Winged Greeting (Dai)

Tid: Sidst på aftenen omkring 22:00
Sted: Dybt inde i Parken
Omgivelser: En stille vind i træerne og en duft af blomsterne der er på vej til at springe ud
Udseende: Det tykke gyldne hår når ham til midten af ryggen. Han har en svag gylden glød i sine øjne indtil han viser hvad han virkelig er. Sorte jeans, stram hvid t-shirt og pæne sorte sko

Khá brugte endnu en aften af sit nye liv på at absorbere nye indtryk. I aften var det parken der stod for tur. Han elskede at gå tur forskellige steder da han lige pludselig så verden på en helt ny måde. Ganske vist skete der også frygtelige ting men det var en af de ting han var her for at rette op på. Hans vinger var skjult så han ikke viste han var Seraphim. En bænk blev udvalgt til første stop. Han sad bare og sugede aftenluften til sig imens han så verden med nye øjne. I denne tilstand lyste de kun ganske svagt gyldent. Hans sanser var så meget skarpere og han så selv den mindste mus der kravlede rundt efter føde. Vinden spillede nærmest sin egen melodi i træernes majestætiske kroner. 

Han så hen på nogle blomster og besluttede sig for at kigge nærmere på dem. Grundet varmen var kommet tilbage hurtigt, var de allerede begyndt at springe ud. Han tog skoene af så han kunne mærke det kolde græs mod sine fødder. Han gik rundt et par gange for at nyde fornemmelsen inden han gik hen til busken og duftede til blomsterne. Der skulle rigtig meget til hvis denne aften skulle ødelægges. Han havde også fået fuldt ud styr på sine evner. Han gik stille rundt i parken lidt og mærkede græsset og jorden under sine fødder.

Påklædning

Dai kom gående gennem parken. Han havde siddet på en cafe lidt væk og spist noget mad. Med sig havde han sin blok og nogle blyanter. Han smilede til de forskellige folk han mødte, også selvom han ikke kendte et øje. Han var i godt humør, og håbede bare at det ville vare ved.

Han fik øje på en fyr som sad helt alene, og kiggede rundt. Dai stoppede op og betragtede denne mærkelige fyr, som tog sine sko af og gik rundt i bare tær, klokken 10 om aftenen. Han kunne ikke lade være med at smile og fulgte manden med øjnene, da denne gik over til en blomsterbusk og bukkede sig ned over den.

Dai tog hurtigt sine tegne redskaber op af tasken og tegnede en hurtig skitse af manden.  Da han var tilfreds med skitsen gik han over til en bænk, nær en lygtepæl. Han satte sig ned og prøvede at få skitsen til at blive til en rigtig tegning. Han smilede selv svagt imens og prøvede virkelig at fange detaljerne i fyrens ansigt. Han vidste godt at den ikke ville ligne præcis, men han havde det også bedst med at folk ikke vidste at han tegnede dem.

Dai løftede hovedet og lagde mærke til at fyren nu gik rundt i parken, stadig på bare fødder. Han smilede lidt større og fulgte ham med øjnene. Han lod dog kort efter øjnene glide ned på papiret foran sig og skrev sit navn, samt tegnede en lille udetaljeret ulvepote, som et tegn på at det var hans tegning.

Der gik ikke længe inden Khá fornemmede at en betragtede ham. Det generede dog ikke det mindste. Khá var alligevel ude for at samle indtryk på ny. Det var ikke sikkert den unge mand lagde mærke til det, men Khá havde en meget svag næsten gylden glød. I denne form var det meget svært at få øje på. 

I første omgang vendte Khá sig roligt mod den unge mand og betragtede at han tegnede. Khá ville ikke virke truende så han holdt sine hænder meget roligt foldet foran sig. På denne afstand var det noget nært umuligt at se den svage gyldne glød i hans øjne som han kiggede på Dai. Han gik stille og roligt hen mod ham med et varmt og venligt smil.

Han stoppede et par meter fra Dai og hvor smuk Khá var, kom nu mere til udtryk. Hans stemme var lige så smuk som hans udseende da han sagde: "Godaften unge mand. Nu håber jeg ikke jeg er for direkte men.... Med de dyr de behersker må de være Dai ikke sandt? Mit navn er Khá. Må jeg se tegningen?" Smilende stod Khá og ventede på svar fra Dai. Navnet Khá var rimelig kendt i byen. Khá den udøde Djævel.

Dai lagde godt mærke til at fyren vendte sig mod ham. Han lod dog som ingenting, da han ikke ville virke påtrængende. Han holdt øjnene på papiret, og havde allerede fået grundformen af ansigtet frem. Da han skitserede fyren, havde han set en mærkelig glød i dennes øjne, men han havde tænkt at det nok bare var lyset. Men da fyren vendte sig om, opdagede Dai at den stadig var der.

Dai lagde mærke til hvordan fyren stod. Han virkede ikke rigtig som et normalt menneske. Dai tænkte sig om. Hvad var denne fyr så? "Hmmm. Det må jeg finde ud af." mumlede han lavt. Det var ikke meningen at den anden skulle høre det, men han kunne selvfølgelig ikke undgå det helt, og da slet ikke hvis den anden også var overnaturlig.

Dai kiggede hurtigt op på fyren, da han hørte skridt. Han overvejede at pakke tegningen sammen, men undlod det. Der var et eller andet ved manden som virkede... anderledes. Måske var det han skønhed. Måske var det bare det at han gik over for at snakke med en vildt fremmed. Dai vidste det ikke. Og han var egentlig også ligeglad - indtil den fremmede begyndte at snakke altså.

"Hvordan ved du at jeg kan forvandle mig til dyr? Og hvad mit navn er?" var Dais eneste reaktion. Han havde godt hørt om en Khá, men lige nu var det andet vigtigere for ham at vide. "Og ja det må du vel.." Dai holdt tegningen op mod lyset. Den var ret god, tydeligvis ikke helt færdig, men Dai havde stadig fanget det meste.

Han sagde ikke noget til at starte på men tog bare imod tegningen og studerede den nøje. Han så meget alvorlig ud men havde alligevel et stort smil. Han kørte fingeren lige hen over de mest tydelige linjer dog uden at ødelægge tegningen på nogen måde. Selv her var hans bevægelser meget yndefulde. Han nikkede anerkendende til Dai sagde venligt: 
"Det er en rigtig flot tegning det her. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat. Måske endda købe det færdige resultat af dig?"

Han tænkte efter en gang hvordan han kunne svare fyldestgørende på Dai's spørgsmål. Der var selvfølgelig mange ting der ville lyde vanvittige men ikke desto mindre var det bare at prøve. Han kunne kun håbe at Dai ikke ville begynde at hade ham eller blive bange grundet hans fortid.
"Kender du den udøde Djævel der boede på det sorte slot ude i bjergene? Jeg var ham.... Og da kendte jeg til en Dai der kunne forvandle sig til forskellige dyr. Med min nye gave kunne jeg se at du kunne skifte form. Så lagde jeg bare to og to sammen"

Dai lod øjnenes glide hen over fyrens.. Khás ansigt, mens denne studerede tegningen. Dai bed sig svagt i læben, ville helst ikke skældes ud, fordi han jo bare var begyndt at tegne, uden at få lov. Derfor så han også vildt overrasket ud da Khá begyndte at snakke om at købe tegningen. Han smilede for sig selv. "Altså den er langtfra færdig, men du kan godt få den når den er. Du behøver ikke betale for den. Den kan være en undskyldning for at jeg bare begyndte at tegne dig uden at spørge om lov." Dai smilede svagt og rakte ud efter tegningen. Han vidste godt at det ikke var alle som var vilde med at blive tegnet uden videre.

Dai betragtede fyren mens han ventede på svar. Han løftede det ene øjenbryn og nikkede da Khá begyndte at snakke igen. "Så du er Djævlen som blev til en Engel?" Dai spærrede øjnene op og kunne ikke lade være med at smile svagt. "Er det ikke noget af en omvæltning?" Dai kiggede kort væk. "Hvordan kender du til mit navn? Der er jo andre end mig som kan forvandle sig?" Dai så stadig forvirret ud.

"Ligefrem få den? Det er rigtig sødt af dig, men jeg har nu ikke noget imod at betale for rigtig godt arbejde. Lad os se på det når tegningen er færdig, men du ender nok med at få en erkendtlighed for det alligevel" Det generede overhovedet ikke Khá at blive tegnet. Et eller andet sted blev han faktisk smigret over det. Det var jo sådan set bare en anden måde at skabe noget godt for andre hvis de fik lyst til at tegne en. Hvor andre måske var blevet vrede, så smilede Khá bare til ham. Han skulle jo også have ros for godt arbejde

Han var begyndt at tage sine sko på igen da Dai igen spurgte ham. Et forsigtigt grin kom over hans læber over ordene: En Djævel der blev en Engel? Ja det var jo unægtelig en stor omvæltning. "Ja der er mange til at vænne sig til. Jeg skulle lige tænke over ikke at gå med vingerne fremme hele tiden. Det er ikke alle der tager det særlig godt hvis jeg gør det"
Han lagde en hånd på Dai's skuldre ved det næste spørgsmål og gengældte det forvirrede udtryk med et varmt og venligt smil
"En lille del af mine evner er at kunne se folks sande natur. En del af folks sande natur er også deres navn"

Dai kiggede overrasket på Khá. Han var ikke vant til at folk var så venlige mod ham, især ikke når han tegnede dem uden tilladelse fra dem først. Han tog sig dog sammen og gengældte fyrens smil. "Men jeg vil ikke tage imod penge eller andet. Jeg tegner for min fornøjelses skyld, ikke for at få penge. Jeg plejer dog at gemme mine tegninger, så jeg kan se hvordan jeg forbedrer mig."

Dai betragtede fyren, da denne begyndte at tage sine sko på. Han forholdte sig tavs, mens den fremmede snakkede. "Hmm. Den følelse kender jeg. Det er heller ikke ligefrem alle som er glade for at se en stor ulv eller endnu større grå tiger gå rundt. Er oftest i min dyreform i skoven." Dai smilede svagt tilbage. Han var ikke sikker på hvad han syntes om denne venlige mand, som var så forskellig fra næsten alle andre mennesker Dai havde mødt. På den anden side, var manden jo ikke et menneske men en engel. "Hvad så hvis man skifter navn? Og den sande natur.. Er det ikke sådan som man starter ud med at være, og ikke hvordan man forandrer sig til at være?"

Han kunne ikke helt lade være med at grine over Dai's ord og kunne sådan set godt forstå forvirringen. Det var noget underligt noget med navne men ikke desto mindre måtte han jeg forklare Dai det efter bedste evne: "Jeg kan godt forstå det kan virke forvirrende alt det med navne. Men ens sande natur kan også ændre sig såvel som ens navn kan. Det er jeg selv et godt eksempel på. Verden er et forunderligt sted og man styrer jo selv den sti man går ad ikke sandt Dai Akaido?"


Khá rejste sig op og stod et par meter fra Dai og stak hænderne i lommen. Den smukke engel smilede til ham og sagde: "Må jeg så se? Hvis du er mere tilpas i en anden skikkelse så gør endelig det. Så kan jeg altid gøre det samme. Så kan du tegne mit sande jeg hvis du ønsker det" Det var langt fra hver dag at man fik lov at tegne en Seraph, men Khá havde set i Dai's hjerte og selvom der var fejltagelser så var Dai i bund og grund en rigtig god person. En af lyspunkterne i byens mørke. Netop en af de lys Khá var sendt tilbage for at bevare

Dai kiggede fortsat forvirret på englen foran sig. "Kan du genkende folk hvis de har skiftet navn, udseende og natur siden du sidst så dem? Altså med din evne. Men jo. Det gør man vel.. Dog kan man ikke styre alt. Det var feks ikke min skyld at mine forældre og min bror døde. hvis jeg selv havde styret, havde de været her endnu. Og nu vil du så sikkert sige noget om at man ikke kan styre andre folks sti. Hvilket vel egentlig er rigtigt nok." Dai brummede det sidste med en lettere irriteret stemme. Han kiggede pludselig op på himlen og smilede så svagt.

Han skiftede dog sit fokus over på englen foran sig. "Tja hvorfor ikke." Dai rejste sig op og få sekunder efter stod der en stor grålig tiger hvor han før havde været. Han satte sig med et bump. Han kiggede op på Khá. Han lagde hovedet på skrå og overvejede hvad denne engel mon ville ham. Han brummede og kiggede så væk.

"Der vil altid være et svagt spor af hvem man en gang var så jeg ville måske kunne genkende vedkommende men der er ingen garanti" Han tænkte lidt over Dai's ord og nikkede forstående. Skyldfølelse var aldrig rart og det var altid en tung byrde. En byrde meget få fik lagt fra sig. Det virkede ikke til at Dai nogensinde ville kunne lægge byrden fra sig men ikke desto mindre ville han måske kunne lære at acceptere den mere.
Khá smilede og sagde roligt: "Der er ingen grund til jeg siger det. Det ved du allerede. Havde jeg stadig været en djævel, ville jeg måske kunne have bragt dem tilbage for i hvertfald en stund. Jeg håber en dag du kan lære at du ikke var herre over det"

Han kiggede ud på den unge mand der pludselig var en stor flot tiger i grålig farve. Det var en rigtig spændende egenskab at have. Han nikkede anerkendende til Dai og sagde så: "Jeg må hellere gengælde den venlige gestus" Så rejste han sig og tog et par skridt væk. Langsomt blev hans gyldne glød noget kun stærkere og hans øjne var fyldt af det gyldne lys. Hans t-shirt sprang da de kæmpestore snehvide vinger voksede frem hvilket afslørede hans flotte og muskuløse overkrop. Man ville kunne mærke man stod overfor en af de højest rangerende engle. En Seraph

Dai nikkede svagt. Han følte sig ikke specielt godt tilpas. Der var ikke ret mange som vidste det om hans forældre og bror. De fleste troede vel bare han var blevet smidt ud hjemmefra. "Nej. For selv hvis du havde bragt dem tilbage, ville de ikke længere være sig selv. Så hellere huske dem som de var. Også selvom det er svært ikke at tænke på hvordan mine forældre så ud da jeg fandt dem.. Og jeg ged godt at det ikke som sådan var min skyld.. Hvis man da ser bort fra at det var mig som ledte dem over til mine forældre.." Dais øjne blev fjerne, og det var tydeligt at han var et andet sted i sine tanker.

Dai løftede det stykke hvor højre øjenbryn ville have været, og da han så hvordan vingerne brød frem skiftede han hurtigt til sin ulveskikkelse, og holdt sig klar til at flygte med ørnen. Han var egentlig ikke vild med at en engel skulle se ham. Han var jo bare en gemen tyv, hvilket vel på et eller andet punkt var hvad englene prøvede at beskytte alle andre fra. Dai fokuserede på englens ØK e og blev overrasket da han så hvor gyldne de var. Han kvalte et hyl og var sig stærkt bevidst om hvor meget mindre end denne kæmpe, han egentlig var.

Khá foldede vingerne ned om ryggen så han ikke virkede så voldsom og tog et par skridt frem mod Dai. Hele tiden holdt han sine hænder frem foran sig så Dai kunne se han ikke ville noget ondt. Khá var sådan set ligeglad med hvad Dai havde gjort før i tiden. Verden så anderledes ud nu. Det at en person stjal for at overleve blev man nødt til at kunne forstå. Khá var overvældende for mange at se på i den her skikkelse men han gjorde hvad han kunne for at Dai ikke skulle være bange. 

Khá's stemme var også præget af hans skikkelse, og selv om han var overvældende så virkede hans stemme venlig og rolig. "Hvor er det en smuk tanke du har der Dai Akaido... At bevare minder på den måde... Personer man holder i hjertet, dør aldrig rigtigt.... Du er en af de personer der gør verden værd at passe på. 
Han kiggede venlig ned på Dai og lagde ganske stille hånden på hans skulder og sagde: Du har ikke noget at være bange for Dai... Vi må alle bringe ofre i en verden som denne

Dai lagde hovedet svagt på skrå. For at vise at han ikke ville løbe sin vej, forvandlede han sig tilbage til sin menneskeskikkelse, og priste sig endnu engang lykkelig for at hans tøj på magisk vis altid kom tilbage, efter hans forvandlinger. "Hmmm. Jeg skal nok blive her. Men du lyser ret meget op. Måske skulle du gemme vingerne væk igen, før nogen opdager lyset og kommer for at tjekke det ud?" Dai var egentlig ikke bange, han var bare blevet overrasket.

"Smuk.. Det er ikke det jeg for at vide oftest. Heller ikke om de af mine tanker jeg deler med folk.. Men indrømmet.. Det jeg er mest bange for, er nok at jeg... At jeg glemmer dem.. Deres stemmer, deres udseende. Alt." Dai kiggede væk. Det var tydeligt at det gjorde ondt på ham at snakke om. Hans ansigt var forvrænget af en psykisk smerte, en smerte man kun så hos folk som havde mistet en elsket person for altid. Han fik styr på sig selv og vendte sig mod Khá. "Hvorfor skulle nogen bekymre sig om mig, eller ville passe på mig?Jeg er ikke andet end en lille dreng, som stjæler for at overleve.." Dai klemte øjnene sammen og sukkede så.
"Ofre.. Det ved jeg.. Men at miste 3 personer som bor i ens hjerte før man fylder 12.. Det er allerede et stort offer. Og jeg ved at jeg kommer til at skulle bringe flere ofre. Jeg bringer ofre hver dag.." Dais hænder rystede svagt. "Jeg har brug for at snakke om noget andet."

Khá skiftede stille tilbage igen og lyset blev mindre i takt med at vingerne foldede sig ind. Snart lignede han den smukke mand han var da Dai først så ham. Så satte han sig ved siden af Dai og gav hans skulder et venligt klem. En dag når du vil høre den så vil jeg fortælle om et ganske særligt offer jeg bragte for 400 år siden... Et offer jeg aldrig nogensinde glemmer.... Men hvor mærkeligt det end lyder heller ikke et offer jeg fortryder...


Khá var kommet tilbage med den opgave at bringe noget bedre til dem der havde brug for det og straffe dem der var de virkelige monstre. Og Dai var jo langt fra noget monster. Dai gjorde hvad der var nødvendigt for at overleve. Khá fik en hurtig idé til hvordan han kunne hjælpe Dai så han trods alt ikke behøvede at stjæle for sin mad. Og Dai ville stadig kunne tegne og gøre de ting han elskede at gøre. Han kiggede venligt Dai i øjnene og sagde:"Hvad siger du til at komme og arbejde for mig? Efter jeg er kommet tilbage forsøger min kære Hazelin og jeg at skabe lys og skønhed i det gamle slot. Om ikke andet får du da penge til mad. Og jeg betaler det du har brug for for at passe dit arbejde. Dai Akaido... Vil du ikke male eller tegne nogle rigtig flotte billeder til mit slot? Jeg vil faktisk gerne have du laver et specielt et af Hazel og jeg?"

// Undskyld jeg ikke har svaret endnu, men har haft meget om ørerne.. Svaret kommer enten i aften, eller i morgen :) //

"Er der noget specielt ved mig? Noget du skal redde mig fra eller lignende?" Dais ansigtsudtryk ændrede sig fra beundrende, til mistænkeligt. "Ikke alle og enhver ville vel opsøge en gemen tyv.. Og da slet ikke for at få personen til at tegne ting til dem." Dais udtryk ændrede sig dog, da han hørte den kærlige tone som kom frem da Khá snakkede om Hazel. "Men.. Hmm.. Det kan jeg vel godt. Jeg vil dog ikke tegne jer nøgne. Men kan godt tegne din engleform hvis det er?" Han smilede svagt. "Dog kan jeg ikke lade dig betale for mine tegneting. Hvis jeg giver dig mine tegninger, får du dem gratis. Jeg kan ikke forlange penge for noget så simpelt for en tegning, og forøvrigt, har jeg det bedre med at klare mig selv, i stedet for at jeg skal være afhængig af at få penge fra en."