Fallen deep.

Sandet hvirvlede højt over overfladen som en hale efter den robuste bil. Til trods for de store hjul, kørte den alligevel noget ujævnt hen over det meget bløde landskab. Maya sad som altid bagerst i bilen, og selvom hun nærmest blev svunget fra side til sid og op og ned, knækkede hendes neutrale mine ikke. Hendes ene ben var blot langt over det andet, og hendes arme var langt let over kors. Hun sad lænet tilbage og havde for længest opgivet at se ud af vinduet. Der var jo intet andet end sand så længe øjet rakte. Og hun fandt bestemt ikke sand fascinerende nok til, at hun ville spilde sin tid på det mere end højst nødvendigt.
”Klarer De Dem der komme, mademoiselle Dąbrowski?” lød det nærmest muntret fra føreren ved rettet. Ubrugelige menneske. Han var kun god for at føre hende igennem ørkenen. Hun gjorde heller ikke skjul på, at hun intet ønskede at have med ham at gøre. Hun rettede blot blikket fremad imod hans baghoved, inden han vendte blikket væk igen. Sagde ikke en lyd. Der var ingen grund til disse samtaler. Hun sukkede efterfølgende tungt og lukkede et øjeblik sine øjne i. Hun gjorde sig vel mentalt klar til at træde ud af bilen, så snart deres destination var blevet nået. Hvilket forhåbentlig ville være snart. Hun var ingen fan af denne form for transport. Men det var vel bedre end kameller. I det mindste ville hun ikke lugt af dyr.
Hun trommede sine fingerspidser imod den modsatte arm, som var hun begyndt at blive utålmodig. Det var ikke direkte tilfældet, men hun kedede sig. Hun forstod sig ikke på eventyret dette måske ville være for en hver anden person. Hun skiftede ben, hvor efter hun vendte opmærksomheden imod den lille samling dokumenter, der lå ved siden af hende på passagersædet. Hun rakte roligt ud efter papirerne og trak dem hen til sig. Lagde dem i sit skød og for anden gang i gennem denne rejse, lod hun sine øjne glide ned over det hele. Skimmede det dog kun denne gang. Hun var lidt i tvivl om, hvor længe hun egentlig havde haft sine fingre i denne information. Hun følte dog ingen skam i at have ladet det ligge. Det havde trods alt være så meget andet vigtigt, hun skulle have gjort. Måske fordi det et sted morede hende.

Pludselig bremsede bilen op. Maya havde nær fløjet imod forruden, hvis det ikke havde været for sikkerhedsselen omkring hendes overkrop. Selvfølgelig blev hun overrasket, og selvfølgelig lød det er ganske svagt udbrud fra hende for at understrege det. Hun skulle selv til at åbne munden for at lade et par utilfredse ord komme ud, men føreren kom hende i forkøbet. Drejede sig omkring for at se imod hende med hans smil, som hun fandt noget så provokerende.
”Det ser ud til at det er her omkring dine koordinater skulle ligge.” Hvor gav han dog hende lysten til at slå ham. Men hun holdt sig pænt på måtten. Ikke at det betød at han fik et smil tilbage. Og det hint fangede han heldigvis hurtigt på det punkt. Hun klikkede sig så fri fra selen. Lige tidsnok til at døren blev åbnet for hende, og en hånd blev rakt frem. Klar til at føre hende ud af bilen sikkert. Det var ikke mere end en vanesag.
Hun måtte indrømme, at underlaget ikke var som hun havde forventet. Sandet var som kviksand. Hun var næsten bange for at synke, hvis hun blev stående samme sted for længe. Og temperaturen var anderledes fra, hvad hun havde forestillet sig. Og vinden var langt mere kraftig. Det gav hendes problemer at få den sorte kappes hætte op. Og især at holde den på plads. Hun var nærmest tvunget til at have en hånd oppe for at holde den på plads. Også selvom solen ikke længere var fremme, holdt hætten lidt sand ude af hendes hår, der som altid var sat op i den sædvandlige fletning. Bare så hun kunne holde styr på mængden. Og til sidst tog hun et par solbriller på. For at skåne hendes øjne lidt.
Hun stod et øjeblik, som bildøren bag hende, blev lukket. Hun så sig omkring. Så ikke andet end sand. Og den utroligt vidunderlige nattehimmel. Mon ikke den snart ville forsvinde, hvis de ikke skyndte sig med planerne. Hvor trist det ikke måtte være at ligge under dette landskab. Så langt væk fra de civile. Skjult fra alle på grund af forandringer.
”Søg!”

Der gik ikke alt for lang tid, før et spor blev fundet i nærheden af bilen. Et lille udsyn til, hvad der lignede overfladen af blankt mørkt træ. Maya genkendt hurtigt materialet, som hun kom tættere på og et lille lys af tilfredsstillelse dannede sig i hendes ansigt. Skjult fra et menneskets synspunkt. Hun blev stående og så sandet blive blæst væk, og så blive blæst hen over igen, alt imens hendes trofaste butler, deres fører og holdet fra den anden bil, der havde fulgt dem igennem ørkenen, hentede redskaber. ”Ser ud til De har fundet et behageligt sted at ligge.” mumlede hun svagt for sig selv og sukkede igen.

”Hey ho!” Det tog dem næsten ingen tid at få gravet kisten frem fra sit gemmested. Sandet var så blødt som var det melet ris korn. Det ville si igennem ens fingre blot ved det mindste mellemrum. Og dagens varme holdt det tørt. Lyden af træ der brækkede op lød og med det kom låget af. Afslørede indholdet. Det lignede mest en mumie med al den bandage. Men hun tvivlede på at denne person havde fået gravet sine indre organger ud. Med en intresseret intention kom den unge vampyr helt tæt på og satte sig ned på hug ved siden af. Hun skimmede hen over mumien og studerede de glimtende kæder omkring den. Nysgerrigt rakte hun hen imod den nærmeste, men det øjeblik hendes fingre rørte trak hun sin hånd til sig igen. ”Sølv..” Selvfølgelig. ”Mademoiselle!” udbrød hendes butler, men hun løftede hurtigt en bremsende hånd for at stoppe ham for at nærme sig hende. ”Det er ingenting, Jean. Bring mig noget der kan bryde disse kæder.” Og det blev gjort. Uden at et ord blev vekslet blev et redskab bragt og kæderne blev brudt og fjernet, hvor efter Maya kom på benene igen. Nu stod hun i stedet bøjet ned over denne figur. Med nænsomme hænder blev det første bandage fjernet. Hovedet selvfølgelig. Og med det samme genkendte hun ansigt. Hun lod de andre om at fjerne resterne, mens hun blot observerede ansigt. Hun førte da sin hånd imod sine læber. Bed hul på hendes ringefinger, og smurte roligt blodet imod hans læber. Smagen af det døde blod ville nok kunne få hans øjne åbnet. ”Så er det vist på tide De står op.” sagde hun med en mindre beordrende undertone, mens hun tog solbrillerne af og afslørede igen de røde øjne.

Tandhjul. Lyden af tandhjul var uigennemtrængelig, selv når de stoppede deres evige snurren, fortsatte de glimtende toner i form af ekkoer, som reflekterede mod mørket og af og til kolliderede med sig selv og eksploderede i store skrig. Abrahams ben lå fastklemte mellem to gyldne tandhjul, takkerne var spidse og pressede sig tættere og tættere om ham i et desperat forsøg på at fortsætte med at dreje og holde maskineriet igang. Hans arme stak ud i hver deres vinkel og holdt tandhjulenes rotation i skak med modstanden fra knoglerne. Tandhjulet over hans ansigt var af guld og mekanismen havde ingen modstand, når det drejede og lige akkurat nåede øjenhulen, som var skrabet tom. Under hans rygrad kunne han tilsvarende mærke metalliske tænder. De fordelte fremspring passede perfekt med dem fra det tandhjul, som ganske langsomt roterede mod hans mave og pillede huden af i tynde lag. Hver gang tandhjulene fik presset sig gennem hans krop så blodet sprøjtede og rygsøjlen blev delt i alle sine hvirvler, følte han et håb om en tilstedeværelse i endelig fred og ro, men så startede processen forfra og skrigene genopstod.
Han mindedes hvidhudede engle på barstole, mindedes lune sommernætter i Cannes, mindedes succes og storhed, mindedes Odette og hendes glasperler, mindedes hendes hjerte der eksploderede i tusindstykker, mindedes raketter og patroner fløjte i natten, mindedes den største sorte mand trække ham ind i mørket, mindedes sand i munden, sand der nærmest fik tænderne til at splintre, han mindedes at være svagelig og bange for at dø, han mindedes stanken af sygdom og han mindedes sin spæde søn, der lå død i hans arme. Han huskede ham som indsvøbt i guld, guldet dryppede fra hans egne øjne, der snurrede og klikkede som tandhjul.
Glimt af forvildede stemmer kæmpede om at give mening.  Et sted derude kaldte Adrian på sin Skaber, men tandhjulene gjorde det umuligt for Abraham at svare de bekymrede udråb, hans mund var fuld af guld, hans hjerne en grød af flydende uran, intet kunne bevæge sig, end ikke tiden, kun tandhjulene og deres egen grådighed.
Kliklyde og eksplosioner blev erstattet med enkelte dryp. Nogle gange virkede de til at lande en evighed borte, andre gange kunne Abraham mærke dem falde på sin hud. Lydene blev fugtigere og fugtigere, det lød som vandfald og pludselig åbnede mørket sig over ham og rødt blod skyllede ned over hans tilfangetagelse i tandhjulenes magt. Den tykke masse smurte mekanismens bevægelighed som olie, hver enkelt tandhjul drejede som besat, så blodet blev slynget ud til at alle sider og de blottede gyldne overflader bevægede sig så hurtigt, at en illusion af en supernovas tilstedeværelse blev skabt. Inde i supernovaens kerne gik Abraham op i atomer.

Var dette enden? Var det sådan, døden smagte? Råddent? En grim smag på tungen fik Abraham til at bevæge øjnene under sine tynde låg. En kvindestemme fulgte med, men han var ude af stand til at udtænke et svar og hans talerør var fuldkommen ødelagt af udmattelse. De mange måneder i ørkenen fastspændt i sølv og uden føde havde fået hans størstedelen af huden på kroppen til at falde af sammen med alt hans hår. Ikke af forrådnelse, men snarere som om den langsomt blev svitset af, hvilket fik ham til at ligne et brandoffer med tredjegradsforbrændinger.
"Jeg vidste, at der ikke var en himmel til vampyrer."

Maya måtte indrømme at hun var lettere overrasket over at se den mandelige vampyrs stilstand. Hun havde aldrig levet uden føde i længere end et par dage, og hun holdt sig klog nok ude af sollyset. Og varmen. Hun havde aldrig haft tid til at forestille sig andre former for konsekvenser. Det virkede næsten absurd, dette syn. Men alligevel skabte det ingen rynke på hendes næse. Ingen der var utrolig synlig, i hvert fald. Vinden sendte i hvert fald det meste af lugten af brændt hud væk fra hende. Dog ville den sikkert snart vende på ny. Hun forholdte sit neutrale udtryk i ansigtet, da hans stemme endelig rungede over jordens overflade igen. Hun genkendte den, til trods for magerheden. Og til trods for at hun længe ikke havde hørt den. Så hurtigt glemte hun så heller ikke.

”Så vidt jeg husker, er man i nødvendighed til at være død for at få muligheden for at ende i himlen.” svarede hun blot tilbage, hvor efter hun rettede sig lidt op igen. Så imod himlen og iførte sig igen solbrillerne. Bare for en sikkerheds skyld. ”Og den regel skulle gerne være tilpasset alle.” Der gik ikke længe, før hun opfangede en smule forstyrrelse i atmosfæren omkring dem. Hun behøvede ikke engang at se sig over skulderen, for at forstå hvad der foregik omkring hende. Ord blev endda kort tid efter smidt imod hendes baghoved.
”Vampyr! Hvad fanden!” Som om hun blev fyldt med frustration, lukkede hun kortvarigt sine øjne i, da førerens stemme skar sig igennem ørkenens ensomme område. Det var hvad man kunne forvente af et menneske. Bange for styrker der lå over dem selv. Og frygt sendte tit foragten videre. Især hos dem med en større mængde af testosteron. Et øjeblik lod hun Abraham ligge. Uden at give ham yderligere opmærksomhed. Hun havde sådan set fået gjort sit. Selvom hun sagtens ville kunne gøre mere. Hun drejede let omkring sig selv og med fronten imod denne mand, der havde været så venlig at føre hende igennem et ødeland, nærmede hun ham med bestemte skridt. Kappen flagrede efter hende, men af en eller anden grund blev hætten nu siddende uden hjælp. Og selv igennem solbrillerne kunne hendes borende blik mærkes.
”De virker overrasket. Undrede De Dem ikke at vi rejser efter solens gang ned?” Han stod stivnet på stedet. Når det kom til stykket, turde de ikke gøre noget ved situationen. Hun så om bag ham og med et enkelt ord: ”Jean.” stod hendes trofaste betjenende bag mennesket og fik sat med overmandende styrke sat hans muskuløse arme i løs. Mennesket var så svagt. Hun ignorerede hans udbrud. Hun lukkede helt af, så hun til sidst ikke hørte andet end mumlende lyde. Hun drejede igen og lod atter opmærksomheden lande på manden fra kisten. Og som hun tog et skridt fulgte de to andre. Den ene tvunget, den anden tvingende.
”Har De fået fundet Deres appetit frem?” spurgte hun roligt, som indebar dette almen menneskeføde og ikke noget så grotest som den røde metalliske væske, der holdt størstedelen af væsnerne i live. Deres kære fører, som hun ikke engang kendte navnet på, blev skubbet hen ved siden af kisten. Holdt fast. ”Dette er ikke en jomfru fra himlen, men det måltid må vente til, vi ankommer til den nærmest by.”

En brise trak over ørkenområdet og fint sand dryssede ned over ham. Hvor Maya havde skærmet sine øjne med briller, lå Abraham blottet i sin sygeseng - takket være Maya, som havde fået fjernet de fleste af hans bandager. Han havde lyst til at dække sig til igen, det var som om, bandagerne havde været det eneste, som havde holdt kødet fast på hans knogler.
"... og en sjæl..." tilføjede han med en rallende stemme, men han mistede hurtigt overblikket over samtalen og hvad end, der foregik, da Maya forsvandt. Hans nattesyn var elendigt, selv Maya var næsten ikke andet end en vag skygge, hvis hun bevægede sig for hurtigt til at han kunne fokusere og samle hendes kontur. I et ukendt antal øjeblikke var Abraham usikker på, om Maya havde tænkt sig at lade ham ligge, så morgensolens stråler kunne æde ham råt. Ørkensandet havde givet ham et ambivalent forhold til den absolutte død. Det virkede som en let løsning at blive slugt af solens stråler, han kunne i hvert fald slet ikke sammenskrue en strategi til at få bakset sin krop ud af kisten.
Duftene omkring ham var blandede, men hans sanser var så svækkede, at ikke meget andet end hans egen kvalmende dunst kunne identificeres i hans næsebor. Kalamka kunne meget vel være til stede uden at han var klar over det. Den blotte tanke om at skulle lade sin Skaber se den ynkelige tilstand, han lå i, var gruopvækkende og en tanke mere skamfuld og ydmygende end hans svækkede sind kunne kapere.
Mayas skikkelse dukkede endnu engang op ud for hans pixelerede syn, denne gang omgivet af flere skygger, der umiddelbart virkede fremmede for ham, men han kunne intet vide med sikkerhed. En af skyggerne blev skubbet omkuld med tvang og faldt som tung granit ved Abrahams side, så en støvsky rejste sig. Mayas stemme virkede fjern, sulten overdækkede alle tanker. Da han gabte en smule op, kunne han mærke, at noget var grueligt galt. Med tungen følte han rundt i sin mund og kunne til sin store frygt hurtigt konstatere, at de syle spidse tænder lå løst i hans kindhule. Langsomt førte han sin hånd op til munden og spyttede tænderne ud i håndfladen, hvor han lod dem glinse hvidt og skinnende i et stykke tid, før han ændrede retning mod skyggen ved sin side. "Behold dem som en souvenir..." raslede han og lod tænderne falde ned på det lille stykke kistebund mellem dem. Udmattelsen bar sine synlige præg på hans bevægelser, de var langsomme og rystende, nærmest en smule tøvende. Han vurderede sit bytte og overvejede hvordan han skulle få struben op, til sidst valgte han at placere sine knoglede fingre om skyggemandens strube og strammede til. Det gik langsomt, men som presset forøgede, sprællede manden mere og mere, og Abrahams negle brækkede fuldkommen af på de fingre, hvor de ikke allerede havde givet slip, og til sidst hørtes der et vådt suk i det halsens skind overgav sig, mens manden stadig var levende nok til at pumpe blodet ud i voldsomme stød. Han lod blot de første sprøjt regne vildt over sig og nød det varme blods milde kærtegn, først derefter slæbte han sig mod hullerne og gav sig til at drikke.
Om han så tømte alle levende væsner i den lille forsamling midt ude i ørkenen, ville det ikke få hans krop til at hele fuldkommen, men med de mængder blod, han kunne suge til sig fra denne ene mand, ville i det mindste være nok til at få ham på benene og transporteret væk.

//Skal vi skippe direkte over til bilturen eller længere frem?//

Det noget brutale sceneri så ikke ud til at påvirke hende yderligere. Hun huskede tydeligt selv hendes spisemanere helt i starten. Og hun havde da set noget der var værre. Dette var blot naturen for deres folk. Et sådan syn ville nogle endda finde smukt. Det ord ville hun dog ikke sætte fast. Den rallende lyd af blod der blokerede det stakkels menneskets luftrør var foragtelig. Hans sidste kampe imod døden. Han burde have set det komme. Ubrugelige væsen. Et par dråber af et sprøjtende blod fandt sin vej imod hende. Placerede sig kærtegnende imod hendes ene kind. Varmen var genkendelig imod hendes egen kølige hud. Hvilken skam at så meget blod blev spildt. Men hun ønskede ikke at bebrejde ham om det. Hun forstod hans hunger. Hans desperation. Eller hun forstod det kun til et hvis punkt. Hun forholdte sit blik imod vampyren i kisten. Fulgte ham observant som han indtog sin føde. Det tog hende lidt tid at få ført sine fingre op imod sin kind og tørrede dråberne en smule væk. Blot for at se imod fingerspidsernes nye røde farve. Hun havde ikke i sinde at slikke det væk. Hun ville ikke dele måltidet. I stedet fangede Jean hans mentale kald og stod nu klar med et lommetørklæde af stof og tørrede både hendes kind og fingre rene igen.

”Få ham op. Lad mennesket ligge. Sandet vil dække ham.” Med et sidste blik imod Abraham vendte hun ryggen til kisten for sidste gang. Hun havde ikke meget til overs for denne mand. Og alligevel havde hun gået så langt som at rejse til et fremmed land for at bringe ham tilbage til overfladen. ”Svøb ham i denne.” afsluttede hun så og med en fingernem bevægelse løsnede hun den store sorte kappe. Vinden tog hurtigt fat i den, men en af mændene nåede at gribe den i tide. Og fik derefter svøbt den hankøndige vampyr. Hvis han da lod sig blive svøbt. Da satte hun kurs imod de to biler, der allerede var dækket af et tyndt lag sand. Og som der blev beordret blev resterne af deres tidligere fører efterladt og Abraham blev støttet i sin gang imod bilernes beskyttende vægge. Jean tog rettet, mens Maya selv satte sig ved siden af. Med deres nye passagerer på bagsædet. Med mulighed for at ligge ned. Hun sagde ikke mere under vejen tilbage. Den var blevet låst fast i hukommelsen af de nye førere, så der var ingen brug for en guide.

Til hendes forundring var hotellet stille. Under kontrol fra larmende unge og voksne. Det skyldes sikkert det faktum at natten snart var komme. Og dem der havde brug for det, udnyttede tiden til at sove. Sov hun mon helt, når hun sov? Selv efter så mange år, kunne disse spørgsmål dukke op i hendes hoved. Hun bevægede sig med bestemte skridt hen af gangen. Den hårde sål under hendes flade sko klikkede over gulvet. Kun lige dæmpet af tæppet, der var lagt ud. Hun drejede brat foran en af dørene. Stoppede kort og lagde så sin hånd imod håndtaget. Hun skubbede nemt døren op og trådte ind, som var det hendes eget hjem. Døren lukkede hun selvfølgelig i bag sig, inden hun rettede opmærksomheden ud i rummet. Gardinerne var trukket helt for. Og den eneste lyskilde, var at finde på sengebordet, ved siden af den storehimmelseng. Det hele lå i det østlige tema af rødlige og guldige farver. Dog var hendes kurs manden i sengen. Nu iført ny forbinding, der skjulte hans makabre kropslige tilstand.
”De skabte mange problemer. Små, men mange.” startede hun ud som hun forsatte hen imod sengen. Håret var blevet redt frit fra sand og sat på ny. Og ny var der ingen kappe, der skjulte kjolen under. ”Jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi De ikke brød Dem om mig, om hvad jeg gjorde, eller om De blot manglede morskab i Deres evige liv.” Blidt satte hun sig på sengekanten og svang det ene ben over det andet med det samme. Hendes blik blev rettet lige frem for sig. Og kørte så imod loftet. ”Kan De finde ordene til at forklare mig, hvad De dog lavede ide i den enorme sandkasse. Savnede De dagene som barn, pan Borzakov?”

Hvor Abraham før havde haft svært ved at holde øjnene åbne, var det som om, at han nu var ude af stand til at lukke dem. Han lå urokkelig i himmelsengen på det mørklagte hotel. Denne seng var det tætteste på himlen, han nogensinde ville komme, det var noget, han havde måtte erkende i bilen på vej gennem ørkenen til byen. Der var noget, han aldrig ville kunne opnå i livet, noget han aldrig ville kunne betale sig fra eller få fingrene i: en sjæl. Skulle han nogensinde få mulighed for at komme i nærheden af sådan en, ville han gøre forsøget at holde den i hænderne, men ligesom ørkensandet ville den sive væk mellem hans fingre og aldrig nogensinde vende til ham, hvilket var helt retfærdigt. Det ville være som at hælde en frisk, ren vin i en beskidt flaske. Nej endnu værre, som at hælde frisk, ren vin i en knust flaske. Abrahams hylster kunne ikke bære en sjæl.
Hans blik flakkede rundt på loftet over ham. Han betragtede skjolder skabt af fugt. Nogle af dem var store og runde, og den svage antydning af en dråbe i midten fik dem til at ligne kvindebryster. En helt særlig skjold lige over ham fangede hans opmærksomhed: det virkede til at vokse, ændre form, større bryst, måske en balde, et sexet dameknæ. En klar dråbe tog form, blev langsomt længere, vuggede uroligt, løsrev sig til sidst og eksploderede på Abrahams brystkasse, hvor forbindingerne absorberede den fuldkommen, så den aldrig nåede ned og rørte det skrøbelige lag af hudceller, der forsøgte at holde sammen og danne nyt skind.
Han hørte døren åbne, før det skete, så da Maya trådte ind, havde han allerede vendt sit blik væk fra skjoldet i loftet og mod hende. For første gang i mange måneder - javist et år - så han igen hendes skikkelse klart og tydeligt. Da han knap nok kunne genkende hende fra oplevelsen i ørkenen, havde han svært ved at knytte hende til at være hans heltinde, men da hun talte, gav han slip på sin stolthed.
Da hun kom tættere på, flyttede han blikket tilbage op i loftet og betragtede det i stilhed, inden han besluttede sig for at svare: "Bevares... der var andre faktorer end Deres ubehag, der tilfredsstillede mig i den sag." Hans sætning var improviseret og løssluppen, bygget på fragmenter af hvad han svagt kunne huske fra dengang. Han havde på ingen mulig måde overskud til at tænke på penge.
Stilheden hang over dem, da hun satte sig på sengekanten og fik Abrahams eneste himmel til at vugge blidt en enkelt gang eller to. Han måtte igen give sin hjerne et rum tid til at formulere et svar.
"Tandhjul..." startede han med en fjern stemme. "En græsk samling af tandhjul. Vidste du, at grækerne kendte op til fem planeter? De byggede en maskine med en slags... mekanisme... som kunne fortælle dem om himmellegemers vandring over himlen. Hvordan de bevægede sig i forhold til hinanden..." Han holdt en kunstpause og fortsatte: "Den originale er umulig at få fat i - eller det vil sige... den har intet reelt værd, så det ville være tåbeligt at gøre sig besværet at skaffe den, under tiden er den blevet slidt ned til en ubrugelig bunke skrammel - mystisk og med en interessant fortid, selvfølgelig, men ganske ganske ubrugelig."
Han rettede sine obsidianfarvede øjne direkte mod Mayas røde: "Mekanismen er blevet genskab." Han holdt øjenkontakten så længe det var ham muligt og tilføjede: "Fortæl mig, hvordan ville du leve - lad os sige - den næste uges tid, hvis du vidste den præcise dato for, hvornår du og resten af planeten ville blive udslettet?"

Maya var lettere forundret over, hvordan han fik tungen på gled uden problemer. Men så igen - helingsprocessen var kraftfuld. Et sted havde hun vel blot håbet på lidt mere besvær. I stedet løb endnu et suk hen over hendes læber igen. Hun vidste stadig ikke, hvad hun egentlig skulle gøre af ham. Hun ønskede ikke at bruge ham. Han ville ikke kunne gøre meget nødvendigt for hende. Måske var det kun af ren fryd, at hun havde taget sig sammen til denne mindre mission. Mon hun ikke bare skulle efterlade ham her til sig selv? Han virkede som et stabilt individ på egne ben. Sådan nogenlunde da.
Hun svarede ham ikke tilbage på hans modkommentar vedrørende tidligere problematik. Der var intet mere at sige til den sag. Det havde ikke været andet end en sætning til at bryde isen. Ikke at der havde været brug for det. Men alligevel havde ordene forladt hendes strube. Fået lyd og blevet sendt imod Abraham.
Det var først da han uden grund begyndte at ramle op omkring de græske maskinerier, at hun drejede blikket væk fra loftet og så hen imod ham. Stadig uden nogen klare følelser i ansigtet. Eller blik. Hun var ikke helt uden følelser. Men folk havde sjælendt brug for at se dem. Det var hendes politik. Hun lyttede dog til hans ord uden at vise sin interesse for emnet. Da øjenkontakten blev skab veg hun ikke bort. I stedet skiftede hun ben igen og satte sine hænder imod madrassen lidt bag sig for at læne sig en smule mere tilbage. Hun forsøgte at holde sin stilling afslappet. Men hun følte sig mest bare akavet, når hendes ryg ikke var ret. Det var hende uvant. Så da spørgsmålet gled over hans læber, tog hun muligheden til igen at rette sig op.
Det undrede hende faktisk. Spørgsmålet. Hun havde ikke tænkt over den slags. Hun var så vant til at have et evigt liv, at hun ikke lod slutningen få en plads i hendes tanker. Hun tog øjnene fra hans og da hendes øjenbryn igen havde fundet sin vej ned fra forvirring, ændrede hendes ansigtsstruktur endelig. Hun blev pludselig mere betænksom i sin udstråling. Og med den kølige attitude fortyndet en smule, strålede hendes unge udseende mere frem. Bare et kort øjeblik, inden hun vendte tilbage til sin normale tilstand.
”Jeg vil personligt ikke gøre meget andet, end det jeg gør nu.” svarede hun så efter lidt overvejelse. Hun kørte hurtigt en hånd igennem det frie pandehår og fugtede sine læber en ganske lidt. Hun lukkede sine øjne i lidt tid, inden hun skubbede sig op fra sengens bløde underlag. ”Der er intet specielt jeg ønsker at opnå, inden mit hjem bliver tilintetgjort.” Hun glattede skørtet på hendes kjole lidt ud, som var det blevet rynket, af at hun havde siddet ned, og hun rettede lidt på fletningen, så den sad i den optimale side. ”Dog vil min dumhed nok spille frem lige tidsnok til at skabe en lyst til at mødes med en gammel ven.” Han behøvede ikke at vide hvem - eller hvad - hun hentydede til. Men måske var det tydeligt, som hun tillod sig at skue mod de tildækkede vinduer. Solen. Natten var smuk, men man søgte altid lyd, når mørket var omkring en.
Hun rystede opkvikkende på hovedet og drejede elegang omkring sig selv. Stod igen med fronten imod sengen med den kære Abraham. ”Men hvem med deres hjerneceller på rette plads, ville nogensinde kende til slutningen?” Armene kom over kors. Ikke anspændt, men mere for at hun kunne hvile sine arme oven på hinanden. ”Jeg forstår nu godt, hvorfor der var stemning for at skabe denne mekanisme igen. Men hvad har det med Deres sag at gøre? Jeg kender intet til Deres situation. Kun Deres tidligere gemmested. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er nysgerrig.”

Abraham klukkede let under forbindingerne ved hendes svar. Han var rimelig sikker på, at det lød nøjagtig, som havde forventet af en vampyr som hende - måske af hvilken som helst vampyr, hvilken som helst der havde et evigt liv i sine hænder. Eksistensen blev overflødig, det var kun alt det, der kunne vægtes og vejes, der havde en egentlig betydning, men hvis det skulle ske, at verden nåede en ende og alt det fysiske blev destrueret - ja, hvad ville det så gøre, ingen genstand ville nå signifikant betydning, eftersom at den udøde ikke kunne give det en sjæl... en ånd... en følelsesmæssig tilknytning så dyb, at man blev forbundet i en ny dimension, der ville gøre destruktion til noget helt umuligt at bære.
Af og til spillede Abrahams øjne ham et puds, det var som om, det ene øje så op mod loftet, mens det andet så på Maya og i hans hjerne blev de to billeder blandet sammen, hvilket i et kort øjeblik skabte en illusion om, hun var nøgen, i det skjolderne udgjorde brysterne og loftets hvide farve svarende til hendes lyse hud. Han gloede blot på hende, fortrak ikke en eneste mine.
Endnu engang søgte hans sorte øjne hendes røde, i tavshed spekulerede han over om han overhovedet havde lyst til at dele sin information med hende. Det kunne ligeså vel være, at personer dybt inde i Den Franske Mafia havde en finger med i spillet, en eller anden forbindelse må de i hvert fald have haft, siden Maya havde kendt koordinaterne på hans midlertidige gravsted.
"Jeg er en grådig samler af kostbare antikvarer og artefakter. Jeg arbejder for den største guldgrube i Europæisk historie. Alt hvad der kan vægtes og vejes er min sag," svarede han udmattet. "Mekanismen fungerer som en slags lommeregner, hvis den ender i de forkertes hænder - og her kan jeg også selv spørge hvem, som De selv gjorde før - er der en meget stor sandsynlighed for, at det ville være muligt at ... udregne Jordens undergang." Kunstpause. Skuldertræk. "Om det er et legemes vandring direkte ind i Jorden, der vil forårsage det, solens død eller noget helt andet, har jeg virkelig ingen anelse om." Indgående blik. Let sammenknebet øjne. Vurderende. "Så... mademoiselle Dąbrowski... prøv engang og forestil Dem en verden, hvor ikke kun Dem selv..." han pegede energiløst på hende med en negleløs finger. "... men hele befolkningen vidste, hvornår det ville være slut og fortæl mig så, hvad De ser..." En kvalt latter snurrede rundt i hans indre, den kunne ikke rigtig slippe ud.

Hun forstod sig ikke helt på hans interesse i netop dét scenarie. Men hun lod sig selv lege med. Mon hun ikke selv et sted ville finde noget brugbart i hans år, hvis hun lod holdt ham på talefod? Mon hun ikke ville finde et mere klargjort svar omkring hendes aktioner i ørkenen? Og så havde hun et sted brug for at tiden ville flyve noget hurtigere. Dette hotel var mere eller mindre usselt. Fugtigt og nedslidt. Ikke at hun kunne forvente mere af dette fattige land.
”Kaos.” svarede hun kort og gjorde egentlig udtryk for ikke at have intentioner om at fortsætte. Som ønskede hun samtalen slut. Men alligevel blev hendes læber skilt ad igen. ”Det vil være, hvad jeg ville se. Selvom få små myrer i mængden ville være stærke nok til at holde hovedet koldt, ville panikken fylde mest. Panikken vil tvinge svaghederne frem. Bryde mentaliteten fuldstændig. Gør det muligt for disse stakler at blive styret på frygt.” Denne gang blev hendes blik en smule mindre køligt. Knap så barrierefyldt. Men dette gjorde blot, at hun så væk fra Abraham igen. ”Men magten ville være for kort, så det ville være unødvendig, med mindre desperationen er større end fornuften selv.” Hun tog et par skridt imod sengebordet på hendes side, og som hun løsnede sine arme fra korset, lod hun sine fingerspidser glide hen over lampen, der havde samlet varme fra pæren. Derefter kørte hun fingeren over selve bordets overflade. Samlede et tyndt lag støv med sig.
”Hvorfor er De interesseret i mit synspunkt?” Hun var vel ligeglad om spørgsmålene var direkte rettet imod hende. Hun så sig i forvejen højere end så mange andre. Vigtigere. Så denne selvcentrerede attitude var almen. Hun studerede kort støvet, inden hun tørrede det af i sin kjole, for så et fortsætte væk derfra. ”Hvordan ligger Deres ejet? Hvad ville De selv bruge Deres tid på, hvis De kendte til hemmeligheden om at denne planet ville blive udryddet fra universet indenfor en bestemt kort sum tid?” Hun så spørgende imod ham, med hovedet en smule på skrå. Hun løftede sit ene ben og førte foden let bag om det modsatte ben. Hun klikkede tåen af skoen imod gulvet, inden hun satte hele foden ned. Armene kom ligeledes om på ryggen, så ryggen automatisk blev rettet og brystkassen let trukket væk. ”Det undre mig lidt, hvad De ville med dette maskineri. Jeg kan forstå, De ønskede at have fingrene i det, med Deres store interesse. Derudover ser jeg styrken af disse andre …der ønskede en del af den græske mekanisme, var overvældende? Ellers ville De ikke have været at finde i en kiste så langt væk hjemmefra. Brændt halvt ihjel af sandets varme og hungerens konsekvenser. Eller har jeg forstået Deres situation helt forkert?”

Abraham nikkede anerkendende til Mayas ord, han var på ingen måde overrasket over, hvad hun sagde, det var nøjagtig, som han havde forventet, i det han udmærket var klar over, Maya hverken var dum eller naiv. Det var som om disse to karaktertræk blev frataget ens sind, når man blev omvendt til vampyr. Man havde ikke råd til at være dum og naiv i mørket, så blev man slugt.
"Magt?" Gentog han, da hun pointerede, hvilken kortvarig effekt datoen for jordens undergang ville have. Hun havde selvfølgelig ret, men hvad vigtigere var: "Mennesker der fortæller folk, at de skal dø, vil ikke have magt, de vil blot have - som De selv sagde - kaosset." Hans egen bemærkning fik ham selv til at le en smule; det var en tosset verden, de befandt sig i, så det var da i grunden besynderligt, at denne "undergang" ikke allerede havde fundet sted.
Abraham havde brugt de første par dage i ørkenen på at spekulere over netop det spørgsmål, Maya skød tilbage på ham. Han nåede dog aldrig rigtig at nå en konklusion på sine mange overvejelser, lige pludselig mistede han tidsfornemmelsen og i takt med hans svækkede tilstand, blev alle tanker blandet sammen i en grim pærevælling primært bestående af skrig og - for første gang i over tusind år - dårlig samvittighed over sin egen grådighed.
"Oh, jeg er glad for, De spørger -" startede han ud. "Når jeg forestiller mig det i mit stille sind, så er jeg jo selvfølgelig ene mand om denne viden... jeg ville nok aldrig fortælle det til nogen, blot nyde denne opgradering af visdom og føle mig ... forbandet overlegen." Med et smil, der afslørede de tomme huler i hans gummer, hvor hugtænder engang havde siddet, betragtede hendes lille balletfremvisning med støvet. "Forstå mig ret, mademoiselle, jeg er noget af en samler, og samlere samler blot for at samle. Vi svæver bare rundt og nyder, at vi har noget, ingen andre har... Oh hvor jeg dog ville ønske... Der Untergang..." Hans stemme gled ud i et drømmeagtigt sprog, som langsomt døde hen og forstummede, mens drømmene fortsat spillede på repeat i hans sorte øjne.
"Min situation er blot således, at jeg har fået et slag over fingrene af min egen grådighed. Det er ikke ligefrem fordi jeg forsøgte at lege en helt... De ved nok... sørge for maskineriet ikke endte i hænderne på nogle bøller... redde hele verden fra sandheden om den visse død. Jeg ville bare have den... blot for at have den. At det skulle gå hen og skabe så mange problemer er selvfølgelig en smule foretruende, men det er ikke noget, jeg rigtig kan tage mig af i min tilstand." Han holdt en kort pause, overvejede at fortsætte sin svada, men så forvandlede hans ansigt sig til en stenmaske og han kiggede direkte på Maya med et udtrykløst blik: "Det er ikke alle og enhver der kan, lad mig citere Dem, placere mig i en kiste og brænde halvt ihjel af sandets varme og hungernød. Så jeg finder det en smule... hvordan skal jeg formulere det... belejligt... eller... forunderligt, at disse talentfulde sadister tilsyneladende begik nok fejl til, at jeg nu sidder her - med Dem." Endnu engang pegede han på hende med sin negleløse finger. "Hvordan fandt De mig?"

En hver anden med en form for sans for morskab ville sikkert have ladet mundvigene stige en smule. Han havde en form for charmerende tone over det meste af sine ord, og han virkede mere bekymringsfri end hende. Hvilket nok var grunden til, hun ikke stod med julelys i øjnene. Hun huskede aldrig at have smidt den professionelle attitude i hans selskab. Hun huskede ikke at have gjort det længe. Og hvis hun da gjorde, ønskede hun blot at glemme de spildte øjeblikke. For hende var sjov ikke betegnet som sjov hos hende. Hendes menneskelighed var væk. Enten skjult godt eller fuldstændig forsvundet og tabt. ”De er i sandhed en samler. I højeste kategori.” Det var vel en af deres ligheder. Men den skilte sig hurtigt ved, hvilke objekter der blev samlet. Hans bredte sig længere ud, end hendes fascination af bøger og viden og information.
Det var næsten som om at han undgik de mest konkrete pointer, når han talte. Han veg altid bort fra, hvad hun egentlig ville vide. Han virkede til at more sig, med det smil på hans læber. Men hendes kontrol forholdte frustrationen på afstand. Hun havde ingen grund til at presse mere ud af ham. Indtil videre lå der intet ved ham, som hun kunne bruge. Eller var der? Hun havde lyst til at søge dybere
Maya rystede svagt på hovedet af hans pludselig kolde fremtoning og sukkede atter. Hun havde endnu ikke vænnet sig fra at trække vejret, selvom det ikke var nødvendigt for hende længere. ”Undervurder ikke mine evner, kære Abraham.” sagde hun roligt med øjnene lukket i et øjeblik. ”Jeg har længer haft bedre kilder end så mange andre. Arvet fra min skaber. Og min placering i Mafiaen - Ja, det er der ingen grund til at skjule længere - har blot udvidet horisonten.” Hun så nu direkte imod ham. En smule borende. Næsten hånende. Dog blev hun afbrudt af en bank på døren, som efterfølgende blev åbnet og Jean trådte ind og bukkede svagt for dem begge inden han fortsatte hans afbrydelse. ”Mayêmia. De har ikke indtaget føde, siden vi drog fra Di Morga. Jeg vil fluks kunne finde..-” En løftet hånd fra hendes side brød hans høflige talestrøm og han lod hende tale. ”Jeg har ikke tiden til et måltid i øjeblikket. Og min appetit er forkvalt.” Blidt faldt hånden tilbage ned langs siden og om på ryggen, som før. ”Jean. Bring drengen her op i stedet.” Uden yderligere indvendinger bukkede Jean sig og forsvandt ud af døren igen og Maya rettede de røde øjne imod Abraham. ”Som jeg var ved at forklare, så fandt jeg en lille fugl, der elskede at synge. Og han sang til mig… om Dem. Hvilken skam De ikke var der til at gøre ordene og tonerne selv.”

Der gik ikke længe, før der igen befandt sig nogen ude foran døren. Denne gang var der to sæt fødder at høre hen over gangens knirkende gulv. Og ligeledes bevægede der sig to skikkelser ind i rummet. Jean, efterfulgt af en ganske betagende ung mand med lyst hår. Han trådte ind med en sikker gang, men det sekund han så den gamle vampyr i sengen, var det som om at noget af sikkerheden druknede i en svag nervøsitet. ”Denne sangfugl fandt sin vej til mig for et par måneder siden på ny. Vidste De at Deres afkom betroede sig til Deres såkaldte fjende?” Hun så kort frem og tilbage imellem både Adrian og Abraham, inden hun tog et par skridt imod den nærmeste stol, der stod i selskab med et lille bord. Dog havde hun stadig udsyn til størstedelen af lokalet. ”Lad mig opsummere min gådesnak. Denne yngling gav de største led. Derefter var det ikke svært at finde frem til mindst en af synderne. Og derefter fandt jeg frem til din præcise plads i ørkenen. Om De tror mig eller ej, er på til Dem selv.” Den overlegende attitude var forsvundet igen, og nu virkede hun egentlig bare en smule træt. Som var det et barns spørgsmål, der ejedet et indlysende svar.

Abraham tog hendes ord som et kompliment og selvom hans krop var i konstant smerte, lod han som om at hendes ord lappede nogle af de blodige huller, der i løbet af de sidste par måneder var blevet skudt i hans ellers så store, fede ego.
Han løftede interesseret det ene øjenbryn, da hun lidt efter lidt besvarede hans spørgsmål. Hun skulle nok finde en fantastisk glamourøs måde at formidle sin historie på, det vidste han. Men så... men så afbrød denne mandsperson, Jean, dem og Abraham måtte atter vente. Da tjeneren, assistenten eller hvad end manden var, i Abrahams øjne var Maya for ung til at have et afkom, tilbød at hente føde til Maya, lettede Abraham diskret sin ene arm fra dynen og skulle lige til at bryde ind, at han da egentlig godt kunne trænge til noget, man blev så lækkersulten af at glo op i loftet den lange nat. Endnu engang formåede Maya at afbryde dialog og Abrahams bevægelse gik ubemærket hen.
Der gik ikke mange sekunder, fra Maya havde udtalt sin kommando, til at det begyndte at stikke voldsomt bag Abrahams pande. En velkendt duft fulgte hans næsebor og med ét eksploderede hans hjerne i minder, små flashbacks der hvirvlede rundt og han kunne høre fodtrin noget så tydeligt, nærmest som var det hans egne og i et kort øjeblik kunne han på indersiden af sine øjenlåg se korridoren der førte til hotelværelset og Jean der gik ved siden af.
Abraham vidste godt, hvem der ville træde ind over dørtærsklen.
Til at starte med kunne han ikke helt forstå, hvorfor Maya blæste dramatikken så højt op og han kunne ikke forstå, hvorfor han kunne fornemme en stærk grød af frygt hos sit afkom, Adrian. Hvis Adrian havde bidraget med at lokalisere hans gravsted i Israel, hvad skidt var der ved det? Selvom dette argument vægtede tungt i Abrahams sind, stemmede atmosfæren på ingen måde overens med hans egne konklusioner, hvilket gjorde, at han holdt masken stram og overblikket køligt for ikke at misse noget. Med Adrian i rummet virkede Mayas stemme pludselig mere hånlig i Abrahams ører. Det var som om, hun havde glemt, at hun lige nu stod mellem en Skaber og sit afkom, hvilket svarede lidt til at stille sig mellem en bjørnemor og dens unge. Selvom Abraham
"Oh, jeg tror Dem skam. Sølvkæderne gjorde det svært at komme igennem med informationer. Jeg tror derfor på, at denne yngling, som er Dem jævnaldrende, ikke ville være her uden jer, og jeg tror på, at I ikke havde fundet mig uden ham." Han pegede skiftevis på dem som de blev omtalt og konkluderede stadigt pegende: "Fjende eller ej - alle parter lader til at være overvejende tilfredse med udfaldet af denne interessante pilgrimsrejse til dette noget så hellige land." Adrian satte sig på fodenden af sin Skabers seng.
"Hvis det var alt for i aften, vil jeg gerne anmode om hvile, så jeg kan være parat til at drage hjem ved næste solnedgang." Han bemærkede ud af øjenkrogen, hvordan Adrian stirrede stift ned i gulvet uden at fortrække en mine. "... med mindre der er nogle indvendinger?" tilføjede han med en indgående stemme i Adrians retning. Det fik ham til at kigge op, men blikket var rettet mod Maya og ikke Abraham.

Maya forstod skam godt båndet imellem en skaber og deres afkom. Men hun følte sig ikke truet af situationen. Hun havde en under kontrol. Hun havde det meste fastlagt i sine små fine hænder, der ikke så ud til at have rørt hårdt arbejde før. Dog vidste hun, at det sjælendt gik præcist som planlagt, når de andre parter ikke allerede havde fået uddelt deres manuskript. Uden deres viden om den næste scenes opsætning, kunne der ske ting, der ikke var forventet. Dette var et spil på nåle. Hun holdte blikket imod de to af samme blod. Som var det en genforening. Hun ville aldrig tænkes at skabet et af nattens børn selv. Tilknytningen var for brutal i visse øjeblikke. Og hun ønskede ikke at være babysitter. Hun ville ikke tage sig ansvaret. Hun lod andre om at sprede virussen rundt igennem verdenen. Men hvilke tanker løb mon rundt i ens hoved, det øjeblik man vælger at stoppe midt i et måltid, for derefter at fylde skallen op igen? Spilde sit eget blod på andre. Hunt tvivlede på, hun nogensinde ville opleve netop dén følelse.
”De virker ikke begejstret for at se Deres egen yngling.” lod det fra hende, samtidig med at hun lydigt rejste sig fra stolen igen. Lokalet gjorde hende urolig. Hun havde brug for føde. Men hun ville ikke indrømme det nu med vigtigere ting, der stod i vejen. ”Hvor længe er det ikke siden De følte hans tilstedeværelse så tæt på?” Hun forventede ikke et svar. Og hendes gang imod døren, hvor Jean så fint stod og ventede på hende, gjorde det mere tydeligt, at et svar ikke var obligatorisk.
Adrian blev dog siddende et øjeblik ved foden af sengen. Stadig med blikket imod Maya. Næsten bedende. Spørgende. Søgende. Men hun anede ikke ham andet end en afventende udstråling. Da så han kortvarigt imod Abraham, før han rejste sig fra sengen og fulgte trop. Adlød som hende ordren om hvile. ”Denne vej, monsierur O'Dorchaidhe.” henviste Jean den unge vampyr mens han holdt en arm ud imod dørens åbning som en gestus. Lod ham finde sin vej ud af rummet som den første. Han nåede dog ikke meget længere end et par skridt ud på gangen, før hans hænder blev knuget så hårdt, at neglene nær havde brudt med huden. Han drejede omkring på hælen og skubbede nærmest Maya væk fra sin vej, som han trampede tilbage i værelset. Med et stift blik imod sin skaber. Han havde nærmest pustet sig op, og han virkede knap så fattet, som de andre, der var til stede.
”Du er intet andet end en egocentreret mand, Eilifur!” udbrød Adrian med hævet stemme. Han virkede ikke selv påvirket af at bruge de navn, der var blevet præsenteret for ham, da han først havde mødt Abraham. Det lød mere naturligt i hans ord. Lige som dus hentydningen. ”Du har længe ikke behandlet mig som andet, end et af dine samleobjekter, har du vel! Du gav mig ikke et evigt liv for min skyld, men fordi du følte sig ensom. Jeg er kun brugbar, når du siger det!” Maya var en smule overrasket over, hvordan det havde udviklet sig. Hun var blevet stående ved døråbningen, som en skygge. Observerede blot hvordan det spillede sig ud. Sagde ikke et ord. Afbrød ikke.
”Ved du hvor længe jeg har udgivet information til mafiaen? Du havde bare efterladt mig i den usle by, for at leve livet i Schweiz. Og denne mentale kontakt - Jeg følte hver og en ting. Der var ingen måde at slukke.”

Tid var en besynderlig størrelse i Abrahams hverdag - faktisk indgik den sjældent i hans tanker. Aldrig kiggede han på et ur eller havde nogensinde følt en trang til at bære tiden om sit håndled. I hans tid som menneske var uret endnu ikke et objekt. Her levede han med solen som sin guide, nu levede han under nattens styre. I kassen ude i ørkenen havde han ikke haft hverken mere eller mindre tidsfornemmelse end han havde på alle andre tidspunkter. Han kunne fornemme dagen, når kisten blev varm og det alleryderste af hans hud syntes at stege svagt, men hvor mange dage det fandt sted eller om det var mandag, tirsdag, eller onsdag var som altid irrelevant.
Det var også derfor, at han blot sad helt forstenet og gloede på de to vampyrer indtil de rejste sig og gik. Han kunne sidde fuldkommen stille og bare eksistere i flere timer - en hel nat, hvis han havde muligheden. Mennesker havde altid et behov for at være i bevægelse eller i hvert fald virke som, om de foretog sig noget betydningsværdigt for ellers "spildte de jo deres tid" og "you only live once" og "Carpe diem" og alt det, der fulgte med livet som dødelig.

Da Abraham akkurat havde besluttet sig for, at nu vil han til at trække et tæppe over hele kroppen, hørte han Adrian storme tilbage ind i værelset med et brag. Hans hidsige stemme lød som tekopper, der ramte mod gulvet i hundredevis og som tekopperne ikke kunne samle sig igen, ville Adrian aldrig være i stand til at tage sine ord tilbage. Sådan var tiden: en pil, man kunne ikke gå baglæns. Sådan var Adrian: en tekop, blot endnu en skrøbelig genstand i Abrahams samling.
En iling løb gennem lokalet, da Adrian stoppede sit udbrud og Abraham blot betragtede ham med sine øjne, der både delte farve og hårdhed med obsidiansten. En tillid var langt om længe blevet brudt, det stod meget klart for begge mænd, som befandt sig åndeløse og gloede på hinanden. Abraham var i en konflikt med sig selv: skulle han reagere med ord eller handling? Eller med begge? Brøle højt mens han skilte Adrians hoved fra resten af kroppen og smed det hele ud af vinduet, som han ville have gjort det med en knust tekop? Derudover var han ikke klar over, hvad han var mest stødt over - at Adrian havde lækket vigtig information bag om hans ryg eller det, at han var overbevist om, at den franske "mafia" var en trussel for Kalamka og Abrahams forretning eller for Abrahams person generelt. I Abrahams øjne havde den franske Mafia ikke været andet end en sølle lille oprørsgruppe, men det kunne selvfølgelig være, at denne holdning snart skulle tages op til revurdering.
Han svang sine ben udover sengekanten og rejste sig langsomt op. Havde han haft energien til det, var han sprunget op og havde styrtet direkte over i Adrians ansigt på under et sekund, men han valgte at prioritere sit helbred over for badass udstråling. Nu stod han splitter nøgen over for sit afkom, som var halvandet hoved højere end ham selv. Hans krop var kun dækket af enkelte bandager for at skjule de værste sår, og ellers var han blot skjult af en naturlig bevoksning af sort hår spredt ud over flere steder af kroppen. Uden at sige et eneste ord rakte han hånden op mod Adrians ansigt og vred det til siden, så hans hals blev udstrakt og struben blev blottet. Hvor man for næsten 400 år siden havde kunnet se en arterie pulse løs, var der nu kun stilletstående snehvid hud. Adrian var udmærket klar over, hvad hans skaber var i stand til, så i første omgang flyttede han sig ikke ud af grebet, mens Abraham overvejede, om han skulle rive hans hoved af eller ej.
"For et øjeblik siden gav sin eksistens betydeligt mere mening, end den gør nu," klukkede han med en lav stemme. "Adrian, oplys mig, jeg har meget ambivalente følelser, mit sind er i konflikt: du hjalp dem med at finde mig, hvilket jeg overfladisk kun oplever som positivt - men noget siger mig, at jeg ikke helt har forstået dit motiv?" Langsomt slappede Adrians muskler i hele kroppen af og Abraham løsnede som svar sit faste greb. Hans afkom sendte ham et kort blik, et blik som Abraham kun lige akkurat nåede at aflæse som "angrib", før Adrian kastede sig over ham og sendte ham direkte ind i væggen bag dem. Begge deres tænder var nu synlige i arrigskab, Abraham udstødte et irriteret brøl, i det han sparkede Adrian væk med en solid fod mod det øverste af hans pelvis. Adrian lå kun på ryggen i et enkelte sekund, før kampen fortsatte, begge bevægede de sig overnaturligt hurtigt, Abraham kun en smule hurtigere end sin langt yngre modstander grundet sine svækkelser.

//Vil Maya bryde ind, eller skal jeg bare skrive min afslutning på kampen med det samme? n.n'//

Det virkede en anelse uvirkeligt, sådan som de kæmpede, det virkede let som en leg, men slagene var hårde og faste og fra hver sekund, der passerede, vippede den fysiske magtbalance usikkert og skrøbeligt mellem de to. Endnu engang måtte Abraham ned at ligge med ryggen mod gulvet, Adrian sad låst overskrevs på ham og hans hænder rakte ned mod hans hals og ansigt, som prøvede han at knuse ham med sine fingre.
"Adrian," udbrød han med en kæmpende stemme. "Adrian!" Hans sorte øjne forsøgte vildt at fange Adrians blå, i starten var det ikke muligt på grund af det blonde hår, der hang ned for hans ansigt, men så løb Skaberens stemme ind i afkommets øre som iskoldt vand og Adrians raseri faldt langsomt, mens deres øjne mødtes.
- "Eilifur... jeg kan ikke mere..." sagde han køligt, men bag denne tynde frost, bævrede desperationen.
"Vil du have, at jeg skal dø?" spurgte Abraham uden at rrykke sig ud af flækken. Det var ikke fordi, Adrian tøvede, men han holdt sit svar tilbage, som om frygten var begyndt at boble i hans indre og fratog ham evnen til at tale. "Svar mig," kommanderede Abraham og han mærkede en varme sprede sig i kroppen, da hans magiske ladning blev udløst i form af sin højt elskede evne til at tiltrække sig selv autoritet og virke overbevisende.
- "Ja..." svarede Adrian lavmælt.
Abraham kneb sine øjne let sammen. "Slip mig," bad han i en fast tone og denne gang behøvede han ikke gøre krav på Adrians lydighed mere end én gang. Adrian slap sit greb og rettede sig op, så han blot sad modløst oven på sin Skaber.
"Hvor vover du at sætte dig op imod mig..." startede Abraham med den samme tone som før og mærkede den dominansen i hans magi gøre arbejdet. "Jeg, som har gjort alt for dig, jeg, som har formet og skabt dig, jeg, som reddede dig fra den menneskelige død, jeg, som sikrede dig evighed i overflod." Abraham blev tavs og lod de skarpe, magiske ord synke ind i Adrians sind. "Du er en skændsel."
Han betragtede sit afkom nøje, inden han udtalte sine sidste ord. Det var slet ikke sådan her, han havde tænkt sig at afslutte sit bekendtskab med Adrian. Han havde rent faktisk set potentiale i den mand, ellers havde han ikke tilbragt de seneste 300 år i dennes selskab.
"Jeg vil have, at du lægger hænderne om din egen hals, Adrian," sagde Abraham med en mild stemme. Uden tøven rakte Adrian omgående om sig sin strube. "Jeg vil have, at du skal stramme så hårdt til, du kan, så skal du vride rundt. Jeg vil have at du river dit eget hoved af, Adrian."
Det var en sand forestilling. Mens han udtalte sine ord, gik det op for ham, at dette var den helt rette måde at ende forholdet på. Adrian skulle - for engangsskyld - selv have æren. Og den fik han. Med en våd lyd, formåede Adrian omsider at skille sit eget hoved fra resten af kroppen, det nåede kun lige at falde til gulvet med et stort, hult 'klonk', for resten af hans krop nærmest eksploderede og efterlod Abrahams nøgne krop dækket i en slimet og blodig pøl af hvad der engang var hans afkom.