Long time no see - Brent

Tid: Aften/Nat
Sted: Di Morgan øst - Gyderne
Vejr: Tåget, overskyet
Omgivelser: Væsner, Mennesker, diverse sociale afskum

Malzahar havde ventet i lang tid, alt for mange år, han var nødstedt til at møde sin bekendte, selvom de havde skiltes for over 50 år siden, så ingen af dem anderledes ud end sidste gang at de havde snakket. Det eneste som der var forskelligt nu, end dengang de skiltes var deres afrejse i hver deres retning. Malzahar havde gået meget op i det økonomiske og det sociale, han var velset og levede livet i luksus, hvorimod som rygterne lød, så var han bekendte gået stik modsat, endt i rendestenen, på det sorte marked, solgte diverse handels genstande. Men selvom det var sådan, så havde Malzahar brug for hans hjælp, han blev nødt til at smutte uden om systemet, for at få det han ville, til gengæld, hvis det lykkedes for ham, ville han skrive sig selv ind i historie bøgerne, han ville opnå mere magt, mere social status, ikke mindst ville han være på alle vampyres læber, de ville tiltale ham enten som en gud, eller en forræder imod vampyrerne. En risiko han var nødt til at tage, for at opnå endnu mere end det han allerede besad.
Som sådan gik Malzahar ikke op i hvilket tøj han gik og blev set i, selv her til aften var han uformelt klædt på, han bar en sort læderjakke, hvid t-shirt og sorte cowboybukser, ikke ligefrem fordi han råbte formalitet ud over det hele, dog noget som gjorde at han var mere i øjenfalden for visse personer, var hans aura, han strålede ud som vampyr, men med sine godt og vel 1600 år på bagen, kom det vel ikke bag på dem som kendte ham. Desværre var det bare ikke alle, som kunne se det. Malzahars øjne flakkede rundt omkring, folkene i smudset, de unge vampyrer og varulve, sloges gadekriminelle hærgede gaden, prostitution, narkotika flød overalt i gaden. En ung mand, godt og vel de 50 år, tydeligvis vampyr, greb fat i nakken på Malzahar og hev ham ind i en mørk gyde.
Malzahar stod stille, han hadet godt nok at blive afbrudt når han havde andre ting i tankerne, ikke mindst, når han havde et ganske særligt møde med en gammel bekendt, som han ville give sit liv for at redde.
Den unge vampyr trak en kniv og stak Malzahar i maven. En latter brød fra Malzahar og han trak kniven ud af maven ”Åhadada… det skulle du godt nok ikke havde gjort” Malzahar samlede en pind op fra jorden og tvang den gennem den anden vampyrs hjerte.

Skrigen og skrålen brød ud, men fra Malzahar lød der kun en latter, såret blev hurtigt healet igen ”De unge nu til dage” lød det fra ham, hvorpå han børstede det værste snavs af sig ”Og så blev min t-shirt da lige blodrød…” han sukkede og begyndte at gå igen, han blev nødt til at finde Brent, han havde nogle forslag han gerne ville drøfte med ham. Noget som de begge nød godt af.
Men hvordan skulle han finde ham i gyderne? Den var alt for stor til at han gad bruge hele natten og endda risikere at blive taget bagfra af solen og dø..
Men skriget fra den tidligere vampyr, burde havde tillokket Brent, trods alt, så var det en af deres egen slags der døde, og ligeså, så hvis Brent var i nærheden, havde han højst sandsynligt hørt Malzahars stemme eller latter, trods alt, så burde det ikke være helt ugenkendeligt for ham.

"Jeffrey - det går ikke. Betal alle pengene nu. Jeg kan ikke give dig flere chancer." Knægten så ikke ud til at være en dag over 19. Han både rystede af kulde og af hvad der for mere uskyldige individer, ville ligne feber. Dette var langt fra tilfældet. Dem der bevægede sig meget omkring i Allées ville med det samme bemærke randerne om den unge, menneskedrengs øjne og udtrykket i øjnene der var vildt og desperat. Der var så mange misbrugere i området, at det at få en levevej som drug-dealer ikke var et job der krævede, at man behøvede gå særlig langt for at støde på kunderne. Desværre var der tilfælde som Jeffrey. Tilfælde hvoraf misbrugernes penge slap op. Hvad end de så havde været rigmandssønner, eller kriminelle.
"Du får til imorgen." Vampyren var Jeffreys modsætning på mange måder. Han udstrålede en styrke og selvtillid, som fik menneskedrengen til at ligne en hvalp foran en fuldvoksen ulv. Alligevel kunne Brent endnu ikke måle sig med mange andre vampyrer. Jo på ét meget vigtigt punkt... Han var blevet kynisk, og det havde givet ham en styrke som var så ulig den tilstand han havde været i som nyfødt vampyr. En tilstand i direkte forvirring og fortivlelse, indtil en anden af hans slags havde vist ham, hvordan man kunne overleve, og hvordan man skulle begå sig i en verden uden sollys, og uden andet end blod som en nyttig fødekilde.

"Hvis ikke jeg får pengene inden 24 timer, vil du komme til at fortryde det." Det var sjældent at Brent gav folk flere chancer, men Jeffrey havde på en eller anden måde talt til den bid af menneskelighed, der måtte lægge skjult et sted i hans indre. Det var sjældent han blandede sig i menneskernes liv, men han havde vel en mild medynk for dem. De var så svage og så tilbøjelige til at falde for fristelserne og aldrig give slip igen. Naive væsner. Bare det at bevæge sig ind i Allées var en risiko, men Jeffrey vidste jo ikke bedre. Han kendte sikkert ikke engang til de overnaturlige væsner, trods hele Di Morga var inficeret med dem.

Så snart Jeffrey var forsvundet, stod Brent tilbage i en af de mørke gyder. Han lænede ryggen ind mod den kulde mur bag sig, og lod en hånd finde vej op mod en hårtot, som han langsomt strøg tilbage over resten af den korte, tykke manke. Der var noget aktivt i hans øjne. Noget sultent, og rastløst. I et sekund måtte han overveje at løbe efter den stakkels unge mand, og sætte tænderne i ham, men ideen virkede alligevel ikke så fristende når det kom til stykket. Efterhånden havde han slæbt for mange lig væk fra Allées. Og politiet var begyndt at få færten af ham.

Snart rungede en latter gennem stilheden. Den syntes at vække noget i ham, han ikke havde skænket mange tanker længe. Latteren virkede bekendt, trods skriget der fulgte, lød som ethvert andet 'bytte' der måtte lide skæbnen der fulgte med at træde ind i Di Morga Øst. Det var nysgerrigheden der trak ham ned gennem gyderne og hen mod lyden. Hvad ellers skulle han beskæftige sig med denne nat? Og hvorfor virkede latteren så bekendt?

Han drejede ned gennem gydernes mørke. De snoede gyder, som han kendte ud og ind. Her skulle man ikke frygte sollys i dagstimerne, da bygningerne troede sig højt op, og næsten efterlod alt i mørke. Det var nemt at bevæge sig i skyggerne, og endnu nemmere at forsvinde som dug fra solen.
Snart så han ham. Skikkelsen der med det samme - selv på afstand - vækkede minderne i ham. Minder om hvordan denne mand havde hjulpet ham, da han havde revet lemmerne af mennesker, og ikke havde kunne styre sin tørst, og nær havde afsløret sig selv for utallige. Selvføgelig vidste han at Malzahar var i Di Morga. Hans navn havde svirret rundt i årevis, og Brent syntes endda at have læst hans navn i aviserne. Han nærmede sig ufortrødent. Det virkede næsten naturligt at gøre det. Brent's blik var så fokuseret, at han nær var snublet over en ung vampyr der lå i gydens mørke, med en træpæl gennem hjertet.

"Du har lige kostet mig en kunde, Malzahar." Han talte højt, trådte over liget og endnu et skridt ned ad gyden. Der var en lidt knækket morskab i hans stemme. Jo, denne vampyr havde købt menneskeblod af ham et par gange. Selvfølgelig var det nemt nok at støve nye kunder op. "Var det virkelig nødvendigt?"

Manden, eller nærmere vampyren som Malzahar havde dræbt i koldt blod, lå sammen kryllet på jorden, og selv stod han badet i blod på hans tøj, delvist sit eget, men primært fra den anden vampyr, og på trods af hans forsøg på at fjerne det, havde det ikke været et vellykket forsøg, blodet var nærmere blevet tværet ud over ham, og det så vildere ud end før.
På trods af det, så hans sår fra før, var allerede forsvundet sporløst, det eneste som havde tydet på det fra før, var hans ødelagte t-shirt, og blodet rundt omkring det.
Malzahar hørte en velkendt stemme, en som han ikke havde hørt fra lang tid, ikke siden, de havde valgt at gå hver deres vej.
Men nu, havde han brug for Brent igen, noget stort var under opsejling, og Malzahar havde brug for Brents hjælp til det.
”Din kunde var et fjols, han prøvede patetisk at stikke mig ned” Malzahar pegede på sin ødelagte t-shirt og grinede lettere over det, virkelig, virkelig et patetisk forsøg havde det været.
Malzahar satte sig på hug foran den døde vampyr og lagde dets hoved tilbage ”Ser du Brent, vi er en truet race, folk er på jagt efter os, og de vil slå os ihjel på grund af vores natur” Malzahar åbnede den dødes vampyrs mund og hev dets hugtænder ud ”Vi bliver nødt til at skjule os selv for omverden, den gamle levestil duer ikke længere, og jeg har da delvist været skyld i de store jagter på os” Malzahar rettede sig op og lagde hugtænderne i sin ene lomme ”Brent… Jeg vil sige det lige ud… Vi har kendt hinanden i lang tid, og vi har haft vores sjov sammen, men ser du, jeg er kommet for at få din hjælp, jeg er i gang med at udvikle et stof, en erstatning for menneske blod, jeg ved det, jeg ved det, det er at gå imod vores natur. Grunden som sagt for at jeg ville finde dig, er fordi jeg skal gå udenom systemet, for at skaffe menneske blod, og jeg hører du er manden.. jeg undskylder, vampyren for et job, jeg vil selvfølgelig betale dig, og du kan se mig som kunden i stedet for” Malzahar pegede på den døde vampyr som lå på jorden, og han smilte så hans hugtænder blev synlige ”Se det på den her måde, du mistede en fattiglus som ikke kunne betale dig for næste levering, og får i stedet en stor aktionær som kan betale dig for hele dit lager på én gang” Malzahar smilede til Brent, hvordan skulle han kunne stå for et sådan tilbud?

Malzahar kiggede rundt, han havde blot afsløret, eller afsløret og afsløret, hvad det var han ville, det var hemmeligt, ingen ude fra inderkredsen af hans firma vidste hvad de var i gang med, og hvis en eller anden low-life vampyr havde overhørt ham, ville han kunne afpresse ham, han ville kunne tjene en god potion penge, eller endda, vider give Malzahar til myndighederne, ikke mindst for at handle ulovligt, men ligeså for at begå mord, et farligt træk havde Malzahar gjort, men han var nødstet til det, han var nødstet til at gå udenom loven ”Derudover, hvis du kan, levende elementer-” – Malzahar mente selvfølgelig levende mennesker- ”-så kan de også bruges til de udtømmes, jeg ved ikke om det er dit område, men jeg kan bruge alt af hvad du kan skaffe mig.” Malzahar rakte sin hånd frem imod Brent, som et tegn på at handlen blev accepteret af begge parter og deres handel kunne begynde med det samme.

Brent trådte et skridt tættere på sin læremester... Læremesteren der nu stod badet i blod. Et syn der ikke forekom Brent som værende noget særlig revolutionerende. Han huskede hver detalje fra deres fortid sammen. Hvordan de havde jagtet sammen, for blot at tilsøle sig i menneskeblod, som ville efterlade duftmærker på deres tøj i dagevis. Noget der kunne få enhver nyfødt vampyr, til at føle sig rastløs og tørstig efter mere. Han fulgte Malzahar med øjnene som han satte sig på hug foran den døde vampyr, og begyndte at tale. Det var som om der ikke var gået år, men blot dage siden sidst de havde set hinanden. Jovist havde meget ændret sig, men lyden af Malzahars stemme var stadig ufattelig genkendelig. Som om de var trådt årevis tilbage for blot at møde hinanden i Allées gyder. Det sidste sted han ville forvente at se en af samme sociale-rank som Malzahar.

"Måske er vi en truet race..." Begyndte vampyren, der opmærksomt lod sine øjne fæstne sig mod Malzahars skikkelse: "Men vi er en stærk race. Stærkere end dem der jagter os." Han vidste ikke hvor Malzahar ville hen med det hele. Påtog han sig rollen som læremester igen? Brent vidste, at han stadig havde meget at lære, og var naiv på visse punkter. At han opførte sig selvisk og amoralsk, og sommetider lod dette være lidt for synligt for offentligheden. Alligevel ønskede han ikke at lægge låg på sin natur.

"En erstatning?" Brent fnøs og lagde armene over kors. Han lænede snart ryggen ind mod nærmest mur i gyden, og betragtede sin gamle ven, fra sin placering i skyggerne: "Du må lave sjov med mig..." Der gik dog ikke mange sekunder, før noget alligevel syntes at prikke til hans interesse.
"Selvfølgelig kan jeg skaffe blod." Han fik det til at lyde ufattelig banalt. Snart trak han på skulderne: "Jeg forstår bare ikke hvorfor..." Han klemte øjnene lidt undersøgende i: "Du arbejder ikke for nogen vel? Ordensmagten? Forsøger du at snyde mig, Malzahar?" Det var tydeligt at han ikke havde den største tiltro til denne 'sag'. Hvorfor finde erstatningsblod? Selvfølgelig kunne det være af ren profit, men Brent brød sig ikke om hele ideen. Der var nok mennesker at tage af. Hvorfor overhovedet lave en erstatning?

"Jeg begår mig ikke i slavehandel." Der var en alvor i hans blik. Det var ikke den fulde sandhed, men han havde brug for, at vide at Malzahar var helt på hans side. Der var jo gået mange år, og selvom han havde respekt for sin læremester, vidste han ikke hvor meget samfundet kunne manipulere med de 'højerestående'.
Han så ned på Malzahars udstrakte hånd, og lod til at tøve i et øjeblik. Dernæst kastede han et blik omkring dem.
"Ikke her... At handle på åben gade er måske sikkert nok når det gælder ting i småtingsafdelingen... Men dette... Han nikkede ned af gyden: "Er bestemt noget der skal diskutteres i mere private omgivelser." Hvis nogen havde fulgt efter Malzahar, kunne Brent risikere at spendere tid i brummen. Noget han ikke ønskede at gøre igen. Derfor viftede han let med sin hånd, for at få Malzahar til at følge efter ned ad gyden. Så snart han nåede hovedkvarteret, nikkede han mod døren for at få Malzahar til at træde ind først. Blot for at sikre sig, at ingen havde sneget sig med i skyggerne, og at de var alene.