Utæmmet kamp

Tid: Sen aften, omkring kl. 22-tiden
Sted: Lutte ä mort – kampburrene
Vejr: Bemærkelsesværdigt køligt, så der er brug for en jakke. Stjerneklart.
Omgivelser: Hujende og heppende væsener og mennesker, nogle få glædespiger

Det var efterhånden et par timer siden, at solen havde sagt godnat og overladt sin post til månens og stjernernes kolde skær. En post, som det tiltrædende tusmørke velvilligt havde overtaget. Det havde slugt de sidste livsgivende solstråler, indtil det sorte tæppe var blevet så udtalt, at kun nattehimlens lys var nok til at guide vildfarne væsener i den nådesløse og uforudsigelige nat. Menneskets metoder var derfor en betydelig hjælp for dem, som ikke var heldig nok til at have et nattesyn, og de gullige gadelamper oplyste nu ethvert gadehjørne i Di Morga, som havde penge nok til at levere sine borgere sådan en luksus – eller ikke havde været under bandemedlemmers eller uromageres hærværk.
Denne aften var gaderne omkring Lutte ä Mort ikke spor befolket. Nej, der herskede snarere en spændt stilhed, som kun medvirkede til at trække flere nysgerrige tilskuere til det voldsudøvende sted, og befandt man sig ikke inde i huset, stod man i de tætte grupperinger om dørindgangen. Det var som om, der herskede en usynlig tørst blandt de tilstedeværende, en tørst efter lyden af knækkende knogler, plettende blod og kolde penge, og lyden af tilskuernes høje brøl og grove sang talte præcis denne form for opmuntrende sprog.
En del kampe havde allerede fundet sted, og denne aften var udbuddet så populært, at tre ekstra bure var blevet stillet op, så der kunne være større omløb mellem kampene. I det midterste bur fandt den niende kamp sted. Kampen bestod mellem en ældre varulv, hvis brune hårmanke og lange, utrimmede negle tydeligt markerede hans race, og en ung vanddæmon – både af sjæl og krop -, hvis blå øjne skarpt skinnede i opstemt ophidselse. Begge havde bare overkroppe, og sveden drev af deres kroppe i tykke kolonier, sølede håret til, så det krøllede i enderne, og bredte en fæl stank, som heftigt forenedes i en frastødende sammensmeltning af alkohol og indelukket rum. Stemningen, som omsluttede dem, var oppisket, og adrenalinen summede en velkendt sang i den unge vanddæmons årer. Reglen var, at man kun måtte benytte fysisk slagkraft, og fordi der denne aften var almindelige mennesker til stede, var magi forbudt.
”Kom an! Hvad venter du på?” råbte vanddæmonen, hvis navn var William, eller snarere blot Will. Vildfarne lokker af sort hår hang ham i øjnene, han blødte ud af munden, og han havde næseblod – men han grinede. Det havde indtil videre været en utrolig let kamp, og tredje runde havde ikke været i gang i mindre end fem minutter, før hans modstander lå jamrende på jorden. Skønt varulven fysisk var langt mere overlegen end Will, havde Wills taktikker været bedre, og han var nu skyld i to brækkede håndled, et knækket ribben og et blåt øje.
”Du skal op nu – ellers går sejren til den unge mand!” informerede spillemesteren, som evigt stod direkte uden for burets midte. Tilskuernes råb steg yderligere i volumen, og hånlige skældsord blendede sig ind i lyden:
”Taber!”
”Sikken slapvans!”
”Spark til ham!”
”Fucking varulv – tag dig dog sammen!”
Will virrede med sit mørke hoved for at klargøre sit syn, og hænderne lukkede sig opad og indad i knytnæver. Han luntede et par skridt fremad og puffede prøvende til sin modstander, men kun et enkelt, ynkeligt grynt forlod det store drog.
”Tre – to – en … Godt! Tiden er udløbet! Vi har en vinder!” annoncerede spillemesteren, og tilskuernes begejstrerede og ærgerlige udbrød stod i stærkt kontrast med naboburet, hvor en temmelig spændende tvekamp havde udløst et langt ”ååååhhhhh!”. Grinet på Wills ansigt forandredes til et selvtilfreds, smørret latterfnys, og han løftede armene i vejret for at modtage lovprisning. Gittret til buret blev åbnet, og Will trådte ud, mens varulven måtte assisteres af adskillige hjælpere for blot at komme op at stå. Venskabelige skulderklap mødte vanddæmonen på vejen gennem folkemængden, og han tog glædestrålende imod den store pengesum, som var blevet satset på ham. Han havde netop stukket dem i lommen, da et lommetørklæde og et ølkrus blev stukket i hans hænder, og instruksen om at ’tør det blod op i ansigtet, eller jeg skal komme efter sig’ fra husets bartender fik ham til at udstøde et højt grin.

Pruedence havde ikke valgt jordens mest fornuftige tøj, til dagens anledning. Et par sorte shorts, og en mørkeblå langærmet havde hun iført sig, samt et par sorte militær agtig støvler.
Hun var netop ankommet, for sent som altid, til en af de store slåskampe. Vilddyrerne var blevet sat i burene, og hun kom lige i rette tidspunkt til at se en kamp mellem en sorthåredes fyr, og en stærk høj fyr.
Hun satte sig i baren, og bestilte en øl, hun måtte jo lære at drikke det stads, og så rundt. Før hun vidste af det, var kampen forbi. Sikke en nem omgang, den store fyr var jo blevet lammetævet af den anden.

Vinderen kom triumferede op i baren, han måtte have haft et taktisk talent for at vinde. Et højt grin blev udstødt af ham, han havde vidst allerede tiltrukket en del opmærksomhed. Inden længe ville pigerne sikkert vælte omkring ham, men ikke Pruedence. Hun tog en tår af sin øl, og skar kort ansigt. -"sikke noget lort..." Konstaterede hun, og rejste sig op for at hælde det ud et eller andet sted. Hun gik lidt væk, så rundt, og hældte det så ud i en skraldespand nær baren.

Da hun satte sig ned igen, kurrede hun glasset over til bartenderen med ordene -"Giv mig noget der ikke smager som vinderen der lugter", hun nikkede kort hen mod ham, men så så bartenderen i øjnene igen. Hun skulle passe på med at drikke for meget, hun blev så hurtigt fuld.

Kamp og voldudøvelser havde altid en besynderlig virkning på Will. At fremkomme fra dæmonernes art, besad hans væsen, i kontrast, en besynderlig lys og energisk egenskab, hvilket - var han overbevist om - bestemt stammede fra hans races lette og bekymringsfrie tilgang til livet; ligesom havets ustoppelige, brusende latter. Men når den rigtige form for adrenalin spredte sit rus i blodet, mærkede Will til tider hvordan, det rigtigt kunne føles at være en mørk og magtfuld dæmon. I blidere tilfælde oplevede han blot en tiltrængende form for trangen til at … pirre.
Hvilket denne aften var og blev et glimrende eksempel på.
Det blodplettede lommetørklæde (nu en ’gave’ fra bartenderen, hastede denne at forklare Will med et frastødt ansigtsudtryk), lå nu på disken, og Wills ansigt var nu en kende mere renskuret, end det havde været for et øjeblik siden. De store plamager af sved på kroppen var langsomt begyndt at tørre, men rummet holdt endnu en tæt varme, som kun store sammenslutninger af væsener kunne frembringe, så sveddråberne svandt ikke helt. Dæmonen lod en hånd stryge gennem sit pjuskede hår og slubrede øllet i sig. Oven på tre runder af kamp var en kold forfriskning altid på sin plads.
Han var ivrigt i færd med sit andet krus (en gave fra en taknemmelig elver, som havde satset på Will og vundet en stor sum penge) og lyttede til en af bartenderens buldrende jokes, da han opfangede ordet ’vinder’ i en forbigående samtale. Hvorfor netop det ord greb hans opmærksomhed, vidste Will ikke, men det bevirkede, at han lige netop nåede at høre resten af sætningen.
Hvad der før havde været en nydelig øl, forvandledes nu til smagsløst vand i Wills mund. Øjnene snævrede sig sammen til smalle sprækker, og med blikket på kvinden over krusets kant - sortelver, vidste han med det samme grundet hendes hudfarve - sænkede han langsomt sit krus. Nerverne hang allerede ude på tøjet, og Will mærkede et sus af irritation og provokation flyve igennem sig.
”Undskyld mig?” sagde han langsomt og så ubehøvlet højt, som han kunne tillade sig uden at tiltrække al for meget opmærksomhed. Egentlig var det dog ikke et problem, han behøvede bekymre sig for meget om, for tre nye kampe var netop blevet sat i gang, og alle i huset var atter optaget af, hvad der foregik i burrerne. Kruset landede på disken med et lavt ’klink’, og Wills blå øjne lynede.
”Siger du, jeg stinker?” fortsatte han udfordrende. Hvor var det dog også ubehøvlet af denne sortelver at fornærme ham, når han lige havde slået et ordentligt brød af en varulv til jorden. Ganske let havde det ikke ligefrem været, og han følte, at han bestemt ikke fortjente denne form for behandling efter sådan en tapper kamp - fra nogen! Will mærkede sit temperament ulme faretruende på sig, og en lille stemme inde i ham mindede ham pibende om, at det nok ville være dumt at fare på kvinden over sådan en ’bagatel’ og bedre at vende den blinde kind til, men han skubbede den brutalt til side og rejste sig i stedet fra stolen.
”I det mindste har min hud da en normal farve, sortelver.” Ordene lukkede sig ud i en hånlig strøm, og et lille smil krøllede i hans mundviger.

Haha beklager men Pruedence er elver, dog opvokset hos sortelverne jeg ignorere bare det med sortelver så :p

Pruedence havde ikke regnet med at 'vinderen' havde hørt hendes samtale, så det gav et lille Z i hende, da han snerrede af hende. Hun rejste sig op, og så op på den unge mand. "Ja det siger jeg faktisk. Problem med det? Stinkie..." Hun lagde armene over kors, og følte sig egentlig ret lille mellem alle de høje mennesker der var over de 165 cm i højden. Hun var langt fra bange for denne dreng, hun endnu ikke kendte racen på, hun fandt det faktisk nærmere sjovt. "Du bliver da rimelig hurtigt tøsefornærmet hva?" Hun kunne mærke et par blikke på hende, det var nok ikke så tit man så en elver opføre sig sådan. Det var tydeligt at se hun var elver med den perlehvide helt rene hud, og de skinnende safirblå øjne. Håret var dog sort, men det havde været blondt før hun havde farvet det. Nårh ja, og det smukke feminine ansigt gjorde det også en del lettere at genkende hendes race.
Pruedence havde altid fundet det spændende at diskutere med folk, og alpakauld holdte hun også meget af -at se på. Hun var elendig i nærkamp selv, pga. hendes fysiske svaghed. Hun har dog ganske øvet med skydevåben.
Hun lagde hovedet lidt på skrå, og så på drengen med let sammenknebne øjne, der gav hende et flabet og udfordrende udtryk i ansigtet. Hvordan mon drengen ville reagere?

//Åh, ups .. :o //

Hvis provokation har en menneskelig form, tænkte Will sydende, så har den form som en lille, dum elverkvinde. Han virrede med hovedet, som irriterede en usynlig flue ham, og trådte et par skridt nærmere. At han overhovedet havde overvejet at ignorere hende, forekom ham en fjern vittighed nu.
”I det mindste er jeg ikke en,” bed han omgående tilbage og lod blikket glide henover hendes slanke krop. Ansigtet fortrak sig triumferende. ”Du ville ikke kunne klare dig et halvt sekund inde i et af de bure.” Som for at understrege sin fornærmelse, gjorde han en gestus over mod burrerne, hvor en af kampene - mellem en bodybuilder af et menneske og en aspara - havde fået tilskuerne til at bryde ud i grov krigssang. De hårde vers steg i rytmisk takt med, at publikum trampede i jorden. Will havde sin ene hånd placeret på barens disk og kunne nærmest mærke hvordan, det vibrerede i træet under håndfladen.
I takt med, at irritationen steg, skød Wills hage en smule mere i vejret, og hans blik forlod ikke ët sekund den ubehøvlede elver. Den smule øl, han havde nået at indtage, sang nu en harmonisk duet med adrenalinen, som stadig rasede i blodet, og, som alkohol altid bevirkede, faldt ordene meget lettere, end havde han siddet en søndag morgen med en kop kaffe.

Pruedence havde et lille frækt glimt i øjet, hun morede sig ret godt. "Hvorfor skulle jeg også være så helt enorm dum, at gå ud i en af de bure?" Sagde hun, med et flabet smil. Hun stillede sig på tæer, for at sætte sig op på en af barstolene, så hun nu næsten var i øjenhøjde med ham. "Det er lidt nemmere at diskutere med dig, når jeg kan se dig ordenligt i øjnene." Hendes safirblå øjne skindede lystigt. Tænk at han kunne blive så vred, over så lidt. Hun var jo knapt nok begyndt endnu. Men alkoholen gjorde vel også en del. Hun lænede den ene arm på barbordet, men mistede stadig ikke øjenkontakt med ham. Det virkede heller ikke som om han havde tænkt sig at trække sig. "Er du færdig med at være vred? Der stinker lidt, tror jeg skrider" sagde hun, og kiggede op og ned af ham, for at vise det var ham hun syntes stank.
Hun blev dig stadig siddende på barstolen lidt længere, der følte hun sig mindre lav, og derfor mindre skrøbelig. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen, og så på ham. Hun overvejede virkelig bare at smutte, det var nok også bedre inden han blev voldelig.

Et hånligt fnys var tankeløst ved at lukke sig ud, men Will bed det bevidst tilbage. Blot ved at se på elverkvindens ansigtsudtryk og mimik, opfangede han – og det var godt en lille, fornuftig del af ham, men nok til at han reagerede på det -, at hans opførsel vel ligefrem morede hende. Hånden, som skødelæst havde lagt på bordet, lagde sig nu om hans ølkrus og klemte, så knoerne lyste, da Will forsøgte at tvinge sit opkogte temperament en smule ned. En overvældende trang til at kaste ølkruset og dets indhold direkte i den provokerendes ansigt var næsten overmandende, og Will fik endnu en nerve at sloges med. Hvis han nogensinde handlede sådan, vidste han, at han med garanti ville tabe diskussionen og ville blive set som en tøsefornærmet slapsvans.
”Lidt fornuft har du da,” bed han køligt igen, og det lykkedes rent faktisk at sænke det høje tonefald en smule. ”Siden du kan se, at du alligevel ikke har nogen chance.”
Brynene skød opad, idet hun lempede sig op på en af barstolene. ”Føler man sig lille?” var hans kommentar. Et højt latterbrøl gjaldede i rummet, og vanddæmonens øjne flakkede flygtigt rundt i søgen, et øjeblik nærmest overbevist om, at det var ham, som stod til ære for denne reaktion. Det stod dog snart klart, at ingen skænkede Will og elverkvinden en tanke, og Wills kinder varmede en smule, mens han febrilsk håbede, at elveren foran ham ikke besad nogen form for tankefølende kraft. For at skjule sit øjeblik af svaghed, skød han endnu en bemærkning i hendes retning. Han bøjede hovedet en smule, som for at snuse til sig selv for at tjekke, om stanken virkelig kunne være så slem.
”God ide. Der venter nok en blomstret gardinkjole og ti kattekillinger derhjemme.”
Han vidste udmærket godt, at han var elendig til at udslynge fornærmelser, men nu var han ikke ligefrem en øvet professor inden for dette fag, og i det mindste gjorde han da et forsøg. Pokkers næsvise og flabede elvere …

Hun havde det samme flabede smil planeter på læberne. -"Mere fornuft end dig i hvert fald." Hun grinede lidt af ham, og så ned på sin hånd der klemte om ølkruset. Hun lagde sin kolde hånd ovenpå hans. -"Slap nu lidt af, vinder. Ingen grund til at smadre noget, det kan du gemme til når du skal ind og lege abe i buret." Sagde hun, på en beroligende, og alligevel ophidsende måde. Hun trak på skuldrende da han spurgte om hun følte sig lille. -"Vi kan ikke alle sammen rende rundt og være store brød som dig, vel?" Sagde hun charmerende, og til en hvis grad en smule pirrende.
Et hånligt grin forlod hendes læber da han kom med bemærkningen om katte. -"Hvor er du dog ynkelig. Du har da fået det helt forkerte indtryk af mig pusser, hvis du tror jeg bor sådan. " hun klappede ham på kinden, og hoppede ned ad barstolen. Hun havde moret sig ret godt, men hun vidste også at hun skulle passe lidt på. Hun kunne godt gøre folk så vrede og irriterede at de tyede til vold, men på den anden side, han kunne ikke gå amok på hende her ved de mange mennesker, der så ud til at være dybt optaget af kampene i burene.
Der blev en pludselig råben og skrigen, højere end før, da en af dem i buret havde vundet kampen. Et sejrsbrøl brød ud i hallen, og der blev huet og hejet. Pruedence klumme dog ikke se hvem der havde vundet, pga. de mange høje mennesker foran hende. Hun var faktisk også temmelig ligeglad, hun havde det sjovt med ham foran hende. Selvom hun tvivlede på han morede sig bare den mindste smule.

Will rykkede utilpas på sig. ”Hvis du afskyr det her sted så meget,” bed han mellem sammenbidte tænder, ”hvorfor kommer du så overhovedet?” Blot hendes tilstedeværelse slægtede sig mere og mere med en myg, og Will kunne for sit indre blik se hvordan, elverkvinden med sin lille og spinkle krop nemt ville kunne prikke og sværme om væsener; udsugende og ude af stand til at fatte et hint. Han forestillede sig frydefuldt hvordan det ville være at kvase sådan en med kanten af hans sko.
Han satte ølkruset til læberne og tog en ordentlig slurk, dog uden rigtig at registrere den sædvanlige nydelse, væsken frembragte. Kulden var det eneste, som gjorde sig bemærket, og det svøbte sig om hans hals, torso og afklarede hjernen.
”Jeg ved da i det mindste, at jeg har en chance herinde.” Kruset landede med en hul lyd på bordet, og han tørrede sig om munden. ”Er du overhovedet sikker på, du er en ordentlig elver? Sidst jeg så en som dig, var personen langt mere … velbygget.” Følgende bemærkninger blev brat kappet af, da hun åh så nedladende klappede ham på kinden. Instinkt fik ham til at vige en smule tilbage, og de mørke bryn tordnede mod hinanden. I samme brød endnu et bifald løs i rummet, og denne gang var Will klog nok til at vide, at det var forbeholdt kampene, og blikket forblev på elveren foran ham. Egentlig kunne han ikke bekymre sig mindre om, hvad der foregik i burrene i dette øjeblik.

Hun grinede svagt af ham. -"Har jeg nogensinde sagt jeg ikke kunne lide at være her? Jeg nyder at se fladpander som dig, stå og kæmpe i et bur, med en anden ligeså stor fladpande. Jeg indrømmer dig, slås det kan du." Hun lagde hovedet svagt på skrå, og kneb øjnene sammen. -"Hvad mener du med velbygget?" Hun så ned ad sig selv. Hun var ganskevist lidt spinkel, men hun havde da former. Hun så op på ham igen. -"Jeg foretrækker du lader vær, med at kalde mig for elver. Jeg foretrækker sortelver." Hun vidste godt hun ikke var en sortelver, men det var hos dem hun var vokset op, og det var hos dem hun følte sig hjemme. Så kunne det godt være hun havde en elvers udseende, men hendes opførsel kunne kun sammenlignes med sortelvernes. Hun prikkede ham i brystet, og så koldt op på ham. -"Forstået?" Hun sukkede kort. Noglegange ønskede hun faktisk, at have den grålige hudfarve, hendes familie havde... Så ville folk ikke kunne kalde hende elver, og det ville hun nyde. Men på den anden side, så ville hun heller ikke kunne udnytte sit udseende til at få det hun gerne ville have. Så hun måtte bare stoppe folk i at kalde hende det skændselsord, i følge hende. Elver.

Will viftede hendes smiger væk med en ligegyldig håndbevægelse; hvis det dog overhovedet kunne kvalificeres som en kompliment. Hun kunne have skænket ham alskens kager, og han ville ikke have smagt på én eneste af dem. Hendes næste reaktion, derimod, lod Wills hovmod vokse adskillige tommer. ”Åh, det ved jeg ikke,” svarede han skødesløst. ”De andre virkede bare langt stærkere end dig.”
En sortelver! Wills underkæbe faldt, og han stirrede på hende i et øjebliks vantro. Aldrig havde han oplevet at stå på tæt hold med en sortelver; havde kun set dem fra længere afstande og ofte i lysafdæmpede områder, men en ting var han sikker på; ingen sortelver var så bleg, som kvinden foran ham var.
”Rør mig en gang til, og du har ikke længere nogen finger!” snerrede han pludseligt. Hendes dominerende prikken havde været den sidste dråbe, og blodet susede øredøvende for hans ører. Temperamentet kravlede atter et par oktaver opad, og om et øjeblik ville det utvivlsomt kollidere med loftet. Alle tidligere formaninger om at fatte sig selv, om ikke at dumme sig for meget, lod han tankeløst gå. Hendes hånd blev hårdt slået til side, og han gik helt tæt på hende, således at de næsten delte et fælles åndedræt.
”Så du er en sortelver, hva’?” fortsatte han, hånligt fnysende. ”Hvor har din race været de sidste hundreder af år? Gemt under jorden i underjordiske gange og huler som de kujoner, I er!” Det var lige før, han spyttede. ”Og hvordan kan du overhovedet kalde dig selv en sortelver? Du ligner dem jo slet ikke! Forlod din mor og far dig, da du var lille, fordi du var så grim?!”
Han havde lyst til at tørre det flabede smil af hendes ansigt, havde lyst til at ruske hende, endvidere at få hende til at forstå hvordan, man burde behandle andre. En dunkel latter ulmede et sted i hans baghoveds underbevidsthed, og det begyndte at prikke i skulderbladene.

Pruedence sukkede, hun var ikke født til at blive stærk åbenbart, for hun var ligeså svag som.. Tja, svage mennesker. Et hånligt smil blottede hendes perlehvide tænder, da han blev aggressiv. Hun havde ikke tænkt sig at gå nu.
Hun lagde begge hænder om på barstolen bag hende, og lænede sig lidt bagud, da han kom helt tæt på hende. -"En slags... Jeg er i hvert fald ikke elver!" Hans næste kommentar fik hendes temperament til at stige gevaldigt. Der skulle meget til at gøre hende sur, men at fornærme hendes "race" var sq for meget. Hun skubbede ham hårdt i brystet, og fulgte med ham. -"Hold din kæft, din store idiot! Fornærm dem en gang til, og jeg flår din tunge ud ad munden på dig!" Hvæsede hun, og så hårdt op på ham. Hun havde ikke lagt mærke til hun sagde dem, og ikke os. Hun vidste jo godt selv, helt inderst inde at hun ikke var en rigtig sortelver.
Et hurtigt blik på hans øl, og hun kunne ikke dy sig. Hun tog glasset, og plaskede alt indholdet i hans ansigt. -"Usle dæmon..." Hun havde meget erfaring med at se hvem der var hvilke racer, pga. hendes oplæring hos sortelverne. Hun sank en klump og så på ham med had i blikket. Nu var der krig...


// Er på mobil undskyld længden :(

Elverens stød i brystet skubbede Will et par vaklende skridt bagud. I stedet for at slå tilbage i vrede, skinnede øjnene vidende, og smilet blev ondskabsfuldt. ”Åh, hvor bliver jeg dog bange!” peb han spottende og slog i dramatik hænderne op. Han frygtede hende slet ikke; faktisk overbeviste hendes fysiske form ham kun om, at hvis hun nogensinde gjorde alvor af sin trussel, ville han med garanti have hende liggende på gulvet foran sig, og inden hun så meget som kunne nå at hæve en finger. Erindringen om hans sidste modstander i buret, varulven, som klynkende måtte eftergive sig til Wills lumske styrke, fik energiniveauet i hans krop til at skyde rundt i en ophidset strøm af spænding. ”Bare prøv,” udfordrede han tørt.
En eller anden form for udfordring – eller blot provokeret vrede – reagerede elveren i hvert fald på, og før Will vidste af det, smed hun det sidste af hans øl direkte i ansigtet på ham. Den gyldne væske klistrerede og gled ydmygende ned af hagen, nakken, plettede tøjet og bredte sig stinkende i håret. Reaktionen var brat og refleksiv, og Wills tanker gik udelukkende i sort, da han lynhurtigt svingede armen tilbage og gjorde et ordentligt stød med næven mod elveren. En tyk vandstråle, på størrelse med en træstamme, skød ud af hans håndfalde og ramte hende hårdt i brystet. Læberne var krænget tilbage over tænderne, og øjnene lynede gennemskærende blåt i raseri, idet han omgående bombarderede hende med endnu en stråle. Svagt registrerede han, at tumulter brød løs omkring dem, idet adskillige omkringstående skræppede op i fornærmede råb og protester. Rummet var propfyldt, så selvfølgelig frembragte slagsmålet reaktioner– men det betød ingenting for Will. En åre dunkede i hans tinding, og han så rødt, da han groft brølede:
”Skal jeg brække dine fingre, elverpak?!”

Pruedence rullede med øjnene, da han udfordrende sagde "Bare prøv". Hans næste træk kom helt bag på hende. Hun blev skudt tilbage, presset op ad nogle mennesker, af en tyk vandstråle der skød ud ad hans håndflade. Endnu en stråle ramte hende i brystet, det gjorde også hendes hals, og den nederste del af hendes ansigt vådt, samt hendes mave. Hun så ned ad sig selv, hun dryppede af vand. Et hadefuldt blik blev kastet mod ham. Hun lagde slet ikke mærke til de mennesker, der efterhånden begyndte at brokke sig over deres skænderi. Hun så ned på skyggerne, og med et hånligt smil, brugte hun sine hænder, til at forme skyggerne omkring dem som et reb, og viklede det rundt om hans hals. Hun trak ham hen til sig, og så hævngærrigt op på ham. -"How dare you..." hviskede hun koldt, og brugte sit reb af skygge til at hive ham ned i hendes øjenhøjde. -"Det kommer du til at fortryde..." Hun kunne mærke at rebet begyndte at udforme sig til den skygge hun havde brugt igen. Dammit at hun ikke havde lært det i længere tid... Det var jo heller ikke meningen en elver skulle kunne det, så det var klart det ikke kunne holde så længe. Hun håbede bare han ikke opdagede det, hun syntes selv det var helt enormt ynkeligt.... Det maximale hun havde holdt sin skyggemagi var et halvt minut. Det irriterede hende gevaldigt. Hun klappede ham på kinden en enkelt gang, og så ham koldt i øjnene. -"Du er lidt klistret i ansigtet" sagde hun provokerende, og snusede kort ind. -"Og du stinker stadig..."

En modreaktion var forventelig, men Will havde alligevel ikke tid til at afværge den på nogen måde, idet mørke tråde af skygger med ét snoede sig om hans hals og trak ham helt tæt på elveren. Skyggerne – for det var vel, hvad det var? – strammede en smule om luftrørene, og små gisp rev sig løs, idet han nytteløst flåede med hænderne i ikke andet end koldt, stærkt mørke. Heldigvis lod det til, at hvad end elveren brugte mod ham, ikke holdt særlig længe, og Will fandt sig snart næsten helt fri af deres greb. Han kastede skuldrene tilbage og viftede febrilsk med sine arme for at fjerne de sidste rester, hvilket var nok til at udløse vreden, som havde luret som et hidsigt bæst i kroppen lige siden mødet med elveren. En strækning af skuldermusklerne, og to grønsorte vinger voksede frem fra hudens dyb. Wills negle blev lange og spidse, ligeså tænderne, og en lang hale skubbede sig frem. En skræmmende forsvarsmekanisme i sig selv, og med et ansigt, som endnu drev af sved og øl og blankt skinnende øjne, var vanddæmonen et drabeligt, uhygiejnisk syn. Han følte sig ikke længere som et intelligent væsen, var  nok heller ikke skyggen af denne verden længere. Vreden og hadet udgjorde en fysisk del af ham, og det var med dette instinkt, at han endnu engang svingede næven tilbage og slog elveren direkte i ansigtet.
”Måske du skulle lære nogle bedre manerer!” brølede han hidsigt. I det samme ramte en hård trykbølge begge parter, dæmon og elver, og Wills nakke blev smertefuldt krænget til siden af de usynlige partikler af en mur, som ingen kunne se. Fødderne sled sig et par centimeter hen ad gulvet, og Wills ene vinge skubbede sig smertefuldt opad mod bardisken Med spændt kæbe drejede han hovedet og så, at det var en af Lutte â Morts ejere, en gammel vampyr, mørke øjne bundløse og med et udtryk i ansigtet, som kunne kværke selv den mest dumdristige dødelig, som var skyld i afbrydelsen.
”Jeg tolererer ikke denne form for tåbeligheder i Lutte â Mort.” Stemmen var dyb og knurrende, og vampyren viftede med hånden for at afværge et brus af vand, som Will hvæsende havde sendt imod ham. Dråber skiltes og blev opløst til ingenting. Det usynlige tryk forlod endnu ikke de to kæmpende, og vampyren bevægede sig frem mod dem med rolige, faste skridt.
”Kampe foregår i burrene, og alle yderligere hundeslagsmål er ikke en eksistens i dette rum,” informerede han med langsom, tydelig stemmeføring. Omkringstående væsener og mennesker betragtede nysgerrigt scenariet, som udspillede sig foran dem, og en udstødte en højlydt, raspende latter. ”Overholdes disse forhold ikke,” fortsatte vampyren tørt, ”tager vi dette som et hint til, at I ønsker at forlade selskabet, siden I ikke anser Lutte â Mort som en tilfredsstillende morskab.” Kolde, hvide hænder skubbede sig ned i Wills bukselomme og trak hans pengegevinst op. Will kunne ikke gøre andet end at se hjælpeløst til; han var (ligesom elverkvinden) fanget i trykbølgens jerngreb. Vampyren spidsede læberne og viftede med Wills tykke bundt af sedler. ”Derfor forventer vi naturligvis heller ikke, at jeres besøg kan tælles som en gevinst. I må nu forlade klubben.”
Den usynlige jernhånd maste sig nu så hårdt mod dem, at Wills hoved begyndte at dunke i en splittende hovedpine, og før han vidste af det, var han og elverkvinden effektivt blev skubbet gennem rummet og ud af døren, som blev smækket i med et brag.
Will var på dupperne med det samme.
”Se, hvad du gjorde!” skreg han, vendte sig mod elverkvinden og viftede med hånden i retningen af det nu ekskluderede herskab. ”Mine penge! Hvordan – ” Han rev hårdt i dørhåndtaget, men døren rokkede sig ikke den mindste tomme. Åbenbart låst eller blot under påvirkningen af vampyrens magi. Will drejede sig, dirrende af vrede, mod elverkvinden og vrissede:
”Flot klaret, idiot!”
En gullig lampes skær illustrerede furene i hans ansigt og de nedadvendte mundviger. Hele dæmonformen var der endnu, og de kraftige vinger kastede lange skygger fra sig, som til sidst slyngede sig sammen med nattens egne.

Pruedence kunne mærke sin læbe bløde, da dæmonen slog hende hårdt i ansigtet. Hun førte sin hånd op til det blødende sted, og rørte forsigtigt ved det med pegefingeren. Et had blussede op i hende som før. Hun skulle lige til at angribe ham, da en vampyr landede mellem dem, og en trykbølge gjorde så hun ikke kunne bevæge sig. Hans talestrøm rørte hende ikke, men et hånligt smil ville være kommet på hendes læber, da vampyren tog hans pengegevinst. De blev begge skubbet ud ad den store dør, der isolerede dem fra råb og kampe i burene. Ligeså snart vampyrens magi havde sluppet dem, blev han aggressiv igen. -"Det var sq da dig der slog mig!" En håndbevægelse til, og hun havde brugt skyggerne fra hans vinger til at forme sig som et skjold, hvis nu han havde tænkt sig at gå til angreb igen. Hun vidste dog at hvis han bare så meget som slog en lille smule på det, ville det forsvinde ud, og blive til den store vingelignende skygge igen. Hun sank en klump. -"Du holder dig væk fra mig" sagde hun truende, hun skulle ikke nyde noget af flere slag, desuden, hans dæmon form var meget uhygiejnisk at se på, føj. Pruedence kunne ikke fordrage uhygiejniske mennesker. Eller andre væsner for den sags skyld. Hun kunne se skjoldet langsomt begyndte at forsvinde. Hun lukkede øjnene helt i, og koncentrerede sig så meget hun kunne. Det krævede enormt meget af hendes energi, det hun havde gang i, så det var nok bedre bare at lade vær. Hun tog armene ned, og faldt på knæ. Det havde hun ikke lige regnet med. Hun havde åbenbart brugt mere energi end hun havde regnet med. Hun så op på dæmonen, uden stand til at rejse sig op igen. Hun trak vejret tungt, fucking elverrace... Så svage...

Hans penge! Et stort bundt af sedler, som havde føltes godt mellem hænderne! Kampgejstens gevinst – ja, nærmest en metafor på Wills styrke – for at have udtrykt den rette form for list og dygtighed mod andre væsener, som havde haft lige så stor interesse for at slå ham i gulvet, at ydmyge. Hvor stor pengesummen egentlig havde været havde, ironisk nok, ingen betydning for Will, for gysser havde han nok af – men de symboliserede rusen og publikums vilde bifald, da han sejrsrigt havde forladt buret. Will skar højlydt tænder, og hans næver var tæt sammenknyttede, da han nidstirrede elveren foran sig; personen som var skyld i, at han nu var blevet udstødt fra et samfund, som hver en fiber i hans krop få minutter forinden havde følt sig hjemme i.
Hun fortjente enhver omgang prygl, som han kunne give hende, og musklerne spasmede i lystigt begær efter at igangsætte afstrafningen. Som hun nu lå der – først hysterisk og truende med sit skyggeskjold, men nu svag og besejret -, mærkede han et euforisk sus af magt lette gennem kroppen og sindet, som en gigantisk kuldegysning, og da han så sin egen, udtværede skygge bag elveren, projekteret af gadelampens skær, var formen magtfuld og uovervindelig.
Han stillede sig med spredte ben foran hende, og da han roligt hævede hånden, så han for sit indre blik hvordan hans kommende vandstråle ville slå hende endegyldigt i gulvet, knække knogler og sener, så blodet ville løbe ud af øjne, mund, næse og forene sig med den kolde og ru asfalt. Det ville føles godt, åh så godt …
Læberne sitrede, og det trak besynderligt i mellemgulvet, men ikke så meget som en dråbe vand forlod Wills åbne håndflade.
Øjnene, førhen blanke og dyriske, var blevet store, og han vaklede et par skridt baglæns. Med et vagt gisp lod han hånden falde, og han så på elverkvinden med vantroen ætset over ansigtet. Lige som han skulle have slået til, vendte fornuften – bogstaveligtalt som et lyn fra en klar himmel – tilbage, og al gejsten skød ud af kroppen, fandt sig endnu engang til rette bagerst i hovedet, og skønt Will endnu sitrede af ophidselse, så han fornuften i situationen.
Hvad i al verden havde han gang i?!
Det var ikke ham, overhovedet ikke – og hvor end det voldelige bæst, som havde fundet sin vej frem i hans krop og havde besat hans åbne ansigt, kom fra, hørte det ikke til. Tomt og stumt drejede han sig for at søge flugt, men vendte sig øjeblikkeligt med et krympende ryk mod elverkvinden igen.
”Det her, elverkvinde – det er ikke forbi,” hviskede han hæst med frygten som store lygter i øjnene. Så satte han af på benene, samlede vind under sine mægtige vinger og strøg bort gennem natten.

// Out //