Shit happends.

Tiden :: 05.22
Stedet :: Åbenbart et sløset motelværelse i Logenment området.


Lidt efter lidt begyndte det blinkende lys fra computerskærmen at irritere hans sovende tilstand lidt for meget. Blændede hans indre syn op til flere gang, indtil han endelig begyndte at komme tilbage til virkeligheden. Hans øjenlåg sitrede. Afslørede hvordan hans hjerne igen var startet ordentligt op efter at have været i dvale de sidste par timer. Han kom med et par smaskende lyde, inden han endelig fik åbnet sine øjne op igen. Han blev dog tvunget til igen at lukke dem i. Lyset fra skærmen virkede ulideligt skarpt for hans sarte syn. Han blev ved med at misse lidt med øjnene, indtil han forsigtigt fik bevæget lidt mere på sig. Hans ryg var utrolig øm, efter som han havde ligget bøjen hen over tastaturet. Og det gav et par knækkende lyde fra sig, da han langsomt rettede sig ud igen. Han selv kom med flere klagende lyde. Og det forsatte blot, da hovedpinden rigtig trådte i kraftigt.
”Aargh… Fuck..” mumlede han med en vis mængde af irritation i stemmen, der i forvejen var overraskende hæs. Som havde han siddet og råbt højt hele natten. Han førte langsomt en hånd op til sin pande. Han nød virkelig køligheden fra fingrene. Det var sådan en skøn følelse på en eller anden måde. Som sad han og kogte. Udmattet og øm lænede han sig helt tilbage imod kontorstolens ryglæn. Den skærende lyd fra gamle hængsler skarp sig igennem hans ører, og fik ham til at lave en grimmase der indikerede direkte smerte. Alle lyde var blevet forhøjet. Hvad fanden havde han lavet? Han huskede intet. Det føltes som de værste tømmermænd nogensinde, men han havde ikke indtaget nogen form for alkohol, siden han var ankommet til Di Morga. Hvorfor, vidste han faktisk ikke. Han lænede sit hoved helt tilbage og begyndte forsigtigt at massere sine tindinger. Et suk gled hen over hans læber og igen tillod han sig lige at nyde det. Eftersom han bevægede sin kæbe en smule, kunne han fornemme ubehagelighederne omkring hans ene side af sit ansigt. Og automatisk gled hans hånd ned imod det. Han burde have forventet det. Og han virkede ikke chokkeret over at kunne mærke diverse afmærkninger fra tastaturet. Kaveret ind i hans ansigt. Han var trods alt faldet i søvn med det som hovedpude. Hvor dum kunne han lige være? Han havde ikke gjort det siden 10. klasse.

David havde en umådelig kvalme. Ikke sådan at han skulle kaste op, men han var utrolig svimmel. Hans mave var helt tom og rumlede beklagende. Hans hoved var ørt. Hans krop var stiv. Og det blev ikke meget bedre, da han langsomt prøvede at komme på benene igen. Med hånden støttet imod bordet, hvor computeren var blevet placeret, nåede han kun lige at rejse sig lidt, inden han væltede et par tomme dåser ned på gulvet. Med et dovent blik søgte han imod dem. Men til hans forskrækkelse, var det ikke blot energidrikke. Det var øldåser. Tømte øldåser. Hvor mange var der lige? Han vågnede endelig lidt mere op. Brillerne blev skubbet ordentligt op på næseryggen, hvor efter han med panik i sindet, så sig omkring i det lille lokale. Det var mørkt, men han fik da øje på en anden skikkelse. Oplyst af en anden computerskærm. Hvad fanden? Han kom hurtigt ned at sidde på sin stol igen. Så imod sin egen skærm. Og med lidt tøven trykkede han væk fra Word dokumentet, der var fyldt ud med en masse K’er.
Hans hjerte begyndte at hamre af sted ved synet. Det kunne da ikke passe. Han stirrede på det, der poppede op på hans skærm. Det lignede mest af alt flere timers hacking arbejde. For fulddrøn. Han havde svært ved at tage blikket fra det. Det var sjusket. Utrolig sjusket. Aldrig nogensinde, ville han kunne tilgive sig selv for det sjusk. Aldrig havde han lavet så meget af det.
Med ét blev han trukket ud af trancen. En brutal banken opstod på døren, der førte ind til lokalet. Håndtaget blev rykket i. Men blev blokeret af både en stabil stol og en stabil lås. Hvad havde han haft gang i? Han stirrede imod døren. Og så hen imod det andet individ. Uden at lytte til de vrede ord fra den anden side af døren, rejste David sig atter op. Tog hurtigt skridtene hen til den anden i rummet. Og uden at tøve greb han fat i sin tydeligvis partner in crime og kastede ham imod gulvet.

”Hvad fanden har du fået mig til!?” Han råbte ikke. Han holdt sin stemme lav. Men hans tone var hårdt som stål. Og vreden kunne nemt høres. Hans brune øjne lynede, og han lod sig kort se over skulderne imod døren, der stadig blev hamret løs på. Men han vendte hurtigt tilbage til den anden. En ung mand. Han vidste godt, det nok ikke alt var hans skyld. Dog var det lige det nemmeste for David at gøre i stadiet af forvirrelse og frustration.

Et stede ude i mørket, et sted han virkede meget langt fra, hamrede et eller andet. Var det en dør? Eller måske bare et vindue der hamrede i ? det synes at bringe ham lidt tilbage, men ikke nok til at han var ved bevidsthed. Ude i mørket drømte han noget.. Noget med ... blod.. der flød imellem hænderne på ham og forsvandt.

En kraftig bevægelse fik grunden under ham til at forsvinde, og før han vidste af det lå han på gulvet med et bump, og tog sig forvirret til hovedet.
"Undskyld boss, jeg sover aldrig på jobbet igen" mumlede han fraværende. Stadig kun halvt ved bevidsthed. En skarp dunken i hans hans hoved fik ham til at stønne lavmælt, og han gnubbede ømt sit hoved. Hans øjne var stadig lukkede, og det føltes som om hele verden snurrede rundt på en ubehagelig måde. Han kendte denne følelse. Alt alt for godt, men det havde nu været længe siden han havde haft tømmermænd. Hvorfor havde han det? Han drak jo ikke?

Langsomt, meget langsomt, blev de lyseblå søvnige øjne åbnet. Der var mørkt, og først kneb det at se. Han blev liggende hvor han var, for det føltes som om at han ikke ville kunne holde balancen hvis han prøvede at komme op. Ved siden af lyste en bærbar computer op, og oplyste halvdelen af rummet. Over ham stod en anden skikkelse, som så mærkelig bekendt ud. Han kunne ikke kende noget omkring ham, og kørte en hånd igennem sit hår, for at få det væk fra ansigtet, så han bedre kunne se den anden person. En ung fyr.
"Har du... bedøvet mig?" Mumlede han surt, og gjorde et heltemodigt, men dog vakkelvårent forsøg på at komme op og sidde. Det måtte være den eneste forklaring. Han drak jo ikke. Og alligevel virkede hans egen ånde underligt spritet. Ved et nærmere kig omkring fandt hans øjne mange øldåser, og endda en flaske næsten tømt rom ved siden af den computer han havde siddet ved. Ved hjælp fra stolen kom han helt op, og opdagede at det var hans egen computer.
"Hvor er vi? Hvad har jeg lavet?" kvækkede han med en øm og hæs stemme. Han huskede absolut intet.

Han tog sig til hovedet igen. Det føltes tungt og mørt.
En brutal banken lød igen, og han næsten for sammen. Et blik på døren der var godt barrikeret gav ham en dårlig fornemmelse, der føltes som om han skulle kaste op, men det gjorde han ikke.
På den stadig åbne computer flimrede en masse tal på skærmen. Det var hans bankkonto. der var grønne tal der for i hvert fald en halv million.
"Dude..." mumlede han så, og betragtede med en bange anelse den anden fyr "jeg tror vi har problemer"
Han vidste udmærket selv, at den tilstand han åbenbart havde været i igår ikke ville kunne dække hacker-spor for en halv million.

En høj og brutal stemme hamrede igennem væggen med trusler om død og ødelæggelse.
Gordon sank en klump. Hvordan havnede han lige her?

”Ja. Selvfølgelig! Jeg hældte en smule bedøvende pulver ned i sin drink mens jeg hviskede sensuelt i dit øre.” Sarkasmen dryppede nærmest fra hans stemme. Og han lød stadig ikke det mindste begejstret for at blive beskyldt for noget så lamt. Han forholdte sig rimelig dobbeltmoralsk i øjeblikket. Men så igen. Han forstod heller ingenting. Og han gik tydeligt mere i panik en ham. Han virkede næsten helt rolig i situationen. Som var han hjernedød eller noget. Eller måske endda stadig påvirket af alt det junk, de åbenbart havde indtaget i løbet af deres nat af idiotiske oplevelser. Han tog så til sidst endelig blikket fra sin nye ’partner in crime’ med et klart vris. Samtidig med at han fjernede sig helt fra hende. Drejede fornærmet omkring og tog et par skridt væk fra den anden person i rummet.

Den brutale banken der blev gentaget tog stadig en kraftig reaktion på ham. Hans hjerte sprang over et slag og nervøsiteten voksede i ham. Hans brune øjne blev hurtigt rettet imod døren. Han forventede vel at den ville blive sparket ind. Hvert øjeblik det skulle være. ”Fuck..!” mumlede han mens hans hænder røg op i hans hår på sin. Han masserede desperat hovedbunden som forventede han at det ville virke. At det ville berolige ham lidt. Og få ham til at tænke lidt mere klart i den her røv utilpasse sitaution. Og den her anden dude gjorde ikke ligefrem det hele meget bedre. Langt fra.
”Nej tror du virkelig!” David tog sig lidt tid af til at se sig over skulderen imod ham. I hans øjne lignede han en der var tæt på at tude. Men det var nok bare ønsketænkning. For så kunne han  have mere at være irriteret over omkring ham. Med ét så han dog væk igen. Blot for at gribe ud efter den nærmeste stol, inden han trampede de få skridt hen imod døren. Med en smule besvær fik han sat stolen i lås og stoppet den konstante trykken omkring håndtaget. Hvilket blot gjorde gerningsmændene på den anden side mere aggressive og begyndte at direkte slå imod døren. ”Shit!” Hurtigt drejede han omkring. Kom hen til sin egen computer. Han fik det igen dårligt bare at se på det sjusk. Og med et par tryk på tastaturet vil han lukket det hele ned, hvor efter han næsten hamrede laptoppen sammen, inden han endelig så tilbage imod den anden engel. Han virkede for uskyldig til at være meget andet.

”Okay. I have no idea what actually happened last night. Mit hoved spiller gongong og der står et par gorillaere og laver parringsdans udenfor.” Han rettede lidt på sine briller og man kunne se hvordan han tænkte som det knagede på den måde han bed sig selv i kinderne. Han begyndte at se sig omkring. Panisk efter en udvej. For hovedindgangen havde han selv lige blokeret af. ”Vinduet! Jeg er ligeglad om vi er på fucking tredje sal.” Denne anden unge mand var ikke den eneste der ikke sidste hvor de var. Vinduet var stadig dækket til. Så om det var lyst eller mørkt udenfor, var han ikke sikker på. Men vinduet virkede til at være deres eneste udvej i øjeblikket.