at the mountains of madness(Akumu=Privat)

Tid :: Midnat ^^

Sted :: Bjergene og dalen(frodig skov og nærtlæggende tempel(Ondskabens tempel)

vejr :: Smuk klar måne, der oplyser de halv varme, blanke
næsten spejlagtige bjergsten, hvor sneen forlængst er forsvundet
og skovene er frodige nede i dalen.

Dato :: irl

Udseende :: Som billedet, Kajika har pjusket lange strittende katte øre(blonde som håret)
Hale som en kat(blonde som håret) med en hvid sløjfe på.
og hvide stramme shorts og en hvid tæt siddende top, der viser hendes mave.
og dolken(på billedet) der hænger op af låret i sin læder skede.


Kajika gik stille på bjerg stien, bare for at kunne udforske dette vidunderlige terran og mærke den dejliget kølende brise der fik de 26,gr´s varme til at virke som 18 gr,s varme. hun smilte i det hun stille stod lidt oppe på bjerget og så ned mod den smukke grønne smukke dal der stille så frodig og fristende ud at gennem søge og blot være der og se om dette onskabens tempel virkelig fandtes med den hellige bog eller smykke af ondskab og kræfter der var enorme.

Hun bevægede sig længere ned af bakken og mærkede støvet fra stenene der rullede ved hendes side op af lårene, og ikke nok med det så var der os dette lette lag af støv. Det følgede hende så da hun trak vejret igennem hendes næse gøs hun helt, og nøs stille"Athuuuue!" hun roede lidt i sit hår og sagde"årh!... man det støv gener" hun hoppede stille ned de sidste 2 meter og så rundt på begyndelsen af den smukke skov og sagde"Wauw!! hvor vidunderligt.... hvor er det dog dejligt endelig at være Nær Di morga igen.. hjemme endelig hjemme i dette smukke land, dets smukke landskaber og fyldt med blide væsner"

Akumu som længe havde bevæget sig rundt i den frodige skov, var nu stoppet op under et træ, og stod lænet op ad dens tykke stamme. Hans høje slanke figur var iført en sort lang frakke, og hans sorte halvlange hår, dækkede delvist hans mørke øjne. Hans fintfølende hørelse opfangede en stemme ikke frygtelig langt fra ham... og hvis han ikke gættede meget forkert, ville stemmens ejermand snart vise sig for ham, på stien under ham. Han lagde armene over kors og lod et skævt og svagt skummelt smil glide ind over hans læber. *endelig sker der noget* tænkte han dystert og gav sig tålmodigt til at vente på, at den nyankommende skikkelse skulle vise sig for ham. Han selv stod skjult under træets krone og lange grene med det uendelig antal af blade. Vinden susede let i træerne og bar deres hæse stemmer med sig, som svagt hviskede til ham i vinden. Den lette brise fangede hans elegante hår og lod det bølge i sit usynlige hav.

kajika gik med varsomme skridt mod den frodige dal, og kom til de første træer der kronede sig højt op blandt de små der knap nok kunne få noget sollys når det endelig ville blive højlys dag, det undrede hende de ikke var døde i nu af mangel på lys og regn vand. Hun betrådte den bløde tørre sti der stille blev lettere fugtig jo længere hun gik ind, og hendes lange smalle fingre kørte blidt over stammen som ville hun kærtegne dem som en bar mandekrop, mens hun spejdede rundt med flakkende øjne der stille glimtede af fugtigheden der fyldte hendes øjne med vand som tåre der stille snart ville trille som perler ned af de markerede kindben der stille fik hendes ansigt til at se lettere elegant og kongeligt ud. Hun betragtede mørket og kunne se små blålige skær på den mørke sti fra den hvidkolde farvede måne der strakte sig over himlens stjerner og mørkeblå himmel sjal. *hvor er her dog stille igen fugle at høre? selv om det nat, ingen ugler, ingen små kragl... det virker virkelig urealistisk* den dårlige fornemmelse i maven blussede hurtigt op næsten som opkast og sanserne gik i panik... der var en stank... eller nærmere duft... af en vampyr!...

Akumus perfekte nattesyn fastlåste sig straks på skikkelsen som stille og roligt - rettere sagt intet anende - kom gående hen ad stien under ham. Det var let at gætte hvad for én hun var, og et let dystert smil gled ind over Akumus fintformede læber. Han stod med ryggen let lænet op ad træets ru bark, som let rev i hans frakke, som stod han op ad sandpapir. Vinden lagde sig atter og straks holdt træernes sørgmodige hvisken op. Alt lå stille hen. Månens blege lys var det eneste som oplyste den mørklagte skov. Som havde et sort tæppe lagt sig over skoven og indhyllet det i mørke. Kun mørken gav et svagt håb ved dens yndige og dog en smule uhyggelige skær. Akumus mørke og gådefulde øjne hvilede roligt på pigen som nu var standset op og sandsynligvis havde bemærket hans eksistens. Han knibede let øjnene i, da han udtrykte et svagt smil. Han betragtede hende roligt og tålmodigt. dog med en vis magt - som når et rovdyr betragter sit bytte.

kajika åbnede stille munden med blid mellem rum mellem underlæbe og overlæbe mens hun betragtede hendes nye omgivelser og lukkede øjnene let, mens hendes katte øre fik frit spil til at vibrer over hovedet spejdende efter den mindste lyd, hun havde jo en hørelse som en kat, og i det hun hørte vinden stoppe blev hun bange, nu kunne hun ikke mere høre nogen lyde og konstateret"Vampyr..." hun begyndte stille at jogge hen af stien mens hendes fødder blev let løftet over den fugtige jord, og mærkede hvordan det blev mere gyser agtigt og måtte erkende at hun ikke havde en chance mod en vampyr vis det var rigtigt det hendes sanser havde opfanget. Hun begyndte at sætte tempoet i et højre gear, mens hun trak vejret lettere panisk og undgik at se sig tilbage for ikke at falde over en knakket rodstup der måske ville bramse hende og ende som næste middag for dette gådefulde væsen der holdte øje med hende. Denne! tilstede værelse gjorde hende usikker og utilpas, hun kunne mærke øjnene som stod han og åndede hende i nakken...

Akumu's smil bredte sig yderligere som panikken viste sig i hendes ansigt. Det var tydeligt hans eksistens skræmte hende og han kunne nærmest mærke hendes rædsel på denne afstand. Han fandt det nu ret fascinerende... frygt. Hans årvågne øjne var fæstnet på hende og betragtede hende roligt skynde sig bort. Hans blik borede sig ned i hendes skulderblade, og kildede hende let, som gav hendes adrenalin et ekstra skub. Han overvejede let situationen, og valgte dog til sidst at more sig lidt. I et split sekund bevægede han sig fra steder under træet, til stien som hun løb på. Han stod som en sort skygge et godt stykke foran hende. urokkelig som et bjerg og sort som nattehimlen. Hans sorte frakke lå tæt om ham og hans mørke hår sad som malet på ham, skjulte delvist de gådefulde øjne. Han så op og lod sit kolde blik hvile på hende. "Godaften Mademoiselle.." hilste han med sin kølige, blide og magtfulde stemme. Den søgte imod hende, omfavnede hende og holdt hende i sit usynlige greb. Han smilte sit skæve, mystiske og let uhyggelige smil.

kajika stoppede panisk og faldt bagover, fordi hun netop løb så hurtigt så da hun endelig fik holdt på sin krop. Kajika betragtede fyren foran hende og mærkede det klamme kolde tag han havde i hendes krop, hun mærkede hvordan det var som om han nærmest rørte hende over alt holdte hende med selveste øjnene kun og hans stemme var så utrolig smuk og velformulerede mens hun blot lå der helt kaotisk og kunne betragtede sig selv som lettere uviden om denne person der så let holdte hende tilbage blot ved at kigge på hende med et lettere gådefuldt blik og aura af mysterium... over sig.. Hun rejste sig let op i det hun betragtede Akumu og sagde"Godaften til dig Mesiour" hun rødmede let og rakte sin hånd som tegn på venlighed og sagde"mit navn er Kajika, Kajika Dé volkan" hun lod blidt frygten bide i sig igen da hun mærkede hendes bløde hår stryge mod hendes ryg og stille så månens blålig skær lyse stien op og sagde"hvad... om jeg må spørge laver du så langt fra byen og selveste alle menneskerne hvor der er føde" hun tænkte slet ikke på hun selv var føde og tog sig hurtigt til halen og tænkte*Pinligt.... han kan se min hale og øre*

//svarer ved næste login ;]//

Akumu undlod et svagt frydende smil over hendes befippenhed ved hans usyndlige greb om hende. Det morede ham på sin hvis at se hende sådan, men det var kun i få sekunder. Derefter forsvandt hans smil, som havde det aldrig eksisteret. der var intet spor over hans velformede læber. Hans specifikke mørke blik så hende an med en hvis ligegyldighed... dog var det stadig indgående. Hans læber spændtes svagt i et høfligt smil. dog nåede det ikke op til hans øjne... det gjorde de aldrig. hans såkaldte smil. "sikke høfligt af dem" svarede han og lod blidt sine fingerspidser mødes med hendes og greb gallant hendes hånd og drejede den bestemt med mildt. Hun var varm og hans selv sendte sikkert isnende kulde op igennem hendes hånd. Hans silkebløde hvide hud var som perfekt på hans lange ellegante fingre som var fastlåst i et greb om hendes hånd. "Jeg håber ikke de slog dem?" lød hans dybe stemme som blødt indhyllede hende i et tryllebindende usynligt og magtfuld bånd. Han bøjede sig let ned og placerede et ømt men blødt og uskyldigt kys mod hendes håndryg. Et grumt og halvt skummelt smil viste sig i et kort øjeblik på hans læber, men forsvandt i det samme som han rettede sig op og slap hendes hånd. Det måtte være en lettelse for hende, at slippe for hans kulde og hans gennemtrængende berørelse, som nærmest løb igennem hende og nu kendte hende udenad. "Hvilken fornøjelse sådan at støde på dem i nattens ellers skræmmende mulm og mørke, Miss Kajika.." lød hans dystre svar. Han skjulte men velmærkede blik hvilede konstant på hende. veg ikke ét split sekund fra hende. Han kunne ikke undlade at knibe øjnene let sammen ved hende ord og stirre en smule på hende. hans blik virkede hårdt og ondt, lige indtil endnu et smil undlod hans læber... dog venligt... men med et lumsk bagtanke "Jeg er hér for at nyde stilheden og skovens ro..." Han holdt en kort pause og så på hende. smilet voksede blot på hans læber "Ingen føde siger de?... jeg er netop stødt på dem" svarede han og sendte kuldegysninger igennem hendes krop og helt ind i hendes sjæl. Et svagt sadistisk smil prægede hans læber og denne gang glødede hans øjne medvirket af det. Det morede ham... hjælpeløshed. Specielt i hendes uskyldige øjne..

Kajika så lettere undrende på Akumu og roede sig let i håret i det hun skar en let grimasse over det smukke markerede ansigt, og vidste ikke inden i om hun skulle føle ubehag ved hans pludselig selvskab eller lettere tryghed, hun vidste bare der var noget ikke særlig betrykkende om hans aura. hun gik få skridt bagud men det var som om hendes fødder var sunkede i jorden og ikke kunne komme op igen, hendes hjerte begyndte at hamre der ud af som var adrenalinen begyndt at sætte ind i hele hendes krop som ville der ske noget forfærdeligt!! snart.... Kajika rødmede let over de markerede kindben i det hun tog sig til kinden med den frie hånd og så uskyldigt på ham som havde han krinket hende eller lige set hende nøgen, hun så på sin hånd og mærkede de bløde læber der var kolde som var det en isterning der havde kysset hendes hånd, eller hans egen hånd der var som en døds... *han virker så galant og gentleman agtig men der er dog noget råddent ved ham det jeg sikker på ellers os er jeg bare for over paranoid!... hmmm uanset hvad så håber jeg at det bare er mig der tager faren for hurtigt .... frem uden der egenlig er noget..* kajika smilte og sagde"jamen det lyder vel forfriskende og sundt sådan at tilbringe en dag her alene og hva??" hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn i det hun hørte det.... netop stødt på dem!!

Kajika stivnede inden i og stod bare der helt stiv med armene nede af kroppen og så på ham med tomme uskyldige øjne i det hun vendte sig panisk om og begyndte at løbe for livet igennem de mange grene, hvor Vampyr havde sværest ved at bruge sin hurtige fart, så vis han skulle forfølge hende ovenligt uden at miste hende burde han vel løbe nogen lunde normalt, Kajika var fleksibel og fik sig let kringlet mellem de tykke og tynde grene mens hendes hjerte hamrede og hendes åndedræt brustede som en hest... hun hev efter vejret senere hen, helt yndefuldt og som havde hun corsage på, hun så sig over skuldren i det hun mærkede en gren rive i hendes skuldre og rive et smukt langt sår over hendes hals, mens tshirten blev revet i smukke stykker... hun gav et skrig fra sig så fuglene der var i skoven lettede, mens kajika ramte den kolde skovbund med et blidt bong.....lyd

Akumu betragtede hendes voksende udtryk. De fascinerede ham på sin vis. hvordan de fra ét pludseligt ændredes til et helt andet. hvordan hendes generte udtryk hurtigt blev til forfærdet over hans lille spøg. hun morede ham. Hans smil var som fastlåst over hans læber, og han anede straks at hun ville flygte "hvor skal de hen, prinsesse?" spurgte hans gribende stemme som straks smøg sig om hende. "Jeg gør dem ikke noget" Sagde han og straks forsvandt hans smil en smule ind. "De gør klogt i ikke at flygte" sagde han lavmælt og fattet. Der var en hvis alvor i hans stemme denne gang og hans usyndlige greb om hende trak sig væk. Han nægtede at holde fast på noget som helst panisk. Som hun vente sig om og febrilsk begyndte at løbe jog vinden efter hende, som et ekstra skub til hendes flugt. Vinden hviskede svagt i hendes ører. Han selv forsvandt fra stedet.
Ekkoet fra fuglenes og hendes eget skrig blandedes og fór igennem skoven... lød underligt skræmmende og uhyggeligt advarende. Alt levende i skoven ville straks søge tilflugt. Efter ekkoet langsomt begav sig videre og forsvandt fra området, lå skoven stille hen. Kun vindens hæse hvisken, og træernes ubehagelige knirken var det eneste som kunne høres. og så Kajika's vejrtrækning. Den var tydelig for ham... Og den gennemtrængende duft fra hendes indbydende blod. En mørk skygge rejste sig foran hende. Han stod lænet op ad et træ med korslagte arme. Han slog svage klik med tungen og smilte derefter svagt "hvad sagde jeg til dem?" Spurgte han og betragtede hendes krop ligge dér. tøjet var revet i tu og det samme var noget af hendes hud. "nu kom de jo til skade" lød det underligt bekymrende fra ham. Han trådte nærmere "Skal jeg se nærmere på deres skader?" spurgte han og smilte bredt. Han elskede den her lille leg.

Kajika rejste sig op men gik så ned i knæ, da hun sad der med bene spredt og sad på de sårede knæ og tog sig til det ene ben da hun skubbede det frem for sig og pib stille en lille klagende tone i det hun lukkede det ene øje og så væk fra ham et kort sekundt helt panisk og tænkte*argh... mit ben jeg tror, jeg, Det må være da jeg sådan faldt mod jorden jeg må ha vreddet om på den uden at vide det??! arghh..... auv det gør så ondt og han virker så rolig og .... nej ! jeg vil ikke fanges af ham, han har et eller andet i den måde han taler og er!* kajika så stille op mod ham og så på sit itu revne tøj og sagde med lidt ømme læber efter biden i dem da hun sådan sprang af sted som et såret dyr"Jeg... det??.. nej det skal du ikke jeg tror ikke på det du siger og jeg... jeg ingen prinsesse" hun rødmede let fordi det kaldte alle hende nærmest, en uskyldig lille prinsesse en hvid engel eller en gudinde ... hun sukkede let og prøvede at støtte sig op af nogen grene nær sig og fik sig endelig rejst op i en ovenlig position i det hun vaklede stille bagud og strøg sin hånd over de smukke ømme læber der stille blev sensuelt fugtede med den jordbær røde tunge og de baby blå dådyr øjne betragtede ham med inderlig frygt over hvad hans næste træk mund var... hun måtte handle hurtigt vis han prøvede på noget... kajikas hud forvandlede sig stille nærmest sølv grå blev den i det hendes sikkerheds evne satte ind, men den var dog ikke helt sikker, hun ville ikke kunne blive skåret i eller blidt i nu, hendes hud var blød som smør men dog uigennem trængelig som titanium.. hun så på ham og sagde"Hvorfor burde jeg ikke løbe fra dig når du fremstår så farligt overfor mig og nærmest tvinger min krop fast...." et bekymret blik flakkede over hendes smukke ansigt og den alvorlig mine der hang over de fyldige bløde læber i det hun smilte let og hendes hale svingede fra side til side mens ørene vibrerede..

Akumu's blik var fæstnet på hende. Han stod fattet og roligt, lænede skulderne op ad træet og betragtede hende. Det var som om skyggerne omfavnede ham... prøvede nærmest på at skjule ham i deres tætte mørke. "det må de selv om du gør eller ej" svarede han med en hvis ligegyldighed som han trak svagt på den ene skulder. Hans blik bevægede sig søgende op ad hendes krop og studerede de synlige skader. "Synes de ikke at de skulle passe en smule mere på?..." spurgte han og trådte frem og tog et par skridt nærmere. stoppede så, for ikke at gøre hende mere urolig "og for dén sags skyld, se dem for?" spurgte han og sendte hende en let antydning af et drilsk smil over hendes uskyldige klodsedhed. Han lyttede til hendes nærmest anklagende spørgsmål og kunne et undlade et svagt grin. "Farlig?.." gentog han og hævede svagt øjenbrynene. det var vel nok sandt at han kunne være dét. men kun hvis han tillod sig selv det, og dette var ikke tilfældet. Han vendte svagt siden til, i retningen af den svage vind som let tog fat i ham. Den legede med hans mørke hår, som adlydende bølgede svagt mellem dens usynlige fingre. Hans sorte frakke adlød også og blafrede svagt, men lydløst i vindens favntag "Jeg undskylder allerhøjest for dén opfattelse af mig, da det bestemt ikke var min mening at virke faretruende og tvingende over for dem" svarede han formelt og drejede svagt hoved for at kunne se på hende. Hans gådefulde og delvist skjulte øjne mødte hendes. "Hvis der er noget som helst de skal bekymre dem om, er det deres skader" svarede han toneløst og så udtryksforladt på hende. Man kunne tydeligt mærke alvoren blandt ham.

Kajika sank blidt ned i knæ og rødmede flovt i det hun måtte anerkende hun havde taget fejl af Akumu og sagde med en lille pivende stemme i mens hun stille trak sig selv i at lyde lidt ynkelig og undskyldende i sin tone da hun åbnede munden og der kom en smuk engle stemme frem over de lyse rosa røde læber der blidt lod sig slikke fugtige af hendes smukke ikke for lange tunge"Det.... det må du virkelig undskylde ... jeg lod mig vist gribe for hurtigt af paniken og jeg,?? det,?? disse sår årh det gør intet jeg kan bare hele dem og så de væk på nul komma 5??" hun grinte lidt og rejste sig så vaklende op mens hun fandt et træ at stå op og betragtede ham da han vendte siden til og mærkede sit eget hår flagre bagved ryggen blidt og bølgende som et flag eller sjal nærmere i den dejlige sommer vind der stille spredte luften af blomster og blod i dette fantastiske aften møde. Hun lod blidt fingerne køre blidt hen af armene som kærtegnede hun sig selv i det hun mærkede det åbne blødende sår og lod blidt lyset fra fingerne omhylde det som vis man lyste på det og langsomt lukkede det sig af det magiske, magi engle lys. hun så på Akumu med et smil og strøg blidt en hårlok til side da vinden havde lagt sig og stoppede med sin liflige lej.