Terre By Night - Corinne

En ung mand forlod trappeopgangen til et lejlighedskompleks, inden han bevægede sig ud på gaderne i Terre. Det var ikke sædvanligvis, at han gik rundt så sent om aftenen, men i aften havde han lagt besøg hos Jean. En ven, der havde brug for hjælp til at flytte ind i sin nye lejlighed. Det var ikke typisk at John var den første til at springe på sådan en opgave, da han ofte havde travlt, men siden han flyttede til Terre, havde han haft al den tid, han aldrig havde haft i sin ungdom. Hvis hans far ikke slæbte ham med til det ene selskab og forretningsmiddag efter den anden, så skulle John studere eller forbedre sine evner på anden vis. Han havde aldrig til tid at slappe af. I Terre kunne han være alt det han aldrig måtte, og det var befriende for John. Endelig at være fri - og dog kunne han aldrig være helt fri, hans familie var en del af ham, som man ikke kunne flygte fra.
Tanken om at tage noget offentlig transport strejfede ham ikke. Der var ikke en lang distance til sin egen lejlighed, desuden havde han ikke noget imod mørke - eller at gå rundt i byen, for den sags skyld. Dagen i morgen startede alligevel først klokken 14 på skydebanen, så han skulle ikke stå tidligt op næste morgen.

Af udseende var han høj, bredskuldret og var i øjeblikket iført en hvid skjorte, som stod i kontrast til sin solbrune hud. Hans mørkebrune hår var lagt tilbage i en formel frisure, men efterhånden som han gik og det milde blæsevejr trak til, så frisuren mere vild og ungdommelig ud.
De grønne øjne betragtede de mørke, tomme gader. Det føltes som om der ikke var andre end ham, kun vinden, de mørke genstande, træer og veje. Han løftede blikket et kort øjeblik, blot for at bekræfte at der var mennesker til stede blandt lysene i vinduerne. Han løftede lidt op i skjorteærmet for at se på sit guldur, og undrede sig over hvor stille der var i gaderne klokken 10 om aftenen, men det måtte nok have været fordi han gik i denne del af nabolaget. Da han nærmede sig nogle smalle gader, begyndte han at høre nogle fremmede stemmer. Han var dog for langt væk til at kunne identificerer hvad der blev sagt, men umiddelbart lød det som hævede stemmer, og ikke bare en rolig samtale.

Hvis der var et tidspunkt på året som Corinne elskede mere end andre, så var det vinteren og bare den jule hygge som mennesker besluttede at have. Når mørket fald så meget hurtigere på og stod senere op, så betød det bare at hun kunne nyde den friske luft i længere tid. Selv om det meste af hendes tid som en fri kvinde i den friske luft, betød at hun skulle arbejde og om vinteren blev det bare mere arbejde. Hun havde aftalt denne aften at mødes med en af sine partner, som hun alligevel ikke stolede ret så meget på. Hun havde ligefrem brugt hele dagen på at overveje, om hun skulle tage hen til ham og lave den opgave som de havde aftalt. Hun viste at hun burde stole på sin mavefornemmelse, som fortalte hende at hun bare skulle holde sig væk. Inden hun fik tænkt særlig meget over det, stod hun allerede udenfor det store hotel som hun brugte som hjem. Hun havde taget et par lyseblå jeans på, og sine militær støvler som man ofte så hende have på, udover det havde hun en hvid sweater på som stod godt til det røde hår som hang ned af skulderne på hende. Hun havde en kniv gemt i den ene støvle, og en af sine flasker rundt omkring halsen. Hun havde aldrig været en af de kvinder som tog chancen og stolede på hvem som helst, derfor havde hun altid et eller andet våben på som kunne beskytte hende hvis der skete noget hun ikke kunne klare som vampyr.
Hun gik bare ned af den livløse gade, som ellers plejede at være fyldt med mennesker som næsten ligefrem gik ind i hinanden. Det var en anden grund til at hun elskede natten så meget, at hun kunne have den for sig selv og ikke skulle dele den med særlige mange. Hun kunne ligefrem mærke flere personer omkring hende, jo tættere hun kom på mødestedet. En del af hende sagde at hun bare skulle gå sin vej igen, da det nok ikke ville ende særlig kønt. Enten var det hende som ende med at dø, eller dem som hun bestemt fortræk. Det tog heller ikke længe før hun fik øje på den ældre herre som stod på hjørnet af to gader, i klædt i sort fra top til tå og det tilbage kammede sorte hår "endelig er du her.. jeg har ventet på det" sagde han med en hæs dyb stemme, mens han sende hende et klamt smil som de fleste nok skulle blive betalt for at falde for. Hun stoppede op nogle meter fra ham, og med løftet hage for ikke at se bange ud. Det var ikke fordi hun var bange overhovedet, døden havde aldrig været noget hun frygtede. Hun viste bare at man ikke skulle vise den eneste lille usikkerhed, når det kom til kriminalitet "jeg er her.. og bliver ikke længe" sagde hun og holde bare sit isblå blik på ham "nej vi må heller komme afsted" sagde han hurtigt efter, som bare fik hende til at ryste på hovedet "jeg gør det ikke med dig.. eller nogle anden.. jeg gør det alene" sagde hun og blottede svagt sine tænder, for at se lidt mere farlig ud. Hun havde jo ikke rigtigt andre mulighed, som en lav kvinde vampyr "du kan ikke bakke ud nu" snerrede han højt af hende, og ville nok få de fleste hjerter til at banke hurtigere at frygt. Han gik hurtigt helt hen til hende, som fik flere mænd til at hoppe ned fra de nærmeste tage "jeg gør alt alene" hviskede hun med en snerrende tone, som hun nok ikke skulle have brugt overfor ham. Hun nået ikke engang at reagere, da hun mærkede smerten fra den flade hånd som ramte hendes kind.

Han åndede ud, inden han rettede lidt på sin skjortekrave og fortsatte ned af den gade som førte tilbage til hans lejlighed. Da han nærmede sig de smallere gader, eller gyderne, kunne han for første gang skimte skikkelsen af en mand og en ung kvinde længere fremme. Gadelyset var svagt, hvilket gav gaden et mere dystert og livløst udtryk, hvorimod man inde i midtbyen ville være omringet med lys og helt sikkert også flere mennesker.
De grønne øjne søgte atter mod de to fremmede, da en af dem igen hævede stemmen. Det virkede ikke som om de havde lagt mærke til at han nærmede sig dem, men på den anden side behøvede de jo heller ikke lægge mærke til ham. Det var tydeligt, at der var nogle spændinger mellem dem. Det blev dog først rigtig tydeliggjort i hvilken grad, da manden slog kvinden. John indså han måske havde undervurderet situationen, men man måtte også indrømme, at det var en smule usædvanligt at to mennesker mødtes midt på gaden, på denne tid. Det startede nogle følelser hos John, som gjorde at han var umådelig tæt på, at løbe derhen for at slå manden ind i muren. Han mærkede hvordan hjertet pumpede hurtigere og vreden voksede i ham. Det ville være en tåbelig handling, at slå igen, så han forsøgte for vidt som muligt, at berolige sig selv. Han kendte trods alt ikke til situationen eller personerne. Han kunne dog heller ikke bare fortsætte, uden at konfrontere ham. Det kunne aldrig falde ham ind, specielt hvis manden kunne finde på, at lave flere voldshandlinger mod kvinden.

John nærmede sig langsomt parret. Han var få centimeter højere end den anden mand, hvilket kunne drage til hans fordel. Men på den anden side anede han ikke hvem denne mand var, og han kunne være hvem som helst.
Han stoppede op bag manden og rømmede sig let, inden han åbnede munden. ”Det er ikke for at afbryde jeres samtale, men jeg kunne ikke undgå at overse din manglende respekt. Jeg tvivler stærkt på at det var nødvendigt, og du burde vide bedre end at slå på piger” stemmen var kraftfuld, mandig, og bar præg af en tydelig amerikansk accent. På trods af, at han prøvede at holde vreden afdæmpet, så var den tydelig at fornemme. Forhåbentligt ville han forstå, at John ikke var manden som accepterede at man slog på kvinder, hvis ikke, så gjorde han dumt i at blive.

”Bland dig udenom, og gå din vej” stemmen var bestemt, og den følelseskolde facade, gjorde at John ikke kunne tyde nogle bange anelser. Manden gav ham et blik som fortalte John, at han var en frygtløs idiot, som burde skride igen. Hvilket i første omgang fik ham til at tro, at han var påvirket af noget, for han burde føle sig mere truet end dét. John kunne dog også tydeligt se, at han ikke havde fået noget at drikke - så det var ikke årsagen. John var kun et opkald væk fra en patruljevogn, men han ville hellere få dem til at løse problemet, fremfor at skabe flere problemer. Han havde regnet med, at manden gik, men eftersom han svarede igen, kunne han ikke forudsige hvad det næste han kunne finde på var. ”Jeg går ingen steder, før du enten forklarer dig selv eller går din vej.” han trak ikke en mine, men ventede blot på om manden enten ville gøre noget dumt, der gjorde det endnu sværere, at lade ham slippe, eller om han rent faktisk var klog nok til at lade det ligge, og spille fornuftig.

Corinne havde aldrig været en af de kvinder som havde brug for mænd i deres liv, hun havde altid kunne klare sig selv siden den nat hun blev forvandlet til vampyr. Hun havde nemlig været en af de uheldige som blev efterladt af deres skaber, også selv om hun ikke så det som en svaghed at hun havde prøvet det. De fleste var jo afhængig af deres skaber i flere år, skrøbelige som små fine smykker som man bare ikke måtte tabe på gulvet. Hun måtte bare lære at klare sig selv alt for hurtigt, og hun havde bestemt også klaret det siden hun stadig var i live.
Hendes øjne gled bare kort i, mens hendes kind dunkede svag i det. Hendes øjne gled lige så hurtigt op igen, med vrede i dem. Hun havde blot en tanke i sit hoved, og det var at slå ham ihjel så hurtigt som muligt. Hun skulle lige til at samle sin kniv op, før hun hørte stemmen fra en anden mand. Hun vende hurtigt sit blik mod manden som åbenbart valgte at blande sig, prøvede at forsvare hende for hvad? Hun havde aldrig selv set sig som en af de der skønheder i nød, og aldrig følt at hun havde brug for hjælp fra nogen som helst. Hun lukkede kort sine øjne i og tog en dyb indånding, som gav hende hurtig besked på hvad denne mand endelig var. Et af de ikke særlige kloge mennesker, som ikke kunne se hvilke væsner der faktisk levede blandt dem. Det var jo ikke fordi de fleste mennesker var så kloge som de gik rundt og troet, at de var toppen af fødekæden og ikke havde noget at frygte. Hun rystede svagt på hovedet, også selv om hans ord overraskede hende. Var han virkelig så uklog at han ville tage kampen op, og risikere at blive slået ihjel.
Han grinte blot koldt af hans ord "åh... bare rolig jeg er ikke bange for at slå dig ihjel" sagde han og vende hele sin opmærksomhed mod ham "kan smide dig i samme grav.. som hun bliver smidt hen" sagde han og pegede på Corinne, som fik hende til at hæve sit ene øjebryn "jeg skal skam ingen steder" svarede hun og greb med et hurtigt træk fat i hans hånd og bøjede et af hans fingre op, som fik en smertelyd til at komme ud af hans læber.
Han greb dog bare hurtigt fat i hendes røde hår, og træk hende ind til sig mens han træk hendes kniv op af støvlen og trykkede den blidt mod hendes hals "Rinne... jeg er ikke ligefrem dum, som din lille helt der" hviskede han og holde sit blik mod ham, mens hun let prøvede på at komme fri fra hans greb "slip mig" snerrede hun .

Det eneste John havde gjort, var at gå ind og sige han ikke synes det var okay, at manden slog på kvinden, og så ville han slå ham ihjel? Han kneb øjnene en smule sammen, over forvirringen og kunne ikke sætte en finger på, hvem han var eller hvad der kunne få ham til at sige sådan noget. Det var komplet vandvittigt. I det her øjeblik var der ikke noget han hellere ville, end at være færdig på politiakademiet, så han kunne smide ham i fængsel. John havde være fuldkommen rolig, og sagt sin mening til manden, uden nogen hensigt om at det skulle føre hertil. ”Har du lige truet mig på livet?” han hævede hånden en smule, som for at signalere han skulle slappe af. Det virkede som om, han tryglede om ballade, selvom John – til at starte med – helst ville undgå at lave et stort nummer ud af det.

Han havde ikke forventet at kvinden begyndte at udøve skade på manden. Han forstod godt hvorfor, siden han lige havde truet dem begge på livet, men han havde blot regnet med at hun var en uskyldig kvinde, der ikke ville tage kampen op mod en stærkere mand. Han nåede dog ikke at tænke videre over det, eller sige mere, før der kom en kniv på banen. Han slog hårdt op i håndleddet på manden, for at afvæbne ham, og sørgede for at gøre det den modsatte vej fra hendes hals. Han havde kun lært at afvæbne pistoler, så det medførte også at kniven gav ham en lille flænge på underarmen. Det var dog langt fra noget alvorligt. Mandens hånd gjorde formentligt lidt ondt, men nu havde John kontrollen over kniven. ”Dum, er præcis hvad du er” John greb fat i begge mandens hænder, så de til sidst var omme bag hans ryg i et politigreb. Han sørgede for at holde ham hårdt op af muren, så han havde mindst mulig chance for at flygte. Manden kunne formentlig mærke siden af knivens blad på sin arm, og ville derfor sandsynligvis ikke prøve at lave modstand, da det blot ville påføre ham mere skade.
”Gider du ringe til politiet med det samme? Sig du ringer for John Donovan.” han så tilbage på kvinden, og derefter lidt ned mod hans bukselomme, som en hentydning til at hun kunne tage hans mobil derfra. Han ville ikke for et sekund risikere at manden fik muligheden for at slippe væk, og derfor måtte han nød til at holde ham fast. Desuden holdt John stadig kniven, da han heller ikke ville risikere at lægge den væk. Han ville have givet kniven til hende, hvis det ikke lige var for det faktum, at det var hendes. Det var ikke just normalt at gå rundt med. Han bildte sig dog ind, at hun kun ville bruge den i selvforsvar og derfor var det mere acceptabelt.
Det kunne godt være det var dumt af John, at komme ind på en hård kriminel, men det havde han ikke troet til at starte med og manden var mindst ligeså dum, for han kunne i realiteten bare snakke roligt, eller gå, uden at der ville have sket ham eller nogen anden noget. Troede han virkelig at John ville lade ham dræbe hende, eller nogen anden, og stadig slippe godt fra det?