerne og sanser var kommet ud af det tågeslør, som de(n) som regel var indhyllet i.

Helené, som var kendt for uprovokeret og pludselig vrede, følte sig i den grad støt af hånen og provokationen i hans latter. Mere end stødt faktisk. Hun var ved at blive godt gammeldaws gal i skralden. Vreden og foragten brændte hende indefra, og fik hende til at bande indvendigt. At lade den tage over var sjældent godt, hverken for hende selv eller dem i hendes nærhed…

Men hvor vovede han at!... - Nej hun måtte slappe af. Hun forsøgte at trække vejret laaaangsomt og… -Han fornærmede hende! Talte ned til hende! Kaldte hende et fjol?! Hun var ikke skør, ikke tosset og ej heller et fjols. Måske en smule det første, men det ville man i hvert fald aldrig have hørt fra hendes egen mund. Hun havde lyst til at svare ham igen, til at fortælle at der bestemt var andre. Også selvom at ingen af dem kunne se dem, og kun hun hørte dem. Men det kunne hun jo ikke så godt… eller kunne hun? En indre stemme lokkede hende, den smiskede for hende, og talte med søde ord. Løfter om at alt ville blive bedre, hvis hun fortalte ham om sin øøøhm… tilstand?

”Jeg er aldeles ikke et fjols, og der er faktisk  andre her end os!” knurrede hun med en vrede, som hun ikke troede, at hun kunne mønstrer overfor denne fyr, som hun var dødeligt ræd overfor. Indvendigt bandede hun af sig selv, men stemmen lokkede og opildnede hende til at forsætte. Hun trådte udfordrende et skridt frem med et katteagtigt smil på de smalle læber, og sammenknebne øjne. Ikke tale om at hun ville være byttet mere. Hun magtede ikke længere at være genstand for hån… Hun afventede blot hans reaktion på det sidste i hendes sætning, netop det med, at der var andre. For det troede han højest sandsynligt ikke på, en skeptiker som ham..

”Virkelig?”Pause. Han gav hende to dyrebare sekunder til at trække sine ord til sig igen, men da intet skete fortsatte han sin sætning. Stemmen var blevet relativ normal, hvis man så bort fra sarkasmen. ”Gider du være så venlig at udpege dem? ” Strategien var lagt om. Hendes svar havde dræbt ønsket om, at hun ville få irritationen til at briste, og selvom den stod mere svajende end nogensinde, blev den ved med at stå.
Han forbandede sig selv for egentlig at svare hende. Det var for længe siden blevet gjort klart, at det ikke var andet end spild af tid. Ja, hun havde endda så få velfungerende hjerneceller, at hun ikke engang kunne give ham det skub, Thomas’ væsen ellers hungrede sådan efter.

For en sikkerhedsskyld så Thomas rundt, men det glidende blik stødte ikke på noget, der kunne kategoriseres som værende et levende væsen.(Planterne talte han ikke med) Dog fremprovokerede det ingen skuffelse, for han havde gættet, at der ingen var; hendes ords troværdighedsværdi var efterhånden nær nul. Det var hendes vrede, der holdt ham tilbage, trods det prikkende ønske om bare at skride. Vreden havde fanget ham, og nysgerrigheden over dette pludselige humørskift havde en vis interesse. Faktisk fødte det en ny ide i Thomas’ hoved.
Men nysgerrigheden havde følgeskab, og selvom han ikke tillod ængstelsen megen opmærksomhed, var den der pludselig.

Atter stilhed. Han vidste ikke, hvad hun havde i sinde at svare – egentlig var han også ligeglad – fordi han vidste, at der kun ville være to mulige svar; Enten ville hun tage sig sammen og indrømme, hvordan det virkelig hang sammen; at hun var en tåbelig, skør kvinde, og ellers ville hun forsætte med at lyve håbløst, hvilket ville føre til, at Thomas ville dreje om på hælen og gå uden at se sig tilbage. Lige meget hvad hun gjorde, ville han vinde.
Valget var hendes: var hun skør eller håbløs?

Hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede munden. Det krævede mod det her. Mod og massere af det. Et mod hun ikke var sikker på, hun kunne mønstrer. Hun tog endnu engang tilløb til at sige noget, men der kom ikke en lyd ud... Var hendes evne til at tale forsvundet eller hvad? Måske var hun virkelig skør? Måske havde han ret? Måske var hun skæv? Og pludselig kom der lyd ud, og hørligt forsatte hun sine tanker..

"Måske er jeg virkelig skør?" mumlede hun for sig selv, inden hun så på Thomas "Tror du virkelig, at jeg er skør?". Hun så på ham med bedende øjne, som dog ikke bad om forståelse, blot den rene, skinbare sandhed. Hun ønskede bare den kolde spand vand, denne sådan-er-det-VIRKELIG, kort sagt sandheden. Hun afventede hans svar med en spirende gang uro i maven. For hvad nu hvis hun virkelig var gak? Hvad så?...

//OOG: undskyld det lidt korte svar, men mit svar kræver lidt dit svar, så det var svært at gøre det længere