Friendship is such a Fleeting thing

Man kan ikke vinde alle sine kampe. Det lære langt de fleste  på den hårde måde. Mange lader det slå en til jorden, og finde ud af at man ikke er udødelig, og tager ved lære af det. Nogen er for tykhovedet til at lære af sine fejl, og tager præcis den samme kamp op dagen efter. De der tager sig ved lære af det, finder sig nogen gange som svagelige og opgivende. Giver helt op, at tage flere kampe i fremtiden, og gemmer sig selv væk i en beskyttende kasse. Andre bruger det de lærer, til at lære og undgå nettop de kampe man vil tabe. Og de der aldrig tager ved lære, er oftest dem der ser sig selv falde først. Om end det i krig, eller kærlighed.

Denne dag, skulle Morph lære denne lektie. Den havde lagt sig ud med de helt forkerte typer, og langt for mange af dem. Efter at have nedkæmpet to af sine modstandere, måtte han lade de resterende tre slippe med smålige skader, da han selv måtte flygte med fatale af slagsen. Havde det ikke været for det stenhårde skjold af beskyttelse, og diamant effectivitets mineraller, havde denne kamp været hans død. Og det kunne ses på ham, da han nu fløj på sin vej, igennem Di Morga's sene aftner. Hans højre vinge var svækket, og knækkefærdig, og måtte halte efter den venstres resterende, svage kræfter.  Den mandlige, menneskelige form den havde taget sig, ville have været et lig med de skader det bar, havde det ikke været for det der lå bag. En gigantisk lyst til at leve, og hans kræfters beskyttelse. Den venstre arm var blevet revet af lede, og dinglede effectivitetsløst ned af hans side som han fløj. Den sorte skjorte han havde båret, havde nu fået sig flere slemme ridser, en specielt bemærkelsesværdig, da den fremviste et dybt, fatalt sår, der løb på tværs ned af hans brystkasse. Forbandede Djævle! Det var så, så lang tid det tog for Morph, at lære og hade Djævle.

Den gennem tæskede krop, begyndte langsomt at tabe højde, og synke ned imod parkens træer og omegn. Det var ham et hæld, at det var sent på aften, og om vinteren. De fleste var hjemme i deres stuer, for at holde sig varme og tilpas. Det gjorde også, at ingen så den faldende krop, der nu fuldstændig mistede evnen til at flyve, da dens vinger forsvandt bag dens ryk. Morph var komplet stille, de par meter han måtte falde, inden hans krop kloiderede med et af parkens mange bladløse træer. Menneskekroppen fald igennem træets mere svage grene, men måtte støde imod de stærke af dem, og falde ned af dets side. Han forsøgte at gribe fat i nogen af grenene, for at sænke hans fald, men formåede kun at fange et par af dem, for at nedsætte koalitionens hastigheden med jorden, som han endelig mødte med et bump.

Lugten af det let beduggede græs, og følelsen af dets våde tekstur, var næsten velkommende for det bitre kreatur. Den havde aldrig tænkt over det, men det lugtede ufatteligt behageligt. Kunne også være grundet hoppet imellem lugten af hans eget blod, til lugten af dette græs. Morph begyndt at kæmpe sig op på sin virkende arm, og kravle imod en lille bro, der ledte over en endnu mindre bæk. Her, kunne han smide sin krop op af broens brosten, side lige ved siden af bækken, i et mørkt hjørne, og lade sig selv heale. Det ville ske, men det ville mindst tage helle natten, hvis ikke flere dage, inden han ville være ved sine fulde fem. Han brummede stille, som hans øjne lagde sig ned af den forstuede arm. Han ledte hans fungerende hånd over til sin sårede arm, og lagde den imod sit håndled. Han prustede et par gange, inden han med et ryk, et højt knæk og bølgevis af smerter, rettede armen op. Her, måtte han også grynte i en kort smerte, men holdt sig stadig stille, for ikke at trække for megen opmærksomhed omkring sig. Han lod sig langsomt falde til ro, indtil hans vejrtrækning næsten ikke kunne høres igen. Kroppen han, på nuværende tidspunkt besad, var en ung mands udseende. Ikke bygget til at modstå megen smerte, eller uddele noget af samme dur, bare en helt almindelig ung mand. Og langsomt lod han sig selv synke hen i en stille søvn, hvor kun hans vejrtrækning let kunne høres. Han sad op af broen bag ryggen, og hovedet lænt tilbage derimod. Men kort tid efter at hans sind forsvandt ind i en dyb søvn, faldt han ned på siden, og sov.

En lyd fik hende til at glide hænderne ind under huen, og hive øretelefonerne ud i ét ryg. Hurtigt slukkede hun for lyden på den forældede telefonen, som ellers havde været ifærd med at overføre en klar form for feel-musik ind i hendes øregange. Den eneste slags musik der ville kunne få hende til, at gå rundt i Di Morga efter mørkets frembrud... Den blonde elver var stoppet op i lyset fra den nærmeste lygtepæl i parken. Lyset flakkede sommetider, men om det skyldtes de paranoide energier hun sendte mod det, eller en forældet pære - vidste hun ikke. Hun havde hørt... noget...- En form for rabalder der såvel blot kunne have eksisteret i hendes fantasi, eller skyldtes en grumset indspilning af det pågældende musiknummer hun havde hørt, eller heftig aktivitet fra byen, som parken jo var placeret midt i. Cassie prøvede at overbevise sig selv om, at alle disse grunde kunne være sande og hun ikke behøvede frygte noget som blot kunne have været et produkt af hendes fantasi. Hun var vel i Di Morga af en grund, og hun nægtede at opføre sig som et offer, når hun kun sjældent havde været udsat for de allerfarligste sider af dette sted i Frankrig. Det var vel stædigheden der fik hende til at blive... Ligesåvel som det var stædigheden der fik hende udenfor denne pågældende, sene og ufattelig kolde aften. Mørket drænede hende og sendte nervøse bølger igennem hende, og alligevel var det naturen hun var bedst tilknyttet... At sidde i en lejlighed var klaustrofobisk, når først man havde taget et kig ud af vinduet, og blot overvejet hvordan den friske luft, og duften af træerne måtte være.

Der var gået et dusin sekunder, før hun beordrede sig selv til at tage sig sammen. Lidt derfra kunne hun høre bækkens rislende vand... Alle andre lyde syntes at forstumme og smelte sammen med vandets stille strøm. Af netop samme grund, så hun ingen forhindring i at gå derover... Området omkring broen var henlagt i et let mørke - kun oplyst en smule af den flakkende lygtepæl et par meter derfra... Cassie lænede sig forover så hun kunne se vandet. Eller blot se lidt af vandets funklen på grund af mørket der herskede under broen. Kortvarig erindrede hun de gamle irske fortællinger om væsner der levede i skyggerne, og som derfor kunne holde til under broer, som de 'lyse væsner' var nødsaget til at krydse. Selvfølgelig var det gamle sagn... Sikkert med dén morale, at de lyse væsner altid skulle være påpasselige med at nærme sig skygger og mørke, eller folk der besad disse i deres sjæl.

Endnu en lyd fik hende til at rykke et skridt tilbage. Det lød som om noget... knækkede? Var der nogen andre i parken på denne tid af døgnet, eller havde hun igen, formået at skræmme livet af sig selv på grund af en misledende fantasi? Det var nysgerrigeden der drev hende fremad, da hun nærmede sig mørket henne ved den anden side af broen. Efterhånden lod hun det omsluge sig, men alligevel fortsatte hun. Et lille skred ved den anden side af broen, havde nær fået hende til at snuble. Alligevel formåede hun, at afbøde sit fald, ved at ligge hænderne mod stenene, der formede broen. Hvorfor var det vådt? Så snart hun holdt sin ene hånd op foran sig, vidste hun hvad det var. Blod... Det mørke materiale stod klart mod den lyse hud - selvom hun stod indhyllet i skygger, og nu ikke kunne søge tryghed hos det flakkende lys fra lygtepælen. Hun kunne være vendt om, men alligevel trådte hun et par skridt tættere på. Snart kunne hun høre den sagte vejrtrækning. Mobilen knugede hun i hånden, da hun tændte lyset i dets skærm og holdt det op foran sig, men hun nærmede sig. Lyden af bækken havde fået hende til at overhøre det før... Der var nogen. "Hallo..?" Hendes stemme var ikke meget mere end en sagte mumlen. Hun var bange for hvad hun skulle møde, og bange for, at hun stadig var den naive pige som hun engang havde været, og derfor netop havde rodet sig selv ud i store problemer. Synet der mødte hende, fik hende til at slå en hånd op foran munden, og hun tabte telefonen, trods hun ikke formåede at høre om den ramte stenene eller gled ned i bækken.
Manden - godt en meter fra hende - var ung, og tydeligt såret. Hvis ikke det var fordi hun kunne høre den sagte lyd af hans vejrtrækning, ville hun havde formodet han var død. Det næste der skete var instinktivt... For en gangs skyld lod hun sig ikke putte skyggeklapper på og ignorere problemerne - nej, hun satte sig straks ned foran den unge mand og forsøgte at etablere kontakt med ham, ved at puffe blidt til hans skulder og bede ham om at vågne, så han kunne komme på hospitalerne... "Jeg bliver nødt til at få dig til et..-" Tydeligvis var hun i et moralsk dilemma, da hun begyndte at famle efter mobilen, så hun kunne ringe efter en ambulance. Men den var ingen stedet at finde. Hun kunne jo selv forsøge at redde ham, men han var en fremmed for hende. Han kunne være..- Hun vurderede ham med øjnene. Han så ikke farlig ud. Nærmere skrøbelig...
Mørket gjorde det desuden svært for hende, at se hans skader. Hun var ingen læge, men skaderne så omfattende nok ud, til at hun ville forsøge at heale ham, hvis konsekvenserne var at hun skulle have et dødsfald på samvittigheden. Men hun havde brug for lys... Brug for at se hans sår tydeligere end blot skimte blodet mod hans hud. Hvis der havde været lys, ville hun sikkert - endnu en gang - være blevet forfærdet over synet. Dette var ikke som nogen skader hun før havde set. Det var med sine naturlige, empatiske instinkter, at hun forsøgte at overføre lidt af sin lysenergi til ham. Den smule hun måtte have opfanget i løbet af dagen. Måske ville det formå at få ham ved fuld bevidsthed igen, selvom hun tvivlede på, at manglen på lys ville hjælpe hans skader i første omgang. Det ville kræve arbejde... Og hans villighed til samarbejde.