Luft er altid godt

Søndag morgen var altid dejlig, ligesom Zoes humør. Glad svingede hun døren op til hendes og hendes to trillingsøstres lejlighed.  Cel sad som altid inde i sofaen. Hun kom glad hen og satte sig ved siden af hendes søster. "Når Cele, hvad siger du til en tur i parken?" spurgte hun. Hun vidste godt hvordan Celeste havde det med mennesker, men hun mente at Cele skulle til at  prøve at se andre mennesker. Nu var de 26, det måtte være på tide. Hendes tøj bestod som sædvanlig af ingenting. En hvid top hvor halvdelen af hendes mave var synlig, et par cowboy farvede shorts og hendes små højhælede sko med blonder på. "Cele det er på tide at du kommer ud, jeg lover dig at jeg vil være ved dig hele tiden, bare i fem minutter," bad hun hendes søster. Hun havde allerede lavet nogle argumenter til hvorfor og hvordan hun kunne få Cele ud af døren. Solen skinnede og der var ikke noget Zoe hellere ville ind at komme med hendes søster udenfor.

Solen skinnede. Fuglene sang. Og ind af døren kom Zoe.
Celeste kunne sagtens have forudset det, men med så mange års ensomhed, havde hun efterhånden prøvet at glemme nuet. Prøvet at ignorere nutidens - og fremtidens - åndssvage læger.
Hvor mange gange havde de ikke lovet hende at de ville få den social fobi til at forsvinde? Så mange gange at hun knap kunne tælle dem på hendes fingre.
"Lad mig være." Mumlede hun, stille og roligt. Zoe vidste godt at hun havde social fobi, og hver gang prøvede hun bare at hjælpe. Men det sidste Celeste behøvede var hjælp.
"Jeg vil ikke med ud." Svarede hun. Hvorfor skulle Zoe altid prøve? Svaret ville altid være nej. "Og tag dog noget mere tøj på." Indskød hun hurtigt, hvorefter hun rejste sig, fra den ellers så dejlige og bløde sofa. Hendes eget tøj bestod af en oversize sweater, og et par hvide hotpants.
Celeste tog et godt greb om hættetrøjen der lå på gulvet, krøllet sammen. Hun kastede den over mod Zoe, som forhåbentlig ville gribe den. Så gik hun over i hjørnet, satte sig ned, og trak benene op under sig.
Zoe kunne ligeså godt give op. Hun ville aldrig nogensinde få Celeste med ud. Selvom hun var stærkt påvirket af hendes social fobi, så var hun stædig. Stædig som en gris.

When i'm with Zoe and Maddie, my life is complete.

Lige meget hvad ville Zoe ikke give op, Cele skulle ud, om hun så skulle rive hende ud af døren, om hun så skulle støde hendes egen søster.. Det ville nok være grænsen. "Jo du vil med ud, du har bare ikke fundet ud af hvor dejligt der er udenfor!" svarede hun glad. Det bedste man kunne gøre var at virke glad når man talte med Celeste, det havde Zoe efterhånden lært. Hun vrintede med næsen. Gud ville hun ej tage mere tøj på, hvorfor gøre det når hun alligevel ikke frøs? Hun greb let og elegant hættetrøjen Cele havde kastet, og smed den let nede ved hendes fødder. Hun lod som om hættetrøjen ikke havde været med, og gik glad over mod Celeste. "Jeg lover at holde dig adskilt for folk i parken, og vi behøves ikke være midt inde i det hele, bare lige udenfor hvis det er det," sagde hun hurtigt og glad. Hun lod sig synke ned ved siden af hendes søster. "Søde Cele, du er 26 år du skal snart ud, og du ved mig og Maddie altid vil være ved dig!" mumlede hun. Hun savnede faktisk lidt hendes anden trillingsøster. Når Cele var irriterende, var Maddie god at have der, når Maddie var irriterende, var Cele god at have der. Men når de begge var irriterende, hun tænkte sig kort om, det ville ikke ske, hun havde de mest fantastiske søstre, de kunne aldrig være irriterende på samme tid.
Zoe vidste hvor stædig Cele var, og det gjorde det ikke nemmere. "Cele.. Kan du ikke snart gå med ud? For min skyld? For Maddies skyld?" spurgte hun med en tiggende stemme. Nu skulle der bare laves hundeøjne, hvem kunne modstå hendes hundeøjne? Hun kendte dog en der aldrig faldt i hundeøjne, det var Cele, hvilket ikke var særlig godt på det tidspunkt.

Et lille grin undslap hendes læber, og dét var uforskammet. Det vidste hun godt, men alligevel ville hun ikke holde det tilbage. Så dum var Zoe da ikke?
Celeste rystede blidt på hovedet, så hendes lysebrune bølgede hår, bevægede sig rundt om hendes halv runde hoved. Hun havde brugt mindst 30 minutter på hendes hår i morges, men hun havde ikke travlt, og derfor kunne hun sagtens tillade sig at bruge et par timer på at ordne hår. Og det samme gjaldt selvfølgelig med hendes make up (som hun sjældent gik med), og hendes valg af tøj.
"Jeg skal ikke ud." Svarede hun og kiggede op på Zoe, da hun havde valgt at sætte sig i hjørnet. Hjørnet var hendes sted. Ingen andre måtte sidde der, og hun havde brugt utallige timer, på at sidde og vippe frem og tilbage på hendes rumpe.
"Jeg ved godt i altid er der for mig. Jeg ved godt i altid vil være hos mig. Men det betyder ikke at jeg skal med ud og gå." Hun kunne blive ved. Zoe kunne ligeså godt give op.
Nu kunne det være nok! Celeste gad ikke diskutere mere. Hun var træt. Træt af alle. Træt af alt. "Zoe, drop det pjat. Jeg skal ikke med ud. Denne samtale er slut." Svarede hun, og gav Zoe den kolde skulder. Det havde hun selv bedt om.

When i'm with Zoe and Maddie, my life is complete.

"Hør på mig Cele! Du kommer ud om du vil det eller ej!" sagde Zoe surt. Hun vidste Celeste var meget stædig, men det var hun også selv, dog vidste hun hvor stædig Cele lige præcis var omkring det her. "Jeg bruger stød hvis det er det!" sagde Zoe og knyttede stædig sin næve. Hun havde ikke tænkt sig at bryge stød, så ond ville hun ikke være, men alligevel. Man skal overvinde sin frygt, selvom Zoe godt vidste at Cele havde mere end en frygt.
"Nej den her samtale er ikke slut! Den er ikke slut før du går udenfor døren! At gå uden for døren er det eneste jeg beder dig om!" svarede hun Celeste. Nu var hun virkelig ved at blive sur på Cele. Cele skulle i hvert fald ikke få lov til at slutte den samtale. Hun vidste godt at hun ville få den kolde skulder fra Cele nu, men det ville hun ikke gå med til.
Hun tog ved hendes søsters skulder, og rejste sig op. Hun hev i Celes skulder i mens. "Celeste nu kommer du op for det forbandet hjørne!" Næsten råbte hun at hendes søster. Måske var det for meget at halv råbe af ens søster, men hun havde bestemt sig for at Cele skulle ud, bare udenfor døren.

Zoe og hendes forbandede stød. Det var efterhånden blevet irriterende at høre på Zoe og hendes evne. Hun truede altid med at støde enten Celeste eller Maddie, men hun vidste godt at Zoe ikke ville støde hende. De var trillingesøstre. Selvfølgelig ville de ikke skade hinanden.
Celeste kunne ikke skade nogen. Hendes eneste evne var healing, som var meget populær hos Asparaere. De fleste besad evnen at kunne heale andre, og selvfølgelig skulle Celeste også have den evne.
"Jeg forlader ikke denne lejlighed. Det kan du blindt stole på." Svarede hun, og sukkede af Zoe. Hun kunne råbe og skrige lige så meget hun ville. Det ville bare ikke komme hende til gode.
Zoe begyndte at hive i Celeste, hvilket fik hende til at reagere hurtigere, end hun rigtigt skulle. Hun borede sine negle, ned i Zoe's hænder, og prøvede at skubbe hende væk, ved hjælp af hendes ben.
Celeste fik vredet sig fri, og hun kom op at stå. Hendes øjne strålede af vrede. Hun var vred. Meget vred. "Du skal ikke nævne det hjørne. Det accepterer jeg ikke Zoe." Svarede hun ligeud. Celeste beskyttede det hjørne, som var det hendes eget barn.
Hun trådte væk fra Zoe. Celeste kunne sagtens klare situationer som det her. Zoe opførte sig altid latterligt. De havde brug for Maddie, hun var den eneste af trillingesøstrene der kunne håndtere sådanne situationer.

When i'm with Zoe and Maddie, my life is complete.

Alting skete meget hurtigt, meget hurtigt. Celeste havde som selvforsvar sat neglene i Zoe, hvilket Zoe slet ikke var forberedt på. Et skrig forlod hendes læber. Hendes hånd lagde sig på Zoes arm, og før Zoe havde tænkt sig om, havde en del af hendes stød, forladt hende og fundet sin vej over til Celeste.
Zoe vidste godt det der var sket var helt galt. Hun havde aldrig stødet Cele før, ja heller ikke Maddie. Uden hun overhovedet havde set Celes reaktion, var hun løbet hen efter vandkanden. "Undskyld Cele!! Undskyld!" sagde hun. Hun tog et glas ned og hældte noget vand op. "Noget vand Cele?" spurgte hun. Hun ventede ikke på Celestes svar, men gik over mod hendes søster med et glas vand. Hvis man spurgte hende, var det udelukkende Celestes skyld. Det var Cele der havde givet hende et chok, hun mente at Celeste kunne have været mere forsigtig.
"Her er noget vand," sagde hun og rakte glasset mod Cele. Hendes hånd rystede, det gjorde den til tider efter hun havde afgivet stød. Der var vand på glasset, hvilket gjorde den glat. Glasset smuttede ud af Zoes hånd, og ned på gulvet. Glasset gik i mange små stykker, og vandet stod ud over det hele. Lidt ramte hendes bare ben, ellers gik det ikke ud over hende, men hun var bange for det var noget andet med Celeste. Hun turde knap nok at kigge op. Hun vidste hvor vred Cele var. Celes skyld, Celes skyld sagde hun om og om i hendes hoved.

Skriget der forlod Zoe’s mund, kunne hun ikke engang nå at høre, før en bølge af stød, flød igennem hendes blod. Stødet bredte sig, fra top til tå, og fik hende til at spænde i hele kroppen, hvilket kun gjorde det værre. Det gjorde så ondt, at ikke én eneste lyd forlod hendes mund. Hun kunne ikke. Hun kunne ikke kæmpe mod al den elektricitet der blev sendt igennem hende. Hendes øjne var lukket, og hendes mund blævrede.
Efter et kort stykke tid, stoppede Zoe endelig. Det føltes befriende, men da Zoe forlod hendes side, væltede hun sammen. Stødet havde gjort hende udmattet, og svækket hendes evne til at heale. Hun ville umuligt kunne heale sig selv, efter dette lange, og smertefulde øjeblik. Et øjeblik hun nok aldrig nogensinde ville glemme.
Zoe spurgte om hun ville have vand. Hvad troede hun selv? Zoe var jo ikke dum, tvært imod. Hun opførte sig bare latterligt af en 26 årig og være. At støde sin egen søster. Sin fucking egen søster! Hun var vred. Celeste var rasende. Hun kunne rive hovedet af Zoe, hvis ikke hun havde været så påvirket af det lange stød.
Vandet som Zoe havde hentet til hende i et glas, væltede mod jorden, og blev smadret i mange, mange glaskår.

Der gik rigtig, rigtig lang tid før Celeste kunne komme op. Hun kom op ved hjælp af bordet, der stod ved siden af hende. Hun havde smerter overalt i hendes krop, og tårerne løb allerede usyrligt ned af hendes kinder.
Celeste bevægede sig langsomt over mod Zoe. Vreden stod ud af hendes øjne. Da hun var nogenlunde tæt på Zoe, kiggede hun hende dybt i øjnene, løftede den ene hånd, og knaldede den mod Zoe’s kind. Hun vendte sig om, og begyndte at gå hen mod hendes soveværelse, så hun kunne lægge sig, og slappe af efter denne skrækkelige episode.