The price of a memory is the memory of the sorrow it brings.

Påklædning

Den kølige luft virkede forfriskende mod huden. Især når man havde spenderet det meste af dagen i en indelukket, lille lejlighed blandt gamle, støvede bøger. Hvis man trådte ind i lejligheden i Porten-havnen ville man nok blive mødt af en duft af lidt for stærk kaffe, og et lidt kaotisk syn. Alt var stadig halv-pakket ned i flyttekasser; bøger, aviser samt papir og tøj lå spredt over hver en overflade. Den unge aspara var tydeligvis ikke vant til, at stå for alt selv. Derfor virkede oprydningen uoverskuelig, og som et større projekt. Det var som om Keaton aldrig før havde overvejet hvor mange kræfter der blev lagt i, at vaske hans tøj eller lave hans mad derhjemme. Nu måtte han lære alt fra bunden. Selvom det var et stort projekt for en mand der, trods et langt liv, aldrig havde vasket tøj selv - så nød han endelig at kunne få en mulighed for at vise, at han kunne klare sig selv.

Parken var et fristed for ham. Måske fordi de grønne arealer fik ham til at føle sig hjemme. Nej, dette var ikke Skotland. Man kunne ikke se bjerge i horrisonten, eller fornemme den salte havluft som derhjemme. Di Morga var alligevel et ufattelig stort sted, og Keaton var end ikke klar over hvor meget der var på spil netop hér. Noget i ham havde draget ham derhen, da han besluttede sig for at rejse lidt sydpå. Væk fra Storbritannien. Måske var det aspara-magien der indrammede Di Morga, der havde fået ham til at blive fascineret af dette sted. Det var jo en voldsom luftforandring. De fleste talte fransk; noget han heldigvis mestrede på grund af hjemmeundervisningen. Alligevel savnede han den skotske dialekt, eller bare det engelske sprog. I ny og næ fik han lyst til at tage hjem, men han vidste at familien ikke ville tage godt imod ham nu hvor han havde forladt dem. Han stod virkelig på egne ben.

En avis var i hans hænder, da han vandrede rundt i parken. Selvom han syntes at kunne tale og forstå fransk forholdsvist godt, var det stadig svært for ham, at forstå visse tegn. Han lod øjnene glide over overskrifterne. Lod nyhederne køre lidt gennem hovedet. Når man havde levet så længe, var det fascinerende at se tiderne skifte. Nogle nyheder mindede ufattelig meget om nogen han havde mødt i sin læsning før; nogen der kunne vise sig at være vigtigere end aviserne til at starte med, bedømte dem til at være.
Den unge aspara foldede snart avisen sammen, og stak den ind under armen. Øjnene lod han strejfe blidt gennem området. Søgende.... Hvad han søgte efter, var en anden sag. Der manglede vel bare altid noget til at udfylde de tomrum i ham, som altid opstod når han ikke havde noget at foretage sig. Selvfølgelig kunne man gå og betragte naturen, men Keaton fandt det ikke nær så interessant; noget der måske virkede atypisk for en race, som var så tilknyttet til det. Men selvom man levede for evigt, følte Keaton at han spildte sin tid, hvis han bare sad og ventede på, at årstiderne skiftede og han kunne følge med i udviklingen. Der var for meget man kunne gøre. Og nu var han et nyt sted. Et sted som måske tilbød nye muligheder for hans nysgerrige væsen.
Der var en bænk i nærheden. Der han plejede at sidde, når han bare havde lyst til at tænke og slappe af. Men da han drejede hen på stien, så han en skikkelse der. En ung kvinde. Der var noget ved hende der virkede roligt og saligt. Han fulgte stien, og nærmede sig derved.