In the dark - Josh K.

Tid: 03:31
Sted: på gaden hvor diskoteket i Terre ligger
Omgivelser: fulde folk lige ude foran diskoteket, men gaden bliver mere og mere mennesketom, i takt med at Gem går op ad gaden, på vej hjem.
Vejr: det er en vintermorgen (03:31, right?), der er frost på bilerne langs gaden, så en vinduesskraber er nødvendig. Det er overskyet, og det sner lige så fint, så man kan se snefnuggene glimte i gadelampernes skærm.
Påklædning: sort kort læderjakke, sort skjorte, stramme sorte jeans, og sorte høje Dr. Martens boots.

Kulden praler af på Gem idet hun træder ud fra diskoteket. Hun hører folk bag hende råbe ad hende, idet hun går ud gennem indgangen til diskoteket, som stod der ingen mennesker i vejen for hende. Hun havde ikke mærket menneskene, bare gået.
Gadelamperne lyser alting op i det hun træder udenfor – de der endnu står i kø på at komme ind, fylder luften med larm og deres ånder, der forsvinder i skæret af gadelamperne. Her er lyst – i modsætningen til den mørke lyssætning på diskoteket. Hun knækker håndledende, og strækker armene; mange drinks var blevet lavet denne nat, og mange slag over fingrene var blevet givet til folk der var lidt for hurtige med at få fat i ’deres’ drinks.
Sneen under Gems støvler, idet hun sætter ruten mod havnen, mod sin husbåd, hvor hun endelig kan få lov til at få sin stilhed – og forsikringen for, at hun ikke behøver at være anspændt længere – blandt menneskene, deres puls, lyden af deres hjerter, deres halspulsårer der beder hende om at sætte tænderne i dem… Gem rømmer sig, og fortsætter i en anelse hurtigere fart ned ad gaden. I takt med at hun kommer længere og længere væk fra diskoteket, tømmes der ud i menneskemængden, og den pistol hun følte hun havde for panden af bare adrenalin, forsvinder. Hun lader sig selv ånde ud i den kolde luft, selvom det ikke er nødvendigt. Men endnu en gang ligger det stadig til vane for hende at trække vejret. Menneskeheden sad stadig lidt i hende – og det skræmte hende. Hendes personlighed var tydeligvis stadig delt; og hun havde svært ved at styre sin tørst i ny og næ… eller.. det kunne hun komme til. Der står nu færre og færre biler langs gaden, og ved den sidste stopper hun op, og begynder at tegne på ruden i frosten. Hun tegner et venligt ansigt. Med næse, mund, ører og langt fladt hår langs hendes tindinger. Før hun ved af det, ser hun ansigtet have høje kindben, skarp profil, perfektformet mund, og håret er ikke længere fladt langs tindingerne – de bruser og raser om hendes ansigt, og pandehåret leger foran hendes øjne. Hun hører sig selv hvæse og tværer ansigtet ud med hænderne. Hun går videre, og føler gadelampernes blinken med øjne. Hendes skygge følger hende nøje på væggene til højre for hende, og skyggerne om hendes hænder, summer. Sådan var det tit, når minderne og følelserne fik lov til at forløse sig fra hendes på nuværende tidspunkt, menneskelige mentalitet. Men hvornår forsvandt det? Hvornår forsvandt intensiteten, sårbarheden der var unødvendig, følelsen af ikke at være i stand til at styre noget som helst, trods hun nu, biologisk set, kunne leve uendeligt? Død på de levendes jord var tydeligt ikke altid let, når fortiden endnu er i tankerne, og menneskeligheden endnu buldrer under trangen til blod og til at løsrive sig fra sig selv, og sprede død og ødelæggelse og dræbe uskyldige mennesker for at få stillet sin tørst…
Gem ryster hovedet. Som havde det været den eneste mulighed for at få tankerne ud af hovedet, men forgæves. Lysene langs gadelamperne blinker, i usammenhængende takt med hendes skyggemagi stadig summende i hendes hænder, følger hendes gang på gaden.

Hvad lavede Josh herude? Hvad lavede han ude pågaden hvor mørket var det der fyldte mest og hvor han burde ligge hjemme i hans seng, og sørge for at ingen kunne komme og gøre ham noget som helst? hvad var det så han lavede ude på gaden, og vandrede hvileløst rundt, når han jo godt vidste der kunne være mange farlige personer herude, mange personer der kunne slå ham ihjel lige så let som han kunne spise en marsbar. Han var vel bare ikke særligt klog?

Den lange jakke han bar blafrede i vinden ganske stille og roligt, han gik bare med rolige skridt. Selvom han faktisk begyndte at blive mere og mere nervøs for hvad det var han rodede sig ud i ved at være herude, han burde nok komme hjem burde han ikke? Han satte derfor i løb, og han blev bare ved med at løbe indtil han ankom til den gade hun gik på, og her vidste han at han var faret vild, så han begyndte bare at gå.

''Fandens!''

Han kunne mærke det som om at hans hjerte sad i halsen på ham og hamrede afsted, han var en smule forpuset og hans hjerte galloperede i høj hastighed. Han vidste ikke hvor han var henne lige nu. Han vidste bare at han ikke lige kunne se andre, han kunne snakke med og få hjælp af indtil han så hende.

''Undskyld kan du hjælpe mig med at finde vej, jeg er faret vild!''

Han råbte til hende og gik over mod hende ganske roligt.

En stemme får Gem til at fokusere frem for sig og lade minderne gemme sig i den tilbageværende menneskelige mentalitet. Skyggerne der buldrede nu,
forsvinder. Hun får øje på en ung fyr; sorthåret og slank, næsten omgivet af en aura, af duft, blod og lyden af hans bankende hjerte der hamrede af sted. Menneske.
Pistolen af adrenalin mod Gems hoved hiver fat i aftrækkeren og trækker sig op. Spurgte han lige en vampyr om vej?
”Sagtens,” svarede hun.
Selvom fyren gik ganske langsomt, føltes det næsten for hurtigt. Hun træk vejret ind og prøvede at gøre det så utydeligt som muligt. Hun skulle huske at bevæge skuldrene og brystet, som trak hun vejret som almindelige mennesker.
”Hvor er du på vej hen ad?” hun lagde hovedet lidt på skrå, og hendes hår bredte sig langsomt om hendes skuldre.
Stilheden fyldte luften; blandet med fyrens duft af blod. Selvom fristelsen var stor, bestod Gem af velvilje. Hun måtte bare tilpasse sig samfundet nu. Det var jo ikke samfundet og menneskene omkring hende der havde ændret sig siden hun blev bidt. Det var hende. Hun var nøglen. Nøglen til at åbne op for mulighederne i hendes nye liv. Og tage i mod udfordringer som den hun stod over for lige nu. Også selvom det gjaldt så simple ting som at lede folk på vej til deres destination. Som hun sagtens ville kunne ende lige nu og her. Hvad lavede han her alene? Straks forsøgte hun at finde smutveje. Det kunne godt være at det ville se latterligt ud; i det ene sekund mennesket nu ville være i stand til at se hende forsvinde over en husmor et eller andet sted. Intet mord, aldrig nogensinde. Ikke nu. Ikke her. Ingen steder.

''Tak det er virkeligt pænt af dig.''

Han gik hen til hende og stoppede op, han stillede sig foran hende, og lænede sig frem så han kunne støtte sig på hans knæer for at se om han ikke kunne genvinde pusten. Han kiggede på hende og kunne ikke lade være med at smile lidt, og ligge mærke til hvor speciel hun egentligt virkede. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvordan fortalte han hvor han boede.

''Øhm jo jeg skal over til storcentret.''

Han grinede lidt det lagde jo faktisk ret tæt på der hvor han boede. Han kiggede på hende, og fik sig rettet op. Han trak Hans jakke af, fordi det var virkeligt varmt, og hurtigt blev hans skjorte da også våd af den dalende sne, men det var meget rarere end at have det for varmt.

''Ja det kan godt være det sner og er koldt, men at løbe give altså varmen hele vejen igennem kroppen.''

Han trådte lige et skridt hen mod hende for at give hende hånden som han rakte frem mod hende, da han bare gled i det våde sne, faldt ned på det ene knæ, som selvfølgelig resulterede i at hans bukser gik i stykker og han fik en hudadskrabning.

''For helvede da også en lorte aften!''

”Hvor skal du hen?” Et grin prægede sætningen.
Gems første reaktion burde have været at stivne, det lå åbenbart til vampyrer at være koldhjertede (haha) og ligeglade med mennesker – føde – men i stedet rakte hun da fyren hendes hånd og hjalp ham op fra det glatte fortov. Hans hånd derimod var varm, og større end hendes egen.
Det var intet problem at få ham på benene, men alligevel lod hun som om der var en faktisk betydelig vægt på. Hun ville garanteret også havde snublet i et vejr som dette, hvis det ikke havde været fordi hendes klodsethed havde forsvundet sammen med hjertebanken, vejrtrækning og det at være nødsaget af natur til at blinke med øjnene i en kulde som denne. Blink.
Gem var lettet over hendes egen reaktion; stadig at hjælpe andre – mennesker – også selvom det gjaldt blot i denne enkle situation.

Gems hånd klemte blidt fyrens. ”Gem.” Hendes stemme var mørk, men elegant og virkeligt. Det passede til hendes smil om hendes røde læber, der bredte sig, idet hendes blik mødte fyrens. Hun følte sig lidt for dressed up, med den mørke make-up hun havde lagt på før hun skulle arbejde. Gem kunne mærke fyrens hjerte banke da hun holdt hans hånd, eftersom hendes pegefinger lige akkurat nået op til hans blodårer ved underarmen og håndledet. Hun mærkede nerverne i hende hoppe, og prøvede på at lade det gå hende forbi. Hun håbede at han ikke lagde mærke til temperaturen på hendes hænder.
Så fik hun øje på knæet.

''Som jeg sagde til storcenteret, jeg bor ret tæt på det.''

Han smilede roligt til hende og tog glad imod hendes hånd som hun rakte ham, og lod hende bare hjælpe ham op, han lagde godt mærke til at hun havde kolde hænder men tænkte ikke at det var unaturligt det var jo sindsygt koldt udenfor, så det var vel bare fordi hun burde komme hjem eller få noget mere tøj på. Han smilede roligt til hende, og lagde hans ene hånd oven på hende det virkede bare rigtigt at gøre, hvorfor vidste han ikke.

''Hey du er jo isnende kold, du burde komme hjem og få varmen, eller have taget noget mere tøj på inden du gik ud.''

Han sendte hende et stille smil, før han lige børstede sig over knæet for at se om han kunne få det værste af skidtet ud af hans sår. Han var stadig en lille smule forpustet efter løbeturen, og han slap så hendes hånd før det blev for mærkeligt, han havde helt glemt at sige sit navn til hende fordi han var blevet så fokuseret på at hun burde få varmen. Han smilede ganske stille til hende.

''ohhh og undskyld jeg hedder Josh.''

Han smilede bare, og stod lidt sådan og kiggede på hende, håbede hun ville vise vej men turde ikke rigtigt at spørge hende fordi han ikke ville virke som om han pressede hende alt for meget. Han smilede stille bare, men kunne ikke lade være med at stille hende et spørgsmål, der nok ville virke alt for underligt af at de lige var mødtes men at snakke med hende virkede så rigtigt lige som at gå hen til hende hun var nærmest dragende tvang ham halvt hen til hende men på en god måde.

''Bor du langt fra storcenteret ellers kan du jo vise mig derhen og så kan jeg tage dig med hjem til noget varmt at drikke så du kan få varmen?''

Sjovt med mennesker. De misforstår så tit.
”Ikke som i hvor du skal hen nu – men mere i hvor du skulle hen i faldet,” hun grinte kort, og lukkede akavet og lidt forsinket jakken, selvom det ikke var nødvendigt.
Pis. Altid have handsker på i offentligheden.
Vinden blæste endnu en gang ind over dem, og bredte duften af blodet der pumpede i Joshs krop, i mod Gem. Hun lukkede af for luftesansen og sank anstrengt, mens adrenalinen pumpede.
Hun huskede stadig at blinke.

Med hende hjem? Hun mærkede et lille smil, ikke klar over hvad hun skulle svare.
”Har du har opgivet din tur til storcenteret her midt om natten?”
Hun var forvirret. Hvad ville han?
Hun betragtede Josh, hans sorte hår i vinden og gadelamperne der genspejlede sig i hans øjne, og det noget usædvanlige venlige menneskeansigt. Der var så mange mennesker da, der ikke forstod sig på at nyde livet, og lade hverdagen drive hen med uddannelser, arbejde og hverdagen som slaver under en højere minioritet der i sidste ende vil være mere værd end en selv. Hun fik øje på halspulsåren og hørte blodet pumpe. Hun knyttede hænderne, men tog hurtigt jakkeærmerne ned over de nu endnu blegere knoer.
”Men nej, jeg boer ikke så langt fra storcenteret. Det er bare en lille rute gennem hovedgaden og skråt ned til havnen.” hun lod som om hun gøs, men ikke så det blev overvurderet.  Hun viste ham gerne vej til storcenteret, trods den lidt underlige teori i, at det var midt om natten. Var der aktiviteter i storcenteret hun ikke vidste noget om? Underligt. Men om ikke andet – hvis han skulle derhen, skulle det nok være nu. Det trak virkelig op, og himlen var mere lysegrå end før. Sneen var på vej.

''Ville egentligt bare lige rette på hvordan jeg stod.''

Han smilede roligt, og nu forvirrede hun ham altså rigtigt meget, hvad var det med storcenteret han havde aldrig sagt han skulle i storcenteret han havde jo lige sagt han skulle derhen til fordi han boede tæt på. Han satte fingrene mod hans tindinger og gnubbede dem lidt inden han trak vejret dybt ind og svarede hende så på hvad det var det hele drejede sig som.

''Jeg har aldrig sagt jeg skulle i storcenteret, jeg sagde jo lige før jeg ville derhen fordi jeg boede tæt på, du ved så kan jeg selv finde videre fra centere.''

Han sendte hende et stille smil, håbede at hun nu forstod hvad det var han havde ment lige fra starten af, han smilede dog bare ganske roligt, og kunne svagt fornemme at der var noget der irriterede hende noget der generede hende, men så gøs hun og han gættede bare på det var kulden der generede hende. Han smilede bare venligt til hende.

''Du ligner en der har brug for at få varmen skal vi skynde os videre?''

Gem klukkede. Klukkede ved hendes misforståelse, og klukkede ved menneskets indirekte måde at påvirke hende.
Men tanken om at skulle tage hjem til Josh var et sted skræmmende. Hun var ikke sikker på hvornår hendes blodtørst ville kollapse i hende. Om hun ville blive overtaget af blodtørsten og springe om halsen på ham, med hendes hugtænder dybt boret ned i kødet på ham, og mørke blodet sive ud mellem tænderne på hende og blive tilfredsstillet af den varme masse. Eller om blodtørsten overhovedet ville fremkomme senere.
Hun burde ikke tøve. I hele hendes menneskeliv, var hun bange for alting. Turde ikke tage chancerne og leve livet. Hun levede blot for sig selv, på værelset, dækket i skolebøger, og kunne på afstand se alle fra hendes skole hygge sig og nyde livet i skoletiden, som udenfor – i et fællesskab hun aldrig blev en del af. Men ensomheden var dog ikke forsvundet med nyskabelsen af hende – ved hendes nye jegs opstandelse. I starten havde hun følt sig mere magtfuld end nogensinde. Og gemt sig i skyggerne, grebet af blodtørsten, der pludselig levede i hende, som aldrig havde været set i hende, taget i betragtningen af hendes tidligere personlighed. Men egentlig, så var hun jo stadig sig selv. Set bort fra hendes nye udseende; brillerne var forsvundet, og det flade, ligegyldige hår sad nu som bølger om hendes ansigt.
Men ensomheden … den var der stadig.
Hun burde ikke tøve at være bange for noget mere. Hun burde ikke tøve ved hendes rædsel; hun havde intet at være bange for længere. Hun havde mørket i hende der kunne beskytte hende. Men det var hende selv, som var hendes største frygt.
Vinden tog fat i hendes hår, der flagrede blidt om hendes ansigt. ”
”Ja, jamen så er der ingen tid at spilde,” et smil bredte sig om hendes læber.
Var det menneskets skyld?

HAn forstod godt at hun klukkede lidt over den enorme misforståelse. Han smilede dog bare roligt, og nikkede roligt da hun sagde til ham at der ikke var tid at spilde så, og det var også grunden til at han bare så på hende, og spurgte hende så roligt om hvilken vej de så skulle gå.

''Jamen så må du jo hellere vise hvor det er vi skal hen af?''

Han grinede roligt, og kiggede på hende. Han fulgte bare med hende ganske roligt, mens tankerne fløj rundt i hans hoved, især på om han kunne tillade sig at tage hende med hjem fordi han nok lige burde at få et bad da han kunne mærke han var svedig, men kunne han være bekendt at invitere hende hjem og så lade hende sidde og vente mens han var i bad? Han kiggede derfor om på hende ganske roligt mens de gik.

''Øhm hvis du ville med mig hjem, skal du lige vide at jeg nok lige tager et bad som det første.''

Han smilede bare roligt, og det varede ikke længe inden han kunne se storcenteret. Nu kunne han i det mindste selv finde vej hjem. Han kiggede bare på hende roligt, og nikkede ned af en gade hvor de skulle ned af, for at komme hjem til ham. Men som de kom tættere på storcenteret kunne der høres en svag larm derindefra, det lød som om det var folk der skatede derinde. Men det ville vel heller ikke være så overraskende der var jo en skaterpark derinde.

''Vidste ikke at de åbnede så tidligt?''

Han kiggede på hende med et stille smil, for at se om hun vidste noget om det, men da han gjorde det tog han et forkert skridt og vred om i knæet og knækkede sammen. Han bandede lidt men rejste sig op igen og gik videre.