Havn't I seen you before? //Dylan West

Tid: 7-8 stykker om morgenen
Sted: Cathédrale - indoors
Omgivelser: Bænke, alter osv. Helt mennesketomt på nær Helené, indtil videre.
Vejr: Skyfridt

Quiet like the grave..:

Helené vandrede sin endeløse vandring rundt i Cathédrale, den smukke Domkirke her i De Morga. Hun trådte udenom en vandpyt, selvom hun vidste, at hun nok alligevel ikke ville kunne mærke den. Ikke hvis hun ikke tænkte på den i hvert fald, for som spøgelse så virker ens sanser ikke 100%. I dagslys ligner man godt nok et menneske, men det betyder jo ikke, at man er et... Ligesom en plante der ligner en harmløs blomst, sjældent er så harmløs, som den forsøger at give sig ud for at være.

Hun trådte et forsigtigt skridt fremefter, og lænede sig let ud over balkonen. Der var altid to etager sådanne steder, en i stueplan og en førstesal. Bænkene nærmest helvede til de fattige, og balkonerne til de rige, som havde råd til at betale sig til pladsen nærmest gud. En hyklerisk ordning ifølge Helené, men det var jo trods alt ikke hende der bestemte. Og så var det heller ikke sådan længere. Hun havde ofte stået i skjul bag en søjle, under præstens prædiken, og set på de få mennesker, som stadigvæk kom her. Der var ved at blive lidt "forladt" herinde, syntes hun...

Nede i stueetagen vandrede hun skødesløst rundt, og lavede en lille slalom-contest med sig selv. Dette kedede hende dog hurtigt, og hun stoppede op. Her var decideret kold. Koldt og kynisk som... tanken om et sted at sammenligne med forduftede lige så snart hun gav sig til at koncentrere sig om dette ukendte sted. Hun rystede let på hovedet, hvad lavede hun dog her?

"Er Helené blevet væk igen? Faret vild? Faret vild i sit eget lille, dumme hoved?" hånede stemmen inde i hende, men hun var ikke i spor godt humør i dag. Ikke om hun orkede at høre på dem i dag.

"Klap i!" snerrede hun, og slog sig ned på en af de slidte træbænke. Stemmerne steg i både styrke og antal, men af en eller anden grund, så havde hun styrken til at lukke af for dem i dag. Gudsketak og lov. Måske var det fordi, hun var i kirke? Måske kunne disse kolde mure, hendes fingre strejfede en af mamorsøjlerne, holde dem ude? Holde dem væk? Hun vidste det ikke, men håbede alligevel. Så kunne hun måske være i fred for en gangs skyld...

Det var fjerde dag for Dylan, fjerde dag han levede uden Trey. HVis man vendte og drejede de skulle man næsten tro at de to havde været kærester, men der havde absolut intet været imellem de to, for Dylan var ikke homoseksuel og de var han ret overbevist om at Trey heller ikke havde været med alle de piger han havde, så havde han ihvertfald skjult det godt.

Dylan vidste ikke helt hvad han skulle bruge sit liv på, han havde brugt hele de sidste 600 år sammen med Trey, Dylan havde ikke haft brug for at tænke selv overhovedet, han havde haft Trey til at tænke for sig, så pludseligt selv at skulle have en mening om verden, selv at skulle beslutte sig for hvad vej man skulle gå og alle sådanne ting, var faktisk langt mere besværlige end hvad Dylan havde troet.

Dylan søgte folk han havde kendt engang, han kunne ikke overskue at kende nye mennesker og når han tænkte på ting, så var det altid hans fortid der kom frem. Han elskede dengang, dengang hvor ham og Diana var et par og hvor hans forældre var om ham, han savnede dem alle og selvom det var 640 år siden så kunne han stadig trille en tåre over det af og til, Dylan var måske aldrig helt kommet videre.

Dylan var ude og lede efte ren gammel kending han havde hørt var kommet til Terre, den ikke helt raske Helene, han huskede hende fra dengang han havde været på hospitalet, dengang i 1325 var det ikke fordi at sådanne hospitaler behandlede mennesker pænt og Dylan havde stadig ar efter deres behandlinger. Han gik roligt hen af den slidte grusvej da han i det fjerne fik øje på en bygning, han tjekkede adressen, det var vidst rigtigt nok og som han gik derhen i mod, en kirke. Hvad ville hun lave i en kirke. Han åbnede døren og trådte indenfor, da han fik øje på en kvinde med krøllet hår i det fjerne, et lille smil kom frem på hendes læber som han genkendte hende og roligt stilte han sig foran hende og kiggede ned på hende uden at tale, Dylan sagde aldrig meget, for Trey havde jo altid talt for ham.

Who in the hell – sorry I forgot, I’m in church – are you?:

Hun hørte godt, at nogen kom ind. Det gjorde hende ikke noget, det fleste der kom herinde lod som om hun ikke eksisterede, eller var så travlt optaget af bøn, at de ganske simpelt ikke lagde mærke til hende. Hun sukkede tungt, og strøg blidt den lille læderpung, som hang om hendes hals. Dog var denne som regel ”usynlig" for de fleste. Skjult under den pragtkjole, som hun var iklædt. Men hun skyndte sig at gemme den væk igen, den var hendes hemmelighed, hendes helt egen… Hun havde ofte lagt mærke til de skeptiske blikke, som hun fik fra de moderne mennesker, og andre mærkelige væsner – også fra dem med sygelig hårvækst eller lange, spidse tænder. De var tydeligvis bange for hende, eller væmmedes ved hende…

Pludselig stod der en komplet fremmet fyr foran hende. De lange fingre krammede ryglænet til enkelte splinter borede sig ind i fingrene på hende, et chok havde hun i sandhed fået. Kirken var før helt tom, men pludselig dukkede denne mystiske fyr op. Var der ikke et eller andet der….? Nej ikke alligevel. Hendes hjerne blev igen tåget og rodet, præcis som før. Hun tyggede lidt på en tot af det viltre hår, som igen i dag bare ”hang”. Det var hverken sat op eller helt ude at frisure. Det med at tygge på sit hår var en gammel vane, som hun egentlig var blevet vænnet fra – hvor huskede hun ikke… - men den dukkede altid op igen, når hun følte sig utilpas…

Fyren foran hende forholdt sig dog tavst, og smilet som før så smukt hade prydet hendes læber forsvandt. Hun ”lagde” håret fra sig, og stirrede intenst på den anden, mens hun trak benene op til sig på sædet. Hun skubbede også sig selv en smule tilbage, for at komme lidt ”væk” fra den fremmede. De i forvejen store tænder blev større og større, helt uden kontrol fra Helenés side.

”H-Hvem er du?” hviskede hun, og undlod øjenkontakt med den fremmede. Hvem vidste hvilke væsner hun kunne støde på? Hun var i hvert faldt lidt blank i forhold til den der stod foran hende, ud over det faktum at hun vidste, at denne ikke var et menneske. Hvordan hun vidste det var hun ikke klar over dog…

Dylan havde det ikke særligt godt med at være i en kirke, faktisk så skræmte det ham en smule. Et kors kunne slå ha ihjel og det samme kunne altervæske, faktisk var han ikke sikker på at han have været i en kirke siden han var blevet forvandlet, Gud så jo ikke ligefrem godt på væsner som ham der ingen sjæl havde. Dylan sukkede roligt og satte sig så ned ved siden af Helene.

At han ikke huskede hende overraskede ham som sådan ikke, hun havde jo aldrig været rask så om det var en del af hendes sygdom anede han ikke, dog kunne han hurtigt fornemme at tingene var anderledes. Ingen puls, intet blod... Hun var ikke menneske længere og det tog ham med stor overraskelse: "Hvad... Er du?" spurgte han imens han kiggede i mod hende, hvilken skabning var hun dog blevet forvandlet til?

"Jeg..." sagde han og forsøgte at få ord frem, men da han ikke havde talt længe var han ikke altid så god til helt at formulere sig: "Dylan... Vi kender hinanden fra gamle dage" sagde han og kiggede roligt på hende, overbevist om at det var hendes sygdom der havde bragt hende til et stadie hvor hun havde glemt ham, eller også var det bare tiden, der var vel ingen der forventede at man kunne huske sekshundrede halvtreds år tilbage i tiden.

Dylan you said? And who is he?:

Hun sank en klump, eller gjorde i hvert fald forsøget, for øjnene så mørkebrune blev med et blanke. Dog ikke mere end det. Ikke en tåre viste sig, men hun skammede sig sådan. Skammede sig over sin hukommelse, eller mangel på samme… Hun rykkede sig dog en smule væk fra den fremmede. De fleste satte sig et eller andet sted så langt væk fra hende som muligt, mest af alt pga. hendes udseende, men enkelte også grundet hendes udstråling.

I hendes øjne var ham der sad ved hendes side stadigvæk en fremmet, selvom han lod til at kende hende. Og da de fleste ikke brød sig om det ”væsen” hun var, så forholdt hun sig forsat tavst. Noget begyndte at dæmrer, da han sagde sit navn, men det forsvandt så snart hun forsøgte at analyserer navnet og dets ejermands herkomst og plads i hendes historie, hendes fortid…

Modløshed gled hen over hendes ansigt, og fangede hende i sit spind. En svag hvisken spredte sig i hendes baghoved, prikkede til hende med tynde fingrer af forvirrede tanker, men hun skubbede brutalt stemmerne og tankerne på flugt, noget hun aldrig havde kunne før, men hun fandt ikke tiden til at forundrer sig. Den fremmede foran hende gav hende hovedpine, og hun havde svært ved at tænke klart.

”Dylan?...” mumlede hun for sig selv i håb om, at det at sige ordet høj ville vække noget af hendes slumrende hukommelse…

Da hun ikke svarede ham, sagde han heller ingen ting. Dylan havde aldrig talt meget siden han var blevet forvandlet, som om han var løbet tør for ord og ikke følte han havde noget at sige. Han kiggede roligt over på hende, hun så syg ud, ligesom hun gjorde sidst han havde set hende. Han huskede ikke engang hvad hun havde været indlagt for, så god huskede han trods alt heller ikke, det var jo mange år siden.

Dylan selv havde være indlagt fordi han var blevet forvandlet som vampyr og hans forældre vidste at han ville blive brændt af som heks, selvom han var en mand, hvis de ikke gjorde noget, og derfor endte han på sindsyge hospitalet, Dylan var blevet totureret, ligesom hun sikkert var, de brugte jo ikke ligefrem fine metoder dengang og han var sikker på at mange spøgelser stadig boede det gamle sted.

"Jeg... Vi kendte hinanden på DNK" sagde han roligt, det var forkortelsen for stedet, den tyske sindsyge klinik, også kaldet dutche nerven klinik. Dylan kiggede roligtpå hende somafventede han om der var en klokke der ringede: "Vi var venner" sagde han bare roligt og skuede over til hende, men uden at vende hovedet, mest fordi han ikke vidste om hun huskede stedet som noget godt: "Og jeg skred" tilføjede han, han var forsvundet fra hospitale på mystiskvis efter næsten to år.

Sorry I don’t remember you…:

Håbløshed prægede hendes trætte ansigt. Hun hadede det her. Alt det der med stemmer fra fortiden, folk man engang havde kendt der pludselig dukker op. Men havde hun blot kunne huske dem så… ja så havde det været okay, at de sådan bare dukkede op. Hele problemet var jo netop, at hun ikke kunne huske dem. Ak ja havde hun bare kunne…

For en som Helené så var det med manglende hukommelse omkring sin egen fortid frustrerende. Hun vidste ikke, om andre spøgelser –genfærd eller ”de hedenske” alt efter hvem man snakkede med – heller ikke huskede deres liv, men det håbede hun altså virkelig ikke at de gjorde. Det var den selviske side af  Helené der talte der. Kunne hun ikke selv huske sit levende liv, så skulle andre ikke have lov.

Da han sagde, dette DNK, fik noget til at dæmre. Hendes hoved snurrede, men det med, at de havde været venner. Det… det kunne hun slet ikke håndterer. Det var for følsomt et emne. Kunne hun ikke engang huske sine gamle venner? Hvor var det bare… ja det var bare… Og så skred han? Hvad mente han med det? Hun blev nysgerrig, men holdt den i stramme tøjler for at sige det, som hun måtte sige…

”Hør her Dylan…” sagde hun med fast stemme, men forsatte lidt mere tvivlsomt ”… det var det du hed ikke? Nå men skidt pyt..”. Hun sank endnu en klump og forsatte.

”Hør her Dylan jeg husker dig ikke, det må du meget undskylde, men det gør jeg ikke. Jeg husker rent faktisk ikke ret meget fra min fortid. Jeg husker ikke engang…” hun sank en klump, nu blev det svært ”… min egen død” hun havde drejet hovedet og så indgående på fyren, som sad ved hendes side. Hendes øjne var forsat blanke, men hun holdt den andens blik fast. Hun ville have ham til at forstå... forstå at hendes hukommelse var hullet. Hendes hoved var fyldt med spørgsmål, som hun ikke selv kunne svare på, og ej heller ikke kunne stille...

Dylan kiggede roligt på det blanke udtryk der viste sig i hendes øjne. Han kunne godt fornemme noget var galt, og hun så også mere træt og slidt ud dengang. Det var årene på DNK der havde ødelagt Dylan. Han havde altid været en ung, glad og frisk ung mand, men efter årene der var det som om de havde suget hans sjæl ud, og de var dér Trey kom ind i billedet, han havde reddet ham fra intetheden.

Da hun talte kiggede Dylan roligt over i mod hende, men han sagde ingenting, han lyttede blot. Han var som sådan ikke overrasket over at hun var død, de var der jo mange der var, det var jo derfor de boede i Terre, og var hun ikke død så kunne man roligt sige hun havde levet længe.

Han havde lyst til at spørge hende endnu engang hvad hun var, men han valgte at lade være. Dylan var ikke typen der snagede i folks liv: "Nå" sagde Dylan med en let skuffet stemme, han havde håbet at finde en ven fra fortiden,og det havde han også, men hun huskede ham ikke: "Jeg... Jeg tror hellere jeg må gå" sagde Dylan roligt og rejste sig op som gjorde han klar til at gøre, uden helt at ane hvor han skulle gå hen.

Hun sukkede tungt. Inde i hendes hoved kørte tankerne rundt. Tanker om hendes tidligere liv, eller snare hendes eneste liv. Det hun "levede" nu var jo hendes død... Tankerne om hendes liv var ret "ensformige". Det var egentlig langt flere spørgsmål end svar, ubesvarede spørgsmåls som denne mystiske Dylan måske kunne svare på. Hvis bare hun kunne huske det.. Hun tyssede tavst på stemmerne, som begyndte at mumle inde i hendes hoved.

Hun så med trætte øjne - som ikke længere var blanke, for hun var ikke længere ked af sin "tilstand", hun var mere skuffet.. - på den tot hår, som hang ned foran hendes øjne. Hun hev den ødelagte frisure "ned", og begyndte langsomt med usikre bevægelser at flette det mørkebrune, vildtrer hår. Dog blev hendes hånd mere sikker, efterhånden som hun kom længere og længere i med sit "arbejde".

Dylan sad forsat tavs ved hendes side, men det overraskede hende, at han tale om at gå. Ihærdig var han i hvert fald ikke - dømte hun - men på den anden side en skør "kælling" med hukommelsestab var måske heller ikke det mest spændende at beskæftige sig med. I hvert fald ikke, hvis man ville have informationer. Hun stoppede brat fletteriet, og drejede brat hovedet imod den anden.

"Nej please gå ikke!" desperationen var tydelig i hendes stemme, og hun overraskede virkelig sig selv med det pludselige udbrud. Hun var også lige ved at række ud og gribe fat i ham, men nåede kun at række en smule ud efter ham, inden hun fik stoppet sig selv. Var hun nu for alvor blevet tosset? Hun lukkede kort øjnene og forsøgte at lyde mere rolig, da hun igen åbnede munden.

"Vil du ikke nok blive? Jeg vil så gerne vide noget om... om min fortid" bad hun med store øjne, og forsøgte at holde masken, selvom det sidste sætning hun kom ud med igen overraskede hende. I gode guder. Surprises over than all..

Dylan vidste ikke helt hvad han skulle sige, de her dage vidste han jo ikke engang hvad han skulle gøre af sig selv, livet virkede så mærkeligt og alt omkring ham virkede så forkert. Han var slet ikke vant til at leve, normalt så eksiterede han bare og lige nu følte han slet ikke at han kunne finde ud af det. Dylan tog et par skridt ned af gangen før han pludseligt hørte hendes stemme.

Dylan stoppede og kiggede rundt på hende: "Men... Du kender mig jo ikke" sagde han og kom med et lille smil, Dylan var faktisk en utrolig venlig fyr, men de sidste par hundrede år havde han slet ikke fået en chance for at udtrygge sig eller være sig selv, så Dylan følte nærmest også han selv havde glemt hvem han var.

Dylan satte sig roligt ned ved siden af hende, selvom han faktisk ikke var så fantastisk glad for at være i en kirke, mere spændede var det jo trods alt ikke: "Hvad vil du vide?" spurgte han roligt og smilede let til hende, han ville gerne fortælle hende alt han vidste, men det var jo mange mange år siden, så han var slet ikke sikker på hvor mange ting han faktisk huskede om hende, udover at de to havde været gode venner engang.

What’s DNK?:

”Jeg ved det ikke… Du siger jo, at du kender mig, og min hukommelse er jo ikke ligefrem eeeh… god…” sagde hun og skammede sig endnu en gang. Især fordi det så ud til, at de havde kendt hinanden sådan for nyligt. Ellers kunne han ikke se så ung ud vel? Eller var han også død eller sådan noget? Hun kunne ikke rigtig bestemme sig..

Ved hans spørgsmål, måtte hun tænke sig grundigt om. For hvad helt præcist ville hun gerne vide? Alt ville være et for vidt begreb, imens hun heller ikke kunne sige noget specifikt, for hun kunne jo ikke rigtig huske noget fra den gang hun levede. Hun måtte tænke sig grundigt op, hvis hun ville vide noget… Det kunne jo ske, at han misforstod hendes spørgsmål, og det ville jo være… ja mindre godt…

”Hvad er, eller rettere sagt var, DNK?” spurgte hun så, for hun huskede pludselig, at han havde snakket om det. Om at de kendte hinanden derfra, hvad det så end var for et sted. I sit stille sind krydsede hun fingre for, at det var et rart sted. Hun havde været rigeligt med ubehagelige steder efterhånden…

Dylan nikkede, men han vidste knapt hvad han skulle fortælle hvad han skulle sige til hende, han kunne jo godt huske hende, men der var også mange ting han ikke kunne fortælle hende, han kunne nok mere huske hvad de havde snakket om og hvilke forfærdelige mennesker der havde være med til at behandle dem, men sådan detaljer om hendes liv var han ikke sikker på at han huskede specielt godt.

Dylan kiggede godt i mod hende og smilede så let: "Det er en psykisk hospital i Hamburg" sagde han roligt, han var selv født og opvokset i Hamburg og var jo derfor tysker. Det var dengang hvor at der var invadering i tyskland og romanere og polakker kom og ville overtage landet.

"Vi var der sammen i næsten et år inden jeg måtte rejse" sagde Dylan roligt, han elskede sine forældre og de havde også besøgt ham et par gange imens han havde været indlagt, men alle vidste at hvis de besøgte ham for ofte så ville de blive stemplet, for alle mente jo at Dylan var sindsyg og det var jo også derfor han mistede Diana. Men hans forældre døde af pesten der kom ind over Europa og det samme gjorde Diana.

Do we know each other from a grazy-house?:

Helené slugte hvert eneste ord der kom ud af hans mund. Hun havde virkelig længtes efter at kende sin fortid kunne hun mærke nu. En lille fugle, som havde været spærret inde i hendes bryst lettede ved hans ord. Selvom det kun var få ord om hendes fortid, så var det alligevel noget.

”Men blev jeg der så, da du rejste eller..?” hun gøs ved tanken om et sindssyge hospital. Selvom han ikke havde sagt netop ”sindssyge”, så var det det hun hørte det som, tolkede det sådan. Hun sank en klump, for hun kendte allerede svaret, men håbede, at han ville sige noget andet. At være sådan et sted måtte være forfærdeligt, for hun var ikke jo ikke sindssyg, eller var hun? Havde stemmerne også været der, da hun levede?

”Også gakgak? Også gakgak før? Lille gakkede Helené!” lo de skingert og skabet. De gjorde grin med hende! Hun mumlede bittert, at de skulle holde deres kæft, men det havde de åbenbart ikke tænkt sig…

Dylan havde næsten ondt af hende, hun havde forandret sig meget siden dengang. HUn virkede langt mere forvirret og på samme måde så så hun træt ud, hun så slidt ud, som om at hun de sidste år ikke havde fundet ro, de sidste mange år, for hun måtte jo være omkring samme alder som ham. Derfor måtte hun også være et væsen, men han kunne intet blod fornemme, hvilket betød en af to ting, hun var noget han ikke kendte til, eller hun var et spørgelse.

Dylan nikkede roligt til hendes spørgsmål: "Ja" sagde han med et forsigtigt smil: "Jeg er ked af jeg efterlod dig der... Men jeg var nødt til at tage videre" sagde han og foldede roligt sine fingre i skødet.

"Jeg fortrød det mange gange, at jeg ikke tog dig med" sagde han roligt, men på den anden side så ville hun bare være endt som en af Trey's piger, hvilket måske heller ikke ville have været fantastisk, men derfor havd ehan det stadig dårligt med at hun var blevet efterladt: "Hvornår døde du eller.. Hvornår blev du forvandlet?" spurgte han roligt, stadig ikke sikker på hvad skikkelse hun var.