I Feel Scared - Eleanor

S: Havnen
T: 17:35
O: Nogle både, et par mennesker, havet
V: Lunt og lyst

Baalichi gik nede ved havnen og snuste havlugten ind. Han elskede havet. Ikke blot det, men det var også dette sted, han primært afskaffede sig de lig, som han ikke havde tid nok til at få slæbt hen i kirkegårdens lighus. Han gik rundt i sin hvide habit, hvide bowler hat og han havde et par lædersko på. Men heldigvis kunne han nu nyde havnen og dens både, uden at skulle skaffe noget af vejen. Faktisk havde han fået lov til at låne en båd efter eget behov, af en gammel ven. Nu tænkte han, at han gerne lige ville ned og kiggede på den. Så han valgte at prikke til et par folk og spørge efter pladsen.
Da han endelig ankom, måbede han. For denne båd, som han måtte låne, var næsten en færge. Rigtigt stor og dejlig, og den så ud til at kunne det hele. Kæft hvor ville han gerne prøve den med en ven.

Der lugtede af gammelt træ blandet med en stank af døde fisk. Sådan stod det til nede på havnen. Der lugtede forfærdeligt, og de eneste folk der var der, var gamle alkoholiske fiskere. Eleanor var ved et tilfælde endt nede ved Terrés havn, hvilket hun bestemt ikke fandt tilfredsstillende. Normalt var hun ikke den sippede type, men hun havde aldrig brudt sig om vand og havdyr. Hvilket havnen hovedsageligt bestod af. Dog havde hun besluttet sig for, at fortsætte hen af havne stien. Hun var rent faktisk lidt bange for at være der. Mest af alt da hun var bange for at falde i havnen og drukne, da hun aldrig havde lært at svømme. Heldigvis var vejret godt, og der var nogle andre tilstede. Så hun regnede ikke med, at det ville blive hendes dødsleje.

Havne stien var længere end hun havde forventet. Utilpas fortsatte hun videre. Der gik ikke længe før hun nåede lystfiskernes bådehus. Det måtte betyde at der snart ville komme en skillevej, hvor man kunne forlade havnen. Der tog hun dog fejl. Eleanor endte i stedet ved en bådebro, hvor der var nogle enorme skibe der lå til kajs.

Hun var lige ved at opgive hendes jagt på en form for udgang, indtil hun fik øje på en der stod ved enden af bådebroen. Hvad hun kunne se var det en mand i hvidt jakkesæt og en hat i samme farve.  Ham kunne hun spørge om vejen væk fra havnen. Det eneste problem der var i det, var at hun skulle hele vejen ud til enden af broen. Det virkede helt uoverskueligt, da der ikke var noget gelænder ved kanten af broen. Der var bare åbent ud til det store hav.

Eleanor tog 3 dybe indåndinger og trådte derefter ud på den vakle vårende bådebro. Et højt gisp lød fra hende, da broen knagede under hende. Nu pumpede adrenalinen, dette var nok hendes største frygt. Hun stormede hen over broen, da hun allerede vidste at hun ikke kom videre, hvis ikke hun bare gjorde det. " Undskyld mig?" sagde hun, da hun var et stykke fra manden, og hun fortsatte hendes gang imod ham.

Baalichi havde lige taget en cigaret frem og tændt den, da han hørte en stemme. Foran ham stod en yndig ung kvinde. Han kiggede på hende, og han tænkte, at hun virkede, som om hun havde det ubehageligt ved at være der.
"Ja, hvad?"
Det var en ret kort og lam sætning, vidste han, men han havde ikke lige mere at komme ud med. Så han tog endnu et sug af sin cigaret og kiggede sig omkring på havnen. Han måtte indrømme, at den ikke virkede særligt charmerende, når man ikke vidste hvad man skulle kiggede efter.

Hvis man overså træets stank fra broerne, og man overså det faktum, at mange ikke kunne lade være med at tisse og gøre andre ting der, så kunne Baal rent faktisk godt lide hav lugten.. Men ,måske var den bedre ved stranden.

Så han kiggede igen på kvinden og spurgte:
"Hvad ønsker De? Er De faret vildt, eller hvad?"