I must have taken a wrong turn - Theodore

Solen stod allerede relativ højt på himlen, selv om klokken kun lige havde passeret otte. Himlen var en klar blå farve og kun få hvide næsten gennemsigtige skyer dasede rundt i himmelrummet over dem. Alt i alt tegnede det til at blive en dag med et fantastisk vejr. Men lige nu var vejret fuldkommen ligegyldigt for den unge mand der kom styrtende ned imod Universitetet med dreadsne flagrende efter sig. *Aaaargh! Ikke igen!* tænkte han lettere panisk imens han hasede afsted og undskyldte til hvem end han stødte ind i på sin vej. Dexter Pope, var ikke noget morgen menneske. Faktisk var han ikke noget menneske overhovedet, men en animagus, der var alt for sent på den.
Det som burde havde været en ganske almindelig mandag morgen, var endt i et kapløb med tiden. Dexters vækkeur havde besluttet sig for at strejke og da hans indre ur var sat til at vække ham ved middagstid havde han trygt rullet sig om på den anden side og sovet videre. Lige indtil hans mobil var begyndt at vibrere arigt på natbordet og havde hevet ham ud af en ellers noget så behagelig drøm. Det var en klassekammerat med X-kromosoner der havde ringet stædigt indtil hans sovehjerte var vågnet og havde sendt ham ud af døren i en hujendes fart.
Det var grunden til at Dexter nu susede ned imellem bygningerne på Universitetet. Han skubbede døren op til en grå bygning og smuttede indenfor. Han var den eneste på gangen og hans fodtrin kunne høres give genlyd igennem gangen. *Bumbumbum.. Hurtigere..* tænkte han og skubbede en klasselokale dør op og dumpede hurtigt ned på en tom plads og satte sin taske fra sig på gulvet og pustede tungt ud. Det var her Dexters skæbnesvanger fejl gik op for ham.

*Vent.. Hvor fanden er jeg egentlig?!* Dexter så sig om og kunne ikke genkende et eneste ansigt omkring ham. Det var i hvert fald ikke hans klasse om skrivekundskaber han var havnet i. Han lod sit blik vandre op til tavlen og begge hans bryn rejste sig helt på i panden. *Shit.. Det her er bestemt ikke skrivekundskaber!* Som Dexter gennemgik sin rute i hovedet opdagede han at han måtte være drejet forkert og havnet i M-P-blokkerne. Hvor undervisningen handlede om magier og evner og hvad ellers de overnaturlige kunne finde på at undervise i. Selv om Dexter var animagus havde han aldrig følt træng til at tage undervisning i forvandling. Det lå ham alt for naturligt.
Omkring ham kunne han hører at snakken gik om dagens lektie, men desværre kunne han ikke lige opfange hvad faget handlede om. *Kom Dexter.. Vi rejser os bare og går igen..* tænkte han og samlede sin taske op, men ligesom han rejste sig gik døren op og en ældre herre trådte ind. Nu var det for sent at flygte og Dexter lod sig glide ned på sin stol igen og bed sig i kinden. *Åhåh..*

Theodore var netop trådt ind i det store klasselokale, klokken var fem minutter i otte og de fleste elever var allerede mødt op. Theodore var aldrig for sent på den og det var hans elever heller ikke - for hvis de var, så fandt de hurtigt ud af at det ikke var værdsat. Theodore var begyndte at skrive noter på tavlen, mange af dem. Dagens lektion ville komme til at handle om evnen til at svæve ved hjælp af telekinese, en af de ting han mestrede til fulde. Han var meget glad for sine evner og frem for alt meget stolt af sin race. Han havde måske begået fejl før i tiden men jo ældre han blev jo mere magtfuld følte han sig, og at han havde et rum fuld af folk der kun sad der for at lytte til ham tale, det hjalp uden tvivl hans magt liderlighed. Han kunne lide at høre sin egen stemme, og kunne lide at andre gerne ville høre den ligeså. Dette gjorde ham uden tvivl både en dygtig men også ret så streng professer.

Klokken slog otte og han kiggede let i mod døren som en mand kom nærmest løbende ind i rummet. Han genkendte ikke personen og lagde kort hovedet på skrå i et suk: "Ja der er jo folk der elsker og forguder dette fag, også er der dem der ikke gider bruge til på at høre den første sætning" sagde han blot henkastet ud i klassen og vendte så opmærksomheden i mod tavlen: "Dagens emne omhandler telekinese i svævende tilstand... Sidste lektion var at skubbe jeres bøger på gulvet ved tankens kraft" sagde han blot og kiggede udover de mange elever. "Du.... Vis det" sagde han og pegede på den unge mand der netop var kommet løbende ind af døren, Theodor genkendte ham ikke, hvilket bekræftede hans teori i at dette nok skulle blive yderst interessant.

Tavlen var allerede godt overskrevet med notater og diagrammer, men i Dexters øjne lignede det alt sammen en omgang overraskelses-gryde. Hvilket vil sige, en masse ingredienser ingen kender som bare er blevet smidt i og kogt sammen. *Det må være en eller anden magisk lektion..* tænkte han og hev sig selv i den ene dreads. Professoren der underviste i faget var en ældre herre. Ikke tudse gammel, men han havde da passeret de 40 år, muligvis de 50, hvis Dexter skulle bedømme. Men nu havde Dexter aldrig været god til at bedømme den slags, så han kunne både være langt ældre eller yngre. Han var ikke grim af sin alder, han virkede da til at holde sig meget godt og hvis man antog at det her var et magisk fag, så burde manden der stod overfor ham, være et magisk væsen. *Måske.. Dæmon? Engel? Djævel? Vent.. Hvilke andre væsner er det nu lige der eksistere? Dexter vidste der eksisterede en del væsner, men han havde aldrig givet specielt meget op i den race opdeling der var. Hverken imellem væsner eller imellem mennesker.

Han sank en ekstra gang da professoren udpegede ham til at vise hvordan dagens lektion skulle foregå. *Telekinese.. Er det ikke der hvor man læser andres tanker? Eller.. Nej, det passer ikke når vi skal svæve og skubbe bøger. Så må det jo være det telekinese kan!* slog han fast efter at havde haft en indre debat med sig selv om hvad emnet handlede om. Det var bare ikke hans dag idag. Det var faktisk en vaske ægte mandag. Først kom han for sent op, så kom han ind i det forkerte lokale og nu bad professoren i faget telekinese ham om at svæve. *Cute and cuddly..* tænkte han opmuntrende til sig selv og bestemt sig for at charme og høflighed var den eneste vej ud af den her knibe. Det var faktisk rigtig pinligt, han havde gået her i to år nu og så gik han forkert og endte med at forstyrre en anden professors undervisning. Heldigvis var Dexter en mand der ikke tog tingene så tungt, så på tros af pinligheden, var han ikke urolig. Kun ked af det over han ville komme til at forstyrre undervisningen. "Ehm.. Nu ligger landet sådan at jeg ikke er i stand til at svæve nogen steder, desværre." svarede Dexter, den ældre herre, og kløede sig let i hovedbunden med et skævt smil, der tydeligt viste han var lettere pinlig berørt over situationen. "Jeg må desværre krybe til korset og indrømme at jeg er gået forkert. Jeg har ingen evner inden for telekinese Sir." Dexters tone var høflighed, men den munterhed der altid prægede ham var ikke til at skjule helt.

Et dybt suk gled over Theodore læber som han stod og kiggede ned på den unge mand. Der var få mennesker i verden der kunne få så arrogant et udtryk når de kiggede på andre, men det var på en eller anden måde bare noget som Theodore altid havde haft og de thavde altid en ud af to effekter. Enten blev folk sure og pist over det, eller også følte de sig på en eller anden måde draget af det. Det var uden tvivl nemmere med piger end drenge, fordi at kvinder elskede mand med magt og arrogance og det kunne man jo roligt sige at Theodore havde. Piger var bare efterhånden for nemme, for kedelige og uden udfordring. Der var drenge en helt anden sad.

"Jamen så kan du jo passende blive siddende og lære noget Mr...?" sagde Theodore, klassen grinede let da han sagde at han var gået forkert, men for nu havde Theodore ikke i sinde at lade ham gå, dette her skulle nemlig nok blive ganske morsomt: "Du... Vis vores gæst her hvad vi laver" sagde han til den unge pige som sad ved siden af denne hippie dreng som tydeligt var gået forkert. Pigen rykkede hurtigt på sig og skubbede sin bog let frem på bordet inden hun lukkede øjnene. Theodore holde blikket på hende imens hun forsøgte at fokusere og efter få sekunder fløj hendes bog igennem rummet og ramte tavlen med et bump: "Flot Ms. Wilson" sagde han og smilede til den unge pige der nikkede og smilede igen.

Theodore kiggede tilbage på den unge mand: "Du har meget at lære" sagde han blot som var det et løfte eller nærmere en trussel og ikke bare en konstatering, dog var det sandhed. Dette fag var ikke noget man bare kunne komme til ved at vælte sig forkert ind i et klasselokale, det krævede mod, tålmodighed og frem for alt... Talent.

Professoren sendte Dexter et blik der ikke kunne beskrives som andet end ren arrogance. *Nånånå, er det med den på?* spurgte han sig selv mentalt og undrede sig over udtrykket. Personligt mente han da ikke det var så slemt at han ved et uheld var dumpet ind i det forkerte klasselokale. Selvfølgelig, var det ikke rart at have en elev der absolut ikke havde nogen former for talent inden for det man underviste i, men man måtte vel tage det sure med det søde. *Jeg kan umuligt være den ENESTE tumpe i det her fag..* lød det muntert i hans hoved, da han bedømte klassens størrelse. Så han besluttede sig at besvære professorens arrogante mine med et charmerende smil.

"Pope, Dexter Pope, Sir. Og jeg bliver glædeligt siddende og nyder godt af Deres visdom." svarede Dexter og selv om svaret kunne lyde flabet, var det på ingen måde ment sådan. For ham var det en chance for at lære noget nyt eller i hvert fald se noget nyt. Og det virkede til at blive en hel del mere spændende end skrivekundskab. Professoren beordrede pigen ved siden af ham til at vise hvad de egentlig lavede i denne undervisning og hun satte sig lydigt tilrette og efter at havde lukket øjnene og fået et mere anstrengt ansigtsudtryk fløj bogen fra hendes bord igennem lokalet og ramlede ind i tavlen. Dexter fløjtede lavt imponeret og strakte halsen lidt for at se efter bogen. *Okay, telekinese = Flytning af ting med lukkede øjne og ingen hænder.* Han skrev det mentalt ned og lovede sig selv at undersøge det nærmere når han engang slap ud af det her lokale. *Vent.. Hvis det her er noget med hjerne-kræfter.. Gad vide om de så også kan hører mine tanker?* Dexter rynkede brynene kort og så sig omkring i lokalet imens han ganske højt tænkte *Haaaalloooo?* og følte sig kun en anelse fjollet. Heldigvis havde han intet at skjule imellem ørerne så hvis der sad et par tankelæsere i blandt dem skulle de være velkomne til at slå et smut forbi.

Professoren kiggede endnu engang på Dexter og kom med en sætning som for de rigtig paranoide kunne minde om en trussel og for de mindre paranoide, blot et løfte. Dexter der hørte til de mindre paranoide væsner tog det som et løfte og sendte professoren et skævt smil. "Det tror jeg kun at jeg kan give Dem ret i Sir. Det er endnu aldrig lykkes mig at kaste noget uden at have begge øjne rettet imod målet." Humor var for Dexter lige så naturlig som at trække vejret og selv om han i mange år havde forsøgt at ligge en dæmper på det, var det gået op for ham at han bare var en munter fyr og de dumme kommentarer i det muntre tonefald var bare en af bi-effekterne ved det fænomen.

Theodor gik tilbage i mad tavlen, der var trods alt et rum fyldt af elever der vendte på at høre ham tale og selvom denne Pope virkede ganske interessant, så vidste Theodor at han ikke burde stå og underholde en enkelt elev for længe af gangen, Theodor værnede jo trods alt om sit privat liv, ihvertfald så godt det nu engang var ham muligt: "Godt, så luk læberne og lyt" sagde han blot i mod den unge herre da han sagde at han nok ville kunne lære noget. Theodor var slet ikke tvivl om at han ville kunne lære noget, dette var jo en kunst og en af de evner som Theodor satte en ære i at beside.

Telekinsese og tankelæsning var bestemt ikke det samme, og Theodor kunne ikke tankelæse. Dog var det på ingen måde umuligt at der sad en mindre bunke i klassen der kunne, de fleste af eleverne her prøvede at få styr på deres evner samt. lære nogen nye og der var derfor mange forskellige talenter i dette klasselokale: "Yeah I got that..." sagde Theodor blot da han sagde han aldrig havde flyttet noget med tankens kraft, men noget måtte han da kunne, han var Animagus. Theodor kunne tydeligt fornemme det og han vidste også med det samme han var kommet ind at han ikke hørte til i dette lokale. Animagus kunne jo sjældent andet end gø.

Theodor begyndte at tale igen og der gik hurtigt tyve minutter. Timen var kun fyrre lang hvilket passede Theodor ganske fint, han kunne godt lide sine pauser. Timen handlede om levitation og han havde blandt andet løftet to elever fra stolene bare for at vise hvordan dette foregik, det var en svær kunst, men når man var over 1600år gammel så blev alting bare hurtigt en smule nemmere: "Mr. Pope..." sagde Theodor og gik over foran den unge animagus: "Kan De følge med?" spurgte han blot og lagde hovedet på skrå imens han betragtede den unge dreng, det var præcist en mand som ham han manglede i sin gruppe.

Professoren vendte tilbage til tavlen og gik i gang med sin undervisning. Dexter skyndte sig at hive en notesbog og kuglepen frem fra tasken og slog op på en tom side. *Jeg må hellere få taget nogle gode notater. Det kan jo være det her svævnings halløj kan bruges i en artikel eller to.* tænkte han fornøjet og hans kuglepen fløj hen over papiret og udfyldte de tomme sider med professorens ord. Dexter koncentrerede sig voldsomt for at følge med, men når professoren eller eleverne aktivt brugte deres evner og begyndte at svæve rundt som små alfer, var det som om hans hjerne ikke rigtig kunne fange teorien, men kun være fascineret af denne magi der var omkring ham.
Selv om Dexter var født og opvokset som animagus i Di Morga, landet hvor man åbent kunne være sig selv som et væsen, havde han altid lært at holde takt og tone med sine evner. Han havde aldrig brugt dem offentligt og han var heller ikke van til andre gjorde det omkring ham. Men når han sad der i klasselokalet kunne han ikke andet end at være dybt fascineret. *Måske jeg skulle begynde at undersøge den magiske verden jeg selv tilhører noget mere..*

Pigen der havde vist Dexter hvad timerne handlede om, sad stadig ved siden af ham og koncentrerede sig mindst lige så meget som Dexter gjorde og han havde en idé om at det handlede om mere end bare at imponere professoren. ”Pst..” hviskede Dexter til hende og lænede sig en anelse hen imod hendes bord. Professoren havde lige nævnt noget der for ham ikke gav mening og nu stod han og tegnede på tavlen uden at tale, så Dexter tog chancen for lige at udspørge pigen om det der svæve stabilitets hokus pokus. ”Ham.. Professoren.. Hvad hedder han?” Dexter var overrasket over at han i stedet for at spørge om teorien, hellere ville spørge om navnet. Pigen sendte ham et lettere irriteret blik, men mumlede lavet ”Theodore Chapman.” lige inden professoren begyndte at tale igen.

Imens timen forsatte i en rivende hast forsøgte Dexter at få skrevet så mange notater ned som overhovedet muligt. Det var faktisk et ganske spændende fag, selv om han kun ca. forstod en tredjedel af det professor Chapman sagde. Og lige pludselig stoppede professoren foran hans bord og spurgte ham om han kunne følge med. ”Jow, sådan da Sir. Jeg er ved at få en svag idé om teorien i hvert fald.” svarede Dexter med et af sine mest charmerende smil. Han kløede sig let i håret og forsatte med at smile. For ham virkede professoren som en arrogant mand, men bag arrogancen lå et kæmpe lager af viden som på et eller andet punkt gjorde at han kunne tillade sig at virke så arrogant.

Theodor talte, han kunne bedst lide at høre sin egen stemme og ikke elevernes, sådan var det ofte. Ja mange ville nok kalde Theodor arrogant, men egentligt så var han bare sig selv, han var bare ikke typen der gad hoppe rundt og smile, han vidste hvad han ønskede i livet, han mente selv han vidste hvordan man skulle opfører sig og han gjorde tingene som han nu engang havde lyst til at gøre dem. Dette fag var en af hans passioner og han nød derfor blot at høre sig selv tale om det, og nød ligeledes at han havde eleverne til at sidde og lytte til hvert eneste ord han sagde.

Som han kiggede i mod Dexter bemærkede han den lille samtale han havde gang i med pigen ved siden af, men hvad præcist der blev sagt vidste han ikke: "Mr. Pope... I mine timer behøver man ikke bruge tiden på at score nye kvindelige bekendtskaber" sagde han blot og flyttede ikke blikket fra ham, heller ikke selvom pigen ved siden af sank ned i stolen så hun blev halv højde. Han ville ikke acceptere snak i sine timer, og da slet ikke når han i sit hoved havde helt andre tanker med denne unge dreng.

"Godt..." sagde han og skyggen af et smil dukkede op på hans læber: "Har De lyst til at uddybe?" spurgte han og kiggede kort på sit sorte ur, timen ville snart være slut, men han ville da alligevel gerne høre om denne unge fyr rent faktisk havde lært noget, især nu hvor han var... Dæmon. En svær race, også formskifter... Derfor vidste man jo aldrig hvordan de så ud, men Theodor kunne godt lægge to og to sammen og se at dette nok måtte være hans menneskelige skikkelse.

Da professor Chapman tog Dexter i at spørge sin sidemand om navnet, sendte han ham bare et stort og bredt smil. ”Jamen, Sir. Det er nu så svært at lade være når de kvindelige bekendtskabers skønhed lokker sådan. Jeg er jo bare en mand.” sagde han og lagde hånden på brystet da han nævnte det sidste. Pigen ved siden af ham sank ned i stolen og lignede en som var godt i gang med at forsvinde ned igennem gulvet, men Dexter var ikke en der tog den slags ting så tungt. Hvilket også var grunden til netop dette svar, der emmede af en kæk flabethed, der ikke var provokerende, men blot morsom.
Han havde nu godt nok lidt ondt af pigen, der blev tomatrød i hovedet og det havde jo på en eller anden måde også været hans skyld at de blev busted, fordi han havde spurgt efter professorens navn. *Jaja, han gør nu værre end han bider* tænkte den unge animagus muntert og forsatte med at smile, i mens han ivrigt skrev notater ned til professor Chapmans enetale.

Chapman havde stoppet foran hans bord og spurgte nu om Dexter ville uddybe, den svage basis viden han havde fanget under timens monolog. Dexter smilede forsat sit skæve charmerende smil og pillede let ved en af sine dreads. ”Hjertens gerne Sir.” svarede han og bladrede tilbage i sine notater og skimmede hurtig de første sider, inden han rømmede sig og kiggede på professoren. Han havde en stærk idé om at dette var en test der muligvis kunne fører til noget mere hvis han svarede rigtig. ”Telekinese er en evne hvor individet kan flytte genstande, andre personer eller sig selv ved tankens kræft. Og det De har undervist i, i netop denne time handler om det sidste. At flytte på sig selv, hvilket jeg må sige er noget af et imponerende trick at have i ærmet.” Dexter havde kun fået meget svagt fat i teorien, fordi han jo blot var dumpet ned midt i en time, hvor alle allerede vidste hvad telekinese var og de kunne det alle sammen også, hvor i mod han blot var en animagus og kunne ændre sin form til et dyr. ”Desværre, tror jeg godt vi kan glemme at jeg giver en demonstration på Deres undervisning. Jeg er nok for tung i røven til at lette fra jorden ved egen kræft.” grinede han muntert og rundt omkring i klassen spredte en latter sig.

Theodor kunne ikke lade være med at komme med et lille halvhjertet grin over den unge mands kommentar: "I mine time, er det kun mig der score" sagde Theodor uden så meget som at blive, han så ganske alvorlig ud og alle i salen sad ganske stille og undrende, mange ikke sikker på om han jokede eller ej, det var en af de svære ting ved ham, man vidste aldrig hvornår man var alvorlig, dog lod han sine læber glide op i et kort og lettere falsk smil, blot for ikke at gøre folkene omkring sig alt for nervøse.

Dexter, navnet på denne meget kække ballademager som tydeligt ikke havde meget respekt for autoriteter, det fik både Theodor til at blive nysgerrig og en smule irriteret, unge dreng - unge piger, de skulle have respekt for de folk de var omkring og Theodor kunne tydeligt mærke denne unge, ja rebel kunne man vel godt kalde ham: "Jeg vil ellers gerne se dem forsøge" sagde han sarkastisk da han forklarede at han ikke ville give en demontration på hvad han havde lært denne time.

"Klassen er slut, tak for i dag" sagde Theodor udover klassen som han gik tilbage til kartederet og kiggede udover dem alle og med et enkelt sving med sin hånd fik han en klud til at tørre tavlen ren uden at han selv rørte den: "Mr. Dexter... De bliver" sagde han uden at kigge hen i mod den unge mand,d et var ikke et spørgsmål med en ordre, Theodor havde ikke tænkt sig bare at lade en ung disrespectful mand forlade sin time bare sådan.

Dexter der aldrig havde set Professor Chapman før anede intet til hans lidt skræmmende og stive facon og da han selv nævnte at han var den eneste der scorede i sine timer grinede Dexter bare muntert til ham, men lagde godt mærke til de andre elever virkerede mere urolig over professorens humørfyldte indfald og de ikke vidste hvordan de skulle reagerer. *Humørforladte stalker.. Alle klasser burde have en klovn til ar holde gang i stemningen, men det ser vidst ud til at denne klasses klovn enden er syg.. Eller afgået ved døden.* tænkte han og et smile løb hen over hans læber ved den tanke. Pigen ved siden af ham koncentrerede sig så nu så voldsomt om sine notater at Dexter var bange for at der ville gå ild i papiret så fokuseret hun stirrede på det og så hårdt hun trykkede med blyanten. *Gad vide hvordan han plejer at straffe sine elever? Måske vender han bunden i vejret på dem.* tænkte han fornøjet.

Dexter var godt opdraget og havde en god respekt for autoriteter. Det meste af tiden, men han var samtidig en munter fyr, så når en så selvhøjtidelig lærer stod og underviste med en ren monolog og ja vidst, en god monolog og et spændende emne, kunne han nu ikke dy sig for at skrue en anelse op for charmen. Munterheden havde altid virket for ham og selv om han var godt opdraget og havde et fantastisk sæt manerer, var kækheden et så stærkt præg af hans personlighed. ”Jeg kan da gøre et forsøg, men der kommer nok ikke mere end en prut ud af det.” svarede Dexter muntert til professor Chapmans sarkastiske svar og latteren i klassen forfatte. Dexter kunne lige se hvordan han skulle sidde der helt koncentreret og anspændt, som en med dårlig mave. *Jeg kunne da også smide tøjet og forvandle mig til en vombat.*

Da timen var afsluttet sendte professoren eleverne ud, men bad Dexter om at blive. Så Dexter vinkede muntert til eleverne der forlod klassen og sendte et yderst charmerende smil til den pige der havde siddet ved siden af ham og hun rødmede endnu en gang og så ned i jorden før hun stormede ud af døren i en rivendes fart. *Det kunne være jeg skulle skaffe hendes nummer..* tænkte han fornøjet og ventede på at Professor Chapman blev færdig, så han kunne få det her afsluttet og smutte hen til sine normale timer. Dexter fulgte interesseret kluden med øjnene, da den tørrede tavlen af, helt uden hjælp. Den her telekinese ting var nu meget nyttig, men han troede ikke at han ville bytte sin vombat skikkelse for sådan en evne.

Theodor kunne godt mærke at denne unge mand udfordrede hans tålmodighed og når Theodor var nået til det punkt så havde han et ud af to valg. Enten skulle han forsøge at få denne unge mand på rette spor, som uden tvivl altid var den mest tiltalende tanke, han havde mange unge der rendte og gjorde ham tjeneste fordi at Theodor havde forskellig magt rundt omkring i Terre, især i uddannelses systemet, eller også skulle den unge mand bare forsvinde så Theodor aldrig skulle glo på ham igen.

Som han kom med endnu en flabet kommentar ignorerede Theodor ham, han havde ikke lyst til at puste til den ild som den unge mand tydeligt havde frembrudt sig med, han ønskede ikke at give opmærksomhed til en person der lige nu irriterede ham så meget, men som på samme tid gjorde ham ganske nysgerrig, sådan fungerede det næsten altid for Theodor. Frastødt og draget på samme tid, mærkelig kombi og dog ganske fantastisk når man nu arbejdede et sted som ham.

"Jeg bryder mig ikke om at De flirter med Emma i mine timer" sagde han og hentydede til pigen som Dexter havde kigget i mod, Emma var en af pigerne som blandt andet hjalp Theodor og som han havde under sig. Når Theodor hjalp de unge så var det lidt forskelligt hvad de lavede. Nogen solgte stoffer for ham så han kunne tjene penge, nogen hjalp ham med at skaffe ting han skulle bruge og oftest så var sex også en del af hele spillet, det var dog ikke altid. Tilgengæl gav han penge eller gode karaktere, ganske fair hvis han selv skulle sige det.

Dexter sad afslappet og ventede på at Professor Chapman blev færdig med at viske tavlen ren og komme til sagen, siden han nu havde bedst ham om at vente. Han regnede med at få en skideballe eller noget i den stil, men som så meget andet var det ikke noget han tog sig synderligt af. Professoren mindede en anelse om hans egen professor der sendte eleverne ned på politistationen i weekenderne for at afhører de fedladne svedige betjente om deres jagt på forsvundne missekatte og deres indsats for at hjælpe gamle damer over vejen, hvis man havde fået udgivet en artikel eller fået den mindste form for anerkendelse. *Simpelthen det mest spændende nogensinde!* lød det sarkastisk i Dexters hoved og han samlede sine notater sammen og skrev en note til sig selv om at læse op på emnet telekinese.

Dexters ene bryn hævede sig overrasket da Professor Chapman startede med at sige han ikke brød sig om den flirtning der havde foregået i mellem ham og tomat-pigen, hans sidemand. *Take a chill pill.. Der var da næsten ingen flirtning. Og hun er alt for ung til dig ’fesser.* Dexter sendte professoren et smil og kørte en hånd igennem sine dreads. ”Hed hun Emma? Ser man det. Det er nu skønt når man er på fornavn med sine elever, synes De ikke Sir?” spurgte han og smilet var stadig skævt og charmerende.
Dexter gik ikke op i om professorerne på denne skole havde forhold til deres elever, selv om det var ulovligt og oftest gav eleven en del fordele i timerne. Dexter havde da selv været ude for at møde en kvindelige professorer i byen der fandt ham lidt for interessant, men interessen havde ikke været gengældt. Når det gjaldt skole eller arbejde var han overraskende professionel, når man tog hans lette levevis med i betragtning.
”Men De kan være ganske rolig Sir. Mine intentioner er så rene som sne.” forsatte han og grinede let. ”Hvis sandheden skal frem spurgte jeg blot den unge dame om Deres navn. Når underviseren gerne vil kende sine elevers navn, vil eleverne gerne kende deres underviser navn.”

Theodor kneb let øjnene sammen som han kiggede på den unge mand, bare fordi at han var en smule irriteret over hans opførsel, han prøvede at virke så sød og diplomatisk men Theodor var slet ikke itvivl om at han i virkeligheden var en rigtig klaphat som sikkert bare prøvede at vende alt sit sin egen fordel: "Jeg er på fornavn med nogen af mine elever" rettede han, han kendte langt fra navnene på alle sine elever, men nogen af dem kendte han.. Så ganske udemærket, på alle leder og kanter.

"Og hvad er mit navn så?" spurgte Theodor direkte og med et kort smil der mest af alt virkede en smule falsk, inden han samlede sin brune taske op fra gulvet og begyndte at pakke de papirer sammen han havde brugt til dagens undervisning, han var glad for sit job, især fordi det gav ham chancen for at møde de mange unge mennesker som han elskede at involvere sig med, hans liv på skolen var jo kun en brøkdel af hvad manden lavede når han arbejde.

"Sig mig Mr. Pope... Hvad ved De egentligt om undergrunds verdenen?" spurgte Theodor og lænede sit let frem i mod den unge mand med en dominerende attitude, han var nødt til at åbne for sine tanker, bare en smule... For lige nu havde han alverdens planer med denne unge mand og tjenester han kunne gøre for Theodor. Theodor havde et hav af unge der solgte stoffer for ham, slog folk ihjel, kidnappede og alle mulige andre ting, undergrunds verdenen kendte ham ganske fint i byen, dog ikke under hans rigtige navn og folk der sladrede fik han likvideret med det samme. Af og til så kneppede han også de unge, men det var ikke altid, det kom så sandeligt an på hvem de var. Men kun folk under 25 duede i hans verden.

Dexter kunne ikke lade være med at grine indvendigt over professorens udtalelser. Han måtte da vide hvor meget det lød som en indrømmelse at sige man kendte nogle af sine elevers fornavne i den sammenhæng. *Ikke at det rager mig det mindste.* tænkte han og vidste med sig selv at han aldrig ville grave i den sag, ved mindre der begyndte at dukke lig op eller en af professorens elever, han var på fornavn med, kom og sagde hvordan landet lå. Dexter var ikke en af de der hævngerrige journalister. Han fortrak at skrive om andre ting, hvor beviserne var klare og ikke bare en mand der fik sig selv til at se skyldig ud, uden at have gjort andet end at give ham en skideballe.
”Professor Theodore Chapman. Det var I hvert fald det Emma sagde da jeg spurgte hende. Men jeg fik jo ikke ret meget mere ud af hende, da hun pludselig forvandlede sig til en tomat.” det sidste blev sagt med et grin, for mindet om pigens knaldrøde ansigt stod stadig helt klart for ham.

Dexters øjenbryn hævede sig svagt i chok og overraskelse over dette pludselige emneskift. *Har den mand sin periode eller noget?* tænkte han og var overrasket over at en mand der var så klar og målrettet i sin undervisning, hoppede rundt i emner, uden den mindste form for advarsel når man talte med ham privat. ”Der må jeg desværre kaste håndklædet i ringen Sir. Jeg har ingen forbindelser eller interesse i den kriminelle del af vores samfund.” Dexter regnede med at professor Chapman allerede havde regnet ud at Dexter var en animagus og Dexter havde lidt ud fra professorens undervisning og evner gættet sig til han var en af den nederste etages tilhængere, selv om han ikke anede hvillen race. Vampyr, varulv og animagus havde han ligesom afskrevet som muligheder, da varulve og animaguser ikke har evner inden for telekinese og vampyrer puttesover om dagen.

Theodor kiggede i mod Dexter og nikkede så ganske kort: "Fint" sagde han blot da Dexter fortalte at han ikke havde kontakt til undergrunden eller interesse i den, det var jo egentligt ganske ærgeligt for Theodor kunne godt tænke sig til flere ting denne unge mand kunne gøre for ham, nok især fordi at han var så charmerende, han kunne sikkert så flere piger med ind i Theodor's lille Convo klan som kunne få ham til at tjene flere penge.

"Hvis du engang er interesseret i det miljø, så kontakt mig" sagde Theodor og rakte et lille visit kort frem i mod den unge mand, han ville gerne have ham med så frem at han kunne være interesseret, men Theodor fortalte ikke om ahns mission for alle og en værd, for han ville nødigt miste sit job på universitetet.

Theodor pakkede det sidste af sin taske sammen og skuede så i mod den unge mand: "Det var en fornøjelse at se Dem gå forkert" sagde Theodor med et lille tørt grin, ja det havde jo faktisk været direkte morsomt at nyde.

Dexter tog imod visitkortet med rynkede bryn. Det var ikke hver dag en professor på hans skole inviterede ham til en snak om den kriminelle undergrund. Jo, vidst havde Dexter da solgt et par liter af sit blod lige i starten af hans ophold her i Terre, fordi det kneb med pengene, men ellers havde han ikke haft synderligt meget med bagsiden af medaljen at gøre. *Gad vide.. Han aner nok ikke at jeg er en journalist studerende og han rækker mig jo en saftig historie på et sølvfad her!* tænkte han og spidsede læberne en smule da han så tænksomt på visitkortet. Hans første indskydelse var at give ham det tilbage og vende ryggen til historien, for man ’skider ikke hvor man spiser’, som hans far så poetisk plejede at udtrykke det, men samtidig havde dette absurde optrin vagt hans nysgerrighed og havde Dexter en akilleshæl så var det faste bagdele og nysgerrighed. Og tit og ofte havde netop de to ting bragt ham i fedtefadet og en tur ud af vinduet i sine underbukser.

Dexter proppede visitkortet i lommen og besluttede sig for ikke at tage en beslutning endnu. Han måtte hjem og vende den over en kop tea for det her kunne være en banebrydende chance for at komme på markedet med nogle store artikler og endnu bedre. Inspiration til en krimibog.
Han sendte professor Chapman et strålende smil. ”Skulle det være en anden gang Sir.” da den tørre kommentar om hans muntre visit kom. Han samlede sin taske op og slyngede den over skulderen og så lidt afventende på professoren for at tjekke om det var okay at forlade lokalet. ”Men jeg håber De får en forsat god dag med fantastiske studerende som jeg, da jeg bliver nød til at gå nu for at forstyrre endnu en professor med min sene ankomst.” grinede han og gjorde let honnør for professoren, inden Dexter forlod klasselokalet.

//OUT.