Human? This is going to be fun /april/

Tid:omkring eftermiddag
Omgivelser: træer??
Sted: skoven
Vejr: solskin
//ørnens udseende kan sees på min profil//

En yderst flot kongeørn fløj over himlen, lige udenfor skoven, omkring søens bred, fulgens vinger var sorte.
Halen var hvid i bunden og sort i bunden, ørnen var Dion i sin Animagus form af en kongeørn, kongeørnen lagde sig forover og lod sig flyve mod jorden, den landede i skoven og stod nu på en pind i en af træerene, som var en af de nederste, nok kun 2 en halv meter over jorden, hvor den stod og holdte øje med hvad der rørte sig i skoven.

April kedede sig gevaldigt denne eftermiddag, så hun besluttede sig for at gå sig en dejlig lang tur. Det nød hun jo. Hun låste efter sig, og forlod den lille lejlighed i Terre. Hun vidste at der var en skov i nærheden, så hun besluttede sig for at det ville være et godt sted at tænke.

Hun nåede udkanten af skoven i løbet af 10-15 minutter. Hun så sig kort om, der var mange mennesker der gik rundt i gaderne, men ikke en eneste ud over April, så ud til at bevæge sig ind i skoven. Det var nu meget rart syntes hun, så kunne hun slappe lidt af, og hvile hovedet efter gårsdagens fest. Hun gik ind i skoven, og fortsatte bare med at gå ligeud. Nysgerrig som hun var, ville hun se om der var nogle dyr rundt omkring.

Dion fløj ned fra træet hvor han havde holdt udkig, han landede på en træstup og sad så der lidt og rettede nu sit blik op på en pige som kom gående i retningen mod ham, han sad bare stille og rørte sig ikke, han ville først se hvad pigen ville gøre, og om hun ville prøve og såre ham. Dion lagde let sit ørnehoved på skrå først fra den ene side og så til den anden side

April fik øje på en stor flot kongeørn, der sad i et træ, ikke så langt fra hende. -"Wow.." mumlede hun for sig selv, og betragtede ørnen. Det var ret vildt. Hun gik hen til træet, og så op på fuglen. Hun stillede sig på en gren der var en meter over jorden, og så på fuglen. Det undrede hende lidt, at fuglen ikke virkede bange for hende overhoved. Hun var måske ikke så stor, men alligevel? Lige siden hun flyttede til Frankrig, for et par måneder siden, er mærkelige ting sket for hende. Nogle gange helt uforklarelige ting, så dette mysterie med fuglen, var i den mindre afdeling, i hvert fald indtil videre.

Dion forvandlede sig nu fra sin ørne form, hvilket var en meget underlig forvandlig, han strakte vingerne ud, som forandrede sig til arme og hænder, og fjerende forsvandt og klørene blev til fødder og de små ben blev hurtigt meget højere, og til sidst ansigtet, og nu stod der en ung herre, han var omkring 20 år, han havde en blå t-shirt på med flåssede ærmer og nogle stumpede bukser.

Han stod nu det sted hvor ørnen nu havde været og så ned på pigen, som han ville skyde til at være omkring en meter og treds eller deromkring, og sagde så "hej med dig, håber du kunne lide forstilligen og smilede stille til hende, han ville tro at hun var et normalt menneske, da der ikke var nogle synderlige tegn på andre væsner i hverken lugt eller udseende.

April så ørnens vinger blive strakt ud, og til hendes store forbavselse, blev vingerne til arme. Hun bakkede langsomt bagud, og bump, direkte ind i et træ. Hun så bange på den dreng der nu stod foran hende. Med en rystende stemme fik hun sagt -"Hvem.. Hvad er du?" Hun fugtede kort sine læber med sin tunge, og så skræmt op på drengen. Hendes hjerte galopperede afsted. En fugl, var lige blevet til et menneske for øjnene af hende! Hun rystede på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt, hun måtte se syner. Hun kneb hårdt øjnene sammen, og borede neglene ind i barken, på det træ hun stod lænet op ad, også for ikke at falde. -"Du.. Jeg.. Var du ikke fugl lige før?"  Sagde hun, med en stemme der var lidt mere over kontrol. Hun slog øjnene pop, og så fortsat på ham, med sine blå øjne.

Han så meget overresket på hende, og nikkede så og sagde "nu forstår jeg" og og satte sig ned, og fortsatte så " mit navn er Dion og jeg er det der kaldes en Formskifter, eller i fagsprog en Animagus, og ja jeg var en ørn lige før, jeg kan også være en ulv og en slange" og kiggede op på hende og fortsatte" du skal ikke være bange for mig, jeg vil dig ikke noget ondt, men så kender du vel heller ikke til de andre væsner der lever her i Di Morga?" Og rejste sig så igen og smilede bredt til hende.

April så forvirret på ham. Var det ikke kun sådan  nogle væsner der fandtes i bøger? Hun sank en klump, og rystede på hovedet. -"Hvor mange andre slags er der?" Hun gled langsomt ned ad træstammen, og sad til sidst helt nede på jorden. Det havde hun brug for. Hun tog en dyb indånding, og bed sig i læben. -"Jeg havde på fornemmelsen noget var.. Anderledes her, men ikke så anderledes! Overnaturligt... Er der flest mennesker eller overnaturlige væsner? Hvilke er farlige?" Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på hende. Da hun flyttede fra England til Frankrig, var det ikke lige dette hun havde regnet med. April var englænder, derfor snakkede hun engelsk. Hun kunne kun få franske ord. Eller hun kunne i hvert fald sige hej. Men hun havde heller ikke boet i Frankrig mere end et par måneder, og havde kun snakket med folk til fester, hvor igen har kunne høre noget alligevel.

Han så en smule spørgende på hende der hun spurgte hvor mange racer der var i Di morga, og begyndte så og tælle sammen han kunne nå op til 11 forskellige væsner der lurede omkring i Di Morga og satte så ord på det " der er lige omkring 11 forskellige væsner her, udover mennesket, og jeg vil tro at der er mange fler overnaturlige væsner end almindelige væsner" og tænkte så over de farligste og der kom vampyren op som en af de første og sagde " der er ihvertfald vampyrene, varulvene, demonerne, djælvene og så er deeeeeer... Åhh ja sortelverne" og så uskyldigt på hende, og var nu færdig med sin talestrøm omkring de forskellige væsner.

Hun sank en klump, det var meget at tage imod. For mindre end ti minutter siden, havde hun stået og troet hun levede i en nogenlunde normal verden, men nu kunne hun pludselig blive bidt af en vampyr, eller angrebet af en varulv. Hun bed sig svagt i læben, og så rundt. Hvor var det vildt... Hun begyndte at tænke over om drengen mon snød hende, og hans forvandling var et slags tryllenummer. -"Hvorfor skulle jeg tro på alt dit sindssyge snak er rigtigt?" Hun havde i forvejen svært ved at stole på folk, og så tro på sådan noget nonsens? Pf.

Han kiggede stille på hende og smilede nu bredt da hun spurgte om det nu også kunne passe at de fandtes, og løftede så op i trøjen, hvor der var en veltrænet mave og derudover, var der varulve bid og nogle vampybid omkring på hans mave " her har du beviset, jeg slap væk med hjælp fra min slange form, det er kobra, så derfor var min gift farlig for vampyrene og slangegift kurere vampyr infektioner i hvisse tilfælde" og kiggede nu på hende, og håbede hun nu ville forstå at han faktisk talte sandt

April kørte fingrene over hans bid på maven, og måbede kort. -"Det.. Det er jo rigtigt.." hun bed sig svagt i læben, og så ham i øjnene. Han var godt nok en køn dreng, hun var glad for det var ham, der åbnede hende øjne for denne sindssyge verden. Men hun kunne lide verden på en eller anden måde. -"Vis mig mere" sagde hun bestemt , men venligt, og så på ham, med et vildt blik i øjet. Hun ville elske at møde alle de farlige væsner, der luskede omkring..


//Jeg fik en ide til et plot :) April kan blive sådan helt nysgerrig om natten, mens han er sådan lidt beskyttende, fordi hun overhoved ikke passer på, og forstår det farlige ved denne verden, som hun lige er blevet kastet ind i? :)