How did I even end up here? - William

Af alle dage at skulle få en opgave udenfor stationen, så valgte de lige netop den hidtil varmeste dag. Scarlett bandede lavmælt. Lige nu ville hun virkelig ønske, at hun var tilbage på stationen med deres klimaanlæg.
Hun sukkede kort for sig selv, inden hun kastede blikket rundt på de mange butikker. Idag var hun her ikke for at shoppe. Hun var trods alt på arbejde, så alle ballademagere holdt hun øje med. Trods de mange mennesker, var der roligt lige nu. Efter Scarletts mening, var det lidt kedeligt, men på den anden side var det jo en del af jobbet.
Et svagt smil bredte sig dog på hendes læber, imens hun betragtede folk, der var ude og shoppe. Trods varmen var det alligevel en dejlig dag, og hun kunne sagtens forstå, at folk var ude på sådan en dag. Hun var jo trods alt en af de få, der ikke var gode venner med varmen.
Hendes smil voksede en smule, da hun så et kærestepar stå og kigge på tøj, men hun blev straks årvågen, da hun så noget længere nede. Hun satte farten op. Det så ud som om, nogen var kommet i klammeri efter en havde skubbet. Hun smøg sig smidigt imellem et par damer, der stod og diskurtede noget om en trøje, inden hun fik øje på scenariet. En mand var på vej væk i hurtig gang, samtidig med at en kvinde opdagede, at hun havde mistet sin taske. Scarlett vendte blikket mod mande, der var på vej væk. Hendes smil voksede endnu en smule. Han havde sjovt nok en taske i hånden.
Scarlett satte farten op, mens hun fastholdt blikket på manden. Hun satte i løb, lige inden hun nåede manden og gav ham en skuldertackling midt i ryggen, så han væltede. Hun tog fat i kraven på manden, mens hun med den frie hånd samlede tasken op.
Da han skulle til at brokke sig, stak hun sit politiskilt op i snotten på ham.
"Hvis jeg var i lidt dårligere humør, ville du ikke slippe med en advarsel."
Scarlett rejste sig med et godt tag i kraven på manden, mens hun traskede over mod kvinden, der havde mistet sin taske.
Scarlett rakte hende tasken og ruskede en gang i manden.
"Vær nu en sød dreng og sig undskyld til damen og at det ikke vil gentage sig."
Scarletts sukkersøde stemme var slet ikke til at tage fejl af. Der lå noget ildevarslende over den næsten perfekte franske accent, der stadig havde lidt britisk over sig.
Manden undskyldte helt højrød i hovedet. Scarletts smil voksede endnu en smule og hun lod ham gå. Så havde dagen alligevel ikke været helt kedelig.[/b]

Menneskelig selskab var aldrig noget, Will havde haft svært ved, for det var trods alt med dem, han havde levet side om side med størstedelen af sit liv. Nu stod alle sanseindtryk pludseligt klart; dufte, lugte, synsindtryk – egenskaber, som han før ikke havde haft viden nok til at værdsætte og havde uvidende behandlet dem som en selvfølgelighed, indtil de blev revet fra ham, hvisket væk af flammer, is og brusende hav. Genforeningen med den virkelige verden – eller hvad der blev passeret som virkelig i denne dimension – var derfor en bitter parodi på genfødsel, hvis man tillod sig selv at have en mørk humor nok til at erkende det, hvilket Will bestemt havde åbnet op for, fordi han havde brug for det.
Hans rygsæk med alle ejendele var efterladt præcis samme sted, som den altid stod – et sted, dybt skjult i Di Morgas skove -, men pung og selskabelighed var medbragt. Han havde taget sit allerpæneste tøj på, og skønt det ikke involverede slips eller smoking, havde han alligevel været omhyggelig, da omtalte garderobe netop nu var på vej til at blive skiftet ud, og at bevæge sig ud i offentligheden krævede anstændigt tøj. Hvad der faktisk gik for at være Wills ’fineste’ tøj var en afvasket t-shit, en slidt cowboyjakke og bukser, som vidnede om nådesløs kontakt med, hvad naturen og kampe mod kræfter, som sommetider var større end Will selv, havde gjort ved dem.
Det var en varm sommerdag, og Will havde mærket et lille fortrydeligt stik, da han skiftede kvælende hede ud med et skyggefuldt indkøbscenter og evigt kørende klimaanlæg. Temperaturen indenfor var næsten så nedsat i forhold til den udendørs, at Will næsten tænkte på at investere i hue og vanter, bare så han ikke skulle ende med en forkølelse. Næsten.
Målet var klart. Will var ikke den store shopaholic (han foretrak snarere at surmule ved butiksindgangen hver gang han var ude og købe ind med kvindelige fæller), men gammel vane og hukommelse førte hurtigt hans fødder ind i en hip mandebutik. Problemet var så at finde det nye outfit, men ekspedienten var en flink fyr, lidt ældre end Will selv (Will havde faktisk en lille mistanke om, at ekspedienten var en vampyr), så ikke mindre end 20 minutter senere var Will atter ude af butikken med to store poser, fyldt med tøj, og en noget lettere pung. Selv hævekortet syntes at have tabt sig lidt.
Nu slog humøret over i doven afslapning, og han valsede videre ind i en parfumebutik. Det stred en smule mod hans natur at mænge sig i kunstige dufte og partikler, som efter sigende kun gav folk livslang astma, men han var blevet pinligt bevidst om sig selv i menneskemængden, og han forsøgte nonchalant at lade være med at tænke på, at besøget kunne have noget som helst at gøre med interesse i et vist kvindeligt selskab. Han endte dog ikke med at finde noget, stillede den sidste parfume tilbage på hylden og begav sig ud mod udgangen.
BIIP! BIIP! BIIP!
Tyverialarmens pludselige, skingre hyl skræmte næsten livet af ham. Han sprang nærmest en halv meter i luften og måtte desperat knuge sine poser til sig, da indholdet nær var faldet ud. Forvirret kiggede han sig omkring, mens han forsøgte at få øje på en potentiel tyv og antog selv det velkende uskyldige udtryk i ansigtet, enhver instinktivt får, når de skal igennem en sikkerhedskontrol, (utroligt hvor meget dårlig samvittighed, man kan få, selv om man er pure uskyldig). Der var dog ingen at få øje på, og da Will med et skuldertræk antog hændelsen som en fejl, løftede han foden for at tulle videre.
En hånd, kroget og krampeagtig stærk, borede sig ned i hans skulder. Will blev så chokeret, at han denne gang faktisk tabte sine poser, og kunne ikke gøre andet end at vakle et par skridt tilbage. En anden hånd greb ham om armen og drejede ham skarpt omkring. Næse til næse stod han med ekspedienten, som noget så opmærksomt havde fulgt ham med øjnene gennem hele hans vandretur i butikken. Det var en ældre kvinde. Det brune hår var trukket tilbage i en stram knold, og hendes pludrende hage vibrerede let, da hun hårdt trak luft ind mellem tænderne i klargørelsen til et råb.
”TYV!” skreg hun, direkte ind i Wills ansigt. ”TYV I MIN BUTIK! Hey, du der! Politibetjent! KAN DU SÅ KOMME – JEG ER BLEVET BERØVET!” Hun nikkede over mod den patruljerende vagt (Scarlett).
Fuldkommen på gal fod og ude af stand til at forstå, hvad foregik, forsøgte Will at rive sig fri, men det var som om, ekspedientens greb var blevet til jern.
”Hallo – hør, vent lige!” protesterede han, men han blev så godt som ignoreret.

Kort efter at Scarlett havde smidt tasketyven væk, hørte hun tydeligt en butiksalarm. Hun hørte en dame skræppe op om en tyv, og hun gik ud fra, at det var hende, der blev kaldt på, når hun nu havde flashet sit skilt foran så mange mennesker. Scarlett tog dog ikke måden, kvinden tiltalte hende ret pænt. Nærmest at blive beordret.
Scarlett vendte sig langsomt om med lynende blik. Temperaturen omkring hende faldt en del grader. Ikke fordi det var voldsomt meget, men det var alligevel nok til at folk kunne mærke det og langsomt trak sig væk.
Trods den tydelige vrede, havde Scarlett stadig et svagt smil på læben. Selv den hårde kvinde så en anelse bange ud.
Scarlett begyndte roligt at traske derover.
"First off, I'm not your dog to command. Second, this man is trying to defend himself from the acusation, so would you please be so kind as to shut the whole under your nose for just a minute and let the man go?"
Scarlett stillede egentlig ikke et spørgsmål. Der var ingen tvivl om, at det var en direkte ordre. Alene tonelejet talte sit tydelige sprog om, at kvinden lige havde krydset en grænse.
Uden at vente på om kvinden overhovedet slap, samlede Scarlett poserne op og kom indholdet tilbage i dem, inden hun rakte dem til drengen/manden (William).
"Now I have two questions. One: Do you by any chance have something in your possesion, that you haven't payed for? And second: Are you hurt?"
Selvom der stadig bogstavelig talt æmmede en kulde fra hende, var Scarletts tonefald væsentlig mildere end det, hun havde brugt overfor damen. Udover det lynede hendes øjne ikke længere. Det var først, da hun igen vendte blikket mod kvinden at vreden igen blev tydelig.
"If you don't let him go within half a second, I will arrest you under the crime of assault."
Den sukkersøde stemme havde en tydelig sarkasme over sig, der talte sit tydelige sprog om, at Scarlett på alle måder mente dette som en trussel, og selvom det svage smil stadig var på hendes læber, var vreden så tydelig, at der slet ingen tvivl herskede om, at Scarlett på ingen måde havde noget imod at gøre en kvinde fortræd.
Kvinden slap dog med det samme, og uden at Scarlett behøvede at sige noget forduftede kvinden.
Scarlett vendte igen blikket mod William og temperaturen vendte med det samme tilbage til normal, samt hendes ansigtsudtryk blev meget mildere.
"I'm terribly sorry about this incident. Is there anything I can do in return?"
Hendes smil voksede en smule, og hun gjorde virkelig alt lige nu, for ikke at fremstå truende overfor drengen.

Åh, hvor var denne behandling dog uretfærdig! Will skar modvilligt tænder, da han så politibetjenten få øje på dem og dernæst sætte over mod dem, og han opgav straks alle tanker om flugt. En autoriseret person var trods alt blevet blandet ind i sagen, og han ville ikke risikere at træde mere i spinaten.
Var det hans forestilling, eller faldt temperaturen adskillige grader, så snart betjenten trådte ind i nærmeste radius? Gåsehuden trådte frem langs Wills arme, hans hjertebanken tog til i fart, og han veg næsten et par skridt tilbage. Hvad skulle han nu gøre? Med det udtryk, hun havde i ansigtet, ville betjenten uden tvivl anklage ham for tyveri - han ville naturligvis benægte, men han følte ikke, at der ville være nogen sandsynlighed for, at hun ville tro ham.
Hvad der dernæst skete, overraskede ham fuldkommen og slog ham så langt ud af kurs, som et skib hvis ror er gået i baglås i oprørsk hav, at han målløst tabte underkæben, da betjenten kommanderende bjæffede ekspedienten væk – og at denne så adlød! Ekspedientens jerngreb havde fungeret som en effektiv erstatning af håndjern, og Will havde bestemt ikke troet på, at hun nogensinde ville give slip på ham igen – Selv ikke hvis tyve andre butikstyve hujende og råbende vandrede direkte ind i butikken bag hende, ville hun uden tvivl blot have klynget sig til Wills, mens hun skreg sine beskyldninger, og de ville ikke have blevet separeret, indtil de begge lå i graven. Nu skete det fuldkommen umulige, og Will gloede på betjenten med et himmelfaldent blik, mens hans hjerne febrilsk forsøgte at finde rede i situationen og hans onde held.
Det var egentlig heller ikke gået op for Will, at betjenten benyttede sig af engelsk. Måske havde han haft så travlt med at opfatte det hele, at hans hjerne helt automatisk havde registreret hendes ord som helt, almindeligt fransk. Han så sig panderynkende omkring og undrede sig over, om han ved et uheld alligevel havde transformeret sig alle andre steder hen end Frankrig, eller om alle borgere i hans fravær havde besluttet sig for et nyt nationalsprog. Så kom han i tanke om, hvad der lige var sket, og han skyndte sig at se på hende igen, og hans position blev, om muligt, endnu mere stiv. Skønt hun lige havde reddet ham fra, hvad der lignede den værste heks af alle, var han pinefuldt bevidst om, at han stadig var på farlig grund og muligvis under anklage.
”Åh, øh – nein! Øh – myr fyfyl, fym!” Vent et øjeblik! Havde han lige snakket både tysk og  dæmonisk på samme tid? Så snart han indså sin fejltagelse, klappede han i som en østers, og nu syntes temperaturen at stige adskillige grader, da heden skød hurtigt og nådesløst op i hans kinder. Det ville ikke undre ham, hvis han snart begyndte at hyle som en elkedel. En blanding af en rømmen og en anstrengt latter rev sig løs, og han rystede vildt på hovedet.
”I mean, no I don’t,” kvækkede han varsomt, for han forstod ærlig talt endnu ikke hvor, denne betjent kom fra

Scarlett kunne ikke helt lade være med at muntre sig over drengens reaktion på, hvad der skete. Selvfølgelig havde han troet, det var ham, der skulle få skideballen, men Scarlett var erfaren nok til at  hun kunne se situationen. Hvis hun ikke havde kunnet det,ville hun i så fald være en dårlig betjent, og selvom hun ikke var godheden selv, havde hun alligevel en vis stolthed over sin situationsfornemmelse, så hvis det viste sig at hendes intuition var forkert, ville det ikke kun være hendes omdømme men også hendes stolthed, der blev plettet, så hun satte en vis ære i at forstå situationen. At kvinden så direkte havde kommanderet med Scarlett, gjorde så ikke ligefrem hendes troværdighed bedre.
Drengens mumlen fik Scarlett til at hæve et bryn. Havde han lige talt dæmonisk? Han virkede for menneskelig til at være dæmon. Var han mon så ung?
Da han svarede på engelsk i stedet, bed hun dog mærke i, at han kun svarede på hendes to første spørgsmål. Hun tog det dog ikke så forfærdelig tungt. Han virkede stadig noget forskrækket.
"Don't worry, I'm not gonna arrest you. I'm sorry if I scared you."
Hendes smil voksede en smule og hendes ansigt blev om muligt mere mildt. Hun kunne godt forstå hans forskrækkelse, selvom hun stadig fandt hans stivhed en smule komisk.
Hun betragtede ham en rum tid, inden hun roligt rakte hånden frem mod ham.
"I'm Scarlett by the way. It's nice to meet you."
Smilet voksede endnu engang, mens hun forsøgte at fastholde øjenkontakten.

Wills mørke bryn trak sig sammen, og han vidste ikke, om han skulle føle lettelse eller skepsis. Ordlyden, ”uskyldig indtil andet er bevist”, var et stort led i menneskenes retslige verden, vidste han, men at det ligefrem fremkom så nådesfuldt, onde ekspedienter eller ej, forbavsede ham en smule.
Han sænkede blikket mod hendes frembragte hånd, og hans mudrede tanker gjorde ham skyndsomt opmærksom på, at det nok ville være bedst at tage den.
”I’m – er, William,” sagde han, og de blå øjne fandt endnu engang hendes, som han trykkede hendes hånd. Han var endelig begyndt at føle en smule kontrol igen, og betjentens tilsyneladende ærlige venlighed trak mundvigene en smule opad. ”I’m sorry for this … misunderstanding,” fortsatte han med tydelig fransk accent og gjorde en hjælpeløs gestus i retning af butikken. Han var fristet til at skotte mod ekspedienten for at se, om hun endnu havde sin opmærksomhed rettet mod dem, eller om hun mon var ved at tilkalde flere sikkerhedsvagter, men på den anden side havde han heller ikke spor lyst til, på nogen måde, at provokere yderligere.
Det gik op for ham, at hans to indkøbsposer endnu lå på gulvet, og han skyndte sig ned på hug for at proppe løsslupne tøjstykker ind i poserne for derefter at rejse sig igen, nu med en i hver hånd. Betjenten havde ikke rykket sig, og det spørgsmål, som indtil nu havde næret så voldsomt, boblede nu så langt og provokerende op til overfladen, at han ikke kunne holde munden lukket længere.
”Why did you help me?” brusede det ud af ham. ”I mean, you’re some sort of police woman, and – even though I haven’t – I actually could have stolen something, and you could just be in the process of letting a potential shoplifter go.” Okay, måske ikke det mest smarte at sige, men nysgerrigheden var oprigtig.

Scarlett havde ikke reddet ham for hans egen skyld til at begynde med. Havde hun ikke lært at han var dæmon, var hun gået for længst, for mennesker havde en tendens til at blive hængende lidt for længe. Nej egentlig havde det været på grund af ekspedientens beordrende tonefald, da hun havde kaldt Scarlett herover. Det undrede hende lidt, hvorfor kvinden ikke bare havde tilkaldt en vagt i stedet for at kontakte en civilbetjent, men på den anden side var impulsiv tankegang ikke altid så nemt at regne ud.
Hans svar på hendes hilsen fik hendes smil til at vokse en smule mere. Han virkede på ingen måde som dæmon, men han var slet ikke så arrogant som størstedelen var, hvis de mødte en yngre dæmon. Var han virkelig yngre end hende selv? Det var ikke til at sige på det her punkt, for hans "aura" eksisterede næsten ikke. Den var i hvert fald så lille, at Scarlett ikke kunne opfange den, hvilket havde gjort, at hun først antog ham for at være menneske. Ikke at hun tænkte lidt om ham, hun var ikke lige typen, der bare sådan dømte folk.
Hans undskyldning fik igen hendes smil til at vokse en smule. Han var nu sød-
"No need to apologize. With all due respect, she didn't ask very nicely, so I didn't feel like helping her."
Det lød måske lidt ondt, men hun var ærlig. Det var ikke for hans skyld. Lige i den her situation havde hun været noget så egoistisk, mest fordi hun ikke brød sig om, at folk kommanderede med hende. Det pissede hende godt og grundigt af, selv når det var hendes chef, der gjorde det.
Hans næste spørgsmål gjorde hende igen nærværende og hun hævede et bryn. Hun mærkede den drillende natur presse sig på.
"So what you're saying is, that yyou actually want me to search you? That can be arranged."
Det drillende glimt i øjet samt tonelejet var ikke til at tage fejl af, men han bad lidt selv om det med den udtalelse. Desuden fandt hun det morsomt at tage lidt pis på folk.

En lille stemme inde i Will gjorde sit sidste forsøg på at påpege, hvor urealistisk morsomt det var at stå og sludre med en betjent efter den tidligere episode, men han slog et sidste, mental klask og skød den væk.
”Well, for a moment I almost thought she was going to kill me,” indrømmede han med et skævt smil. Ubehaget pressede sig en smule på, og han lod sit blik glide rundt i storcenteret. Han fik øje på en lille pige, som med sin mor nød en stor flødeis, og tænkte uvilkårligt på, om de mon havde opfattet de uundgåelige airconditions, eller om de blot kunne være nogle meget ligeglade ilddæmoner. Med en opgivende hovedvirren så han igen på betjenten, og hendes næste ord fik atter en smule farve til at skyde op i kinderne. Han rømmede sig adskillige gange i et halvhjertet forsøg på at skjule et latterfnys, og så lidt ned i gulvet.
”Maybe,” sagde han langsomt og hævede blikket igen,”a better option would be to tell me where you’re from. It’s not that common to meet a foreign police woman in France, where everything is dubbed and served on a silver plate that only speaks French.”
Heldig kunne han selv tillade sig at kalde sig med hensyn til dette problem, eftersom meget af hans tidlige skolegang havde foregået under en høj disciplin om, hvor vigtigt sprog var til at kunne kommunikere med andre racer. Nu havde der godt nok, i det store og hele, været lagt vægt på de overnaturlige væseners sprog - såsom dæmonisk, en smule af dværgenes sprog (skønt han kun havde lært det nødvendige) og mange flere -, men behovet for at tilpasse sig menneskenes verden havde tilføjet en yderligere sprogvariation. Ikke så underligt, han havde snakket et miks af tysk og dæmonisk før.

Scarlett kunne ikke helt lade være med at grine af Williams ord. Ekspedienten havde ganske vist været temmeligt gnaven, men i forhold til en dæmon ville hun ikke kunne gøre ret meget. Tanken morede hende dog kort ved det indre billede om, at ekspedienten prøvede at dreje halsen om på William. Det var noget, hun havde svært ved at forestille sig skulle kunne ske i virkeligheden.
"Well for a moment she did look like a beast. Luckily I know how to be intimidating."
Selvom tonen var ærlig, var der alligevel noget drillende at spore i hendes stemmen. Det var så kedeligt bare at være sur altid. Det var meget sjovere at lave sjov med tingene, især situationer hvor modparten måske stadig var lidt chokeret.
Scarlett brugte pausen til selv at se sig omkring. Der var utroligt mange mennesker. Hvorfor hun netop havde bevæget sig herover, kunne hun ikke selv svare på, hun var bare gået uden egentlig at tænke over hvorhen for så at ende i centret. Det var som om, hun var blevet drevet hertil, for hun plejede normalt ikke bare sådan at gå i centret, men på den anden side havde hun jo fået stoppet en tasketyv, så lidt gavn havde det alligevel gjort.
Hans host fik igen Scarlett til at rette blikket mod William, og hun kunne ikke helt lade være med at grine. Hun hævede dog et bryn, da han kom med alternativet.
"Grunden til at jeg snakkede engelsk var egentlig fordi, jeg ikke rigtigt tænkte over det. Jeg er fra england. Men er det ikke lidt direkte at spørge om, taget i betragtning af, at du lige har snakket dæmonisk i fuld offentlighed?"
Der var stadig en snert af den britiske accent, men hun havde efterhånden fået tag på den franske, så hun kunne næsten lyde som en indfødt.
"Oh og hvordan skulle jeg tyde det der "måske"?"
Det drillende glimt i øjet var igen tilbage, og det svage smil sad igen på læberne. Det morede hende en del, at se ham blive rød i hovedet over hendes drillerier. Det var måske en kende egoistisk, men det var alligevel altid sjovere, når modparten rent faktisk reagerede på det, man sagde i stedet for bare at stå og ligne en statue. Ud over det løftede det alligevel stemningen en smule.

Hvis han ikke snart fik styr på sine følelser, ville han ende som en flosset indianernederdel. Scarletts ord fremprovokerede to reaktioner, og Will foretrak bestemt at beholde det første humør. Den første reaktion var et anerkendende nik og et lille snu smil ved de mentale billeder, som hendes ord skubbede ind i hans tanker. Hvem ville ikke bytte deres højre arm til enhver en tid for at se en autoritet pløkke provokerende minoriteter, som troede, de var bedre end andre?
Den anden reaktion var et lille spjæt, som Will afgav. Han åbnede ordløst munden, ombestemte sig, bed sig eftertænksomt i læben og lagde så armene over kors.
Så Scarlett var altså ikke helt menneskelig. Og burde det egentlig ikke være noget, han skulle have bemærket fra det første sekund, hun havde trådt ind i hans nærvær? Han genkaldte svagt følelsen af at føle sig en smule koldere, end storcenterets allerede ubehagelig forsøg på at ligne Antarktis, så snart hun havde blandet sig i opgøret mellem ham og ekspedienten, og vidste med det samme, at han kunne skyde bebrejdelserne på betjenten overfor sig.
”Den var god, den var god,” kommenterede han og puffede fraværende til et tabt sugerør med foden. Hvis der havde været et gelænder eller en søjle bag ham, ville han uden tvivl have lænet sig tilbage mod denne i et forsøg på at se skødesløs ud. Af en eller anden grund gjorde hendes afsløring ham pludselig ti gange tryggere, end han havde været for kun et øjeblik siden. De mange års kampe mellem mennesker og magiske væsener placerede næsten en automatisk mistro mod den modsatte race (hvilket i sig selv måske var en smule fordomsfuldt - ja, det vidste han udmærket godt), men det var til tider rart at møde en anden, som også kunne kalde sig ’medlem af klubben’.
”Så du er altså også en eller anden form for flersproget misfoster?” fortsatte han i et let drillende tonefald, og nu var blikket for alvor blevet nysgerrigt. Gad vide, hvad hun var for en.
Måske var Scarlett en intelligent kvinde, som vidste hvordan, man handlede i bestemte situationer, men hun lod vist til at have fuldkommet misforstået hans sidste spørgsmål. Will mærkede latterboblerne kilde i brystet.
”Det ved jeg sandelig ikke,” og smilet voksede, ”måske du kunne give et gæt?”

Scarlett havde undret sig en del over, hvorfor denne dreng ikke umiddelbart afgav den "aura" andre dæmoner normalt vis gjorde. Var det fordi, han endnu ikke var færdigudviklet? Eller havde han rent faktisk en evne til at skjule sin magiske tilstedeværelse? Hun kunne ikke helt greje det, men det var i al fald mærkeligt.
Hans lille hop og pludselige stumhed, bragte dog Scarlett tilbage til virkeligheden. Hun havde altid været god til det der med, at stå i sine egne tanker og så alligevel se ud som om hun rent faktisk lyttede. Det var ofte rart, for så behøvede man ikke stå og undskylde for at stå og falde i staver.
Hun kunne ikke helt lade være med at more sig over hans grimasser det medførte, for det var lidt underholdende, at han ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad han skulle sige.
"Misfoster? Jeg vælger at betragte det som en gave ikke en byrde, men det er selvfølgelig bare mit synspunkt. Jo mennesker ser det som misfoster, men de forstår heller ikke ret meget. De er ufatteligt snæversynede, når det kommer til stykket."
Tonen var stadig munter, og hendes smil voksede også en smule. Hun lod vægten falde på det ene ben, mens hun blot betragtede ham lidt. Hun fandt ham af en eller anden grund ret interessant. Han var bestemt ikke ilddæmon, det var hun sikker på, for så havde hun ikke kunne udstå synet af ham, dæmonaura eller ej. Nej han måtte næsten være enten is- eller vanddæmon, for hun følte en vis forbindelse mellem dem. Det var svært at forklare, men hun følte det helt naturligt at snakke med ham, selvom de kun lige havde mødt hinanden.
Scarlett havde egentlig ikke misforstået noget, hun kørte den bare så langt ud som muligt, for det ville hurtigt blive kedeligt, hvis der ikke var lidt jokes indblandet. Hun havde dog ikke forventet, at han ville finde det så morsomt. Det havde været en temmelig dårlig joke. Hun kunne dog ikke helt lade være med at smile af hans svar. Hun havde med vilje opdelt sætningen, selvom den nok havde været hel, men hun var egentlig ligeglad. Hun fandt det kun morsomt, at han reagerede så nervøst en gang imellem.
"So you want me to guess wether or not you would like me to search you? I can't read minds you know."
Igen havde hun slået over i engelsk uden egentlig at tænke over det.
Det drillende glimt lå stadig i øjet, men stemmen var blevet noget mere udfordrende oven i det drilske. Hun ville se, hvor langt hun kunne trække den, når han nu selv havde givet svar på tiltale.

De fleste magiske væsener var stolte af deres fordelagtige lod i livet, og han selv havde altid haft
en skiftende neutral synsvinkel, som dog mest krængede mod loyalitet mod hans egen race. Der var dog ikke så meget at kommentere, og Will lod hendes ord gå med et skuldertræk.
Hans øjnebryn hævede sig opstemt ved hendes drilske svar, og smilet antog en fornøjet kurve. ”Virkelig? Det var en lettelse. Måske du så kunne – ” Men resten af ordene blev bogstaveligtalt druknet i en sirenelydende larm. Will tabte tråden og kastede et forvirret blik opad i en sjov opfattelse af, at de hylende lyde måtte stamme fra storcenterets brandalarmer. Som volumen tog til gik det dog op for ham, at støjen måtte komme fra et sted bagfra, og han snurrede rundt tidsnok til at se den samme ekspedient, som tidligere havde anklaget ham for butikstyveri, i et voldsomt argument med en kraftig bygget sikkerhedsvagt. Den ældre kvindes mund bevægede sig, og som det efterhånden gik op for Will, at den skingre lyd var ekspedienten, som tilsyneladende havde hidset sig så meget op, at hver udtalt vokal næsten overgik selv operaens dygtigste sopran, begyndte denne at fægte med armene i retning af …
Med en synkende fornemmelse opdagede Will, at det var ham – og sikkert også Scarlett -, som denne med en rystende finger pegede på. Sikkerhedsvagten drejede hovedet med et ryk, og musklerne i kæberne arbejdede bemærkelsesværdigt, idet en grum trækning lagde sig om hans mund. Han gjorde et kort nik til den oprørte ekspedient og begyndte at bevæge sig over mod Will og Scarlett med rolige og faste skridt.
Nu var Will ikke en vanddæmon uden ære, og der skulle meget til for at skræmme ham. De erfaringer, den stramme ekspedient havde suppleret ham med (og som Scarlett så nådesfuldt havde reddet ham fra), var dog nok til at få bægeret til at flyde over. Eftersom sikkerhedsvagten bestemt havde en eller anden form for forbindelse til loven og autoriteter, hvilket kunne give alvorlige konsekvenser, blinkede alle Wills røde lamper, og han kunne kun tænke – flugt!
Benene drejede sig næsten af sig selv, og Wills var nået to skridt mod udgangen, da han kom i tanke om Scarlett. Han rakte en hånd ud for at tage et godt tag i hendes arm og hive hende med ud af dette anstrengende sted, men i det samme slog en lyntanke ned i ham, at hun jo besad samme autoritet som det store problem, som med sine tunge skridt var på vej over mod dem. Will bandede, himlede næsten med øjnene og kastede et længselsfuldt blik ud mod udgangen.
”Kom!” hvæsede han oprørsk og hev i Scarlett.

Scarlett slog sig til tåls med hans skuldertræk. Der var trods alt ikke så meget at diskutere, ikke lige når det kom til synspunkter, og eftersom hun havde givet sit, var sagen vel egentlig uddebatteret.
Hans næste ord fik dog Scarlett til at smile drilsk for dernæst at skære en grimasse, da en hylende tone pludselig lød. Hun vendte og drejede hovedet i alle retninger for at finde kilden til lyden, inden hendes øjne igen fangede den gnavne ekspedient.
Scarletts temperament blussede igen op, og igen faldt temperaturen omkring hende drastisk og endnu mere end tidligere. Hun havde simpelt hen fået nok. Ekspedienten var blevet advaret om konsekvenserne, men alligevel havde hun tilkaldt en anden vagt? Det var da så nederdrægtigt som det kunne blive.
Selvom Scarletts første tanke var flugt, blev hun alligevel stående. Hun kunne simpelt hen ikke tillade at denne ekspedient tillod sig at gå imod hende. Hun blev nødt til at gøre alvor af sine trusler.
Inden hun dog nåede så langt, mærkede hun nogen tage fat om sin arm og begynde at hive i hende. Hun mistede kort balancen, og hun skulle lige til at svinge armen mod vedkomne, da hun opdagede at det var William. Hun overhørte dog komplet hans ord, og da hun havde genvundet balancen, drejede hun igen hovedet mod vagten og ekspedienten. Vagten var temmeligt tæt på. Nærmest af refleks knyttede hun hånden og lod den fryse, så den blev helt isblå. Hvis William blev ved med at holde fast, ville han helt sikkert kunne mærke kulden strømme gennem hendes arm. Uden at tænke videre over det, løftede hun armen og strakte den, så hun ville ramme sikkerhedsvagten direkte i synet. Ydermere manipulerede hun med sin nu frosne hånd, så hun fik endnu mere fart på. Enten ville hun vriste sig fri af Williams greb eller trække ham med, alt afhængigt af hvor fast han nu engang holdt.
Hånden fik kontakt med vagtens ansigt, lige idet denne havde sat farten op, fordi det så ud som om de ville tage flugten, hvilket resulterede i at hans overkrop brat stoppede, mens benene fortsatte i en bue opad, indtil manden lå vandret i luften. Tyngdekraften trådte derefter ind, og han ramte gulvet med et temmelig højlydt klask. Det var ganske tydeligt, at der havde været kraft på slaget, for hans ansigt var nærmes trykket fladt og næsen var uden tvivl brækket. Blodet var stille begyndt at løbe fra den.
Scarlett rettede blikket mod ekspedienten med lynende blik og temperaturen faldt endnu en gang omkring hende.
"Please excuse me William."
Inden hun dog nåede at tage et skridt, var ekspedienten vendt om og begyndt at løbe. Så let skulle hun ikke få lov at slippe. Scarlett koncentrerede sig om et punkt et lille stykke foran kvinden og en pæl af is formede sig horisontalt i luften. Kvinde løb direkte ind i den og blev væltet omkuld.
Scarlett tog et fast tag i kraven på den nedlagte vagt og trak ham med hen til kvinden. Hun fandt hans håndjern frem og lænkede dem sammen. Derefter greb hun vagtens radio og skiftede kanal på den.
"Scarlett Jackson kalder stationen. Jeg har anholdt en ekspedient og en vagt i centret for uhensigtsmæssig opførsel i forbindelse med en noget stædig anklage. Fuld skriftlig rapport kommer senere. Vil I venligst sende nogen til at hente dem? Jeg bliver nødt til at fuldende min mistanke. Scarlett slut."
Hun smed radioen på brystet af vagten, idet svaret kom.
Hun faldt igen ned og temperaturen vendte tilbage til sit normale, inden hun vendte sig mod William.
"Again I'm terribly sorry. Let's find some place quiet."
Der trådte igen et svagt smil over hendes læber, idet hun traskede hen til ham.
"Do you know any good places?"

En spændende flugt – fyldt med skinnende biler, som hvinede med bremserne, og personer iført jakkesæt med solbriller og pistoler – dukkede uvilkårligt op i Wills tanker, og han kunne halvvejs allerede se for sig hvordan han og Scarlett ville spæne gennem Di Morga, gennem smalle gader og tykke menneskemængder, i deres konfuse flugt fra vagten og andre ordensmagter. Det ville være spændende og eventyrfyldt, som kun de bedste action-film kunne projektere. Scarlett lod dog til at være af hel anden mening, og Will kunne lige så godt have stået og hivet i et stumt dørhåndtag.  Han opgav dog først sin nytteløse hiven og trækken i hende, da hånden i hans pludselig antog et strejf af frost og blev isblå – hvilket var en heldig ting, for som vagten havde lagt mindre og mindre afstand mellem ham og dem, var Will alvorligt begyndt at overveje at kaste Scarlett over sin skulder og være færdig med det. Nu trak en ubehagelig grimasse sig over hans ansigt, og han slap gysende hendes hånd. Mistanken om hendes specifikke race var nu fuldkommen bekræftet, og han vidste endnu ikke, hvordan han skulle have det med det, for overnaturlige væsener, som kunne udgyde kulde, var endnu temmelig pirrende for ham.
Heldigvis var det dog ikke et problem, han havde tid til at dvæle længe ved, for Scarlett tog pludselig til drastisk handling. Alt hændte dernæst i overdrevent slowmotion – som når man taber en dyrebar ting (sin mors vase eller lignende) og magtesløs ser til, hvordan værket splintres for øjnene af en -, og i ubevægelig overraskelse så Will Scarletts næve nådesløst kollidere med vagtens ansigt. Det smertefulde pust fra denne rungede dramatisk i Wills ører, og han krympede sig. Han var allerede forfærdet over, hvad der var sket, for var det ikke netop det, han havde ønsket at undgå? Enhver anden person, og han ville allerede have fungeret som Scarletts ivrige heppekor eller selv været med i løjerne, men i dette tilfælde ville han yderst gerne undgå problemerne! Panden furede, og han åbnede vredt munden for at komme med protester, men Scarlett kom ham i forkøbet.
Engelsk, og det overraskede ham egentlig ikke. Alt, hvad han allerede havde lært om denne dæmonkvinde var, at hun sandsynligvis havde en vane for ubevidst at glide over i sit modersmål. Han havde end ikke tid til at nikke tomt, før Scarlett rettede sin hidsighed mod resten af duoen og jagtede ekspedienten gennem storcenteret. Adskillige kunder og forbipasserende var nu begyndt at kigge, og Will gjorde et magteløst skuldertræk, da Scarlett strengt slæbte ekspedienten tilbage og påførte dem begge, ekspedienten og vagten, sin nåde, som var lige så kold som hendes ismagi. Da hun endelig vendte sig mod ham, var han nær vaklet et par skridt tilbage, men stoppede sig selv i sidste sekund. Som hende besluttede han sig at holde sig til sit modersmål, da forståelsen tydeligvis eksisterede lige meget hvad.
”Øh, det var – hrm – temmelig imponerende,” kommenterede han og kunne ikke skjule en let tone af tørhed i sin stemme. Scarletts lille scene havde tydeligvis imponeret mange af storcenterets kunder, og mange var stoppet op for at iagttage scenariet, da assisterende politifolk kom for at føre den nedtagne og slukørede vagt og ekspedient væk. Før Will vidste af det, havde et bredt grin trukket begge hans mundviger op, og han rystede forbløffet på hovedet. Hun overraskede virkelig på mange områder, og hendes afslappede attitude – som var det hverdagskost for hende (hvem kunne vide om det egentlig var) -, morede ham blot endnu mere.
”Det er okay,” fortsatte han kækt og måske også en smule drillende. ”Jeg må indrømme, jeg efterhånden var begyndt at se på lidt klokken, men det var godt, du huskede at komme tilbage til mig.” Han lod sit blik passere butikkerne, som omgav dem, og en behaglig duft af mexicanske pandekager og nachos gav ham det svar, han behøvede.
”Lad os prøve der,” foreslog han og gjorde et skub med hagen i retning af en cafe, som gik under navnet Zorro’s knivskarpe kappe. Grundet det gode vejr stod cafeen hen i næsten tomhed. En servitrice stod og pudsede glas, mens hun fraværende stirrede frem for sig, og et ældre ægtepar nød cafeens retter.
Will førte an, og inden længe havde han og Scarlett skaffet sig et tomandsbord (der var ikke så meget at kæmpe om), og cafeens servitrice havde smilende efterladt dem hver et menukort.
”Nå … ” Will lod sit blik hvile på de forskellige retter, men koncentrationen var der ikke rigtigt. Han skottede mod Scarlett over sit menukort og smilede skævt. ”Det har allerede været noget af en dag, hva’? Utrolig udsultende. Men … bliver du ikke selv straffet for det, du har gjort?” Det nyttede ikke noget hvor morsomt, episoden havde været: Will havde aldrig set en politibetjent behandle sine kollegaer eller kunder på sådan en måde, og Scarletts yderst voldelige reaktioner satte ham fuldkommen ud på den anden ende.

Scarlett kunne tydeligt se, at hendes reaktion ikke faldt i god jord hos William, men hendes instinkter havde været stærkere end hendes sind, så det var måske alligevel meget heldigt, at han valgte at godtage hendes undskyldning, for uden ham at bekymre sig om, havde hun nok stadig været i sit primitive stadie og ikke bøvlet med at kalde stationen.
Hans tørre stemme havde dog fået hende til at vågne op. Hun så på ham med et skyldbevidst blik.
"Jeg undskylder virkelig mange gange, at du så mig sådan der. Jeg har ikke en forklaring på hvorfor, men det er blevet sværere med årerne at handle rationelt på direkte trusler. Tro mig: Jeg er en af de mindst kyniske dæmoner, du finder. Hvordan jeg har formået at beholde nogle menneskelige følelser, aner jeg ikke, men det er til tider svært at holde mine instinkter i skak."
Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare det, for i de her situationer havde der aldrig været andre indblandet. Nu sad hun pludselig med en ung dæmon, der var fanget i en krydsild, fordi en eller anden alarm havde bippet og en eller anden ekspedient ikke kunne lade sagen ligge. Det havde aldrig været hendes intention at involvere drengen eller manden (hun kunne ikke helt definere det) så meget. Var det virkelig dårlig samvittighed? Det var i hvert fald ikke en rar følelse, og hun gav sig selv en mental dumflad for at være så sentimental.
At han så rent faktisk vendte på en tallerken og nu smilede over hele femøren, kom endnu mere bag på hende. Havde han ikke lige set ud som om, han hadede hende for hendes handlinger? Hun stod et halvt sekund og undrede sig over ændringen, inden hun slog sig til tåls med den og valgte at følge efter ham.
Hun tog plads overfor ham og servitricen kom med menukortet, skyndte hun sig blot at bestille en kop kaffe. Hun havde virkelig ingen appetit lige nu, for ekkoet af frotrydelse hang stadig i hendes baghoved. Hun blev virkelig nødt til at tage sig sammen.
Lyden af Williams stemme nåede hendes ører, og hendes opmærksomhed blev igen rettet mod ham.
"Om jeg bliver straffet? Jo det gør jeg da. Jeg har en ekstra rapport at udfylde. Som om jeg ikke har nok papirarbejde i forvejen. Men det er ikke din skyld. Men direkte straffet for at anholde en centervagt? Nej. Loven gælder for alle, selv ordensmagten. Og lige netop de dovne, doughnutædende vagter her i bygningen har jeg egentlig ikke ret meget til overs for. De er så korrupte, at de kunne bestikkes med en knappenål."
Selvom hun egentlig var glad, var hendes stemme blevet noget mere alvorlig. Dog var kommentaren om rapporten mest ment i spøg, selvom hun jo var nødt til at udfylde endnu en rapport, og hun havde virkelig en bunke af dem i forvejen.
Servitricen vendte tilbage med kaffen, inden hun tog menukortene og så lidt afventende på dem begge. Hun var tydeligvis af den opfattelse, at det var et stævnemøde og at der var tale om en romantisk frokost.
Scarlett valgte at ignorere kvinden, for hun havde virkelig ikke tænkt sig at skabe mere påstyr, end hun allerede havde gjort, og den bedste måde at sikre dette på var ved bare at lade som om, hun ikke var der, for hendes tålmodighed var virkelig blevet testet idag, og hun ville ikke kunne holde til endnu en diskussion.

Will, som havde funderet over Scarletts tidligere ord, lænede sig en smule frem i stolen, armene hvilene på bordpladen.
”Du er også en dæmon, er du ikke? En isdæmon?” spurgte han langsomt. Han tøvede lidt, tjattede med hånden på sin kløende næse og lagde hovedet på skrå. ”Du lyder gammel – eller bare ikke særlig kendt med den her verden.” Snarere en konstatering end et spørgsmål.
Den følelse af ro, som hun tidligere havde skyllet udover ham, bredte sig igen, og Will måtte lægge kløft mellem tunge og mund, før han lukkede alt for mange spørgsmål ud på én gang. Hun var helt bestemt godsindet og havde en atmosfære af solidaritet over sig.
Men hvad lavede han egentlig her? Hyggede sig på en café med en, som lige så godt kunne have stukket ham en bøde i stedet? En pressende tanke om, at det i virkeligheden kunne være en form for en dårlig vittighed, baghold eller aflytning rørte på sig i hans underbevidsthed, men han puffede den stædigt tilbage. Hvorfor skulle hun ellers have reageret, som hun gjorde?
Hendes svar kom egentlig ikke bag på ham. Di Morga kunne være en farlig by, og han havde hørt mangt og meget om korruption og om, at det til tider kunne være bedre at stole på den beskidte vagabond end den ordentlige betjent. Ydermere bar hendes ord præg af fortrolighed, og Will nikkede med rynkede bryn. Det forklarede vel hendes opførsel.
”I hvert fald … tak igen,” sagde han stille, og så ankom deres bestillinger.
Will stod nu overfor sit livs største fejltagelse – eller snarere øjeblikkets, for den stærke kaffe (med chili, caféens specialitet), som han under Scarletts bestilling havde fået med, sendte en steppebrand ned gennem hans svælg og skoldede indersiden af halsen. Smertestårer sprang ubehjælpeligt frem i øjenkrogene, og han slog med et gylp hånden for munden. Han lod sine øjne fokusere på væsken i koppen, som i små bølger skvulpede mod krusets kant efter han hårdt havde stillet det fra sig, og blot det var nok til at genkalde følelsen af vand, som sekunder senere gled over i en realitet. Da han fjernede hånden igen, drev fingrene af glinsende vanddråber, og han slikkede sig lettet om læberne.
Scarlett syntes at antage en besynderlig mine, og Will skottede mod servitricen, som endnu stod og pyntede ved deres bord.
”Det var alt,” gryntede Will afvisende, og øjnene snævrede sig en smule sammen. Han havde hørt om dæmoner, som kunne antage en hvilken som helst form, og da han disse sidste par uger allerede led forfærdeligt meget af forfølgelsesvanvid, forekom servitricens– som nu sjoskede hen mod det ældre ægtepar – opførsel ham en kende foruroligende.
”Er du stadig på job?” Uventet, og så det næsten gav et lavmælt knæk, drejede han fluks hovedet mod Scarlett.

At han regnede Scarletts race ud, kom egentlig ikke bag på hende. Hun havde trods alt ikke ligefrem lagt skjul på sine evner. Hun nikkede eftertænksomt til hans ord, mens hun tænkte lidt over sit svar.
"Jo jeg er isdæmon. Jeg har ikke helt regnet din race ud, selvom jeg ved det er enten djævel eller dæmon. Jeg hælder dog mest til dæmon, for jeg plejer ikke sådan at klinge med djævler. Jeg ville oveni skyde på, at det er inden for elementet vand, for jeg plejer ikke sådan bare at kunne falde i hak med andre. Ilddæmoner er specielt svære at have med at gøre, fordi vi er naturlige modsætninger."
Hans konstatering fik hendes smil til igen at vokse en smule. Hans udtalelse fik hende til at tænke, at han virkelig var ung, når han ikke vidste bedre.
"Tjaa, selvom det er kontroversielt for en kvinde at indrømme, hun er gammel, så må jeg vel give dig ret. Men du er også temmelig ung, så du har højst sandsynligt ingen anelse om, hvad jeg taler om. Der kommer et tidspunkt, hvor man lukker mere og mere af for menneskelige følelser for ikke at blive sindssyg. Det lyder mærkeligt, men efter tilstrækkeligt mange blodsydgydelser, lærer man at være ligeglad. Hvilket så ikke gør det nemt altid at holde sig selv tilbage, fordi man på mange punkter er alt for egoistisk til at tænke over omgivelserne. Det er temmeligt indviklet, men jeg kan ikke forklare det på bedre måder."
Hun kunne tydeligt se, at han var begyndt at slappe lidt af igen, hvilket egentlig glædede hende, for hun ønskede ikke, at han skulle være nervøs omkring hende, når nu hun havde prøvet at hjælpe ham. Hun kunne dog ikke bebrejde ham hans tidligere uro. Hun havde trods alt ikke opført sig videre rationelt. Det kæmpe temperament, der lå under overfladen, havde gjort hende temmelig spontant anlagt, og det var kun blevet værre med årene.
Hun nikkede som svar på hans taknemmelighed. Da han tog en slurk af kaffen, måtte hun virkelig holde igen for ikke at grine. Hun var så optaget af sin indestængt latter, at hun ikke tænkte videre over, at kaffen stadig var varm, da hun tog en slurk af koppen, og nu var det så hendes tur til at få tårer i øjnene. Hun satte koppen fra sig, idet hun lod sin mund køle drastisk. Det var så ekstremt, at da hun åbnede munden igen, stod der en sky af rimtåge ud fra den. Hun lod opmærksomheden hvile på koppen et øjeblik, og dampen fra væsken forsvandt, hvilket vidnede om, at den var kølet drastisk ned.

Scarlett lod et stykke tid opmærksomheden hvile på servitricen, men intet tydede på, at denne var andet end menneske. Jo ældre de overnaturlige væsner blev, jo nemmere var det faktisk at opfange. Hun vidste ikke hvorfor, men det var som om, at jo mere følelseskolde væsnerne blev, jo nemmere blev det at opdage dem.
Wills ord fik hende dog til at rette opmærksomheden mod ham igen, og hun kunne igen mærke trangen til at drille springe frem. Hendes smil voksede en smule og hendes øjne begyndte igen at glimte drilsk.
"Tjaa jeg har jo endnu ikke visiteret dig, så ja det er jeg. Hvorfor?"
Hun tog en slurk af kaffen for at holde masken, for hun var temmelig sikker på, at hendes ord nok ville gøre ham en kende nervøs. Han kunne selvfølgelig overraske og køre den videre. Hun var ikke helt sikker på udfaldet.

Will satte sig ret op i stolen, og det var lige før, han tabte underkæben – for, hold da op, sikken analyse han fik! Scarlett lod hypotese regne ovenpå observationer, og beviste bedre end noget andet det hoved, en god politibetjent skulle være i besiddelse af. Han ville nødig befinde sig i en Sherlock Holmes-roman med hende, hvis han skulle fungere som morderen og hende som detektiven.
”Jah,” stammede han og slugte hurtigt sin forbløffelse. ”Det har du regnet ret godt ud. Jeg er en vanddæmon.” Sprog var ikke det eneste, Will måtte lide under i sin skolegang. Læren om magiske væsener var også et af emnerne, og heraf vidste han, at nogle vanddæmoner var heldigere end andre og besad isevner – som en vanddæmon og en isdæmon blandet sammen. Heldige skiderikker. Om dæmonkvinden overfor ham var født med begge gaver, havde han ingen gensidig chance for at gætte, for skønt hun var en god imitation på Sherlock Holmes, kunne han langtfra tilgodese sig titlen som Watson. Tanken om is og kulde sendte en indvendig kuldegysning ned langs rygraden, og han snerpede munden hårdt sammen.
Udødelighed var en evig fascination for Will. Alle væsener, som svandt godt op i årene, som han havde mødt, besad altid en evindelig form for visdom. De emmede alle af en aura af ro, som dødelige og ynglinge (som Will selv) kunne have svært ved at forstå. Måske ville han en dag opnå samme forståelse – måske ved hjælp af en åbenbaring eller mange års øvelse -, men nu gjaldt det blot om at få Scarletts ord til at give mening. Ordenes genklang hviskede om tristhed og om mange års lærestrege lært en lille smule for godt, og Will følte sig næsten helt sørgmodig ved tanken om, at udødelighed viskede livsglæden væk og erstattede den med kold ligegyldighed. Mon han også ville ende sådan?
”Tjah, det har i hvert fald givet dig et godt temperament,” konstaterede han endeligt og med et skævt smil. Det var ikke lige tidpunktet til at føre dybe samtaler, og han ønskede heller ikke at gøre Scarlett forlegen eller trist til mode. Hvor vis og følelseskold hun så end var.
Heldigvis indtraf noget, som i den grad lettede stemningen, og før Will vidste af det, lå han indover bordet og forsøgte at skjule sine fnis og lattergrynt. ”Du har ret!” Han fik lidt hold på sig selv og rettede sig småleende op i stolen. ”Ild og os fungerer vist ikke ret godt sammen.” Hans egen kop modtog et noget tvivlsomt blik, og han undrede sig over, om han mon skulle tilbringe de næste halvtreds år i cafeen i et håbløst forsøg på at tylle den stærke kaffe i sig.
Deres hyggelige tosomhed led under et menneskes (hvis hun så var, påpegede Wills underbevidsthed strengt) indtrængen. Will rykkede utilpas på sig i stolen. Scarletts intentioner var gode, det vidste han godt. Men luften føltes pludseligt så indtrængende lummer, lagde sig hedt åndende og i et kvælertag om Wills hud. Det kriblede ubehageligt i fingrene.
”Jeg kan ikke holde det ud længere!” Ordene slap ud mellem den mentale kløft, Will tidligere havde placeret mellem tankerne og talestrømmen, i en lav mumlen. Han rømmede sig og så usikkert på Scarlett, før han greb fat om sin kaffekop og tyllede resten af den hede drik i sig. Hostende og spruttende kom han på benene og skubbede stolen så hårdt ind mod bordet, at bordbenene knirkede mod gulvet. ”Du kan visitere mig udenfor, hvis du vil. Jeg – øh – hvis du virkelig har fri, kunne jeg godt tænke mig at komme udenfor.” Indkøbsposen med tøj blev skurpet op, og Will stirrede sitrende på hende. Det var kun med god overtalelse, at han holdt sig fra at hoppe febrilsk på stedet.