A hot summer day - Cora

Himlen var blå og solen skinnede stødt fra den klare himmel. De hvide lammeskyer tøffede afsted i så langsomt et tempo at man skulle tro at det var store hvide vatklumper der var limet fast på den blå kugle over hovedet på befolkningen.
Dexter havde brugt hele sin dag på Universitet i et intenst gruppe arbejde, der omhandleder artiklens opbygning. Det havde ikke været skide spændende, for Dexter havde allerede fået udgivet en del artikel i små aviser eller sladderblade på nettet. Men resten af hans gruppe var stadig novicer og havde endnu ikke fået udgivet et eneste ord. Faktisk ville arbejdet havde været meget rart hvis ikke to af gruppens medlemer var stræbere, perfektionister, og de havde en indædt kamp imod hinanden. Dexter pustede tungt ud ved tanken om de mange diskussioner om hvem der havde mest ret og den opdeling der var blevet i gruppen. Normalt gik han ind for gruppe arbejde og nød at diskutere sine synsvinkler med andre, men lige netop denne gruppe tærede på hans tålmodighed.

Det var præcis derfor at Dexter da dagens undervisning var afsluttet havde besluttet sig for at tage ned i parken og bruge resten af dagen i solen. Han bredte sit tæppe ud på græsset og smed sin taske ved siden af. Han havde valgt den lille bakke der lå i det grønne område, så han havde en god udsigt over resten af parken. Med vante bevægelser bandt han et tørklæde omkring sine dreads så de hang i en hestehale fra toppen af hans hoved. Han havde iklædt sig et par slidte cowboy shorts og en tank top i sort. Tidligere på dagen havde han haft en rød skjorte ud over, men graderne var steget så den var røget ned i tasken for at undgå overophedelse. *Det er alt for lækkert et vejr til at skændes i.* tænkte han fornøjet da han smed sig på tæppet og med dovne bevægelser hev en notesbog frem fra tasken. Fra en anden lomme i tasken fiskede han en blyant frem og hurtig slog han op på en tom side i notesbogen. *Og nu.. Tegner vi.* tænkte han og drejede om på maven så han kunne kigge ud over parken. Der sad et par unge piger et stykke fra ham og sladrede lystig og højt. Så vidt han kunne hører talte de om en eller anden populær popsanger, der skulle være slået igennem for nyligt. Dexter smilede for sig selv og satte blyanten til papirer og begyndte at skitsere pigerne. Han kunne godt lide deres lystige latter og pludren. Det virkede så dejligt afslappende og levende og han ville gerne fange det på papiret.
Dexter var en forfatterspirer og en lommekunstner. Han ville ikke leve af sine værker, fordi det skulle aldrig blive et job, men noget han kunne slippe alle sine tanker i og føle sig befriet ved. *Det er bare det perfekte vejr idag til at ligge på maven og tegne nogle pæne piger.*

Påklædning

Meget mod hvad hun plejede at lave, havde det gode vejr trukket hende med ud og i dette øjeblik var hun på vej ned af gaden, mod den park hun havde hørt så meget godt om. Iført sin sædvanlige blå kjole, der ikke just lod noget være til fantasien, samt det lange brune hår ned langs den bare ryg, gik hun med blikket op mod himlen.
Det sekund hendes fødder rørte mod græsset, sukkede hun og lukkede øjnene. Muligvis var det ikke hvad hun var vant til, men det var bedre end ingenting. Et par øjne landede på hende, hovedsageligt fordi hun lignede en taget ud fra en romersk film, både udseendsmæssigt og angående hendes tøj. De blide træk og øjne, skreg kun omkring hendes engle race, samtidig med hendes aura, derudover var der mystiken over hende fra det dæmoniske og ukendte. Efterhånden kunne man sige hun var en tikkende bombe, for med et temperament der kunne dræbe og en brutalitet der kunne gøre en dæmon stolt, var hun ofte anset for at være ganske farlig når først hendes vrede slog ind. Dog for hendes lykke var hendes englegen stærkere, mere dominerende og ofte var det det folk følte når de var omkring hende.
Uden rigtig a kigge på nogle flyttede hun let sine fødder hen over det varme græs. Hendes gang var blid og man kunne lidt sige det så ud som om hun dansede. Hvilket lå til grund af den pludselige følelse af frihed der gled igennem hende. Som tidligere slave følte hun aldrig hun kunne have sin egen mening, men i denne verden og i denne tid var det noget helt andet. Hun skuede op mod himlen og et all dannede sig på hendes læber.

Blyanten fløj hen over papiret og efterlod et mønter af buede linjer og skygger, der i sidste endte forhåbentlig ville ligne de to piger der sad lidt længere fremme foran Dexter og sludrede på livet løs. Dexter var en lommekunstner, når han ikke udtrykkede sig med ord, brugte han lang tid på at udtrykke sig med billeder. En ting han personlig mente var lige så vigtig som ord. *Et billed siger mere end tusinde ord..* tænkte han og sugede kritisk på sin underlæbe imens han betragtede det makværk han havde lavet i sin notesbog.
Selv om Dexter var ved at uddanne sig journalist og havde forfatter drømme og derfor var ganske godt kendt i det skriftlige univers, var han af den overbevisning at ord ikke altid var nødvendig for at gøre sig forståeligt. Dette skyldes nok at han jævnligt forvandlede sig til en vombat, men der lå mere i det end det. Handlinger kunnne f.eks. sige lige så meget, hvis ikke mere. Fordi nogle ting bare ikke kunne beskrives med ord, lige meget hvor meget man end prøvede.

Dexter var godt optaget af sine kunstneriske udskejelser, så der gik lidt tid før han opdagede at pigerne ikke længre havde samme fnidrende energi over sig og at deres samtale emne var skiftet fra flødebolle pop til bagtaling og jalouxi. Dexter smækkede lidt med tungen og betragtede dem kort. *Nu dur det ikke mere.. De har mistet den glade energi.* Han sukkede let og bladrede væk fra siden han var igang med at tegne på. Pigernes energi var skiftet total og det var ikke det han havde lyst til at tegne idag, ikke når solen skinnede så klart og varmt på himlen. ".. Prøv lige at se hende! Hvem går klædt sådan, hvis ikke de er luder?" sagde den ene pige og Dexter fulgte deres blik og fik øje på en mørkhåret skønhed der nærmest dansede hen over græset. Kvinden var som taget ud af romertiden og havde en sprangfarlig energi omkring sig, hvilket straks fik Dexter til at kategoriserer hende som et magisk væsen. Det var sjældent mennesker udstrålede så meget energi og slet ikke noget så modstridende som var over denne kvinde. *Der kommer Spartacus..* tænkte han fornøjet og fløjtede svagt imponreret for sig selv. Han var ikke enig med de to piger foran ham. En del væsener der kom fra de gamle tider havde svært ved at følge med i nyer tiders trends, så de klædte sig som de altid havde gjort.
Han satte blyanten imod papiret igen og straks begyndte den at danse og efterlade rækker af streger og sving. Denne kvinde udstrålede en fantastisk energi og grim var hun så sandelig heller ikke. Perfekt til at komme i hans notesbog.